Xenix lod sig hjælpe op og affandt sig med at blive puffet tibage på den store seng, hun kunne ikke lade være med at føle sig som et besværligt projekt Lorgath var tvunget til at tage sig af, mere drevet af pligt end af lyst.
"Mhm" mumlede hun og lænede sig op ad en af de fire søjler på sengen, som holdt det store hvide klæde, som udformede himmelsengen, mens hun trak knæene op til brystet.
"Hvad havde du regnet med Lorgath? Jeg sidder dag ind og dag ud på herregården, jeg kan ikke gå nogle steder for enten kan jeg ikke kontrollere min sult ellers er der nok en eller anden jæger der skal få ram på mig!" den bløde stemme dirrede let grundet hun var så oprevet over hele situationen. Stift stirrede hun ned i de hvide klæder hun nu engang var iført, hans blik var så hårdt og skuffet at det ikke var til at holde ud at se på.
"Hvordan skulle jeg kunne tro andet om Nadia? Hun er på min alder! Men du kan sikkert ikke engang huske hvordan det er at være ny vampyr mere, men jeg kan fortælle dig at det ikke er let!" Fortsatte hun så, mens hendes øjne antog det blanke skær de fik lige inden en blodig tåre skulle til at trille, dette tillod hun dog ikke, der måtte være grænser.
Hurtigt rettede hun på en af de tynde stropper på kjolen som lod hendes skuldre være bare, en handling for at forhindre hendes følelser i at løbe løbsk, hvis han troede at dét at lave en ny vampyr var en dans på roser, og havde han ikke i sinde selv at arbejde for at få det til at fungere kunne han vel lige så godt hamre en pæl igennem hjertet på hende med det samme, hun havde selv nogle problemer hun skulle arbejde med, men hun kunne ikke gøre det hele alene.

Lorgath lod være med at kommentere på Xenix' ord om sin sult, men besluttede sig tavs for, at hun måtte lære at jage og at han måtte prioritere hende højere end sin egen trang til at rende rundt og hævne sig på forskellige folk. Hun skulle lære alting, snart. Selvom hun var afhængig af ham, hvilket satte ham i den øvre position, så var det stadig ikke godt at holde hende tilbage. Ikke længere.
"Jo jeg kan. Det var anderledes for mig, for Pearl er alt hvad jeg ikke kunne være. Jeg gør det ikke så godt, som jeg kunne have gjort det, og det beklager jeg, men jeg er klar til at give det en ny chance. Er du?" Spurgte han mere venligt end før. Han så afventende på hende, men hans tålmodighed kunne ikke klare det og han endte med igen at rejse op og gå rastløs rundt i rummet.

Xenix lænede langsomt hovedet imod den solide sengestolpe mens hun lukkede øjnene, det hele havde været én stor rutsjebane af følelser og misforståelser. De var begge nødt til at give sig en del for hinanden, da de begge var stolte og stædige væsener, hvilket sjældent gik godt i spænd.
Til sidst rejste hun sig fra sengen og gik så roligt over det lune gulv, hen og lagde begge arme om ham mens hun hvilede ansigtet imod hans ryg. Hun kunne ikke lade ham gå eller for den sags skyld overleve uden ham, han var for stor en del af hende til at det kunne du på nogen måde.
"Jeg er parat til at give det en chance til!" Sagde hun så med et lille suk imod hans ryg. Forsigtigt skævede hun op til hans hals hvor han endnu havde sår fra hendes bid, Saia kunne nok takke ham mange gange for at han var kommet, én nat til og så havde nok hverken hende eller stalddrengen været i live.
Diskret stillede hun sig på tæer og gav ham så et kys i nakken, inden hun slap ham og gik over til sengen igen, hvor hun satte sig og betragtede ham så roligt, hun kunne ikke lade være med at smile lidt for sig selv, hvis man skulle være bundet til en, så var han ikke den værste.

Mens Lorgath slentrede rundt og tog sig lidt til hovedet, kunne han godt høre Xenix rejse sig og gå om bag ham. Senere kunne han mærke at hun lagde sine arme om ham og selvom han burde tage det som et tegn på fare, gjorde han det ikke. I stedet lukkede han øjnene ved nydelsen over nærkontakt. De få dage hvor hun ikke havde været der, havde været nok til at han havde savnet det grusomt, som med de første mange år efter at Pearl var forsvundet. Hendes ord fik ham til at trække en lille smule på smilebåndet, hvorefter hun sendte noget der var tæt på et kuldegys gennem hans krop med et kys, placeret på hans nakke.
"Godt," mumlede han bare til at starte med, hvorefter han gik hen og satte sig ved siden af hende på sengen. Hans hånd rakte instinktivt ud og tog fat i hendes, som han klemte let.
"Vi kan ikke tage af sted nu, men i morgen nat vil jeg, på hjemvejen vise dig hvordan man bedst jager.. Hvis du altså vil af sted?" Hans forklaringer blev til et lidt nervøst spørgsmål. Han vidste sgu da ikke om hun bare ville blive her og blot være allierede, eller om hun stadig ville være sammen med ham. Så god en menneske... vampyrkender var han heller ikke.

Xenix sendte ham et lille smil da han satte sig på sengen ved siden af hende og tog hendes hånd. Hvor havde hun længtes efter hans berøring, de tre dage hun havde prøvet at forsvinde fra verdenen var der stort set ikke andet end ham der havde fyldt hendes tanker.
Langsomt løftede hun hans hånd og gav den et kys, derefter smilede hun stort til ham "Det ville være fantastisk, ellers bliver jeg nok en meget tynd vampyr ret hurtigt!"
Stemmen var tydeligvis jokende i håb om at løsne lidt op for den pressede stemning der ellers havde præget mødet mellem dem.
Til sidst kunne hun ikke tage det mere, hun rykkede hurtigt helt tæt på ham og lagde så armene om ham mens hun begravede ansigtet ved hans bryst. "Jeg har savnet dig helt forfærdeligt, det var som om en del af mig manglede, en essentiel del jeg aldrig ville kunne undvære!" Sagde hun så hudløst ærligt, inden hun tunge åndede hans duft ind. Reaktionen for Xenix var ganske unødvendig, hun behøvede ikke luft, men hele hendes system havde brug for at ham, hans nærhed og omsorg.
"Jeg glæder mig til at tage med dig hjem!" Sagde hun så. Det var sandt og på trods af hende og Ashmon nok aldrig kom overens følte hun efterhånden Lorgaths herregård mere som et hjem end hendes eget store tomme palæ, hun var så usikker på hele fremtiden, hvad mon der kom til at ske?