Selvom Viktor prøvede, kunne kæben ikke stramme mere end den allerede havde gjort forinden. Der var en ubehagelig stilhed, da døren bag Marius lukkede sig, og uden at se på hertugsønnen, kunne Viktor mærke de grågrønne øjne bore sig igennem ham som skarpe pile.

Han havde gjort sit bedste for at skjule sin frustration, men den ulmede under overfladen som en glødende vulkan, klar til at eksplodere. Han ville ikke give Marius tilfredsstillelsen af at se, hvor meget han egentlig påvirkede Viktor. Så han stirrede stift ind i bogen, som om ordene i denne var langt mere interessant end den mand, der stod lige foran ham.

Men inden i ham kogte følelserne af forvirring og skufffelse, og han ønskede inderligt, at Marius ville forsvinde, så han kunne få lidt fred. Alligevel var der også en del af ham, der længtes efter at få forklaringer, forståelse og forsoning. Men stoltheden holdt ham tilbage, og i stedet blev han siddende i sin tavshed og lod sin vrede og sårbarhed blive holdt i skak.

Et øjeblik var Viktor helt fortabt i overraskelse da Marius uden videre lagde sig ved siden af Viktor i sengen. Hjertet hamrede i hans bryst, og hans sind var stadig fyldt med en hvirvelvind af følelser, da han nu rettede opmærksomheden mod Marius og så forbavset på ham. Helt automatisk rykkede han sig for at give den anden plads, når han egentlig burde have skubbet ham ud af sengen. Men hellere det end at han lå halvt på ham. 
"Hvad laver du?" spurgte han undrende, og rynkede panden forvirret. 

Hvordan turde Marius bare at træde ind i hans intimsfære uden at spørge, uden at vise den mindste respekt for hans grænser? Tanken om, at Marius kunne tro, at han bare kunne komme og gå, som det passede ham, var næsten uhåndterlig for Viktor. Og alligevel var der en lille blomst af håb for forsoning der blomstrede i hans hjerte. Viktor skubbede til hertugsønnen med skulderen, for at få den anden til at rykke sig. "Gå ud af min seng, Marius." sagde han med så meget selvbeherskelse han kunne præstere, mens blikket søgte mod bogen igen. 

Der blev gjort plads til Marius i sengen, da Viktor rykkede sig lidt. Han blev liggende på maven og lagde så armene op på puden for så at ligge sit hoved ovenpå dem og kiggede forundret på Viktors bog. Ligeglad med at han tog mere og mere plads "Jeg keder mig.." svarede han til Viktors forundret spørgsmål "Og din bog ser kedelig ud" konstaterede han efterfølgende også selvom han ikke vidste hvilken bog det var. Han ville bare underholdes og indtil videre skuffede fægteopholdet ham. Han havde regnet med minimum en fest om dagen. Så måtte han jo selv skabe lidt underholdning også selvom han var lidt mopset på Viktor.  

Viktor skubbede til Marius for at prøve at erobre sin seng tilbage og sagde han skulle gå ud. Marius kiggede blot på Viktors alvorlige ansigt og kunne ikke lade være med at grine. Ingen skulle sige hvad han skulle gøre, så i stedet spredte han sit ben ind mod Viktor så han blev skubbet mere ind mod væggen. Han lod endda sin fod skubbe drillende til Viktors ben. "Jeg ligger lige så godt" grinede han. 

For at drille endnu mere, begyndte han også at skubbe med sin ene albue på Viktors skulder "Af en spinkel hertugsøn at være, så fylder du yderst meget" Viktor lå nu mast helt op af væggen og Marius grinede blot. 

Som en doven kat strakte Marius sig ved siden af Viktor og tog pladsen i sengen som om det var hans egen. Det buldrede stadig som tordenvejr i den unge junkers hjerte, men alt dette kunne ikke ses på overfladen. Viktor stirrede stift ned i bogen, og hans fingre klemte hårdt om den. Jeg keder mig, ordene hang lidt mellem dem, som om det skulle forklare alt. Hans mørke øjenbryn rynkede sig dybere. Og din bog ser kedelig ud, Viktor fnøs blot af den andens overbevisning stadig med deres skuldre presset tæt op ad hinanden.

