Gloria kunne mærke samtlige muskler i hendes krop begynde at skrige for en pause. hun vidste ikke hvor lange der var gået, men hvis hun skulle lytte til sin krop, så var det i lang tid. der var Kaos overalt omkring hende. faldne lå på jorden rundt omkring og dem der stadig stod kæmpede med hvad end de havde i hænderne. Man kunne lugte blodet der flød over alt, både fra fjenden men bestemt også fra de allierede.

Glorias sværd fortsatte den haste rytme som hun slåges med sin modstander. hun var ikke selv gået fri af skrammer. hendes tøj var flænset og hun havde flere sår og cut hvor en kniv eller et sværd havde ramt hende. hun kunne mærke blod trille lige så stille ned af nakken - eller var det bare ren sved.. Hun var ikke sikker længere.

Fjenden nærmede sig hende og som hun afvæbnede ham og stær ham ned med et diagonalt sving med sværdet, var den næste mørkets kriger allerede klar mod hende. i øjenkrog gik det op for hende at hendes kampfæller langsomt men sikkert faldt bagud eller blev omringet.
Hun angreb igen med et arrigt skrig. og mens hun var optaget af sin modstander sprang to andre mørkets kriger på hende bagfra. De tre havde hende pinned ned til jorden på knæ med besvær deres metal omkring dem blev ved med at ruste og gøre livet besværligt for dem, men de havde vundet selvom Gloria ikke helt ville indrømme det endnu.

Tykke reb blev bundet om hende og hun måtte pænt side og vente med nogle af hendes kollegaer og dværge, mens der blev gjort op, med hvem mørket ville have.. det så ikke godt ud. Gloria forsøgte at få rebene af men uden held, og hun kunne mærke hvordan hendes blod pumpende rundt så det dunkede i ørene. hendes adrenalin var ved at tage af, og hun kunne for alvor mærke hvor hun var kommet til skade og hvor hun ikke var.

Der gik nolge timer hvor de alle sad bagbundet, kneblet og ude i stand til at gøre andet end at se på de mange mørkets krigere der stod vagt ved dem. Herefter blev de alle guidet op, sandsynligvis på en tur mod Midnatsborgen.

Kampen havde trukket sig i langdrag. Magnar havde ikke været et sted i nærheden af sin søster Guinevere, og havde på intet tidspunkt været der til, at høre hendes skrig, da hun havde været tæt på, at blive spist af en drage. Faktisk havde han, til at starte med, været helt bag linjerne for at koordinere den defensive linje, men til allersidst - efter Guinevere var faldet - havde han valgt, at tage frontlinjen, kun for at blive mødt af en fjende, der var lidt som en massiv mur, der ganske enkelt bare pressede og pressede deres defensive position længere og længere tilbage.
Magnar havde for længst mistet sin økse, og derefter var kampen gået videre hvor han havde brugt sit skjold som våben, indtil han havde fået manifesteret sit gyldne sjælesværd. Derefter havde det næsten været som en leg for dværgen, der havde hakket mørkets soldater ned for fode.

Det skulle dog ikke blive ved sådan, da drager spolerede hans kamp, ved at spy ild, hvilket havde givet én af mørkets soldater en åbning. Magnar fik sværd gennem benet, i låret nærmere sagt, og før han kunne nå at protestere, havde flere af de andre dværgesoldater trukket ham tilbage, mod lægerne, der fik healet hans ben. Vred, rasende som én i helvede, havde han skidt satan i reglerne om, at sidde stille, og var på vej tilbage mod frontlinjen, da han hørte signalet til at give kampen op. Men fandme nej, om han ville blive, og være en fange af mørkets hær!
Hvis nogen kendte Dragorn godt, så var det bestemt Magnar! Han havde valgt de mørke tunneller som sin udgangsmetode, og var faktisk endt helt på den anden side af bjerget, Dragorn bestod af. En udgang han kun havde brugt én gang før som meget lille, ganske tilfældigt. Og nu var han her, væk fra kampen, væk fra sin familie. Væk fra Guinevere. Et magtesløst brøl forlod hans lunger og han bankede sin hånd ind i bjergmuren bag sig, før han gik væk derfra, en brudt mand.

