En brummende bekræftelse var lige at ane på den aldrende herre. Orken i sømandens indre var tørlagt og end ikke en vind var at fornemme. Sejlet var slået ned og han nød blot stilheden der hvor han var og med den han var der med. Skulle det males som de lå der, ville blomstrene spire op og slå kronbladene ud i alle de pastelfarver der fandtes. Viktor gav næringen til det, mens Richard bragt jorden til. 

Puf. Han lod sig puffe til, intet han gjorde kunne tippe skibet som det var lige nu. 

I grinet kunne tandsmilet ses og han sukkede lettende ud og lod skuldrene synke let som luften forlod ham. Han kunne fornemme hvordan de nøddebruneøjne lå på ham, men han ville ikke give sig helt hen til det, det virkede for barnligt at give efter for det lige nu. Men et spørgsmå der hørte til for digteren faldt til ham, og han rynkede panden en anelse og tog spørgsmålet overvejende til sig. "Du er orkanen ingen havde set komme, Viktor," svaret han til det at være hans kaos. Selvfølgelig var junkeren hans kaos og intet andet end hans kaos. Men selv et kaos havde til evne at stikke lidt igen og forlange et mere dybtgående svar. 

Richard trak endelige sit blik mod junkeren som havde en krævende tilgang til spørgsmålet der endnu manglede et accepterende svar. Men der var ikke meget han kunne nå at gøre, før han så til som afstanden mellem dem svandt hen. Brynene rynkede let tættere sammen og han studsede over det som skete. Den unge endnu bløde hånd lagde sig oven på hans, han lod sine fingrene sprede let for at gøre plads til de blege led kunne passere ned i mellem hans. Flettet ind i hans, lod han sine egne lukke let sammen så han holdt om de yderste fingrespidser af Viktors. Blikket rykkede sig tøvende mod de nøddebrune i et tungt hovmodigt blink. "Nej," svaret han vævende, uvis om hvordan han skulle kunne lure hvad der ville ske derfra. 
De havde testet en grænse i går, og der måtte han da erkende, at det var svært for ham, en opførsel der ikke tilfaldt ham helt så naturligt. 

"Hvorfor vil du så gerne vide hvad du gør svært for mig?" spurgte han og hævede hovedet lidt. 

Orkanen ingen havde set komme - På godt og ondt var Viktor den radikale forandring der var kommet ind i kaptajnens liv og rystet hans grundvold. Men kunne Viktor ikke sige det samme om Richard? For ham, var den ældre sømand også en uforudsigelig begivenhed, som hev den unge junker op med rødderne. Dette havde aldrig været meningen med Viktors dannelsesrejse tur, og alligevel gav det så meget mening for ham. For hvis ikke nu, hvornår så? 

Men ville Viktor være den ødelæggende kraft orkaner fører med sig? Det sidste han ville var at ødelægge Richard, men en selvisk hjertebanken summede gennem ham. Den sandhed kunne han ikke løbe fra; forkælet lige til det sidste. 

Nej. Så fingrene der snoede sig om hinanden som rødder var altså ikke et problem. Skønt Viktor så ud til at være selvsikker på overfladen - var det kun en facade. Måske var det mere svært for ham end for Richard på en måde. Da de fik hudkontakt kunne han mærke små lyn fra sine fingerspidser, og hurtige dunk slog i brystet mens vejrtrækningens tunge åndedrag fulgte trop. Nej, okay - det var ikke svært for Richard - og selvom det ikke så svært ud for Viktor, var han nervøs; fuldstændig som dengang i Richards kahyt hvor de små berøringer fandt sted. Viktor holdt dog masken, og sendte ham et blødt udtryk, mens han kom mere op at sidde og nærmede sig den ældre kaptajn. 

Hvorfor han ville vide det? 

"Jeg vil vide hvilken effekt jeg har på dit hjerte." Sagde han dæmpet. Stemmen en smule letsindig. I det virkelige liv, ville Viktor nok langt fra turde gøre hvad han gjorde lige nu i samme grad. Men dette var deres lille bobbel. De kunne ligeså godt fange øjeblikket, frem for at lade det passere. 

"Så.." sagde han med lidt eftertænksomhed mens blikket gled ned ad Richard, og tilbage til de hovmodige cognac farvede øjne. Viktor sad halvt ind over ham da han med den hånd som ikke var indlejret med Richards, lagde sig på den brede brystkasse og knugede let om stoffet. Han lænede sig ind, så deres ansigter var få centimetre fra hinanden. 
"Er det her svært for dig?" Stemmen blev hviskende, og brystkassen hævede og sænkede sig tungt. De nøddebrune øjne flakkede langsomt fra hvert punkt i Richards lettere solbrune ansigt, som fulgte han et skattekort. Læberne var skatten, men han så kun ganske flygtigt på dem, før han lod blikket dvæle ved øjnene, forventningsfuld.

Strandkantene blev skubbet og mindsket med Viktors færden henover land for kaptajnen. Han nød og frygtede for hvad det måtte betyde for hans levevis i sidste ende, men det kunne ikke ændres og han agtede ikke at kæmpe i mod. Ikke mere end højst nødvendigt for øjeblikket. 

Revet op med rødderne og forplantet på ny, ville han overleve når rejsen var slut. Kunne Viktor efterlade ham i solen og den næringsrige jord, eller ville tørken ramme og livet falme hen på ny. 