Og så brød latteren frem, som om Viktor havde sagt noget ganske sjovt. Marius tog ham tilsyneladende ikke seriøst. Han bemærkede dog at  i hjertet af latteren lå en undertone, som om Viktor ubevidst havde udfordret Marius. Hvilket han i den grad ikke havde. Et lille, luftigt støn af overraskelse undslap Viktor, da Marius skubbede ham ind mod væggen. Han hævede et forbavset øjenbryn over Marius' pludselige opførsel og følte sig målløs. Hjertet slog knuder om sig selv, imens Han forsøgte at ryste sig fri og væk fra væggen, men så kom albuen.

Viktor klamrede sig til bogen som om hans liv afhang af det, mens han yderligere blev presset op mod væggen. Stop nu, bad han indvendig. Han havde fået nok af Marius' barnlige drillerier. Han smed bogen fra sig i sengen, hvor den landede i fodenden og befriede hans hænder. Med en drastisk bevægelse vendte han sig på siden og lå ansigt til ansigt med Marius.
 "Jeg sagde du skulle gå ud af min seng, Marius."  sagde han bestemt og forsøgte at overdøve den andens latter. Han fik fat i Marius' skuldre og prøvede at skubbe ham væk, samtidig med at han brugte sin ene fod som støtte mod væggen for at øge sin styrke.
 "Du er virkelig irriterende!" brokkede han sig sammenbidt.

Endelig virkede det til at Marius brød igennem til Viktor, som indtil videre bare havde ladet sig mase op mod væggen og blot holdt sit greb om bogen hårdere og hårdere. Marius havde godt lagt mærke til at den unge junkers knoer var blevet hvide af at holde så hårdt fast. Hvilket kun gjorde han syntes det var sjovere at drille ham.

Nu blev bogen i stedet kastet for fodenden af sengen og Viktors blik vendt mod Marius. Han kunne ikke lade være med at give et drilsk smil tilbage, selvom Viktors blik lynede af irritation. Hans latter rungede ud i rummet, selvom Viktor endnu engang med vred stemme sagde Marius skulle smutte ud af hans seng.

Marius stoppede med at grine, selvom han ikke kunne lade være med at smile, som var han på nippet til at grine igen. “Hvorfor er du så sur?” Prøvede han at få sagt, men Viktor tog fat i hans skuldre og med en uventet styrke fik han skubbet Marius, næsten til kanten af sengen. Han var lige ved at ryge udover, men Marius fik vendt sig om på siden, så hans hænder fik fat i siden af Viktors mave og rullede sig om på toppen af ham.

Marius satte sig på Viktors mave med bukkede ben på hver side af ham og før Viktor kunne når at fjerne sine hænder fra hans skuldre, tog Marius hans hænder og holdte dem nede på hver side af Viktors ansigt. “fangede” sagde han drilsk og begyndte at grine igen. “Jeg er ikke så let at slippe af med, hvorfor er du også så vred? Skal jeg gøre dig i bedre humør?”

Han skubbede Viktors hænder over hans hovede, så han kunne holde begge hans hænder med en hånd. “Nu skal jeg nok få dig til at grine” han tog den anden hånd og begyndte at kilde Viktor under armen.  

Det var noget af en kluddermor da de to drenge begyndte at bryde i sengen for at de hver især kunne få deres vilje. Med sandsynlig ekspertise, fik Marius svunget benene på hver side af Viktor, og erobrede dermed sejren i deres lille tvekamp. Kinderne på den unge grevesøn var blevet rødmossede af anstrengelsen ved deres moslen rundt. Hans hænder blev holdt fast på hver side af ham, og det fik ham til at mindes deres første møde, hvor stemningen havde været helt anderledes. Der havde Marius også været oven på ham. Hjertet slog et slag over. Varmen fra Marius' skød gennemstrømmede Viktors mave, hvor undertrøjen var krøllet op fra deres tidligere magtkamp. Et stakåndet fnys forlod ham som svar til Marius' spørgsmål. Det var jo ikke fordi han var vred. Men alt i alt såret, frustreret og forvirret. Desværre ville det være alt for svært at forklare ham det, især hvis deres skrøbelige venskab skulle forblive intakt. 

