Et hånligt fnys kom fra Fareed. Det var en farlig kombination, det skjulte begær, med den isnende kulde, men endnu havde Ares ikke fået sagt noget der kunne få det til rigtig at dæmpe det, selvom Fareed trods alt ikke var aktivt væk.
Han fugtede sine egne læber. "Eller siger bæstet blot det, fordi det er bange for dets liv?" spurgte Fareed, næsten hånende, som om at han ikke var en af grundene til at Ares var endt i den situation han var. Men det havde trods alt været Ares der kravlede over muren, og uanset hvad var det jo ikke noget han kunne benægte.

"Og hvordan vil bæstet have vi starter forfra? Forfra fra denne interaktion, hvor det brød ind på mit territorie? Eller det hele vejen tilbage fra dets introduktion?" Hans øjne blev smallere, som om ideen om at udrydde alt der havde ligget mellem dem, blot gjorde ham mere irritabel. Måske var det fordi hvis de i sandhed gjorde det, så eliminerede de også de gode stunder de havde haft. Følelsen af Ares i sig, og ham selv i Ares. En nydelse han ikke ville give slip på, men lige nu ønskede halvdelen af ham blot at sende Ares i et fangehul og lade ham rådne op der. Han havde nok grunde til det.

Det gjorde ondt at holde blikket på Fareed fra den vinkel, Ares lå i. Solen blændede ham, og nakken protesterede, men alligevel forsøgte han at finde de lysegrå øjne deroppe et sted — de gange prinsen altså tillod det. Intet syntes at kunne smelte den isnende facade. Og oven i dét ramte Fareed plet.
Selvfølgelig talte Ares og opførte sig, som han gjorde lige nu, fordi han frygtede for sit liv. Frygtede at efterlade sine søskende og sin mor til et liv i evig fattigdom og gældsmænd, der i sidste ende kunne ty til at sælge dem som slaver.

Selvfølgelig ville Ares gøre alt for at slikke Fareeds sår og mere til, hvis det kunne ændre hans skæbne.

Valgene, Fareed fremlagde for ham, lød til gengæld som en fælde. Der var noget i tonen, da det sidste blev sagt. Noget spidst. Næsten bittert. Hvorfor kunne Ares ikke sige, men det virkede instinktivt som det forkerte svar at vælge.
"Selvfølgelig fra denne interaktion..." Kald det intuition. Den var ganske vist rusten, når det kom til andre mennesker, men den varme, Fareeds øjne havde emmet af tidligere, havde virket underligt oprigtig. Som om prinsen faktisk havde nydt det, der havde været mellem dem, og ikke bare den fysiske tilfredsstillelse.

Alt sammen gætteri.

"Jeg var tarvelig," indrømmede han, trods det lille ryk i kæben. Det lød mærkeligt at sige. Ares havde ikke haft mange kærester, men det begyndte mistænkeligt meget at ligne et skænderi, han kunne have haft med én.

Han trak vejret ind.

"Se på mig?" Denne gang kom ordene blødere. Ikke som en ordre, men et forsøg på at lokke Fareeds blik ordentligt tilbage til sig. Måske også prinsen selv lidt tættere på.
Ares tøvede. Bare et sekund. "Undskyld." Ordet føltes som bly på tungen. Han kunne stadig ikke se det som andet end Fareeds prinselige ego, der var blevet såret. Det burde ikke være Ares' problem. Men det var det åbenbart blevet nu.
"Jeg skulle bare have været ærlig fra starten, Fareed."

Tarvelig var et ord at bruge. Ikke fordi det forklarede det nok. Fareed var sikker på at han nok skulle finde nogle ord til det, men som han stod og kiggede på Ares og den grimhed han emmede. Der var en grund til at Fareed ikke stolede på de der ikke var smukke af udseende. Hvis de ikke kunne tage sig af hvordan de så ud, hvordan kunne de så tage sig af de folk omkring sig.
Et ekko af smerten fra hans hænder, dengang hans hænder var blevet sølet i sår af knuste spejle, de få måneder hvor hans evne ikke virkede, skød igennem ham, og for et øjeblik flakkede hans blik væk fra Ares og ned mod de handsker han altid gik med, som skyggede over de ar som Mehdi stadig prøvede at heale væk.

