"Lad være med at kalde mig Miss.." Sagde hun bare gnavent og fulgte modvilligt med. Hun gik op af trappen, med blikket i jorden og ventede så deroppe. Hun var en smule spændt på, hvor det var. For hun kunne godt bruge et større sted, da hun efterhånden havde udviklet en lille klaustrofobi. Det var ikke så meget lyset hun tænkte på, for hun havde varulvens mørkesyn og kunne derfor se ligeså godt, hun ville endda gå så langt som at sige, endnu bedre i mørke, end i lys.

han åbner døren og står og venter. "versågod og træd inden for" siger han og smiler. Rummet er som sagt lyst op og i midten ligger en briks og i hvert hjørne en holder til arme og ben. rundt på vægene hænger forskellige tortur remidier. han ser afventende på hende og to vagter står klar bag ved ham hvis hun prøvede at stikke af

Uzuri betragtede rummet. Hun så halvskræmt på ham og begyndte at løbe væk. På vej tilbage, slog hun ud efter en af vagternes mave, hvilket gjorde at hun fik et lille forspring, dog var vagterne hurtigt efter hende. Forhåbentlig ville hun komme ud i dagslyset, før de nåede hende, for hvis hun gjorde, var chancerne for at hun ville komme ind igen, minimale.
Men nu løb hun bare, så godt hun nu kunne. Hun kunne dog ikke helt finde rundt, så det gjorde chancerne for at hun ville komme ud, en smule mindre.

"Miss Lilly. Dørene er låst i slottet for at forhindre deres flugt" råber han efter hende og smiler. Vagterne står klar omkring dørene og vil derfor let få fat i hende og tvinge hende ned i rummet (?). han venter på at vagterne skal komme med hende.

Uzuri nåede endelig til en dør, men der mødte hun to vagterne, som med det samme tog fat i hendes arme og ben og bar hende hen til Io. "Slip mig..! Arh.. Slip mig så!" Råbte hun af dem og gjorde sit bedste for at komme fri, men det var forgæves. Hun blev båret hen til Io og blev holdt der. Også selvom hun kæmpede så godt hun kunne få at komme fri.
"Din.. Arrh.. Du snød mig!" Sagde hun vredt og stirrede ondt på Io. Hun vidste godt hvad hun skulle derinde. Hun skulle tortureres. Hun spyttede ham i hovedet(?) og blev ved med at gøre modstand.

"spænd hende fast" siger han til vagterne der bar hende til briksen og spandt hende fast (?). han tørrede hendes spyt væk fra ansigtet. "jeg kunne gøre det på den hårde måde som jeg også har fået lov til men lad os starte blidt ud og tale blidt sammen" siger han og stiller sig ved siden af hende. han kigger på hende og nyder at se hende vride sig fir at prøve på at komme fri.

"Årh.. Dit.. Dit.. Dit svin!" Sagde hun med stemmen fuld af foragt, da hun blev spændt fast. "Grr!" Kom det fra hende, men hun stoppede efterhånden, med at prøve at komme fri. Hun kunne ligeså godt spare på sine kræfter. Så hun nøjedes med at stirre ondt på ham.
Hun overvejede lidt om han var en type, hun måske kunne bestikke. Hun tænkte lidt. Hun havde ingen penge, så hvad skulle hun så bruge? Hun smilte lidt. Hun var trods alt en kvinde.

"nå lad os snakke" siger han kort. "og jeg vil lige pointere at jeg er ikke korupt som nogle andre. Jeg udfører mit job med glæde." siger han og smiler. "nå mister Samson sagde at de talte om at de var et uhyre og han ville gerne vide hvad det er for et uhyre" siger han og kigger bare på hende. han venter for at se om hun vil sige det eller om hun ville tie.

Hun betragtede ham lidt. "Hmm.. Måske skulle jeg starte med at komplimentere ham lidt.." Tænkte hun og var næsten villig til at gøre alt, for at slippe for det her. Hun var ikke rigtig bange for noget. Men hvis der var noget hun var bange for. Så var det smerter. "Jeg er da også sikker på at du er rigtig god til dit arbejde.." Sagde hun og prøvede så godt hun kunne ikke at lyde sarkastisk, men mere.. imponeret..
"Hmm.. Samson finder alligevel ud af det, på et eller andet tidspunkt.." Tænkte hun kort og svarrede så. "Jeg er en varulv. Men jeg forvandler mig kun, når jeg bliver udsat for dagslys. Du kan sige, at det var derfor at jeg gik klædt som jeg gjorde og det var derfor der ikke skete noget, da han trak tørklædet af. Fordi solen var gået ned.." Hun kunne ligeså godt være samarbejdsvillig, da det måske også kunne gøre noget for at det ikke ville blive så slemt, der der muligvis ville ske, om ikke så lang tid.

"jamen se engang. du er utrolig samarbejds villig" siger han og klapper lidt. "så er det rent teoretisk overstået" siger han og smiler til hende. han går om på den anden side af hende og kigger nøje på hende. han tænker hvordan han skal gøre det sidste

"Hvem ville ikke være samarbejdsvillig, når man var sammen med sådan en magtfuld mand, som dig.." Sagde hun og smilede charmerende til ham. Hun kunne mærke hendes hjerte banke en smule hurtigere, da han rejste sig. Hun så forførende på ham og prøvede at holde smilet, så charmerende, som muligt.