De cognac farvede øjne lod sig ikke vige fra hvad de så mod. Fingrene der var flettet ind i hinanden, hakket ud i marmor ville blive en forevige ro i hans sjæl. Richard prøvede at gøre op med sig selv, om han kunne lure hvad det næste der måtte ske, men den selvsikre facaden holdte hemmelighederne på tæt hold, end ikke en revne i minen. Han så blot studsende og forelsket på det unge liv. Giv nu nogle hints om hvad du agter at vide. 

Luftigt hævede han kort brystkassen som den andens dæmpet stemme fortalte formålet med denne leg. "Du vil vide hvilken effekt du har på mit hjerte?" gentog han med en dæmpet og luftig stemme, som den blev taget ud af ham. Det var alligevel en form af erklæring, han aldrig havde hørt før. Hvad effekt et andet menneske kunne have for en anden. Den fine sæbeboble der svævede op mod skyerne kunne springe når som helst, og end ikke der ville Richard få fornyet luft i kroppen. Han åndede langsomt ud i mellem den smalle sprække ved læberne. 

Statisk elektricitet ramte ham som junkerens hånd lagde sig på brystkassen, og han så afventende og tryllebundet på Viktor. Det var et ukendt scenarie for Richard, at end ikke han kunne forestille sig sin egen reaktion til dette. Nok var manden tæt på de fyrre, men han følt sig som et ungt jeg på ny, på nippet til at træde ud i det ukendte og fascinerende. Er det her svært for dig, lød det igen, og han følte pulsen stige i sit indre, hjertet sprang slag over for at slå ro på blodets knuder i maven. Ja, sagde blikket, men munden hvisket "Nej". En klump blev sunket og han fugtede flygtigt læberne efterfølgende. Han mærkede den spirrende tvivl blomstre. 

Han så det i et øjeblik ude fra sig selv, så dem. Det var uvirkeligt, alt for uvirkeligt, men så .. virkeligt. 

Den unge junker måtte synke en klump i halsen inden han fik ytret et stille, "ja," til den andens gentagelse af spørgsmålet. Fingrene knugede og løsnede sig om stoffet hvor han holdt fast, og pressede hånden mod kaptajnens hjerte, som for at illustrere hvad han mente - og opfordre den anden til at tale. Men ord, var vel i sidste ende ikke nødvendige. Ikke når Richard stirrede sådan på Viktor. Som kunne han lide hvad han så. Et lille træk i mundvigen af noget der mindede om et hengivent smil fandt vej til adelssønnens læber, før det svandt stille hen igen. Fokuseret, og indtrængende blev hans blik istedet, og han holdt vejret, som den anden sukkede ud.

Imellem dem flammede en varme, en uimodståelig trækning af stråler, der udsendtes og reflekteredes mellem deres kroppe. Nervøsiteten og spændingen fik den unge krop til at spænde op. Nej, sagde Richard, men alligevel lignede det meget lig et ja. 

Viktor følte sig som en brændende stjerne, der tændte en gnist i den ældre kaptajns sjæl. Han var overvældet af den kontrastfulde kraft, der blev frigivet, da to verdener kolliderede - den garvede og den unge, den stoiske og den nysgerrige. Og i det øjeblik hvor Viktor så Richard give efter for hans nærvær, var det som om en solopgang var brudt igennem en mørk nat.

Ah, Viktor sukkede blødt til Richards svar mens blikket sænkede sig og fulgte med i kaptajnens fugten af sine læber. Per automatik, spredte Viktor sine egne halvt og lod tungespidsen titte frem før han lænede sig tættere ind og strammede grebet i trøjen. Tungen strejfede Richards læber som en malers pensel der nænsomt strejfer sit lærred. Først gled den op ad underlæben, så overlæben - et flygtigt eksperiment for at se hvordan den anden ville reagere på sådan en frækhed. Øjnene fjerne af sensualitet og en hjertebanken der fik den unge krop til at sitre nervøst af hans mod. Viktor trak tungen tilbage men læberne vævede forsat ud ved Richards. Det nøddebrune blik gled henover kaptajnens ansigt som så han ham for første gang igen, og tog alt ind, inden øjnene fandt det cognac farvede blik til sidst. 

Det lignede at kaptajnen tøvede, så uden videre tog Viktor førerhatten på. Som blød voks, pressede den unge junke3 sine læber mod Richards, og smeltede sammen med ham i en blomstrende symfoni. 

Varmen og den ru fornemmelse af den unge junkers hånd der knugede sig tunger ned i stoffet, det var på nippet til følelsen af at hans tøj ikke var nok lag for at afholde den eleketricitet som der flød i mellem dem. Han følte hvordan hans brystkassehår blev fanget i mellem stoffet og fingrene som lå bag hinden som var så tynd i øjeblikket. Ja, som mumlet i et ekkokammet, rungede det i hans sindstomme tilstand. Det var en kærlighedserklæring han ikke kunne gribe an eller håndtere på stående fod. Det var niveauet over at elske nogen, at man ville kende sin effekt og plads i ens hjerte. Richard holdt uhensigtsmæssigt vejret for et øjebik som han tog beskeden ind til sig. 

Luften kunne kun forlade ham i et stille suk, men skibet havde ramt bunden. Fanget i situation hvor hans grundvolde blev udsat for rokade, end ikke kongefamilien havde set blandt de mange adelsfamilier. 

