Selv under den mørke hud var det tydeligt at se, at Ares var blevet forholdsvis rødkindet af det, prinsen sagde til ham. Jeg bliver aldrig træt af dig. Han sukkede hårdt og rystende, mens han trak ny luft ned i lungerne, samtidig med at Fareed langsomt spredte sig ud over lemmet.

"Urh... ah..." Hjertet trommede vildt i brystet, og da prinsen endelig var sunket dybt nok ned over ham, slap Ares sit lem. Den nu frie hånd fandt straks om til Fareeds andet bryst og greb hårdt fat. "Fareed..." stønnede han sløret. Ansigtet blev begravet mellem prinsens skulderblade, hvor Ares gned sig ind mod den varme hud og fortsatte med at give ham små, intense kys, når han kunne samle sig nok til det.

"Åh ja..." klynkede han og måtte rømme stemmen på plads, da endnu en kurrende lyd i stedet blev presset ind mod Fareeds hud. Fingrene knugede og ragede over brystet, flikkede og smånev brystvorterne for at gøre dem hævede og sensitive, inden Ares rankede sig yderligere bag ham. Ansigtet fandt op mod Fareeds nakke, og den ene arm lagde sig hårdt omkring brystkassen, så hånden stadig kunne lege med ringen i brystvorten, mens den anden gled ned langs siden og fandt et fast greb om hoften.

Han hjalp Fareed med at løfte sig, kun for selv at presse sig dybere op i ham, da prinsen sank ned igen.

Ares bed ham pludseligt. Noget dyrisk og dominerende havde efterhånden taget plads i hans sind, mens han forsøgte at støde op i Fareed fra sin siddende stilling og samtidig klamrede sig til ham bagfra, som kunne han på en eller anden måde komme tæt nok på til, at de to smeltede sammen.

En lille del af Fareed havde lyst til at skubbe Ares' hænder væk. De var distraherende fra hvad han skulle lave, men det var måske også bare fordi, de følte så zalans godt, og det gjorde bare hele hans krop føltes som om at der var ild i den, mens han samtidig bare ville have mere og mere af Ares.

"Du er så... dybt," hviskede Fareed, som han løftede sig igen for blot at hamre ned i ham og føle Ares så meget dybere i sig. Det var magisk, intet kunne sammenligne med det, og så mærkede han Ares' tænder i sig.
Der var noget ligegyldigt i at bide ham, og han havde aldrig set pointen. Folk kunne ikke bryde huden, men alligevel var det som om at det var noget andet med Ares. En påmindelse om at Ares stadig var et dyr. Hans dyr. Et støn undslap ham.

"Dit... lille bæst," sagde Fareed som han sank ned igen, og endnu et støn undslap ham. Der var kun ham og Ares. "Smager jeg godt?" Et smil spredte sig på hans læber, for hvordan kunne han ikke. Han havde hele tiden haft ret omkring Ares. Så dyrisk. Han ville intet andet end have en bid af ham.
"Du må godt," hviskede Fareed. "Så lang tid du forsætter... det her... må du alt." Et ynkeligt støn kom fra ham, som Ares ramte lidt for godt i ham, og man kunne næsten se hvordan han var ved at falde fra hinanden i spejlet. Hans ben dirrede og alt han ville var mere Ares.

Ares knurrede helt nede fra svælget, dybt og intensiveret af, hvor stramt musklerne klemte om hans lem. Præsæd begyndte utålmodigt at smøre Fareed indefra og blandede sig med den fugtige, glatte olie, der gjorde det så let at bevæge sig frem og tilbage i prinsen. Hofterne rullede oven på Ares, så de spændstige baller vibrerede ved hvert stød.

Lille bæst.

Ares slikkede med bred tunge over huden, hvor han netop havde sat tænderne i. Det forbandede stof, der skulle dække hans ansigt, generede ham, men han fik det til at fungere, og da Fareed ligefrem gav ham lov, fandt tænderne uden tøven fat i mere hud. "Mhm..." brummede han. "De smager af alle Deres krydrede olier." Smagen blev liggende på tungen, prikkende og dominerende.

