Rinne satte sig tilbage i stolen, stadig med et tænkende udtryk. 'Hvis Krystallandet er her,' hun tegnede omridset af noget, der måske kunne være Krystallandet, og måske kunne være en bønne, 'så er vi i Lindeskoven nu.' Hun satte sin finger omtrent hvor Lindeskoven lå, i hendes lille kort. Hun lukkede øjnene for bedre at kunne se kortet for sig. Hendes eget kort var blevet væk for lang tid siden, og fordi Rinne bare tog hen hvor hun ville, havde hun faktisk ikke så meget brug for det. 'Vi kan tage op til Dragorn først. Blive der lidt. Se Krystalbjerget. Og så kan vi tage videre. Ned forbi Hovedstaden, og så videre til Medanien. Og så Rubinien.' Hendes finger var nu i bunden af kortet.
Hun sænkede hånden og åbnede øjnene. 'Og så forbi Tusmørkedalen, og til sidst Lindeskoven.' Hun sendte Dorín et håbefuldt smil. Det var meget at bede om, at Dorín, som jo egentlig ikke kendte hende, ville følge med hende hele landet rundt.
'Jeg ved ikke hvor lang tid det vil tage ... måske er det for meget ...' usikkerheden i hendes stemme irriterede Rinne grænseløs, men hun kunne ikke stoppe den snigende fornemmelse, at Dorín ville trække sit ja tilbage.

Dorín fulgte hendes tegnen og forsøgte at danne sig et indre billede af hvad hun forklarede. Det var ikke helt nemt, da Dorín ikke havde brugt alverdens tid på at se på kort. Faktisk var det umådelig begrenset hvad han havde studeret af kort. Han rynkede brynene sammen og nikkede, som han forsøgte så godt så muligt at følge med i forklaringen.
Så det var, Dragorn, Krystalbjerget, forbi hovedstad, Medanien, Rubinien, Turmørkeskoven og så var de tilbage til Lindeskoven. Det lød langt fra som nogen lille eftermiddags tur, men faktisk en rejse som ville tage rigtig lang tid.
Dorín sad roligt tilbage og kiggede let frem for sig, indtil han blev fanget af hendes blik som hvilede på ham med et håbefuldt smil. Noget som han ikke kunne undgå at smile tilbage til. "Nej nej! Det er slet ikke for meget!" svarede han grinende. "Jeg vil jo gerne se landet, og er det ikke bedre at jeg rejser med en som trods alt kan finde vej? Spurgte han hende og smilede skævt. Han havde bestemt sig for at han tog med, og så tog han med! hvor lang tid han end måtte være væk fra sin hytte. Han havde nok også godt af noget forandring. "Dertil, så har jeg intet her, som behøver at jeg er hjemme på et bestemt tidspunkt."

Rinnes øjne lyste op, da Dorín godkendte hendes rejseplan. 'Fantastisk! Hvis der ikke er noget du skal ordne først, så burde vi tage afsted så hurtigt som muligt.' Spændingen ved at have en at rejse med, var næsten nok til, at hun glemte sin træthed. Men ak, hun måtte igen skjule sit gab bag en hånd. Hun sendte Dorín et skævt smil.
'Undskyld mig. Det er ikke hver dag, at en pige falder i floden, og bliver reddet af en dværg på den hvide hest ... så at sige. Det tærer lidt på krafterne.' Hun strakte sig så godt hun kunne, og prøvede at ryste lidt energi i sine lemmer igen. Det fik hende til at ligne, at hun lige havde fået stød.

Dorín rynkede sine bryn lidt og gennemgik alle hans meget få planer i hovedet og om der var noget som krævede hans opmærksomhed i dette øjeblik. Han nåede til sidst frem til konklusionen at alt hvad han havde i tankerne sagtens kunne vente til han kom hjem. "Jeg har ikke noget jeg skal nå først, andet end at få pakket en pålidelig taske!" svarede han med et grin og mærkede også en stor mængde spænding sprede sig i kroppen! Han glædede sig virkelig til at komme afsted, og adrenalinen fra at følge med en fremmed og gøre noget spontant, havde også fyldt ham op og han følte sig nærmest lysvågen!
Dorín nikkede grinende og blinkede til hende. "Det er helt forståeligt! Vi skal også bruge vores kræfter i morgen, så at gå til køjs ville være en god ide." svarede han og fik med lidt besvær fra de trætte ben rejst sig op fra stolen. Det var først nu at sengepladser gik op for ham og han begyndte at kigge lettere forvirret omkring. "Eh.. Jeg har kun en seng, men hvis du gerne vil sove i den er du velkommen. Jeg skulle gerne havde tæpper nok til at gøre gulvet repræsentabelt til at man kan sove på det."

Rinne kom også på benene med noget besvær. Hele hendes krop var blevet stiv af at sidde stille så længe, og hun strakte sig så langt hun var. Hun havde dog glemt, at hun bar Doríns tøj, og hun nåede lige at gribe kanten af bukserne, før de gled for langt ned. Hun fnøs kort, og kikkede op på Dorín. 'Det er mig der kommer og trænger mig på, jeg kan sagtens ligge på gulvet,' sagde hun, med en affejende håndbevægelse. Hun havde sovet steder der var værre end her, i det mindste havde hun et tag over hovedet.
Hun gik hen til sit tøj, og mærkede på det. Det var blevet helt tørt, og dejlig varmt fra ilden. Hun samlede det sammen i en bunke i favnen, og vendte sig mod Dorín. 'Jeg synes vi skal tage afsted tidligt i morgen. Der er en lang vej, før vi når til den nærmeste by, og jeg har ikke forfærdelig meget lyst til at opsøge elverne.' Hun sendte ham et skævt smil.

Dorín vidste ikke helt om han skulle insistere på at hun fik sengen eller ej, selvom hun talte for at hun burde være på gulvet da hun var den fremmede. Men hun var gæst i hans hjem. Han var i mindre krig med sig selv om hvad han skulle gøre, men den affejende håndbevægelse fik ham til blot at sammentygge og nikke til hende. "Jeg finder nogle puder til dig." svarede han dog med et smil som han gik hen til skabet igen og fik hevet en del tæpper ud og nogle puder. Det ville i hvert fald gøre tilværelsen lidt bedre.
"Se, det kan jeg godt forstå!" elverne plejede heller ikke ligefrem at være morgenmennesker på nogen måde. Eller også var de bare generelt altid skide gnavne når man stødte på dem. "Så må vi hellere få noget søvn, ellers bliver det en alt for lang dag i morgen!" svarede han med skævt smil. "Godnat" Der var ingen dør ind til det næste rum som han bevægede sig ind i som fungere som hans soveværelse. Noget han faktisk begyndte at overveje grunden til nu hvor han rent faktisk havde en i hans hus som skulle sove der. Så igen. Det generede ham ikke at sove mere eller mindre i samme rum, og så meget plejede han heller ikke at snorke.