Panikken greb hende, da hun hørte skridt på trappen. hun trak et forklæde på, og bandt hurtigt sit krøllede hår op i den hestehale. og hvor var nu hendes sko?!
Panikken bredte sig i hendes krop.
Pludselig mødte Rays læber hendes, og det var som om tiden gik i stå. Somom alle verdens mennesker holdt vejret. Som om englene sang. som om himlen blev zafirblå.. ja, du har nok fattet meningen.

Og da han ville gå, trak hun ham tilbage, og kyssede ham igen, for hvad i hele verden kunne være mere vigtigt lige nu? Deres kroppe stod som én, da en stemme pludselig lød.

"Ahem...!"
Yang spærrede øjnene op, og slap tøvende Rays læber, for at se på stemmens ejermand. eller ejerkone, egentlig, for kvinden der stod foran dem var ingen andre end kromutter.

"Brunhilde... godmorgen" fremstammede Yang, rød i hovedet, og med blikket slået ned.

"Vi skulle måske hellere sige goddag, Contraire, for klokken er langt over middag! og hvem er denne herre?!" Brunhilde, som var en godt fyldig kvinde, lagde sit stålhårde blik på Ray. Yang anede ikke hvad hun skulle sige eller gøre, så hun stod bare dér, som en då med opspilede øjne..

Intet var mere perfekt, end når de var sammen. Han kunne smide alt fra sig, når blot han havde hende. Det var en tosset tanke, virkelig, for man havde vel også brug for andre ting. Og så alligevel. Han kunne aldrig få hende ud af sine tanker.
Ray lagde armene om hende, da hun atter trak ham til sig. Han fik tydeligvis ikke lov til at gå, og det var ham intet problem. Der var intet han hellere ville, end at blive.

Kromutter tilstedeværelse overraskede Ray mindst lige så meget som det overraskede Yang. Han trådte straks væk fra hende - 'mutter skulle jo nødig tro at han befamlede den unge kvinde. Ray ventede tålmodigt på at Yang skulle introducere ham, men den langvarige pinlige tavshed, gjorde ham opmærksom på, at det nok ikke ville ske. Han rømmede sig og trådte et skridt frem.

"Frue," begyndte han og bukkede galant, "Jeg er Ray Eric Xulfor. Jeg kommer fra no-"
"Javel ja, hr Xulfor, og hvad er Deres intentioner så med unge Contraire?"
Hendes stemme var skarp, og fik et kort sekund Ray til at tøve.
"Intentioner?" gentog Ray.
"Ja."
Der var en akavet tavshed.
"Er du ubegavet, dreng?" snappede kvinden og satte armene i siden - en bevægelse der startede en strøm af bølger overalt på kvindens fyldige krop.
"Nej vist er jeg ej ubegavet," svarede Ray straks. "Jeg er blot så overvældet og - uh - taknemmelig for endelig at møde Dem, frue. Ya- Contraire har talt som godt om Dem, og jeg har sådan set frem til endelig at møde den gode Brunhilde."
Der var endnu en kort tavshed.
"Godt svaret." lød det endelig fra konen, som så ud til at være tilfreds.
"Tak," sukkede Ray lydløst.
"Du skulle møde resten af husets befolkning."
"Jeg tror ikke det ville hjælpe."
Igen var der en kort tavshed, hvor kromutters blik flakkede mellem de elskende. Ray følte sig som i et krydsforhør, og kunne ikke forestille sig hvor forfærdelig situationen havde været, såfremt 'mutter var kommet ind just et par øjeblikke før, hvor de begge havde været nøgne. Han sank en klump.

"Jeg... Burde nok gå." mumlede Ray endelig, efter en lang og ubehagelig tavshed. Brunhildes blik vendtes straks imod ham og gennemborede hans psykiske skjold. Han rørte sig ikke.
"Nej da," begyndte hun, "Du skal da komme med os nedenunder, så du kan se hvordan livet her på kroen er. Vi skal nok finde på noget du kan lave, måske betjene nogle gæster eller feje skidt væk fra gulvet. Det kan være du kan lære en ting eller to, og du så vil genoverveje om det var en god idé at falde for en kromutters pigebarn." Hendes ord var stikkende og afprøvende. Ray forudså at denne dag ville blive lang og smertefuld. Og fyldt med forskellige straffe og pinsler, som denne kurvede kvinde ville kaste efter ham.
"Godt svar." mumlede han.
"Tak."
"Du skulle lade mig overnatte hos Contraire lidt oftere."
"Jeg tror ikke det ville hjælpe."

