Noget lettet fandt sin vej i Corinth, da rejsen på havet, ikke havde slebet for meget af Viktors kerne væk. Store ord, for en der knap nok kendte manden foran ham - men alligevel. Hvis Viktor havde kaldt dem Åndsfæller, havde Corinth været den første til at give ham ret. Bare på hver sin side af spektret, var hvad han regnede med med at se. At opleve, hviskede tankerne også, at han håbede. 

Men selvom Viktor havde svarede ham, svandt hans blik kortvarigt væk. Væk fra stuen, Corinth og hen imod andre tider. Hvad der foregik bagved de mørke øjne, kunne han desværre ikke gennemskue, men noget rørte sig i vandet. Hver person havde jo sine historier, og ofte, afslørede historierne mere end de mange forskellige smil, man kunne præstere. 
Men da han endelig lukkede Corinth ind i en brøkdel af det, gled et forstående træk henover læberne, og han nikkede lidt sagte. Datiden gjorde sætningen en anelse sørgmodig. Som et strejf af noget der var forbi; det var ærgerligt. Han kunne ikke forestille sig et liv uden sin dæmon. De var hans største støtte, og dybeste grav. 

Corinth var stille i sekunderne efter. Forberedte sig på at bryde selvsamme stilhed, hvis den endte med at trække for langt ud - men Viktor kom ham i forkøbet, et kækt glimt tilbage i øjnene. 
Og han samlede skam op på invitationen, da han løftede begge øjenbryn i overraskelse. Men trak sig ikke tilbage. Han hørte alligevel alt hvad man sagde. "Jah, det gjorde jeg egentlig.." sagt med en lille undertone af anerkendelse, snu knægt, hvorefter han pressede læberne vurderende sammen. "For en stund, Mira Reier" og han lignede et øjeblik en der ærgrede sig. "Hun havde en vej i livet, som ikke kunne ændres.." og så ligeså hurtig som det var kommet, et andet minde. "Oh, og den her engellignende rubiner, Ramiel. Gad vide hvordan han har det..." 
At han kunne li sine egne historier, var vel ikke noget nyt, men samtidigt også en måde at hylde de mange forbindelser, han alligevel havde fået smedet. Ikke alle blev holdt ved lige, men det var måske også det smukke i dem. Ingen af dem, blev for evigt, så det var med at forevige det man kunne. 

Han følte sig næsten som en ubuden gæst mellem den lille opremsning af bekendtskaber der havde efterladt sine fodspor i Corinths indre univers... og håbede, at hans fodaftryk ville passe i de eksisterende mærker - eller i det mindste være tungt nok til at udviske de gamle. Tvære dem ud, bare fordi han kunne; som en lille trodsig handling. En meget forkælet tanke, og Viktor ærgrede sig over, at han endnu ikke var vokset fra den slags prinsenøkker. Han ville måske endda have ønsket, at Corinth havde nævnt ham. Hjertet opførte sig i hvert fald som en spændt bue, hver gang et nyt navn blev trukket frem. Og alligevel blev de kastet om sig, som bladrede kunstneren i minderne og tog det første der stak ud. Så hvad betød det overhovedet? Det kunne være ligegyldigt at blive nævnt, hvis han alligevel lå i en bunke af mange. Den tanke trøstede ham. Eller måske snarere: den fungerede som et anker, kastet for at holde ham på afstand af skuffelsen, inden den ramte. Ja, hærdede ham fra at sætte næsen op efter noget han ikke kunne få.

Richard havde alligevel ramt plet dengang.

Alrysssønnen vidste bare ikke, hvad det egentlig var, han ville have.

Corinth, havde Viktor på sin vis sat i en permanent fortid, hans mørke beundring, sat ham på is, og pakket ham ind i støv og sentimentalitet som et jagttrofæ. Fra tid til anden støvede han ham af, og så tilbage på alle de flygtige hvad-nu-hvis'er og lige-ved-og-næsten'er. Ja, lige indtil han hørte om havnefesten. At det ikke havde været en drøm - at den mørke frakke var et bevis på at Corinth havde trådt ned fra kaminhylden og ind i Viktors nu. Han var ikke sur over det, snarere... timing havde aldrig været hans stærke side. Livet gik jo videre. 

Så... Viktor håbede på at være skrevet ind i nethinden af Corinth, selvom han havde lagt ham bag sig. Hvor paradoksalt.

"Det lyder til at du har mange inspirationskilder, hm?" Han kørte en hånd gennem håret og holdt et par af lokkerne væk fra ansigtet. Læberne formede sig i en blød bue, selvom blikket glitrede sigende til bemærkningen.

Noget sagligt lagde sig over Corinths holdning, når hans tanker vandrede ned af de stier. Det gav glød til de mørke øjne, og fodrede et ego, plejet igennem erobringer. På mange måder var det let for ham at fange andre - det spil havde han mestret. Men at holde på dem, måske endda lade dem holde på ham, var dog en anden historie.
Og havde han tænkt på Viktor af og til? Jah da. Når han kiggede ud i nattetimerne, alene, flakkede minder henover nethinden, og der blev altid værnet om de, som han holdt kære. Havnen, statuerne, tilrøgede lokaler og flirtende baggrundsmusik. Ørkensandet med sin røde fuldmåne og dem han havde delt nætterne med. Viktor var en knitrende flamme i dén mørke nat, men druknede i et liv, levet et årti foran hans eget. 
Og så pludselig stod han her igen, flere måneder og sæsoner efter sidst. Han vendte tilbage, men hverken på Corinth eller hans egen akkord. Var det Chances spind, der lagde sig om dem? 

En klukkende, lidt smigret latter kom fra Corinth, der ikke kunne undgå at føle varmen som ordene bragte med sig. Den spredte sig henover kinderne, ned igennem fingerspidserne med blodet bankende inde bagved. Det var for tidligt (og hans tolerance var nok for høj) til at det hele kunne tilskrives vinen. Men det var et velkomment sus af interesse. "Hvad kan jeg sige? Jeg finder spændende mennesker.." og de mørkebrune, svagt rødlige øjne fangede de bløde krøller, da han holdt dem tilbage. ".. eller også finder de mig" og pupillerne fokuserede tilbage på Viktor. 