De cognac farvede øjne talte for sig selv, ramt af situationen som adelsønnen bød ham. De halv adskilte læber og tungespidsen der tittede frem fra sit skjul. Fingrene kunne ikke længere få fat i mere som grebet strammes. Det sitret igennem kroppen af ham, som tungen pelsede sig med bløde stryg henover læberne af hans. Hjerteslaget steg til nye højder, end ikke hårdt arbejde kunne præstere. En skamfuldt følelse løb igennem ham, som han fornemmede hvordan blodet kogte op i ham. 
De to nuancer af øjne mødtes og endnu fastlåst, som styrtøjet var gået i baglås, tog junkeren teten, kontrollen og greb roret. 

Den erfarne kaptjan var ikke længere spor erfaren for hvad der skete, men kroppen reageret hvor sindet ikke kunne. En hånd flød til den andens kind og gengivende kastede han sig ud i at smelte hen i kysset som en hungrende hund der ikke havde spist i dage. 

Som en sunami havde kastet sig over Richards indre, flød de mange tanker og bekymringer. Kunne han tillade sig dette, omend han gerne ville prøve at sig hen, var der ansvaret for at adskille tingene fra hinanden. Han frygtede ikke for sig selv, men for adelssønnen som hidtil nu havde fået sin vilje i de fleste tilfælde. 
Havde han været for eftergivende, havde han ikke kunne sætte grænser op for dem ham. Men som de sad i deres givende position, måtte han træk sig let. Læberne var blot med milimeters afstand, så deres åndedragt ville blive sammenkædet og indåndet på tværs af hinanden, og han fik åbnet blikket der havde været gledet i, for at se hvor virkeligt det hele nu engang var. 

De var fortabt i et øjeblik, som to legemlige stjerner, der bevægede sig i en skæbnesvanger dans. Viktor lod forsigtigt sine læber glide over Richard's, overraskende, bløde overskæg; en næsten elektrisk følelse, der vibrerede gennem hver eneste nerve. Det var som en tikkende bombe, en faretruende spænding, der ulmede under overfladen af deres intense øjeblik. Den forsigtige berøring af hår mod læber fik Viktor's hjerte til at hamre i brystet, mens tiden syntes at fryse. Den rug hånd på hans kind, synes at smelte sammen med ham. Det var en dybfølt og samtidig farligt sensuel oplevelse, der trak dem begge ind i en passionens strøm, der kunne eksplodere til enhver tid.

Læberne skilte sig, men for Viktor synes de næsten ikke at slippe hinanden alligevel. De var så tætte, at deres åndedrag løb om kap med hinanden for at se hvem der kunne nå dem først. Som at give ilt til hinanden. 

Viktors ansigt var rødmosset, og han kunne mærke hvordan skjorten havde klistret sig en smule til hans krop fra solens varme stråler på dem, og den angstprovokerende udveksling der fandt sted mellem dem. 

Han havde lyst til at kysse ham igen. Så de nøddebrune øjne søgte efter accept i den andens blik. Viktor kunne ikke sætte ord på de følelser der svømmede rundt under overfladen i den ældre mands øjne, men de virkede ikke fjendtlige, eller afvisende. Et flygtigt suk kunne ikke undgås at undslippe den unge junkers læber - inden han et par gentagende gange begyndte at plante små, forsigtige kys på Richards læber. Vejrtrækningen var tung, hjertet i fuld begejstring og Viktor håbede på at blive overtaget i legen i dette øjeblik, uden egentlig at have gennemtænkt tanken. 

Fanget i orkanens øje, var det eneste som manglede, var lynnedslaget der ville vidnede om den farlighed som lå mellem vand og elektricitet. Aldrig ophold dig i vandet når lynet slår ned, havde hans far alle dage advaret ham som barn. Det ville slå en ihjel, og det var hvad effekt Viktor havde for Richard i momentet. 

Elektrificeret i sit inderste, et slag hjertet ville kunen tåle eller kapere. Men, der var altid et men, nok var han hans død, såvel var han også hans vej tilbage til livet, lyset i tunnellen, den varme hånd som kunen guide ham uanset tilstand. Det var ikke kærlighed, det var ikke en simpel ting som at elske en. Viktor var fundamentet for hans nye liv, nye jeg og nye oplevelse af hverdagen. 

Varme dampe, blide stryg af udånding laged sig dybt med i skæggets rødder. Blikket søgte den andens, så det brunehav som var mildheden selv. 

Kaptjanen sank en klump og så hvad der blev efterspurgt i blikket, den rødblussede hud som fortalt om varmen fra den anden, fik ham til at sænke blikket mod de unge læber. Svaret var endnu ikke givet, men kærtegnende kys kom på gentagendevis og tog for sig. Richard fik sat en hånd ordentligt i jorden, og skubbede sig en anelse mere op i en siddende posion, så Viktor faldt mere i skødet på ham, benene trak sig mere til og skabte et ryglænd for adelsdrengen og skødet blev hans siddepude. 
Trykket der kom af at Viktor endte der, gjorde det tydeligt for Richard selv, at han havde lige så store lyster som den unge kommende kunster. "Du tager luften fra mig" svaret han endelige på spørgsmålet som var blevet stillet i sin tid, hvilken effekt Viktor havde på hans hjerte. 