Hånden strammede yderligere om Fareeds bryst. Hårdt og fast, som jagtede Ares flere af de ynkelige støn fra prinsens mund.

"Igen..." hviskede han ind mod huden. Fingrene borede sig dybere ind i Fareeds hofte for at styre de vuggende bevægelser, og et hæst "Hhah..." blev presset ud mellem Ares' læber.

Til sidst lod han sig falde tilbage mod sengen. Den klodsede, ømme smerte begyndte at larme i mavemusklerne efter at have siddet sådan, men lige nu betød det ikke nok til, at Ares havde tænkt sig at stoppe. Han kunne sagtens nøjes med at se Fareed hernedefra resten af tiden.
Begge hænder fandt prinsens hofter. Ares brugte sin styrke til at løfte ham og trække ham ned igen, mens et støn blev slået ud af ham ved hvert dybe stød. Grådigt lod han derefter hænderne glide om under ballerne, spredte dem let og klemte om dem, mens blikket blev hængende ved synet.

Ares var næppe nødt til at fortælle Fareed igen, som han selv jagtede mere af det, og hamrede rytmisk tilbage ned i Ares for at mærke ham hver evig eneste gang. Han ville mærke det her i morgen, ligesom han havde sidst. Et permanent mærke af det lem han åbenbart havde kastet sin kærlighed på, og et minde der kunne holde ham kørende i dagevis.

"Du... er... så... god," kom det ud mellem stønnene, som Fareed blev ved og ved og ved, i det han søgte sit endelige klimaks. Han var så tæt på. Han kunne mærke det.
Han blev nødt til at læne sig fremad, for noget stabilitet, og hans hænder fandt Ares' ben at holde fast i, hvilket blot gjorde de lange linjer, fra røv til talje mere synlig fra hvor Ares lå. Fareed selv, kunne kun se sig selv i spejlet sådan her. Desperat og skælvende.

"Jeg... kan snart... ikke mere," sagde Fareed. "Du føles så godt i mig, og du rammer... aaahhhh..." hele hans hjerne virkede til at blive mere og mere til grød som han forsatte, måske mere af instinkt end reel tanke mere.
Og Fareed var heller ikke meget galt på det, som han kun få stød længere, mærkede Ares ramme lige dér hvor det satte stjerner i øjnene på ham, og han kom i et højt støn, som han klamrede ned om Ares. Det var allerede for meget for ham. Men stadig forsøgte han at blive ved, som var det hans sidste mission i livet at sørge for at også Ares kom fra dette.

"Ngh... hng..." stønnede Ares blødt gennem sammenbidte tænder, selv på jagt efter det ene sidste stød, der ville blive hans endeligt. Fareed dirrede oven på ham, og Ares mærkede vægten af ham endnu tydeligere, da prinsens hænder klamrede sig støttende til hans lår.

Du er så god. Ordene kørte stadig rundt et sted i hans efterhånden ubrugelige hoved.

Ares bed sig hårdt i underlæben og strakte halsen, øjnene himlende helt op i kraniet af nydelse, da Fareed mistede sig selv oven på ham. Han kunne mærke det i hele prinsens krop; hvordan den spændte, skælvede og klamrede sig om ham, mens Fareed red sin egen forløsning ud.

Og alligevel fortsatte han.

For Ares.

"Åh... åhh... håh...!" Nydelsen byggede sig voldsomt op i ham, en frembrusende bølge der ikke længere lod sig holde tilbage, og et øjeblik senere fyldte han sin søde hede langt oppe i Fareed. "Åh-h..." Hofterne hoppede krampagtigt under prinsen. Ares greb hårdt om ham og pressede Fareed ned omkring sig, mens han selv stødte imod gennem de sidste skælvende bølger, indtil der ikke var mere tilbage.

Så forsvandt al styrken nærmest på én gang. Ares faldt slapt sammen mod madrassen med hårde, ujævne åndedrag, som om nogen havde trukket samtlige knogler ud af kroppen på ham. Smadret, udmattet og fuldstændig brugt lå han med armene ude til siderne i ren overgivelse. Brystkassen hævede og sænkede sig ujævnt, huden varm og fugtig, og selv den mindste bevægelse føltes pludselig som noget, der krævede overvejelse.

