Et lille ryst på hovedet. " Jeg bider ikke din hals, det kan ses " svaret han og forsøgte at ranke rykken, men alt knagede blot i ham. Som et gammelt skibsvrag der blev skubbet af bølgerne i vandet i dybet. Finneas var for træt til at kunne mere, til at ville diskutere med ham omkring, så han i sidste ende løsnet den ene hånd fra sit kram og løftet op i Enzels ægtepagts hånd. Det var det eneste sted han ville vide, for arret var der allerede. 

" Holden? " klukkede han stakåndet. " Siden du viste mig.. at du følte mere end du vil " for at sige det lige ud, men alligevel med en lille omvej. At holde katten lidt i halen. Havde han været ligeglad med ham, havde han ladet ham vandre hjem, uanset hvor længe det måtte tage. Havde de været venner, havde han blot hjulpet ham hjem og set til ham nogen dagene senere. Men han ofret sit blod for ham og tilligemed nøgen.  

Var det arrene han bekymrede sig om? Enzel strøg sin hals med fingrene, tankefuldt. Ørene havde rettet sig op igen. De lyttede opmærksomt til vraget han sad på. Forsigtigt lagde han sit egen hoved på Finneas’ skulder og kiggede op på ham, og lokkede ham stadig med sin hals, frem for at tilbyde ham andet.

”Hvor foreslår du da at bide mig..?” Spurgte han kælent. Og han sukkede dybt. Hans krop var blevet opstemt af så lidt. Og så ville Finneas ikke engang udnytte det… 

" Din hånd " lød det stille fra ham og han lod den frie kolde hånd lægge sig lægge sig ned i det alt for varme skød. " Er du seriøs? " spurgte han, men opgav ikke at se Enzel i øjnene, eller forsøge på det hvert fald. Han havde ikke interesse i at miste kontakten lige nu, men han ville næppe selv kunne få noget op, han kunne knap nok klare tanken om at rejse sig. 

Men han slap ikke helt hånden, men viste håndfladen til Enzel. " Er det grænsen? " 

”Min… hånd?” Enzel løftede hovedet og tog sig til hånden. Mærkede tilfældigvis hen over hans håndfladen, hvor 2 meget tydelige ar fra daggerten allerede var. Det ene betydningsfulde ar krydsede det andet… Han forestillede sig hvordan han mon ville sætte tænderne i hans hånd og begynde at suge. Det var da ikke særlig traditionelt for en vampyr at ville bide der. Var det mon fordi Finneas ville sidestilles med Llyon og Nicola?

Enzel lukkede sin hånd, mens Finneas hold om den. ”…Det lyder risikabelt…” Men ja, han var seriøs… Han kiggede op på ham igen, for at aflæse det liv der var tilbage i de udmattede øjne. For at se hvor han stod… ”Du må gøre det hvor end du ønsker…” Stemmen var lidt tynget af, at samtaleemnet var ret uvirkeligt for ham, stadigvæk. Vampyrer og bid var altid noget han havde reageret ret negativt på.

Han åbnede stille hånden op, nulret fingrene let i sin åbningen for at blotte håndfladen. Han betvivlede ikke, hvis Enzel mistænkte ham for at ville bide der af andre årsager, men kendsgerningen var simpel. Der behøvede ikke flere ar på kroppen af halvkatten. Han ville kunne leve ubemærket hen med bidet i hånden. 

At samtalen om at bide ham kunne have en undertone af den osende seksuelle spænding der var naturlig Enzel var alligevel unikt. Men Finneas sørgede for at holde hånden med begge hænder, fingrene fra at blive lukket og hånden fra at blive trukket. Forsigtigt valgte han at dreje hånden let, placeret den i munden som han med tænderne mærkede efter hvor arret lå og derfra bed han så i. Men blikket slap aldrig helt Enzel. 

Det var ikke at han bed hårdt til, men at han var forsigtig, blot åbnede op for at blodet ville kunne strømme til. Som man stak en nål i en vindrue for ikke at ødelægge den.

