"... Sten kan ikke svømme, dit fjollehoved." Sagde hun med et skævt smil, før hun trak sin egen bluse over hovedet. Inden under den havde hun en sort skjorte, så det gjorde hende ikke så meget. Hun tog sko og sokker af, og satte sig hen på kanten af det lille mini-bassin.
"1 2 3, og i." hun tate ret hurtigt, og hoppede ned i vandet. Hun rystede kort af kuldegysninger på grund af vandets varme, eller... mangel på samme.
"Hvis den krabbe kommer igen og niver til min fod... Så vil dens yde skelet ikke gøre meget nytte." sagde hun, nok mest til sig selv, og greb fat i kanten med begge hænder, og hoppede op og ned i takt med at hun talte; "1 2 3 og.. Ned." hun tog en dyb indånding, og dykkede ned under vandet. Første gang, bare for at se hvordan alting var dernede. Hun åbnede øjnene selvom det sved, og det gik op for hende at hun rent faktisk kunne se end smule forude i vandet. Hun gik op til overfladen igen, og tørrede sit ansigt og øjne for vand.
"Okay så. Jeg kan idet mindste se en smule dernede." Hun tørrede sine øjne igennem med knyttede hænder, inden hun dykkede for anden gang.
Det var en underlig fornemmelse at dykke, når man egentlig ikke engang var udenfor. Så snart hun dykkede igennem den åbning der var, indtil det hun mente var et hulrum, kunne hun mærke en svag strøm der trak imod venstre. Den var dog ikke så stærk at den gjorde noget, og hun svømmede opad.
DUNK!
"AUV FOR SATAN! FORPULEDE LOFT... Gulv... Ting... Auw.." Leara havde banket hovedet imod 'loftet'/'gulvet' og hun ømmede hovedet og den bule hun var ret sikker på ville komme. Hun åbnede øjnene og så sig omkring.
"Wow." Mumlede hun og bankede fraværende på loftet som hun var blevet bedt om. Hun vidste ikke hvad det var, men vandet lyste omkring hende når hun bevægede sig. Hun spærrede øjnene op og gik lidt frem og tilbage, næsten paralyseret af det lysende vand. For gå, det kunne hun. Vandet gik hende til skuldrene så hun gik bare rundt i 5 minutter og morede sig over det underlige, lysende vand (logisk forklaring = de der alger/hvad de nu er for nogen der lyser når der skabes uro i vandet) og glemte alt om Rex. Hun tog en håndfuld af det lysende vand op i hånden, og lod den falde ned i vandet igen. DET måtte Rex simpelthen se. Inden hun svømmede ud igen, lagde hun mærke til enkelte steder hvor der kom månelys ned igennem gulvet. Det var små, spæde stråler. Hun nåede lige at tænke, at det sikkert sørgede for ilten, da hun dykkede og svømmede ud imod Rex.
Hun skød op igennem vandoverfladen, og klappede begejstret inden hun måtte stryge håret bagover med hånden så det ikke dryppede i hendes øjne.
"Det her bliver du NØDT til at se, Ray! Du kan sagtens bunde, det kan jeg nemlig, så du behøver ikke at sten-svømme... eller hvad det nu var du ville. Det er vandet, det er virkelig vildt. Det lyser!" Hun strøg igen sit hår væk med en hånd igennem håret, og tørrede øjnene. De sved en smule, men hun var lidt for spændt til at bemærke det.
Lee havde aldrig set lysende vand før. Hun havde aldrig læst om det, kun i fantasihistorier. Derfor var det noget helt nyt, noget hun ALDRIG havde oplevet før.

Ray stod stadig og eksaminerede gulvet, da Leara kom frem igen. Hun lød ivrig. Ray lyttede åndsfraværende. Han tænkte. Han lod roligt fingrene glide henover jordens overflade. Han betragtede sine hænder efterfølgende og holdt dem frem i lyset. Sort.
Han missede med øjnene og så ned igen.
Saltvand.
Sort 'gulv'.
Han satte sig på hug igen. "Øjeblik," mumlede han tåget og pillede i jorden med neglen. Han overvejede mulighederne for det her steds eksistens. Var det overhovedet muligt at der kunne være en undervandsvulkan her? Eller var det ... Han smagte på sine fingre, hvor den sorte farve stadig var. Salt.
Han rettede sig op. Sort salt? Det var umuligt.
Han så op imod loftet. Det var lidt højere end han lige kunne nå. Han forvandlede sin højre arm til en sløv klinge og reflekterede månens lys, så strålen vippede op i loftet. Sort. Hans arm blev atter en arm og han kløede sig på hagen. Hvis gulvet er salt, så er der uden tvivl havvand hér hvor jeg står, normalt. Og det må betyde at det er lavvande i dag. Hvis der så er et luftrum under gulvet, så kan det være farligt at gå derned. Men...
Han gik over til en af væggene og bankede let på den. Intet. Han gik til den næste væk. Bank bank? Intet. Han sprang væggen med indgangen over og gik imod den væg der var længst fra karret. Bank bank. Han lyttede og slog igen. Var der noget? Et hulrum måske? Eller hvad? Nej. Intet.
Han sukkede.
"Det kunne være at vandet under os har en tunnel der fører længere ned, hvorefter den vil føre en smule op. Dette er en indkapslingsmetode man bruger på f.eks. skibe." han holdt en pause. "Du ved. Selvom bådens nederste dæk ligger under vandoverfladen så er der ikke vand dér," forklarede han og vendte sig imod Leara, der stadig stod i karret. "Det vil sige at der måske, men kun måske, er et lufttæt rum dernede."
Han bankede igen på væggen. Han var ikke sikker. Måske var der noget, men hvis der var en videre tunnel nedad, så ville han jo ikke kunne høre den.
Han sukkede.
"Det er nu eller aldrig. Ryk dig, pigebarn. Lad den gamle komme til. Jeg vil også se lysende vand." det sidste blev sagt med en smule barnlighed. Han skulle lige se hvad det var for noget før han kunne konkludere om det kunne være en kilde de var havnet i. En magisk en, altså... ...