"spar på charmen. jeg er nogenlunde imun" siger han og smiler. han går hen til væggen og kigger på de forskellige remidier. han stryger en hånd over dem med en nærmest kærlig hånd. han kigger på en kniv uden takker og tager den ned fra vægen. han går hen til Uzuri igen

"Er du sikker på at du vil bruge mig til det? Du kunne jo bruge mig til så meget andet. Tænk lige over det. Du har mig i din magt. Du kan gøre lige hvad du vil med mig.. Hvorfor spilde mig..?" Hun kunne ligeså godt gå direkte til det. Hun sank en klump, da hun så kniven.
Normalt ville hun være lidt ligeglad med knive. Det skulle hun nok overleve. Hun var heller ikke blevet bange for Feanor, på nogen måde, da han trak sit sværd. Men det var noget andet, når hun var fanget. Hun kunne ikke gøre noget, for at få ham til at lade være. Hun kunne bare ligge der og vente til han var færdig.
Et øjeblik savnede hun Kravenoh. Hun ville langt hellere være hos ham nu. Også selvom han havde været sammen med nogle andre. Det var jo heller ikke fordi at han og Uzuri havde noget fast eller på nogen måde seriøst forhold. Så selvom det havde gjort rigtig ondt, da hun fik af vide han havde været sammen med en anden, så ville hun næsten gøre alt for at få ham til at komme og redde hende nu.

"jeg er sadist. ikke skørtejager som mange andre" siger han og studerer kniven. "men siden du har været så flink at fortælle din hemmelighed så vil jeg kun slære nogle få rifter i dig" siger han og smiler ledt. han går hen til hende og sætter kniven på hendes hals. han kigger på hende for at se hendes reaktion. "lig stille. det ville være en skandale hvis din pulsåre blev skåret over. jeg ville ikke vide hvordan man standser sådan nogle blødninger." siger han og kigger på hende

Uzuri mærkede blodet suse om hendes øre og hendes puls steg betydeligt, da han lagde kniven imod hendes hals. "Vil du ikke nok lade være..?" Spurgte hun så. Dog var hendes stemme ikke på nogen måde bedende eller tryglende, nej det var hun alt for stolt til. Og hun var også en smule irriteret på sig selv, over at hun havde spurgt ham om det, men der var ikke rigtig noget andet at gøre.
Hun lå helt stille og stirrede op på ham. Hendes ansigt var fuldstændig udtryksløst og hendes blik var ligeledes tomt. Hun lå bare og stirrede på ham og håbede på at han ville lytte til hendes bøn. Hun spændte alle muskler, i hele hendes krop og trak vejret gennem næsen. Hun ville ikke risikere at røre noget som helst, da det nok ikke ville være så godt, hvis han nu skar forkert. Hun kunne dog sagtens forestille sig ham, skære forkert med vilje.

han trækker kniven væk fra hendes hals. "nå lad os så begynde" siger han og kigger vurderende på hende. han sætter kniven mod hendes knæ og begynder at skære et fint men dybt snit. (?) han 'kommer til' at strejfe senen så hun vil have svært ved at gå på det ben i et stykke tid. han sætter nu kniven på hendes pande så hendes blod vil dryppe ned i hovedet på hende

Uzuri bed sig i læben og kneb øjnene hårdt sammen. Dog kom der ikke et eneste ord eller lyd, for den sags skyld. Hun trak vejret hurtigt og hårdt og mærkede hvordan en varm substans dryppede ned på hendes pande. Hun åbnede øjnene og så hvad han lavede. Dog kom der ikke en eneste lyd fra hendes læber. Hun lukkede hurtigt øjnene igen, da en tåre var på vej.
Det blev alligevel lidt for meget for hende, selvom hun kun var blevet snittet en gang. "Lad nu være.." Tænkte hun, men vidste ligeså godt som han at han ikke havde i sinde at stoppe.

han sætter kniven lige under hendes hals. han skærer så hele vejen ned fra imellem hendes bryster og ned til navlen (?). han skærer lete igenem stoffet og kniven skærer et fint lille snit i hendes overkrop. "sådan. næstegang vi ses bliver det en smule mere smertefuldt" siger han og smiler. han venter lidt med at hente vagterne indtil han havde hørt hvad hun ville sige til ham

Hun trak vejret dybt ind og spændte, stadigt, i alle musklerne, da han skar hende igen. Hun stirrede ondt på ham. "Der bliver ikke en næste gang. Det sørger jeg for.." Sagde hun vredt, men viste ingen tegn på smerter eller frygt for flere smerter. Den tilfredstillelse, ville hun ikke lade ham få. Hun mærkede den varme, klamme og tykke substans glide ned ad hendes mave og knæ. Det her ville sikkert blive endnu værrer end skulderen, som var blevet hævet og fuld af betændelse, for skulderen var da blevet behandlet, det ville de her sår, sikkert ikke.

han nikker til vagterne som spænder hende fri. "så kan du pænt prøve at gå ind i din celle igen" siger han og smiler ledt. "du vil ikke være så hurtig med det ben. du vil nærmere gøre større skade end gavn på dig selv ved at løbe med det ben" siger han og griner. han kigger på hende