"Sludder!" udbrød han, en smule hårdere end tiltænkt. Fabian kunne ikke spise ham af med det der igen. Ikke denne gang. Ikke når han stod foran Romeo, smadret og på randen til at knække sammen, kun holdt oprejst af sin forbandede stolthed.

Romeo rystede voldsomt på hovedet i vantro. Bekymringen var næsten altædende, og under den begyndte vreden at ulme, jo mere Fabian forsøgte at affeje situationens alvor. "En uheldig kunde? Du er jo blevet mishandlet, Fabian." Han sænkede stemmen ved 'mishandlet' og lænede sig frem, stadig i færd med at forsøge at fange Fabians blik.

Han sank en klump og så sig omkring. De var for langt væk fra hans hjem, men måske... "Hvor langt har du hjem? Jeg følger dig derhen. Og så skal jeg se ordentligt på dig, forstået?" Der var ikke plads til diskussion. Romeo havde den præstelige, autoritære kant i stemmen, der kunne få en hel katedral til at lytte, hvis han først hævede den.

Fabian skulle væk fra gaden. Og Romeo ville forsøge at hele ham. I hvert fald nok til at få ham på helbredelseshuset derefter. Det måtte være planen...

Chokket blev alligevel malet tydeligt på det forslåede ansigt, og for et kort øjeblik stod Romeo skarpt. Vreden og bekymringen omkring ham, hvilket bare satte sig et endnu værre sted. Det var ikke meningen nogen skulle se ham sådan her. Medlidenheden var en ting, men han kunne også bare se det komme. Det samme som Aldamar havde været efter ham. Hvorfor satte han sig selv i de situationer?
Mest af alt lå der dog også overraskelsen over at Romeo havde irettesat ham, på en måde han ikke var sikker på at han nogensinde havde gjort før. Men tanken om at bede om hjælp var stadig som en næsten kvalmende hånd om ham.

"Det er lige meget!" sagde Fabian lidt mere fast i sin stemme, selvom det bare virkede til at gå direkte op i hovedet også, som om at han fik anstrengt sig for meget, og hans ansigt faldt en smule. "Jeg kan ikke... Det var en dårlig situation og den er ovre." Selv som han sagde det, var det som om noget i ham åd ham op, for var den ovre? Hvis Hector virkelig ville Aldamar ondt, så... kunne det være at ville forsætte.
Fabian lod sine blågrønne øjne forsvinde bag sine øjenløg, som han pressede øjnene sammen. Måske Hector troede han ikke kendte Aldamar mere end det. Bare tanken om at der skulle ske noget der gjorde næsten mere ondt, men nej. Aldamar kunne ikke vide det.

Han tog en usikker åndedræt og åbnede øjnene, måske han havde stået her for længe og tænkt på ting der intet havde med Romeo at gøre, eller måske havde det blot været et øjeblik, men spørgsmålet om hvor han boede hang i luften.
Han havde lyst til at føje Romeo væk, men hånden var stadig på hans arm, og han var så træt. "Et lille stykke herfra," sagde han og indikerede forsigtigt med hovedet i retningen hvor han boede. Hvis Romeo tillod ham det, ville han begynde at gå derhen på usikre ben, der næsten skar i ham som han gik. 

Lige meget? 

Romeo stirrede oprørt på ham, blikket flakkende endnu en gang over det forslåede ansigt. Han skulle netop til at sige ham imod, men standsede sig selv. Rankede sig i stedet og trak vejret dybt ned i lungerne i et forsøg på at få styr på den urolige puls. Panderynken forblev dyb og alvorlig, men i stedet for at svare sukkede han hårdt ud gennem næsen.

Det nyttede ikke at stå her og skændes.

Som han betragtede Fabian, blødte noget alligevel op i de grønne øjne. Der var noget ved den måde, den andens blik pludselig blev fjernt på, som om han forsvandt et sted hen et kort øjeblik. Romeo turde ikke engang spekulere på alt det, Fabian havde været igennem det sidste døgn. Maven vendte sig ved tanken.

Så gav noget af modstanden endelig efter, og Fabian gav ham noget, han faktisk kunne bruge. "Godt." Romeo nikkede prompte. "Så går vi, Fabian." Han stillede sig uden videre sådan, at Fabian kunne støtte sig til ham, så meget han havde brug for, uden at Romeo behøvede at gøre et større nummer ud af det. Da de satte sig i bevægelse, tilpassede han sine skridt efter Fabians usikre tempo.

