Næste morgen vågnede Kethask, og så rundt i rummet. Koia var stadigvæk på sengen, så det var jo fint nok. Det lignede, at hun sov, så Kethask gav hende en lussing, så hun kunne vågne op. Det var meget normalt for hende at bruge vold, for at vække sin fange. Nej, det var ingen nyhed for hende. Hun var ikke ligefrem en blid fangevogter.

Men nu havde Koia i det mindste ben, så måtte hun jo lære at bruge hende. Så Kethask trak hende op at stå.

// Sorry for det ekstremt korte svar, men jeg vidste ikke liiiige hvor jeg skulle gå hen herfra xD //

Kethask klaprede utilfredst med kæben, da Koia faldt ned på sengen igen. Hun havde virkelig troet, at det at pigen havde ben ville gøre det her lettere. Sådan at hun ikke skulle slæbe rundt på hende. Men det skulle hun så åbenbart alligevel. For Zaladin da også! Bandede hun i sine tanker, og smækkede utilfredst med kæben også.

Så trak hun pigen op på benene igen, og lagde hendes arm over nakken på Kethask, så hun kunne slæbe pigen nedenunder. Hun var trods alt ikke blandt de stærkeste, men sådan et sølle skravl af en pige skulle hun nok kunne få slæbt med sig.

"Kom. Vi går nedenunder," sagde hun og halvt slæbte, halvt bar Koia ud til trappen.

Da de kom til trappen, smækkede Kethask med kæberne igen, og forsøgte at gennemskue, hvordan hun skulle få pigebarnet ned af den, når hun ikke engang kunne gå som et normalt menneske. Det irriterede hende, så det endte med at hun teleporterede sig ned for foden af trappen, og trak hende med ind i krostuen.

Der satte hun Koia på en stol, og kaldte en tjener hen, "Suppe og brød," var alt hun sagde til ham.

Kethask sukkede irriteret, da manden ikke bare hentede det hun bad om. Så skævede hun til Koia, som måske godt kunne se lidt sulten ud. Hun kunne vel ikke lade havkvinden sulte, vel? Det ville være alt for dyrt, når nu hun skulle bruge hende og træne hende til kriger af Mørkets hær. Eller i det mindste bare et våben for dem.

"Lad gå. To omgange med suppe og brød," svarede hun ham, og viftede ham væk.

Så så hun på Koia igen. Hun betragtede hende indgående et par minutter, før hun sagde, "Er du sulten?"

Også selvom hun vidste, at kvinden ikke forstod et ord af hvad hun sagde. Men det var alt sammen spil for galleriet. Hun lod som om, at hun ikke lige havde taget denne kvinde til fange, men at hun var en gæst - ligesom Kethask selv var på denne kro.

Da Kethask hørte Koias mave knurre, så smilede hun underholdt. Så den havde alligevel en appetit, dette havvæsen. Maden blev da sat foran dem. Hun løftede brødet op i den ene hånd, og pegede på det, "Brød, husker du nok?"

Så begyndte hun at spise af suppen, for at vise Koia, at den ikke var giftig. Det var en ganske almindelig suppe med kødstykker i, og i det mindste havde hun da ikke bestilt fiskesuppe. Det havde Koia nok ikke sat pris på, når hun fandt ud af, hvad det var. Også selvom hun faktisk ikke vidste, om havmennesker spiste fisk eller ej.

Da Koia stadigvæk ikke var begyndt at spise suppen, pegede Kethask på suppen med sin træske, og sagde, "Suppe." Lidt efter rullede hun øjne af hende, "Så spis det da. Det er ikke giftigt. Det er mad."

Kethask sad og spiste sin suppe stille og roligt. Det gippede let i hende, som Koia sagde et eller andet på sit fremmede sprog, og hældte vand i munden. Hun havde sikkert ikke gennemskuet, at suppen var varm. Men hun rullede bare øjne af Koia, og pustede på suppen hun netop havde skrabet op med skeen, før hun tog den i sin mund.

"Pust på det først. Sådan her," sagde hun næsten mildt, og løftede skeen med suppe, for så at puste på den. Derefter stak hun skeen i munden, og sank den varme suppe, kølet af hendes pust.