Han sad også selv ganske pænt der. En afslappet silhuet, poserende uden at prøve, med en glorie af orange lys i kanten af de ellers mørke krøller. Corinth brød efter nogle sekunder øjenkontakten med endnu en tår af glasset, og satte det fra sig på bordet. "Hvad med dig, Viktor - hvor trækker du din inspiration fra?" og han greb fat i træøsken med urter, for ikke at brænde hul på adelssønnen med hans interesse. 
Arbejdet med at preppe piben kunne holde ham fokuseret, selvom det var et arbejde han kunne gøre uden at tænke. 

Viktor mødte blikket, og et skævt smil dukkede op i mundvigen - ikke helt afslørende, ikke helt afvisende. Øjnene glimtede, som om han morede sig over noget Corinth ikke havde adgang til, men gerne måtte forsøge at regne ud. Der lå en blød beundring i udtrykket, pakket ind i en tavs forståelse, som om han havde hørt alt det, der ikke blev sagt.
Men han sagde intet. Lod blikket hænge et hjerteslag længere end nødvendigt, før han lod det glide væk med samme elegance som en pensel over lærred. Smilet stadig hængende i mundvigen, der ikke helt kunne skjule hans spirende begejstring over at være blevet kaldt spændende, selvom det kun var antydet. Krøllerne bobbede frem igen, da han fjernede hånden. Han dyppede læberne i glasset... i håb om ikke at smage vinen alt for meget.

Hvad med dig, Viktor. Som revet ud af sin egen lille boble, rettede han blikket mod Corinth igen. Hvor trækker du din inspiration fra? Blikket gled ned over den ældre kunstner, som om svaret sad lige foran ham. De dansende lys på det bløde, lette stof glitrede på Corinths skuldre. I et par sekunder stirrede Viktor bare.

"Skønhed," sagde han omsider. Læberne formede ordet med en vis tøven, som om det var for simpelt - eller for afslørende.
"Men ikke storladen skønhed," tilføjede han, mens blikket vandrede til de mørke hænder, der rutineret fyldte piben. Fingrene arbejdede i en rolig, cirklende rytme. "Jeg tror, det er de små øjeblikke, jeg lægger mærke til. Det, man ellers overser. Et lysindfald. En bevægelse. Noget der føles… sandt." Han løftede hånden og trommede sig selv let på læberne med fingrene; en gestus, som om han smagte på ordene, før de nåede helt ud. "Nogle gange er det musik. Andre gange bare en fornemmelse." En tanke gled hen over ham.

"Jeg ved det først, når jeg mærker det." Et let hovedryst, og han så mod piben igen; Den hypnotiske måde Corinth pakkede den til på, nøjagtigheden, fingerspidsernes drag - som om han samlede noget helligt. Viktors mave trak sig sammen. Måske var det dét, han mente. 
Et kort, lydløst åndedrag slap ud mellem læberne, og han tvang blikket mod pejsen.
"Det er sjældent noget, man selv vælger. Nogle gange går man bare ind i et rum... og så er det der." En lille klukken forlod ham efterfølgende, for at dække over det måske lidt... fjollede udsagn. Han var ikke sikker på, om det gav mening for den anden.

At knuse de tørrede blade, og fjerne de stilke der stak ud. Låget lukkede med et lille klik, og han trak resten af arbejdet over æsken. imens han lyttede. Ud af øjenkrogen, var der et øjebliks stilhed. Men Corinth vidste at han havde hørt ham. Skønhed. Stilfærdigt samledes de sødlige blade i pibehovedet, inden han trykkede dem ned med fingerspidserne. Skønhed, men ikke storslået - den slags man så i hverdagens vidundere - i livets små gaver. Ikke for meget, men heller ikke for lidt af livet. 
Var han blot en af de.. nede på jorden typer, som så det smukke, i det almindelige liv?
Så mageligt som det lignede, at han vokset op, var det alligevel en romantisk tanke, han havde om hverdagens virkelighed. Der var så få sande ting tilbage, men.. han smilede let tilbage, en sidste, rituel lille tappen langs pibehovedet, for at fjerne løse rester.

Skønhed, og han kiggede tilbage på sin kære gæst, der sad og betragtede ilden. "Nej, jeg forstår. Følelsen kan være alt" sagt med sin egen grad af sandhed, fordi skønhed fascinerede også ham. At den nysgerrighed så drev ham til en sygelig beundring, havde vidst sig at være mindre.. passende. 
Corinth rakte ud efter en ildkrystal, som var fulgt med sættet, og lagde tommelen imod den. En lille rune lyste op under den mørke hud, og antændte den sødlige nymåneblads- og tobaksblanding, inhaleret med et tilfredst sug, da han lænede sig tilbage i sofaen. Det var sku heller ikke vigtigt, hvad de andre fandt passende. I denne by havde ingen ryggraden til at sige fra, alligevel. Der boede så mange, at selv de smukkeste sjæle kunne blive glemt i mængden. 

Og mens han betragtede ham, bagved doven røg der langsomt sivede ud af næseborene, listede et lidt undersøgende glimt frem. "Og hvad føler du så, nu, ved at være her? Jeg troede aldrig helt at det ville ske.." specielt ikke efter den isning han havde mærket fra den kaptajn, som havde trukket ham i sikkerhed sidst. ".. men du dukker op, på sjove tidspunkter i mit liv. Jeg kan li' det" og han tog et sidste sug,  inden den blev løftet lidt spørgende imod Viktor.  

Skønhed, tænkte han selv. Et lille indvendigt ekko for at smage på sit udsagn endnu engang. Flammerne i pejsen fangede hans opmærksomhed et øjeblik. Noget han var begyndt på for at prøve at forstå Frederiks fascination. Flammernes dans, deres varme og evige bevægelse - hypnotiserende, ja. Men var det stadig skønhed for Frederik, efter alt det, der var brændt op i dem? 

Jeg forstår... Det rev ham ud af sine tanker. Ikke voldsomt, men som at blive vækket nænsomt. Viktors smil voksede diskret i en drenget generthed. Han forstod. Selvfølgelig gjorde han det. De forstod hinanden. Det var det magiske ved deres relation. Viktors ord blev taget seriøst, og ikke bare affejet. Følelsen kan være alt... Det gjorde ham blød i mundvigen. Afslappet. Han drejede hovedet og sendte Corinth et varmt blik gennem røgen der var begyndt at indhylle ham, og han nikkede. Følte sig mindre fjollet nu, og mere set.

Spørgsmålet lød uskyldigt nok, men fik alligevel en farlig klang i Viktors ører. Farligt, ligesom ilden. Og ligesom et barn, der gentagne gange var blevet fortalt, at han ikke måtte, kunne Viktor ikke lade være med at røre ved det. Risikoen for at blive brændt lurede altid. Måske var det dét, Frederik forstod før ham; At noget stadig kunne være smukt, selv mens det gik til grunde.

