Sarafina hørte døren gå op igen, som manden var færdig. Han havde ikke været lang tid om det - som om han ikke nød at sidde i det varme vand der effektivt fjernede skidtet fra ens krop.
Nok hørte hun at han kom ud, men hun gjorde ikke noget for at skjule sig for hans blik. Hun skulle ikke i tøj igen før hun var færdig med det hun havde gang i - om han så hende eller ej.

Kluden kørte over hendes kraveben, som han talte til hende. En talen der fik hende til at vende sig i samme bevægelse som hun lagde kluden fra sig på bordet. Kiggende på ham, ganske roligt, mens en vanddråbe løb ned af kravebenet, mellem brysterne og ned af den flade veltrænede mave. "Jeg var ikke så beskidt at et bad var nødvendigt" Svarede hun roligt, mens hun orienterede sig forskellen i hans udseende. Et at han var ren, og to at hans anden arm ikke længere var dækket ind i en hanske. Det var ikke noget særlig smukt syn, men det var hans overkrop til gengæl. Nok var han mere spinkelt bygget end nogen af de andre krigere, men han havde aftegningerne af musklerne på den blege hun. "Nød du det?" Sarafina placerede en hånd på den bløde hofte. Ikke at han virkede til at bad var noget han nød, men man vidste jo aldrig.

,,Aha’’ kom der som en lavmeld brummen, mens han lagde hoved på skrå. Hendes øjne der tog ham ind, udviste noget han ikke helt var vant til. Også igen, det havde stadig undertoner som andre kvinder havde, når de kiggede på ham. Men han måtte stadig finde sig overrasket over, hun bare havde betragtet hans arm, og ikke gjort større mine ud af det.
Hele hendes udstråling, var ganske tillokkende. Og igen måtte han finde sig i et hjørne han ikke hørte hjemme, ville hun havde han lagde mærke til, hvordan at vandet trillede fra kravebenet og ned over de velformede bryster? Ville hun gerne have, at hans syn blev draget videre ned imod hendes hofter, når hånden placerede sig der. Var der mere bag det hele, end blot ikke at bekymre sig om hvad andre folk synes om ens krop? Og at hun tydeligvis fandt sig ganske godt tilrette med hvordan hun så ud, og af gode grunde ikke behøvede andres accept eller bedømmelse.

Men hvad end det var som gjorde det, eller fik ham til det, bevægede hans ben sig hen imod hende. Hans øjne nu ganske fast imod hendes ansigt, end resten af kroppen. Om han nød det, det var vel et helt normalt spørgsmål, men det var ikke det han følte det var. Hans hånd rakte ud imod hendes kind, hvor han før havde udvist en vilje at gøre hende fortræd. Var det ikke længere det, som hans mimik eller trækninger viste. Mere en nysgerrighed og oprigtig ønske til bare at, røre hende. ,,Jeg nød vores kamp mere’’ med et løftet øjenbryn, lod han blikket glide ned over hendes krop, inden han igen lod dem hvile i hendes øjne.

Var han nysgerrig? Sarafina hævede kort et øjenbryn af ham, men gjorde ikke antræk til at flytte sig ud af flækken. I stedet lænede hun hovedet tilbage for at kunne kigge op på ham. Der var en kraftfuld forandring. Træk der før havde båret viljen og lysten til at skade og ødelægge - måske endda dræbe alt hvad han kom i nærheden af, var afstattet af en nysgerrighed. En nysgerrighed som bredte sig til at han virkede til at have et ønske om at røre ved hende, som han da også gjorde ved at ligge sin hånd mod hendes kind. SÅ længe hans antræk var som de var, så hun ingen grund til at flytte sig, men blot lade hånden nå frem.

De grå øjne holdte sig fast på ham, undrende og dog alligevel fascineret på en gang. "Det var en god kamp" Sarafina nåede øjeblikket af ikke at ane hvad hun skulle sige. Hun fik reaktionen fra hendes krop af at situationen var nået nært liggende en kamp. Spændingen og blodet som pumpede rundt. Bortset fra, at i dette tilfælde var der ikke en slåskamp igang. De stod bare og alligevel hamrede hendes hjerte lidt hurtigere end før.
Sarafina var ikke sikker på hvad det bundede ud i. Hun havde set tiltrækkende mænd før, både hvor hun havde indgået i aktivitet og andre gange ignoreret. Men det var aldrig roligt - som det var lige nu. Det forvirrede hende!

