Han kunne nok ikke sige noget, der kunne lette Enzels humør lige nu, og det var nok også derfor han pludselig forsvandt ud af køkkenet, før Enzel overhoved selv nåede ud. Undskyldningen var at han ville finde noget, der var mere ham. Men han kunne utvivlsomt finde noget, deroppe, hvad end han havde i gemmerne? Han lod ham bare passere, og undlod at knurre irritabelt af ham på vejen. Man var vel en gæst. Enzel var skam stadig taknemmelig over at han havde kommet ham til undsætning tidligere i dag. Men derfor skyldte han ham vel ikke en gratis rykker?
Enzels hoved smertede når han overtænkte, så han skyndte sig ind mod værelset, og lukkede døren bag sig, for at holde Finneas ude, og han lod sig dumpe ned i sengen og strakte armene over hovedet, så han kunne skjule skammen i sit ansigt bag skjortens store ærmer. Han håbede på at han snart kunne tænke på noget andet end den afvisning, så han kunne falde i søvn, før døren atter ville gå op, og han skulle håndtere en besværlig og øretæveindbydende Finneas.
