Kulde mod varme, kroppende der pressede sig mod hinanden. Det dyriske der lå over hele scenariet der mere eller mindre blev styrret af ren instinkt. Sarafina havde aldrig været til det kærlige ord selvom pirrende berøringer kunne være ganske tilfredsstillende. Hun foretrak det netop som det foregik. Egoistisk og vildt, styret af en urgammel trang til lade lysten vinde over fornuften og bare gøre præcis det man ville i det sekundt det skete.

Tanker om at det var en dårlig ide, tanker om at dette med ret stor sandsynlighed var styrret af den forhøjede energi som vreden og arrigskaben havde bragt med sig, og ændredet hele adfærdren til en lystens leg på kødets hungren efter berøring. Alle disse tanker nåede slet ikke frem. Sarafina var ligeglad med hvad grunden lå til hvorfor de var havnet her, hun var kun fokuseret på at fortsætte. Mærke kontrasten ved den kolde hud glidende mod hendes varme, og at få hendes krop til at lystre bevægelserne og følge nydelsernes rytme.

Neglene greb fat, kørte ned af ryggen, med ingen tanke for om det var får hårdt og dermed gjorde ondt. Hoften der bevægede sig mod hans bevægelser, hovedet der blev kastet tilbage som hun mærkede de krævende fingre og tændernes bid ned i huden. Selvom tænderne var skarpe og hun kunne mærke huden let give efter, gjorde det ikke ondt på en dårlig måde. Knæet havde også haft sine tomulter med at klage sig, men hun ignorerede det fuldstændig. Hånden gled ned af hans ryg, nåede den nedre halvdel af hans krop og bevæggede sig ind mellem dem, søgende efter hans manddom som fingerne gled over, guidende bestemt mod hvor hun ønskede det skulle føres hen, imod sig selv.

Han knurrede lavmeldt og dyrisk, da hendes negle begyndte at rive i hans hud. Men de var overfladiske, og lukkede sig næsten lige så hurtigt som de var opstået. Hans mund var stadig lukket omkring hendes skulder, men da han mærkede at små bløddråber begyndte at form sig i hans mund, forstod han også at det var på tide at give slip. Så meget menneske var der dog stadig tilbage, hånden som havde testet hendes indre, fjernede sig, og greb i stedet om hendes hofte.
Da hun selv begyndt at guide ham hen imod hende, rettede han sit blik op og betragtede hende med dunkle mørke gule øjne. Som havde hans personlighed ændret sig fuldstændig de minutter, som de havde ligget her i sengen sammen. Den sidste fornuft røg ud af vinduet, og den behandskede hånd stadig iført metalpladerne, greb fat i den anden side ved hoften. Så snart han mærkede, at han ikke var langt fra at trænge ind i hende. Tog han valget at presse sig voldsomt ind, i den smalle gang. Der var ingen advarsel, ingen tegn på at han ville give hende lov til at tilpasse sig. Han skulle have hende, og det var lige nu.

Det var under alle omstændigheder alligevel hendes skyld, det var hendes fortjeneste at reducerer ham til han var nu. Hænderne på hendes hofter greb hårdt fat, og hjalp til med at hver stød op i hende, var kraftfuldt og krævende. 

Hans metalhanske var hård, nærmest isende kold og holdte godt fast i hendes hofte, modsat den anden hånd, og det bragte et kort gys igennem kroppen på hende. Men det var ingenting i forhold til de som sprang igennem kroppen på hende som han voldsomt og uden nogen tøven, trængte sig ind i hende. Det var voldsomt og svært for hendes krop at vende sig til den meget pludselige forandring, som medbragte at hun for et øjeblik hev efter været og strammede i samtlige muskler i mellemgulvet. Det var ikke nogen hemmelighed at det som en start gjorde ondt, men ikke kun ondt. Der var også den voldsomme følelse af tilfredsstillelse der skyllede over hende, tvang hende til at svaje i ryggen af nydelse for hver gang han stødte op i hende.

Smerten døde hen hurtigt, erstattende sig selv med krævende bevægelser og lyde der forlod hendes læber, som agten fortsatte. Neglene fortsatte med at bore sig in i huden og markere sig over ryggen på ham. Krævende og ivrig følgene hans ryg til de nåede hans hofte, hvor de fulgte hans bevægelser, måske endda hjælpende til. Sarafina var egentlig ikke sikker. Det hele var voldsomt, krævende og tilfredsstillende på en gang, gørende hende usikker på hvad hendes krop egentlig foretog sig hele tiden. Den handlede på fri vilje, sikrende sig til at få det maksimale ud af hvad der hændte.