Han havde dog ikke travlt med at få Fareed væk. Tværtimod blev han liggende under vægten af ham, selvom kroppen var blevet så sensitiv, at han næsten måtte spænde i kæben ved de små efterbevægelser. Et tungt suk forlod ham, og øjnene gled trætte i.

Fareed mærkede næsten Ares komme før end han reelt gjorde, med hvordan grebet blev hårdere et kort øjeblik inden han mærkede varmen skyde op i ham. Et sidste støn undslap ham, som han mærkede Ares ride sin egen bølge ud inden i Fareed. Så desperat han var for at Fareed mærkede det. Det var nok til at alting bare summede behageligt i Fareeds krop.

Hans ben rystede, som han blev siddende hvor han var bare lidt endnu. Mærkede hvordan Ares blev blødere i ham, mens han prøvede at få lidt af sin vejrtrækning, eller i hvert fald nok kræfter til at læne sig nok tilbage til at han kunne ligge på Ares igen.
Som han kæmpede med sin vejrtrækning, fik han øjenkontakt med sig selv. Han så så brugt. Rødgløende, træt, med en brystkasse der hævede og sænkede sig hurtigere end hvad den burde. Hans egne sædrester gled ligeså stille ned hvor de var landet, men... han så så levende ud. Så smuk, at for et øjeblik måtte Fareed bare stirre, og så hev han sit blik væk og hen bag sig, hvor Ares lå og prøvede ligeså meget at få vejret som han selv gjorde. Et lidt for selv tilfreds smil på hans læber.

Han fik endelig hevet sig af skødet af Ares, så lemmet gled ud af ham, og han bare kunne mærke den trillende fornemmelse af Ares' rester glide ud af hans røv, men han var ligeglad som han lagde sig ved Ares' side, hans hoved rullet til siden så han kunne se på Ares, eller det han havde ladet Ares vise.
"Du... er lidt af et under," kunne han ikke lade vær med at hviske. Han var brugt og helt igennem tilfreds, og endnu engang var det på grund af Ares. Hvad den mand ikke kunne få Fareed til at finde frem i sig selv åbenbart.

"Mh-h-mhm..." klynkede Ares lavt og næsten uhørligt med en svag dirren, da tætheden fra Fareed stille forsvandt med et plop. Gåsehuden bredte sig langs lårene, og han trak et par dybe vejrtrækninger helt ned i lungerne.

Det, der var sket ude på gangene, føltes næsten som et andet liv, når han lå så tungt og blødt i Fareeds lagener, med sit lem indsmurt i olier og sit eget sæd. Madrassen gav sig og vuggede blidt, da Fareed kom ned at ligge ved siden af ham.
Du er lidt af et under. Ares lå stadig med lukkede øjne, men kneb det ene op for at skæve til prinsen. Langsomt drejede han hovedet og mødte de grå øjne med et dovent, udmattet blik. "Det var alt sammen Dem, prins," sukkede han lavmælt.
Han vendte sig om på siden og møvede sig uden videre tættere på, indtil de lå ansigt til ansigt med panderne kun få centimeter fra hinanden. En flygtig lok af Fareeds hår blev strøget om bag øret, og Ares lod fingerspidsen fortsætte derfra, langs den mejslede kæbe, før hånden igen sank ned mod madrassen.

Et drilagtigt glimt blinkede pludselig i de brune iriser.

"Af en gammel mand har De virkelig stamina." Fareed havde jo både kone og børn. Han måtte være pænt oppe i alderen.

Ares nåede knap nok selv at nyde sin egen kommentar, før han dykkede ind mod prinsen, som vidste han udmærket godt, at han havde bedt om ballade. Benet blev svunget over Fareeds lår, og resten af kroppen fulgte efter, så Ares nærmest klamrede sig til ham, ansigtet gemt ind mod prinsen med en dæmpet, selvtilfreds lyd.

Nu kunne Fareed passende forsøge at skælde ham ud derfra.