OOC: Fænomenet Leara ser, er det morild du snakker om ?

Hun grinede og rystede bare på hovedet af ham imens han talte.
"Okay så. Oh, pas på dit hoved når du kommer op imod vandoverfladen. Jeg bankede hovedet op i loftet til at starte med." Med de ord dykkede hun ned igen, og svømmede igennem vandet. Ligeså snart hun kom bare en smule ind under det der nu var loft, og før var gulv, begyndte vandet at lyse når hun bevægede sig under vandet. Hun kunne se det meget svagt igennem øjenlågene nu, og det undrede hende at hun ikke havde bemærket det før.
forsigtigt denne gang brød hun vandoverfladen og stilte sig op i vandet, og kæmpede en lille kamp for at få håret væk fra øjnene så hun kunne se. Imens hun ventede på Ray, stod hun og og plaskede i vandet, hvilket fremprovokerede de sjove lys igen. Næsten som om vandet tog skade af bevægelserne, som blå mærker det fik når hun slog på det. Tanken strejfede Lee, og hun var lige ved at stoppe da det gik op for hende at vand jo ikke får blå mærker. Underlig tanke.

OOC: jaja, kort, men Lee kan jo ikke lave så meget uden Rex når det ligesom er ham hun vil vise vandet til xD
... Nu ved jeg altså ikke hvilken farve de lyser med, i mit hoved lyser de sådan her: http://www.mkc-kajak.dk/images/morild.jpg o.o Ved ikke hvor troærdigt det billede er godt nok <<

Ray gik hen til hullet og bed sig i læben, imens han lod jakken falde ned på gulvet. Han tog et par dybe indåndinger før han lod sin krop dumpe ned i vandet. Plop. Så koldt. Isnende koldt.
Hans krop vred sig selv da det kolde vand skar imod den blege hud. Han rystede voldsomt og hev efter vejret ... Og så tog han hovedet under vand. Han knugede øjnene sammen og skubbede sig selv fremad. Hans krop var tung. Vandet hev ham nedad. Han kunne dog bunde 'hele vejen' og snart kom han op til vand overfladen. Klonk.
"Av for SATAN!" hvæsede han irriteret, da han slog hovedet op i 'loftet'. Han gnubbede sin pande og dernæst sine øjne. Han blinkede et par gange og så først på Leara og derefter på vandet. Dette er ... Ikke muligt!
"Det lyser jo!" udbrød han, ganske lamslået.
Hvordan kan dette lade sig gøre?
Ray samlede hænderne foran sig i en skål og løftede noget af vandet op i hænderne, for at få et nærmere syn på det. Men alt han kunne se var lyset, der i grunden blændede ham en smule.
"Hvad... Hvordan... Hvorfor?!" stammede han.
Dette var ikke ligefrem noget han nogensinde havde drømt om at se. Desuden var det kun rundt om dem at vandet lyste. Og kun når det blev rørt. Og når bølgerne som de lavede ruskede i vandet. Besynderligt.
Han så rundt i det oplyste rum og overvejede størrelsen af stedet. Nok samme størrelse som ovenover dem. "Gad vide hvad det her er? Det er jo tydeligvis lavet af nogen eller noget. Men af hvem? Og hvordan?"
Og hvorfor var der sort salt på gulvet ovenpå?
Han så sig om og sank en klump. Tanken om at være omgivet af vand skræmte ham.

"Jeg sagde jo at det lyste." smilede Lee, på en eller anden måde lidt stolt over at have fundet 'det lysende vand'. Hun havde aldrig set noget lignnede, og ville gerne være nede i hulen forevigt.
Hvis det ikke var fordi at vandet var så isnende koldt. Kunne de ikke gå hen og dø af lungebetændelse og alt muligt hvis de var hernede for længe? Lee tænkte kort over det, og besluttede sig for at det nok ikke var smart at opdage Lysende Vand, og så dø af sygdom inden man nåede op. Hun skulle til at nævne det, da Rex havde talt færdigt. Hun måtte jo ligesom... svare ham.
"Hvem ved? Måske er det havfolk eller sådan noget. Måske er det deres... lys-halløj." Hun tog vand op i hånden og lod det plaske ned i vandet, og det gjorde hun så et par gange, før hun så på Rex. Hun prøvede egentlig at se om han frøs, men så meget lyste vandet alligevel ikke. Selv, så kunne hun mærke at hun rystede i det kolde vand, som hun egentlig havde været lidt for opkørt og spændt til at lægge mærke til før nu.
"Måske skulle vi, istedet for stå her og fryse os selv ihjel... Gå op igen. Måske tage noget af vandet med op. Hvordan ved jeg ikke, men... Vi kan ikke finde ud af særlig meget om det, hvis vi begge to bare falder om som istapper herude... inde. Her." Hun bevægede benene frem og tilbage under vandet. På den måde lyste selve overfladen af vandet ikke, men nedenunder gjorde den.
Hun ville ellers virkelig gerne finde ud af hvad det lysende vand var for noget. Men midt om vinteren var måske ikke lige tiden, og hvis det var lidt varmere havde de vel også fundet en måde at få vandet med op.
Lee kvalte et gab og undrede sig lidt over hvad tid på det natten det egentlig var. Det skulle ikke undre hende hvis solen pludselig begyndte at stå op i det fjerne.