De nåede ikke langt, før Romeos blik igen gled bekymret over ham. Et øjeblik overvejede han ganske enkelt at bære ham. Han havde haft Phillippe på ryggen engang, så Fabian kunne næppe være et problem - måske. Men blikket faldt over mærkerne igen, den måde selv hvert skridt syntes at gøre ondt på ham. Nej. Romeo strammede kæben. Han var alt for tilskadekommen til, at Romeo turde begynde at løfte rundt på ham.

Fabian sagde intet, så ulig ham, som så gerne fyldte ud den akavet stemning. Han prøvede altid at få en reaktion ud af folk, og i dette øjeblik prøvede han... intet. Han fokuserede bare på at gå, og virkede næsten som om at han ignorerede Romeo, som han forsigtigtigt ledte ham ned af gaderne. Et langsomt tempo, men der var en stædighed og stolthed i Fabians blik, når det ikke blev underligt fraværende, som gjorde at et skridt tog det næste.
Det havde dog måske være lidt af en løgn at Fabian boede et 'lille stykke derfra', eller også var det kun et lille stykke når Fabian var på sine raske ben, men det var nok længere end en som Fabian skulle gå i sin tilstand, men gik gjorde han.

Han ledte Romeo ned af smallere gader, fattigere gader, som Skumringskvarteret begyndte at ligge som en skygge omkring dem, noget der vidnede mere og mere om at Fabian havde været uærlig sidste gang de sås.
Han fik dem ledt til en af de højere bygninger, og der var blot et stille "Øverste etage" inden han tvang sig selv ind af døren. Huset føltes vakkelvogent. Man kunne høre en baby græde et sted i bygningen, og som Fabian meget meget langsomt begyndte at begive sig op af de smalle trapper, ikke nok plads til at de kunne gå side og side, knirkede trinnene ubehageligt under deres fødder, men Fabian nægtede at erkende det, selv som han gik i stå ved hvert et skridt han tog længere og længere op.

Inde i Romeo hvirvlede et hav af tanker. Hvem havde gjort det her? Hvorfor? Hvor længe? Nogle mere usammenhængende og vredere end andre. Så Romeo selv forblev stille på deres lille rejse hjem til Fabian.
Men som de blev ved med at gå og gå, begyndte han at skæve mere til omgivelserne. Fabian havde sagt, at det blot var et lille stykke derfra. Nu havde de gået i næsten tyve minutter. Skyldfølelsen begyndte at nage. Romeo burde have fået ham ind på et kroværelse i nærheden. Et eller andet sted, hvor Fabian kunne have sat sig ned, og Romeo kunne have set på ham, fremfor at lade ham slæbe sig gennem byen i den tilstand.

Ved Isari... Han befandt sig sjældent i Skumringskvarteret, og et nagende ubehag begyndte alligevel at klæbe sig til ham, jo længere ind mellem de fattigere gader Fabian førte ham. Ikke fordi Romeo var blind for, at mennesker levede sådan. Han havde mødt nok gennem kirken, som ikke havde haft andre muligheder.

Men—De grønne øjne gled diskret hen på Fabian. Det her var ikke, hvad han havde fortalt ham. Den tanke blev kun tungere, jo længere de gik.
Da de endelig standsede foran den høje, forfaldne bygning, lod Romeo blikket vandre op langs facaden. Et kort øjeblik ventede han næsten på, at Fabian skulle fortsætte forbi den.

Det gjorde han ikke.

Fabian boede vel ikke her? Romeo så hastigt på ham, og da det stille "Øverste etage" kom, blev han ganske målløs.
Øverste—Han var lige ved at protestere. Få Fabian med sig et andet sted hen, hvor han kunne lægge sig uden først at skulle besejre flere etager på ben, der knap nok bar ham. Men Fabian var allerede på vej ind. "Fabian..." Navnet forlod ham stille. For hvad skulle han ellers sige? Du sagde ikke, at du boede sådan her? Hvorfor fortalte du mig det ikke? Hvorfor lod du mig tro—
Intet af det ville hjælpe Fabian op ad trapperne. Så Romeo fulgte efter. Han sørgede for at gå lige bag ham, tæt nok på til at kunne gribe ham, hvis benene gav efter. Der var ikke plads til at gå ved hans side på de smalle trapper, og for hvert knirkende trin blev Romeos mund en anelse strammere.