Hvad der lå usagte mellem dem, var at Fareed ikke ville have gjort dette for hvem som helst. En dovenskab havde alligevel indfundet sig da han passerede de 40 år, men her, sammen med Ares, der følte han sig næsten ung igen, og hans lyst til at vise sig frem, når de betagede øjne var på ham, fik ham nok til at presse sig mere end han nødvendigvis burde.
Men han tog komplimenten, som en grådig dæmon der bare ville have mere. Han lænede sig ind i den blide berøring, som Ares tog en tot hår bag hans øre, og forsøgte at skubbe sig selv lidt tættere, så han forhåbentlig kunne mærke Ares' krop gennem tøjet.

Et lidt sortnende blik faldt over Fareeds øjne som Ares kommenterede på hvor gammel han var, og han skulle til at åbne sin mund for at irettesætte Ares, som han dukkede ind i ham, klamrende sig til ham, og hovedet han kunne mærke masede sig mod hans kraveben. Hvilket måske var det der blødede Fareed lidt op igen.
"Og for en ung mand, så bliver du godt nok hurtigt træt," sagde han næsten hviskende, som han tog en hånd op for at køre igennem Ares' hår og bare lige fordi han kunne, hev lidt i. Måske han burde få dem studset næste gang, bare så de var lidt mere ordentlige.

Som en legesyg kat blev Ares liggende helt stille og afventede Fareeds reaktion. Fingrene trykkede sig en smule fastere mod ham, og kroppen spændte op et sekund eller to.

Og for en ung mand, så bliver du godt nok hurtigt træt.

"Av," brummede han ind mod Fareed, da der blev hevet lidt i hans hår, dog ikke nok til at det egentlig gjorde ondt. Fareed skulle vel bare lige markere sig over for ham, og derfor blev Ares liggende præcis, hvor han var, med prinsens hånd begravet i sine krøller.

Han fnøs tungt mod brystet, så den varme ånde samlede sig omkring ansigtet i hans lille selvopfundne hule.

"Jeg bruger al min energi på Dem, selvfølgelig bliver jeg træt."

Ares trak hovedet fri for langsomt at skæve op mod Fareed med et tilfreds udtryk, men noget af det drilske forsvandt fra blikket, da en lille flig af sandhed pludselig syntes at have sneget sig med ud af hans mund.

Øjnene flakkede et usikkert sekund. Forbandet.

Han brugte faktisk alt for meget energi på Fareed. I tankerne derhjemme, ved handlen, og når han så endelig stod her hos ham. Fareed havde sneget sig ind mellem alle de andre ting, Ares burde bruge sit hoved på, og dukkede op på tidspunkter, hvor han absolut ikke havde noget at gøre.

En mand, han knap nok kendte. Og nu blandede han sig allerede i alt, Ares foretog sig.

Den usikkerhed læste Fareed ikke som den var, men som han ønskede, for det var nemt som de lå her, brugte og klistret, især fordi Fareed ikke kunne forstille sig på hvilken måde han havde sneget sig ind hos Ares. I Fareeds hoved var det fysisk mellem dem. Et ønske om at opfylde hinandens behov, for at tænke mere end det var at tage hul på noget han ikke havde dvælet ved i mange år, for ikke at nævne at Ares var alt hvad han ikke burde kunne lide.
Så hvis prinsen stak sig selv en lille løgn i ny og næ, hvem, andet end end ham selv, skulle så vide det?

"Det er som det burde være," hviskede Fareed, og lod sin hånd glide ned fra håret og ned til sløret. Det var lidt upraktisk. "Jeg elsker at jeg kan mærke dig dagen efter, fordi du ikke har kunne holde dig tilbage." Han løftede sløret nok, så han kunne læne sig ned og fange Ares' læber i et kys. Et dybt men dog næsten dovent kys, som ønskede han blot lige at smage en sidste gang på Ares og alt han var indbegrebet af.
Det var tydeligt at også Fareed var for brugt til at kræve mere, men alligevel brugte han sin anden arm på at presse Ares mod sig. Han ville mærke alt hvad han var.

Det er som det burde være.

Fareeds blide hvisken lagde sig som en hinde af kildende gåsehud over Ares. Ikke engang klæderne kunne forhindre prinsens stemme i at synke dybt ind under huden på ham.