Hans blik kom dog stålfast tilbage til Ares, som undskyld fyldte luften omkring dem. Endnu et fnys forlod ham, men der var noget... i kanterne af blikket, som var mildnet, bare det mindste.
"Og hvordan har bæstet tænkt sig at gøre op for dets overtrædelser?" spurgte Fareed. Tonen var stadig kold, men der var et element af at Ares måske faktisk havde muligheden for at gøre det op, også selvom Fareed endnu ikke havde ladet slangerne vide at de måtte give slip på ham. Hvor meget skulle der til før det skete?

Hvis bare Ares vidste det.

Fareed spillede åbenbart det lange spil, hvor han nægtede at drysse så meget som et enkelt hint fra sig. Forkælet. I sind og i handling. Hvis prinsen bare kunne sige, hvad han krævede af Ares, ville det være let nok. Men denne gætteleg? Ares var allerede ved at blive træt.
Alligevel forsøgte han at fange den andens blik. Det var stadig svært at gennemskue dernede fra, om noget af det, han overhovedet havde ytret de sidste ti minutter, havde gavnet det mindste.

Ares fugtede læberne og betragtede Fareed med let sammenknebne øjne. Forventede prinsen en liste over muligheder? Eller fandtes der ét bestemt svar, som Ares på en eller anden måde skulle gætte sig frem til og erklære som det eneste rigtige?

Han havde ingen chance.

Det eneste, Ares egentlig kunne tilbyde prinsen, var sig selv. Og hvor meget var dét værd, når synet af ham tilsyneladende blot mindede Fareed om, hvor grimt og arret et bæst han var?
"Jeg kunne..." Ordene døde, inden han fik formuleret resten. Han anede det virkelig ikke. Et ujævnt suk slap lydløst ud gennem næsen. "Jeg vil være lydig. Og ordentlig." Endelig nogle ord, han kendte. Ord, Fareed selv havde lært ham virkede. Han søgte efter en eller anden form for respons hos Fareed. "Tilfredsstille Dem. Adlyde Dem." Måske ramte han helt forkert. Men det havde virket før, og Ares kunne ikke finde på andet at tilbyde ham. Ikke sådan som han lå nu, blottet og bundet af slanger.

Det var ingen hemmelighed mellem de to af dem hvad Fareed i hvert fald havde ønsket ud af Ares. Hans lydighed, og den fysiske tilfredsstillelse de to af dem havde haft sammen, men var det nok at minde ham om det, for at få vreden til at gå væk? Det så ud til at det ikke var nok, som Fareeds øjne smallede sig, og han så vendte ryggen til Ares.
Men det havde måske været nok, for inden han tog sit først skridt, lød det roligt, dog stadig umådelig køligt fra ham. "Kom med." Men ordren havde ikke været til Ares, i hvert fald ikke rigtigt, for slangerne sad stadig fast omkring ham, og de virkede næsten kun til at stramme sig lidt mere, inden de begyndte at fysisk hive ham med efter Fareed, som var han blot en sæk mel de skulle have med.

Fareed gik tilbage ud på stien, og lod sine fødder bære ham ned mod enden af haven, hvor den mere åbne plads var, hvor han roligt satte sig i puderne, der virkede til at være blevet gjort klar bare i tilfælde af at Fareed skulle ønske at dase den herude.
Hans blik landede tilbage på Ares som var blevet placeret et par meter foran ham af slangerne, som nu lå og afventede på hvad Fareed havde i sinde. "Lad bæstet gå, så det kan vise mig," beordrede han endelig slangerne, og slangerne gav endelig slip på Ares, og begyndte at glide væk fra ham, så han faktisk havde en mulighed for at komme tæt på Fareed endnu engang.

Kom med.

Ares fulgte Fareed opmærksomt med blikket, brynene hævet, som var han skeptisk over, at det rent faktisk havde virket. Det lød bestemt ikke sådan, men kommandoen måtte vel betyde noget. Til gengæld kom han ikke med. Ikke af sig selv, i hvert fald.
Han forsøgte instinktivt at løfte sig i håbet om, at slangerne ville glide af ham, men som en direkte modsigelse strammede de sig i stedet omkring Ares, og hele kroppen spændte op i ren refleks. Et forvirret "Hng..." slap ham, efterfulgt af noget, der måske var en smule mere frygtbetonet, da slangerne begyndte at hive ham hen over jorden efter Fareed.

