Han holdt en lang øjenkontakt med hende da hun åbnede øjnene. Det var utroligt hvor smukke de forsat var. Han kunne slet ikke holde blikket fra dem. Han rørte ikke på sig, før hun hørte hvordan hendes stemme var hæs. Han opfangede slet ikke at den også var nedbrudt, han troede blot at det var fordi hun var kold. Han rejste sig langsomt og i en glidende bevægelse fjernede han kappen fra hans skuldre og lod den i stedet finde vej om Pandoras så hun kunne få varmen. Han lagde hænderne på hendes overarme. ”Kom, jeg har mad til dig.” Han så over mod bordet hvor han for kort tid siden havde stillet bakken. Han ville gerne tage hende ud af kælderen i dag, måske, hvis hun ikke var på tværs. Han forstod slet ikke at hun så det som om han gjorde noget forkert. Han ønskede bare at værdsætte hende, at se hende hver dag. Var det ikke en smuk ting? Han havde ikke et ønske om at gøre hende ondt, ikke hvis det kunne undgås.
Han tog de midler i brug der var nødvendige, men vold var sjældent hans første indskydelse. ”Hvis du er god, kan jeg finde dig en madras at sove på og en bog at læse i.” Han vidste fra dyr at det var en god idé at give dem en belønning eller fristelsen af en. Så ville de være mere tilbøjelige til at gøre som han ønskede. 

Det gik ikke mange sekunder før, at Pandora forstod hvad Chaunce ville. Derfor rejste den tynde kvinde sig op i en siddende position, så han kunne placere kappen omkring hende. "Tak" kom der langsomt fra hende, alt var nødt til at blive gjort med forsigtighed. Mest af alt, fordi hun forstod spillet nu. Men med spillet hun spillede, var hun også sikker på at hun langsomt ville miste hende selv. Spørgsmålet var nu, var hun villig til at miste sig selv for at overleve? 
Lige nu, så hun ingen anden udvej og hun var sikker på, at hun kunne finde sig selv når hun slap fri. 
I håb om at få hjælp til at komme op og stå lod hun hendes hænder finde hans skuldre. Langsomt kom hun op på rystende ben, de gjorde ondt men var næsten lamme samtidig med. "Jeg skal nok være god" hviskede hun da hun stod foran ham med hendes næse mod hans. Eller, den næse der var gemt væk bag masken. 
"Men jeg har det bedst, hvis du fortæller mig hvad jeg skal gøre" spørgsmålet var blot om hun i den lange ende, kunne lystre som han ønskede. Lige nu? Lige nu ville hun gøre alt, for at komme ud af kælderen. Der var faktisk intet hun ikke ville gøre, især ikke hvis hun fik et sted og sove og en bog og læse i.

Chaunce vidste godt at hun nok stadig ville prøve at stikke af for noget tid endnu. En dag ville han se ind i hendes øjne og vide, at hun ikke ønskede at være nogle steder udover ved hans side. Det var hans endelige mål. Forhåbentligt kunne han holde hende fra at stikke af indtil da. Han stod tæt med hende som hun kom på benene og hendes næse hvilede mod masken og hans næse bag den. Han valgte at tro på hende for nu, tro på at hun ville være god, men han var også klar over at der var en masse chancer for at hun ville bryde hendes løfte. Så han ville holde et vågent øje med hende.
”Kom og spis,” fortalte han blidt. Det var blot det første han havde tænkt sig for nu. Hun ville fungere bedst med en fyldt mave. Alt han ønskede lige nu var at give hende en følelse af tryghed ved ham, at skabe et tillidsbånd mellem dem. Når det var skabt, ville han begynde at se hvor langt båndet kunne presses og hvor meget han kunne få hende til at gøre for ham. Hende her var allerede en bedre kandidat end de fleste han havde forsøgt det med. Hun virkede ikke til at være så hysterisk som han oplevede mange var. Hun var mere villig til at lytte til ham. Det betød også at hun sandsynligvis ville holde længere end de fleste. ”Jeg kan arrangere et bad for i dag, hvis du har lyst til det.”

