Armene lå spredt ud som en falden fugl, hænderne nær hjørnerne af sengens top. Skiftende løftede han den ene hånd for at se hvor godt spændt fast han var, så triceps og biceps spændte sig en anelse til. Det var mere end godt båndet af en så petite person, så uerfaren i sine spejderknob var han heller ikke. 

Smilet voksede grinagtigt og han sukkede blot som et svar. Natten var næppe uendelig lang, men det kunne de vel diskutere til enhver tid. En solformørkelses der satte sig fast for den kommende dag var dog mere end velkommen for Finneas. Hvis guderne kunne høre ham, måtte de godt være på hans side for en gangs skyld. Nu når de allerede havde straffet ham med evigt liv. 
Man var kun så meget herre over egen krop, som man var herre over vejret, det havde det med at snyde en så forfærdelig meget. " Åh " lød det forbavset fra ham, munden måbede let. Al luft forlod abdomen, suget ind som de kælende gnid var brusende for den gamle krop. 
Tvungen lukkede han munden i, sank en kugle af spyt som hobede sig op i svælget på ham. Luften kom stille tilbage i kroppen, pupillerne udvidede sig gravist. For zalens. Finneas blikkede tungt i, øjnene mødtes kort tæt ved næsens ryg, for at falde tilbage og så nedad. 

En befrielse var det ikke, men massagen af legemet ophørte og han åndede ud og lod mundens læber have en mild passage åben. " Bide dig? " gentog han og løftede overvejende blikket op. Det var ikke engang på hans tanker, men som det blev nævnt, stak det da en smule til ham. Munden faldt let i og han sank en ny kugle. At det skulle gå op for ham, at han ikke kunne give oral sex på mænd på denne måde, det var alligevel opsigsvækkende. Det var ikke umuligt, men hjørnetænderne var i vejen. En dråbe af blod og et andet instinkt ville tage over.
Enzel tænkte på alle de små deltaljer for ham, pinligt. 

Finneas lod sig blive tilset ved tænderne som han var en hund til udstilling. Kunne han vinde en præmie for at have fine og raske tænder eller ville han blive kasseret som en anden loddent krydsning. 

" Mhm ". Luften forlod ham kort varig som bordelejeren satte sig på hans brystkasse. Et eller andet sted ville han gerne løfte hovedet og se penissen på tæt hold, men ligefrem at løfte hovedet for blot at kæle den med sin hage, det tilfaldt ham nu ikke helt. Så han lod sig ligge og trak overvejende på smilet. Det var alligevel sjovt på sin egen mærkværdighed. Hovedet rykket sig lidt med som han ville se med, og da han så halsbåndet, rynkede han panden. 
Ville han vide hvad kunderne gjorde ved halvdyrene i dette rum, for det var næppe kunderne som sad fast til væggen på den måde. Eller? Ej, så ville der nok være blevet en sag ud af det. Ikke?

Finneas hjalp ikke lige så meget til som med opbindingen af hænderne, men strittede heller ikke i mod. " Ja " svaret var monotont og stille, men blikket søgte mod Enzels. 

" Du må jo gjorde lige præcis hvad du vil med min krop, se om jeg vil fortryde, ikke sandt? " 

Halsbåndet, og i det hele taget underdanigheden klædte ham. Enzel undersøgte ham nøje med blikket, for at finde ud af, om det var ubehageligt for vampyren. Man kunne ikke stole på noget, med sådan en i sit hjem. Men hvis ikke det her ville holde ham tilbage, vidste han ikke hvad han skulle gøre. Han pustede pludselig heftigt og kunne endelig ånde lettet op.