Jeg troede aldrig helt at det ville ske, og til dét kunne Viktor kun tænke: Så er vi to - og han ville da have sagt det højt, hvis ikke Corinth netop havde tilstået mere. Jeg kan li' det. 

Han kunne lide det. 

"Du siger det, som om jeg ved, hvad jeg laver," sagde han med et skævt smil, men der var noget i blikket, der røbede, at han faktisk tænkte over det. Så han dukkede op på sjove tidspunkter i Corinths liv. Og Corinth kunne lide det. "Men det føles lidt... forbudt?" at være her, indrømmede han med en fåret grimasse der fik fregnerne til at danse mildt over næserynken. En mild morskab satte sig i hans øjne. Hans far ville ikke synes om det. Det var der egentlig ganske få der ville. Men når han sad her med Corinth, føltes verden udenfor til at være sat på pause for en stund. Ligesom ved klaveret... ligesom i slotshaven... ligesom... hmm. Nu? Han rynkede panden lidt, som om der var mere... noget andet han forsøgte at huske, men lod tanken gå. 

Han tøvede. Overvejede piben, der blev rakt ud til ham. Mindet om forårsbrylluppet poppede frem, hvor selv samme scene udspillede sig. Dengang havde han pænt takket nej - seksten år, og ganske from... i hvert fald når det kom til den slags. Men nu... Pupillerne udspilede sig i takt med en spirende interesse. Kunne Viktor virkelig kalde det en dannelsesrejse, hvis han ikke prøvede noget nyt? Vovede dét? Var det ikke temmelig dannet, og voksent at dele sådan en oplevelse med en mand som Corinth? En florerende følelse vred sig i maven - nervøsitet og spænding på samme tid. Dristighed. 

Han kunne ikke gøre det dengang, men han kunne gøre det nu. 

"Jeg er bare glad for, at det endelig kunne lade sig gøre. Jeg har virkelig ladet din invitation vente alt for længe." Og et beklaget smil trak op i Viktors mundvige før han rettede på sig og skuttede sig en anelse tættere på Corinth. Han satte glasset fra sig med et flygtigt blik, for at være sikker på at han ikke tabte det på gulvet - og fandt Corinths øjne, som glimtede rødt, kysset af pejsens skær. Det gav en knugende fornemmelse der spredte sig som røg i hans blodbaner, og så lænede han sig frem. Med nænsom beslutsomhed tog han fat om pibehovedet... strejfede de sortsodede fingre i overleveringen. Han anede ikke hvordan man gjorde. Alligevel gjorde han det, som han troede, man skulle. Han trak et sug ind - alt for skarpt, for amatøragtigt - og måtte straks kvæle et host, før en kaskade af dem hobede sig frem. 

"Det ser..." stemmen druknede i en anstrengt lyd, "...meget lettere ud når du gør det." Øjnene blev våde ved den lille hostekoncert som han bravt forsøgte at dæmpe i sin hånd. Med samme skamfulde ærbødighed, som en elev afleverer noget, han aldrig skulle have taget, rakte han piben tilbage. Hvordan i alverden kunne kunstneren få det til at se så elegant og charmerende ud? Viktor kunne smage den søde røg i lungerne, i næsen... den kvælende fornemmelse mindede ham om noget han ikke helt forstod. Måske noget fra en drøm. 

Et prust af latter kom fra Corinth, der dog godt kunne se hvad han mente. Vidste han ikke bedre selv, ville han næsten tro at det var planlagte møder. Han vidste dog fra sin egen side, at dette var en af de.. sjældne tilfældigheder. Og tænkte alligevel ikke højt nok om sig selv, til at Viktor holdt øje med hans væresteder. Men så skete det igen-igen. Og den forbudte aura som fulgte deres møder, fik ham ikke til at dreje om på hælen, for at finde andre stier. 

Han delte skam morskaben - hans far ville sikkert få et mindre anfald af hysteri, hvis han vidste, hvem hans søn tullede omkring med - tanken var fantastisk morsom. Og næsten som for at understrege det, tog han endda imod månebladspiben, der blev rakt frem. Se, Corinth havde heldigvis lært at være tålmodig, når det nu var nødvendigt af og til. Og når Viktor alligevel havde været udenfor i periferien, havde det vist sig at være lettere, end når han sad lige.. her. Han var lidt for glad, for det friske pust af selskab.
Corinths blik fulgte ham løfte den til læberne, en stille opmærksomhed på udviklingen. Oh? Og et bredt grin voksede over det lyse ansigt, da han så hosteanfaldet overtage det ellers rolige, fattede, udtryk, i hans unge ansigt. Ah, selvfølgelig. 
Han huskede skam godt hvordan den første gang var. Den kildende, men harske følelse - kroppen der prøvede at få ren luft fremfor velmenende, sløv, gift, tilbage, ned i lungerne. "Åh, tro mig - det bliver lettere henad vejen, hvis du gør det af og til" og han snuppede piben tilbage, et opmuntrende lille smil. "Første gang jeg prøvede pibe, troede jeg at min hals havde slugt flammer!" og Corinth skar lidt ansigt ved mindet, men trak den alligevel tilbage til sine egne læber, altid glad for smagen en gammel kending bragte med sig. Med nogle små, blødere sug babbede han liv tilbage i gløderne, inden at han tog den 'rigtige' inhalering, nu hvor den ikke var ligeså krads. 

Hmm, kunne han mon stadigvæk? Munden formede et karikeret O, kæben gav nogle ryg, og Corinth forsøgte at skabe røgringe imellem dem. Røgringe, der som skrøbelige små formationer voksede de opad imod loftet, fedt, før de fragmenterede i luften over dem. Adelsmanden pustede tilfreds det resterende røg ud imellem tænderne. 

Et sidste kradsende host forlod ham, slettet i et prøvende røm, og han smilede mod Corinths opmuntrende bemærkning. Et lille grin undslap - flovt, men ægte. Slugt flammer. "Og alligevel blev du ved," sagde han lavt, næsten vantro. Brynene trak sig sammen, både imponeret og lidt forskrækket. Han gned sin hals, som for at trøste den; det føltes stadig, som om den klagede over overgrebet. Fingrene gled videre, ned over brystkassen, og endte ved vinglasset, som han tog en god slurk af. Han prustede, tørt og blikket gled tilbage til Corinth... til munden, der så ubesværet vuggede piben, til røgen, der glødede svagt, næsten hengivent. Han prøvede at gennemskue teknikken. Det så let ud. Let på den måde, hvor det kun er let for nogen, der har gjort det tusind gange før.