Spise, det kunne hun gøre.
Trods kroppen havde fået næring igår, kunne hun stadig mærke hvor svækket hun var. Gårsdagen energi, var kommet af en ny mulighed. Adrenalin over at hun var blevet givet til en anden, hvad det betød og hvad der så ville ske. Men i dag var det tydligt hvor meget hendes krop led under behandlingen hun havde været udsat for. Ikke kun de dage her med Pleasance, men de sidste par år hvor hun havde levet som tigger på gaden. De skavanker kunne ikke slettes lige med det samme. 
Et lavmælt støn forlod hende da hun satte sig ned, men da hun begyndte at spise, kunne hun atter mærke en tilfredsstillelse sprede sig i hendes krop.
"Jeg vil meget gerne have et bad" det var pludselig rigtig mange ting, som han var villig til at give hende. Mens hun tog en skefuld tyggede hun langsomt på grøden, inden hun sank og kiggede mod ham igen. "Jeg ændrede lænken" hun tog et par stykker og gav til ham. Det var dyr, en hund og en kat. Der var også en fugl, eller hvad der kunne blive til en fugl havde hun lidt længere tid til at lave den. De var ikke de smukkeste, men med de redskaber hun havde haft, var det hellere ikke dårligt. 

Han havde ingen planer om at hun skulle yde noget for ham. Det her var blot for at se om hun ville være udadreagerende på nogen måde. Ind til videre havde hun fremstået rolig, hvilket var et godt tegn. Han havde bemærket hendes krop der viste tegn på at hun levede. Det gav hende blot mere personlighed i hans mening. Det betød at hun ikke var perfekt og perfekt var kedeligt. Han satte sig ned ved siden af hende og betragtede hende mens hun spiste. Han fjernede nærmest ikke blikket fra hende.
Først da hun nævnte hun havde ændret lænken flyttede han blikket og så på de genstande hun havde lavet. De var super fine. Han samlede fuglen op og studerede den nærmere. Det var hans yndlings. Han drejede den rundt i hans fingre og så den fra alle tænkelige vinkler. ”Kan du godt lide at lave den slags?” Måske han kunne finde ud af får anskaffet nogle materialer der var bedre egnet til det. Han lagde blidt en varm hånd på hendes ryg. Når hun var ved at få spist op, ville han smutte ud og få arrangeret et bad til hende, men han ville gerne være sikker på hun fik nok at spise før han gjorde.

Pandoras øjne faldt på hans hænder, hans fingre og hvordan de drejede fuglen i hans hænder. "Jeg kan godt lide at bruge mine hænder til noget" forklarede hun. Da hun havde været en ung pige, havde hun tit lavet trædyr. Især i vintremånederne, hvor hun ikke kunne tage ud og jage. 
"Du må gerne beholde den" sagde hun derefter, for så at rette blikket mod grøden. Langsomt begyndte hun at spise igen, mens hun tog prøvede at drikke samtidig med. Hendes mave var stadig ikke vant til den faste føde, hvortil hun også forstod hvorfor at Pleasance havde behandlet som hun havde gjort.
For nu havde Pandora ingen mulighed, for ikke at se det som Chaunce gjorde end kærligt. Hvilket det sikkert var i hans tanker, men hvis han ville hende det godt, ville han slippe hende fri. 
Men alle de tanker vaskede bort, med kærtegnet af hans hånd mod hendes ryg. Først veg hun væk, som et såret dyr. Men da hun opdagede han ikke gjorde hende ondt, vendte hun de smaragd grønne øjne mod ham igen. Vejret forsvandt fra hendes lunger, og hun sad blot og stirrede ind i hans øjne. Hendes mave knugede sig sammen og igen, måtte hun mærke både afsavnet af nærvær og afsky brede sig i hendes brystkasse. Men på intet tidspunkt fjernede hun sit blik fra hans. 