Men noget i udkanten gav lyd fra sig, og han fjernet sit fokus fra Viktor, en naturlig refleks - en udvej. Det var ikke sådan han ville opdages eller tages i gerningen af andre. Deres hemmelighed var deres hemmelighed. Hænderne faldt om den unge adelsdrengs hofteben og løftede ham af sit skød uden noget besvær og fik rejst sig, brøstede hænderne ned ad tøjet, rettet det så meget man nu engang kunne. Men som han kom op og stå, så han hvad det var som kom deres vej. En ged. Et klukkende og gryntende grin forlod ham kort og han rystede let på hovedet. "Der er vidst en ged som er kommet på afveje" konkluderet han stille og lod hænderne blive placeret mod sine egne hofter og skævede tilbage mod Viktor. 
Så uberørt han nu engang kunen være af sin egen spænding i buksen, selvom han bad til at den ville dø hen nu, forlade ham og normalisere situationen igen.  

I det øjeblik, hvor Viktor befandt sig som en ung dreng i en skrøbelig stund, trak og trak det i hans hastige lyst, der var på nippet til at forære sig selv til kaptajnens kosmos. 

Skønt Viktor var ung, var han ikke uviden overfor hvad denne situation gjorde ved dem begge. Som han gled bedre på plads i skødet på Richard, var det bekræftelse nok i sig selv, at der var en stund af begær mellem dem.

De små kys gik i stå da kaptajnen endelig besvarede Viktors spørgsmål. De brune øjne der var halvgemt bag de mørke vipper, tog den andens ord til sig i et slør af salighed. Læberne mimrede langsomt opad i et smil som ordenes betydning endelig nåede ham. 

"Men, min ilt er din ilt." tilstod han kærligt- skønt Viktor tog luften af Richard, ønskede han ikke at kvæle ham. Hænderne gled op af den brede brystkasse, og den unge junker lænede sig frem mens armene begyndte at ligge sig om Richards nakke. Deres skød, blev presset mere mod hinanden i forsøget på at komme så tæt på kaptajnen som muligt. Hans kaptajn. Det vibrerede i underlivet ved følelsen af gnidningerne. 

Men som de skulle til at underskrive kontrakten, mærkede han hænderne på sine hofter, og blev løftet af kaptajnen som var han intet andet end en sæk kartofler. Forvirret, satte han sig omtumlet op, med raserende hjerte og skimtede op på Richard der havde rejst sig. Optaget sit begær for den anden, var han ikke klar over at noget havde nærmet sig i deres retning.

 Viktor klemte benene sammen. "Hvad -" han skulle til at spørge hvad der lå til grunde for den pludselige ændring, men han nåede ikke at færdiggøre sætningen før Richard afslørede at det var en ged som havde afbrudt dem. 

"En ged?" Lo han lidt målløst, og rømmede sig. Han kom selv op at stå for at se dyret. Viktor sank en klump i en pludselig forlegenhed over hvad der kunne være hændt, men også med ligeså stor skuffelse over at det ikke skete. Hans hånd ruskede op i sine mørke krøller, mens han skævede diskret fra Richard til at se på geden igen. 

Endnu en rømmelse for at få den akavede tudse ud af halsen. "Hvis den er blevet væk hjemmefra, må vi hellere hjælpe den tilbage." Foreslog han og følte et kort sekund hvor absurd en drejning det hele havde taget sig.

Sandet som formede og var fundamentet for den skrøbelige glas bund de stod på, ville briste eller bære. Det afhang fuldt ud af deres handlinger og visioner for dem selv og hinanden. Richard kunne dog ikke gøre op med sig selv om hvor langt frem han så. 
Stødet der ramte ham ved at junkeren sad på hans spændte skød var en behagelig og summende følelse, men det var også alt det var i øjeblikket. 

Kys og nip, de kunne spise af hinanden uden at blive mættet. Det var ideelt og perfekt som det var, alligevel flygtede han på sin egen måde når muligheden bød sig. Min ilt er din ilt, han blødte lidt op i mundvigen over det og rynkede let på næsen. "Jeg mindes ikke at du var poet" svaret han lige så kærligt som det var blevet leveret til ham. 
De skulle nok dele hinandens ilt, kropsvarme og væsker. 

Stramheden i bukserne forlod ham ikke helt så hurtigt som ønskede, den lå der endnu og han måtte affinde sig med det for nu. Skønt han havde skabt afstanden mellem dem for at se hvad det var som afbrød dem, tog han den alligevel tilbage og lod hånden falde om på ryggen af Viktors for kun at blive kørt op ad ryggen, forbi nakken og ente i baghovedet blandt krøllerne og skubbede let hovedet frem. Læberne blev plantet mod hovedbunden af Viktor. "Undskyld" mumlede han ned i det og gav et mildt kys fra sig. 
Det krævede ingen empatiske evner at vide en form af skuffelse måtte have ramt den unge adelsmand. 
Men et bekræftende brummende blev givet ned i håret og han tog hovedet let til sig selv igen. 

"Fanger du geden?" 

Det var vel alle dage åbenlyst at se hvilket humør Viktor var i, da hans følelser som oftest, skønt han normalt ikke ville indrømme dette, sad uden på tøjet. Måske var de også mere fremtrædne i selskab med Richard. Det havde været svært, siden dagene det gik op for Viktor hvordan han følte for kaptajnen, at dæmpe dem for ham selv, og åbentbart lige så meget for andre. 

Da han mærkede den andens læber plante sig i krøllerne, lukkede han øjnene og lod sig oversvømme af velbehag og tryghed. Skønt nervøsiteten stadig lå i maven og hjertet hamrede voldsomt. Viktor rystede blot på hovedet til den bette undskyldning og smilede skævt op til Richard da han trak sig væk igen. 
 "Der er intet at undskylde." Sagde han mildt, og mente det. Selvom skuffelsen sad ude i de rystende fingerspidser, måtte han indfinde sig med at livet ville spille dem et pus fra tid til anden. 