”Sandt. Og det vil du.” Han hoppede ned fra ham og gik hen til vinduet, hvor han trak i det snorværk, der hørte til gardinerne. Finneas skulle nok finde ud af, hvad han havde ment med at natten var uendelig lang. ”Skal vi ikke lige lukke lidt op, til når morgenlyset kommer ind?” Han smilte et grusomt smil hen imod ham, mens gardinerne blev trukket helt til side. Lige nu var natten endnu kold og stille, men månelyset skinnede kraftigt ind og oplyste Enzels hvide krop, og strakte sig hele vejen hen til sengen. Månelys kunne nok ikke true mange vampyrer, men meget tydede på, at Enzel havde tænkt sig at trække tiden ud med ham.

Hvordan ville han reagere? Var det ved at gå op for ham, at han aldrig havde været velkommen? ”Tror du virkelig selv at jeg vil knalde med dig? En forbandet? Du som bryder ind i mit liv, og truer med at genere mig til jeg dør!” Enzel var så rasende, at han bed sammen i tænderne, og den rubinske dialekt virkelig slog igennem. ”…Du skulle aldrig have fjernet min hovedbeklædning. Du ved ALT for meget, til at jeg kan lade dig vandre frit... Hr. Lyøe.”

De fleste ville nok kalde på en vampyrjæger… Men Enzel var en selvstændig kat.

At et ønske fra før skulle blive så så intenst, at han virkelig skulle bede til Guderne i sine tanker. Han lagde hovedet mageligt tilbage på hovedet og så bare op i loftet. At Enzel ville gå den vej, det var en skillevej for dem, en uendelig lang skillevej der ville vise at intet var nemt. " Han elsker eller tænder ikke på dig længere huh? " som de ikke var kommet videre fra den samtale overhovedet. 

Håndfladen lå blottet opad, men fingerne gled spillende mellem hinanden. Det huede ham ikke spor, men han ville ikke heller give katten den fornøjelse at give en reaktion. Finneas lå stille og begyndte at planlægge sine næste træk, ikke for natten eller den kommende dag, men fremadrettet. Det var jo et voldsomt spil skak de havde gang i, og han var sat sat i et forsøgt skak. " Hvordan har du det med varulve, Enzel ? " eftersom han alligevel ikke havde en mulighed for at svare på nogle af spørgsmålene, kunne han lige så godt stille sine egne. At Enzel troede, at Finneas var en ensom mand uden en omgangskreds der ikke havde ideer om hvor han opholdt sig eller hvad han havde af planer, det var næsten .. diskriminerende. Vampyrer var ikke så afskåret fra verden som mange gik og troet, det krævede bare sit at opretholde. 

" Du er en race-halvkat, selvom der ikke er meget halv over dig " snak om at danse med døden nu. 

Skulle man alligevel dø af sollys, kunne det lige så godt være på bordellet.  

Den ondsindede smil dumpede ned i brat ophørelse. Det virkede bare på blodsugeren som om han var ligeglad med at være i den situation han var havnet i. At det her blot var ét bump på vejen ud af mange. Som om han ville overleve i sidste ende. Enzel ville ikke slippe ham fri. Nej, han kærede sig om mulighederne for hvordan han skulle slå ham ihjel på.

Han havde selv valgt at dele sine ægteskabelige problemer med ham, fordi han allerede der vidste, hvad han havde tænkt sig at gøre. Selvom det siden start havde været en sats på livet. Finneas kunne have lugtet lunten, og ville have bidt ham eller stoppet ham fra at binde sine hænder i første omgang. Det var kun et held, at han havde kunne forføre ham, og spille sit skuespil rigtigt.

”Han vil lære at elske mig igen…” Svarede han mut, og dækkede noget af det hvide gardin, så hans halverigerede lem ikke var synligt for ham længere. Hele situationen havde alligevel, lidt mod hans vilje, tændt ham den smule. ”Og varulve siger mig ikke meget. Aldrig har jeg mødt en, men de kan sikkert pelses til et par varme vintersko.” Hvorfor spurgte han om det? Var det for at høre om han hadede vampyrer og varulve på lige fod, eller var Finneas en eller anden slags… hybrid? Reglerne for vampyrforbandelser kendte han ikke så godt. Han havde kun læst det nødvendige, og det var hvordan man skilte sig af med dem.