Finneas ville bare have hans hånd. Det eneste ufine sted på hans krop, fordi han havde mishandlet den med blodige ritualer. På en måde var dette her også et blodigt ritual. Det var meget intimt at fodre en anden med sit blod…

Måske ville han fortryde det, så snart Finneas bed hans hånd. Men han havde jo netop sagt at han måtte bide ham hvor end han ville, ikke? Så han lod sin hånd føres op til munden af ham. Finneas drejede lidt hans hånd, som når man roterede en klap-sammenmad, hvor fyldet var ved at løbe ud ad siden. Hvilke overvejelser gjorde han sig, når han skulle bide ham? Enzels ansigtsudtryk var ligblegt, men han var stille og kiggede med. Smerten kunne han måske håndtere, men synet…?

Som tænderne satte sig i den magre hånd og brød med den arrede hud, gispede han op. Men han trak ikke hånden til sig eller blev ved med at komme med lyde. Han så blot på med udtryksfulde øjne.

Man ville have tænkt, at blodet han fik ind på ny, ville sive ud ved maven på ny. Men vampyrer var komplekse individer og spillede efter andre regler. De groede nye lemmer ud, kom sig efter lidt af alt. 
Han havde endnu hullet, men blødte ikke mere. Som cellerne arbejdede på lukke ham sammen indefra. Som normalt jo...

En mild kulør favnede ham let, kinderne blev rosa og det matte blik blev langsomt klart. Han holdt øje med hvordan Enzel havde det. Drak langsomt, sparsomt og nænsomt. 

Maks en liter sagde han sig selv. 

En liter var meget blod, især hvis det hele skulle ud gennem de to bittesmå huller. Enzel var hærdet af sjæl, og havde prøvet lidt af hvert, så han prøvede ikke på noget tidspunkt at trække hånden til sig. Heller ikke selvom han kunne mærke, at det gjorde ham svimmel og hjertet begyndte at slå hurtigere end det plejede fordi det arbejdede på mindre blod.

Blodet kunne han fornemme blive suget op til hånden og op til hugtænderne. Blikket var rettet betaget på Finneas, og øjenlågene begyndte at hænge lidt træt. Mens Finneas fik varme og farve i de læber der kyssede hans hånd, blev hans egen ansigtsfarve falmede, vejrtrækningen ujævn. Han forstyrrede ham slet imens han indtog føde hos ham, men kommunikerede udelukket med ham med øjnene. Mindede ham om, at han ikke skulle tage så meget, at det blev kritisk...

Øjnene studsede, smallede sig og analyseret et hver tegn der var at tage for sig fra Enzels side af. Sekundet af, at han så hvordan en træthed lagde sig og den ellers blege person, blev blegere, løftede han munden og lod tænderne frigøre sig fra huden de havde penetreret. 

Han lukkede forsigtigt hånden i og rakte den tilbage til halvkatten. " Tag dit tøj på igen, før du bliver kold " for nok var karaten lukket, var den ikke en tæt og varm opholdelse i længden og slet ikke ud på natten der brød på efterårskulde. Blikkede kiggede ned ad skikkelsen så fin, hele vejen ned til underlivet. 
Finneas lod sine hænderne kort folde sig om bag halvkatten på ny. Et sidste kram? Et sidste knugen af ham tættere ind til sig. " Dit blod har en sød smag.. " for at sige noget. 

Var de færdige nu? Enzel syntes stadig at Finneas virkede lidt stiv i det, men i det mindste var han ikke drevet af sine instinkter som før… Før, der hvor han enten ville æde ham og kneppe ham, og krævede det som betaling… fordi han var vred over at han havde været på ferie hos sin elsker.

Men det var nok godt at de var stoppet nu. Han tog sin varme hånd til sig og knugede hånden for at standse blødningen, og følte det som om at tænderne stadig var i. ”Hnn..” Ørerne hang stadig bedrøvet. Han følte at han havde fået Finneas tilbage igen – Den Finneas han kendte, og godt kunne lide. Men han syntes at han havde givet ret meget blod, for nærmest ingen effekt.