Han betragtede forsat figuren som hun forklarede hendes forkærlighed for at skabe den slags. ”Du er dygtig. Hvad plejer du ellers at lave?” Jo bedre han kendte til hende og hvad hun synes om, jo bedre kunne han også belønne hende når hun opførte sig godt. Det var i virkeligheden grund til at han arrangerede at hun fik mad, et sted at sove, underholdning og et bad. Det var fordi hun ikke havde gjort noget for at forsøge at komme væk, foruden at forlænge lænken. Men selv da, havde hun ikke gjort noget for at komme væk. Hun havde haft en kniv og hun havde ikke gået til angreb. Måske hun faktisk kunne lide at være her. Det var den eneste forklaring han kunne komme på. ”Tak. Det er pænt af dig.” Han stak fuglen i lommen og måtte finde et fast sted til det. Den her var tegn på at hun måtte have en form for taknemmelighed eller ømme følelser omkring ham. Hvorfor skulle hun ellers behandle ham sådan? Ganske vidst var Chaunce ikke den bedste til at vurdere og forstå følelser. Det var bestemt ikke hans styrke, men han forsøgte alligevel – selv hvis det ofte betød han fejlede.
Han rykkede ikke hans hånd da hun fjernede sig. Han så hende i øjnene og flyttede langsomt hånden tættere på hende igen. ”Det er okay. Jeg vil ikke gøre dig noget.” Hans stemme var lavmælt og blid. Der var ikke en eneste ting i ham der antydede at han var ondskabsfuld. Han ønskede blot at gøre hende til hans og sikre sig at hun aldrig forlod ham. Han forstod ikke hvorfor det var så problematisk for mange. I hans øjne, var det den første form for kærlighed man kunne byde. Selvfølgelig elskede han også hans søster, men hun var utæmmelig og det havde han lært for længst, men på trods af det, var der ingen usikkerhed om at hun altid ville være der. Hun var den eneste i hans liv hun stolede på til altid at være på hans side. 

Hendes vejrtrækning bar tydelig præg af, at hun var i konflikt omkring hvad der skete. 
Men hun flyttede sig ikke, hun væg ikke fra hans blik som hånden kom tættere på. Der var et ønske at spørger ham om, hvorfor han gjorde det her. Hvorfor han ikke forstod, at hun ikke var et dyr der kunne tæmmes. At hun aldrig ville tilhøre nogen, men hun skulle være fri til at tage hjem. Være sammen med hendes familie. Der var dog en grund, en grund større end frygten for han ville vende sig om og være utilregnelig i hans mulige vrede. Fordi Pandora vidste, at hun aldrig ville blive den samme. At hun allerede var flygtet hjemme fra en gang, fordi hendes misbrug var større end ønsket om at være elsket. 
"Er det dit håb at jeg elsker dig til sidst?" hviskede hun endelig før hun kunne stoppe sig selv. "Er det fordi du aldrig har oplevet hvordan det følelse at være elsket uden forbehold fra andre end dine dyr?" halsen og munden blev tør, da det gik op for hende, hvad det var hun lige havde spurgt ham. En dag ville hun svare ham på, hvad hun ellers havde lavet eller kunne lave. Men for nu, var det spørgsmål forsvundet fra hendes hukommelse.

Han anede ikke hvad der foregik i hendes tanker. Fordi hun havde ret, han forstod det ikke. Han så ikke på nogle personer som frie. Det var bare et spørgsmål om tid før de blev indfanget og udnyttet, præcis som han havde været det. Hvordan skulle han kunne forstå noget han aldrig selv havde oplevet? Han havde aldrig været fri, ikke fuldkommen. Ganske vidst havde han lov til at bevæge sig uden for fortet nu, men det betød ikke at han var endnu mindre en fange her. Han lagde hovedet på skrå ved hendes spørgsmål. Han forstod det ikke.
Han rejste sig op da hun spurgte mere indgående. ”Det vil jeg ikke snakke om,” kommenterede han, denne gang med en hårdere stemme end det normale toneleje. Han brød sig ikke om at snakke om kærlighed og at blive elsket. Det føltes som sådan et abstrakt koncept og han kunne ikke forholde sig til det overhovedet. Men hun havde ret. Det var kun Pleasance og hans dyr han følte faktisk elskede ham. Og med Pleasance var det anderledes, fordi der var så mange aspekter i deres forhold. Det var kompliceret og ikke nemt at finde rundt i. Derfor valgte han også bare at lade vær. Det var nemmere for ham bare at være i det, fremfor at forsøge at forstå det.

