Hun mærkede arme omkring sig, og stivnede, hun skulle lige til at trække sig væk da hun hørte Azias stemme, hun var stadig meget anspændt men hun flyttede sig ikke.
Aria hadet at græde og meget få folk havde set det, men efter at ha siddet stiv og grædt lydløst i hvad der for Aria føltes som en evighed, knækkende hun sammen og lå sit hoved på Azias skulder som hun begyndte at græde for alvor.
Det havde vært længe undervejs så der var en del der nok trængte til at komme ud. Aria knugede Azias hånd, selvfølgelig uden at gøre skade på hende, men det var sådan hun kunne kommunikere lige nu og det var hendes måde at sige hun kunne høre hende.
Aria så på døren som hun sad der omfavnet af den kvinde hun kun havde kendt hvad en måske to timer eller lign.
Aria blinkede lidt og kom langsomt tilbage til sig selv igen, men hun slap ikke Azia, ikke endnu i hvert fald