Nickazho var allerede ledt hen på andre tanker, og da Kijara tydeligvis ikke rigtig havde hørt hvad han havde sagt, blev han næsten helt selv i tvivl. Dog kunne han nu godt huske det, men det var bestemt ikke noget han ville gentage. Han skulle ikke vise sig at være svag overfor et sølle menneskebarn. Børn af hans dæmonslægt var en ting, men var de nu også mennesker, så havde han nærmest endnu mindre til overs, end hvis blot det var et voksent menneske. Hjælpeløs, som en hamster der er fanget i en slanges greb.
Nok var han måske ikke selv meget bedre. Han ejede ikke engang en herregård, og hvis han gjorde, skulle han sikkert også have været med i en eller anden dum organisation. 1/100000 i Krystallandet er rigtig nyttige. Det var han helt og aldeles overbevist om. Han var nu heller ikke engang stødt på den ene ud af de mange. Hvad skulle han også kæmpe for? At udrydde menneskene?

Et lille smil kantede sig hen over hans læber. Det var måske en idé, men omvendt var det en nærmere håbløs situation, da magten bestod af mennesker, og nå ja.. Så vidt han er orienteret så er over halvdelen af Krystallandets befolkning såmænd også af menneskeracen.

Han skævede mod Kijara. Hvis der var nogen mennesker der skulle overleve den udryddelse, så skulle det nok være dét barn der.

"Menneske, du er nu god nok..." Startede Nickazho. Det var vidst på tide at han rent faktisk bare viste sig en lille smule taknemmelig over for hende - men også kun en smule.

"Mit navn er Nickazho, hvad er dit?"
Dæmonen tiltalte endnu ikke Kijara, og det ville han heller aldrig komme til. Hun var nu stadig et menneske, og så vidt han vidste, så ville hun højst sandsynligt forblive det. At blive bidt af en varulv eller fået suget blod af en vampyr, gjorde ikke mennesket til så meget andet. Silhuetten ville stadig have et menneskes, i hvert fald på de fleste tidspunkter.
Ufatteligt nok, var der ingen snerren eller noget i spidsen af hans toneleje, der virkede nedladende, hvilket er en ting der ikke er sket for Nickazho siden... åh, det måtte være flere århundrede siden.

Udfordringsord: lys, ur, damer, fastelavnsbolle.

Der lød igen en rumlende lyd, men tordenvejret var endnu langt borte, så for nu var der tørt og varmt ved bålet. Hun betragtede flammerne, hvis lys flakkede hen over dæmonens ansigt.
Mistroen for dæmonracen var efterhånden blevet en del af hende, - selvom Nickazho når det kom til alt ikke havde gjort andet, end at opføre sig en smule flabet. Han havde trods alt gjort sit for at tænde bål og være med til, at de nu kunne sidde her - lidt mættere end før - og nyde ildens varme.

Himlen over dem var mørk og overskyet, men eftersom Kijara meget sjældent havde adgang til et ur var det svært at afgøre, hvor langt ud på natten, det egentlig var blevet.
Vejret og omgivelserne havde dog på ingen måde indbudt til en lur. Kijara havde ikke noget imod at sove på jorden - hun var ikke lige som nogle finere damer, der havde behov for en blød seng i et kroværelse. Derimod var hun klar over, at farer kunne lure i mørket, og at det ville være lettere dumt at døse hen på sådan et sted.

Hendes ene øjenbryn blev løftet i et overrasket ansigtsudtryk, da dæmonen igen sagde noget: denne gang hørte hun ordene helt tydeligt, selvom hun et øjeblik ikke var sikker på, at hun havde hørt rigtigt.
Var det lige .. en form for kompliment? tænkte hun. Hun vidste ikke, om det var specielt positivt at modtage en kompliment fra en skabning, hvis farve mest af alt mindede hende om en fastelavnsbolle. Dog var det hendes indtryk, at skabningen ikke sagde særlig meget positivt om andre - især mennesker - så det taget i betragtning, var det jo en klar fremgang i forholdet mellem de to.
"Mit navn er Kijara .. af Khila-Zentaji klanen." sagde hun derefter. Hun tvivlede på, nogen efterhånden kendte til den gamle klans navn, men hun bar det alligevel med stolthed.

Udfordringsord: Bevis, kirke, vejledning, løjtnant

Nickazho sad et øjeblik og overvejede, hvordan det pludselig kunne være, hvordan han var blevet så blødsøden overfor menneskebarnet. Tanken forsvandt dog totalt, eftersom Kijara begyndte at tale.

*Khila-Zentaji klanen???* Det gav genlyd inde i hans hoved, og hans mund åbnede sig let. Han blinkede et par gange med øjnene, og skulle netop til at opkræve et bevis, indtil han studerede Kijaras udseende nærmere. Hendes mørke hår, var, når alt kom til alt, ikke til at tage fejl af.
Hvorfor skulle barnet også lyve om sådan en gammel klan?
Nickazho havde stødt på utallige grupper i sine rejser rundt i Krystallandet. Han var trods alt over de 2000 år, så det var svært ikke at have set diverse ting, og været i diverse vanskeligheder.

Nickazho rykkede sig et øjeblik uroligt på sig. Begejstret, og dog følte han, at han skyldte dem så meget...
Hans ansigt lå nu mest af alt i skygger. Han kunne ikke just gå i kirke og indfri hvad end han skyldte dem. Nej, hvad han egentlig kunne gøre, var at gøre noget til gengæld.. men dette var jo stadig et menneskebarn. Han bed sig lidt i læben og skulede ind i ilden. Tankerne var uendelige, og dog så endeligt at de nærmest stoppede med at køre.
Selv ikke en løjtnant fra hans dæmonrace ville kunne få ham igang igen. Den helt store vejledning fra den store vejleder, ville sikkert heller ikke have evner inde for den sag. Han tog sig sin helt egen tid, og det kunne ses i det lillae ansigt. Han vrikkede lidt med sine tæer, stirrede et kort øjeblik på dem, inden han vendte hovedet en anelse, for at værdige Kijara et blik.