Ud af øjenkrogen anede Yang en lille mus, der krøb ind i sit musehul med en svag piben. hun ville ønske hun kunne følge efter den, væk fra denne pinagtige situation de var havnet i. Hendes kinder var ildrøde, hænderne famlede nervøst ved forklædet, indtil et skarpt blik fra Brunhilde fik hende til at stoppe.

Hun kunne dog ikke helt lade være med at finde situationen en smule komisk. Her stod de, som to uartige skolebørn der havde sendt beskeder rundt i klassen. Bortset fra at det var voksne mennesker. og at det havde været lidt mere end beskeder der var blevet 'sendt rundt'. Hun var stolt af sin kære Rex, der klarede Brunhilde så flot. der var ingen tvivl om at det var hende der havde bukserne på her i huset.
Alligevel blev hun bekymret, da Brunhilde krævede hans tilstedeværelse hele dagen. Hvad hvis det var for meget for ham? familien ejede praktisk talt Yang, fordi hun uden dem havde hverken mad, husly eller penge.
Brunhilde vendte nu sit blik imod Yang, den fyldige hage blev hævet en anelse.
"Og hvad angår dig, unge dame, bad jeg dig så ikke om at være hjemme inden midnat?!" smældede det.
"jo, Brunhiilde" mumlede yang til svar, med blikket naglet til gulvet"
"Se på mig pigebarn! Hvordan kan det så være at jeg hørte skridt på trappen klokken 3 i nat?!" Brunhilde lagde armene over kors og så på Yang, der fik en følelse af at Brunhilde vidste ALT hvad der var sket i nat. Og hvorfor egentlig ikke? hun var en gift kvinde, der vel nok vidste hvorfor en mand overnattede i en kvindes værelse."
"Undskyld Brunhilde. Tiden løb fra os"
"Os?!"
"Mig. Tiden løb fra mig."
"Javel.. Se så at komme i gang med dine pligter. Og De, Hr. Xulfor, kan gå igang med at hugge brænde."
Hun så et øjeblik på Yang.
"Vær glad for at han har mundtøjet i orden, ellers var han blevet smidt ud i sneen. Og se så at komme igang!"
"Ja, Brunhilde."

Yang greb Rays hånd, på trods af Brunhildes strenge blik, og trak ham med ned i køkkenet. Hun undertrykte et fnis, og gav ham et hurtigt kys på kinden.

"Du HAR sandelig mundtøjet iorden, min herre" hun rakte ham brændekurven og en økse.
"Jeg regner ikke med at du tør modsige dig Brunhilde? jeg skal nok komme med noget morgenmad til dig" Hun smilede til ham, og gik igang med at skære nogle store humpler brød til kroens tidlige gæster.

Ray åbnede munden for at sige noget. For at redde Yang. 'Jeg beklager, Frue. Det var alt sammen min skyld. Jeg holdt Yang til festen' eller 'Hun ønskede at gå hjem tidligere, men blev fordi jeg overtalte hende' eller 'Vi for vild'. Hvorfor sagde han ikke noget. De stod blot der, og lod Brunhilde straffe dem verbalt. Da de endelig blev 'sat fri' og Yang greb hans hånd, åndede han lettet op. Han fulgte sin elskede ned i køkkenet, og kastede ind imellem et blik over skulderen, for at sikre sig, at 'mutteren ikke fulgte efter dem. Han var ikke sikker på at han kunne tackle endnu et møde.

Ray overvejede kort om familien havde en fetish for mundtøj.
"Jaså?" han smilte kækt. "Du skulle bare vide hvor i orden." Han tog imod øksen, betragtede den skeptisk og sendte Yang et betuttet blik. Skulle han - Ray Eric Xulfor, det ultimative menneskelige våben - bruge en økse? Han valgte at acceptere det hele, og traskede ud af kroen, imod dét, som godt kunne ligne brændestanden.

(TROLOLOLO BRÆNDE BRÆNDE HUG HUG)

Efter nogle timers brændehugning, tog Ray en pause. Han havde i mellemtiden smidt jakken og rullet skjortens ærmer op for at nedkøle kroppen. Sneen faldt stille fra himlen, og på disse to timer, havde den formået at indkapsle begge hans fødder. Han frøs ikke. Prustede dog af udmattelse. Indtil nu var det da ikke så slemt. Ikke så hårdt. Han kunne klare det. Han skulle. Han genoptog arbejdet.