OOC: ... Hvad pokker er klokken egentlig hos dem? xD Er den ikke 4 om morgenen eller sådan noget? Owo"

Rex så på hende og så ned i vandet. Han smilte for sig selv og nikkede. "Brilliant idé! Jeg kan tage nogle prøver med tilbage til... Ja. Jeg ville ønske at jeg kunne sige at jeg kunne tage det tilbage til mit laboratorium. Men jeg har intet."
Han smilte for sig selv og pegede lidt imod den åbning de var kommet igennem. "Lad os komme op igen. Jeg har nogle kolber i min jakke. Jeg kan tage nogle prøver med og studere vandet. Hvis vi er heldige så kan jeg finde ud af hvad der får det til at skinne. Hvem ved. Måske kan jeg gøre det til en shampoo så du kan få lysende hår." han slog en klukkende latter op, og banede sig vej hen imod åbningen.
Han tog en dyb indånding og banede sig vej under vandet. Han var ikke i tvivl om at Leara ville klare turen op bedre end han. Da han endelig kom op af vandet rullede han op den tørre jord og hev efter vejret. Han sukkede højlydt før han skubbede sig selv på benene og famlede rundt i jakkens lommer på gulvet. Han fandt den tomme kolbe. Kolben havde han haft lige siden kampen imod Taylor.
Han kiggede lidt på kolben. Den var blevet renset et par gange.
Han ventede på at Leara var kommet op (Og det er hun nu) før han atter sprang ned i vandet. Han 'sank-svømmede' ind i 'rummet' hvor det lysende vand var. Han sænkede den lille flaske og det boblede en smule. Derefter satte han proppen på og kravlede op igen. Han rystede af kulde. Tænderne klaprede.
Han rystede flasken lidt. Indholdet lyste. Han smilte og skubbede sig selv på benene.
"La...Lad os k-komme ud herf-fra." stammede han og forsøgte at få styr på sin skælven.

Da Lee var kommet op kunne hun først mærke hvor iskoldt det var. Hun skælvede en smule, og satte sig hen ved sit tøj da Rex dykkede igen. Hurtigt fik hun skjorten af og trak den anden, kun fugtige bluse over hovedet og tog også kappen på. Hun prøvede at holde op med at klapre tænder, men da der ikke rigtig skete noget, stod hun bare og slog kuskeslag med armene og hoppede en smule. Hun syntes dog ikke at det hjalp, hendes fødder og fingre var følelsesløse og det var hendes ben og arme også ved at være. Hun skulle da være heldig hvis hun slap med en forkølelse.
Øv. Og så lige op til min fødselsdag. tænkte hun kort, og betragtede bare Rex da han igen kom op af vandet. Da han rystede vandet i kolben lyste det kort op i hulen, før det igen kun var månelyset der skinnede ned igennem hullet over deres hoveder. Hun smilede kort og nikkede.
"Ja... L-lad os det." Det var underligt hvordan det hele blev meget koldere når man ikke var i vandet. I vandet havde det også været isnende koldt, men når man endelig kom op igen, var det bare endnu koldere. Hm. Måske var det bare fordi at luften blev hurtigere nedkølet end vandet. Andet kunne hun ikke lige se for sig.
Lee kravlede først ud af hulen, og rejste sig rystende op igen. herude var det endnu koldere, nok på grund af den vind der strøg omkring dem. Den var ikke særlig kraftig, men den hjalp bestemt ikke på kulden.
"J-jeg tror mine tæer er ved at-at fryse af..." Mumlede Lee for sig selv, og stod og hoppede imens hun holdt kappen kket om sig. Hun frøs mere om benene end om overkroppen, og hun prøvede at få lidt varme til sine ben. Imens betragtede hun stedet og landskabet for at kunne finde tilbage igen, måske når det blev sommer. Så ville vandet ikke være så isnende koldt.
Okay, derude var klipperne de havde fisket fra... Og havde ikke fanget noget som helst. Derhenne var Rex faldet i vandet, og der var den vej hun havde brugt på at komme herud.
Hun skulle nok kunne finde tilbage til stedet, blev hun enig med sig selv om, og en lang kuldegysning fik hende til at ryste kraftigt. Som om nogen havde kildet hende med en isterning hele vejen op ad rygraden, og hun bed sig i læben. Hendes læbe smagte af saltvand.

Rex kom ud af hulen med en voldsomt skælvende krop og et stammende sprog. "M-m-man burde måske tænde et bål." sukkede han og slog sig på skuldrene for at få slået lidt varme ind i den forfrosne krop. Han banede sig vej igennem det kolde vand med støvlerne i den ene hånd og jakken over armen. Så ... koldt.
Han skævede til Leara og rettede sig en smule op.
"Vi kunne samle nogle grene inde hvor det er tørt og t-tænde et bål. Så vi kan få varmen. Men i den her kulde ... Og fugtighed... Og det har jo lige regn--nn... nnnh..." Rex stoppede op og skuttede sig, imens han forsøgte at kvæle et nys. Efter et par sekunder forsatte han. Han skævede til Leara.
"Ehem... Undskyld." beklagede han og snøftede en enkelt gang.
"Jeg bliver ellers ikke så hurtigt syg. Eller..."
Han var endelig på land da han smed skoene på jorden, hvorefter han borede de kolde fødder ned i dem. Han skævede voldsomt, før han igen så på Leara. Han betragtede hende kort.
"Vil du... låne mine sko?" spurgte han og smilte en smule, for at være venlig. Hun var jo trods alt hans bedste ven, og hun skulle nødig blive syg. Nu var alt det med fiskeriet også hans idé, så det skulle huneikke 'bøde' for. Han tog derfor hurtigt fødderne ud af de sko, der nok ville være alt for store for Leara, men varme var de da sikkert. Varmere end jorden, under ingen omstændigheder.
Han rankte hende også sin jakke.
"Du kan også låne min jakke, så du ikke bliver for kold." sagde han muntert og trak på skuldrene. "Du er jo så lille og ung, så det nytter ikke noget hvis du bliver syg."