Han forlod lyset ved vinduet, for i stedet at luske rundt om sengen, mens blikket gloede olmt på hans fange. Han hadede ham virkelig. ”Er du slet ikke bange?” Kunne det være en vampyrting, at man ikke frygtede enden? Han rakte ned efter Finneas’ tøj, og fiskede amuletten op ad lommerne, og tog den på igen. Han vidste det ville provokere ham noget så forfærdeligt, og hvis det kunne tilfredsstille ham med en vred reaktion, ville Enzel fryde sig. Amuletten, med Finneas’ blod, hvilede nu mod hans nøgne bryst, og kælent kom Enzel hen at sidde ved siden af ham i den store seng, hvor han mageligt strakte sin lange krop, og gjorde sig til overfor ham. Hans buskede hale slyngede sig slangeagtigt over hans hofter, for at skjule sine ædlere dele.

Han spandt højlydt, så de små vibrationer næsten kunne mærkes i madrassens underlig.

Den forbandet naivitet havde løbet løbsk med ham, men en lektie var blevet lært og han kunne nu tage dette med sig til næste gang, hvis han fik en næste gang. Det kom helt an på om Enzel valgte at gøre det hurtigt og effektivt eller langsomligt og pinefuldt. En dag var dog ikke nok at forvente, sæt en måned ad og de kunne se det an. 

Hovedet vendte sig lidt i mod Enzel: " Nej, har man først et had til en man har elsket, ændre det sig ikke " treogtyve år og endnu så meget at lære. " Specielt ikke hvis du har andre på sidelinjen " der havde i hans opfattelse ikke være nogen hemmelighed i og for at Enzel ikke var så synderligt tro mod sin partner igen, så blodbånd eller ej. Hvis nogen var forbandet, var det så sandelig Enzel ham selv. " Varulve er brutale forbandet folk, når de har deres fuldmåne, er det et held hvis folk i nærheden overlever. Som deres vanlige jeg erindre de intet.. Men de er den bedste ven en vampyr kan få, selvom vi er naturlige fjender " en tale fra de varme lande, men han lod hovedet falde tilbage så det lå med næsen pegende op mod loftet på ny. 

" Jeg ville næppe påstå at du skræmmer mig når du blot gør som alle andre ville have gjort " og alligevel irriteret det ham grænseløst at Enzel tog amuletten igen, men i forsøget på at holde reaktionerne nede, træk musklen i kæben alligevel. Blikket veg væk fra Enzel, han gad ikke lege med. Det var ikke i hans interesse at give manden flere fornøjelser på den bekostning. " Du ved de åbningen du fandt på mit håndled tidligere, de kan stimuleres, og du har sat rebet på dem, så når jeg rykker hænderne.. " 

Han lyttede til hvad han havde at sige til sit forsvar. Og hans trussel om at han havde varulvevenner. Som om det skulle gøre nogen forskel. Enzel tænkte for sig selv, at hvis han kunne nedlægge en stærk vampyr som Finneas, så kunne han nok også skaffe en varulv ad vejen.

”Du taler som om du kender til kærlighed…” Selvom han lød uimponeret og var til den sure side, fortsatte hans spinden provokerende derudaf. Han vidste ikke hvor gammel Finneas var. Han kendte kun til kroppens alder. Men det skulle ikke undre ham, at Finneas havde prøvet at elske før, om så det var før eller efter hans død. Enzel var ligeglad! Men knap så ligeglad over, at Finneas åbenbart kendte til hans sidespring med Phillippe. Det, eller også gættede han bare, og ramte plet. Enzel lod som ingenting, for at beskytte Phillippe.