Hendes hjerte begyndte at dunke ved hendes brystben, da Pandora så hvordan Chaunce reagerede på hendes spørgsmål. 
Uden at tænke sig om kom hun op fra stolen, hvilket væltede skålen så den landede på gulvet med resten af maden. Hvor hendes første indskydelse havde været, at flygte over i et hjørne og gemme sig. Håbe han ikke ville blive vredere på hende, kiggede hun med bange øjne på grøden der nu lå spilt på gulvet. 
Hurtigt faldt hun på knæ, så hårdt at hun mærkede smerten glide gennem hendes lårben. Dog formåede hun ikke at vise det, men vente i stedet skålen og begyndte at bruge hendes hænder til at fylde den op igen. 
Hele kroppen skælvede og selvom hendes første tanke var at undskylde, var hun sikker på at det ikke ville hjælpe. Pleasance var altid blevet så sur når hun havde gjort noget som dette. Selvfølgelig var det sket, fordi at Pandora havde kæmpet imod. Nu var det blot en reaktion i kroppen, som hun ikke længere kunne styrer. 

Chaunce så mod grøden der endte på gulvet. Han sukkede let, blot fordi det var et svineri, ikke så meget fordi det var hende der havde skabt det. Han rynkede brynene en anelse da hun med febrilske bevægelser begyndte at rydde op. Han trådte hen til hende og knælede ned over for hende. Han rakte hænderne frem og lagde dem mod hendes håndled. ”Stop. Jeg skal nok rydde det op,” fortalte han hende, nu med den blide stemme igen. Hans temperament var ikke som ild overhovedet. Den ville ikke fyre op og sprede sig som hurtigt og voldsomt. Han farede op og faldt ret hurtigt ned igen, hvis ikke han blev provokeret yderligere.
Han så på hendes ansigt og pludselig følte han en overvældende følelse. Måske havde hun ret. Måske var hans mål at blive elsket af hende. I denne stund, fik han trangen og lysten til at gøre noget han kun havde gjort for Pleasance ellers. Han gav slip på hendes ene hånd og rakte op til klædet der dækkede halvdelen af hans ansigt. Han greb fat i hjørnet og begyndte langsomt at trække det væk. Hendes hænder var snavsede og det mørke stykke stof ville kunne fungere godt til at tørre hendes hænder. Selv hvis det betød at hun skulle se mere af ham end hvad de fleste oplevede. 

Pandora for sammen, da hun hørte han kom nærmer. 
Men da hun mærkede hans umiddelbare sindstilstand, hans ord og hvordan han lagde hånden om hendes håndled. Vendte hun blikket mod ham, de store grønne øjne skinnende af skam og angst. "Men jeg, du behøver ikke det er mit rod" hviskede hun med en rystende stemme. Men da hans øjne pludselig ændrede karakter og hun kunne se, at der skete en forandring stoppede Pandora de ord der ville forlade hende. 
Det havde ikke taget hende længe, at der måtte være en grund til at han havde masken på. Men hun havde hurtigt lært, men det havde virket som et emne hun slet ikke skulle tage op. Trods for, at hun havde spurgt omkring hvad han ville med hende. Om det var for at få kærlighed fra hende. 