"Khila-Zentaji klanen, siger du... Jeg går ud fra at du er beslægtet med gener?" Spurgte Nickazho uden helt at vide hvad han ville komme frem til. Han tog den nok lidt på gefylen, tænkte ikke så meget over det, men sagde nok nærmere det han havde på hjertet.

Udfordringsord: febrilsk, stikke, hamster, udlandet.

Kijara var begyndt at rode op i bålet, ved at stikke en lang pind ind i flammerne, der var begyndt at ulme med et lidt svagere lys. Nu føg gnisterne imidlertid til alle sider, og flammerne begyndt igen lystigt at fortære de anrettede træstykker i bålet.
De ville dog snart få brug for noget mere brænde.

Kijaras skindbukser var langt om længe ved at blive tørre, men nu var et par gløder havnet på dem, og hun begyndte febrilsk at børste dem væk, for at undgå, at der skulle gå ild i tøjet.

Dæmonen sagde et eller andet igen, og Kijara satte sig tilbage på sin plads og vendte opmærksomheden mod Nickazho.
"Ja .. naturligvis .. kender du til klanen?" udbrød hun lettere overrasket. Meget få nulevende krystalisianere havde hørt om dens eksistens - en skam, syntes Kijara, for det havde trods alt en gang været en mægtig klan i det kolde nord.
Inderst inde havde Kijara stadig en drøm om at kunne genvinde klanens ære. Det var også derfor, at hun var begyndt at rejse. Om end hun så skulle rejse til udlandet, for at bevise sit - og klanens - værd, var hun klar til at gøre det.

Nu måtte hun imidlertid nøjes med at tage en dag - og et problem - ad gangen. Lige nu var sulten så småt ved at melde sig igen, og hun ville næsten ønske, at hun havde været en hamster, der var i stand til at samle forråd i kindposerne.


Udfordringsord: Adelsmand, male, medicin, planet

Nickazho tyggede lidt på menneskebarnets ord. *Naturligvis* genlød ordene i hovedet på ham. Han vrikkede nogle flere gange med tærene, atter med blikket rettet ned mod dem. Maven synes at krumme sig mere og mere sammen. Han har aldrig levet som en adelsmand, men han har dog heller ikke måtte føle sult i en længere periode.

"Eh... Naaah, Neeej... Bare.. eh.. hørt om den.." Han skyldte hende intet. Det måtte han lige huske sig selv på. Han måtte være den lille grådige dæmon som han altid havde været, og som han lige måtte huske sig selv på, at han stadig er.
Det var ikke fordi han kom fra en anden planet, men han følte sig nu heller ikke tæt på menneskene overhovedet. De kiggede også på ham, som om han alligevel ikke var noget der hørte til Krystallandet, og selv hvis han var, måtte han da være en af dem, der maler sig selv for at skille sig ud - mente nogen måske. Det ville i den grad også være specielt, at male sig selv. Dog lå landet nu ikke på denne måde. Måske mente nogen helt andre, at han måske var syg, fordi han havde den hudfarve, og måtte have en helt speciel medicin. Han havde stødt på mange underlige teorier fra Krystalisianerne, som ikke havde set hans dæmontype før.

Nickazho skuttede sig. Han ville ikke tale om det emne mere.
"Jeg ved ikke med dig, men jeg vil finde en kro der kan tilbyde på noget mere." Mumlede Nickazho, med sit blik stift rettet ind i ilden et øjeblik. Da det sidste ord var udtalt, skulede han mod Kijara.

Udfordringsord: badetid, kønsvorter, uranhjort, kage

Kijara havde netop brugt et lille stykke tid på at overveje hvordan hun nemmest muligt skulle slippe af med dæmonen. Han mindede hende om sådan en lille, giftig Uranhjort med sit spøjse udseende.
Hun var netop begyndt at overveje, om hun ville være i stand til blot at løfte ham op og kaste ham ind i bålet, da han selv kom med en bedre løsning. Held og lykke med at finde en kro herude... tænkte hun, men nikkede blot smilende. "Ja, det lyder da som en god idé." Sagde hun. Så vil jeg tage af sted i den modsatte retning....

En lille bøvs undslap hende, og hun stak udiskret hånden ned i de nu tørre skindbukser for at klø sig. Det var på ingen måde specielt charmerende - man kunne nærmere få mistanke om, at hun var plaget af kønsvorter eller lignende. Dette var dog ikke tilfældet - nærmere var det i den grad ved at være badetid. Det var trods alt meget sjældent Kijara så noget til vand og sæbe, så længe hun rejste rundt.

En krostue, et varmt vad og et godt måltid ville faktisk være noget af det bedste i verden. Hvis man var heldig, kunne de endda servere kage..
Hun havde allerede spildt alt for lang tid herude i den skumle ødemark i selskab med det lille krapyl af en lilla dæmon. Hastigt rejste hun sig og greb ud efter sit spyd.
"Faktisk har du ret. Jeg vil drage videre." sagde hun. Hendes bryn rynkedes, og hun skulede til Nickazho. "Jeg ville råde dig til ikke at følge efter mig."
Med de ord slyngede hun den halvvåde rejsekappe omkring sig og begav sig af sted væk fra bålpladsen og dæmonen.

/out


Udfordringsord: fyrstelig, oksesteg, tyrenosser, massakre