Hele snakken om varulve lød bare som tomme, desperate trusler. Men Finneas formåede alligevel at få Enzel til at skænke hænderne et smånervøst blik. Havde han nu også bundet dem godt nok? Men han sørgede for at kigge hen på Finneas’ ansigt igen, der havde vendt sig bort. Skamfuldt. ”Jaah?” Spandt han og lænede sig en smule tættere på vampyren, så hans fingre kunne nå hans bryst, og cirkulere drillende rundt om en silkeblød brystvorte. Legesygt og provokerende. ”Og hvad vil du så gøre? Klistre det hele til?” Han smilte, og kiggede forventningsfuldt på det bortvendte ansigt. Han nød at være i sin magelige magtposition.

" Du er godt nok dømmende. Jeg er forbandet, ikke født uden hjerte " at skulle redegøre for det hjerte i hans brystkasse var slet ikke forventeligt. Men alligevel... nej. Ikke alligevel, han forstod ikke helt hvorfor Enzel var så snæversynet omkring det at han kendte til kærlighed. Skulle han have været foruden hjerte og følelser fra fødslen af mon. 

Dog ville det klæde Enzel at være vampyr ham selv. Tænderne var der jo alligevel allerede. 

Men der blev så stille, der kom ingen svar på sidelinjen eller det efterfølgende, så enten vidste Enzel bare godt, at han lå som han var redt. Og sengen her sagde en ganske god del. Det var formentligt mandens eget favoritrum at komme til. At spænde sin mand til væggen og bare udsæt ham for hvad end straf han fandt ham passende. 

Blikket stirret bare frem for sig, så madrassen og sine egen arm og hånd. Han ignoreret det som var baggrunds, det var intet andet et støj for billedet alligevel. " Nej " og begyndte at rykke lidt i hånden, som han gjorde sit for at frigøre åbningen på håndledet en anelse, alt for at opmærksomheden blev vendt fra armen som lå bag om ryggen ved Enzel. Fingrene havde ligget og trommede med hinanden udenlukkende for at han kunne få presset tommelfingeren og dens pude ind mod håndfladen og gøre sit håndled smalt og trukket hånden ud af rebets knob. 

" Har du tænkt dig at sidde der hele natten og vente på solen står op i mit selskab ? " og vendte blikket tilbage mod Enzel, som han ikke havde det fjerneste i mod det. Der var ingen trusler at tyde, han var jo bare et menneske, intet andet. Uforbandet og hjælpeløs. 

Helt stille var der nu alligevel ikke. Den konstante brummende spindelyd, der kom fra den magelige hankat ved hans side, skulle nok huske ham på, hvor han var, og hvem han var sammen med. Men ud over det, så ja. Enzel kunne godt mærke den trykkede stemning. En lille pause fra at høre på vampyrens endegyldige trusler, var nu også meget dejlig.

”M-hm. Jeg vil ikke gå glip af noget,” Svarede han og strakte på sin krop. Fingrene han kælede for Finneas’ brystvorte, dansede i stedet en tur ned langs hans arrede bryst og ned ad hans mave. Fingrene spredte sig igennem de blonde kønshår. Han tvivlede på at hans hånd stadig var velkommen mellem hans ben, men Enzel var stadig småliderlig ovenpå sejren. Og så var han egentlig nysgerrig for at se, om lysten hos ham døde sammen med håbet om overlevelse. Det gjorde jo ikke noget, for manden skulle jo alligevel dø.

Han klukkede muntert for sig selv. ”Fortæl mig mere om hvordan du ikke er født uden hjerte…” Han begyndte at lege med hans kugler. Stryge dem med fingrene og klemme dem lidt i sin hånd, lige på kanten til at det skulle til at gøre ondt, men stoppede mens det stadig var behageligt. Som lå han med kløerne i sit eget skridt lidt nu. ”Hvordan du… er i stand til at... elske…” Det sidste døde ud i et vibrerende suk. Enzel var opstemt, men gjorde bare ikke noget ved det.

