Hun betragtde ham, og trak da også på smilebåndet da hun så hvordan ungerne nærmet overfaldede ham, idet han satte sig, "Jeg ved ikke om det er en titel man kan pryde sig med, men jeg er stolt af min afstamning!" siger hun bestemt og går et par skridt tætere på, hvorefter hun satte sig ned forean ham "Du er ikke ret gamml, er du?!" hun var tydeligvis overrasket over hans lille størrelse, og hun lagde på ingen måde skjul på at hun syntes at det var sært med mennesker med haler, dem hvde hun efterhånden set et ar stykker af, men aldrig vænnet sig til tanken

Han smilte lidt op til hende. " Jeg er ældre end jeg ser ud.. Jeg har arvet min mors højde.. Faktisk ligner jeg ikke rigtigt min far.. Men ja, jeg er 19 år.." Han skar en grimasse lige idet en lidt for nærgående unge nappedde ham i øret. Hans ene hånd for hen og knipsede lidt ungen over snuseskaftet. " Ikke spise mit øre.. Det skal jeg selv bruge.." Mumlede han småleende.

Hun prøvede at skjule sin åbenlyse overraskelse, det var tydeligt at hun kun troede han var et barn, men så var han faktisk lige så gammel som hende selv "ææh, okay" . Hun rømmede sig, ingen var hvad de så ud til at være hernede, mennesker var havfolk, stinkdyr var mennesker, hvad blev det næste?. "Og hvorfor har du så stadig hår i din meneskeform?" spørgsmålet lod ikke til at genere hende, selvom det måske var at gå over stregen, dog virkede hun ikke til at have så mange hæmninger i nogen hensigter

Han trak på skuldrene. Han anede det ikke, men alligevel havde han en ide om hvorfor. " Jeg ved det ikke, det begyndte for et års tid siden..Jeg tror det muligvis er mine stinkdyrsgener der er ved at tage overhånd, det er endnu en grund til at jeg passer på med hvor lang tid af gangen jeg er i stinkdyrs skikkelse."Sagde han forklarende. Lod sig ikke mærke med hendes overraskelse over hans alder. Han havde været vant til det lige siden han var 14-15 år og forblev lille.

Hun kigger undrende på ham "Hvorfor befinder du dig så så meget i din stinkdyrsskikkelse?" Katah sætter sig igen ned og læner sig tilbage, hun har for længst dømt ham til ikke at være en trussel "Det er da ogsåsært, er det ikke menneske du er født som?" Hun kaster et blik rundt på de andre stinkdyr der render rundt om benene på ham

" Jeg gør det af ren og skær sikkerhedsmæssige årsager for mig selv og folket." Mere ville han ikke sige om denne sag. Istedet begyndte han at nusse en af de helt unge stinkdyr på maven, hvilket resulterede i at den lå og på det nærmeste spandt med killingede bevægelser på ryggen.
Han smilte let.
" Jeg blev født somhalvdyr. Hvertfald hvad min far fortalte mig.. Men jeg har aldrig mødt min mor.. Eller jo.. Men hun døde da jeg var meget ung så jeg har ikke rigtig nogen ide om hvordan hun så ud eller var. Men kan huske hvordan min far var mere blidt når hun var der. Man kunne næsten kalde ham kærlig."
Forklarede han. Tankerne fór kort hen på den mand der engang havde forfulgt ham i en længere periode og spurgt ham ud om hvordan han var som han var, og studerede ham på det nærmeste. Det havde ikke ligefrem været en sjov oplevelse.

Katah løftede et øjenbryn med en undrene mine "Gemme sig? for hvad? Du har da vel lært at slås?" hendes stemme er mere konstanterende end spørgende, hun kunne ikke forestille sig et liv uden kamptræning, eller for den sags skyld tæsk. Der hvor hun var vokset op hørte tæsk til kærligheden, man skulle jo hære barnet, så de kunne klare sig. Et tænkende blik glider over det hårde grå blik "Hvad i alverden sagde din far til at du blev født som halvdyr? De må da have fået lidt af et chok!" griner hun med en dyb tung latter

" Hænger du nu ud med dyre mennesker søs? Er du virkelig så langt ude?"
Høres det leende inde fra skoven, som Tarak kommer frem bag træerne, hvor han har tilbragt lidt tid, og har, ikke at han vil indrømme det, holdt øje med sin søster. Han bærer ingen våben overhoved, og har blot enkelte lange klæder spændt om den store og muskuløse overkrop. Han sender fyren ved hendes front et blik, et hårdt og advarende et af slagsen. Han gik roligt imod dem, i sin fylde højte, afventende på hvordan de reagere

* Komisk evne* Tænker han muntert og frembringer et lille falsk, imødekommende smil på læberne.