Romeos hånd løftede sig instinktivt mod Fabians ryg, for hvert trin han tog og standsede på, men tøvede lige før berøringen. Han kunne efterhånden ikke se et eneste sted på ham, som han var sikker på ikke gjorde ondt.

Hvis Fabian bare ikke kiggede på Romeo, så skulle han ikke forholde sig til de medfølende øjne, som måske også have en anelse af følelsen af at være forrådt i sig. Han vidste jo udmærket godt at han havde løjet om det hele. omkring hvordan han boede. Han havde det fint med sit liv, men der var masere af grunde til at have ondt af ham, og han hadede den del. Det var trods alt nemmere at gemme disse kår fra en fyrstesøn som alligevel ikke ville ned i denne del af byen.
Han sagde ikke engang noget til Romeo som han sagde hans navn. Selv med det slørrede hoved, så hørte han alt hvad det navn sagde. Alle de spørgsmål, som han ikke ønskede at svare på.

Endelig kom de dog hele vejen op til døren. Også en faldefærdig dør. Der var tydeligvis en lås, men i stedet for at finde sine nøgler frem, tog Fabian bag en dyb indånding og skubbede den åben. Låsen havde været ødelagt i et par uger efterhånden. Man skulle tro at kvarteret gjorde at folk ville se muligheden og bryde ind, men det blev hurtigt klart hvorfor Fabian nok ikke gjorde det store ud af det til at starte med.

Værelset der var hans var lille. Det var kun et værelse. En enmandsseng var presset op mod et hjørne, der stadig bar præg af sidste gang han sov der. Dog var der en solid nok dyne og hovedpude, selvom selve sengen så noget vakkelvogn ud også. Ved sengen stod der en lille kommode, hvor han formentlig havde sin ting i.
Et bord og en stol var presset op i det andet hjørne, så det kun lige kunne være der. Et lille stearinlys, en pen og blæk stod op bordet, sammen med hvad der lignede et ufærdigt brev.
To potter stod på hullet. Begge havde en lille smule vand i sig fra sidste gang det havde regnet, og hvis man kiggede op, kunne man ane hvor hullerne kom fra. Han havde tydeligvis ikke gidet at forsøge at fjerne dem fra sidste gang det havde regnet.
Der var intet ildsted. Intet køkken. Intet sted at have mad. Blot et lille værelse der var absolut intet værd.

Fabian kiggede dog ikke rundt i værelset, men tvang de sidste par skridt fremad, så han endelig kunne sætte sig på sin lille sølle seng. Men det var trods alt hans egen. En grimasse af smerte undslap hans ansigt, inden han prøvede at skjule det igen.

Romeo rakte hånden instinktivt ud, da Fabian stødte skulderen mod det, der skulle ligne en dør. Hånden fandt ham med det samme, og han hjalp med at få den skubbet helt op, så Fabian ikke skulle bruge flere unødige kræfter, han alligevel ikke havde.

Han standsede dog selv i døråbningen, da han så værelset. Det var endnu værre, end Romeo først havde antaget. Alt var slidt, og lugten, der hang i luften, mindede ubehageligt om mug og skimmel. Blikket fandt de to potter på gulvet, og med en undrende panderynke fulgte han deres placering op mod loftet, hvor hullerne gav en ganske enkel forklaring på, hvorfor de stod der. Direkte udsat for vind og vejr. Romeo pressede læberne sammen og sank, mens øjnene gled videre over den vakkelvorne seng og de få ejendele, der overhovedet kunne være i værelset. Det her var ikke et sted at bo, og bestemt ikke det billede Fabian havde givet ham, sidste gang de talte om hans liv.

Lyden af sengen fik dog blikket tilbage på Fabian, der var sunket sammen på den, og Romeo tvang alle de spørgsmål, der efterhånden stod i kø, til side. Alt det måtte vente. Lige nu drejede det sig om Fabian.

Med hurtige skridt var han henne ved ham og satte sig målrettet på knæ foran ham. Forsigtigt tog han om den ene af Fabians hænder, varsom nok til ikke at lægge yderligere pres på de hævede fingre, mens han undersøgte dem. "De er brækkede, hvem–" begyndte han, men bed spørgsmålet i sig næsten lige så hurtigt, som det var kommet. Fabian havde gjort det rigeligt tydeligt, at han ikke ønskede at tale om det, og Romeo havde ikke tænkt sig at begynde endnu en diskussion, mens han knap nok kunne holde sig oprejst.