"Næsten-prosit." Sagde hun, da han hold nyset tilbage. Ih altså. Han var allerede forkølet. Hun følte hurtigt et stik i maven, skyldfølelse. Den følelse fik hun dog hurtigt glemt, sparket ind i glemslerne i hjernen, for hun kunne ifølge hende selv, ikke gøre noget ved det. Så ville hun ikke have det dårligt over tingene.
Hun blinkede og tørrede hurtigt sit ansigt for det saltvand der var tilbage efter svømmeturen i hulen. Alt vandet gik selvfølgelig ikke af, men det hjalp en smule. Nu fik hun ikke saltvand i øjnene længere.
Da han tilbød hende sine sko smilede hun, men rystede så på hovedet.
"Nejnej. Ellers mange tak, menøh..." Hun glippede kort med øjnene da han også tilbød hende sin jakke, og kunne ikke undgå at rødme en lille smule. Heldigvis, kunne det ikke ses i mørket. Det med at han tilbød hende sine sko og jakke, for at hun ikke skulle blive syg - det var ikke hver eneste dag at folk var så flinke overfor hende. Hun var vant til at klare sig selv. Og at hjælpen så kom fra Rex, der selv kunne gå hen og blive syg, kunne hun ikke få sig selv til at tage imod det. Ifølge hendes hoved, takkede hun nej fordi hun kunne klare sig selv. Men uden at ville erkende det, var det mest for at HAN ikke skulle gå hen og blive syg. Altså, hvis han blevsyg alligevel, blev hun også syg. Så kunne de idet mindste ikke smitte hinanden jo.
Desuden. Så var hun ikke lille!
"Det nytter heller ikke noget hvis du bliver syg. Du er jo nærmest forkølet allerede, og, uden at være ekspert på området, vil jeg nok ikke anbefale at du skal rende rundt i bare fødder... Og jeg er altså ikke lille." Det sidste mumlede hun, en anelse trodsigt, og så sig hurtigt omkring. På udkig efter et sted hvor der kunne ligge noget brandbart.
Men hvad nytter det egentlig hvis vi finder noget? Hvordan skal vi starte ilden? Magiske ildkugler der regner ned fra himlen kunne på mystisk vis antænde bålet. Eller vores hår. Hm. Desuden, var der ikke så meget her der kunne brænde. Alting var fugtigt efter regnen eller grundet havet.
Af en eller anden grund blev Lee underligt rolig. Selvom hun frøs ufatteligt meget, og der ikke var udsigt til varme lige forløbigt, blev hun bare underligt let indeni. Ikke bare glad, men lettet. Over hvad vidste hun ikke. Der havde ikke været noget hun var just bekymret over, det var bare en indre fred hun fik ud af den blå luft. Den var rar, og holdt kappen sammen om sig, næsten for ikke at lade den løbe ud.
Der var egentlig noget lidt sjovt ved det her. De stod på stranden, efter en lettere mislykkedes fisketur, og havde lige været nede under en hule for at se på lysende vand, og nu var de begge to ved at gå til af kulde. Og hun havde det egentlig helt rart indeni.

"Næsten-tak," sagde han hurtigt og rømmede sig før han tog et par ekstra skridt, på bare tæer. Han så sig kort om før han atter vendte sig imod Leara. Han rakte hende atter skoene og jakken, med et tåget smil og et, en anelse åndsfraværende men alligevel, livligt blik.
"Lille Leara," sukkede han og smålo kort. "Jeg er jo allerede syg, som du siger; ergo er det bedst at du i det mindste ikke bliver syg. Desuden så er det sikkert sundt for mig at gå lidt med bare tær og vådt tøj. Det hjælper vidst imod traumer og slagtilfælde."
Det var langt fra dokumenteret at det hjalp for noget. Han var faktisk overbevist om at det slet ikke hjalp for noget. Han så på hende og rakte hende tingene. "Jeg beder dig ydmygt. Tag det på så du ikke bliver kold. Jeg vil så nødig have at du bliver syg. Nu fik jeg lokket dig herud og så nytter det bestemt ikke noget at jeg gør dig syg. Så har du jo ikke lyst til at tage med mig ud til ting på andre tidspunkter. Ikke hvis du bliver kold og syg."
Et eller andet sted kunne han ikke lade være med at smile over hendes forsøg på at 'kæmpe imod' ham med hensyn til at hun skulle låne hans tøj og sko. Det var lidt sødt. Lidt barnligt måske? Nej. Bare ren og skær venlighed; noget han ikke havde set i Leara første gang han mødte hende. Det var egentlig længe siden nu. Snart et år. Tænk engang... Snart et år. Han blev hurtigt enig med sig selv i, at han slet ikke havde brugt tid nok sammen med hende, taget i betragtning at han havde kendt hende i et år.
Han lod en hånd køre igennem det grålige hår, for at skubbe det tilbage. Et roligt suk forlod hans læber. Han glædede sig til at komme tilbage i varmen, hvorend det var.
"Forresten; har jeg fortalt dig at jeg leder efter et hus?" spurgte han, for at snakke om noget andet, der muligvis kunne aflede hendes opmærksomhed fra det tørre tøj.
"Jeg er endelig kommet til lidt penge og jeg fandt et vidunderligt lille hus. Mit eget lille sted, hvor jeg kan studere og eksperimentere."
Et lykkeligt smil gled henover hans læber. Han så ud til at glæde sig til at få købt huset. Problemet var bare at der var en anden mulig køber, der irriterede Ray en del.