Viktor åbnede munden for at sige noget, men inden han kunne nå det, blev hans arme trukket over hovedet som om han var en hellig mand, der skulle ofres. Hans brune øjne udvidede sig forbløffet, og i det øjeblik glemte han næsten, hvordan man trak vejret. Det ene øjenbryn hævede sig forvirret over Marius' udtalelse, men det gik hurtigt op for ham, hvad Marius mente.
 "Hold op!" hvæsede han stille, for ikke at larme alt for meget. Den frie hånd bevægede sig faretruende hen til et følsomt sted på Viktor, og ihærdigt forsøgte han at vriste sig fri og undgå den. Men uden held. Marius' fingre gled kildende henover huden, så det prikkede ubehageligt. Hele Viktors krop spændte op, for at modarbejde fornemmelsen, samtidig med at han holdt vejret. Kinderne blev pustet en smule op som en hamsters, mens han så alvorligt på Marius. Det var som at kæmpe imod alle sine sanser - umuligt, især når det forsatte sådan. Viktor fnyste modvilligt, og luften forlod ham. Brynene dansede forvirret, mens han begyndte at fnise, og latteren blev blandet med frustration.
 "Marius jeg mener dét!" grinede han med et oktav højere toneleje, men han forsøgte at lyde bestemt. Benene sparkede i vildelse, mens hovedet skød tilbage og derefter til siden. 
"Argh!" Han forsøgte igen at vriste sig fri ved at skyde bækkenet op et par gange, for at ryste ham af sig. 

At Viktor ikke ville alarmere deres naboer gjorde det kun endnu sjovere for Marius. Han ville gøre sit bedste for at få ham til at grine højt. Viktor kæmpede en brav kamp, hans kinder pustede sig helt op, ansigtet blev farvet af anstrengelserne. Marius kunne mærke hvordan kroppen under ham spændte op og hvordan han prøvede at løsrive sig, men Marius brugte al sin styrke på at holde ham fast. Hans fingre søgte op under Viktors undertrøje for at lade dem kilde over hans bløde maveskind. 

Endelig bukkede han under for Marius vedholdende fingre og brød først ud i en fnisen, dernæst i latter der var sød musik i Marius øre. Dog var der stadig undertoner af frustration i både stemme og ansigt, som irriterede Marius. Han ville bare have de skulle det sjovt. 

Viktor prøvede endnu engang at lyde alvorlig, men det blandede sig med hans latter. Han prøvede at kæmpe sig fri nu, ved at sparke med benene og skubbe sig opad, hvilket kun gjorde hans undertrøje kravlede længere op og afslørede mere af Viktors nøgne hud. 

Det gav Marius en ide og han smilede selvsikkert. Det her skulle nok få Viktor til at grine. Han tog fat om Viktors arme og lagde dem ned på siden, så Marius kunne kravle længere tilbage, så han sad på Viktors ivrige ben. Han lænede hovedet ned mod Viktors mave med et drilsk smil, lige så hagen ramte. Det fik Viktor til at holde op med at kæmpe, akkurat den reaktion Marius havde ventet på. 

Marius lod sine læber strejfe huden, før han pressede dem hårdt mod maven og pustede alt hvad han kunne, så der kom ordentlig prutte lyd. 

Det brændte på huden hvor Marius fingre ramte det bare maveskind på den unge junker, og blandede sig med ubehagen af den intense kilderi der varede ved i evigheder syntes han. Anstrengelsen bragte uønskede tårer i øjenkrogene ved den legesyge kamp. 
"Stop nu Marius -" hvinede han, og bed med det samme lydene i sig når han kom i tanke om at der var naboer, som han ønskede ikke skulle høre det spektakel de var i færd med. 

Kilderiet stoppede endelig, men blev istedet erstattet med at de elegante hænder tog fat i hans arme og holdt dem fast. Instinktivt strammede han op i sine muskler i armene, og så anspændt på Marius, men alligevel lettet over at pulsen kunne få lov til at falde igen nu hvor fingrene der havde danset lystigt over hans hud var stoppet. En vedvarende rynke sad mellem de udtryksfulde bryn i forbløffelse over det næste hertugsønnen gik igang med. 