Han rullede kort med øjnene, fordi det var lettere at være småtrodsig end at lege videre med den sandhed, han lige havde ladet slippe ud. Men både sindet og kroppen var forræderisk kælne lige nu, og Ares havde mest af alt lyst til bare at lade, hvad end der skete mellem dem, komme til ham.

Det lignede heller ikke, at prinsen havde opfanget noget underliggende i Ares' lille forsigelse Han talte, som han plejede. Om at mærke ham dagen efter og endnu en af sine utallige sjofle bemærkninger.

Godt.

"De har virkelig en måde med ord."

Klædet blafrede let mod Ares' kinder, da Fareeds fingre skubbede det til side, og med det samme gav kroppen efter. Så snart prinsen lænede sig ned mod ham, strakte Ares halsen og overgav sig, øjnene allerede bløde af forventningen om Fareeds læber mod sine.

De gled i med en let sitren, da kysset fandt ham. Ares sank med det samme ind i det. Hænderne gled op omkring Fareeds nakke, mens benet blev liggende over prinsen. Kun foden flyttede sig, hælen presset insisterende mod lænden for at trække ham de sidste få centimeter ind, indtil der knap nok var mere afstand mellem dem at tage af.

Så spredte Ares læberne i det dovne kys og lod sig blive dér.

Fareed lod sig presse tættere på Ares, for at føle hele hans krop mod sin, som de nærmest klistrede sig sammen i deres dovne og trætte omfavnelse.
Der var ingen hast som Fareed smagte på Ares, kun for at stoppe for at trække vejret lidt eller nippe kælent i hans læber. Han var alt hvad Fareed ønskede i dette øjeblik, og hvis øjeblikket bare kunne vare ved i alt evighed, ville det måske lige akkurat være nok.

Men langsomt stoppede kyssene, som de bevægede sig væk fra Ares' mund. En sti af kys fra hans mundvigen til hans kæbe til hans hals, for at stoppe hvor halsen mødte skulderen.
Han smagte af salt og olie, og Fareed kunne ikke lade vær med at slikke ham kælent, inden han satte sine læber mod stedet i et langt kys.
Som han endelig fjernede sine læber, kom der et lille lykkeligt suk fra ham. "Overnat her," hviskede han. "Jeg fik slet ikke muligheden for at vågne til din mund sidst." Et stille skjult ønske om hvad Fareed reeelt gerne ville have, skulle de begge vågne op i samme seng, modsat sidste gang hvor Fareed var smuttet før Ares overhoved vågnede. Ikke at Fareeds ord lød rigtigt som om at Ares havde en valgmulighed i om han havde lyst eller ej.

Ares kunne simpelthen ikke lade være med at slippe et par kælne brum, mens Fareed undersøgte hans mund, for derefter at lade læberne vandre videre fra kæben og ned langs halsen. Utroligt, at prinsen ikke registrerede arret dér — eller også gjorde han, og fortsatte ufortrødent alligevel. Det gjorde blot Ares endnu mere blød og kontaktsøgende.

Fareed havde voldtaget ham, slået ham og udsat ham for slangerne. Han var en mand, Ares burde løbe fra. En mand, Ares agtede at løbe fra. Det blev han nødt til. Han kunne selvfølgelig også vente, til prinsen blev træt af sit legetøj og kasserede ham. 

Den mulighed gjorde bare intet godt for Ares' stolthed.

Overnat her.

De gyldne øjne fandt langsomt tilbage til Fareed. Det blev hvisket næsten så længselsfuldt. Overnat her; Som var de to forelskede teenagere, der ikke kunne få nok af hinanden. Ares nåede knap at lade sig rive med af tanken, før Fareeds sjofle tilføjelse fik ham til at pruste og gjorde det hele betydeligt mindre romantisk.
"Hmmm..." brummede han, som skulle han virkelig overveje det, til trods for at han allerede vidste, at så snart prinsen havde plantet idéen i sit hoved, var det allerede blevet en beslutning.

Endnu en aften, hvor Ares ikke kom hjem til sin familie. Uroen begyndte allerede at bygge sig op ved tanken. For hvem vidste, hvornår gældsmændene kunne finde på at dukke op hjemme hos dem? Han sendte en stille bøn afsted til Chance om at beskytte familien. Bare én ekstra dag, mens han var væk.

