Et dødsfrygtet skrig følger Suki hele vejen gennem mørket, i et skærrene ekko.
Efter salget mod de mange jader, safir, ja selv diamanter; bliver der helt stille.
Først et minut efter lyder en smertefuld knurren, da Suki kom til sig selv.
Hun så okay ud... Booortset fra den arm hun ligger på, som ser ud til at være gået af sit led.
Hun fik løftet sig op og sidde, uden at vide om hendes arm, da den mest af alt er følelsesløs lige nu; mens hun holder sig på hovedet med den raske hånd, som har fået et par hudafskrapninger hist og her.
Hendes blik er stadig slørret efter slaget mod hovedet og at havde fået tømt alt luften ud af lungerne ved kanten.

Morgana lå som forstenet med tilbageholdt åndedræt, men ikke en lyd hørtes. Tankerne stod stille, men hjertet hamrede frygtsomt. Hun vidste ikke, hvad hun skulle gøre, og om hun overhovedet turde røre sig. Hvis hun fik udløst lukkemekanismen ville Suki være fanget nede i skakten uden mulighed for at komme op. Men Morgana turde ikke blive liggende og vente på livstegn, der måske aldrig kom. Varsomt rejste hun sig op og listede over til sin taske og begyndte at rode rundt i den. I bunden lå et relativt kort reb, der ikke målte mere end 4-5 meter, som hun greb og tog med sig tilbage til hullet.
Igen lagde hun sig på maven og lyttede, og denne gang opfangede hun en svag lyd, som fra et såret dyr.
”Suki? Jeg har et reb, men jeg ved ikke, om det er langt nok.” Bekymret så hun sig om, for der var ingenting i hendes umiddelbare nærhed at gøre rebet fast til.
”Kan du høre mig, Suki?”

Suki kom småt til sig selv og fik den døvene ringen for sine ører til at stoppe, med et ryst eller to. Et enkelt knæk kom det fra hendes nak og det gav et ordenligt muskeltræk i hende, da hun gjorder det, så hun ikke kunne undgå at skrige, da den løse arm også rykkede i sig.
Straks tog hun sig til armen og bed hårdt sammen, for at holde det ud. De to adskilte led havde åbenbart lige fanget en nerve mellem dem, da musklen trak sig sammen.
Da hun jo arbejder som en læge, er hun vel kendt til sådanne skadder og fanger straks hvad der var sket med armen, da hun holdte den.
"For Lyset da, det gjorder nas!" undslipper hende uvilligt, for at hun kunne komme af med lidt psykisk smerte.
Hvis bare hun kunne se præcis hvordan armen hang... Så kunne hun skubbe den på plads igen. "Fffffhh..." kom det fra hende, da hovedet igen gav en dunken fra hende.

Først der opfattede hun at hun sad på noget. Med den raske hånd samlede hun en genstand under hende, op og prøvede at vende den mod det svage lys fra skakten, men det var ikke nok.
Hun fik rejst sig op og stå, dog lidt vakelvorn da hun stod på en masse sten og skatte. Hun tænkte hun ville op for at rette armen og ikke mindst finde ud af hvad hun havde i hænderne. Hendes ben var dog ikke beskadigt da hun landede på ryggen, med armen under... Kun nogle mærker på hendes ben.
Hun sukkede og lukkede øjnene, for at samle den smule fokus hun havde, som var svært på grund af faldet mod hovedet.
Hun åbnede dem og fik så roligt hævet sig over den ustabile grund, hvor hun så fik trukket sig mod lyset, via telepati. Hun knurrede sig lidt igen, da endnu en dunken kom, så hun kort fik sluppet sine krafter, men af ren refleks satte hun fuldt fokus lige efter, så hun kun lige nåede at falde en halv meter.

"Jeg er okay" når hun at sige, før hun får et reb i hovedet... Stille dukker hendes hoved op fra kanten og kigger på Morgana med et forslået smil, og en massiv bule i siden af hovedet, lige nær tindingen.
Hun kommer op og stå på kanten, med stennen i hånden, og en dænglende arm...