"... Du taler alt for godt at du ved det." Mumlede hun bare efter at han havde talt, og tog tøvende imod tøjet. Han VAR veltalende, det kunne man jo ikke undgå at bemærke. Sjovt som modsætninger mødes. Hun kunne sjældent finde de rigtige ord, han rystede dem nærmest af sig.
"Jeg er altså ikke så nem at skræmme væk, der skal sgu mere til end bare lidt sygdom. Jeg skal nok tage med dig rundt ligemeget hvor mange gange du gør mig syg." Sagde Lee så med et skævt smil, og hun tog skoene på. vippede lidt frem og tilbage med dem i sandet.
"Hah... Jeg har små fødder." Påpegede hun, og stod og løftede benene et par gange imens hun vendte sig til fornemmelsen af hans sko. Det var dog ikke så uvant igen. Som lille havde hun tit været nødt til at gå i sine ældre søskende og slætningens sko. Ak ja, alle de gange hun var væltet med næsen først ned i jorden. Men, øvelse gør mester, og hun havde efterhånden lært at gå i sko der ikke var hendes størrelse.
"Vil du ikke nok beholde jakken idet mindste?" spurgte hun, og stod med den i hånden. Hun synes stadigvæk at det var forkert at tage imod det. Hun ville gerne have det til at være sin trodsighed og jeg-kan-klare-mig-selv-sans, men hun måtte vel indse det snart. Han gjorde hende lidt... ja, hun kunne ikke komme på et bedre ord en blødsøden.
Det er FARLIGT at binde sig til folk. Og det var det hun var igang med. At binde sig til Rex. Et kort sekund overvejede hun, hvorvidt det var en dårlig, eller god ting. Alt hvad hun havde lært sagde, at det var dårligt. Men al andet sagde at hun skulle være ligeglad med hvad hun havde lært.
De få sekunders tænkning var hurtigt overstået, Lee mistede simpelthen lysten til at tænke. Store følelser og spekulationer var ikke lige hende, desuden ændrede hendes følelser og meninger sig konstant. Og store følelser og meninger gav bare problemer når man tænkte for meget over dem.
"Hus?" hun spærrede øjnene op. Hus. Et sted hvor han boede. Hvor var det nu han boede henne i det hele taget?
Hun kunne ikke huske det. Hun kunne ikke engang huske om hun havde fået det fortalt overhovedet.
"Skal du så flytte ind og sådan? Med stakit, lille forhave, velkommen-skilt og alt muligt? jeg kan lige se det for mig." Det sidste var sagt en smule for sjov, hun havde svært ved at sætte Rex sammen med det typiske hus fra eventyrerne. Men ingen huse var som i eventyrerne længere, siden Mørkets Lord kom til magten.
"Oh, hvis du flytter ind, må jeg så komme på besøg og tag et kig? Jeg skal nok lade være med at svine gulvet til." Det sidste mente hun faktisk. Hun havde altid lært at man tog skoene af, en af de ting hun rent faktisk huskede. Altså, hjemme hos hende var det ikke nødvendigt, der var gulvet ren jord. Der beholdt man skoene på. Men ude hos andre var det... anderledes.
Ikke fordi hun havde været ude hos nogen fremmede hjem. Det havde hun faktisk slet ikke, aldrig.

Han smilte bare til hendes kommentar; han havde overvejet at takke men lod være, da han ikke rigtig kunne finde ud af hvad han da skulle sige, uden at det kom til at lyde mærkeligt. Han så på hendes fødder, da de nærmest forsvandt ned i hans sko. Han rystede på hovedet og sukkede højlydt. "Du kunne forsvinde helt ned i dem," påpegede han og kløede sig i nakken og et kort "heh" forlod hans læber.
Tanken om at hun nok ville både tabe dem og ødelægge dem på vejen hjem, fik ham kort til at genoverveje hvor klogt det havde været at give hende skoene, men et kort blik, kastet på hendes ansigt, fik ham til at konkludere, at det var et godt valg han havde truffet.
Da hun pludselig begyndte at tale om, at han skulle beholde jakken selv blev han en smule overrasket. Dog orkede han næsten ikke at sige hende imod, og valgte derfor blot at svinge jakken om sine egne skuldre og nøde varmen den førte med sig. Desuden; han kunne altid give den til Leara hvis hun begyndte at klage.
Han lavede derefter en gestus om, om det ikke var på tide at komme lidt i bevægelse. Han havde ikke lyst til at stå og slå rødder (eller værre; fryse fast), og han ville hellere end gerne hjem i varmen.
Han så op i himlen og det gik pludselig op for ham at det ikke regnede mere, samt at det faktisk var ved at blive lyst. Han så sig over skulderen og betragtede havet bag dem. Han forsøgte at regne ud hvor længe de havde været her, samt hvor meget klokken var gået hen og blevet. Det var vel morgenstund. Han vendte sig igen imod Leara og smilte roligt til hende.
Han fortrak en grimasse som tegn på kulden, der jog igennem ham.
"Ja, sådan et hus jeg flytter ind i og sådan. Det skal ikke være så fancy, men et stakit, lille for-køkkenhave, og så et lille rødt tag lavet af brød og kager. Og en ged der græsser." han smilte og klukkede kort for sig selv.
"Nej det bliver en simpel bygning, inde i byen. Meget centralt, med en stod underétage, bestående af to rum, samt en overetage. Masser af plads til at lege opfinder. Og det kan jo kun blive sjovt."
Han betragtede hende indgående da hun spurgte om hun måtte komme på besøg. "Selvfølgelig må du da det," lød det fra ham, en smule overrasket. "Det var da et tosset spørgsmål."