(...)

At indfange geden var blevet en fuldtidsbeskæftigelse, der havde sin helt egen blanding af frustration og komik. Den lod sig ikke sådan fange, det lille stridbare dyr. Selvom Viktor stædigt tog udfordringen op, var det svært at undgå et smil fra kaptajnen, der til sidst besluttede at give en hjælpende hånd efter de utallige gange Viktor var faldet med hovedet først ned i det høje græs fra gedens undvige manøvrer. Men det lykkedes til sidst, geden blev fanget, og på vejen tilbage fandt de gården hvor den hørte hjemme. 

"Jeg tager mig et bad." Meddelte Viktor da de trådte ind på kroværelset og fik smidt taskerne. Hans blik vandrede op og ned ad Richard i hurtige, intense glimt, som om det var umuligt at modstå fristelsen ved at visualisere ham nøgen. En følelse af begær og spirende lidenskab bredte sig i ham, og kinderne blev varme af forventningens glød. Med hvert skridt mod det lille badekammer blev han mere og mere opslugt af tanken om Richard, af hans krop, af det intime samvær de kunne dele (næsten havde delt tidligere). I et øjeblik af impulsivitet lod han den lange, sorte frakke glide af sine skuldre og hang den nonchalant på en knage, som om han i dette lille handlingssøjeblik nægtede at bære noget andet end sit inderste ønske om at være tæt på Richard. 
 
 "For jeg lugter af ged." Lo han, men den blev blandet af nervøsiteten som pludselig fandt frem til overfladen igen. 

Duften af Viktor hang tungt i håret rødder såvel spidser, at han tog det hele med sig i sine indåndninger. En duft som forblev i næsen hos Richard for en lille stund, som de (red. Viktor) kunne begive sig videre i forsøget på at indfange den løsslupne ged. 

Det havde været et humorstisk indslag for deres færten at se Viktor kæmpe sådan, alle de fald efterlod blot grin fra den voksne mand. Mange forsøg skulle der til før han selv tog del i jagten. En aktivitet han ikke havde prøvet i mange år eller havde haft det så sjovt med lige så længe. 
Et mildt genkaldelse af hvor sjovt det for eksempel havde været for ham med alle de dumdristige lege Oskari havde sat for dem den aften hvor drukken havde fået overhånden på Richard og ledt ham til at have huller og små brudstykker af forskellige tidspunkter. 

Med tunge skridt bag Viktor, kunne han se lidt sulten på nakken af adelsmanden, selvom han måtte minde sig selv om, at det gjorde han ikke. Sådan var han slet ikke, men effekten var udelukkende Viktors gøren. Det var besynderligt hvordan det unge menneske kunne have så meget effekt i og for ham, når følelserne til Charles havde været der, men intet i samme dur som dette. En vag bekymring, men alligevel en lettelse og rar følelse i sidste ende. 
Beskeden var klar og udtrykket der kun kort blev skimtet sagde rigeligt, i sådanne grad at Richard rynkede panden i et kort sekund og vendte fokusset væk fra den pulserende flamme af lyst. Et lille ryst på hovedet og et modstridende smil kryb sig op i skægget på ham. For zalans Viktor, kunne man kun tænke. 

"Det er din vanlige dufte, Viktor" stak han mildt fra sig og rykket taskerne som var blevet smidt til væggen, men nikkede alligevel. "Sig hvis du har brug for hjælp" klukkede han og fortrød det i samme sekund. Det var blot en tanke, det skulle ikke have været mere end bare en tanke for ham selv, men det tog overhånd. 

"Det må være al det hårde arbejde. Jeg plejede at dufte af citrusfrugter og kaffe ser du." Beklagede han sig teatralsk med et drenget grin derefter.

Viktor kunne mærke at han blev tør i halsen og maven trak sig sammen da Richard smed den sidste bemærkning fra sig. Det fik ham til at standse alle bevægelser for en kort stund mens hjernen i al hast forsøgte at få Viktors ellers så gode talegaver igang igen. Han glemte jo helt at trække vejret. 

Med en dyb indånding, fandt han frem til ordene, som fingrene så småt begyndte at bevæge sig igen og knappede skjorten helt op, så den flagrede løst og afslørede Viktors bare mave i det han drejede sig om for at se tilbage på Richard. Mundvigene formede sig til et spædt, halvsmøret smil, mens øjenbrynene pegede opad. "Du er velkommen til at gøre mig selskab." Fik han sagt en kende luftigt, og drejede sig hurtigt omkring igen for at i stilhed trække ilt ned i lungerne ved den overmodige invitation. Han løftede hånden kort henover hjertet og masserede det blidt inden han så forsatte ud til badekammeret med kinder så røde som tomater. Uden at give sig tid til at høre Richards svar.

Døren lukkede sig bag ham, og han lænede sig henover karret for at strække nervøsiteten ud af kroppen. Viktor hang til sidst hovedet ned mellem skuldrene og tænkte over situationen med en utilfreds rynken om næsen.
 "Du er velkommen til at gøre mig selskab." Mumlede han i en latterliggørelse af sig selv og himlede med øjnene. 

Viktor skubbede sig væk fra karret. "Urgh.." brummede han forlegent og gned hænderne rundt i ansigtet inden han til sidst frigjorde sig af al tøjet og hoppede i det varme kar med et tungt suk, af nydelse, men også over frustrationen der ikke helt ville slippe. 