Eden, som Suki slyngede ud, fik både Morgana til at trække lettet på smilebåndet, samtidigt med, at et bekymret udtryk trådte frem. Hun rynkede panden og forsøgte at se Suki igen, og kom pludselig i tanke om ilden i hende. Hvis hun bare havde husket sin evne, var Suki muligvis aldrig faldet ned. Et jag af dårlig samvittighed kom, men hun nåede ikke at tænke mere over det, da Sukis hoved i det samme kom til syne. Et øjeblik forstod hun intet, men accepterede det blot. Suki var ingen almindelig person!
Morgana stak en hånd frem og hjalp Suki helt op og støttede hende, så hun ikke risikerede at dumpe ned igen. Hun så miserabel ud med bulen og den dinglende arm, men det var ingen alvorlige sår, så det ud til. Bulen bekymrede hende dog lidt, da den sad et kritisk sted. Hvis hun fik et ildebefindende ved kanten af skakten, var det ikke sikkert, ar Morgana ville kunne holde hende, og hun var ikke sikker på, om Suki ville holde til endnu et fald!
”Du ligner ikke en, der er ok! Kom og sæt dig ned. Det vil vist være det bedste lige nu!” Sagde Morgana stille og forsøgte at genne henne blidt hen mod søjlen, hvor Suki tidligere havde gravet blomsten ud, så hun kunne få lidt rygstøtte og lidt skygge.

Suki tog imod alt den hjælp hun kunne og fik sat sig ned. Hun fik lagt, hvad var en safir, ned på hendes skød, mens hun satte sin fokus på armen.
Hun kiggede sig så omkring for at se om hun kunne finde en grev eller noget. Men der var ingen lige i nærheden, så hun greb sin trøje ved skulderen, ved den side hvor den skadede arm var, så hun kunne se hvad hun lavede. Hun satte stoffet i munden, i en god klump, før hun så tog et solidt greb med den raske hånd og tog en dyb indånding...
Man kunne se hun talte til tre, med de små nik hun lavede til sig selv...
Der kom en kort klik agtig lyd fra hendes skulder, idet hun skreg ind i stoffet og fik bidt voldsomt sammen i det. Hun havde givet armen et hårdt ryk, så den kom på plads...
Hendes ene øje løb i vand af ren smerte, men nu sad den da på igen, så den virkede.
Hun sad helt stille nu, dog med dybe vejrtrækninger og et svagt åbent øje; det som ikke havde en tåre i sig.
Det tog hende dog ikke længe at få samlet sig sammen igen, for så at prøve at bevæge den rettede arm. Den virkede som ny, som fik hende til at suk lettet op, mens hendes spidse tænder slap stoffet, som havde fået et mindre hul efter bidet.
Hun kigger så på Morgana, med et normalt smil, selvom bulen dog stadig er den samme.

Forfærdet kiggede Morgana på Suki, da det gik op for hende, hvad hun havde gang i.
Selv gennem stoffet kunne Morgana høre skriget, der hverken var helt dyrisk eller helt menneskeligt. Morgana forstod, hvorfor hun var så dygtig læge, når hun kunne behandle så smertende skader på sig selv. Skulle hun en dag behandles, måtte Suki gerne rode med skaderne… - men hun håbede ikke, at det nogensinde ville blive nødvendigt!
Udmattet. Som havde hun været ude for en fysisk stor anstrengelse. Men smerten tærer sandsynligvis også en del! Tænkte Morgana og sukkede. Bare det at have set på fik det til at vende sig i hende. Knuden i maven var ved at løsne op, men skriget sad stadig i hendes ører. Hun håbede, at armen nu sad som den skulle, så Suki ikke skulle påføre sig selv mere smerte.
Da Suki smilede sit normale smil til hende, rystede hun opgivende på hovedet og satte sig ned ved siden af pigen og kiggede undersøgende på hendes øjne. Pupillerne så nogenlunde normale, selvom de ikke havde trukket sig så meget sammen, som de burde.
”Du er ganske smerteignorant!” Udbrød hun og rystede opgivende på hovedet.
”Og jeg kan se, at du fandt dig et souvenir dernede!” Morgana nikkede mod den store safir i skødet af hende.