Corinths læber bevægede sig igen, og Viktor betragtede - næsten fikseret - hvordan de formede sig. Røgkransene løftede sig mellem dem. Han fulgte dem med øjnene. Ringe, perfekte og levende, der svævede op og opløstes i samme bevægelse. Gik op i røg. Som om de aldrig havde eksisteret. Og noget vågnede i ham. Begyndte at strække sig i hans indre. Næsten som en åbenbaring.

Hans øjne dalede, tilbage til Corinth. Han sad stadig der, mageligt, med et blik der næsten glimtede: som om han vidste hvad det gjorde ved Viktor, men lod ham finde vej selv.

"Vil du ikke lære mig det?" Det fløj ud af ham - impulsivt, ærligt. En pludselig indrømmelse, som overraskede ham selv. Men ikke nok til at tage det i sig igen. Det var ikke for at imponere, ikke for at lege voksen. Men fordi han ville det. Et demonstrativt ønske om at træde ud af sig selv. Ud af det gamle, det kendte, det forventede. Ud af sønnens rolle. Den kedelige. Knægten... eller 'barnet Viktor'. Og lige nu - her med Corinth - stod han på tærsklen til dét. Noget nyt, noget andet og... sit eget.

Han kunne åbne sig for alt det, Corinth repræsenterede. Noget dekadent, voksent, forførende - og måske, uden at han anede det endnu, destruktivt. Det kaldte på ham. 

Et lille smil krøb frem. "Og jeg mener ikke røgringene - selvom de var ret seje... Jeg vil gerne lære at ryge pibe."

Nogle ting gjorde man, selvom at man inderst inde vidste at de nok ikke var gode for en. Selvom ens krop sendte dusinvis af advarselssignaler. Selvom den sjette sans sang højt; lad være, jah så kunne man ikke undgå at falde i. Så han ville blive ved, indtil han ikke kunne stå længere. Indtil der ikke var mere at komme efter, og det sidste lys slukkedes i natten. 

Om han ville lære ham det? Blikket fløj op imod røgringene, men blev hurtigt ledt tilbage til Viktor, da han mente piben. Ah, et lidt mere realistisk valg, heldigvis, og han nikkede. "Joh da, absolut" - fordi der var mange ting han kunne lære ham. Spørgsmålet virkede som et, der havde overrasket Viktor selv, blot en anelse, og det gav en spirende følelse af magt hos Corinth.
Bevares, ikke den fysiske, men det at han var interesseret i dette.. jah så var der måske også andre ting, han var nysgerrig på. Opmærksomhedens magt, det rakte mere intuitivt, og dybere end den fysiske.  
Og hvis der var noget han havde lært igennem årene, var det at give de adelige lidt plads til at boltre sig på. Så snart de var væk fra resten af verdenen, væk fra alle de der holdninger, der virkede så fandens vigtige.. så var de ligeså nysgerrige - eller måske endda mere nysgerrige - som alle andre. 

Den poetiske side af ham, kunne heller ikke undgå at ane skitsen på deres billede. Viktor, så tillidsfuld og rå, og ham, som den afventende skygge i kanten af hans lys. Det ville være en smuk tragedie. 

Corinth rakte ham ildkrystallen. Lidt vurderende kiggede han på gløderne der dæmpede sig, og tog med sin frie hånd sit glas igen. "Det handler om varme" han rakte derefter piben tilbage til ham, men vippede den også lidt frem, så han kunne se hvordan de fik lov at lægge sig. "Enten skal de være varme nok, eller også må du lade dem gå ud, før du genantænder dem... jeg tror du ventede lidt for længe, og indhalerede for hurtigt" og han lænede sig tilbage med sin vin, for at give eleven plads til at lære. 

Da Corinth nikkede, faldt noget pludselig på plads i ham. Som om det, han først havde troet var ren impuls… nu forankrede sig helt rigtigt. De nøddebrune øjne fandt kunstneren foran sig, mens røgen dansede omkring ham som en diset forårsaften.
Kæben strammede sig i noget, der mindede om et smil - men bag det lå en anden slags alvor. Den beslutsomhed, der hører til i dét sekund, hvor man vælger en sti, man ikke helt kan vende om fra. En blød alvor - og spirende hengivenhed - dvælede i blikket, hvilende på Corinth. Som om han (uden at gøre noget særligt) kaldte på noget i Viktor, han ikke anede, han længtes efter.

Viktor tømte glasset for de sidste dråber vin og satte det fra sig med en knapt hørbar klang. Brynene knyttede sig i panden, ikke i vrede, men i den særlige form for koncentration, som hørte til, når han ville forstå. Helt. Ikke bare lege med noget - men lære det. Som om teknikken i sig selv rummede nøglen til noget større.
"Varme," gentog han, lavmælt, som en elev der lige havde opfanget et nøgleord og måtte smage på det, for at huske det rigtigt. Ildkrystallen lå lun i hånden. Piben fulgte kort efter; rakt tilbage til ham med den samme rolige selvfølgelighed, Corinth gjorde alting med. Viktor tog imod den uden et ord. Den føltes tungere nu. Ikke i vægt, men i betydning. Som om noget var forandret, siden sidst han holdt den.

Et kort blik fløj til Corinth, næsten som for at sikre sig, at han stadig så med. At han var til stede i det. Og måske, lidt, som for at få ros. "Okay - Skal jeg sådan... puste lidt i den, og så... trække vejret ind?" spurgte han, og rynkede panden med et blik, der vekslede mellem ivrig nysgerrighed og uerfaren usikkerhed. Han kunne lære det. Selvfølgelig kunne han. Han havde altid været hurtig til at forstå ting; ikke bare med hovedet, men med kroppen, med hænderne. Det skulle bare lige… klikke.

Den sagte lyd af glas imod bord signalerede hans start, og Corinth tog selv en tår af sit eget. Over glassets kant, fulgte han dog  stadigvæk med - brød ikke hans observationer - da Viktor tog det nye redskab i hånden. Vendte mundstykket tilbage imod sig selv, med hvad han kunne ane var spænding i de glimtende øjne. Oh, og det var allerede ved at gå galt. "Ikke puste - sug' indad" og han sænkede glasset. "Du vil kunne mærke en lille modstand. Sug' ind et par gange, uden at indhalere røgen. Og så når du høre dens knitren, kan du vælge at smage" Corinths øjne spærredes lidt op, idet han huskede. "Husk at fjern ilden, når gløderne tar' fat" måske en vigtig detalje, så han ikke fik brændt sin mundhule, på den varme røg. 