At de overhovedet kunne dét, var både imponerende og overvældende. Hjertet begyndte igen at hamre voldsomt mod ribbenene, mens Ares forsøgte at vride sig bare en smule fri af deres greb under det uværdige optog gennem haven. Det nyttede ikke meget. "Fareed...?" busede det anstrengt ud af ham. Han kunne tilsyneladende ikke formulere andet end prinsens navn, selvom der lå et væld af spørgsmål gemt i det ene kald. Ingen forklaring blev budt ham, og efter lidt tid stoppede haven endelig med at glide forbi omkring ham.

Ares trak vejret ujævnt. Vægten omkring halsen havde ikke ligefrem hjulpet på det, og heller ikke oplevelsen af at blive slæbt gennem haven af et virvar af store og små slanger.

Lad bæstet gå. 

Så snart grebet forsvandt, kom Ares op at sidde og trak armene beskyttende ind til kroppen. Blikket fulgte slangerne, indtil de var kommet på behørig afstand, før en hånd fandt op til den ømme hals. Han sank og forsøgte at få vejrtrækningen under kontrol igen, mens den anden hånd fik trukket skjorten ned og rettet på tøjet, så han i det mindste ikke længere sad halvnøgen til skue.

Først da søgte de gyldne øjne Fareed. Prinsen sad henslængt mellem puderne, og synet var bekendt nok til at vække minder om sidste gang. Ares blev siddende et øjeblik og betragtede ham med en vis usikkerhed, afventende på hvad der nu forventedes af ham. Han havde sagt, at han ville være lydig. Så hvis Fareed ønskede ham nærmere, måtte han beordre ham til det.

Der kom en antydning af en snerren, som Ares ikke bare gjorde som der blev sagt, selvom det måske også var for meget at forlange, at han ligefrem kunne læse Fareeds tanker omkring hvad det her handlede om. Der var blevet sagt en del ting, og Fareed var trods alt ikke glad for at præcisere, når han allerede var i et humør.
Hans fingre tappede mod puderne, som han kiggede på Ares. Måske havde Ares bare bestemt sig for kun at gøre det sidste han nævnte, hvilket Fareed kunne brugte intet af lige nu. Han kunne få selv en slave til at være lydig. Det ar ikke ligefrem en bedrift i sig selv.

"Jeg bad dig ikke om at sidde som en eller anden dum slave," sagde Fareed og endelig virkede det til at Ares fik lov til at være andet end end det. Om ikke andet for en stund. "Vis mig hvor ked af det du er over dine løgne," sagde Fareed. "Vis mig hvordan du gør det op til mig. Vis mig hvordan du tilfredsstiller mig."
Nu fik Ares lov til at lege den svære balancegang mellem at være det lydige dyr han burde være, og tilfredsstille en mand der ingen intentioner havde om at gøre noget selv lige nu og her. Ares skulle arbejde for tilgivelsen, og faktum var at Fareeds begær ikke var forsvundet siden han havde haft Ares i munden.

Ares' vagtsomme blik forblev på Fareed, selvom der skete et lille skift deri. En form for forståelse gled over de gyldenbrune øjne. Jeg bad dig ikke om at sidde som en eller anden dum slave. Han trak vejret langsomt ind, så brystkassen hævede sig en anelse, og lod luften sive ud igen. Blikket sænkede sig til fingrene, der tappede utålmodigt mod puderne. Ares vidste godt, hvor Fareed ville have ham.

Der var ingen tvivl tilbage, da prinsen sagde de magiske ord: Vis mig, hvordan du tilfredsstiller mig. Tungen fugtede flygtigt underlæben, og så nikkede han. Det var ydmygende. Under andre omstændigheder havde alene tanken sandsynligvis fået varmen til at stige ham op i ansigtet, men Ares skubbede følelsen ned og fandt i stedet bæstet frem i sig. Det bæst, Fareed så gerne ville have. Så lænede han sig frem, kom ned på alle fire og begyndte langsomt at kravle hen imod ham.

Deres vejrtrækninger syntes ufatteligt høje i haven. Ares frygtede næsten, at Fareed kunne høre hans hjerte, og de få meter hen til puderne føltes pludselig pinefuldt lange.