I hans stille sind, var der altid tanken omkring hendes ben. Hvilket afgrænsede ret meget under selve akten, og alligevel kunne han ikke få sig selv til at stoppe. Hans hånd greb fat omkring det gode ben, og fik det lagt så det pressede imod hans brystkasse. Og pludselig kunne han mærke hvordan han kom dybere ind i hende, utroligt nok når man tænkte på at manden aldrig rigtig havde interageret i denne former for, aktiv underholdning. Gik det ganske naturligt for sig, som vidste han hvad han og hun ville have. Ellers også var det noget han bildte sig ind, og hans allerede egoistiske side kom endnu mere i spil.

Derfor fortsatte han ganske ufortrødent, bidmærker formede sig ned over hendes skulder til hendes bryster. Den sidste hånd fjernede sig for hoften, for at lade den glide op i nakken og ind i håret. Først ganske kærligt, for at han fik en god håndfuld og holde hendes hoved på plads, på måde. Men med de lyde, og neglene som borede sig ind i hans ryg, måtte han vel gøre et eller andet rigtigt. 

Sarafina lod sit ben følge hans ønske og flugte med hans brystkasse givende ham plads til at ramme følsomme områder dybere ind, tvingende hende til at lukke op før højere lyde af nydelse. Hun havde ikke regnet med at han kendte til disse ting, men af falde ind i rytmen så ud til at være nemt for ham - til hendes fordel. Den ene af hendes hænder greb hårdt fat i linnedet under hende og drejede det rundt om sine fingre, og klemme hårdt fast, mens den anden stadig var på hans ryg som den holdte hårdt fast i.

Hendes egen hofte interagerede med hans bevægelser, ivrigt og velkommende til hvert stød. Sarafina vred sig under ham, i ekstase og lydende der forlod hendes mund blev højere, nærmest klynkende lyde. Det endte med at hun til sidst lukkede øjnene og lod følelserne overtage hendes sanser. Følelsen af hans mund og tænder som udforskede hende bryst, rytmen og bevægelserne som trængte ind i hende, sende sitren igennem kroppen på hende, og ikke mindst at hun kunne mærke hans generelle tilstedeværelse.
Hun kunne ikke forklare hvorfor, og vidste egentlig heller ikke om hun ønskede en forklaring på det, men kontrasten mellem deres kropstemperaturer var tirrene på en måde hun aldrig havde prøvet før.

Selvom hendes noget højlydte maner kom lidt bag på ham, fortsatte han blot, i et tempo der øgede sig en smule. Dog kunne han også mærke, at dette ikke kunne fortsætte meget længere. Han lukkede øjnene, og lod sig overgive fuldstændig til de dyriske egenskaber der egentlig lå i sammenleje. Han tænkte ikke, han arbejdede bare automatisk fremad, for at få den ekstase der lå og ulmede i hans mellemgulv. En sitren gled fra rygsøjlen og ned, og det var ikke hendes negle som der forskyldte det. Men noget helt andet, noget ganske nyt og underligt.

Det var som om kroppen summede, næsten vibrerede lidt. Og et lavmeldt grynt forlod hans læber, mens de overfaldt hendes hals. Igen tanken om han skulle sige noget, og den blev også hurtigt skubbet væk. Han gjorde kun dette for hans skyld. For at få den varme som hun havde, for at få afløsning på nogle af de vredes problemer der havde ophobet sig. Og til sidst måtte han give slip, og som hans forløsning kom, bankede han brutalt op i hende, og en mere højlydt knurren forlod hans mund.  

Hånden banede sig vej til hans ene skulder og nærmest sugede sig fast, som han selv fandt frem til den følsomme hud på halsen, mens den anden fortsat torturerede linnedet under dem, ved at knytte sin hånd om det, så meget som det var fysisk muligt.
Sarafina var ikke sikker på hvor længe de havde været i gang, ej heller hvor meget hun havde larmet under den dyriske agt der havde vækket tilstande i hendes krop, som normalvis lå i en tæt på uvækkelig dvale.
Hun mærkede forandringen i det sidste stød, den lette vibrering fra hans krop, der smeltede sammen med hendes egne trækninger i kroppen.