"Det bliver nok lidt ubehageligt..." sagde han i stedet og løftede blikket mod ham. En fremskyndet proces med at hele knoglerne var ubehagelig for modtageren, men når først det var overstået, ville der kun være den dunkende ømhed tilbage. 

Fabian var begyndt at overveje hvordan han kom ud af sit tøj igen uden at smerterne skulle blive for meget, men nåede aldrig så langt som Romeo kom over til ham og satte sig ned foran ham. Han havde ikke kræfterne til at hive sig væk, så han lod Romeo kigge på dem. Ikke at han kunne gøre noget ved dem alligevel.
Et overraskende skarpt blik kom fra Fabian som Romeo forsøgte at spørge ind til manden igen, men han droppede det heldigvis. Der var intet de kunne gøre ved ham, så det var bedre at lade ham ligge, og håbe at det her var alt han ville gøre.

"Hvad snakker du om?" spurgte Fabian. Hans stemme var træt og slørret, og ærligt hvis Romeo ikke havde været her, så havde han nok allerede givet op og lagt sig ned for at prøve at sove noget af det væk. Når udmattelsen var væk kunne han finde ud af hvad han gjorde med resten.
Hans blik fangede Romeos, selvom det var også som om at Fabian ikke ligefrem kunne holde øjenkontakten som den gled ud. Det her var intet som manden Romeo havde haft overnattende i sit hjem, og som havde drillet ham med uldtrøjen.

Romeo sendte ham et forsigtigt blik, som kunne bare det at kigge på Fabian forkert give ham flere blå mærker. Han pustede roligt ud gennem næsen, mest for at fatte sig og forberede sig på den anstrengelse, det her ville kræve af ham.

"Mhm... Jeg kan hele dem." De grønne øjne dalede ned mod hænderne igen. "Knoglerne i hvert fald. Det kommer ikke til at fjerne det hele." Romeo måtte erkende, at han sjældent havde healet brækkede knogler før, men fingre burde være overkommelige. Forhåbentlig uden at dræne ham fuldstændigt.

Han begyndte med den ene hånd. Romeo vendte sin egen håndflade op og placerede forsigtigt Fabians i den, inden den anden lagde sig let henover, så han ikke behøvede at holde fastere om de ømme fingre end højst nødvendigt.

Så lukkede han øjnene.

En koncentreret rynke formede sig mellem brynene, mens han lod evnen arbejde sig gennem Fabians hånd. Han kunne ikke fjerne alt det, den havde været udsat for, men han kunne få bruddene til at samle sig og knoglerne til at hele korrekt. Hævelsen og ømheden ville blive siddende, og fingrene ville formentlig være stive og ubehagelige at bruge de næste par dage, men de ville ikke længere være brækkede.

Anstrengelsen begyndte langsomt at sætte sig i Romeos ansigt, jo mere af sig selv han gav. Rynken mellem brynene blev dybere, og vejrtrækningen tungere, mens hans hænder blev liggende omkring Fabians.

Og han havde stadig den anden hånd tilbage. 

Romeo slap med et ujævnt åndedræt, som havde han glemt at trække vejret. Han forsøgte at samle sig, så han kunne gøre klar til den næste. 

Det var en ny evne. Ikke noget som Fabian havde vidst, eller i hvert fald bidt mærke i, da de var yngre. Et lille tørt grin som fra ham, som mest af alt bare gjorde det tydeligere at Fabian ikke kunne fremtvinge det gode humør, som han altid gjorde. Han tog livet let, og nu... var det bare lige lidt sværere. Men om et par dage... et par uger. Så skulle han nok være på benene igen, og alt dette ville være glemt.
"Det vidste jeg ikke du kunne," lød det fra Fabian, som hans blik fæstnede sig på hans hand. Den så ud som Zalans, og måske var det for det bedste at Romeo kom og hjalp ham. Guderne måtte vide hvornår Fabian selv kunne få en healer til at hjælpe sig, der også havde magiske remedier. Han var ikke ligefrem... velkommen nogle af de offentlige steder.