"Om forladelse," hviskede han blødt, da han nåede frem og bevægede sig sidelæns op til Fareed. Han støttede sig på den ene arm, mens den anden fandt bindebåndet om Fareeds talje, og med et lille ryk fik det løsnet. Ares lod stoffet glide mellem fingrene et øjeblik, inden han så på prinsen. "De vil nyde det mere sådan her," forsikrede han dæmpet og satte sig overskrævs på ham, så begge hænder kunne føre bindet op foran Fareeds øjne.

Fareed ville vel glæde sig over, at han ikke behøvede at se på ham.

På jorden, lige som han burde være. Det var et hånligt blik i Fareeds øjne, men der var heller ikke nogen tvivl i hans nedreregioner hvor det her bare sig hen ad. De var lige glade med hvordan Ares havde ramt ham. De ville bare have en udløsning efter at være blevet lovet mere og aldrig fået det.

Ares kom op til ham, og Fareed kunne, selv i den fugtige varme luft, mærke Ares' kropvarme. En varme han næsten kun kendte for godt efterhånden.
Stemmen var blød, og oh det her kunne han godt lide. Han følte sig næsten kælet om, og det var også som det skulle være. Det var endelig tid til at Ares virkelig skulle vise sig for sin bedste side.
Fareed gav et lille nik fra sig, som Ares hentydede til at binde ham. Måske næste gang Ares kunne være den der blevet klædt på så han ikke behøvede at se at det grimme der var ved ham. Hvis der var en næste gang.
"Ganske godt," sagde Fareed, men tonen var ikke kælende og legende, som den normalvis var når han kælede for Ares og de havde gang i noget. Den holdt sin ekølige facon, som havde Ares ikke fortjent det endnu.

Hænderne bandt en knude, der hverken var for stram eller for løs, men netop gjorde sit arbejde og ikke ville glide af under den kommende forestilling. Ares' gyldne øjne gled langsomt over Fareeds ansigt og betragtede sit værk. Ganske, ganske flygtigt hviskede nerverne, at han bare kunne rejse sig. Stikke af og aldrig se sig tilbage.

Men det fik han ikke sin ring tilbage af. Og Fareed ville snildt kunne finde ham igen og gøre alvor af sine trusler. Så Ares blev hvor han var.

Ganske godt.

Måden, prinsen sagde det på, pillede irriterende nok ved Ares' stolthed. En lille flamme blussede op og fik ham til at ville vinde den her forbandede leg, koste hvad det ville. Fareed var ikke til at hugge eller stikke i lige nu, men Ares skulle nok få ham til at smelte igen. Få det bløde frem på hans læber og varmen tilbage i stemmen.

Det bedste var næsten, at Ares ikke engang behøvede ligne en, der nød det, nu hvor Fareed intet kunne se.

Han rykkede tættere på og lod berøringerne blive mere målrettede. Hånden lagde sig på Fareeds kind, og Ares' læber strejfede øret, før han satte tænderne i den. Tungen gled frem, og fugtede huden.  
Fareed kunne ikke se koncentrationen i hans ansigt eller den trodsighed, der endnu lurede i de gyldne øjne; han kunne kun mærke det, Ares valgte at give ham. 

Perfekt.

Hånden fortsatte sin rejse nedad prinsen. Og efter et øjeblik fik Ares endelig den første lille bekræftelse på, at prinsens kulde ikke fortalte hele historien.
"Hvad har vi her...?" hviskede han tæt ved Fareeds øre, med en antydning af den drilske tone, der havde været forsvundet siden hans fejlslagne nej. "Hm?" Han sørgede for at stemmen lød karamelblød.

Et lille smil trak denne gang i Ares' mundvig, og han greb fat med en hårdere hånd udenpå tøjet. "Nogen er da i godt humør..."

Hvis der var en ting Kazimierne var, så var det stædige, og selv som han mærkede biddet og tungen, nægtede Fareed at sige noget, selvom han kunne mærke lysten sprede sig i ham. Det føltes godt. Men ikke godt nok for at han havde tænkt sig at give sig hen.
Men der var noget ved ikke at kunne se der virkede til næsten at højne alt han mærkede, og der kom alligevel et lille indtag af luft som Ares rørte ved hans lem. Halvhårdt, og det virkede ikke til at der skulle meget til, før at det rigtig kom i live for mere. En irriterende efterladenskab af hvad de havde foretaget sig tidligere, som ikke ville give slip.

