"Jeg bhwmr heller ikmd at tmk... pm ... mmm..."
Og så faldt Cyreesai i søvn. Lige der oven på Eyidivan med hænderne begravet i køligt sand, den friske havvind blæsende ind og op ad ryggen, og varmen fra den anden under sig. Hvor og hvordan lemmer og finner lå, var helt igennem ligegyldigt, for der var ikke noget sted, hun hellere ville befinde sig lige nu. Der var intet andet havfolk hun hellere ville bruge tiden med, heller ikke når hun sov.

Solens varme prikkede på skællene, og Cyreesais finder rystede, idet hun tog en dyb indånding gennem næsen. Morgenluften var skarp og frisk, og hun blinkede øjnene åbne og måtte misse med dem for at se omridset af Eyidivan som hun... Lå op ad?!!
Med en vilter bevægelse viklede hun sig fri af hans arm og satte sig op, så hun ikke længere lå med hovedet hvilende på hans brystkasse. Ved Valeria, hvor upassende.
Uden overhovedet at tænke over hans ord fra natten, rejste hun sig op og strakte sig mod den sol, der totalsmadrede hendes synsevne. Rygfinnen foldede sig ud og ind  to gange, før hun småløb ned til vandkanten og rullede sig godt fugtig i de brusende bølger. Med fugtigt hår og gennemvædede skæl, travede hun tilbage op til hvor Eyid stadig boblede og stillede sig foran ham med hænderne på knæene, så hun skyggede for solen.
"Hvaa, skulle du ikke oversætte et eller andet på dit værelse i dag, eller husker jeg forkert?" spurgte hun med et stort smil over ansigtet. Nøj, det var længe siden hun havde følt sig så vågen. Måske var der noget om at en nat om måneden på land gjorde underværker.

    Eyid kunne ikke undertrykke en lille, halvkvalt latter, da Cyreesai meget tydeligt gav sig til at snorke halvvejs igennem sin sætning. Forsigtigt - men med en del besvær - fik han trukket sig selv lidt ud under hende, så hendes hofte kom til at hvile i sandet i stedet for lige oven i hans lever, og med en hånd, der strøg over hendes hår faldt også han i søvn til lyden af havet og Cyreesais rolige åndedræt.

    Cyreesais ord rev Eyid ud af hans ellers ganske behagelige søvn, og fordi hans krop var varm og tør og føltes tungere end den plejede, anede han først ikke hvor han var. Han trak per refleks vejret ind gennem gællerne og var så ved at kløjes, da intet ilt mødte hans blod, og da øjnene fløj op i chok, var det alt for meget lys, der ramte hans følsomme pupiller. 
    Så vågnede hovedpinen, og Eyid udstødte en lille, ynkelig klynken og tog sig til panden, hvilket naturligvis fik stranden og verden og alt indimellem til at tage en snurretur, så det et øjeblik føltes som om hans mave forsøgte at kæmpe sig ud igennem halsen på ham.
    "Ved Valeria og hendes våde skød..." hviskede han fortrydelsesfuldt og skjulte øjnene bag den ene hånd. Hans stemme var ru og hæs, som havde han råbt op imod vinden hele natten. "Ved Dybet og Det Store Åbne og alt, der er helligt... Så lad dog være med at tale så højt..."

Eyidivan så forfærdelig ud. Mens søvnen stadig have haft fat i ham, havde det ikke set slemt ud, men så snart han åbnede øjnene, stod det klart for Cyreesai, hvad Eyid havde ment med landgængersyge. Hans øjne var rødsprængte ind over det mørke, og det så ud som om han ikke kunne åbne dem helt. Hun åbnede heller ikke sine helt heroppe på overfladen, men det var noget andet med Eyid. Det lignede, at øjenlågene slet ikke ville op. Og så trak han den første vejrtrækning ind gennem gællerne, og dét var en fejl, man kun gjorde én gang, før man fandt ud af, at overfladeluften ikke virkede sådan.
"Er det... Er det det, du snakkede om i går? Sygen?" spurgte Cyreesai nysgerrigt og satte sig på hug ved siden af ham. Prikkede en finger ind i hans kind for at se, om der var andet galt med ham. For hvem ved? Måske betød landgængersyge, at man blev til en landgænger. Men der var stadig masser af skæl på den finde, grønne overflade. "Jeg har det fint. Jeg overvejede faktisk lige at løbe en tur rundt på øen, før vi dykker ned igen. Jeg ville spørge, om du ville med, meeeen..."
Et lille smil kom frem ved det sidste. Ved Valeria, hvor var det svært at have ondt af ham, når han dagen før havde ledt hende i vinfristelse og ikke fortalt, at der var konsekvenser. Når han så var den eneste med konsekvenser, var det faktisk en lille smule morsomt. Tænk sig, der var andet end kamp, Cyreesai var bedre end Eyid til. Der var faktisk noget, som ellers burde være hans hjemmebane, som hun var bedre til en ham!