Det tog ham lidt tilbage, til hans egne (første) pibeoplevelser. Og ligesom hans ældre venner havde lært ham, kunne han nu lære kunsten videre - det var der noget smukt over. Tiden trak sine trælse skridt henover dem alle. Men med nyt selskab åbnedes nye døre... og han kunne vise ham så mange af de ting, som Alryss familien nok ikke havde ville lade ham opleve. 
Et anerkendende, bifaldende smil listede sig over de bløde læber, da han så ham forsøge sig frem. Den koncentrerede mimik der trak øjenbrynene sammen. Forsigtigheden i bevægelserne, når han antændte flammerne. Forsigtig, men ivrig. Det var et ritual, og han var glad for at dele det med ham.

Glasset fandt hans læber igen, og Corinth tømte det sidste af vinen. Den varme, summende fornemmelse havde spredt sig til resten af kroppen, og han havde brug for at have sine hænder fri, for at se om det var gået så godt, at det fortjente en klapsalve. 

Han var lige ved at gøre det forkert, da Corinth rettede ham - ikke puste, sug indad. Et host kom næsten med det samme. Han trak sig lidt væk, blikket faldt ned, som om han skammede sig over kroppens refleks. Men han prøvede igen. Små, forsigtige sug - denne gang med mindre ild, takket være Corinths hurtige påmindelse - og med mere opmærksomhed.

Viktor glemte næsten at trække vejret. Kunne man det, mens man røg? Og lyttede efter den sagte knitren. Spæd tålmodighed, men den var der.

"Kom nu," mumlede han, uden helt at slippe mundstykket - stemmen en anelse ru. Lige nu synes Viktor at piben havde egen vilje og ikke gad lystre ham. Han sendte Corinth et flygtigt blik, før han vendte tilbage til at koncentrere sig om sin teknik. "Så.. hvornår og hvorfor begyndte du?" Han bappede et par gange, ligesom Corinth havde gjort. Mærkede røgen samle sig i munden, da han endelig inhalerede. Smagen, varmen, noget tungt og bittert og mærkeligt aromatisk sødt. Noget han egentlig ikke kunne lide; men som han alligevel ville vende tilbage til, sikkert. Som man vender tilbage til en tanke, man ikke kan slippe.

Han pustede ud. Og for første gang svævede røgen fra hans egne læber, ikke Corinths. 

"Smagen er lidt… speciel. Jeg skal nok lige vænne mig til den." Men han smilede alligevel - stolt - over at have taget sit første, succesfulde sug. Han prustede stille ud af næsen, som om han ville skubbe den sidste rest af røg ud. Det skulle han virkelig vænne sig til. Remedierne rakte han tilbage til Corinth - så de kunne udveksle, velsagtens. Skiftes til at smage.

Piben så... underlig ud, i de lyse hænder. Underlig, men ikke som om at den ikke hørte til. Blot underlig. Det løftede drengen ud af sin rolle, på samme måde som generationer før ham, var blevet båret med ind, i de voksnes rækker. 
En pibe, noget vin og nogle timer i Lochtree hjemmet, jah skabte selvfølgelig ikke en mand. Men det betød noget. Alle startede jo et sted, så hvorfor ikke her? Efter nogle sekunder tog flammerne endelig fat. Og med et lidt kærligt blik betragtede Corinth deres døende dans over urterne, inden at hans dæmpede spørgsmål, rev ham tilbage til Viktor. 

Hmm. Hvornår, jah det var ganske mange år siden. Men hvorfor? Corinth smilede lidt sigende. Den stille rus fra nymånebladene, betød en del mere for ham, end smagen af tobak gjorde. Han havde vidst altid haft en forkærlighed for de højnede substanser. Dem der farvede livet, rykkede grænserne og slørede blikket - det trak ham ud af sin egen krop og sjæl - og inviterede dem der ellers aldrig turde, op til frydefuld dans. Han kunne ikke selv mærke det? "Jeg var nok i begyndelsen af mine tyvere.. lige flyttet til Dianthos, og en god ven tog mig med til en fægteturnering" Corinth himlede lidt sagte med øjnene. Men så igen, han havde aldrig haft noget imod at være tribunepynt. At se de andre svinge sværd, flexe deres fysik.. det kunne være ganske nydeligt.
"Så imens at de andre fik lov til at svede, fik jeg lov til at prøve at ryge" og i det næste nu, lykkedes det pludselig for den kære Viktor. 

Sødlig røg steg dovent fra mundvigens slidser, inden at han med et vellykket pust, fik skilt sig helt af med resten. "Ah, se nu der..!" og Corinth tog imod pibe og ildkrystal igen. "Speciel?" det var en fin måde at beskrive det, han ville vidst ikke støde kunstneren, det var sødt. Men der skulle mere til, end at de måske ikke delte samme smag i alt. "Jah det da var heller ikke smagen, som fik mig til at forsætte" klukkede han. "Men, hvis du får skaffet dig en pibe, kan jeg trøste med at der er mange forskellige smage" tilføjede han. 

Han så det godt - det dér smil. Et ved-du-det-ikke?-agtigt træk i munden. Og måske gjorde han. Viktor kunne altid gætte sig frem, hvis han ville. Men han foretrak at høre det sagt højt; direkte fra Corinths egen mund. Så i stedet sendte han ham bare et kort blik, som lod det være tydeligt, at han lyttede. Da fægtning blev nævnt, løftede brynene sig let. Et velkendt stik af noget varmt - hjemligt - plantede sig i brystet. Der var altid noget ved fægtning, som havde tiltalt ham: rytmen, præcisionen, det næsten koreograferede spil mellem to mennesker. Det mindede mere om dans end kamp. Og så hjalp det jo, at uniformen sad temmelig pænt... på ham. "Jeg fægter," indskød han, måske lidt for hurtigt, med et hævet bryn og et skævt smil. Det var mest fordi han havde set det lille glimt i Corinths øjne - det himmelvendte blik. Og måske også for at forsvare sporten, sådan lidt halvt i spøg. Men måske var det i virkeligheden bare for at lade Corinth kende ham. Bare en smule mere.