"Okay."

Ares gav Fareed et hurtigt kys. "Så længe ham Deres spidsørede tjener ikke lurer i et hjørne." Han skar en grimasse og puttede sig tilbage mod fordybningen ved Fareeds kraveben, hvor han gav huden et par små, distræte kys. "Han gav mig et chok sidst." endnu et kys, og derefter et nap. 

Ares kunne lade som om at han tænkte over det, og Fareed ville give ham det, så lang tid at han ikke sagde nej. Fareed havde allerede tanker om hvordan det her forløb sig. Han havde trods alt været varm og tilpas da han vågnede, hvis ikke for alt det klistrede mellem dem.

Fareed havde dog ikke forventet at Ares havde lagt så meget i Ilyrions tilstedeværelse, for det var den eneste han kunne tænke det kunne om handle om.
Han strakte sin hals lidt for at give lidt mere adgang til de små kys fra Ares. "Ilyrion? Han havde al ret til at være her sidst for at hente dig," sagde Fareed, som en varme gled ind i hans ord, som det omhandlede hans tjener og hvad man nok også i en anden tid og i en anden situation kunne have betegnet ham som Fareeds bedste ven. "Men jeg lover at han ikke lurer ubegrundet." Han havde ganske vidst set Fareed være sammen med folk før, men det gjorde ikke at det ligefrem var noget de gjorde en dyd ud af, der var bare ingen af de to der var bekymret over hvis det skete.

Hans fingre dansede udenpå tøjet Ares var i, i små cirkulære bevægelser som han bare nød fornemmelsen. "Men vi bør nok lige vaske os lidt inden vi skal sove," hviskede Fareed, selvom hans krop føltes tung og uvillig til at flytte sig. Det kunne godt være at en slave måtte forbi og bare lige rengøre det værste på dem. Ikke en usædvanlig ting Fareed bad om når han virkelig bare ikke ville forlade sengen efter en god tur.

Varmen, der foldede sig ud i Fareeds stemme, gik ikke Ares ubemærket hen. Kunne det virkelig passe, at prinsen nærede en form for hengivenhed over for en tjener? Hans læber standsede mod huden, hvor de blev hvilende, uden at han fortsatte sine små kys.

Men jeg lover, at han ikke lurer ubegrundet.

Ares blev liggende stille, fortsat presset tæt ind mod Fareed. Hvilke grunde kunne Ilyrion da have til at lure, som prinsen ville finde berettigede?

"Hm." Svaret blev ikke til mere end et brum, mest fordi Ares ikke rigtig vidste, hvad han skulle sige. Noget nagede ham, men han kunne ikke helt sætte fingeren på hvad. Måske var det bare tanken om, at Ilyrion tilsyneladende havde lov til mere, end Ares havde forestillet sig.

Fareeds fingre fortsatte deres små bevægelser og fik langsomt dæmpet den uro, der lå og bed i ham. Ares trak hovedet ud fra sit skjul, så han bedre kunne betragte manden, han lå og klistrede sig sådan til. Det var stadig svært at forlige sig med, at det faktisk var prins Fareed, han lå her med.

"Må jeg vaske mig selv så...?" Han lod spørgsmålet hænge et øjeblik, inden han tilføjede med en mere kælen stemme: "Jeg vil jo ikke røres af andre end dig."

Hvis dét ikke kunne charmere prinsen til at lade ham få sin vilje, så vidste Ares snart ikke, hvad der kunne.

Man kunne se hvordan Fareed ikke kunne stoppe sit ansigt fra at se lidt skeptisk ud, som Ares startede ud med at bede om at han ville vaske sig selv. Det var tydeligt at han ikke helt stolede på om han gjorde det, men rynkerne blev hurtigt glattet ud, som Ares tilføjede hvordan han ikke ville røres af andre end Fareed. På visse punkter var Fareed bare næsten lidt for nem at blødgøre.