Nøje, helt ned til mindeste detalje valgte Finneas at time det. Som hånden u-inviteret listet ned mellem hans ben på ny, spændte han op i underkroppen så lænden svajede og løftede sig fra madrassen, og der fik han trukket hånden ud af rebets knob, men lod den ligge ude ved siden, som den endnu var båndet op. 

" Gå glip af hvad? " solen der stod op eller hvordan han ville forholde sig til kedsomheden der måtte opstå i hans bundnesituationen. 

Hans pik havde stille været ved at gå hen og blive slap, men som hånden havde lagt sig og fingrene greb om pungen, flød blodet tilbage dertil. Finneas kunne ikke rigtig bebrejde hans krop for det, det var en så naturlige reaktion (og så ville han jo gerne). " Hvis du absolut skal spørge om de ting, så lad vær og suk sådan, ellers kan du lige så godt udnyt situationen til din egen fordel.. " hvilket ikke betød han burde knep med ham, men han kunne stadigvæk få sin egen tilfredshed stillet med sin egen hånd. 

Rømmende rensede han stemmen og sukkede en anelse tungt ved berøringen selv: " Det er ikke nemt i denne tilstand, men at kunne give dem en tryghed, opmærksomhed og ubetinget affektion.. være villig til at gå igennem smerte for dem og forsvare dem uagtet situationen de står i. Elske deres personlighed præcis som den, med og uden fejl " det var hans tag på det, hvad han drømte om eller havde gjort. Men lige nu handlede det primært for ham om at have sine venner, kærlighed løb ingen vegne alligevel. 

Panden rynkede kort, fuld erigeret. Fedt...

Man skulle blot se på Enzels sorte ører, for at finde ud af, hvor hans fokus var. Rusken ved rebene bag ham, hørte han ikke, fordi han forventede at der kom lyde deromme fra. Han kunne se at Finneas hals var i kort snor, og det var det eneste han blev ved med at tjekke, når hans øjne ikke skuede nedad.

”Din skæbne,” bekræftede han. Solen alene kunne ikke klare ham, men den kunne smelte huden af ham. Eller også ville den gå op i røg? Det stod ikke så detaljeret i den bog han havde læst i.

Finneas krop handlede præcis som Enzel ville det. Alligevel kiggede han på med forundring og overraskelse. Han var erfaren i en seng, men partnerne var få. Det her var næsten rekordtid han kunne få nogen op at stå. Han havde ikke gennemtænkt situationen. Hvad skulle han dog bruge en erigeret penis til, når han ikke havde tænkt sig at føre den op nogen steder? For nu legede han bare med den og mærkede den svulmende fornemmelse i sin hånd. Fornemmede spændstigheden inde bag forhuden og sammenlignede den med sin egen.

”Det lader ellers til at du reagerer meget positivt på mine suk,” Svarede han så, uden at sukke denne gang. Men Finneas havde fat i noget. Det ville blive en lang nat, hvis han skulle ligge her og pirre ham, indtil solen stod op. ”..Du har ikke myrdet nogen, du ikke skulle myrde?”

Han slap ham, og lænede sig lidt tilbage, for at kæle for sig selv i stedet. Hans kærtegn havde næsten lige så god effekt hos sig selv, som hos Finneas. Han torturerede dog ikke sig selv ved ikke at gnide sig. Han behøvede ikke at holde ud eller gemme sig selv til hans krop. Enzel stønnede et lavmælt støn. At skulle fortælle ham en historie, mens han begyndte at ordne sig selv, ville nok virke som en umulig opgave. Enzels øjne var lukkede og hans fokus var et helt andet sted.

" Ah, selvfølgelig " lød det blot, som det var det mest oplagte og åbenlyse at forholde sig til. Finneas brugte bare sine uendelige muligheder for at frigjort hænderne uden om halvdyrets opmærksomhed og hid til, der fungeret det ganske godt. Det var muligvis til Finneas held at Enzel var lige så pirrelig ramt som et hvert menneske og dyr. 

