Forfærdelige små kræ. Der var en grund til at Fareed afskyede de der ikke engang kunne passe på deres udseende. De var intet værd, og ordene fra tidligere rungede i ham.
Han burde bare blive aflivet, men han gjorde det ikke, men kiggede i stedet for ned på honningsnogen, der stadig så så glad og stolt ud over at have udført sit arbejde.

Han overvejede det. Den ville være et smukt eksemplar til hans samling, men så så han det. En lille plet af blod, hvor den utvivlsomt var blevet ramt i deres hede leg, og blikket blev kun mørkere. Uperfekt. Grimt. Hæsligt.
"Du skulle have passet bedre på den, hvis du ønskede jeg skulle købe den," lød de hårde, iskolde ord, som om at han ikke var den der havde forårsaget hele situationen til at starte med. Hele grunden til at den var kommet til skade.

Hans blink vendte sig kort mod snogen, stadig det kolde blik, som var den ikke mere end Ares selv heller. "Du gjorde det godt, men det lyder til at du blot bør blive hos ham her."" Hvor Ares var blevet sagt med sådan en lyst og glæde før, var det som om at han ikke engang fortjente sit eget navn mere, som var han tilbage til blot at være et dyr.
"Hvis det er sådan du tager dig af dine dyr, så er der vel ikke noget at komme efter her." Var der andre slanger? Muligvis. Men kvalmen i ham var igang med at bygge sig op, som afskyen af hvem han havde gjort det med fyldte ham. Han ville væk. Han ville tilbage hvor der var dejligt, og smukt og sikkert. Et sted hvor han kunne få lov til at smage på de smukkeste slaver og ikke det afskyelige væsen han lige havde været i.

Han kiggede sig ikke engang bagud, som han forlod teltet og Ares bag sig. Han så ikke engang hvordan honningsnogen løsnede sit greb, noget mere slukøret, hvis man kunne se det på en slange, og begyndte at kravle op af Ares, som kælede den for ham, fordi den havde fået at vide at den skulle blive med ham.

Ares sagde ingenting. Ikke engang da beskyldningen faldt. Eller ved det vrede blik. Han stod bare og betragtede Fareed  med en påtaget udtryksløshed, mens de iskolde ord blev kastet imod ham. Først da prinsens blik søgte nedad, fulgte Ares det.

En lille blodplet.

Nå. Blikket blev hængende ved den beskadigede skælrand. En rift, ikke meget mere. Men åbenbart nok.

Uperfekt. 

Fareeds støn ekkoede i ham. Du er så perfekt. Ares tvang det væk. Kæben rykkede ganske svagt ved beskyldningen om, at han skulle have passet bedre på den. Men han sagde stadig ingenting. Han havde allerede lært, hvad et forkert tonefald kunne koste.
I stedet lod han Fareed tale færdig. Hvis det er sådan, du tager dig af dine dyr... Ares' blik løftede sig langsomt. Ingen mine.

Så vendte prinsen sig og gik.

Ares fulgte ham med øjnene, indtil skikkelsen forsvandt gennem teltåbningen. Tomhændet. Det var først dér, noget ændrede sig i hans ansigt.
"For zalaens..." Så længe. De havde været herinde så forbandet længe, og Fareed gik ud uden så meget som én slange. Ares lukkede øjnene et øjeblik. Det så jo ikke mistænkeligt ud overhovedet, vel. 

Noget gled hen over hans håndled. Hele kroppen stivnede. Honningsnogen havde løsnet sit greb, men i stedet for at forsvinde gled den videre op langs hans arm. Roligt. Næsten kærligt strøg skællene hen over den fugtige hud. En kuldegysning fór gennem Ares. "Nej." Lavt. Træt. Han kiggede ned på den. Den var selvfølgelig uden skyld. Det vidste han godt. Den havde bare gjort præcis, hvad Fareed havde bedt den om.

Og nu gjorde den det stadig. 

Bliv hos ham. Ares sank. Skællene gled videre over armen, og et øjeblik føltes det ikke som en slange. Bare som de sidste glødende rester af Fareed, der stadig hang fast på ham.
Ares trak armen langsomt væk fra kroppen og greb forsigtigt om dyret for at få det af. "Så er det godt." Stemmen var ru. "Ned med dig." Han ville ikke have noget af Fareed siddende på sig længere.