Kæk og lige hurtig i mundtøjet som altid, mindst lige så dramatisk såvel. Det var en klassisk Viktor, klassisk Viktor som man nærede alt for stærke følelser for. 

Var det en sejr til kaptajnen, havde han for en stund lukket mundtøjet på den vildest hingst. Det virkede sådan, og den følelse det medgav var en pulsende selvtillid, ikke at han behøvede nogen former af oprejsning for det. Men glædede varede kun så længe, for så bød krøltoppen op med en invitation. 
Richard gav ikke et reelt udtryk for dette, men hans indre det fik knæene til at give efter i det skjulte og maven der slog knude på tarmene af spændning og nervøsitet -- som aldrig før. Dette, det var dette som gjorde det svært for Richard. Foruden at få taget luften fra sig, så svækkede Viktor ham i et niveau han ikke anede, at han kunne svækkes på. 

Reaktionens tiden og svarmuligheden blev frataget ham, noget han takkede sig taknemlig for. De cognac farvede øjne lod sig blot følge som adelsmanden forsvandt og lukkede døren bag sig. Kæben kunne endelige give sig til at spænde op og træk i musklerne så det efterlod en form af smerte for trækkene. 
Den højre hånd blev taget let til panden før den gled igennem håret og endt i nakken hvor han kløede sig tøvende og uvis. Det var ikke hans sted at gøre entré eller spænde op for deres indviklet bånd. 

Richard lod lidt tiden stille, men alligevel ganske nøje for at vide hvor langt Viktor var i badet. Summede over det, skød det hen og afviste tankerne for sig selv, men som han selv stod der og havde været i færd med at skifte fra bluse til skjorte, fangede han sig selv med sin halvåbne skjorte og fanget i en nysgerrighed han ikke kunne slippe af med. "For Zalans Viktor" brummede han og tog afstanden fra ham selv til døren væk. 
Døren blev åbnet op og han skævede ned til Viktor, som han ikke helt havde glemt han var der, men alligevel glemt det i sekundet han åbnede døren. Det var nu blevet for sent at bakke ud, i sekundet han åbnede døren tog han delvist i mod invitationen. 

Kaptajnen følte hvordan hans hjerte slog tunge og dunkende slag. Han bukkede sig en anelse fremover og lod hænderne hvile ved karrets kant. "Du gør det virkelig svært for mig, Viktor" meldte han det nu endeligt for adelsmanden, blikket der søgte i mod hans. 

Viktor sank dybt ned i det varme vand i badekarret, ivrig efter at lade tankerne drive væk deri. Hjertet bankede heftigt i hans bryst, og en forventningens summen fyldte luften omkring ham. Han havde brug for dette øjeblik alene med sig selv, hvor han kunne finde ro og få styr på sig selv inden han gjorde noget overilet.

Men idet han mistede sig selv i sine egne drømmende tanker, blev stilheden brudt. Døren åbnedes, og ind trådte Richard. Et sug af overraskelse greb Viktor, og hans hjerte sprang et slag over. Han havde slet ikke regnet med at Richard ville tage hans invitation seriøst, og slet ikke gøre brug af den! Hans kinder blev varme, og han følte sig pludselig forlegen og sårbar.

Tiden stod stille for den unge grevesøn i det øjeblik da Richard trådte tøvende nærmere badekarret. Viktor mærkede en sitrende nervøsitet brede sig i sin krop. Tryllebundet af den bare hud der tittede frem fra den halvåbne skjorte. Hvad skulle han sige? Hvordan skulle han reagere? Hans ord blev fanget i hans hals, erstattet af en blikfangende stilhed. De brune øjne søgte op til Richards ansigt, og han mærkede en dråbe fra sine krøller, der hang om hans unge ansigt, trille ned ad kinden og væk. 

Du gør det virkelig svært for mig, Viktor. 

Ordene rungede lavt i kammeret. Ord der lød som en bremse for den anden, en stopklods der skulle holde ham tilbage fra at reagere, eller.. et ønske om tilladelse fra Viktor til at krydse grænsen. 

I det øjeblik blev badekarret ikke længere et tilflugtssted, men et sted fyldt med pirrende muligheder og frygt for det ukendte. Viktor, hvis hjerte både længtes efter og frygtede det intense møde med kaptajnen, følte sig fanget mellem forlegenhed og spænding. 

Blikket sænkede sig kortvarigt til Richards fingre der havde fat i kanten af karret, inden han skævede op mod den ældre kaptajn igen. "Og du gør det.. virkelig svært for mig, Richard." Det var deres kodeord til hinanden. Ord der udtrykkede mere end hvad nogen anden kærlighedserklæring kunne gøre i dette øjeblik. 

"Virkelig, virkelig svært." Kom det ud som en luftig hvisken. Viktor placerede sig langsomt lige under Richard, og så på de stærke fingre igen, inden han nænsomt lænede sig frem og plantede et blidt kys på hans fingre. 

Det havde været en overildet handling at bevæge sig derud, mindst lige så overildet en handling at give sin erklæring til den unge mand der sad i den forlegne situaiton at være nøgen i badet. 

Men for en gangs skyld føltes Richard sig måske mere sikker i dette end noget andet, om det handlede dét faktum at de var alene og uden rækkevidde for at blive opdaget eller bare omstændighederne. Jah, det kunne hans kke helt afgøre med sig selv, men det var også sagen irrelevant. De kunne ikke komme uden om kendsgerningerne, men det ønskede han nu heller ikke at de gjorde. 