Den bedre halvdel af Chaunce, havde hørt at Chaunce allerede var gået ned for at give Pandora morgenmad. Selvom at det havde været Pleasances gave til hendes tvillingebror, kunne hun ikke lade være med at tænke hun følte det gik lige hurtigt nok. Havde denne nordkvinde virkelig være så speciel? Havde hun lavet en fejl ved at give hende til ham. 
Men hvad hun så, da hun kiggede gennem tremmerne, fik blodet i hende til at syde. "Hvad laver du" kom der koldt fra Pleasances der trådte ind i rummet. De kolde sorte øjne betragtede nordkvinden, der hurtigt kiggede væk og krympede sammen. 
"Far vil snakke med dig" hvæsede hun langsomt, som hun betragtede Chaunce, det øjeblik han gik forbi hende greb hun hans arm og borede neglene ind i hans hud. "Du har end ikke været sammen med hende en dag, og du opføre dig som en kærligheds syg rabid hund" hviskede hun i hans øre "du bruger natten hos mig" derefter gik hun hen og greb Pandora under armen og slæbte ud med hende "jeg får dig vasket og ud af kælderen" det var tydeligt at dette lille uskyldige skuespil som Pandora havde gang i, påvirkede hendes bror for meget. 

”Bare lad mig,” forsatte han. Det var en stor ting for ham at fjerne masken. Hvis ikke han kunne sige ordene, var det her det tætteste man kom på en kærlighedserklæring fra ham. Han vidste ikke med sikkerhed om han elskede Pandora. Han vidste ikke hvordan det føltes. Han vidste bare at hun var anderledes, at hun fik ham til at føle sig anderledes end nogen anden havde, af dem han havde haft i kælderen. Hun fik ham næsten til at føle som han gjorde med Pleasance, så det måtte være kærlighed, ikke sandt?
Han nåede ikke at besvare hans egne spørgsmål, før han hørte Pleasances stemme. Han satte masken tilbage på plads. Han vidste godt hvad der ville ske nu. Han fjernede blikket fra Pandora fuldstændig og gav ligeledes slip på hende. Han vidste at det ville være bedst hvis hans fulde opmærksom lå på Pleasance nu. Han bed tænderne sammen da hun borede hendes negle ind i hans arm. ”Okay, lad os bruge natten sammen.” Det var ikke fordi han frygtede hende. Han vidste at hun aldrig ville gøre ham ondt, men det var alligevel bedst bare at tilfredsstille hende så hun ikke tog hendes frustrationer ud på andre. Om han ville det eller ej, så var han den bedste til at tale hende ned. Han rejste sig og fulgte med dem ud. ”Jeg beklager, søster. Jeg ved ikke hvad jeg tænkte på.” Forhåbentligt kunne han få hende overbevist om ingen ville tage hendes sted. Han løj ikke for Pleasance, nogensinde. Han var blevet revet med. Han måtte forsøge at tage så meget afstand til Pandora som muligt. Han havde ingen intention om at give op på hende endnu.

Det var heldigt for Pandora at Pleasance ikke lagde mærke til, hvordan at nordkvinden kiggede over hendes skuldre og betragtede Chaunce. Med et forsigtigt smil prøvede Pandora og vise ham, at hun var taknemmelig for han havde prøvet. Det var nu tydeligt for hende, hvorfor at der var så stor forskel på Chaunce og Pleasance. Den ene vidste bedre, men afviste godheden. Hvor den anden tydeligvis ikke vidste bedre og var underlagt dem omkring sig. 

"Nej du tænkte ikke" knurrede Pleasances "forlad os, gå og snak med far og kom tilbage når i er færdige—du kan finde hende i badehallen" forklarede hun ham og hæv afsted med den forslået og tynde Pandora. 
Da Pleasance og Pandora endelig var alene, blev greb Pleasances Pandoras hals og tvang hende op ad væggen. "Jeg advare dig kun en gang, hvis du tager min bror fra mig, så ville du ønske du aldrig var blevet født" Pleasance betragtede hvordan den unge kvinde nikkede hurtigt, eller så godt hun kunne mens Pleasance lukkede for hendes luftveje. 
Derefter smed Pleasance hende på det hårde stengulv. "Få hende i bad og gør hende ren, hun stinker hele fortet til" sagde Pleasances koldt og gik ud af badesalen og efterlod Pandora alene med tjenestefolk der begyndte at tage tøjet af den stakkels uvidende kvinde.