Leara begyndte at gå, langsomt, imens hun løftede fødderne en anelse mere over sandet end normalt, få grund af at hendes fødder svuppede i Rex’s store sko. Ikke at hun lod sig gå på af det.
”Jeg ER også tosset.” Svarede hun bare som om det var noget alle og enhver da vidste, og var ved at tabe den ene sko. Hoppende på et ben fik hun den hurtigt på igen, og strøg sit hår lidt væk fra ansigtet.
”At lege opfinder... Sejt. Skal du så til at sidde og nørkle med alle mulige ting? Så skal du sikkert også have sådan nogle sjove briller på som de har i alle mine bøger...” Leara formede et O med pege- og tommelfinger, og holdt dem op foran øjnene, så hun stadig kunne kigge på Rex. Stadig med fingerbrillerne på, fortsatte hun med at tale: ”Har du nogle bestemte ting du skal opfinde? En magisk kur imod forkølelse? Hvordan man får 5 arme? Eller vil du bare lade tingene... komme til dig?” Hun fjernede fingrene igen, og åndede kort på dem, før hun trak kappen sammen om sig.
Hun fik pludselig lyst til at spørge om mange ting. Hvor var det helt præcist han boede nu? Selvom hun måske havde fået det at vide, kunne hun i hvert fald ikke huske det. Hvorfor skulle han flytte? Hvornår ville han flytte?
Hun kom til at tænke på sig selv og sit eget sted at bo. Et hus kan det vel næppe betegnes som, det var og vil altid være en underjordisk hule. Tænk hvordan det ville være, hvsi hun en dag skulle flytte...
Lee blev lidt fornærmet over sig selv, bare det at hun kunne TÆNKE på at flytte. Hun fik lyst til at træde sig selv over tæerne, hvis ikke det var fordi hun havde Rex’s sko på. Og når hun mærkede efter, kunne hun godt mærke at hun heller ikke havde lyst til at flytte. Hun ville bo, leve og dø i den hule, det var hun helt sikker på. Det ville aldrig ændre sig.
Men hvad nu hvis... hvis hulen braser sammen? Det kan den vel ikke, nu har den holdt så længe. Men det kunne lige passe. Når man endelig er for sig selv, så falder lortet sammen om ørerne på en... Det skulle ikke undrer mig hvis det skete. Nej, hun kunne virkelig ikke forestille sig at flytte. SELV hvis hulen brasede sammen, så ville hun bygge et hus af vand og jord. Som et... sandslot. Latterlig tanke egentlig, og hun rystede den hurtigt af sig. Det nyttede ikke at begynde på alle mulige planer om fremtiden nu; hun kunne bedst lide at finde på løsninger når hun STOD i problemet. Hun plejede ikke at være så langsynet, overhovedet ikke.
... Jeg tror sgu han smitter med al sin... klogskab. Hvad man nu kalder det.

Rex lo en klukkende latter da Leara indrømmede sin tossethed. Han rystede på hovedet og valgte ikke at sige noget til det. Han fulgte bare hendes tempo med en rolig, lettere afklaret mine. Han smilte svagt og stirrede afslappet frem for sig. Han placerede hænderne i jakkens lommer og gik roligt afsted. Havets brugsen blev svagere bag dem. Han slap dog ikke lyden før de var kommet så langt, at den ikke var til at spore. Og selv da, forsøgte han at høre den. Tåbeligt, egentlig.
Han skævede til hende og betragtede kort den besynderlige måde hun gik på, samt de dansetrin hun lavede når skoene var ved at gøre hende trods. Han trak en anelse på smilebåndet og lod øjenbrynene skrå en smule nedad. Han fandt det en smule synd, at hun måtte slås med de infame sko.
Da hun atter talte - ikke at der var gået så lang tid siden sidst - lo han igen.
"Det med brillerne er jeg nu ikke så sikker på. Vi venter lidt med dem, skal vi ikke? Og forkølelsen er allerede opfundet; den hedde te, suppe og fridag. Bedre bliver det ikke. Hvad angår det med de 5 arme, så ved jeg snart ikke. Det ville blive yderst assymetrisk. Med mindre du vil have den femte arm til at stikke ud af panden eller hvor du nu ville foretrække den."
Han var ikke sikker på hvad han skulle opfinde. Eller jo - een ting var sikker. "Jeg vil opfinde noget der kan få mennesker til at flyve." sagde han pludselig og hans ansigt fortrak en seriøs mine. Han kæmpede stadig med planerne og matematikken der lå bag. Men det var svært. Sværere end han havde troet.
Efter et par sekunders triumferende tavshed (hah) skævede han til hende og smilte opgivende.
"Du tror sikkert at jeg er ved at blive vanvittig, men jeg tror virkelig at jeg kan gøre det. Forestil dig at flyve. Blandt fugle! Uden brug af magi eller noget."
Han var tavs i nogle sekunder, før han forsatte.
"Eller forestil dig at kunne gå på havets bund, imens du trækker vejret. Igen uden brug af magi." Hans stemme lød en smule overdramatisk, uden at han egentlig var klar over det. Han havde idéerne og planerne. Alt han manglede var bare... De RIGTIGE planer....