"Måske du så bare kan vaske os begge," hviskede han, som en hånd gled ned omkring Ares' balle for lige at mærke udformningen af den. Hvis han ikke var så udtømt for energi. "Det er selvfølgelig dit griseri der skal fjernes, så mon ikke giver mening at du kan stå for det" Han skulle til at læne sig lidt ind for at nippe lidt i Ares' læbe nu når han kunne se ham, men blev alligevel lidt stoppet af sløret, nu når hans hænder var optaget andet steds. Forbandet slør. Det havde været den bedste løsning for Ares' lille problem, men så meget omgang med en mand der ikke engang var nøgen var også lidt frustrerende.

Ares' ansigt blødte op, da hans lille manipulationstaktik så ud til at virke. Det udviklede sig endda til Fareeds egen idé om, at Ares kunne vaske dem begge. Han lagde hovedet bedre til rette og betragtede prinsen med et skævt, næsten hengivent udtryk, som skulle han virkelig overveje tilbuddet.

"Hmm..."

Han smeltede næsten under hånden, Fareed havde lagt på ham, og betragtede gennem de tunge vipper, hvordan prinsen lænede sig nærmere, blot for at blive standset af sløret. Det så ud til at frustrere ham omtrent lige så meget, som det frustrerede Ares selv, og alligevel kunne han ikke lade være med at fryde sig en smule.

Så lad være med at dække mig sådan til.

"Overlad det til mig." Ares snoede sig tættere ind mod Fareed og tog sig god tid til at betragte hans ansigt, som ville han indprente sig hvert eneste træk. Han skubbede sløret til side og lænede sig frem for at plante et kys på prinsens læber.
"Jeg vasker dig..." hviskede han, efterfulgt af et blidt kys ved prinsens mundvig. 

Han bildte sig selv ind, at det blot var for at få sin vilje, men så snart læberne fandt Fareeds, begyndte hjertet alligevel at slå hurtigere. Det var irriterende, hvor lidt der skulle til. Ares lukkede øjnene og lod sig blive ved ham et øjeblik længere, end han egentlig havde tænkt sig, inden han kyssede prinsen en sidste gang på læberne.

Først da tvang han sig selv til at trække sig tilbage.

Det var til at blive høj af når Ares kiggede på ham. Det var som et sug gik igennem prinsens maven, som han ikke helt kunne styre. Han vidste hvor smuk han var at kigge på, men der var noget ved de øjne, der så ofte kiggede trodsigt på ham, stadig sugede alt til sig, som ville han ikke misse et eneste øjeblik, og Fareed havde det nøjagtig på samme måde. Han ville lære hver en kurve af Ares at kende, hvis bare....

Grådigheden overtog ham også og selv som Ares placerede et sidste kys på hans læber, så lænede han sig frem og stjal endnu et, som han ikke helt ville miste smagen af ham.
Men han lod Ares trække sig tilbage, så han rigtig kunne se ham, selvom sløret gemte læberne, så han ikke engang kunne se om alt kysseriet havde sat sig på ham. Forbandet.

"Ingen grund til at gå for langt," hviskede Fareed, som han lidt lod sine hænder vandre, bare fordi han kunne. "Ring med klokken, så får vi nogen til at komme med vandet," sagde han med et vagt kast med hovedet mod natbordet, hvor der ganske rigtigt stod en lille klokke til når han skulle have fat i en slave eller tjener, men der ikke var nogen i rummet. Hvor meget han end også bare til tider råbte på dem, så var den væsentlig bedre når han var i godt humør, og bare ville have en stille og rolig dag.
Han havde dog ikke tænkt sig at trække sig væk for at nå den, så nu overlod han det til Ares' hænder.

Det var svært ikke at give sig fuldstændig hen til den illusion, de havde skabt. Omsluttet af Fareeds sensuelle dufte, der blev hængende i huden flere dage efter Ares' besøg, og prinsens kærtegn og bløde, ikke mindst insisterende læber, der stjal hans fornuft. Herinde, blandt Fareeds nydelige rigdomme, eksisterede Ares næsten på et andet plan. Et sted i mellemrummene mellem virkelighedens linjer, hvor alt det, der ventede udenfor, for en stund kunne glemmes.