Suki trak stadig vejret lidt tungt, af ren udmattelse, som sagt.
Først da der blev nævnt noget om den sten hun fik med op, lagde hun mærke til hvad det var. En overordenlig stor blå safir lå der.. Omkring 200 karat.
Hun tog den op med begge hænder og undersøgt den. "Wauw.. så det var det, det var.." kommenterede hun og fik et endnu større smil nu, som havde hun allerede glemt hendes smerter..
Hun blinkede lidt og fik en tanke... Hun faldt jo ned i en kæmpe bunke med dem. Og måske det med mere værdi. "Morgana!-" siger hun begejstret. "Der er tusinde af dem der nede."

”Tusinder..?” Morgana så med store øjne på Suki. Godt nok havde hun ventet en skat, men ikke af den størrelsesorden! Måske et par sten eller lidt metal, men tusinder af juveler på størrelse med den i Sukis hånd… Stenen var virkelig fantastisk, og lyset, den fangede, blev reflekteret og kastet tilbage. Den var blå som havet, de kunne skimte i horisonten, og facetterne anedes uendelige. Den var mere end sin vægt værd.
”Så… er vi jo rige…” Hun så tænksomt over mod skakten og rynkede brynene. Hun vidste ikke helt, hvad hun mente om det. Rigdom forpligtede, og hvad skulle hun også bruge alle de juveler til? Hun gik sjældent med smykker, og hvis hun gjorde, ville det bare tiltrække tyve og overfaldsmænd. Nej, tanken om så megen rigdom kunne hun ikke håndtere lige nu. Et smil brød ud på hendes ansigt og hun lo stille.
”Hvor ironisk…” Tilføjede hun for sig selv og kørte en hånden gennem krøllerne, der som altid sad viltert og utæmmet, trods ihærdige forsøg på andet.

Suki sad allerede og fantaserede over alle de nye ting hun kunne få. Et hus i byen! Et labratorie til hendes mediciner og eliksier. Bestemt noget nyt tøj... Det hun har på nu har været hendes mors.. Og alt det mad. Hun vil aldrig gå sulten mere, som ofte sker, i denne mørke tid... Hun har kun levet på det hun selv har kunnet finde for tiden. Salater, spiselige planter eller andet som ikke er kød. Hun er ikke glad for at spise kød, da hun generelt ikke kan fordrage dræb af noget levende væsen. End ikke fisk eller æg. I stedet har hun mange forskellige drikke, fra en gang kogte urter, hvor hun for det hun skal bruge i kroppen, til at havde en fin balance i den. Nok også derfor hun har den figur som hun har.

Hun blinker og vender blikekt mod Morgana, da hun kommentere.
"Hm? Ironisk? Hvordan?" spørg hun igen nysgerrig, med sin hale, viftene glat over vandet på de forskelligt farvede sten, som et svagt spejl der blev pudset; mens ulve ørene rettede sig op.