Pandora sad alene i det store romerske bad, hendes krop forslået og kredsemærker både ved halsen og små fingre aftryk hvor Pleasance havde holdt fast. 
Tårene gled ned af hendes kinder, mens hun prøvede at forstå hvordan hun var endt her. 

Chaunce fik kortvarigt øjenkontakt med Pandora. Han vidste at det her ikke var en situation hun skulle være i. Han havde forsøgt at undgå det, men han havde begået den fejl at knytte sig for tidligt. Nu var Pandora overlagt til Pleasance og han vidste ikke hvad der ville ske med hende. Det bedste han kunne gøre for Pandora, var at hjælpe hende med at komme fri, men han var slet ikke uselvisk nok til at gøre det.

Tøvende forlod han de to kvinder og bevægede sig mod hans fars værelse for den snak, han ikke vidste hvad skulle være om. Han forsøgte at være så opmærksom på hans far som muligt, men det var svært ikke at tænke på Pleasance og Pandora. Han var ikke sikker på om Pandora ville være i live når han var færdig med snakken. Da han ikke var opmærksom, mærkede han et hårdt prik mod hans brystkasse. Han var klar over det kunne blive meget værre end det, så han blev straks opmærksom som hans far bad om at rejse ud og foretage nogle opgaver i forbindelse med minerne. Det var ikke noget Chaunce ønskede at gøre, men han havde ikke meget valg. Ikke uden at risikere en straf for ikke at adlyde.

På vej mod badehallen svingede han først forbi Pleasances værelse. Han nåede knap nok at træde op til døren før den blev smækket for næsen af ham og han blev mødt af hvæsende ord, der bestemt gjorde det tydeligt at hun ikke gad se hendes bror i øjeblikket. Han måtte gøre op for det en anden dag.

Han bevægede sig i stedet ned til badehallen. Måske han skulle have fortalt at han var der. I stedet gik han bare indenfor og mærkede den varme damp fylde hans lunger. Han gik hen og satte sig ved siden af badet Pandora var i. ”Gjorde hun dig ondt?”

Igen måtte Pandora opleve hvordan hele hendes krop spændte. Men igen, sukkede hun ud, da hun hørte hans stemme.
Langsomt vendte hun blikket mod Chaunce, tårerne gled stadig ned af hendes kinder. Hun rystede hurtigt på hoved, men kunne ikke holde sig fra at lægge en hånd mod hendes hals. Det var nu med blandede følelser han var her. For med Pleasances ord i baghoved, var hun nervøs for at udvise nogen form for interesse. Hvad nu hvis hun mistede livet, bare fordi at Chaunce udviste en følelse som Pleasance ikke brød sig om? Det var slet ikke til at vide, hvad hun ville have af dem. Hun havde trods alt givet Pandora som gave til Chaunce: så hvorfor?

"Ved du hvor jeg skal være bag efter?" spurgte hun forsigtigt og krøb langsomt sammen i badet, ikke at hun var synderligt blufærdigt. Men ordene, de forbandet ord kunne hun ikke glemme. 

Han så ikke på hende. Ikke fordi der var en manglende lyst til det, men fordi han ikke ønskede at Pleasance skulle få det forkerte indtryk. Han elskede hans søster. Det var der slet ingen tvivl om, men det var også svært at han ikke kun se på en anden person uden hun blev jaloux og han måtte bevise hvor meget hun betød for ham. Han havde svært ved at se det som en negativ ting. Var det ikke en god ting at blive elsket så meget, at det svært for hende at dele ham med andre? Han vidste hvad der ville være det bedste at gøre med Pandora når hun var færdig med badet. Han kunne ikke risikere at Pleasance blev mere vred over det. I realiteten var det nok mest sikkert at efterlade Pandora i kælderen, men Chaunce var så overvældet af følelser at han ikke kunne tænke klart. Han forsøgte bare at gøre det bedste i situationen, selvom det måske ikke var det klogeste at gøre.