Vejrtrækningen var hård, kom nærmest i stød, som hun stadig holdte fast i hans skulder. Mens hun langsomt kom til sig selv, forstående overfor hvad der foregik, eller mere hvad der havde foregået. Sarafina følte sig efter ganske kort tid, så rolig indeni. Hendes krop sitrede stadig efter den voldsomme agt, men hendes sind var roligt. Som havde hun fået afløb fra alle tanker og følelser der havde bygget sig faretruende hurtigt op i hende. Hun løsnede grebet om både hans skulder, såvel om lagenet. Kærlige bevægelser eller nussen virkede direkte forkert at skulle give sig til, selvom hun havde ladet sig forstå at det var normen at gøre. I stedet lod hun sig være opmærksom på hans vægt over hende, og åndedrættet mod sin hals, nærmest beroligende.

Han tillod sig selv, at hvile lidt efter at han havde fået sin forløsning. Han mærkede varmen fra hendes hals imod sit ansigt, og brystkassen som der lå hen over hendes, efter at han havde lagt hendes ben ned i en mere behagelig position. Hans første indskydelse var at rejse sig og gå ud for at få vaske sig af, men blev hurtigt enig med sig selv, at det alligevel ikke gav mening at gøre det selv når de begge skulle det samme. Så da han trak sig ud, med en lille grimasse og et støn. Gled han ud af sengen og stod først og betragtede hende, så sukkede han. ¨

Hun kunne alligevel ikke selv komme der ud med det ben, så det kom ganske naturligt at han greb fat omkring hendes ben og hende. I et snuptag, blev hun hævet op af sengen. Han kunne mærke hans ben, meget gerne ville ryste under vægten, men han tvang sig selv til at gå stille og roligt hen imod døren. Fik skubbet den op, og vandrede hen imod den store balje fyldt med vand. En havde allerede gjort den klar, da de vidste han vente hjem i dag, hvor belejligt. Uden videre ord, trådte han ned i vandet, stadig med hende i sine arme og sank ned i den dejlige varme.  

Sarafina blinkede et par gange, væbnede sig selv til situationen da Cryan rejse sig. Normalvis ville det føle som om ekstra varme forsvandt fra hende, men det var ikke tilfældet her, hvilket først forvirrede hende. Selvfølgelig kun til hun kom i tanke om at hans kropstemperatur altid var kold. Sarafina rettede sig selv lidt op ved at hvile på sine albuer, og for alvor mørke at hun faktisk havde det rimelig varmt. At hun havde en glans af sved over hele kroppen fra den fysiske udfoldelse.

Hun nåede lige akkurat at slå tanken over på et bad, da hun blev løftet op i Cryans favn igen, med kurs mod badet. Det skulle hun så absolut ikke beklage sig over!
Hun lod sig synke ned i det behageligt varme vand og sukkede tilfreds, stadig lænene op ad hans brystkasse. Selv hendes knæ syntes at have det mere behageligt i det varme vand, som skulle det være healene. Hun forholdte sig stadig tavs. Ikke en tavshed som afspejlede at hun havde noget hun ville sige men ikke vidste hvordan hun skulle få ud. Det var blot fordi hun egentlig ikke havde noget at sige som ville falde hende naturligt. Så foretrak hun at være stille i stedet.

Mens de sad der, hendes ryg imod hans brystkasse, begyndte han lige så stille at løsne spænderne der holde handsken, på hans venstre hånd på plads. Hun havde jo set armen før, så han så ingen grund til at gemme den nu. Så efter nogle få minutter, lød der en klir fra metallet der ramte det hårde trægulv, og han kunne nu nyde oplevelsen af at lægge hans sorte skelet ligene arm ned i vandet.

Han rykkede lidt på dem, da baljen havde en ud runding til ryggen, som gjorde man kunne lægge sig ned, og stadig føle sig ganske behagelig tilpas. Vandet nåede så langt op som til hans nakke, og han tillod sig et i lille og sårbart øjeblik, bare at lukke øjnene og lade fingrene fra hans gode hånd glide ind i Sarafinas våde hår. Måske det var ganske dejligt, bare en gang imellem at give sig selv lov til, at nyde livets små gaver. Som at blive lidt længere i det varme kar, end han normalt ville have gjort. 

Sarafina gjorde sig ikke mange notice af at hansken forsvandt, andet end hun så bevægelsen ud af øjenkrogen og i hvert fald hørte da metallet ramte trægulvet. Armens udseende generede hende ikke. Man havde de skader man havde. Hun selv havde et minimalt brandsår over den ene kind, men hendes var naturligvis ikke noget man ofte lagde mærke til.
Sarafina fulgte med ned i den liggende tilstand, hvor vandet dækkede næsten hele ens krop, med hovedet til undtagelse. Det var rart og afslappende. Hun lænede sig fortsat op af hans brystkasse, og mærkede engang imellem vandet røre sin hage i blide bevægelser.