Maven trak sig lige så stille sammen fra tid til anden som han måtte erkende det gjorde noget for ham på den ene eller anden måde, men det var alligevel ikke helt nemt bare at ligge model til det. 
Den anden hånd lå endnu og drejet sig lidt omkring, fortsat som om han forsøgte at rykket rebet frit fra hans åbning. " Ja, du sukker spindende, man har vel ømme punkter " mukkede han kort og kontant. 

Finneas sukkede ud som en lettelse ramte ham. Hånden var af ham og han så mod Enzel som som begyndte at tage hånd om sig selv. Det var nu han slog til, som han begyndte at fortælle, fik han løsnet den anden hånd og med rolige bevægelser ville han få løsnet halsbåndet: " Ja, en del gange i starten af min forbandelse, det var ikke lige til at kontrollere blodtørsten eller begrænse sig med mængden af blod.. Så jeg har haft mine dårlige perioder hvor intet syntes at give mening. Ikke at det gør det nu, men det giver mere mening at forsøge sig med livet som det er. Jeg nyder ikke at dræbe, og hvis det endelige er tilfældet, er det ikke mit instinkt som vampyr der diktere det " 

Han tal som det var hos en terapeut, uden tøven eller forstyrrelser i stemmen. Hånden kom fri og armene endnu lagt oppe, men underarmene der kom om bag nakken af ham sig for at frigøre sig selv. 

Blikket var konstant på Enzel, som han var i en anden verden. Men Finneas kom fri, løftede stille overkroppen og så bare til. Afventede en reaktion. 

Finneas stemme plaprede derudaf med en monoton, dødssyg stemme. Det var kedeligt, men det var trods alt bedre end at onanere til ingenting. Enzel gjorde lidt ekstra ud af sit håndarbejde, bare for at fremskynde klimaks, så han i det mindste kunne nå at afbryde hans uinteressante fortælling med et par klatter i hans ansigt. Og så skulle han nok lade ham ligge et par timer og tænke over det. Fantasien om at ydmyge ham, var næsten nok til at få ham til at komme. Han vred sig lidt og stønnede sagte… ”Åååh mmmmh” Han var så tæt på… ”Lyøe, du lyder som en vat-” Noget i stil med vattet vampyr. Men en klam fornemmelse af sine omgivelser fik ham til at tie. 

Han bemærkede at der var noget galt og stoppede straks midt i en håndbevægelse. Om Finneas havde bevæget sig på en måde der havde ændret på lysmængden i rummet, eller om det var fordi han pludselig blev stille og afventende, kunne han ikke selv sætte en finger på. Han rykkede bare på ansigtet og kiggede op. På ham.

Han gispede forfærdet og fløj op fra sin liggende, magelige position ved siden af ham, og skubbede sig selv så langt væk fra ham, som han kunne komme - helt ned til fodenden. ”Hvordan!?” Skræppede han forskrækket op. Hvordan kom han fri!? Enzel skulle have gjort det af med ham med det samme i stedet for alt det der. Hans hånd søgte om bag sig, og ned efter våbnet på skamlen, der lå placeret ved foden af sengegavlen.

Hovedet lagde sig let til siden, kiggede med ned over skuldrene for at se hvordan det hele gik til. Han virkede så tæt på at nå sit klimaks og svine sig selv til, medmindre han regnede med at grise Finneas til. Åh, han stoppede midt i sætningen, hvad mon der gik igennem hovedet på halvdyret, han ville elske at høre den slutning. 

Reaktionen kom og med et roligt udtryk i ansigtet så han hvordan øjnene åbnede sig for ham. Sikke han piskede væk, måtte han lige vende i tankerne for sig selv. 

Finneas så mod fodenden af sengen og skimtede bag Enzel. Daggerten lå og ventede på ham. " Jeg fortæller dig hvordan, hvis du lader vær med at samle den op, ellers hænger du på væggen til i morgen præcis som du er.. neutral og flot " det var en advarsel, ikke en trussel. Kend forskellen kat. 