Der kom en lille grimasse over Fabians ansigt, men han sagde ikke noget, som han praktisk talt kunne mærke knoglerne finde hinanden igen og lappe sig selv sammen. Det var ubehageligt, men ærligt var smerten så langt under hvad han ellers følte, at det næsten var grinagtigt.
Det var først da den var healet at han endelige kiggede op på Romeo igen, og han kunne se anstrengelsen så klar som dag, og det her ville ikke virke. "Du behøver virkelig ikke anstrenge dig mere end det her. Det skal nok gå," sagde Fabian i et håb om at Romeo ikke skulle anstrenge sig så meget for hans vedkommende.
En healet hånd betød jo trods alt at han nu måske kunne var funktionel, selvom han stadig kunne mærke hvor stift leddene føltes.

Der er meget, du ikke ved om mig, var Romeo meget tæt på at svare. I stedet trak han blot på skuldrene.
"Jeg anede heller ikke, at du kunne forvandle dig til en kvinde dengang," påpegede han i et forsøg på at lette stemningen, selvom bemærkningen endte med at lyde mere faktuel end egentlig morsom. Fabian vidste godt hvad han snakkede om. 
Der blev ikke sagt meget mere, mens Romeo koncentrerede sig om sin evne. Da han endelig slap hånden, lod han blikket undersøge resultatet. Hævelsen var stadig tydelig, huden misfarvet og leddene stive, men den lignede i det mindste en hånd igen. Knoglerne sad, som de skulle.

....Det skal nok gå.

Romeo vidste ikke, om det var anstrengelsen, den begyndende hovedpine eller Fabians evindelige optimisme, der fik noget i ham til at briste. Måske var det bare det hele på én gang.

"Stop så!" Hånden røg op mod øjenbrynene, hvor en dunkende smerte var begyndt at samle sig, men selv gennem den sendte han Fabian et skarpt, irettesættende blik. "Jeg gider ikke høre mere på dit vrøvl." Blikket gled ned over ham; det forslåede ansigt, mærkerne, den åbne skjorte og til sidst den hånd, Romeo endnu ikke havde gjort noget ved. "Det skal nok gå? Skal det her nok gå, hva'?"
Det var ikke Romeos mening at skælde Fabian ud. Slet ikke nu. Men han var så gal. Gal på den, der havde gjort det her, gal over værelset, gal over alle de ting Fabian tydeligvis havde skjult for ham, og efterhånden også en smule gal på Fabian for stædigt at insistere på, at intet af det betød noget.

"Urgh..." Romeo lukkede øjnene hårdt og gned sig over panden, indtil han igen havde nogenlunde styr på sig selv. Da han talte, var stemmen lavere, omend stadig sammenbidt. "Sid stille. Jeg går i gang med den anden." Han fnøs dæmpet og rakte efter Fabians anden hånd, som om sagen dermed var afgjort. Den blev placeret med samme forsigtighed mellem hans hænder som den første, og Romeo koncentrerede sig igen.

Denne gang skar anstrengelsen langt tydeligere igennem. Hovedpinen dunkede i takt med arbejdet, og vejrtrækningen blev tungere, jo længere han pressede sin evne. Alligevel gav han ikke slip.

Fabian skulle have begge sine hænder tilbage.

Dengang. En simplere tid for dem begge. Ikke at Fabian ønskede at komme tilbage dengang. Til skænderier med familien, og det pres der pludselig lå over gården som hans bror blev bidt. Der havde været gode tider, men der var en grund til at han var taget til Dianthos så brat for at prøve lykken. Det var bare et bedre sted for ham... for det meste.

Men som Fabian tydeligvis havde prikket til noget forkert, eller nok bare forsøgt at lade som om at han havde det bedre end han havde, var det som om at Romeos vrede blot eksploderede igen.
En vrede Fabian måske godt kunne have været i, hvis det ikke var for hvad den stod for, og han ikke havde det dårligt. Hvorfor skulle Romeo have ondt af ham, det var alligevel Fabians egen skyld. Han skulle have lyttet til sin mavefornemmelse.
Så Fabian gjorde det eneste han kunne, han kiggede væk med et sammenbidt udtryk, men han kunne ikke trække sig, ikke rigtigt. Ikke når bare det at holde sig oprejst var en tabende kamp han havde gang i.