Han blev stille igen og lyttede videre, mens en mild latter gled over læberne ved det billede, der tegnede sig for hans indre blik: Corinth, yngre - omgivet af fægteentusiaster og duellanter, med røg ud af næsen og blikket halvt uinteresseret, halvt fascineret. Det var vel dér, han slugte flammer.
Viktor havde svært ved at forestille sig, at den nydelige kunstner nogensinde havde fumlet, som han selv lige havde gjort.
"Selvfølgelig gjorde du det," sagde han lavt, med et glimt i øjet. "Jeg kan lettere se dig med en pibe i hånden end en kårde." Men det forklarede stadig ikke, hvorfor Corinth blev ved med at vende tilbage til den søde røg.

Se nu dér. Der var noget i stemmen... en lille klappende tone, næsten som en applaus, der fik Viktor til at rette sig en anelse op. Bare en anelse. Det stolte smil fra før blev hængende, og han solede sig i opmærksomheden; selvom han godt vidste, at det ikke ligefrem var en stor bedrift.

Varmen i dagligstuen havde sat sig; en smule for lun for den unge junker, der nu begyndte at mærke det under tøjet. Med lette fingre knappede han vesten op og lænede sig frem for at skænke sig endnu et glas. En blid rus ramte ham i bevægelsen - som et kys mod panden. Han standsede, bare et øjeblik, for at vænne sig til fornemmelsen. Usikker på, om det var meningen… eller vinen. Det havde trods alt aldrig været en god idé at drikke på tom mave, og han havde ikke fået meget ned, siden de tidlige morgentimer; før han stødte på Corinth.

Han missede langsomt med øjnene. Men der skete også noget andet. Svimlende. Måske svævende. Ja - bare let. En slags stilhed lagde sig over ham og dæmpede stormvejret, han stadig bar med sig fra skibet. Det var... rart.

Vesten hang åbent nu og fik ham til at fremstå lige så afslappet, som han endelig begyndte at føle sig.
"Ja? Måske du kunne præsentere mig for et godt sted - en dag.." drævende. Hans egen pibe… Han lænede sig tilbage med glasset og smagte på tanken. Måske bare som et minde. Et lille bevis på, at han havde bevæget sig igennem noget. Han behøvede jo ikke bruge den. Det var nok, at den fandtes. Med et tilfreds suk gled han længere ind i sofaen og drejede sig, så han havde Corinth i sit synsfelt. Den ene arm hvilede over sofaryggen - tættere på kunstneren. Benet trukket op, så låret lå mod hynden. Det var kun andet glas, men han kunne allerede mærke det; vinens varme i halsen og det bløde sug i knæene.

Viktor følte sig vugget ind i en blød døs. Ikke at han blev træt, men bare... som om hans sjæl blev omfavnet. "Er det meningen at man bliver så..." han prøvede at finde ord for det, og hånden på ryglænet løftede sig let. Et halvt smil krusede hans læber, "...svævende?" 

Han fægtede? Corinths ene bryn røg skeptisk op, idet han prøvede at forestille sig det. Til turneringer, og den slags? Virkelig? Det var evigheder siden at han havde været til den slags underholdning.. jah han ville næsten skyde på et par år siden. Mindet om deres hoppende og springende silhuetter passede ikke med det billede han havde af Viktor. Men det var måske også det spændende ved at lære ham at kende, ikke? Med en sagte brummen stak han piben i munden igen. Nikkede - han var ikke en dualist - imens han tændte den, et drilskt smil i mundvigen da han tilføjede. "Ah, så det er dét jeres sværd hedder.." 

Flammen havde kortvarigt blændet hans udsyn. Men da dagligstuen kom tilbage, fandt han Viktor i gang med at løsne på sine ekstra lag af tøj, åbne vesten op. Har var måske lidt for varmt. Men kulden havde det med at sætte sig i Corinths krop, og han hadede den. Især når vintermånederne var ekstra lange, kunne men forvente, at husets rum næsten altid var lune. 
Imens det skete, kunne øjnene ikke lade være med at følge ham. Se ham sætte sig til rette, som en kat der havde fundet sin solstribe; der var noget mageligt og dovent over måden Viktor bevægede sig. Noget flydende, som måske testamenterede hans fægtehistorik lidt alligevel. 
I sin studerende stilhed, ænsede han heller ikke helt hvad han sagde til ham, i første omgang - men nikkede nok bare lidt. Nikkede, tændte piben igen, og prøvede at huske, at de var i gang med en samtale. Men da Viktor tonede frem igen, var han foruroligende tæt på. 

Corinth sank. Et kort blik på hans svirrende hånd, klaverspillerhænder, de kaldte på ham, og han rystede  beroligende på hovedet, da øjnene fandt ham igen. "Nej nej, som sagt, der er forskellige typer af tobak.." Corinth lænede sig også lidt tilbage. "Det her Nymåneblad, blandet med tobak. En personlig favorit" tilføjede han, og støttede albuen imod ryglænet, så han kunne holde sit tunge hoved, et lidt spændt blik på ham. Ville han... tage det dårligt? Det blev sagt med nok nonchalant i sig, til at Corinth virkelig bare tog det som en selvfølge. 
At Viktor måske ikke kunne tåle meget, var nok en af de få, men faktisk ikke tvetydige ting, han ikke helt gik og overvejede i dybden. 

Smilet, der foldede sig over Viktors ansigt, var ikke til at skjule. Det havde noget drenget over sig, som om han morede sig oprigtigt over at blive drillet - ikke fornærmet, bare ramt lige dér, hvor det føltes som en invitation. "Det er dét vores sværd hedder." Gentog han og øjenbrynene løftede sig svagt i et skælmsk udtryk, næsten som om han takkede for at blive drillet. Noget ved det hele føltes... kammeratligt. Det fremkaldte et behageligt pang i ham. 
"Du skal da være velkommen til min turnering i efteråret. Det kan være du vil finde det meget mere interessant denne gang." Nu hvor det var Viktor han skulle se på.

Blikket - der før havde været halvlukket - slog sig op ved afsløringen, der blev sagt med sådan en hverdagsagtig ro, at Viktor næsten ikke fangede det i første omgang.
"Nymåneblad?" Han skulle lige lade ordene falde på plads. Vent, var det ikke...? Joh. Han havde da set et par af de ældre kammerater ryge det før, på fægteophold. De tog det bare rent. Så det var derfra han også genkendte den let sødlige duft, der her blandede sig med tobakken. 
"Seriøst?" Øjnene udvidede sig et my, munden åben som om han kort overvejede at sige mere - men lod det fordampe i et lille, næsten vantro grin. Hans blik flakkede et øjeblik - som om han ledte efter bekræftelse i Corinths træk - og en rødmen prikkede diskret ved ørerne. Hvis hans far så ham nu... én ting var tobakken, en anden euforiserende stoffer. Nåh. Han løftede glasset op til munden, "Der kan man bare se..." sagt med en hvis påtaget finesse, og et lettere konspiratorisk glimt i øjet. Det var ikke til at vide, om han burde føle sig smigret eller bekymret. Måske begge dele. Det kunne han jo ikke gøre noget ved nu. Hovsa.