Hun lod ham røre hende, og fingrene udforskede blidt kinden, inden den lagde sig mere solidt imod den. De gule øjne blev ved med at udforske hvordan hendes øjne reagerede, der var en ophidselse i dem, men ikke som der havde været før. Han følte sig en smule tør i munden, hvor på at han lod tungen køre hen over ganen, inden han tog en dyb indånding igennem næsen.
,,Hvorfor frygter du mig ikke?’’ stemmen var stille spørgende, men det var også tydeligt at det var et spørgsmål mere til ham, selv end til hende. Da hans øjne faldt imod hendes læber, fyldig tiltrækkende, og igen fik han følelsen i at han burde gøre noget. Et eller andet, men det var svært for den 600 hundredårige vampyr, at forholde sig til andet end hans arbejde. Blod og ødelæggelse, det var hvad han var god til. Ikke til at stå og finde ud af, hvad denne kvinde ville have! Og det tog alt hans selvkontrol i ikke at blive vred igen, arrig på sig selv, frustreret på hende over hvad hun gjorde ved ham.

Hånden gled om bag hendes nakke, hvor på fingrene lige så stille fandt deres vej ind i hendes hår. Han greb nænsomt noget af det, og brugte dette på at trække hende tættere på. Så de nu stod krop mod krop, men mere gjorde han ikke. Afventende på om hun ville skubbe ham væk, kræve han stoppede, et eller andet. 

Selvom spørgsmålet lød til at være mere henvendt til sig selv end hende kunne Sarafina alligevel ikke lade hver med at svare. "Burde jeg det?" Sarafina satte sig for aldrig at frygte noget - men det var ikke fysisk muligt ikke at have noget at frygte, men lige nu var Cryan ikke en del af det. Hun vidste han var farlig, havde set hvad han var i stand til, og han havde haft flere muligheder for at dræbe hende, uden at havde gjort det.

Han trak hende til sig, ved først at tage fat i det tykke hår, med en nænsomhed hun ikke havde forventet kunne præsteres af ham. Hun mærkede hans krop imod hendes igen, denne gang vækkende de sitrende følelser hurtigere end før.
Hans hud var kølig uden at virke død, selvom det bragte sin kontrast til hendes varme nøgne krop, der blev påvirket af temperaturskiftet - med andet. Sarafina trak vejret lidt længere ned i sine lunger ved følelsen, men flyttede sig stadig ikke. Hun satte blot hovedet ganske let på skrå mens et ganske let antræk til smil voksede frem på hendes læber. Ikke nok med at hun nød at mærke han var der, mærkede ophidselsen over den simple ting, bygge sig op. Så var hans måde at håndtere det hele på, også med til at gøre sin del. Måske var det fordi hun selv var nysgerrig. Nysgerrig efter at se hvad han havde tænkt sig, hvor langt han ville skubbe den, eller om han i virkeligheden udfordrede sig selv mere end hende.

Det at hun ikke skubbede ham væk, var nok til at han var ved at skubbe hende væk. Men det skete ikke, intet af det han kendte skete. Cryan var så meget ude et sted hvor han ikke kunne bunde, at han ikke var helt sikker på hvor han skulle begynde. Og alligevel, formåede det hele at komme ganske naturligt.
Hendes læber der lige så stille begyndte at trække op til et smil, havde fanget hans blik. Og selvom hele kroppen forholde sig ganske apatisk, kunne han ikke lade være med at slippe den måde de bevægede sig på. Ganske betaget, af følelsen af hendes varme imod hans kolde, de antræk som hun generelt lavede. Gjorde han var meget mere fokuserer på hende, end hvad hans egen krop lavede.

Men siden hun ikke havde sagt stop, han trak hende tættere på sig og lod så hans læber falde ned imod hendes. Hans øjne var åbne til at starte med, stadig observante, inden de lukkede halvt i. Det var et ikke et krævende kys, eller dominerende. Det var ganske blidt, afprøvende og i det hele ganske udforskende.   

Sarafina forholdte sig roligt, men mærkede taget af let begejstring over at blive ført tættere på, for til sidst at mærke hans læber mod hendes egne. Det var anderledes på alle lede og kanter. Hun var vant til at hun enten dominerede fuldstændig, krævende i hvad hun ville have, eller at modparten gjorde det. Det her var roligt og endda prøvende. Sarafinas øjne var åbne det første stykke tid, men lukkede sig næsten helt i efter ganske kort tid, kyssende ham tilbage. Prøvende. Dette var direkte uvant område for hende såvel som hun syntes at mærke det var for ham - og hun vidste ikke hvorfor det tiltalte hende så meget.

Det var begyndt at gå op for elveren, at vampyren var afprøvende og udforskende. Som om han udforskede noget helt nyt han aldrig nogensinde i sit liv havde overvejet at sætte fokus på før - og det var hende der stod model til det. Ikke at hun skulle klage. Slet ikke. Lige nu var der næsten lige så meget eksperiment over det for hende, bortset fra at hun vidste hvordan hendes krop reagerede, og vidste at det var fordi hun havde lyst til at han fortsatte med sin udforskning.

