Lyder fra stenenes skraben imod hinanden fik hende blik revet hen imod årsagen til lyden. Hvis hun ikke var forvirret nok før så var hun det i hvertfald nu. Kench gik hen til siden af briksen og skubbede lidt til Belphegor med hovedet lidt på skrå. "Du ser godt nok tilfreds ud.. gætter på du lidt ved hvor den skulle føre hen?" spurgte hun og nikkede i retningen af den nyåbnede gang ud af cellen. Det at hun ikke viste mere om indretningen af verdenen fik hende lidt op på tærene, for hvad kunne der ellers være skabt her uden at hun viste noget om det? Og uden hun kunne gøre noget ved det. At føle sig lige så svag og ubrugelig som en ganske almindelig elver huede hende overhovedet ikke.

Ireth projekterede, naturligvis, hovmod var ikke hans felt, men han kunne egentligt godt forstå hende. Blot fordi han ikke udtrykte nogen interesse i andre personer eller deres klaustrofobiske åndsliv, betød det ikke at han var uden indsigt. Datteren havde været uden en faderfigur i årevis og nu hvor han af omstændighederne var blevet kastet tilbage i hendes liv, foregik der en konstant afmåling som hun distancerede sig fra hans umenneskelighed (uelverlighed) men samtidig bemærkede ligheder. Han vidste dette, fordi han til en mindre grad gennemgik det samme, men det var stadig en komisk at Ireth i en alder af tre hundrede eller noget, gennemgik et rebelsk forældreoprør.
"Selv fragmenteret og spredt ud på denne vis er hans sind bare så småt." Svarede Belphegor med et skuldertræk og førte an ned af den snævre korridor.

Kench stod lidt i åbningen ned til korridoren med armene over kors. Den her opgave om at rydde op i et menenskes sind blev bare mere og mere besværlig havde hun vist hvad det indebar ville hun nok hellere have betalt sig fra det, eller taget de konsekvenser der nu ville været blevet stillet for hende.Hun mente stadig ikke det havde været hendes problem da hun kun havde gjordt hvad hun selv var blevet betalt for.
Med tunge skridt vadede hun barfodet som hun nu engang var på stengulvet efter Belphegor stadig irriterende uvidende om hvor korridoren førte hen. Hun undlod at svare på kommentaren, selvom hun nok ville give ham ret. Hvad hun havde fundet ud af at være inde i den unge mands hoved så ofte var at der ikke var meget plads til fantasi eller så meget andet for den sags skyld.