Han drak lidt mere af vinen, og lurede diskret på Corinth over glassets kant. Hans blik blev fanget af de mørkglødede øjne, og han klemte sine egne anerkende sammen før han skævede til sin hånd på ryglænet. Fingerspidserne nussede svagt det bløde fiber. Han kunne godt lide hvordan Corinth så på ham. Det var blødt, og ofte og meget opmærksomt. 

Et hint af et smil, og han strak sine fingre så lange han kunne - akkurat nok til at strejfe Corinths albue med et lille prik. I kårde ville det have givet ham et point. Blikket slog op igen.
"Corinth, er du ved at få mig i fordærv?" Grinte han, drillende i hele sit gemyt. Som om han stadig havde styringen, stadig kunne kalde det for spøg. Men han vidste godt, at det hele var ham selv. Sandheden var jo, at han allerede sad midt i det. Allerede var på vej et sted hen, hvor alting blev lidt sløret, lidt sødere, lidt farligere. Hvis han gik til grunde her, ville Corinth i det mindste være der til at se det.

Måske endda samle resterne op. 

Og netop tanken om det - at nogen ville blive - føltes ikke som fordærv. Den føltes som... en form for trøst. 

Han havde aldrig været hævet over drillerier, og så slet ikke i det private. Selv i offentligheden kunne han agere ret pinligt, grænseoverskridende, men det føltes ofte som om, at han slap afsted med det. Lidt som en hofnar omkring de royale; hans ord blev ikke taget ligeså tungt, ligeså spidst eller ligeså farlige. 
Invitationen fik røstet en dæmpet latter af ham - men han sagde ikke nej. Meget mere interessant? Der var et eller andet usagt, men alligevel alt for tydeligt i ordene, som kom fra adelsmanden foran ham. Corinth sugede den euforiserende røg ind i lungerne i en lidt dybere inhalering, imens han overvejede hvad det betød.  

Den næste lille bølge af erkendelser som skyllede over Viktor, den morede ham dog lidt. Alt fra erkendelse, til halv benægtelse til accept i løbet af få sekunder, og Corinth kunne ikke lade være med at nikke, en påtaget uskyldig grimasse på sit eget ansigt. Jah, seriøst. Havde han forventet, eller ville han virkelig have mindre, af ham? Det konspiratoriske glimt fra Viktor vækkede dog en fantastisk følelse, af både lettet, men også spændt forventning i ham - fordi var joh næppe et nej, til hvad han tilbød at krydre livet med, var det? 
Noget der fik pulsen til at banke lidt tungere i kroppen på ham, da han efterfølgende låste øjne med det tavse blik fra Viktor. Måske en blanding af nymåneblade og vag adrenalin, måske ikke, og han sænkede piben, skulle til at lægge den fra sig, da han følte et lille prik på albuen. Blikket der havde været ved at finde en plads til den på bordet, sprang tilbage til Viktor, der næsten legende kommanderede ham tilbage til hvad han selv havde startet. Og et langt fra undskyldende smil spirede frem. 

Corinth lagde uden at bryde øjenkontakten piben fra sig, og lænede sig tilbage, ind i den drillende sfærer der omgav ham. Men klar på at give lidt igen. "Måske en lille smule. Jeg troede det var tydeligt? Du har jo hørt mange af historierne, ikke?" lænede sig også lidt ind i den karikatur han så ofte nød lidt godt ad, et udfordrende løftet øjenbryn. "Troede du ikke på dem?" han var god til teater, et naturligt flair for de mange, menneskelige ansigter, havde hans kusine sagt. 
Men sænkede også kort efter intensiteten, i et mere ægte smil, som brød med det arrogante rovdyr han ellers lige havde prøvet at potrettere. De mange, mange, menneskelige ansigter... "Jeg tror bare.. at mange af mine vaner, kan virke lidt fordækte" var hans 'rigtige' og endelige svar. 

Viktor sendte ham næsten et alt for blødt blik. Og ventede. De brune øjne glimtede af leg - den dér helt særlige, udfordrende slags, som han så ofte havde delt med Frederik. Nu var det Corinth, der trak den frem i ham; og måske netop fordi... der var noget i blikket, i intensiteten, som mindede ham om Frederik. Den samme mørke dybde. Det samme snert af noget, der kunne få hans hjerte til at skride. 

En bølge af gåsehud løb over hans arme...

Troede du ikke på dem? Grinet stivnede på læberne, som om kroppen reagerede før tanken nåede frem. Viktor blinkede - og da han åbnede øjnene igen, føltes det som om Corinth havde skiftet ansigt. Ikke helt, men nok til at noget i ham strammede sig op. Nok til at det gamle rum, de sad i, pludselig virkede... en anelse fremmed. 

Han troede det var tydeligt.

Et lavt pust forlod ham; ikke for at sige noget, men fordi han havde været lige ved. Et svar havde stået klar, han havde næsten givet det. Nej, selvfølgelig ikke... Han havde ikke troet på dem. Men nu... blev han usikker på, om han burde. Havde han været naiv? Det virkede pludselig muligt. Måske endda sandsynligt. Han hørte sin fars stemme, Richards - advarslerne. Var det tydeligt? Tanken sivede ind under huden som en dyb summen. Den slags uro der først spredte sig i brystet, så i nakken. En uro han havde følt før, men ikke helt kunne placere.

Men lige så hurtigt som den kom, forsvandt facaden. Masken. Rovdyrssmilet. Den kølige kant i stemmen. Alt sammen smeltede bort med det mere... ægte smil på Corinths læber. Og hele teatret; det fascinerende skuespil Corinth havde opført - fremprovokerede et halvt smil på de unge læber. Ved alle guder. Han var skræmmende god til det dér. Viktor havde næsten troet på det. Næsten.  