”Ironisk, fordi jeg aldrig har ønsket mig rigdom. Jeg kender mange, der altid har stræbt efter magt, status og valuta, men jeg, der aldrig har behøvet specielt meget, falder lige pludseligt over det her.” Hun trak ligegyldigt på skulderen og smilede gavtyvagtig.
”Men sikke en masse muligheder vi har lige pludseligt, og sikke en masse grunde har andre pludseligt til at slå os ihjel, hvis de finder ud af det her!” Det bekymrede hende, at hvis hun skulle til at rende rundt med så mange værdier på hende, havde hun ingen steder at gøre af dem. hun holdt ikke til nogen steder, og kunne derfor ikke deponere værdierne sikkert.
”Måske bør vi kun tage et par stykker med hver, og gemme resten af den her under seglet. Der har de jo ligget urørt i laaang tid.” Morgana spekulerede ikke så meget over, om Suki ville forråde hende og tage skatten selv. Selv den ene sten, som Suki holdt, ville være nok til at købe et sværd, som hun havde drømt om i lang tid.
”Men hvordan får vi dem i det hele taget op?” Morgana rejste sig og gik hen til skakten og kiggede ned. Mørket var uhyggeligt, og med en svag bevægelse af fingrene lykkedes det hende at tænde en flamme, som hun slap og lod dumpe ned i mørket. Der var mange meter ned. Måske 4-5 meter. Ufatteligt, at hun ikke slog sig mere, end hun gjorde! Tænkte Morgana og kiggede tilbage på Suki.

Suki blinkede og lyttede nøje til grunden og tænkte over den lidt.
Hun kløede sig lidt på kinden, med kløerne, hvor der uheldigvis var en rift, så hun kom til at åbne lidt blod ud, da huden blevet rykket lidt i. Hun reagerede dog ikke, med andet end et endnu et blink, hvor hun så kiggede hen på skakten. Så op på Morgana med et smil.
"Tjaa.. Jeg kan jo levitere. Det var sådan jeg kom op" forklarede hun kort og smilte grinsk.
Hun to safiren i hånden og forsøgte lidt groft at komme op på benne igen, selvom de var noget svækket efter den adrenalin, hun fik ved faldet.
Det lykkeds hende dog, hvor efter hun spasserede hen til sin kurv, hvor hun puttede stennen i.
Hun vendte sig så om igen og kiggede afventende på Morgana, om hun skulle gøre det. Hun er ikke den grådige type, så hun ville ikke gøre noget, medmindre det okay. Det var jo også Morgana der fandt den, så i teknisk set er det hendes...

Morgana kiggede forbavset op på Suki og funderede lidt over navnet for hendes evne. Det var hun aldrig stødt på før. Nå ja, hun anede ikke engang om hendes evne havde et eller andet fint navn, så hun skubbede tanken fra sig igen og koncentrerede sig om det foran hende. Ilden var nået helt ned og lå og brændte i kanten af skakten, men snart krævede det for meget af Morgana at holde den ved lige. Hun havde også set nok.
”Jeg synes, at vi skal lade os nøje med nogle sten og gemme resten under seglet. Du kan tage så mange du vil have, hvis det er nødvendigt, for der er vist rigeligt til os begge!” Morgana kiggede bekymret på Suki, der så ud til at være meget besværet af skaderne, og et øjeblik havde hun mest lyst til at løbe hen til hende og bede hende sætte sig ned igen, men noget i Sukis holdning holdt hende tilbage. Hun rejste sig op og gik stille hen til hende.
”Vil du hjælpe mig med at få dem op? De er lige så meget dine, som mine, da vi sammen fandt dem… og jeg tror ikke, at ham den gamle konge kommer til at savne dem!” Hun smilede skævt og så op mod residensen forfalde udseende. Hvor ville det dog være herligt, hvis man kunne sætte bygningerne i stand. Det kunne blive et fint hjem for helbredelse og restituering!

Suki nikkede og smilte tilbage til Morgana. "Selvfølgelig. Jeg tager bare en håndfuld eller to med op" siger hun og går hen til skakten igen med kurven under den raske arm. Hun holder sig dog en halv meter fra kanten, så hun ikke skulle ende med at falde igen.
Hun lukkede sine øjne kort hvorefter hun så svagt løftede hagen, hvorpå hun lettede med fødderne fra de våde sten, så hun nu roligt gled ned i mørket igen.