Enzel gik i stå da Finneas advarede ham mod at samle daggerten op. Så vigtigt var det nu heller ikke for ham, at vide hvordan han var kommet fri. Det vigtigste var trods alt hans egen overlevelse. Jovist, der var en chance for at Finneas forblev ligeså rolig som nu, hvis han lod være med at trække sin daggert, men det var stadigvæk kun et sats. Og så gjorde det mentale billede af, at blive hængt op på væggen af ham, edderspændt rasende.

Som om han ikke havde forstået hans sprog, greb han ud efter daggerten og kastede sig over ham. ”DØ!” Hvæsede han aggressivt, fulgte sit dræberinstinkt, og gik mere op i at få angrebet end at ramme præcis. Hvis han fejlede første gang, havde han energi nok til at forsøge igen. Gøre hans samling at stiksår komplet med nye, friske. Han ville have hans hjerte!

Benene nåede han at trække lidt ind til sig selv for at gøre sig selv klar til en genstridig adfærd fra halvdyret. Finneas lænede sig hastigt tilbage og greb ud efter hånden med daggerten med den ene hånd, mens den anden greb efter skulderen på den anden side. Fødderne lagde sig mod hofterne som han løftede Enzel fra sengen og sig selv. 

" Jeg bider dig ikke, så stop den adfærd ! " skar han igennem med en vred stemme og så op mod det arrige ansigt som det ikke var vant til at få sin vilje. Det var et held at Enzel var så let, at han kunne holdes oppe på den måde, selvom det måtte se noget så besynderligt ud fra udefrakommende. 
Hånden om håndledet forsøgte let at vride så daggerten blev tabt ved den af ham på madrassen. " Hids dig ned og jeg går, og skal nok lade dig være " selvom noget af hans hang og dinglede fra den andens hals. Det skulle han nok få retur på et tidspunkt, men hvis det krævede at han måtte opgive den for en stund, så var sådan det var. 

Blikket faldt dog lidt mod blodet. Hans største frygt var at Enzel kunne værre så kynisk at hælde det fra. 

Han blev grebet midt i luften, og selvom hans armbevægelse havde været insisterende, var Finneas meget stærkere end ham. Enzel prustede og hvæste anstrengt, sikker på at hans forsøg på at slå ham ihjel for anden gang, ville få konsekvenser for ham. Han vidste hvad Finneas var ude på, da han begyndte at tviste hans håndled, men kunne ikke gøre noget ved det. Hans hånd gav efter, og daggerten faldt ud af hans greb, og bouncede fra sengen og videre ned på gulvet, væk fra begges rækkevidde.

”N-nej..!” Skælvede han over tabet af sit våben. Hvad havde han ellers at gøre godt med? Bide ham! Nej, dum ide…! Forfærdelig ide!

Han havde faktisk ikke andet han kunne gøre, end at hidse sig ned og håbe på at han på en eller anden måde… forbarmede sig over ham, og gik? Og hvis ikke, måtte han jo tigge og bede for sit liv. Han kunne næppe forføre ham igen, og ærlig talt var han ikke helt klar til at friske sig op og blinke med øjnene.

”...Så slip mig” Nu prøvede han bare at komme øh… ned! "Venligst"

Finneas ført øjnene tilbage på Enzel og så mod øjnene af manden. Det kunne ikke blive mere tydeligt at Finneas ikke havde nogen interesse i at sætte tænderne i ham, ikke at han ikke havde lyst, men det skulle komme naturligt mellem dem. Som når Enzel lavede blodpagter med gud og hver mand. 

" Slip dig? " spurgte han og så lidt på positionen de var i, det var muligt at han var halvdyr, men tyngdekraften ville trække ham ned uanset hvad, hvorfor Finneas med en anelse besvær fik sig selv mere og sidde og satte Enzen mod fodenden af sengen og lod fødderne slippe hans varme hud som den var. 