Han samlede den yderste silkekåbe op fra gulvet og svang den om sig, uden at stikke armene igennem den, og så puttede han sig ind til ham. Enzel var stadig varmest af de to, men han kunne godt mærke at det havde hjulpet en lille smule på dødstivheden. ”Det er nok fordi jeg er så sød,” Svarede han med et lille smil hvilende på mundvigene. Han antog at det var positivt, at det smagte sødt. Men måske betød det bare, at han havde fået meget vin og dessert på sin rejse. ”Smager jeg af halvdyr..?”

Måske det ikke virkede af meget, men der skulle nok komme liv i ham. Det ville knirke og knage så snart han ville få rejst sig. Men han havde ikke helt i senge at lade Enzel komme af ham endnu. 

" Nej " svaret han og hjalp stille med at få pakket halvkatten mere ind i sin silkekåbe, godt op om ørerne. Han søgte mod hans øjne. Hvordan kunne man snakke om hvad smagte af, hvis ikke man kunne sammenligne det med noget. Sød, ren og prikkende på tungen. Man skulle have forventet tykkere blod fornemmelse, men end ikke det var i nærheden af hans blod. " Skal vi ikke få dig hjem .. " spørgsmålet var måske en afvisning for Enzel. Som altid. At alt han mente når de talte om at få ham hjem, betød afslag og skrid. Men han ville blot have at han sov varmt og lunt med den han elskede. Sin ægtemand der måtte savne ham. Måtte.. burde.. 

Enzel lod Finneas pakke ham ind, og alt Enzel selv hjalp til med, var at holde fast i silken så det ikke gled af ham. Silke gled meget let ad kroppen, som var det noget flydende. Enzel havde mestret at binde sit tøj på en måde, så det sad hele dagen, kun med justeringer her og der, hvis han bevægede sig meget. Finneas kunne næppe hjælpe ham i tøjet på en måde, som ville virke troværdigt.

”Jo..” Han nikkede træt. At komme hjem lød meget godt. Den rejsning han for en kort stund havde haft, forsvandt sammen med blodet, da det forsynede den anden mand i stedet. Så da Finneas ikke udnyttede den lille mængde blod til at tilfredsstille ham alligevel, følte han sig ikke snydt.

Hans krop var så træt nu, at han ikke selv kunne gøre mere, end bare at ligge i favnen på Finneas. Han havde ikke lige så travlt som Finneas havde.

Silken var udelukkende i Enzels magt, alt Finneas kunne var at tætne det over skuldrene og putte ham let ind. Tiden var ikke gået i stå, den listede afsted med sekunderne, men de var gået i stå. Som en nedbrudt folkevogn på fremtidens trafikeret motorvej i myldre tiden. 

Der var ikke meget plads til dem, skønt de sad på gulvet i midten af karaten. To fine bænke på hver sin tide af sig og en dør i den ene ende af gangen. Finneas kiggede lidt omkring i det. Men som han mærkede hvordan porcelæns figuren lagde sig selv mere til rette i favnen på ham. 

Den ene hånd blev placeret under Enzel og den anden som støtte på ryggen, fik han med lidt besvær rejst sig let, og fik placeret numsen på sædet og støttede Enzel let. Værnet om det skrøbelige individ. Men hånden mærkede varmen fra numsen, og han manøvrer Enzel let rundt, så han bedre kunne nå. Mærke. 
Et kys blev placeret på kinden ar halvkatten. “ Er du stadigvæk lidt små pervers? “ ment med al mildhed. Men han havde set rejsningen tidligere, følt forsøget på at få en finger i numsen. 

Men han lænede hovedet lidt tilbage og nussede blot let på Enzels silkebløde hud.

Det føltes som om han svævede i favnen på ham. Som om han var vægtløs. Måske havde blodet hjulpet ham ret godt alligevel? Det lettede Enzel, skønt reaktionen ikke kunne ses på ham. Han var svag og slap i favnen på ham, og blev flyttet let på, præcis som Finneas ville have det.

Han mærkede hvordan Finneas nysgerrige fingre begynde at ae ham på numsen og beføle ham igen, når hvor han selv kunne styre sin hånd. Og med kysset på kinden af ham, og da han blev spurgt om han stadig var småpervers, svarede Enzel ved at åbne lidt mere op for sine ben, så Finneas hånd lige nøjagtigt kunne komme til, hvis det var. ”Mmm” Svarede han ordløst, og knejede med nakken, så hovedet lænede tilbage mod ham.