Jerik havde været lige på nippet til at svare hende, på hendes drillende spørgsmål, men blev brat afbrudt idet en dyb mandsstemme afbrød ham.
Han så hurtigt derhen hvor stemmen kom fra. Stirrede på den grov og muskuløse mand. Han mindede Jerik om Katah.. Han skævede tilbage igen. Temmelig usikker. Han syntes langtfra om det blik han havde fået og bestemte sig i en hast.
Han skubbede blidt de unge stinkdyr af sig, inden han selv nærmest syntes at skrumpe ind og antage helt andre træk. Nu var han igen et stinkdyr. Et par advarende bjæf lød til stinkdyrsflokkens alpha, som for at sørge for at han holdt flokken samlet hvis der skete et eller andet uheldigt.
Det skete da også hurtigt at flokken syntes at samle sig mere end de havde gjordt før. Jerik selv blev hvor han var, men stirrede vagsomt op på 'kæmpen'.

Katah rejste sig med et sæt, idet hun hørte sin broders stemme, hendes blik blev forvirret, men vendte hurtigt tilbage til det hårde stålgrå. "Hænger ud og hænger ud, jeg snakker med ham!" hendes stemme er fyldt med overraskelse, det er tydeligt at hun ikke ønskede at hendes bror skulle se hende i den situation "Men du er jo ikke bedre selv, sådan at følge efter mig!", hvæser hun arrigt mod ham og samler sit spyd op. Katah og Tarak minder uhyggeligt meget om hinanden, bortset fra at Tarrak er større og mere muskuløs

Tarak kiggede med et grin på Katah, dog var der ingen følelser at spore i hans blik "selvfølgelig fulgte jeg ikke efter dig søs, man kan høre dig i miles omkrds, stille har du aldrig formået at være!" hans stemme er kold og monotom, ligesom hendes. Han sender Jerik et dræbende blik, og hans lange pisk bevæger sig i små faretruende sving, inden han vender ryggen til dem begge og forsvinder

// Out

Han stirrede længe efter den anden. Katah og ham havde åbenbart ikke det bedste søskende forhold.. Hvilket egentligt var forståeligt syntes Jerik. Han havde ikke kunnet lide den aura han havde fornemmet fra den anden, og hvis det passede med at han havde uspioneret dem, kunne det ganske let være at han havde opfattet at Jerik var en efterlyst person af Mørkets Lord. Han håbede det ikke. men alligevel ville det være bedst at få flokken et andeet sted hen, ellr finde en flok et andet sted, selvom han var kommet til at holde af denne flok.

(( .. wtf skete der lige der.. Oo ? ))

(søskendekærlighed ^^(der var vidst lige smuttet et par latintimer i Juels planlægning, så han blev nødt til at smutte))

Katah så opgivende efter sin bror, hun vidste udemærket had det betød når han pludselig bare gik, hun blev med sikkerhed ikke populær når de mødtes igen, hvilket de ville før eller siden, det var deres skæbne at stødte på hinanden af og til. Hun skar en grimasse til Jerik "Han kommer ikke tilbage foreløbig, problemet hænger på mig!" siger hun overbevisende og ser ned på dyret, med et skævt smil

// Frys

Jerik så bare op på hende. Rystede en smule på hovedet .Nu da en anden, temmelig brutal´fyr havde uspioneret dem, måtte Jerik hellere vælge det mest fornuftige: at stikke af og søge hen mod en helt anden del af skoven, før Mørkets Lord fik et hint om at der befandt sig en af Lysets Krigere ude i skoven, og sendte sine krigere efter ham.
Han ville gerne sige hende noget, men turde ikke. Istedet sendte han hende et kort, bedene blik, inden han forsvandt ind under de tætte buske. Kort efter gik det op for Alpha-hannen i flokken at Jerik var væk, og den lille stinkdyrsflok blev hurtigt gennet efter.