Han greb ud efter Ares' kæbe, et lidt hårdt greb, men ikke nok til at flytte hans hoved fra hans øre. "Prøver du at tirre mig?" spurgte han køligt. "Hvilken del af min instruktion forstod du ikke?" Det var åbenbart ikke tidspunktet at drille ham på. Lunten var kort, og han kunne ligeså godt bare smide Ares på porten hvis han ønskede det.
Men der var også et element, som hans greb løsnede sig om Ares' kæbe, at Ares tydeligvis ikke havde ramt nok en nerve at Fareed følte at han behøvede at irettesætte ham mere end det han lige havde gjort. Han virkede stadig villig til at lade Ares forsætte.

"Hngf..." Ares fnøs overrasket, men nægtede at dvæle ved den følelse, grebet fremkaldte. De mørke bryn trak sig sammen ved den lille smerte, Fareed påførte hans kæbe. Hånden standsede ganske vist et øjeblik, men blev liggende, hvor den var, og under håndfladen kunne han mærke prinsens krop reagere på trods af den kølige irettesættelse.

Okay. Fareed var ikke i humør til at snakke.

"De har ret. Om forladelse." Stemmen flød behageligt fra ham, selvom minen bestemt ikke fulgte med. Din forbandede forkælede nar. De gyldne øjne skulede mod ansigtet, der heldigvis ikke kunne se ham, og prøvende trak Ares hovedet til sig, da han mærkede fingrene løsne sig omkring kæben.

Så måtte han vel gå lige til sagen.

Han placerede sig længere nede mellem Fareeds ben og trak de fine klæder til side. Ude i det naturlige lys virkede prinsens lem næsten endnu større end de tidligere gange, og Ares måtte undertrykke et lavt suk, inden han beslutsomt bøjede hovedet. Læberne ramte spidsen og spredte sig langsomt, mens han tvang mere spyt frem i munden. 
Denne gang var der ingen drilleri i det. Ingen forsøg på at lokke noget ud af Fareed med ord. Ares gav ham i stedet præcis den hengivenhed, prinsen havde krævet, mens han sørgede for, at hvert lille suk lød, som om dette var det eneste, han havde ønsket sig hele dagen.

"Mhm..." Fareed kunne trods alt ikke se hans ansigt. Den salte smag ramte ham først. Sved, olier... Han sank helt ned, så læberne kyssede den gyldne hud ved roden. Tempoet blev sat op, og Ares sørgede for at smage det hele. 

Et fnys forlod Fareed, for han behøvede trods alt ikke tøjle sine reaktion på Ares og hvordan han havde det omkring ham, i hvert fald ikke de negative af slagsen, for den gode del? Dem holdt han lidt for sig selv for nu. Det skulle ikke være for nemt.
Selvom Fareed godt vidste at hans mund altid kom lidt på geled, når han blev tilfredsstillet. Der vidste man næsten altid præcis hvor man havde ham.

Det var ren stolthed der holdt ham fra bare at hamre ind i Ares' mund, som han mærkede de bløde læber på hans lem, kunne han ikke helt holde inde sit eget lille suk, som om at det også kun var hvad han havde ventet på. Det føltes som om at han endelig fik noget tilfredstillelse efter de sidste mange øjeblikke, der bare var gået galt på galt på.
Hans fingre greb ud efter Ares' hoved, ikke for at stoppe ham, men for at finde noget at holde fast i, og hans krøller føltes så dejlige mod hans hånd. "Dit lille bæst," stønnede Fareed ud. "Du skal ah, gøre det bedre end det." Der var dog ingen tvivl om at Fareed nød det, selv som han sagde det. Hans hofte søgte Ares' mund det øjeblik det føltes som om at den forlod ham. 

Ares mærkede prinsens fingre dykke ind mellem krøllerne og holdt fast. Der var ikke noget blidt ved det, men Fareed kunne have behandlet ham værre. Han lukkede øjnene hårdere sammen. Lille bæst. Han fnyste for at få luft, men stoppede ikke med at sutte. Du skal gøre det bedre. Et øjeblik blev han fristet til at bide, men i stedet slikkede tungen mere ihærdigt om lemmet, så dråber af savl gled fra hans læber, og nedad skaftet. Alle hans sanser druknede i Fareed. Berøringen, duftene, lydene, smagene. Han druknede i ham - og Ares forsøgte at splitte sig fra sin krop. 