Så man ekstremt nøje efter, ville man kunne få fornemmelsen af hvordan hans hjerte hamret i brystkassen, som en fugl der ville ud af sit bur. Men det kunne ikke forlade ham. 
Fingrene i karrets kant knugede sig mod træet, mens blikket lå som et anker båndet fast til de nøddebrune øjne. Han ville se pupillerne udvide sig, se hvordan blikket ville vige væk fra hans og til andre steder på ham. Grebet af nysgerrigheden og lysten, et begær som Richard ikke havde haft i næsten et årti. Som pandoras æske var ved at blive brudt op af den zalans kunstner i karret. 

Det trak let i hans øvre mundvige som han hørte den selv samme erklærning. Det blev misbrugt og brugt i mod ham. Viktor så lige i gennem ham på det punkt. Eller det gjorde han hvert fald nu. I starten havde det været hans ene og alene hemmelighed. Men fra det sekund de havde smagt hinandens læber, havde Viktor fået hintet til at tyde sætningens fulde mening. 

Luftigt, næsten utydeligt at opfange, men der blev rykket rundt og hans cognac øjne gled ned i blikket, hvordan kælen blev lagt for døren og de blide kys på fingrene var det sidste for at få  æsken på klem så begæret kunne flyde ud. Nej. Det var ikke hvem han var, men pupillerne gav ham væk. Som en rus af et stof havde ramt ham, de sprang op i sorthed de øjne. 

Richard flyttet den ene hånd fra karrets kant og lagde den til Viktors side af hovedet, tommelfingeren der strejfede op ved siden af øret og de resterende fingre der forsvandt ind i håret. Med let tag for at rykke nakken en anelse tilbage, gøre det nemmere for sig selv til at kys ham. Men så snart de kunne få forplantet deres læber til hinanden, ville han få Viktor og op stå i karret. 
Op og stå så vandet kunne rende af hans nøgne krop. 

Et uovervejet begær elektrificerede det unge liv, da en hånd fandt vej bag nakken og guidede dem ind i et kys, der kunne brænde dem til aske. Viktors kinder flammede op som gløder, og hans hjerte sendte signaler til hjernen som om han var ved at kollapse efter et uendeligt maratonløb.

Med Richards støtte rejste han sig op, vandet rakte til hans lår, og alt var blotlagt. Hvis der var nogen der betragtede ham nu, ville de ikke i et eneste sekund være i tvivl om den følelse, kyssene og berøringerne fremkaldte i ham.

Alt imens bredte panikken sig som små stikkende nåle i hans tindinger, men blev afvist af den spænding, der som en tikkende bombe var på nippet til at eksplodere når det skulle være. Sker det her virkelig nu? 
 Viktors våde hænder greb om Richards halvåbne skjorte, og pressede sig frem for at forsætte kyssene. Hvert åndedrag var en sulten indånding, der fyldte lungerne med glødende længsel. Hænderne slap skjorten, og listede ind på den bare hud for at mærke den stærke brystkasse, og hårene der prydede denne. Men det var ikke nok. Viktor ville tættere på, og derfor kom hænderne ud igen for at åbne de resterende knapper uden at slippe kysset.

Øjenbrynene var oprejste i et pinagtigt, og dog nydende udtryk mens deres læber blev ved med at forsone sig. Tankerne kørte rundt, og alligevel kunne han ikke samle sig om hvad de sagde. Tankerne forsvandt i en diset tåge, mens han blev fortryllet af Richards nærvær, og en længsel så stærk og fyldig, at den fyldte hvert tomrum i hans sjæl. Krydsede de grænsen nu var der ingen vej tilbage, men alt hvad Viktor kunne tænke på var at blive Richards i dette øjeblik. 

Vinden tog til i orkanens øje som de stod fængslet derude. Richard ville ikke være der med nogen anden, det var han overbevidst om. Et virvar af følelser blev rusket op i ham, den dominerende følelse af begær pressede på. 

Fokusset var omsluttet den andens læber, ingen hænder kryb omkring og kroppene havde endnu deres afstand, så den begejstring der ventede ham, måtte stå hen og blomstre for sig selv, men måske det var til Viktors egen fordel, for selv samme glæde og spændning voksede i ham. 

Trækket i skjorten fik Richard til at læne sig længere frem, som han skulle træde op i karret, men blot overkroppen kom tættere på. Lige indtil fingrene slap taget og de kolde, men alligevel lune, hænder rørte huden. Et lille gys ramte Richard og kuldegysningen satte sig dybt i ham. 
Richard lod Viktor gøre hvad han ville med sine fingre, med hans skjorte og overkrop. Han var hans kunstværk for nu. Den unge mand måtte forme ham som han ville, som der ikke var andet for sig. 

Begge hans hænder lagde sig tungt om kind og kæbe på Viktor, og han lod deres læber slippe, mens øjnene studsede, så meget de nu engang kunne, på det unge ansigt. "Du har de flotteste brune øjne" hviskede han, for så at lade sine læber lægge blide kys på læberne, før de stille listede sig ned ad kæben og hænderne flyttede sig ned mod skuldrene. Som han flygtigt ville vandre nedad. Men som han nåede til kravebenet fik han endelige set ned ad adelsmanden og mærkede hvordan hjertet sprang i halsen på ham, men det var skubbet for at han langsomt ville komme ned og sidde på hug foran Viktor. 