Men Ares måtte huske, hvem han var. Han hørte ikke til her. Han hørte ikke til her hos Fareed. Og det blev kun sværere at holde fast i, jo flere lag Ares fik pillet af prinsen. Han opdagede hele tiden nye sider, han ikke havde forestillet sig fandtes, og vidste efterhånden ikke, hvad han skulle stille op med dem.

Så han sank det hele og skubbede bekymringerne fra sig, mens mundvigene langsomt krummede sig i begyndelsen til et smil.

"De lader mig ringe med klokken?" Han vidste ikke helt, hvorfor den simple gestus fornøjede ham sådan. Måske fordi det var første gang, nogen havde givet ham lov til at kalde på et andet menneske med et enkelt kling fra en klokke. Som var han selv en, der havde ret til at blive betjent. Sikke noget pjat. Fareed gad nok bare ikke række ud efter den selv.

Ares løsnede sig fra Fareeds favntag og mærkede straks, hvor hult det føltes at miste kontakten. Hvor nemt han egentlig kunne vænne sig til at blive holdt om og selv holde om prinsen, hvis han ikke passede på. Han strakte sig ind over Fareed og fik fat i klokken på natbordet. Den føltes glat og kølig mod fingerspidserne, og Ares satte sig mageligt tilbage i sengen, så han kunne betragte prinsen, mens han ringede.

Først sendte han dog klokken et spøjst blik, som skulle han lige overveje, hvor stor en ære han var blevet betroet. Så løftede han den højtideligt og gav den et lille dingel. En skarp, men alligevel blød klang lød gennem værelset. Ares skævede tilbage til Fareed med det samme løftede øjenbryn. "Hm, det var lidt antiklimatisk" Han blev siddende med klokken i hånden, afventende og lyttende efter, om der snart ville lyde trin på den anden side af døren.

Der kom et bekræftende brum fra Fareed. Det var ikke unormalt når han havde en sengepartner og han ikke ønskede at flytte sig fra sin position, ikke at Ares havde nogen chance for at vide det. Det var trods alt ikke som om at Ares havde nogen som helst magt, selv hvis han ringede på klokken. Det var altid Fareed med magten mellem de to af dem, også når han overlod den til Ares. Ares havde magten, fordi Fareed tillod ham det.

Han var dog lidt mindre tilfreds som han mærkede Ares flytte sig fra ham. Den varme, stærke krop, selv som han hang fast på ham som et lille barn, skabte et koldt tomrum som den forlod ham, men han var godt klar over at nogen skulle flytte sig for at ringe med klokken, og så kom Ares ikke engang tilbage.
Fareed kunne ikke helt stoppe det diskrete tsk der kom fra ham, som Ares satte sig til rette i stedet for, men... udsynet var nu ikke helt dårligt, hvis han selv skulle sige det.

Hans blik gled over kroppen der stadig var inddækket, hvor der også stadig hang rester af deres samvær, hvilket trods alt fik det til at trække i mundvigen på ham, og han lagde sig lidt mere behageligt på siden, så han strakte sig ud, en bøjet arm under sig, så han kunne lægge hovedet på sin hånd. Hvilket jo kun gjorde hele hans krop tydeligere overfor Ares.
"Nogle gange er en simpel klokke alt der skal til," sagde Fareed. Det var nok til at få folk rendende, og det var vigtigst. Ikke alt behøvede at være stort og magisk. Nogle gange måtte man have noget så mundant som en lille klokke.

Det var også højt nok til at Fareed ikke nåede at sige mere, før at døren gik op, og en ung mand kom ind af døren, tydeligvis ikke denne Ilyrion fra før. Fareed kiggede mod ham og rynkede lidt med brynene, som han havde forventet en anden. I hans tågede tilstand der stadig hang på Ares, havde han lidt glemt at Ilyrion faktisk lige nu stod med en vagt han skulle tage sig af.
"Noget vand og en klud til at vaske med," sagde Fareed simpelt. Han kunne spørge om Ilyrion senere trods alt. "Bare sæt det af herinde."
"Javel, Prins Fareed," sagde manden i en dyb stemme og et let buk inden han var ude af døren igen, og man kunne næsten høre hvordan der blev løbet ude på gangen. Fareed skulle jo ikke vente for længe.