Måske var det nymånebladene, måske var det smertestrømmen der harmonerede med nydelesbølgerne i hans krop, fra hver bevægelse han gjorde med Corinth oppe i sig, der gjorde at Enzel glemte alt om tid og sted. Glemte sit mål, problemer og bekymringer. Corinth lå jo så yndigt under ham, med silken bundet om sine hænder og dækkende om hans ansigt. Det mystificerede ham, gjorde han ualmindeligt spændende og attraktiv. Enzel var tændt på det her.

Han troede han var i kontrol. Nok kunne Corinth muligt slå ham væk, hvis han var dum nok, men Enzel havde jo et snedigt tag om hans pik, og stolede blindt på, at han havde ham præcist hvor han ønskede han skulle være. Med sine trænede bevægelser i hofterne, sikrede han både sig selv og Corinth nydelse – skønt han udelukket tænkte på sine egne behov her. Corinths fejlagtige forsøg på at holde sig i skindet, hans stemme og lyde, opmuntrede ham til at blive ved, og snart kunne man også høre, at Enzel begyndte at leve ind i følelserne, der belønnede hans krop.

Ret uventet, mærkede han pludselig Corinths krop skyde op i ham, og Enzel gispede et ”Åh!” og han kom ud af takt. Men der ventede ingen straf eller skæld ud. Han strammede bare sit greb mere om de to silkebundne hænder under sig, og den anden hånd støttede nu mod Corinths bryst. Enzel kunne godt lide denne her mand, men hans trods kunne blive farlig for ham. ”Opfør dig ordentligt,” Åndede han i en sløv hvisken, mens han red ham, mere påpasseligt. Mere kontrolleret og dybt nu.