De lukkede øjne som var fordybet i kysset, åbnede sig langsomt, og så afventende frem da Richard trak sig, og istedet omsluttede sine hænder om Viktors ansigt.  Komplimenten om hans øjne kom bag på den unge junker og ordene blev til farvede penselstrøg, der malede et billede af varme og beundring i hans hjerte. Alt imens hans læber krøllede op i et forundret, men ømt smil der atter blev mødt af de mere rug, dog kærkommen læber. Viktor brummede taknemmeligt, men de små brum blev til en mild, dæmpet latter da kaptajnens læber arbjedede sig nedad og strøg det sensitive af den unge kunstners hud så det kildede ham helt ind til benet. Gåsehuden prikkede og formede sig overalt på Viktors krop og hans fingre greb om Richards overarme, for at holde balancen mens han forsøgte at trykke sig mere ind til ham. Det var en helt ny side han fik at se af Richard. En romantisk, og begærlig side - og det hele var henvendt Viktor. Lige nu bildte han sig ind, at han var den eneste der havde fået lov at kende denne side Richard. 

"---!" Viktor måbede dog, og tog et ganske chokeret sug ind da han opdagede hvor Richard var på vej hen. Et lige så overrasket sug i maven ramte ham, og spredte sig ud i hver afkrog som en utrolig ydmyghed, der blandede sig med forlegenhed da Richard begyndte at sænke sig mere og mere til den perfekte højde. Pulsen steg, og hans brystkasse hævede og sænkede sig hurtigt ved forventningen, og ophidselsen. 
"Richard." Lød det i en dæmpet, luftig overrumpling af situationen. Alligevel var der et bedende bid i tonelejet. Det gav ikke mening at spørge ind til hvad han skulle til at gøre - for det virkede åbenlyst, alligevel ønskede han en form for bekræftelse. Det lignede ikke Richard at reagere så vidt, og et kort sekund summede tankerne i forestillingen om at en ånd havde overtaget kaptajnens sind, og fik ham til at handle ude af trit med virkeligheden.

De unge hænder lagde sig på de brede skuldre, og han kunne ikke blive enig med sig selv om hvad han skulle gøre af dem. Så fingrene knugede og løsnede sig om skjortens stof. Situationen var sårbar for Viktor, men han ville alligevel ikke være andre steder end her lige nu. 

Intet var som det syntes, de mange parader var fjernet, isoleringen revet ned og ruderne knust. Viktor havde banet vej ind til det ukendte land af Richard, vandet det tørre jord og sat sine så. Det var sider af Richard som han forlængst havde begravet og aldrig regnet med at få op igen eller opleve selv. Men følelser var et pudsigt element for ens person, effekten den havde for hvordan man var og opførte sig, ageret og følte. Som en magisk berørning kunne skabe liv til de døde åre i det inderste. 

For hvert spæde lille kys han lagde sig ned ad den unge kunstnerens krop, kom han tættere på det oprejste jeg der afsløret intensiteten af hvor de var henne. Sjældent havde han følt sig så sikker og selvbevidst i en handling som nu. Nysgerrigheden tog overhånd og hjertet sprang stille op i halsen af begejstring og begær. 
Hænderen var gledet ned ad Viktors krop, fra skuldrene til ned ad armene, for senere at plante sig på hans talje og hofte, men som det vindkaldte genkaldes af hans navn lød, den bittersøde tone af bedende forstand, lænede han hovedet tilbage og så op på det ranglede individ med de fineste krøller og dybeste nøddebruneøjne. 

Men som han fik set længe nok op på Viktor, følt han hænderne på hans skuldre. For ham var det en bekræftelse for hvad der skulle til at ske. Uerfaren, men alligevel eksperimental lod han sig starte et mildt sted. Læberne atter små bidende kys ned ad de skrå mavemuskler, langsomt kom de længere ned nær lysken. Hænderne gled ned omkring hoften på Viktor og fik et ordentlig tag, blot for at holde ham solidt fast til det næste som skete. 

For kyssene kom tættere og næsen strejfede skaftet, for selv at blive af de varme læber. En kælende leg han aldrig selv havde stået i før, men følt sig så betaget af for nu. 

Deres blikke mødte hinanden i et undersøgende, og forventningsfuldt øjeblik. Det rødlige hår var så fin en kontrast til den mørkere solglødne hud, og han kunne ikke undgå at mærke forelskelsen boble frem i ham, jo mere han betragtede ham. Han knugede sig fast i skjorten, og sendte kaptajnen et overgivende blik af accept, før Richards opmærksomhed søgte andre steder hen.

Den unge kunstner mærkede sig selv vakle så lyden af vand der blev sat i røre gav lyd i kammeret. Richards stærke hænder havde ham dog under kontrol, så han umuligt kunne falde. Han lod tæerne krumme sig i det varme vand, mens kaptajnen smagte og kærtegnede ham som en udforskende astronom, der opdagede en ny stjerne på himlen. Det var pirrende, og han kunne mærke blodet dunke i underlivet som det strømmede til jo mere Richard satte sine spor på huden ved området. Et lille gisp da næsen ramte ham, og da læberne fulgte trop, kunne han ikke andet end at undslippe et lille luftigt støn af nydelse og chok.

"Ahh--"
Viktor skød hovedet tilbage mens en sitrende rysten overtog ham i forsøget på at bide stønnene i sig og holde vejret. Som var han lige under havoverfladen, og måtte kæmpe for ikke at drukne deri. De var knapt begyndt, og alligevel følte Viktor sig klar til at knække sammen under den stærke strøm der var Richard hvert øjeblik det skulle være.