Men Finneas nus forblev uskyldige. Det var rart nok til at han sugede luft dybt ind til sig og sukkede tungt ud. Kroppen så slap, og alligevel så varm og levende ved siden af Finneas’.

Med Enzels ryg lænende op med hans brystkasse, rømmede han sig lidt som presset ramte maven der endnu var øm og udsat for en form af smerte. 

Hånden fik mere plads at gøre godt med, og som Enzel bekræftede han endnu var en smule små pervers, rykkede han en finger mod åbningen og kælede let den cirkulære passage. Fingeren prikkede let og kørt i små cirkulære bevægelser, for så at presse sig let ind med første led. Alt i mens anden hånd lagde sig om maven på halvkatten og holdt silken om kroppen. Lidt endnu. 

Hovedet lagde sig, så næsen fik de krøllede lokker om sig, og læberne kunne kys baghovedet let. “ Hvad vil du have? “ spurgte han lavmælt ind i baghovedet. Det halve liv i ham dunkede langsomt. Men som de alligevel sad der, skubbede han blot fingeren lidt længere op og havde den anden på hold uden for. Liggende på lur for at trænge op ved siden af.

Nok var Enzels krop så lille og skrøbelig, inde bag de fyrstelige silkeklæder, men han var netop kommet fra et ophold med sin elsker, og hans krop var vældig godt trænet op. Flere gange om dagen i to uger, havde han ladet sig tage af den meget større snedker, og selvom der var så store dimensionelle forskelle på dem, havde det lykkedes dem at gennemføre. Enzel var fremavlet til det. Allerede fra en meget ung alder, var han trænet til at tilfredsstille store, magtfulde menneskemænd, og kunne derfor sagtens tåle indtrængende finger eller to, eller hvad end Finneas havde at byde ind med. Han kunne uden tvivl tage meget mere, uden så meget forberedelse. Men dette var kun fordi snedkeren Phillippe allerede havde været der, inden ham. Inden han tog afsted fra Tusmørkely.

”Din finger er kold,” Hviskede han i en konstatering, og svarede ham ikke lige med det samme. Enzel lod ikke til at være helt afvisende. Han lå skam puttet ind mod ham og lod sig berøres og gav ham selv pladsen til det. De bløde inderlår trykkede blidt om armen på ham. ”Undskyld.. Jeg ved ikke om jeg er stærk nok,” Sukkede han og lukkede øjnene i til kysset. Han kunne end ikke ride ham. Finneas måtte tage ham som han var, selvom det ikke ville være lige.

" De var koldere tidligere da du selv forsøgte " påpeget han med en givende hvisken som den åbenlyse konstatering havde været givet. Men han legede alligevel let videre med den andens ende. Hyggede sig blot. Det var vel fint, eftersom Enzel havde gjort det samme, måske ikke helt på den samme måde. 

Næseryggen lå let mod halvkattens fine kæbelinje som han knugede hovedet let mod hans i kram. " Er det hvad du vil have? " 
Et åbent og simpelt spørgsmål. Ville Enzel virkelig gerne have at de gjorde det, den ene med blod nedad sig og en halvskvatten kat?

Selvfølgelig havde Enzel forestillet sig hvordan det ville ske, hvis det absolut skulle ske. Efter hans hoved ville det have været mere forberedt og uden alt det drama, eller det faktum at han blev nødt til at give sig selv, for at forhindre ham i at forlade ham for evigt… Han ville ikke mangle en liter blod, eller være fuldstændig udmattet, og de skulle ikke gøre det i en hestevogn kun en gade væk fra bordellet…

Men man valgte jo ikke tid eller sted selv. Især ikke med en type som Finneas, der bare dukkede op på skæve tidspunkter som nu.

Var det overhoved det han ville have? Det var måske et simpelt spørgsmål, men der fandtes kun komplicerede svar til det. Hvordan skulle han forklare hvordan lyst og fornuft ikke altid hang sammen? At han havde lyst til at blive taget af hans… dødstive krop… lyst til at blive begæret af ham og elsket af ham, men at han ikke havde lyst til at se konsekvenserne af deres handlinger i morgen. At skulle se Nicola… eller Phillippe især i øjnene… Måske ville han aldrig kunne finde ud af at være tro, uanset hvor meget han elskede nogen?