Hun lo da han talte om at have en arm i panden. Nu var det også bare et helt tilfældigt tal hun havde valgt, men tanken var sjov. To arme på hver side af kroppen, og en i panden. Fandens upraktisk med en arm stikkende ud af hovedet, godt nok, den ville heller ikke være særlig meget nytte hvis man svingede sig rundt i skoven. At komme i vejen og være besværlig dødvægt ville nok være det eneste formål.
Men det var sjovt alligevel, så hun kunne ikke holde latteren tilbage. Hun dæmpede det så til et svagt fnis da han fortsatte med at snakke, for at være i stand til at høre hvad han sagde.
”Jeg har drømt om at flyve et par gange eller to.” Smilede hun, og strakte armene lidt ud og svingede let fra side til side som en fugl der fløj, før hun trak armene ind til sig igen og gik normalt. Hun så så ensmule betænksom og alvorlig ud igen.
Hvordan KUNNE det overhovedet lade sig gøre? Fugle kunne flyve. Men de havde vinger som de kunne... baske med. Hun forestillede sig kort sig selv med vinger, men det var ikke ligefremt noget kønt syn inde i hendes hoved.
”Det lyder spændende. Sig til hvis du finder på noget, så vil jeg da gerne afprøve det for dig. For at teste om det virkelig holder. Bare hoppe ud fra en klippe... og så må jeg håbe på det bedste.” Hun smilede lidt. Hun ville med glæde hoppe ud fra en klippe hvis han havde noget på som gjorde hende i stand til at flyve. Og hvis hun så endte med ikke at kunne flyve af den ene eller anden grund... Så måtte hun jo improvisere. Det var hun efterhånden blevet trænet i. Ikke god. Men trænet.
”Uden brug af magi. Det lyder meget... svært.” Nu om dage blev de fleste ting jo klaret med magi, eller bare de magiske evner folk var pålagt. Hvad ville verden være uden magi? Enten ville det være totalt kaos, eller også et rigtig godt sted. Den første lød mest sandsynlig, for med eller uden magiske kræfter ville der alligevel være ondskab, og det modsatte. Så trak hun bare på skuldrene.
”Men hvad ved jeg? Jeg ville ikke kunne finde ud af det. Hvis jeg ville flyve, ville jeg binde noget stof fast til arme og ben, hoppe ud fra et træ og håbe på det bedste.”

"Jeg tror at vi alle har drømt om at flyve, mindst éen gang." mumlede han og så eftertænksom ud. Han var faktisk ikke i tvivl. At flyve var noget alle da et eller andet sted måtte ønske. At lette fra jorden og forlade dens hårde skorpe. Svæve rundt blandt skyer og fugle.
Rex hørte at hun fandt det spændende, men han lo blot af alt hvad hun sagde derefter.
"Du skal under ingen omstændigheder prøveflyve mine dødsmaskiner. Er du da sindssyg? Jeg er sikker på at jeg kan overtale Taylor eller Samson."
Han lo og gik i forsat roligt trav fremad. Det var egentlig dejligt vejr, trods hans fødder var nøgne og tøjet var vådt. Han placerede igen hænderne i lommen, efter at have kløet sig i nakken. Han nød faktisk at gå her. Det var rart. Han nød hvert et øjeblik at delte med Leara.
"Men. Hvis du vil prøve den... Så skal du være meget velkommen. Men det kræver at du hjælper mig." påpegede han og betragtede hende indgående med et skævt smil.
"Der ligger meget arbejde bad. Og du skal hjælpe mig med at skaffe materialer og lave planer. Vil du det? Det ville være mig en ære at arbejde med dig." han holdt en kort pause og rømmede sig.
"Desuden.. Har jeg brug for at du fanger nogle fugle for mig. Hvis nogen kan gøre det så er det dig." påpegede han og trak på skuldrene. Han skulle jo studere fuglenes vinger samt deres basken med vingerne.
"Og mindst én af dem skal være i live. Du må få dem som en snack når jeg er færdig med dem, hvis det frister?"
Han lo kort, uden rigtig at være sikker på hvorfor.
Han fandt bare hele situartionen abnorm. Men sådan var alt jo i dette land.