Han lod trods alt Romeo tag hans egen hånd, for træt til at kæmpe, og nok også taknemmelig for at han ikke skulle døje med det de følgende dage.
Varmen og ubehagen spredte sig igen, og med i takt med det, begyndte Romeos tunge vejrtrækning også at sprede sig i det lille værelse, som endelig fik Fabians blik tilbage på ham. Det tog tydeligvis hårdt på Romeo.
"Du behøver ikke at overanstrenge dig," sagde Fabian endelig. "Du har allerede gjort rigeligt." Men han tog ikke hånden væk. Hvis Romeo ville færdiggøre hans hånd, så ville han ikke stoppe ham. Resten af skaderne skulle bare... soves væk. Selvom der var intet han kunne gøre ved den mørke arrede tatovering han kunne mærke dunkede på hans brystkasse. Et permanent ar.

"Det her er det eneste, jeg kan gøre for dig..." sukkede Romeo anstrengt.

Udmattelsen krøb tættere på som en klæbende tilstedeværelse, men han nægtede at bukke under for den. Det her var det eneste, han kunne gøre, og den erkendelse åd ham næsten mere op end anstrengelsen. Fabian ville ikke fortælle ham, hvem der havde gjort det her, så Romeo kunne ikke gøre noget ved vedkommende. Han kunne heller ikke bare trække Fabian ud af denne rædselsfulde tilværelse, uanset hvor meget værelset omkring dem fik ham til at ønske det.

Han kunne ikke ligefrem bo hos Romeo, vel. For mange hemmeligheder.

Efter endnu et øjeblik slap han endelig Fabians hånd. Den lignede nu den anden; stadig hævet og medtaget, men hel. Romeo lod sin egen hånd glide op mod tindingen og trak vejret dybt ind, som kunne han på den måde lede smerten væk. Den blev stædigt hængende, dunkende bag panden som en hamrende tromme.

Han blev siddende på gulvet et øjeblik længere end tiltænkt, mens han samlede kræfterne til at komme op. Han var udmattet, ja, men Fabian havde flere skader endnu, og tanken om bare at efterlade dem sådan fik noget stædigt til at sætte sig i ham.

Romeo satte hånden mod kanten af sengen og kom på benene. Verden vippede kortvarigt under ham, og grebet om sengekanten strammedes, indtil balancen fandt tilbage. Først da rettede han sig ordentligt op og så på Fabian igen.

"Lad mig se på dine andre skader."

Som Romeo virkede til at stoppede med magien, lod Fabian sig lige prøve at bevæge hånden. Øm, men stort set funktionel. Han kunne leve med det her for nu, og så ville den naturlige healing vel overtage det med tiden, så det var væsentlig bedre. Det håbede han i hvert fald på. Ikke at han havde meget erfaring med magisk helbredelse til at starte med.

Fabian kunne se hvor dårligt Romeo havde det og hvor meget det tog på hans kræfter, især som han rejste sig og virkede til at vakle da han kom på fødderne.
Han tog skjorten og nu kunne ordentlig skjule sin overkrop, som udentvivl også lignede noget der var løgn. "Du har gjort nok," stemmen var en anelse mere bestemt. "Du kan ikke holde til det, og så er vi to der har det dårligt, så stop." Hans blik føltes stadig fjernt og slørret, men han kiggede trods alt tilbage op på Romeo.
Hvis det handlede om stædighed, så var de to der kunne lege med der, selvom Fabian godt kunne mærke at han mest af alt bare ville lægge sig ned og sove, så han kunne komme væk fra alt han følte, men nu skulle han åbenbart også håndtere Romeo, en Isari præst der tydeligvis havde for stort et hjerte.

Romeo stirrede på Fabian et langt øjeblik, allerede klar til at argumentere og gøre sig endnu mere stædig end ham. Han havde ingen intentioner om at indrømme, hvor meget det allerede havde drænet ham blot at fokusere på hænderne.

Men Romeo var bleg som en urt.

Som de to sad fanget i deres stædige stirrekonkurrence, måtte selv han efterhånden erkende, at Fabian havde en pointe. Til sidst var det Romeo, der veg blikket til siden.

"Fint..." Han sank og nikkede modstræbende, som var der tale om et kompromis snarere end en egentlig kapitulation. "Jeg skal bare hvile mig lidt. Så er jeg klar igen." Det var tydeligvis ikke det samme som at love, at han ville stoppe.