Så snart de begge sad nogenlunde, forflyttet han benene ud til siden af sengen, bukkede sig ned og samlede daggerten op, rejste sig og rakte den til Enzel. " Lad vær og brug den, jeg skal nok gå, okay? " som at tale til et barn. Han bevæget sig til enden af sengen for at samle sit tøj op. 

For engang skyld havde han lært sin lektie, og var også lidt chokket over, at hans drabforsøg var blevet afbrudt på den måde. Han blev placeret på sengen, og trak sine ben ind til sig i et kram. Halen skamfuldt mellem benene. Det var ligesom at blive irettesat som barn, skønt Enzel aldrig havde kendt nogen almindelig barndom. Som avlskat måtte han intet, og som prydslave hos Llyon måtte han det hele.

Han tog imod daggerten, der blev rakt ham, og viste ham at han nok skulle opføre sig pænt, ved at lægge den ved sin side.

”Du vil ikke hævne dig…?” Enzel spurgte ikke for at give ham gode ideer. Han var bare ikke vant til folk der bare ’børstede’ ham af på den måde. Han havde forsøgt at torturere ham i solen, og stikke hans hjerte? Hvis han gik nu, ville han så kunne være sikker på, at han ikke kom tilbage? Hvis han var i Finneas’ sted, vidste han da godt hvem han ville nære føde hos, næste gang, da. Dårlig blod eller ej, det ville være en fornøjelse at drikke blodet af sine fjender.

Bukseben for bukseben blev trukket op, præcis som man havde haft en vidunderlig aften og en fantastisk tur i sengen, men nu måtte man videre og hun ikke behøvede tænke på noget. Finneas fik lukket bukserne og vendt sig lidt mod Enzel. " Nej, du må tro hvad du vil, men jeg gav dig mit ord sidst " eller snarer en erklæring, og den havde han i sinde at opretholde, om så det blev det sidste han gjorde. Gu' Zalans om han så skulle passe og pleje halvdyrets grav til den tid. 

Skjorten blev samlet op og han trak den over skuldrene og trådt et skridt mod Enzel, bukkede sig forover og valgt blot at plante et kys på toppen af hans hoved, for så at trække sig igen og få knappet op. 

" Gi' den tilbage når du er færdig med at tro vi er dødsfjender, okay? " det var en noget så ubehagelig sætning, det brændte helt i munden på ham at sige det. Føj for den da også. Men igen, hvis det var hvad der skulle til for at Enzel slappede af og kunne give ham noget tillid til ham, så var det det. 

Hans ord? Enzel måtte grave i sin hukommelse. Noget med… at beskytte ham fra Llyon? Han stivnede… Han havde brug for alt den beskyttelse han kunne få, men tanken om faktisk at skulle møde Llyon en dag igen, var hård at tænke på. Og hvad ville Llyon ikke sige til, at han gemte sig bag en anden, ny mand? Ville Finneas kunne nedlægge ham? Håbede han på, at nogen nedlagde hans Llyon?

Han registrerede at Finneas klædte sig på og nærmede sig ham, og bukkede hovedet for at gøre sig selv usynlig. Han kunne være forberedt på en dummeflad eller et skub. Men i stedet blev han kysset. Det fik ham til at spærre øjnene op og holde vejret indtil kysset var overstået, og da han løftede hovedet faldt der tårer ned ad hans kinder.

”…Jeg vil ikke HA’ din beskyttelse…!” Han slog i madrassen, for at vise hvor meget han mente det. Men lige nu var han et skravl. Han havde ikke gjort noget for at fortjene hans beskyttelse, som minimum, og for det andet…! Var det underligt! Hvad skulle han dog stille op, hvis Finneas på en eller anden syg måde forelskede sig i hans personlighed!? Han ville jo aldrig få fred.

Give hvad tilbage? Enzel greb amuletten om sin hals. Det måtte være den han mente. Han kunne ikke tro at Finneas havde tænkt sig at gå uden den, når nu han var brast ind efter den i første omgang.