”Du kan låne mit værelse. Men kun hvis du lover at blive der og ikke gå nogen steder. Hun må ikke se dig. Hun må ikke vide du er der.” Han havde bare på fornemmelsen hun ville blive syg af at være i kælderen. Hun havde brug for et varmt sted at sove.

Pandora nikkede, men da hun kiggede mod ham igen så hun hvordan han slet ikke betragtede hende. 
I et forsøg på at holde sig selv fra at grade, kiggede hun væk og løftede blikket mod loftet. Så hvordan at brædderne var rådne og faldefærdige. Tapetet flere steder var også ved at falde fra, men det hjalp ikke og tårerne forsatte. Til sidst kunne hun ikke længere gemme det og snøftede kort. Hendes hånd gled under hendes næse. "Jeg lover at blive der" hviskede hun hæst, selvom det lød næsten som en umulig opgave. Hvad nu hvis hun skulle på toilettet, eller hvad med mad? Forhåbentlig havde Chaunce tid til, at tænke over hvordan at han ville gøre det. 

Pandora betragtede vandet, der allerede var blevet skiftet en gang. Men trods det, var det langsomt begyndt at blive mere brunligt. Hvilket efterlod hendes hår sne som hviden, og den askehvide hud, var nu en næsten marmor hvid der kunne falde i med landskabet i nordlandet. Men de sorte rende under øjnene, de udhulet kinder og den udmagret krop fjernede skønheden der en gang havde været i den stærke og fyldige pige. 

Han havde lidt praktiske ting at finde ud af, så hun kunne være på værelset uden de store problemer. Det krævede lidt planlægning, men det måtte han tage med om lidt. Han vidste at han ikke ville tilbringe natten i værelset alligevel og dagen efter skulle han ud og rejse. Forhåbentligt ville Pleasance lade Pandora være indtil da. Han rejste sig op og bevæge sig rundt i rummet så han havde noget at foretage sig. ”Godt. Hun er ikke ond, min søster. Hun passer bare på mig.” Det var hvad han oprigtigt troede på. Han kunne slet ikke se hvordan den besidderiske natur var skadende for ham. Men han havde aldrig haft noget godt i sit liv, så hvordan kunne han i virkeligheden vide hvad der var skidt og hvad der var godt?

”Jeg sender nogen ind for at hjælpe dig færdigt med badet og føre dig til mit værelse. Jeg vil ikke være der i nat,” forklarede han hende. Det var nok for det bedste. Han ønskede ikke at Pleasance på noget tidspunkt troede at han ikke elskede hende lige så meget som hun elskede ham. Måske var det forkert af ham at se andre steder. Skulle han ikke bare være tilfreds med Pleasance? Var det grådigt af ham at søge andet og mere end hans søster. ”Jeg tager væk i morgen. Jeg skal sørge for du får noget at spise mens jeg ikke er her.”

De ord som forlod Chaunce, fik det til at løbe koldt ned af ryggen.
Han kunne virkelig ikke se det, kunne han? Fornuften skreg i hende, at hun skulle tie stille. Men hjertet begyndte at bløde for manden der sad ved hendes side. For Pandora kunne næsten se noget af sig selv i ham. I gennem flere år nu, havde hun troet på at folk ville hende det bedste. Men hun var blevet forladt, hun var blevet udnyttet og nu var hun her. Hvordan kunne han ikke se, at det hans søster havde for ham, ikke var kærlighed? At det ikke var hende der passede på ham, men udelukkende hende der ønskede at styre ham som var han hendes objekt. 

"Chaunce" vandet skulpede omkring hende, som hun rakte ud og greb hans håndled. Det var første gang hun oprigtigt søgte nærvær fra ham. "Det er ikke kærlighed, hun passer ikke på dig" hviskede hun og kiggede på ham med store øjne "hvorfor vil hun tage ting fra dig som du kan lide, hun vil bare have dig for sig selv, det er ikke hvad rigtig kærlighed er" det gik op for hende hvad hun havde sagt og med store øjne bevægede hun sig ind i badet. "Jeg mente ikke, jeg ville ikke" hun sank klumpen i halsen og betragtede ham med varsomme øjne.