Han så tilbage på Fabian, og de grønne øjne gled vurderende ned over ham. Selvom Romeo ikke kunne gøre mere ved skaderne lige nu, burde Fabian i det mindste ikke lægge sig til at sove i det tilsølede tøj, og han tvivlede stærkt på, at han kunne få det af uden hjælp.
"Skal jeg ikke hjælpe dig ud af tøjet...?" spurgte han. Trætheden lå tungt i stemmen nu, endnu tydeligere end den havde gjort tidligere på dagen.
Forsigtigt satte Romeo sig på kanten af sengen ved siden af Fabian, men gjorde endnu ikke mine til at række ud efter ham. "Du behøver ikke gøre noget. Fortæl mig bare, hvad der gør ondt, så skal jeg være forsigtig."

Romeo ville bare ikke lade ham være i fred, og det var alt han ønskede. Men han havde jo også godt vidst at han havde tabt det øjeblik Romeo havde fået øje på ham. Han havde ikke kunne flygte.
Fabian lukkede sine øjne, og det var bare som om en bølge af træthed faldt over ham. Det tog ham så sjældent energi at opholde en facade og at skubbe skylden væk, men lige nu var det som om at han havde været vågen i en uge, og der var bare ikke mere energi tilbage i ham.

"Jeg kom i det fint, så jeg kan også komme ud af det," sagde Fabian, måske med en anelse spydighed i sig. Han ville virkelig ikke have mere hjælp, selvom... det ville blive koldt at sove her. Måske solen varmede det for nu, men når den forsvandt, så ville den kølige vind også indfinde sig.
"Bare... lad mig sove. Jeg skal nok finde en helbreder i morgen, og du tog dig af det mest akutte," sagde han... for Hector ville trods alt gerne have at Fabian skulle overleve det hele. Tortur for lysten. Tanken var næsten nok til at sende kuldegysninger gennem Fabian, og det var nok en distraktion at han ikke engang tænkte over den løgn der faldt fra hans mund igen. Det var som om at han ikke kunne finde ud af at lade vær med at lyve omkring Romeo. Der var måske bare for mange hemmeligheder mellem dem.

Romeos hænder faldt tungt ned i skødet. De grønne øjne blev på Fabian, trætte og efterhånden en smule opgivende over den stædighed, der tilsyneladende ikke havde ændret sig det mindste, siden de var yngre. Fabian kunne knap holde sig oprejst, men insisterede stadig på, at han kunne klare resten selv.

Jeg skal nok finde en helbreder i morgen. 

Romeo sagde ikke noget til det. Han var efterhånden begyndt at få en mistanke om, hvor meget Fabians det skal nok gå egentlig var værd. Han sukkede og lukkede øjnene et øjeblik, mest for at samle kræfter nok til selv at komme op fra sengen. "Lad mig i det mindste hjælpe dig ned at ligge." Her fik Fabian ikke meget mulighed for at protestere. Eller... han kunne protestere alt det, han ville. Romeo havde allerede trukket dynen til side, så den ikke kom i klemme under ham, og rejste sig for at stille sig klar ved siden af Fabian. Han gjorde ikke mere end nødvendigt, men sørgede for at være der som støtte, så Fabian kunne få benene op i sengen uden at skulle bruge de sidste kræfter på det.

Da Fabian endelig lå ned, trak Romeo dynen op over ham og sørgede omhyggeligt for, at den dækkede ordentligt. "Hvil dig. Jeg bliver her." Det blev sagt med en ro, der gjorde det temmelig tydeligt, at lige netop dét ikke var til forhandling.

Romeo sank tungt ned på stolen ved skrivebordet og lod ryggen finde støtte, mens han betragtede Fabian fra sin plads. Han kunne ikke bare efterlade ham sådan her. De kunne begge få lov til at hvile sig lidt, og når Romeo havde fået noget af sin energi tilbage, kunne han i det mindste sørge for, at Fabian kunne gå ordentligt igen.

Fabian kom med en noget træt protest. "Jeg kan altså godt selv!" Men han kunne gøre intet ved Romeo der bare tog sig af ham, for kræfterne var der ikke, og snart lå han i sengen, og alting gjorde ondt og han var bare... for træt til at brokke sig.
"Du behøver altså virkelig ikke," sagde han, som han kiggede op på Romeo fra sin position, men hans øjenlåg virkede blot til at blive... tungere og tungere. "Du bør også... gå tilbage og hvile dig." Øjnene lukkede i, og inden Fabian forstod hvad der skete, så var han faldet i søvn. Hans krop var bare givet op, og til trods for alle smerterne, så kunne han bare ikke holde sig vågen mere.
Han tænkte end heller ikke over at Romeo havde indsigt til noget mere personligt end hvad der allerede var sket. Et indblik i Fabian 'der ikke kunne bindes' og hvor hans hjerte lå disse dage.