//Out

Ikaris havde ikke haft så lidt at se til, mange af bueskytterne havde tydeligvis set sig onde på hendes store drage, hvis mørke ild væltede nedover dværgenes forsvarsværker. Den mørkhudede soldat måtte også indrømme, at kampen på drageryg ikke rigtigt var hendes stil, ganske vidst var Kaar'zal stor og frygtindgydende, men mørkelveren selv manglede nærheden og synet af lyset der forlod øjnene på modstanderene der så ihærdigt kæmpede imod. Af samme årsag gik der ikke længe før at Ikaris' store metalstøvler slog hårdt mod Dragorns sten, de fleste af bueskytternes rækker var sllerede faldet, men få kæmpede endnu imod. Slagmarken var ét stort kaos, skrig og brøl rungede overalt, magi i så voldsomme mængder, at det halve kunne være nok, bragede om ørene på den mørkhudede skikkelse. Ikaris selv gik ikke fri, hendes tur gennem borgen medførte flere skader, noget i hendes lyske var gået af led, det var helt sikkert, sort blod løb fra hendes rustnings sprækker og de lange lokker, som engang havde været krid-hvide var nu sølet ind i en blanding af skidt og blod. Når det så var sagt, dryppede hendes egne klinger af friskt blod.
En sær stilhed sænkede sig over slagmarken, et flag blev hejst i samme tempo som slangesmilet på mørkelverens læber, endnu et succesfuldt slag. Hun lo hæst, inden noget fangede hendes opmærksomhed, en af lysets krigere, der før i kampen havde blændet hendes drage noget som grusomt stod alene, og var tilsyneladende løbet tør for pile.
Ikaris forsvandt i en sky af mørk røg, inden hun dukkede op for snuden af Talion, den ene ækelt udseende klinge som mørkelveren besad var presset hårdt imod hans brstben, så hårdt, at det var et spørgsmål om tid, inden det blodige kolde stål ville bryde gennem hans fine hud.
"Så kunne den lille kanin ikke løbe hurtigere!" Ikaris afgav en hæs snerren, og trådte et skridt tættere på, hvor hun lænede sig helt æt til Krigerens øre.
"Du kommer med mig, du vil elske vores fangekælder!"

Mange folk var døde mange dværg og andre folk var flygtet Dragorn var faldet, og lyset havde i formået at holde stand Talion stod stort set helt alene men han gav ikke op uden kamp pile blev skudt af sted og dræbte orker og andre væsner, han vidste at han nok snart måtte forsvinde osse, men det var en person på en drage som han var nød til at sætte ud af spillet først men det krævede først at de orker og andre væsner døde først, før vil han ikke kunne fået godt nok synspunkt til at ramme Ikaris.
en Lidt støre ork ind de andre kom løbene imod ham og nærmest væltede ham omkuld, Talion faldt til jorden hvor han tabte han bue få meter væk, dog var bue ikke det eneste våben han mestrede, han hev sine to små sværd frem som var placerede på hans ryg og fik lige i rette tid nedlagt orken før en anden kom igen, der var alt for mange nu og Talion var i stort undertal men kamp fik de, han vende sig kort om for at se hvor hans bue var, han kastede sig hen af jorden og tog sin bue hvorefter han affyrede hans sidste pil på en ork der kom stormene, orken faldt til jorden og Talion tog hans bue om på ryggen, han skulle lige til at samle hans sværd op han havde lagt og lige ide han havde grebet om dem og vende sig om stod Ikaris med hendes klinge lige for snuen af ham imod hans brystben, Talion så irriteret på hende men han viste også han vil ikke kunne nå at forsvare sig med hans sværd før hun nok vil dræbe ham, han smed sine våben på jorden og stod bolt helt stille og stirede mørkelveren i øjne.
Talion sagde ikke rigtig noget for han vidste ikke hvad hun vil gøre før hun lænede sig helt tæt på hans øre, og først der vidste han at han vil leve men han vil blive ført til fangekælderen.
" fedt lige hvad jeg altid har ønsket mig " sagde han som den eneste sætning, hvor efter han blev ført bort af Mørket.

Asha tørrede blodstænk væk fra øjnene, og så sig omkring efter flere fjender, men det var som om, der pludselig herskede en stilhed over slagmarken. Hendes lilla øjne hvilede på flagede, der vejede i vinden, som en gruppe af Mørkets Krigere førte et par fanger frem. Et lille, grumt smil gled over hendes læber - det så ud til, at kampen gik i den rigtige retning.
Flere af hendes klanmedlemmer lå på jorden ikke langt fra hende, men de fleste Mok'garu-orker var i live og stadig fulde af kampgejst. Et par af dem så endda en smule skuffede ud over, at det hele så ud til at være forbi. Der ville ikke blive brugt meget tid på at sørge over de døde - man ville sørge for at de blev brændt, men herefter ville man glæde sig over, at de var afgået ved at ærefuld død og nu befandt sig blandt guder og gudinder.

Ashas økser sad igen i bæltet, som dele af hæren begyndte at vende sydpå igen. Det ville blive en længere rejse, for de havde adskillige krigsfanger med, men Asha så blot frem til at forlade norden. Hun havde nydt blodrusen, men det kolde klima faldt ikke i hendes smag, og hun så frem til igen at befinde sig i de varmere egne.
Som de begyndte at vandre af sted, kastede hun et blik over skuldren mod Dragorns porte: en del krigere og soldater ville blive her under Ethelihn, generalen, og sørge for at holde dværgeriget i skak. Hun misundte dem ikke.

Darmir havde også hørt og set hvad der skete udenfor, og kunne se hvordan det smertede Guin. Darmir måtte også indrømme, at det var svært for ham, men byen ville nok blive ved med at være der og kunne genindtags.
Han hørte Guin siger at de skulle tage en skjult passage væk fra Dragorn for ikke at blive til fange taget, Darmir valgte at gå sammen med Guin, men først efter han hurtig havde pakkede en taske med vigtigt ting til turen, og så gik de gennem den skjulte passage.

//OUT