Han var ikke Ares, Men Fareeds bæst. En dukke, uden vilje. Alt han skulle fokusere på var lemmet i hans mund. Lytte efter de bløde støn som hans vejviser, og blive ved. Han prustede ud af næsen hver gang Fareed ramte hans svælg, og blokerede for luftvejene. Et par tårer truede i øjenkrogen. Uden helt at gennemtænke det, deltog hans hånd et øjeblik sammen med munden, før den slap. Han skulle bruge sit spyt. 

Stadig med sit fokus på Fareeds varme lem, førte han sin hånd bagud. Stak den under buksekanten, og førte fingrene mellem sine baller. "Mh..." Han pressede til. Fugten på fingeren hjalp en smule, men det var ikke behageligt. Alligevel fortsatte Ares med at bevæge fingeren ind og ud af sig, før endnu en finger pressede sig ind. "Hn..." De måtte bare gøre det uden olie. 

Selvom Fareed prøvede at holde sig tilbage, så begyndte ordene langsomt at forme sig, som han ikke helt kunne holde nogle lyde af tilfredstillelse fra sig. Ares gjorde det jo godt. "Smager det lille bæst? Jeg kan høre det på dig," hans greb strammede sig lidt om krøllerne, som hans hoved lænede sig lidt tilbage. Forbandet være at han i så lang tid havde haft lyst til dette. "Så sulten du er." Som om at hans sæd eller i hvert fald præsæden var et måltid for Ares. For hvad var lyst når alt han var et lille bæst ikke?

Fareed kunne ikke ligefrem opdage hvad Ares havde gang i. Han mærkede kort Ares hånd mod sit lem, men det var alt, og så var den væk og Fareed fokus var igang på den varme våde mund der virkede til at ville malke ham ligeså meget som han havde gjort for Ares.
Men det her var bare heller ikke nok. "Mere," sagde han, usikker på hvad han ønskede mere af. "Vis mig alt du kan, hvis du vil have min tilgivelse," fik han presset ud mellem sine læber, uvidende om hvad Ares reelt havde igang med.

Grebet om krøllerne blev hårdere, og Ares lukkede øjnene et øjeblik, mens han vænnede sig til behandlingen.
"Mhn..." brummede han med en lyd, der skulle forestille at være kælen og eftergivende. Præsæden klistrede sig til tungen og blandede sig med savlet, lun og en smule bitter, men Ares lappede det lydigt i sig. Hvis Fareed ville bilde sig ind, at hans lille bæst hungrede efter hver eneste dråbe, skulle Ares nok give ham noget at tro på. Imens fortsatte fingrene deres arbejde bagtil. Spredte ham, forsøgte at gøre ham klar til mere end blot dem. Følelsen fik det til at sitre gennem kroppen, men der var ikke nær nok fugt til det næste, han havde i tankerne.

Mere. Et sug gik gennem Ares. Fareeds stemme havde fået den velkendte utålmodighed over sig, den luftige desperation, der irriterende nok gik direkte i Ares' eget lem. Hver gang. Han forstod det ikke.

Et lavt suk forlod ham, da han trak sin hånd til sig, og kort efter slap han Fareed med et vådt smæld. Der var ikke meget ynde over den hast, hvormed Ares fik møvet sig ud af resten af tøjet, men Fareed kunne alligevel ikke se ham. Så kunne det være ligegyldigt.
Han placerede sig over prinsen med knæene sunket ned i puderne på hver side af hans lår. Den ene hånd fandt Fareeds nakke og førte ham tættere ind mod Ares' bryst.

"De vil have mere...?" hviskede han luftigt. Ansigtet fortalte en anden historie. Det fortrak sig kort ved tanken om, hvad han havde tænkt sig, men stemmen forblev lige så blød. "Det vil jeg også..." Ares bøjede sig ned mod Fareeds hals og lod læberne finde huden, mens han guidede sig på plads. Han vidste allerede, at han ikke havde forberedt sig ordentligt. Vidste, at det ville gøre ondt.
Alligevel fortsatte han. Da smerten kom, satte Ares tænderne i Fareeds hals for at kvæle lyden. "Nngh..." Musklerne spændte imod, og han måtte tvinge sig selv til at blive dér et øjeblik og forsøge at få dem til at give efter.