”Jahh..” Svarede han efter at have lignet en, der virkelig havde et langt svar parat til ham. Men der kom ikke noget men efterfølgende. Han pustede bare bekymringerne ud af sig. Lagde hovedet besejret til siden, og løftede mere op i benene, for at kunne mærke Finneas hyggen om hans hul, der strammede til om hans finger som en alt for lille ring.

Alt i mens han afventede en respons, lod han fingeren cirkulere omkring, skubbe let til åbningens indring, indtil han skubbede anden og tredje finger op for at mærke ham tættere og strammere om fingrene. 
Et stykke legetøj der havde været forlængst glemt. 

Men en bekræftelse som snigende fra stilheden i mørket og han presset de tre fingre helt op som hånden tillod det. De gled lidt frem og tilbage uden helt at komme ud af halvkatten. " Mhmhm " bekræftet han mumlende ind mod Enzels varme hud. Man kunne måske takke Enzel for at sidde der og dele varmen fra sig, for den efterlod Finneas lunere end hvad han normalt ville være. 
Det ville være en mærkelig hændelse for dem. 
Alt for mærkelig.  

Hånden der holdt om Enzel og hånden hvis fingre der flød i ham, blev trukket ud og han trak Enzel lidt op ad ham, mens han gled numsen nærmere mod kanten af sædet, så fødderne stødte til på den andens bænk kant, han fik med den frie hånd, den som slap Enzel i støtten, fik trukket lidt ned i bukserne der var tværet ind i blod foran til. Hvilket griseri. Men som han fik trukket det fra, lod han Enzel glide lidt ned og sidde igen, så hans egen penis lå mod halvkattens. 

Han tøvet, gav Enzel en mulighed for at bakke ud, men ellers ville han få sat det ene fod op på den anden bænks kant og lagt Enzel som før på ham, for at placere sin penis mod hans ende åbning og tage det der fra. 

Der var ikke meget dialog til at bryde natten med. Det var nu ikke fordi der var stille, for i det fjerne kunne man høre de sædvanlige nattelyde, som vinden der blæse og en hund der gøede ud i byens tomme gader. Men her var det Enzels besværede vejrtrækning og små smaskelyde fra fingrenes konstante bevægelser. Enzel tænkte ikke over at Finneas faktisk ikke var så kold som han havde gået og været nervøs for. Det var nyt for ham uanset hvad, for aldrig havde Finneas været tæt på at stikke noget som helst op i ham, end ikke dengang han stjal et kys. Ingen af de partnere Enzel havde haft gjorde det ens, og det gik op for ham, at Finneas også var unik.

Han lå op ad ham, med lukkede øjne og et nærmest koncentreret ansigtsudtryk, og han måbede lydløst, lige som Finneas fingre ramte ham et følsomt sted. Og han pustede overrasket ud, da fingrene trak sig fra ham, og han indså at det havde været virkelig godt.

Han fornemmede hvad der skulle til at ske, og at Finneas rettede på sin stilling, så uden at vide hvordan Finneas ville have ham, sørgede han bare for at tage fat i hans skulder og holdt ved, indtil han fik bukserne op. Enzel åbnede øjnene og så ned ad ham. Blodlugten var ret tung, men lugten havde efterhånden fulgt dem længe. Maven og tøjet var smurt ind i blod, Enzels sko og hånd, og Finneas lugtede af blod ud fra munden. Enzel var ikke sart, men det ville være første gang at han havde så blodig sex. I selskab med Finneas, ville det sikkert ikke være sidste gang…

Det kunne ikke undgås at mærke, hvordan noget hårdt stødte mod ham og ville op, og begge Enzels arme viklede sig rundt om nakken på ham og holdt fast med kun en smule styrke i sit greb. Men selv i sin svækkede tilstand gned han sin krop legende mod pikken. Alt imens han kiggede op på ham med et blik næsten ingen fik lov til at se fra bordelejeren. Øjnene var underdanige og tiggende.