De krøllede lokker begyndte at bevæge sig nedad. Hvor skulle han hen? Viktors mund gik på gled, og han forsøgte at løfte hovedet fra puden for at se hvad han lavede. "Hvad gør du?" spurgte han lidt usikkert, og følte at hjertet gik i stå i hans bryst. Og pludselig, ramte de bløde læber maveskindet, og den mest uventede mundtrutten fyldte rummet. Viktors øjne blev store, og forlegent kastede han baghovedet ned i hovedpuden og lukkede øjnene hårdt i. Han kom med en undertrykt lyd der lød forpint, blandet med en ufrivillig latter. Blev Marius ved med trutteriet, kunne Viktor ikke undgå at latteren blev mere oprigtig. Tankerne kredsede dog hen til Viktors første indskydelse af hvad han troede der var ved at ske. 
Selvfølgelig ville Marius ikke gøre den slags. Han er jo ikke til mænd, mindede Viktor sig selv om. 
"Jeg overgiver mig! Det er nok nu." protesterede han, "Vær sød at slippe mig." sukkede han tungt, og havde forsat sine øjne lukkede. Kroppen var helt flad fra at have kæmpet imod den kildende fornemmelse fra tidligere. 

Marius smil blev endnu mere vovet, da han hørte Viktors nervøse stemme, der spurgte hvad han havde i sinde. Han gav den ikke for lidt, da han begyndte at puste med al sin kraft mod Viktors mave, så de truttende lyde kunne høres ud i rummet. Følelsen vibrerede igennem Marius egne læber og kildede ud i hans kinder.

Det havde den ønskede effekt, selvom lydende fra Viktor først var modsigende klynk, der heldigvis endte ud i latter. Marius blev ved indtil hans læber næsten føltes følelsesløse, så han til sidst måtte holde en pause. Det gav plads til at Viktor kunne stoppe sin latter og fik i stedet sagt at han gav op, hans åndedrag helt forpustet fra latteren og anstrengelserne fra at kæmpe imod. 

De holdte begge op med at kæmpe imod, Viktor lå stille med lukkede øjne, som virkelig gav udtryk for hans ord om at han gav op.
Marius begyndte også at kunne mærke sin egen udmattelse, men i stedet for at rykke sig, lagde han sig blot fladt ned ovenpå Viktor. Hagen hvilede på maven, hvor han kunne mærke Viktors hurtige puls, der stadig dunkede ivrigt videre. Hans egen hurtige åndedrag, kildede henover den nøgne hud. 

Hans hænder lå slappe ovenpå Viktors arme, men han samlede sig sammen og skubbede sig op og sidde igen. Før han løftede hovedet op, plantede han et kys på maven, som en fredsaftale. Han kiggede ned på Viktor og prikkede ham en gang "Se det var vel ikke så svært at grine" 

Viktors åndedræt var rystende i forsøget på at skjule hvor forpustet han var blevet af hele spektaklet. Brystet hævede og sænkede sig mens han prøvede at tage dybe indåndinger før han lod dem puste ud af næsen. Brynene foldede sig forvirret da Marius lagde sig på ham, og derefter kyssede ham på maven som en lille fin afslutning. Han lå bomstille da det skete, og kun hans bryn skød kortvarigt op i overraskelse ved fornemmelsen, mens hans læber pressede sig sammen. Det var ikke noget venner gjorde - at kysse hinanden på maven. Hvorfor blev Marius dog ved med at sende miksede signaler? 

Selvom det var svært for Viktor at forstå, hvad der egentlig foregik, tog han endnu en dyb indånding og fnøs let ud, da han mærkede, hvordan Marius satte sig op. Han blev prikket til, og langsomt og modvilligt åbnede han sine øjne, som om de var blevet tungere end bly. Viktor betragtede Marius intenst, som om han forsøgte at dechifrere elviske gloser, men hans læber forblev stumme.