Fareed instinktivt søgte den varme mund, som den trak sig, bare nok til at indikere at han var ved at overgive sig. Selv en Kazimi kunne ikke være hård som stål i sengen. Ikke når der var en mund så god som Ares' som praktisk talt tiggede og bad om at blive brugt.
En lidt frustreret mine kom over Fareeds ansigt som Ares trak sig væk, og han skulle til at sige noget, da han mærkede den varme, nu noget mere nøgne krop på sig.
Han fingre greb nu i stedet for omkring Ares' hofter, som han lod hovedet falde tilbage, næsten som han kiggede op på Ares.

"Selvfølgelig vil du det. Så desperat du er," hviskede Fareed, og der var antydningen af det søde og varme igen, som han mærkede Ares gøre sig klar. Fareed kunne godt mærke hvad der skulle ske, men som han mærkede Ares begynde at presse sig ned, var noget galt.

Det tog kun et øjeblik, og som Fareed opdagede det, strammede hans hænder på Ares' hofter, næsten for at sørge for at han ikke sænkede sig yderligere. "Stop." Noget af køligheden var tilbage, og måske ordet hang et øjeblik for længe, så det næsten lød som om at der var et større problem end der var. 
Hans ene hånd gled ned af hoften og om til ballen, for at mærke. Han lavede kun en antydning af at presse ind, hvor hans eget lem allerede rørte Ares' røv. For tørt. Det ville ikke være rart for Ares, og ærligt så fik olie det bare til at glide bedre. "Der burde ligge olie heromkring," sagde han. "Find det og kom tilbage."
Der var et par enkelte ting som stod i denne del af haven, i tilfælde af at Fareed skulle bruge det. Standard ting som tjenerne, når de var med ham herinde, hurtigt kunne få fat i hvis han skulle ønske det. Jo kortere tid Fareed ventede, jo bedre for dem.
Fareed var næsten sikker på at der var et lille skab eller kommode af en art hvor de gemte tingene.

Antydningen af et tilfreds smil krøb frem på Ares' læber til trods for den overfladiske luft, der satte sig i halsen ved anstrengelsen. Fareeds stemme var blevet sød og hviskende igen. Ares var allerede et skridt tættere på at bløde prinsen op.

Så strammede hænderne sig om hans hofter. Grebet var hårdt nok til at kunne efterlade mærker, og Ares standsede øjeblikkeligt. De gyldne øjne søgte opmærksomt Fareeds ansigt, mere tøvende og forvirrede, da ordren om at stoppe kom. Ares' hænder om prinsens nakke løsnede sig en smule. Hvad havde han nu gjort galt?
Tænderne bed sig sammen, og Ares nåede at forberede sig på mere smerte, da Fareeds hånd gled om bag ham for at... mærke? Brynene løftede sig undrende. Olie. Ares lænede sig lidt tilbage og betragtede prinsen under sig. Han kunne næsten ikke tro, at Fareed oprigtigt skulle bekymre sig om en simpel vilddyrstæmmers velvære.

Måske elskede Fareed bare det sensoriske ved olierne. Det kunne umuligt have noget med Ares at gøre.

Han trak et tungt åndedrag ind gennem næsen. "Javel." Ares slap ham og svang sig af i én glidende bevægelse. Skjorten dækkede heldigvis nok til, at han ikke behøvede rende gennem oasen med røven bar, mens han ledte efter olien. Bare han ikke rendte ind i en slange. Blikket gled varsomt gennem græsset.
Efter nogle få skridt fandt han en lille redskabskommode, så sirligt indarbejdet i omgivelserne, at den næsten lignede en del af udsmykningen. Intet i Fareeds palads syntes at befinde sig noget sted ved et tilfælde. Alt havde et formål — om det så bare var at stå og se smukt ud.
"Hm..." Tungen prikkede mod indersiden af kinden, mens Ares vendte og drejede de forskellige beholdere. Hele situationen var absurd, men han nægtede at dvæle ved det. Hvis han først begyndte at tænke for meget over, hvad han havde gang i, kunne han ikke være i det.