Hun bukkede kort for ham.
”Det ville da være mig en ære at hjælpe dig så.” sagde hun med et lille smil på læberne, hvorefter hun lagde armene over kors foran sig. Mest for varmen skyld.
Hun glædede sig allerede. En af de ting hun var god til. At blive begejstret over ting der ligger et stykke ude i fremtiden.
Det ville bliv sjovt. Selvom han skulle forske og undersøge og… forske, nok ikke noget der ville være hylende morsomt hele tiden, så så hun frem til at tilbringe tid sammen med ham. Og hjælpe ham.
Fugle? Hvorfor… Nåårh… Idiot… Hun havde lige tabt tråden fuldstændig, og et kort øjeblik kunne hun ikke forbinde fugle med det at flyve. Af en eller anden grund.
”Jeg kan da sagtens fange et par fugle eller 10… Men nok ikke lige efter hinanden, i hvert fald ikke på den her årstid.” De fugle der var, levede næppe i Mørkets Skov. Men så havde hun jo også en god grund og drivkraft til at komme endnu mere omkring.
”En fugl i live? Hm…” Hun tænkte lidt. I roderummet havde hun sikkert et eller andet hun kunne have fuglen i. Men så var der jo også det med, HVOR meget i live den skulle være. Hun rettede blikket fra sandet foran sig, og rettede det imod Rex.
”Jeg går ud fra at fuglen skal kunne, sådan, FLYVE, ikke?” spurgte hun, og så ned i sandet igen. Det var jo straks vanskeligere. Så skulle hun til at overveje hvordan hun fangede den uden at gøre skade på den. Det ville nok være nemmest at tage fra en rede hvis hun kunne finde sådan en når det blev varmere. Men så tænkte hun på æggene, og droppede så den idé. Medmindre det var MGET nødvendigt, ville hun tage fuglen, med æggene, og bringe dem til Ray. Og så kunne hun vel finde noget at varme æggene med når han så ville studere fuglen.
Hun havde det fint med at slå ihjel når hun skulle spise, når hun skulle forsvare sig eller for et formål i det mindste. Hun ville ikke lade en rede med fugleunger gå tabt.
Hun kunne selvfølgelig også lægge på lur, og så tage noget stort stof med. Nå der kom en fugl, kunne hun kaste stoffet over den, og…
Det nyttede ikke noget at tænke over det nu. Hun skulle nok finde på noget.
”Er der nogle bestemte slags fugle du skal bruge eller vil have?” Spurgte hun så. Så kunne hun jo allerede nu holde udkig efter nogle fugle.
Hun rodede kort med håret for at forhindre det i at stivne fuldstændig af saltvand og kulde, så op imod himlen, bed sig let i sin læbepiercing. Så på de få stjerner der var tilbage deroppe.
Hun tænkte kort på samtalen med Morgana. At Morgana mente, at stjerner fortalte en historie. Det var en tåbelig tanke, men alligevel kunne Lee godt lide den. Hun havde tænkt på det et par gang nu, og var vænnet til tanken.
Så vendte hun de gråblå øjne fra himlen, og så på Rex igen, og lyttede til det svar der højst sandsynligt ville komme.

Han så på hende og smilte.
"Det er mig en ære, at De vil arbejde med mig, frøken Leara." sagde han højtideligt, "Og du skal bare tage den tid det tager for dig. Med hensyn til fuglefangsten. Og hvis du finder det helt umuligt så kan vi altid købe en høne eller to. De er også en slags fugle."
Han lo kort af tanken om at skulle arbejde med et klukkende hundyr ... og så også en høne.
"Fuglene skal selvfølgelig helst kunnet flyve. Nu jeg tænkte på det... Så skulle jeg måske... Hmm... Jeg skal bruge en død og en levende. Den levende skal kunne flyve. Det er lidt vigtigt, min kære. Det er jo flyvningen vi skal studere."
Han skævede til hende, smilte og blinkede.
Han rettede sig op og prikkede kort til det forfrosne hår. Det var stift, koldt... Han rynkede næsen og mærkede hvor kold og forfrossen han var. Han kunne ikke mærke sine fødder mere.
"Vi er nød til at finde et sted hvor jeg kan få lidt varme, ellers er jeg bange for at mine fødder knækker af." peb han og kvalte et nys.

Han bed sig i læben og smilte for sig selv. Derefter stak han hænderne i lommerne og rodede lidt rundt, indtil han fandt hvad han ledte efter. En meget gammel, meget rustent nøgle.
"Jeg kunne vise dig huset. Jeg har fået nøglen." Han smilte overlegent og trak på skuldrene. "Der er lidt varmere derinde, plus at du kan se din kommende arbejdsplads. Selvfølgelig hvis du hellere vil hjem, så skal jeg ikke holde dig tilbage."
Han lod tungen glide henover læberne og bed derefter hårdt til i samme, da hans fødder kom i kontakt med sneen, der i mange dage havde dækket landet. Det var dødsenskoldt.

"Høner kan da ikke flyve kan de? Jeg har aldrig hørt nogen sige 'se, der flyver en høne!'... selvfølgelig, hvis du bare skal bruge vingerne..." Leara fortsatte med at mumle lidt hen for sig selv, og glippede lidt med øjnene da han foreslog at de tog hen til hans hus. Så hoppede hun hurtigt ud af hans sko, samlede dem med hænderne og rettede dem imod ham. Så så hun afventende på ham.
"Det nytter ikke noget hvis du taber fødderne. Så bliver jeg nødt til at bære dig hele vejen, imens du må sige 'venstre', 'højre' og 'næh, det var ikke der her vej'. Nu har mine fødder fået varmen nogenlunde, så er din tur." Med de ord stod hun og hoppede let i kulden, og så meget beslutsom ud, på en måde kun Leara kan gøre det.
Hun smilede skævt da han talte om at vise hende sit hus.
"jeg kunne godt tænke mig at se huset. Du fører an." Hun bukkede og strakte armen ud til siden samtidig, en sjov overhøflig gestus. Så rettede hun sig op og strakte sig. Det gav et par knæk fra hendes ryg, og hun ømmede sig.
"Hvorfor knækker man nogengange, uden at ens knogler sådan... knækker?" Hun gik med Ray (Og hvis han bliver stående, gør hun også xD) og trak pegefingeren så langt tilbage hun kunne, men uden den knæklyd hun prøvede at få frem. Hun prøvede med de andre fingre, og det lykkedes hende også da hun nåede til ringefingeren.
"Hør! Der gjorde den det!" Der var egentlig så mange små ting man ikke vidste noget om. Eller, i hvert fald, små ting HUN ikke vidste noget om.

Siddende i vandkanten med sin halvstore dunk foran sig, er Shak igang med at fylde den op tydeligvis.
Det blæser en helt del her i vintertiden og luften er langt fra varm. Det lader dog ikke til at han er rørt af den, selvom han er i sin menneskelige form, han gennemsigtige hår, lidt grålig, men uden solen til at bringe farver frem i det, er det derfor mest gennemsigtigt.
Han gaber stort mens han skovler så meget vand i dunken som han kan, kiggende ud mod det brølende hav.