Han var meget bevidst om at armen der hang ned af hans side, skulle blive hængende, selvom han kunne mærke fristelsen i at lade begge hænder gribe fat i hendes hår. Bare så han kunne få hende dét tættere på, men formåede alligevel at undertrykke følelsen.
Kysset fortsatte, og blev aldrig rigtig til mere end det. Et kys, hans hånd der havde været begravet i hendes hår fjernede sig langsomt. Fingre gled fjerlet hen over hendes kæbe, ind til de nåede hagen. Nænsomt trak han sig væk, stadig med halvlukket øjne. Betragtede igen hendes læber, let skilte, før at tommelen gled hen over dem og trak lidt ned i underlæben. Han tog en dyb indånding og sukkede så, nu vidste han ikke længere hvad han skulle stille op. Desuden var det vel også på tide, at han vente imod generalen med statusrapporten.  

,,Tak, jeg håber vi kan gentage dette, på anden tid’’ der var tydelig implicit at det betød at han var nød til at gå nu, og ikke havde tænkt sig at blive hængende. Til hvad man normalt, i hvert fald ud fra hans viden, der typisk efterfulgte et kys. I hvert fald i nøgen tilstand, som hun befandt sig selv i. Med rolige skridt, bevægede han sig hen imod stolen med hans genstande på.  

Langsomt åbnede hun øjnene igen som kysset stoppede og han til sidst bevægede sig væk. Sarafina så efter ham, stadig uden at bevæge sig ud af flækken, med svagt antræk af forvirring i hendes udtryk. Ikke så meget over han gik fra hende lige nu, mere hvordan hun havde det indvendig over så simpel en ting, som at han havde kysset hende blidt. Hun forvirrede sig selv.

"Du ved hvor jeg holder til" Antegnelse til hun egentlig ikke havde noget imod at han dukkede op, anmeldt eller uanmeldt. Det afhang selvfølgelig af om hun var i sit rum eller ej. Sarafina rømmede sig let, mens hun bakkede let for at læne sig op ad den lave reolen bag sig, med hænderne hvilende på toppen af den. "Du er mærkelig.." ikke nødvendigvis som en dårlig ting. Måske havde det været bedre at sige anderledes, men for Sarafina var det hele direkte mærkeligt lige nu. Selvom det ikke var mærkelig på en dårlig måde. Elveren forvirrede sig selv med sine egne tanker og valgte i stedet at ryste let på hovedet af sig selv.

Han arbejde i stilhed, fik iført sig sin handske, fik læderbrynjen på, bælterne placeret korrekt. Hvilket gjorde han til at starte med, ikke deltog i samtalen hun havde haft i gang med at starte.
Cryan vente sig imod hende og tog gav hende et sløvt smil, mærkelig var bestemt ikke det værste nogen havde fortalt ham, at han var. Men så igen, mærkelig kunne næsten være positivt i hans øre. Med bløde og lette skridt, bevægede han sig tilbage imod, den stadig ganske nøgne kvinde.

,,Vi ses nok igen, blåfjer’’ og med disse ord, åbnede han døren og forsvandt ganske lydløst ned af gangen. Trods hans forvirrede sind, og en følelse der blomstrede sig i ham, som han stadig ikke var sikker på var noget han brød sig om eller ej. Fik han hurtigt drejede sine tanker hen imod arbejde, det job han havde udført. Smilet som næsten havde været konstant sammen med den mysteriøse kvinde, var forsvundet som dug for solen.

Ved mandens afsked gik det op for Sarafina meget pludseligt, at hun ikke anede hvad han hed. Hun anede ikke en skid om ham, andet end de oplysninger hun havde samlet sammen ved deres møde. Hun var ikke engang sikker på om hun havde hørt om ham før.
Hun tog en dyb indånding og så efter ham et stykke tid, der til sidst endte med at hun kiggede på døren.

Sarafina rystede hovedet af sig selv. "Tag dig sammen!" hvislede hun rasende af sig selv og gik målrettet ud på badeværelset og fyldte karet op med varm vand på ny. Som hun satte sig og var begyndt at lade hænderne glide over huden for at vaske sig, gik det op for hende at han for ganske kort tid siden havde siddet nøjagtig sammen sted og vasket sig. Sarafina var ikke sikker på hvorfor hun fik en kildende følelse i maven. En følelse der blev mødt med et arrigt pladsk ned i vandet for at stoppe sine egne tanker. Nu var det nok! Badet blev derfor ekstremt kort i forhold til ellers, og hun var hurtigt ude af sine gemakker igen, efter hun havde taget rent tøj på. Hun satte kurs mod bueskydepladsen. Det var ikke noget hun ville blive beskidt af, men det krævede hendes fulde koncentration. Så kunne hun i hvert fald undgå at tænke på vampyren.

/out