Endelig fandt han en glaskrukke med en tyk, flydende substans, der meget vel kunne være olie. Det måtte være fint. Ares vendte tilbage og lod knæene synke ned i puderne. For at finde balancen lagde han forsigtigt en hånd på Fareeds skulder. "Beklager ventetiden..." sukkede han, som havde han selv været frygtelig ked af deres afbrydelse.

Uden yderligere tøven dyppede han fingrene i krukken. Han anede ikke, hvad olien egentlig var beregnet til, men brugte den med sikker hånd til at forberede dem begge, indtil der ikke længere var nogen tvivl om, at Fareeds tidligere indvending var blevet taget alvorligt. Fareeds lem glitrede gyldent, og Ares selv kunne mærke fugten fra olien langt inde i sig. 
Et kælent brum undslap ham. "Jeg skal nok tilfredsstille Dem, Prins Fareed," sukkede han blødt. Blikket var blevet fjernt igen, da han fortsatte. Uden besvær sank han ned om Fareeds hårde lem. Dybere og dybere... "Åurgh!" stønnede Ares, og skød hovedet bagud. 

Fareed lænede sig tilbage i sine puder som han lod Ares gå ud for at finde smørrelsen, der skulle gøre det godt for dem begge.
Selvom han virkede afslappet, følte han sig spændt. Hans lem var ved bristpunktet, og hans ører holdt skarpt øje med hvor han kunne høre Ares gå. Han regnede ikke med at Ares ville se det som sit snit til at smutte, men frygten var der.

Det var derfor et noget mere mageligt smil som Ares vendte tilbage, som om at det bare var endnu et skridt for at bløde ham op.
Et lille tilbageholdt gisp lød fra ham, som han mærkede olien på sit lem, som Ares gjorde sig umage på at gøre dem klar, og da han kunne mærke Ares satte sig klar igen, fandt hans hænder hofterne igen, en lettere berøring, som han lavede små cirkler med tommelfingrene på ham.

Hans eget støn ekkoede med Ares', som han mærkede ham omslutte ham i en smidig og glidende bevægelse,  og han var som fanget i en våd stram varme. "Se hvor godt det føles," hviskede Fareed, køligheden var forsvundet. "Hvis du bare er ærlig, så kan du få lige hvad du ønsker. Din krop passer så godt til min." Det var næsten til at blive høj på, men stadig gjorde han intet for at tage magten. Han ville have Ares til at vise ham hvor meget han stadig ønskede det.

Ansigtet trak sig sammen. For selvom olien virkelig gjorde det bedre, lå der stadig et underliggende ubehag i at have noget så fyldigt i sig. Ares dirrede, og vejrtrækningen slap ham ujævnt.

Han havde haft sex så mange gange før. Med alle mulige typer. Ikke altid med hans gode vilje. Sjældent, faktisk. Men prinsen var den første — uanset hvor utålmodig og forkælet en Kazimi han var — der sørgede for, at Ares også skulle nyde det.

Hvis bare han ville lade være med det.

De små cirkler, Fareed tegnede over hans hofter, føltes næsten som brandemærker mod huden. Gåsehuden blussede op mellem arrene, og musklerne i maven trak sig kortvarigt sammen, da Ares bøjede sig frem og lod panden hvile mod toppen af Fareeds hoved.

Din krop passer så godt til min. 

Hjerteslagene og kroppens ivrige reaktion syntes irriterende enige. Ares ville ikke være enig. Han nikkede alligevel. "Åh ja..." stønnede han dybt og gned panden let mod ham. Hvis Fareeds ego stadig skulle smøres, måtte Ares vel være lige så grundig med dét, som han havde været med resten af prinsen "De er alt jeg behøver." Løj han. 
Hofterne begyndte at arbejde i små, dybere bevægelser, der efterhånden fandt en mere flydende, øvet rytme. De våde lyde blandede sig med deres overfladiske vejrtrækninger.
"Jeg skal nok være ærlig fra nu af..."  Armene fandt mageligt op omkring Fareeds skuldre, hænderne kun ganske løst samlet i de fine klæder, mens Ares lod ordene synke ind.

Du kan få lige, hvad du ønsker. Godt.