Yang så smilende efter ham, som han traskede ud gennem køkkenet. Hun havde ondt af manden- brændehugning var hårdt arbejde, og når sneen dalede, blev træet hurtigt vådt, og skulle opbevares på den helt rigtige måde. Hun betragtede ham gennem køkenvinduet, mens hun skar grøntsager og urter til en gryde suppe. Hun var overrasket over at han tog det så mildt, for de fleste mænd ville løbe skrigende bort blot ved synet af Brunhildes skarpe blik. Hun var kendt for aldrig at vise frygt, og det var hende der stod for udsmidningen af f.eks. voldelige gæster, mens Eigil, hendes noget mindre og spinkle mand, blot så på.
Yang fik en varm følelse indeni, da hun tænkte på deres møde med Brunhilde. Ray måtte virkelig holde af hende, når han fandt sig i kromutters tyrrani.

*SPOLE SPOLE*

Da de første middagsgæster kom dryssende til kroen, iførte Yang sig sine støvler, og trådte ud i den knirkende sne. Den kolde luft slog hende i møde, og hun nærmede sig den prustende mad bagfra. I sine arme havde hun en bakke med to skåle suppe, noget brød og en kande med klart vand.

"Jeg tror aldrig der er blevet hugget så meget brænde på så kort tid i al den tid jeg har været her" lo hun, og antydede til den store bunke af kløvet træ der lå i en bunke op af huset. Hun satte bakken fra sig i sneen, og vinkede Ray hen til hende.

"Tag nu en pause, min gode mand, og få noget at spise" Hun rakte ham den ene skål med suppe, samt et par skiver af brødet.
Selv satte hun sig ned på en af træstubbene, dog først efter grundigt at have børstet sneen væk fra dens overflade.

Placér. Klonk. Hug. Knæk. Væk. Placér. Klonk. Hug. Knæk. Væk. Placér. Klonk. ...

Ray vendte ansigtet imod Yang, da han hørte hendes milde stemme. Han smilte til hendes kommentar og svarede med et skuldertræk: "Man gør sit bedste." Da hun bad ham komme over, sukkede han, som hvis han kun forlod arbejde for hendes skyld, og helst blot ville fortsætte kløveriet. Sandheden var selvfølgelig en anden. Han satte sig på stubben, som havde fået sig nogle skræmmer, efter de mange møder den havde haft med øksehovedet. Suppe og brød blev modtaget med et taknemmeligt smil og en sulten mave.

"Du er da en engel," lød det mildt fra ham, før han gav sig til et indtage den varme væske og det lækre brød. Han kunne ikke mindes hvornår han sidst havde været så sulten som nu. Han så på bunken af kløvet træ. Måske var det nok? Han kunne da umuligt blive ved med at hugge brænde hele dagen.

"Tror du kromutter har flere ting at sætte mig til, eller skal jeg hugge brænde nok til at kunne bygge et nyt hus ud af det?"

Yang havde grebet sin egen skål med suppe, og sad nu overfor Ray med både skål og brød liggende i sit nussede forklæde. Hun satte skålen for læberne, og nød varmen sprede sig i kroppen, da suppen begyndte at 'virke'.
Ved Rays kommentar om Brunhildes planer om hans yderligere tilstedeværelse, skævede hun til kroen, der stod dampende, varm, og fuld af liv i sneen.
hun kunne se mange skikkelser- de havde ikke været de eneste der havde brugt natten på kroen, og mange af de der var rejst langvejsfra for at opleve ballet, havde benyttet lejligheden til at se sig om i byen ikke så langt fra kroen. flere handlende havde købt varer på markedet, der var kendt som et af de mest blomstrende i denne del af landet, og farverige kærrer stod på rad og række nær stalden.
Mange mennesker betød mange penge, og Brunhilde havde altid været kær af guld. Yang regnede derfor med at Brunhilde havde tøet lidt op i løbet af dagen- det håbede hun hvertfald.

"Vi KUNNE faktisk godt bruge et nyt hønsehus!" lo hun, og tog en bid af det bløde brød med den dejlige, sprøde skorpe.

"Men det må vente. lad os prøve at gå indenfor. Brunhilde er slet ikke så slem, når man først lærer hende at kende. Hele familien har gjort mig en kæmpe tjeneste- jeg skylder dem alt. de er grunden til at jeg stadig er i live." hun mødte Rays blik, og trak på smilebåndet.

"Hun skal bare have lidt tid til at lade det trænge ind - hun er jo en ældre kvinde" det sidste hviskede hun med et fnis, hvorefter hun atter satte skålen for læberne, og lod den sidste rest suppe befrie sin krop fra kulden.