Helt situationen var absurd. Hun følte sig ikke som sig selv, hele kroppen var som et sår der var svært ved at holde fingrene fra at kredse i. Mest af alt, kunne dødssynden ikke overskue, magte eller give sig tid til denne veksling af ord imellem dem. Hele denne eskapade af ord og adfærd der ikke helt passede til dem.
Hun klikkede med tungen, valgte at træde nogle skidt væk fra ham og forlade ham og rummet fuldstændigt. Eller dette var i hvert fald hendes intention da hun skred hen over gulvet hen imod døren der ville føre ud til gangen igen. ,,Tak for din hjælp, det var hyggeligt, lad os endelig gøre det igen på et andet tidspunkt’’ kom der apatisk fra hende, mens hun ikke en gang gad at bruge kræfter på at lægge følelser i stemmelejet. Som ellers var noget hun normalt kunne bruge et par sekunder på at overveje inden hun lod ordene rulle hen over tungen.

Its not to pray