Sarafina tog en dyb indånding, lod den lette damp fra vandet komme ind i hendes næse, og blot stirre på vandet i lang tid. "Vil du være frisk på at gøre det igen engang" Hun kunne lige så godt få det på det rene allerede nu. Det kunne også bare være en engangsting der var blevet fremprovokeret af opbygget vrede og frustration. Men hvem sagde at det ikke kunne brygge sig op igen.

Stilheden var næsten helbredende, ville nogen af de kloge i hvert fald mene. For ham, var det en gode måde at forberede sig på, men også at det var et tegn på at han var alene. Men som han lå her, med en kvinde på hans brystkasse, som han lige havde delt en seng med. Så var det en anden form for stilhed der havde lagt sig over dem, og han måtte igen erkende han ikke helt forstod hvad det var.
Den blev dog brudt, af hendes spørgsmål, hvor han måtte lukke øjnene og tænke over. Han ville vel ikke have noget imod hvis det skete igen, spørgsmålet var bare om der var tid eller lyst til det. Denne gang, have jo været noget af, det havde været så spontant som det kunne blive. Var det, dét der skulle til hver gang? I så fald, kunne han godt se sig selv, gide se hende igen. Og at de skulle blive sat på prøve igen, over for hinanden med deres temperament var vel hellere ikke helt utænkelig.

Sarafina forholdte sig roligt i vandet, afvende til hvad hans svar ville være. Hun forsøgte at bilde sig selv ind at det ikke var så vigtigt hvad han svarede. Hvis ikke han mente det kunne ske igen, så var det bare sådan det var. Men hun selv var egentlig ret godt afklaret med sig selv om, at hun skam ikke ville have bare den mindste smule imod at få afløb fra, ja alting, på den måde igen.
Hans svar var også kort og ganske præcis. Hvilket var ganske tilstrækkelig for Sarafina som tog en dyb indånding og satte sit fokus tilbage på vandets varme der løb over hendes hud, blødede hende op. Nogen gange føltes det som om at bare man satte sig i det varme vand, så forsvandt alt snavs og sved fra ens krop ganske langsomt og effektivt. En process der også kunne gøre en let døsig, hvilket resulterede i at Sarafina begyndte at blinke træt med øjnene.

Det var sjældent at Sarafina var komfortabel med at falde i søvn i andres nærvær, men efter at hun var kommet ind i mørkets hær havde hun tvunget sig selv til at vænne sig til det. Specielt når de var afsted på vej til krig, hvor det var nødvendigt at sove i større teltlejre. Det betød dog også at hun mere eller mindre altid kunne vågne i samme sekundt hun hørte en lyd der ikke hørte til.
Lige nu var det dog mere en blunden end det var egentlig direkte søvn, så hun blev ikke vækket af adrenalin i kroppen der gjorde hende klar, men mere at hun langsomt åbnede øjnene. "mmh?" hun tog en dyb indånding og var ikke helt tilfreds med at skulle tage stilling til ting når hun var træt. "Kan jeg ikke bare sove her?" Så behøvede han ikke at skulle til at bære hende nogen steder, hun kunne undgå at de løb ind i nogen og folk fandt ud af at hun var skadet. Det var alt sammen meget positive ting til IKKE at skulle bevæge sig ud af døren til gangen.

En lav brummen i hans brystkasse, kunne hurtigt genkendes som en form for latter, da hun med grødet stemme svarede ham. Så måtte han jo hellere få dem begge ud af badet, da hun hellere ikke lignede en, som der kunne tage sig sammen til det. Med lidt besvær, fik han lirket sig fri fra hendes krop, lagt hendes ryg imod karet, og kom ud af vandet uden at hun faldt med hoved under. Hvilket i sig selv, var en smule forbløffende. Han tog sig selv til, til at rense vandet af med noget der var køligere, for derefter at tørre sig fri fra vandet på kroppen. Han fandt en skjorte og bukser frem og iførte sig dem, inden han fandt endnu en skjorte frem, som hun kunne få på.