Han åndede ud gennem næsen - en antydning af latter. Eller måske bare spændingen, der slap hjertet.
"Der er mange historier..." Han trommede let med fingrene på sofaryggen, så ned på dem et øjeblik, som om han overvejede noget... og løftede så blikket. Et skævt smil, næsten trøstende i sit udtryk, gled over hans læber. "Men jeg tror kun på det, jeg ser." Og det han så… det gjorde ham ikke bange. Tværtimod. Det gjorde ham nysgerrig. Han strakte fingrene igen og lod dem prikke Corinth i albuen endnu engang - et lille, sigende stik.

For et kort, men hvad der føltes som et langt øjeblik, virkede Corinth som en anden. Som en person, der afmålt, køligt og kalkuleret kunne (og havde tænkt sig at) kaste hyggen til havs. Støde skibet på grund, et spændt dødningesmil ud over horisonten, imens sirenerne tog for sig, af den buffet, han trak med ud til dem. Måske endda Viktors krop mindedes det, imens han hoved ikke gjorde. Måske. Men han lyttede heldigvis ikke til den. 
Det var ikke fremmed for Corinth, at føle sig hævet over sine egne instinkter. På det punkt var de måske ens af forskellige grunde, og han sloges selv med dem, i tide og utide. Lige nu, var de dog til at tøjle. Lige nu, krævede de bare at Viktor blev.

Afventende var stilheden imellem dem, kun brudt af knitrende smæld fra pejsen - han holdt lidt vejret. Men Viktors blik fandt endelig tilbage til ham, noget næsten mildt i de mørke øjne. Fordi han troede kun på det han så, som det så fint lød. Ord som fik et lille, men så ganske smigret smil frem. Selvfølgelig lyttede Alryss sønnen ikke til historier, det var han vel vokset fra. 

Endnu et prik. 

Følelsen sendte et lille stød igennem adelsmanden. Som en dump, insisterende rislen der krøb over nakken, spredtes med de tunge hjerteslag indeni. En del af ham, hadede hvor meget magt det gav den anden. 
Når de på denne måde overtog hans tanker. Når deres berøring kunne sende stød, og deres kys, kunne smelte permafrost. Den anden del - den som med et glimtende, drilskt blik rakte ud efter Viktors vinglas, for at lirke det ud af hånden på ham, elskede hvor levende det fik ham til at føle sig. "Jeg ville gerne se mig selv igennem dine øjne.." en stille, men afmålt ønske gled over læberne, som eftefølgende blev sat til glassets kant i sit sigende smil. 
Han vidste allerede fra egne skitser og gengivelser, at Viktor havde en æterisk glød omkring sig. Noget blødt, noget nysgerrigt, rent og alligevel, med en kant af sensualitet, som man nok ikke burde tilskrive nogen så ung. Men han genkendte den. 
Det her var ingen engel, selvom man godt kunne blive i tvivl. Ikke sådan som han kiggede på ham. Talte til ham. Blev ved med at tale til ham.

Corinth tømte resten af glasset, ganske ligeglad med at han havde sit eget på bordet, fordi det var virkelig ikke det vigtige. Enkelte dråber hang tilbage på underlæben, førhen de blev slikket op, og efterfølgende, vippede det uskyldigt spørgende imod Viktor, for at få ham til at toppe dem ham op igen. 

Det virkede besynderligt, at Corinth bare kunne række ud og røre ved ham - en afslappet hånd på hans egen - og at det kunne føles så… perfekt. Ligesom berøringen på hans knæ ved Ædelborg under stjernerne også havde været perfekt. Præcis det han havde behøvet i det øjeblik, uden at han selv havde været klar over det. Han lod ham tage glasset. Ikke et gran modvilje - som om han havde forventet det. Eller måske håbet på det. Måske endda forestillet sig det, allerede før det skete. Corinth sagde noget. Viktor så læberne bevæge sig, revet ud af sin trance først da han opdagede sine egne øjne dvæle ved kunstnerens fingre; dyppet i skygger, og sikkert også hemmeligheder. Nogle Viktor kun kunne være nysgerrig på at kende, men samtidig foruroligede ham at vide...

Jeg ville gerne se mig selv igennem dine øjne.. 
Det tog ham et øjeblik at reagere, tungen pressede mod ganen og holdt ham tilbage fra at sige noget dumt, som vinen og røgen hviskede; Du er det mest fascinerende i dette smukke hus. Det var tanker han før havde tænkt, og de larmede som et ekko fra fortiden - Du er poesi, sagde de. Med et lille vip af hovedet, på kanten af latter, sagde han med absurd hengivenhed; "Hm, så.. ville du nok kunne lide hvad du så." Et ironisk løft i brynet fulgte med sætningen, som om han ikke helt mente det... eller mente det for meget. Begge hænder var nu frie. Den ene fandt vej til hans eget spredte lår, hvilende dovent.

Corinth tømte hans glas, der var så mange paralleler i Viktor... strakte sig som tråde mellem hændelser, han aldrig helt havde forstået, men altid mærket. Marius havde gjort det samme første gang. Hvad sagde det om ham, egentlig? At han overgav sig for let? At han blev tømt, men blev ved med at give? 
Viktor så på ham. Dråber. Tunge. Læber. Hans øjne, mørke med udvidede pupiller, fæstnede sig ved synet. Transfikseret. Det simple syn af det overgik både ord og tanke. Viktors puls løb løbsk, selvom han desperat forsøgte ikke at antage, at nogen anden handling nødvendigvis ville følge efter denne. Snarere... han bad til, at det ikke ville ske. Han spændte. Hofterne rykkede sig ganske let. En næsten umærkelig bevægelse for at skjule varmen, der dunkede i ham. Fingrene greb diskret fat i buksernes stof, som om det kunne forankre ham. Han ville også... se sig selv gennem Corinths øjne.

Glasset blev vippet mod Viktor, og han forstod hentydningen. Corinth ville have mere - og ganske kort overvejede han, hvorfor han ikke bare havde taget sit eget glas. Hvorfor det netop skulle være hans Corinth drak af. Det var... intimt. Alt for intimt. Og det gjorde Viktor svimmel. En lille brummende lyd; som for at kalde sig selv til orden, forlod ham, og han fandt flasken. Uden et ord, næsten andægtigt, hældte han mere af den mørkerøde vin i sit glas. Den samme farve som mindede så meget om Corinths øjne.

Da han satte flasken fra sig, rakte han ud efter glasset på bordet - den som havde været Corinths. Han løftede den med en lille, næsten genert skål og et skævt smil. "Skål," sagde han, og lod sine læber møde kanten, dér, hvor han mente Corinths havde været.