En smule klirren fra sten kom der nede fra, hvor hun tre minutter efter kom op igen, med kurven foran sig.
Det gav dog et pludseligt ryk i hende, da bulen fra før gik ind og dunkede i tindingen igen, så det forstyrrede hendes telepati nerve, bag øjnene.
Hun nåede var så tæt på at få sat fødderne, før det skete, så fodden der stak ud, gled ad kanten.
Hvis ikke hun bliver grebbet, når hun at redde sig selv med telepati.

I det Suki forsvandt ned i skakten igen, fik Morgana lagt rebet tilbage i tasken, inden hun vendte tilbage og så efter hende. Da hun kom op igen, smilede hun venligt og forbløffet, over de mange sten og deres strålende farver. Idet Suki mistede balancen og var ved at falde igen, greb Morgana fat i hende og hev hende ind over kanten.
”Suki, det ville nok næppe være sundt til dig med endnu et fald dérned!” Hun nikkede mod skattekammeret og lo lettet. Selvom kurven, som Suki holdt, var blevet rystet kraftigt ved det pludselige greb, var kun et par sten forsvundet, og Suki var blevet reddet denne gang. Vi må nok hellere få lukket dét hul, hvis vi ikke skal risikere at andre falder over vores lille hemmelighed! forsigtigt satte hun sig ned og studerede mønsteret. Morgana følte rundt langs kanten og fandt to huller ved siden af hinanden. Prøvende stak hun to fingre ind og trak op, hvorved et lille ’klik’ lød. Lukkemekanismen var blevet fundet, og langsomt begyndte mønsteret i gulvet, hvor de stod, at bevæge sig på plads igen og lukke skakten af.
”Kom, lad os gå lidt længere ind, så vi ikke risikerer noget.” Hun lagde hånden på skulderen af Suki og kiggede bekymret på hende. Selvom hun ikke var helt normalt, var der nok grænser for, hvor meget hun kunne holde til. Og igen faldt hendes blik på juvelerne, skinnende og fantastiske. Der måtte være næsten 15 sten i kurven i forskellige farver og nuancer, lige fra de primære til tertiære farver… - Og intensitet af farverne varierede. En var så blå, at den næsten var sort, mens en anden var gennemsigtigt og lod hende ane de andre, der lå under den. Dog havde de alle det tilfælles, at de var næsten lige så store som ferskner. De var i sandhed uvurderlige!

Suki sukkede over at en bule kunne tag sådan på hende, at den forstyrrede hendes magi og koncentration. Normalt behøver hun nemlig ikke at stå stille og fokusere. Der virker det bare med det samme...
Men ikke mindst, virker hun meget træt nu, efter at have brugt yderliger krafter på at holde den fokus og bruge af sin magi, som også kræver en del af kroppen, når man skal løfte sin egen vægt.
Hun blev pænt flyttet væk, mens hele gulvet lukkede sammen igen, bag dem, hvor hun så kiggede på Morgana, som åbenlyst stirrede ned i kurven.
Selv vendte hendes blik der ned hvor hun stille begyndte at vurdere hvor mange der var til hver.
"Hmm.. vi kan få 7-8 hver. Så du tager bare dem du finder mest lokkende. Jeg har allerede min safir, som er nok til det meste udstyr til et labratorium eller et lille hus i beboelseskravteret, i Byen.

”5 er mere end rigeligt til mig. Selv en vil gøre mig utryg et rende rundt med, og jeg kan alligevel ikke have så mange med mig! Du kan beholde resten, hvis du vil. Det er vist også dig, der har fortjent dem mest.” Et skævt smil kom frem, da hun bekymret kiggede på hendes pande, hvor hun havde slået sig.
Morgana lagde forsigtigt en hånd om en safir, der mindede om den, Suki holdt. Blot var farven en anelse dybere, så knapt så meget lys skinnede igennem. Ydermere tog hun en gennemsigtig, en blodrød, en violet og den blåsorte, der havde fortryllet hende lige før. I kurven lå nu stadig et væld af juveler i regnbuens farver, sammen med den lille blomst, Suki var kommet for at hente.
”Det er vist vores lille hemmelighed, det her.” Hun smilede prøvende og gjorde sig klar til at forsvinde fra stedet. Af en eller anden grund var hun bange for, at hun pludselig ville vågne op, og det hele ville vise sig at være en behagelig drøm. Hun ville gerne på afstand af den tildækkede skakt, for selvom der ikke havde været udløst nogen fælder, betød det ikke, at der ikke var nogen.