Han stod lidt og kiggede på hende, da det gik op for ham, at hvis han skulle undgå at gøre den rene skjorte han lige havde taget på, våd. Måtte han jo hellere tage den af igen, hvilket ifølge ham var spild af tid, men nu måtte det være sådan. Armene blev stukket ned i vandet, hendes krop hævet ud, og sat på en tapurat så det var nemmere at tørre hende af. I sidste øjeblik valgte han dog bare at give hende tøjstykket, så hun selv kunne klare resten. Han var vel forhelvede ikke hendes far, og hun kunne vel sagtens selv formå at tørre sig selv af. ”skjorte er til dig, kald, hvis du ikke selv kan komme tilbage ind i sove kammeret” brummede han, og valsede tilbage ind i kammeret og lagde sig i sengen, der stadig duftede af hendes sved. Men med lukkede øjne, var det hurtigt at en form for døsighed overkom hans krop.

Sarafina var ganske udemærket tilfreds med at han tog hensyn til ikke bare at lade hende blumpe ned i vandet som dødvægt da han rejste sig. Det var ikke fordi hun ikke kunne holde sig selv oppe, men hun var gået hen og blevet en god del døsig af at ligge i det varme vand. Hun holdte derfor heller ikke rigtig øje med hvad han fortog sig, faktisk var hendes øjne mere eller mindre lukkede hele tiden, stadig sugende varme ud af vandet hun lå i.
Hun åbnede dem først da hun mærkede hans hæder omkring sig og hive hende op af vandet og sætte hende igen.

Hun satte sig tilat vride det lange mørke hår med det samme, da hun mærkede han hjalp med at tørre hende af. Sarafina kunne ikke undgå at kigge undrende på ham, som stoffet gled over hendes hud og hun næsten var faldet i staver med sit eget hår, hun havde været midt i at flette. Hun fik taget sig sammen efter et par sekunder, lod ham gøre hvad han ville, og flettede derefter resten af det våde hår sammen. Det var måske ikke aktuelt at flette vådt hår, men det fyldte så meget ellers at hun foretrak at have det sådan det meste af tiden. Vådt som tørt. "Tak" Hun lod stofkludden løbe over de steder af hendes krop der endnu ikke var blevet tørt af, inden hun tog skjorten på. Ryggen af skjorten blev hurtig fugtig takket været håret, men det var nu egentlig ikke så slemt. En smule vaklende kom hun op og stå, stod og vurderede benets kraft og fik det sat i gang igen. Det havde nydt at være i stilstand, og var alt andet end tilfreds med at blive taget i brug igen.
Til sidst lykkedes det hende at komme ud fra baderummet, en smule humpende hen til sengen hvor hun lagde sig ned, træt i hele kroppen. Det var egentlig lidt mærkeligt - for selvom Sarafina bildte sig selv ind at hun var ligeglad med hvor hun sov, havde hun aldrig sovet væk fra sit eget kammer når hun befandt sig på borgen. Men en gang skulle jo også være den første.

Selvom det ville have været nemt for ham, bare at lægge sig til at sove med det samme. Formåede han dog alligevel at sikre sig, at hun havde sat sig ved siden af ham og derefter lagt sig ned. Som han lå på maven, vente han hoved imod hendes retning. Nogle gule øjne skimmede frem bag halvåbne øjenlåg, som sikrede han sig at hun var kommet frem uden problemer. Med en vibration i halsen, der forekom som en brummen. Lukkede han øjnene igen, lod kort nogle fingre glide hen over hendes kind. Inden han vente sig i en helt anden retning. Søvnen kom til ham hurtigt og uden problemer. Det havde været en lang tur tilbage til borgen og med den evige hede og sol der bagede ned over resten af Krystallandet, var det ikke just den mest behagelige oplevelse at rende rundt. Især ikke når man som ham, levede i skyggerne og bestemt ikke brød sig yderligere meget omkring varme. Det var på sin vis, ganske rart endelig at være hjemme igen. Noget han normalt aldrig følte, eller tænkte. Hvorfor var det så, bare en smule anderledes den her gang?

Sarafina sukkede dybt og lod benet faldet til ro igen, mens hun kiggede op i loftet, træt og afslappet. Der gik derfor heller ikke ret lang tid før at hun begyndte at falde hen, og løftet blev mere og mere utydeligt. Hun kunne mærke kulden fra hans fingre, men det vækkede hende ikke op igen. Det burde det måske havde gjort - hendes krop burde reagere på berøringen der normalvis for hende betød der var fare på fære. Men det gjorde den ikke. Hun gled ind i søvnen, uden problemer, med hovedet hvilende trygt på puden og med samtlige muskler i kroppen der faldte sammen og slappede af.