De nøddebrune øjne fortsatte med at studere Marius, tog på en opdagende rejse fra de drilagtige, grønne øjne og ned til de fyldige læber, kun for at vende tilbage til øjnene igen. Stemningen, der tidligere havde været let og fyldt med latter, blev pludselig intens og utrolig intim på et splitsekund. Viktor følte som om han havde slugt en kampesten, og for at kunne trække vejret, lettede han sine læber svagt. Med en forsigtig, men målrettet bevægelse, førte han sin hånd op til Marius' vilde krøller. Hans tommel og pegefinger begyndte at nulre en enkelt lok, han havde grebet fat i. Hans bevægelser var eftertænksomme og betragtende.

Stilheden mellem dem var næsten fysisk tung, men Viktor fandt det umuligt at bryde den. Uanset hvad han sagde, ville det sandsynligvis ødelægge den intime atmosfære, der begyndte at forme sig imellem dem.

Marius kunne mærke Viktors øjne studerede ham, som var han et maleri der havde flere lag. Han kiggede blot tilbage og lagde selv mærke til hver en detalje i Viktors ansigt. 

De røde kinder, hvor farven havde spredt sig til ørerne. Næseborene som udvidede sig en anelse når Viktor udåndende. Hans mund der før havde været sammenbidt, åbnede let op så hans vejrtrækning kunne blive ført den vej.

De brune øjne fik en varmere glød, da de stadig var en smule skinnende fra tårernede som havde samlet sig i anstrengelserne fra deres leg tidligere. Stearinlysets varme glød blev opfanget i dem, så det brune forvandlede sig til gyldent rav. 

Den drillende stemning var på underlig vis blevet forvandlet til noget mere intimt. Det bragte Marius tilbage til tanker han havde prøvet at undertrykke

Det hoppede lidt i ham, da Viktors fingre greb fat om en af Marius krøllede lokker. Følelsen gav en vag kilden igennem hans hovedbund

Marius følte en underlig uro indeni, han havde både lyst til at skubbe Viktor ud af sengen, men også en underlig trang til at kramme ham. Hans øjne kneb en smule sammen, som for at udregne Viktors næste træk. Men der skete ingenting, de kiggede blot på hinanden, ingen turde ødelægge stemningen ved at sige noget. Kun deres hurtige vejrtrækning brød den intense stilhed. 

Marius bukkede under for sin uro og lod sin egen hånd finde hen til Viktors ansigt. Han lod sin tommefinger stryge let henover Viktors underlæbe, hvor han mærkede hans varme åndedrag fugte hans finger lidt. Resten af håndfladen lagde sig blidt på hans varme kind. 

Følelsen af Marius' blide tommelfinger der gled henover Viktors underlæbe, sendte en bølge af sarte prikken og varme gennem hans krop. Der var et øjeblik af ømhed, og en intens forbindelse strømmede mellem de to, unge, herskabs drenge. Tiden var som standset, og alt andet faldt i baggrunden mens Viktor blev mere og mere opslugt af den nærværende berøring. Hvert strøg fra Marius var som et kærligt løfte der forsikrede om hengivenhed, skønt det grønne blik varslede om uro.

Hvert åndedrag synes mere dybt, og hjertet bankede hurtigere i en følelse af begær og spænding. Alligevel såede der tvivl i Viktor, for han kunne ikke gennemskue hvordan den anden egentlig havde dét udover hvad han kunne se og føle. Berøringen var kærlig, men kropssproget var anspændt, som var den anden bange for at give sig helt hen. Alligevel havde Marius rig mulighed for at fjerne sig og ligge sig over i sin egen seng. Men det gjorde han ikke. 

Selvom Viktor ikke havde glemt hvordan han sidste gang havde brændt sig på Marius, da han tog teten og gjorde sig sårbar, kunne han simpelthen ikke lade være med at teste den arrogante hertugsøn igen. Så Viktor drejede hovedet langsomt og overvejet, mens det mørke blik ikke slap Marius. Læberne spredte sig mere, og omsluttede nu tommelfingeren, og lod tungen kærtegne den sensuelt. Han lukkede øjnene nydende, inden han stoppede tungens bevægelse, og begyndte istedet at kysse fingeren. Han skævede op mod Marius for at observere hvordan han reagerede, forsat med læberne krævende på hans hud. Det næste træk er dit. Hånden der pillede ved lokken, bevægede sig hen til Marius' øreflip for at nusse den blidt. 