//out ( sorry kunne ikke lige finde på hvad jeg ellers skulle skrive ^^; ))

Katah så kort efter dyret, hun rømmede sig og nikkede, hun var vant til at hendes broder skræmte samtlige af alle dem hun faldt i snak med væk. Hun så op mod solen, det var nok på tide at hun kom mod byen, og hun begyndte med sine kontrollerede faste skridt at gå, hun havde desuden også en bror hun skulle snakke med. Der gik heller ikke længe før hendes stærkeben havde båret hende væk fra skovens skygger

// Out

Angelina kommer roligt gående. Hun har et par stramme bukser på,
som er lidt slidte og en top der viser lidt mave. Hun har en jakke udover,
men lige nu er den ikke lukket så man kan se hendes mave.
Hun har ikke sin hat på idag. Hun stiller sig lidt i læ af et træ.
Hun smiler skævt. Hm. Gadvide hvad Samson ville sige til at hun havde fået
en søn.

En tydelig lyd af horve som slår ned mod jorden, høres i mellem træerne i skoven. Hovenes lyd bliver højere og højere, jo nærmere den store tyr Brutus, nærmer sig Angelina. Samson sidder på ryggen af dette store pragtfulde dyr. Han har grebet fat i begge horn, og har hevet sig en smule fremad på tyrens ryg. Hans ansigt er alvorligt, men afspejler ikke hvilket humør han er i. Det kan både være det ene og det andet, det kunne ingen andre vide end Samson selv.
Samson var iført det samme slags tøj, siden januar. Det var skam blevet vasket i mellemtiden, og han kunne sagtens få noget nyt rent på. Han havde flere af samme slags oppe på borgen.
Brutus prustede med jævne mellemrum, som den ellers skred fremad.
Pludselig synes Samson at kunne mærke en tilknytningskraft i nærheden, ikke så langt fra. En magisk tilknytningskraft, ligesom hans slaver bar. Men hvilken en slave, vidste han ikke. Han fulgte denne magi, og vendte hovedet over mod en skikkelse længere fremme. Han kunne dog ikke se hvem det var, men dog vidste han at det var en som han ikke havde set i noget tid.
Brutus kom nærmere, og stoppede endelig nogle 10 meter fra Angelina. Samson betragtede hende og hævede let det ene øjenbryn. Hun manglede da hatten i dag? Samson kunne godt genkende hende nu, selvom der da manglede noget på hende. Men han havde trodsalt styr på sine slaver.

"Ser man det... Godaften Angelina!" Brummede Samson og et smil kantede sig over hans læber.

Hun står roligt under træet og smiler skævt.
Da hun hører tyrens skridt komme nærmere bevæger hun sig ikke.
Hun kan dog godt virke lidt skræmt da hun ikke ved hvem eller hvad det er
der kommer imod hende.
Hun smiler skævt da hun ser at det er Samson.

"godaften Samson" svarer hun og smiler.

Samson smilte roligt, lod sine ben svinge over tyrens ryg, og lod sin store mukeløse krop dumpe ned på jorden. Han rettede sig ordentlig op, efter at have været gået en smule ned i knæ, da det skulle tage det stød som ellers ville være gået op gennem hans ryg.
Han vendte atter hovedet over mod Angelina, og tog et par skridt frem mod hende. Brutus stod og så til et øjeblik, inden den så småt begyndte at trippe lidt væk fra dem.

"Det var et pudsigt sted at tilbringe sin tid, på denne aften? Alene i skoven?" Han smilte et lille fornøjet smil, men hævede sine øjenbryn let. Samson havde forandret sit udseende en del, sidst de havde set hinanden. For ikke at tage det meget lange hår, samt skæget, og tøjet, og de endnu større overarme end ellers.
Han lagde sine arme over kors, mens han stod og så på Angelina.

Angelina smiler skævt og træder hen imod Samson.
"Jeg havde bare brug for at gå en tur" svarer hun roligt.
hun venter stadig på at han vil kommentere hendes ikke-gravide mave.
Angie smiler skævt. "Hvad laver du selv her så sent'? " spørger hun
og smiler udfordrende