"Jeg holder mig mest for mig selv faktisk, men jeg kan heller aldrig finde rundt, så vil helst ikke ende ved ørkenen igen," sagde Kvakket og grinede fjoget. "Jeg kunne faktisk godt tænke mig at møde nye mennesker, du er den første person jeg ser i evigheder. Normalt snakker jeg kun med dyr, som jeg er blevet gode venner med efterhånden." Kvakket kunne blive ved med at snakke, hvis hun fik lov, men hun valgte heldigvis at stoppe, inden hun kom ud i en længere talestrøm.

Igen dukkede der et lille overrasket udtryk op hos Silvia. Hun havde ikke forstillet sig at Kvakket levede alene og det faktum, at hun så gjorde, overraskede hende. Hun var ikke interesseret i at høre om en tragisk fortid eller lignende, og lod derfor være med at spørge. Kvakket så da heller ikke ud til at være en trist pige, så klare sig, det kunne hun, om det så kun var med dyr eller ej.
"Kvakket, jeg vil til hver en tid, tage dig med ind til byen," sagde hun med et lille smil. Idet det kom over hendes læber, kiggede hun tomt ud i luften. Hun overraskede sig selv. Normalt lod hun ikke andre komme tæt ind på sig, hvis de ikke var fra vandet, men denne gang gjorde hun åbenbart en untagelse. Hun kom med et stille suk. "Som jeg sagde," begyndte hun igen og overvejede, om hun skulle trække det i land "Vil jeg godt tage dig med," hun smilede til Kvakket og kiggede nysgerrigt til hende. hvad mon hun ville sige til det?

"Virkelig?" udbrød Kvakket og kiggede overrasket på Silvia, og fik endelig rejst sig. Kvakket hoppede mod Silvia, for at give hende et kram.
Egentlig ville Kvakket bare have svaret, hvis Silvia havde spurgt hende, hvorfor hun levede alene, for Kvakket var en glad person, og lod sig ikke gå på af det, eller noget andet for den sags skyld.

"Ja, virkelig." Hun kom med et lille smil og lagde forsigtigt armene om Kvakket. "men du kommer nok til at vække meget opsigt," sagde hun overvejende, stadig med armene omkring Kvakket. Kvakket var dejlig varm, i forhold til hende. "Det er nok ingen som dig, derinde," hun slap Kvakket og kiggede grundende på hende. "Men kvakket, jeg vil ikke have ansvaret for dig!" sagde hun bestemt, med et bekymret rynk på panken. Sig selv kunne hun sagtens lave om, men rækkede hendes evner til at lave hende om, i folks øjne?

"Det er fint nok," grinede Kvakket. "Jeg har været inde i byen før, men det er efterhånden lang tid siden. Desuden er jeg vant til at folk kigger undrende på mig," sagde Kvakket, som tydeligvis var ligeglad med hvad andre mente om hende. Der var sikkert flere der ville synes at hun var en mærkelig blanding blanding mellem et menneske og en frø, mens der sikkert var nogen der synes hun var interessant, og så var der vel også nogen der synes hun var klam. Men Kvakket kunne ikke være mere ligeglad med det, for så lang tid at de ikke angreb hende, så var hun glad og tilfreds.

Silvia kiggede tavst på Kvakket. Det kan godt være at Kvakket ikke havde noget imod at folk kiggede efter hende, men det havde Silvia. Hun skulle ikke nyde noget af at blive overbegloet, om det så var nok så venlige folk. Det var en ubehagelig følelse, da at være i centrum, ikke var noget for Silvia.
"Hvis du venter her, svømmer jeg lige hjem og henter noget," sagde hun, med et klap på Kvakkets skulder. Bare hun nu ikke havde dummet sig, ved at tage Kvakket med. Hun trak let på skuldrene over sine egen tanker, før hun roligt gik ud i vandet. Et lille smil dukkede op på hendes læber, da hun nu kunne svømme hurtigt afsted i det kølige vand.

Der gik ikke lang tid før Silvia var tilbage. I hånden havde hun en brun kappe og en pose/pung i den anden. Hun smed pungen med penge ned i sandet, og koncentrerede sig så om kappen. Med et lille koncentreret udtryk, begyndte hun at suge vandet ud af kappen, der altså var gennemblødt af at have været i vandet.. sjovt nok xD Derefter tog hun kappen på, der dækkede hele hendes krop.
"Vi tager afsted nu," svarede hun kort for hovedet, samlede pungen op, som hun hang rundt om halsen, indenunder kappen. Hun begyndte at gå, mens hun satte sit hår i en knold, ved hjælp af en snor.

Kvakket måbede da Silvia tog kappen på og bandt sit hår op.
"Hvordan kan du gøre dig klar så hurtigt, hvor du stadig ser så pæn ud?" udbrød Kvakket og hoppede efter Silvia. Selv gjorde Kvakket sig stortset aldrig klar, da hun normalt bare sov i det tøj hun havde på, og hun kunne heller ikke gøre noget ved hverken sit hår eller tøj. Hendes tøj var blevet lidt slidt og var også lettere beskidt, så hun havde opgivet kampen om, at bare prøve på at gøre noget ved det, og hendes hår var bare umuligt, da hun ikke havde redt det i længere tid, da hun hverken havde en kam eller børste.

Silvia kastede et kort blik på hende, svarede ikke på hendes spørgsmål. Udseende var ikke noget Silvia gik særlig meget op i, og at Kvakket nok ikke var særlig 'pæn' og ren, havde hun ikke bemærket.
"Lad være med at gøre dumme ting, når vi er derinde," sagde hun med et stift blik fremad. Hun håbede at Kvakket var i god form, for der skulle gå's langt.

//out//

Kvakket nikkede glad, og opdagede et insikt, som hun hurtig lige fangede for at spise. Hun havde ingen problemer med at følge med Silvia, da Kvakket kunne hoppe rimelig langt af gangen, og skulle derfor ikke bruge ligeså meget energi.

//Out