I en variation af lidenskab og længsel, lå der hele tiden en ængstelighed i den unge junker for at blive afvist. Men hvor intet vover intet vinder. Og Viktors egen overbevisning var, at han altid fik sin vilje; ihvertfald altid til sidst.

Marius kunne ikke rykke blikket fra det der skete foran ham. Viktors blide lyserøde læber åbnede og omfavnede Marius finger og han mærkede den varme våde fornemmelse, da tungen bevægede sig henover den følsomme hud.

Det sendte kuldegysninger igennem hans krop og hele vejen ned til hans lem. Der var aldrig nogle som havde leget med hans fingre på den måde før, som var det en slikkepind eller en hentydning til noget andet. Det kom dog endnu mere bag på ham, at Viktor kunne finde på sådan noget. Også med lukkede øjne som var han i ren nydelse.

Blikket var tryllebundet nu også selvom tungen stoppede sin dans og munden blev til blide kys i stedet. Viktor åbnede atter sine øjne og kiggede op på Marius. De brune øjne var næsten sorte, fordi pupillerne var så store. Det blik han sendte var udfordrende, men Marius var stadig lamslået.

Han ville ikke have Viktor skulle stoppe, men han turde ikke sige noget. Det var først da Viktors fingre kildede Marius øreflip at hans krop reagerede. Vækkede ham op.

Hans hjerte hamrede derudaf, i en blanding af lyst og frygt. Marius var ikke i tvivl om hvad Viktor hentydede til. Han havde set det blik hos piger før. Dog havde han ikke selv været med fyre og det ukendte land skræmte ham.

Men Viktor havde vækket noget indeni ham og han ville gerne have det, udforske det.
Han greb om Viktors hånd, der stadig lå ved Marius øre og førte den ned til hans egen mund. Han lod langsomt fingrene stryge henover hans følsomme læber og valgte så at åbne munden, for at føre Viktors pegefinger ind. Han sugede forsigtigt på den til at starte med og lod så også sin tunge smage på hans hud. Alt imens hans blik var fastlås på Viktors.

Det var en farlig leg, men Marius ville se hvor langt Viktor ville gå. Hvor langt han selv ville turde at gå.

 I et øjebliks forundring åbnedes Viktors øjne sig større over Marius' næste træk. Hans varme tunge satte ild til den finger, der blev taget i munden, og antændte gløderne i hans indre. Viktors lem sitrede ivrigt under de løse natbukser ved tanken om, hvor vidunderligt Marius' tunge ville føles, hvis det ikke blot var fingeren, han suttede på. Brystkassen hævede og sænkede sig tungere, da ilten blev spændt mellem dem, og helt uvilkårligt rykkede han i glidende bevægelse i sine hofter, gnidende sit skridt mod Marius' krop, som om han ville anmode om nåde til sit ophidsede køn. Han bed tænderne sammen for at undertrykke lydene, der truede med at slippe fri, af frygt for at bryde fortryllelsen, der syntes at hvile over dem.

 Deres blikke fortærede hinanden, en intens lyst, ingen af dem kunne undslippe. Viktor kunne kun se ind i Marius' dybe øjne, og al tøven, der tidligere havde været til stede, var forsvundet som dug for solen. Selv følte han sig mere selvsikker, for det lignede, at Marius ønskede ham lige så meget, som han ønskede Marius. 

 Viktors ansigt antog en grimasse af utålmodighed, og han skubbede sig op, så Marius' skridt hvilede over hans eget. Hånden, der tidligere var på Marius' øre, glide ned ad hans hals, til skulderen og derefter ned på brystkassen. Den strejfede pirrende hen over Marius' lyserøde brystvorte, før den greb omkring hoftepartiet på hertugsønnen og pressede sig selv mod ham. En bølge af elektricitet løb gennem hans krop, idet han følte sine egne fingre trænge mere ind i Marius mund, og for at gengælde, fik Viktor atter fat i Marius' fingre og lod tungen kærtegne dem, som var de noget ganske andet. Samtidig bevægede Viktor smidigt hofterne i gnidende rytme mod ham, mens tommelfingeren sneg sig frygtløst under badebuksernes kant, hvilende dér indtil videre.