Ved skrivebordet hvor Romeo havde sat sig, lå starten på et brev til Aldamar. Derudover var skrivesættet der lå der, nok det dyreste der var i lejligheden, og tydeligvis ikke noget der passede ind.
Hvor der ikke var noget inkriminerende ved brevet. Det var et simpel Kære Aldamar, og et par enkelte linjer om hvordan det gik i Dianthos. Og der var en blødhed i det, som fortalte om en anden Fabian. Den Fabian Romeo formentlig kunne huske ville hverken have skrevet et brev, eller sågar lært at skrive, men denne her havde tydeligvis noget blødere i sig, næsten grænsende på romantisk.

Der gik ikke mange minutter, før Fabian overgav sig til søvnen, og hans ujævne vejrtrækning langsomt faldt til ro. Et øjeblik lukkede Romeo selv øjnene og gjorde ikke andet end at lytte til åndedragene, der blandede sig med den lavmælte hylen fra hullerne i taget, hver gang en mild vind strøg hen over bygningen.

Romeo lænede sig ind over skrivebordet med albuerne solidt placeret mod træet og panden hvilende mod sine flettede fingre. Han gned den hårdt mod dem i et forsøg på at dulme den bidende smerte, der ikke virkede til at have udsigt til at forsvinde lige foreløbig. Da han åbnede øjnene til små sprækker, faldt blikket på et stykke pergament foran ham. Først registrerede han ikke rigtigt noget ved det. Øjnene gled bare trætte hen over de skrevne ord og de enkelte linjer om livet i Dianthos, indtil navnet øverst langsomt trængte igennem trætheden.

Kære Aldamar.

Romeo lukkede øjnene igen, men så snart han havde gjort det, kom trangen til at åbne dem igen. Fabian kunne jo ikke skrive. Det havde han i hvert fald ikke kunnet, dengang Romeo kendte ham, og da han igen så ned på pergamentet, fulgte blikket mere nysgerrigt de ujævne bogstaver, der krøllede sig hen over siden. Det var ikke nogen køn eller trænet håndskrift, men den var tydeligvis hans. Mundvigen løftede sig ganske svagt. Fabian havde lært det.
Der var heller ikke noget særligt afslørende i det, han havde skrevet. Et par linjer om hvordan det gik i Dianthos, små ting der næppe havde betydet noget for andre, men der var en blødhed over måden, de var formuleret på. Noget næsten ømt, som Romeo ikke umiddelbart forbandt med den Fabian, han havde kendt.

Blikket fandt navnet igen. Aldamar. Romeo funderede over det et øjeblik, før panden langsomt rynkede sig. Det kunne selvfølgelig være hvem som helst, men hvor mange Aldamarer kunne der være? Han skævede forbavset over mod den sovende Fabian, da forbindelsen endelig faldt på plads. 

Dén Aldamar? Prinsen?

Han lænede sig tilbage i stolen, og undersøgte pergamentet efter flere svar. Det kunne det vel umuligt være.

Det var utroligt så lykkelig uviden Fabian var i dette øjeblik. Han ville hellere brænde det halve brev end at lade Romeo se det, men der var intet han kunne gøre, til trods for at de var i samme rum.

Men selvom Romeo søgte flere svar i brevet så var der ingen at finde. Der var ingen tegn på brevet der skulle svares på. Kun brevet, blækket og pennen. Intet mere til at give væk hvad end det var for en kobling Fabian havde med Aldamar.
Hvis man kiggede i hans ting, ville man dog godt kunne finde resten af brevene. De var endt i kommoden, gemt en anelse væk i den nederste skuffe, under uldtrøjen Romeo havde givet Fabian alt den tid forinden. Som et hemmeligt lille lager af Aldamars personlige følelser for Fabian. Heldigt for Fabian var alle hans breve hos Aldamar, og dermed behøvede han ikke at vågne op til at vide at Romeo havde fundet hans personlige følelser.

Det var også kun langt ud på natten at Fabian ville begynde at vågne op, hvis intet forstyrrede ham. Som slået ud for alvor. Selvom hans ansigt blev ved med at foretrække sig i grimasser, smerter eller mareridt. Måske var det i virkeligheden begge ting.