Suki smilte mør og nikkede til hendes valg, for egentlig at være ligeglad med hvilke der var tilbage. Lige nu ønskede hun bare at komme hjem og hvile sig... Som godt kunne ses på hendes øjne, der langsomt var gået hen og blevet tunge. Man kan ikke se de er blodsprængte da hendes øjne jo altid er røde, så kun det at hendes pupiler er store og hendes øjenlåv hænger.
"Ja; lad håber den forbliver vores.." kommentere hun, fuldt af endnu et smil, som er lidt varmere denne gang.
Stille gik hun nu mod en udgang, med kurven på hæng og Morgana; i følge.

Hun nikkede langsomt og lod de 5 juveler lægger sig i bunden af tasken, inden hun trak den op på skulderen. Kappen havde hun åbnet i halsen, da fugtigheden i luften var begyndt at kunne mærkes.
Langsomt fulgte Morgana med Suki ud af residensens atriumgård uden at se sig tilbage. Regnen var stoppet for længst, gik det op for hende, og dagen var blevet varm. Væksterne dampede af fugtighed, og foran dem smøg disen sig om jorden. Selv hvis hun havde set sig tilbage, ville der ikke have været meget at se. Disen ville have sløret det hele, så det virkelig havde set ud som en drøm.

//Out.

Den vandfødte elemental sad for foden af en af de store søjler af marmor. Hendes ben var dækket af det sagte havvand, der dovent bølgede frem og tilbage over de hvide marmorfliser. Det var smukt. Det krystalklare vand glitrede i solnedgangen, og Alcyoñe så det hele som idyl. Havet, der langsomt men bestemt opslugte de menneskeskabte ruiner af, hvad der for dem engang var et stort og prægtigt slot eller palæ. Nu var det, som det skulle være. Ødelagt og langsomt forsvindende i naturen. Op af søjlerne stragte der sig grådige slyngplanter, og på ødelagt murbrokker voksede der frodigt mos. Og så var der vandet.. Det sagte vand, der satte kronen på værket.
Alcyoñe sukkede og strøg en hånd igennem sit element. Der var ikke mere end 15 centimeter dybt, men det var umiddelbart nok til, at de mindste fisk vovede at begive sig op langs marmorgulvets overflade. Hun betragtede dem, som de sugede næsten usynligt plankton fra de hvide sten. Også et par gobler var der at spotte, men kendte vandelementalen dem ret, så var de blot kommet på afveje af vandstrømmene. Blidt lagde hun en hånd på vandoverfladen, og brugte sine kræfter til at ændre strømmen omkring de strakkels gobler. Snart var de ude af syne og på vej mod det åbne hav igen. Hvis hun havde en mund, ville hun have smilet lidt, før hun lukkede øjnene, lænede hovedet tilbage mod søjlen og tog en dyb vejrtrækning.

Jath var blevet betaget af synet der havde mødt hende, da hun kom til denne nærmest oversvømmede ruin. Hun slæbte let på fødderne da hun gik igennem vandet og så hvordan de fleste småfisk skyndte sig væk fra hende. Der gik et stykke tid før hun så elementaleren, og da hun gjorde kunne hun ikke lade være med at blive lidt betaget og fascineret. Hun havde aldrig set én før, men det isolerede liv hun havde levet før hun rejste ud. Hun fortsatte forsigtigt nærmere og prøvede at gøre sig opmærksom, uden at lave et stort nummer ud af det.