    Eyid krympede sig lidelsesfuldt, da Cyreesai stak en finger i kinden på ham. En svagelig hånd blev løftet og forsøgte halvhjertet at vifte hende af, men det var så ynkeligt, at hun knapt lod til at bemærke det. 
    "Så lad mig dog være, dit havuhyre..." mumlede han lavmælt, men måtte så spærre øjnene op i chok og stirre på hende, som var hun sindssyg, da hun delte sine morgenplaner med ham. 
    "Er du gal?" spurgte han - med helt oprigtig forfærdelse i stemmen. "Er du fuldstændig, helt og aldeles, skingrende sindss-" Han brød af, da maven vendte sig en gang, og der skulle en dyb indånding til, før kvalmen lagde sig. Ud af øjenkrogen kunne han følge hendes minespil, som - meget fornærmende - ikke afspejlede så meget som en snert af medlidenhed. Snarere morskab... sadistiske sandorm...
    "Du behøver ikke se så selvtilfreds ud..." bemærkede han spagt og med en god del bebrejdelse i stemmen. De rødsprængte øjne blev knebet sammen, da han vendte blikket imod hende. "Dét dér - det kan ikke være andet end begynderheld. Næste gang vi laver sådan et nummer her, kommer du til at være lige så ynkelig som mig - vent bare og se!" Og så, fordi hun virkelig... virkelig så frisk ud, og han kom til at betvivle sine egne ord, tilføjede han: "...Eller også kommer jeg til at tage en frygtelig hævn over dig når den rette tid kommer. For det er kun retfærdigt!"
    En viftende, skarp håndbevægelse blev smidt i hendes retning, mens han langsomt, smertefuldt og uelegant forsøgte at få sig selv på benene. "Skrid," udbrød han med eftertryk. "Løb din tur, forfærdelige kvindfolk! Jeg håber du snubler over dine egne ben og får sand i gællerne..." Endnu en bølge af kvalme tvang ham til at holde en lille pause i sine anstrengelser. "Jeg... sætter mig lidt ned i vandkanten, tror jeg. Samler mig selv. Venter på, at du er tilbage igen, ikke? Så... tager vi den derfra. Kan hænde, jeg skal forsøge, om jeg ikke kan kalde én af de store rokker til mig, så den kan gøre det hårde arbejde på hjemturen..." Selvom hans mave vendte sig bare ved tanken om de rullende, bølgende bevægelser, der fulgte med, når man red på sådan et dyr... 

"Kom bare an med din hævn, du!" sagde Cyreesai idet hun rettede sig op og slog med nakken, så håret kortvarigt blev båret af den friske morgenbrise. Hun følte sig uovervindelig. Der var noget, hun var bedre end Eyidivan til! Tænk engang, at hun havde været på bekymret dagen forinden om at skulle indlade i aktiviteter, som han allerede kendte alt til. Tænk sig at finde ud af, at hun pludselig havde et trumfkort mod en Ke'Jaelin. Ikke et trumfkort, hun nogensinde kunne fortælle nogen som helst om, for hendes moder ville uden tvivl vride hendes finner, hvis hun fandt ud af, at Cyreesai havde brugt en hel aften - og nat! - på en øde ø kun sammen med Eyid og en flaske landgængervin. Tanken fik varme til at stige op i hendes kinder. Det havde været en fortræffelig nat. Hun kunne stadig fornemme varmen fra ham på sine skæl.
"Nå, jeg løber en tur, og så vågner du lidt," sagde hun for at distrahere sig selv fra den sitrende fornemmelse i svømmehuden. "Jeg skal nok bære dig hjem, hvis du ikke magter at kalde på en rokke."
Hun blinkede til ham, opfyldt af en underlig drillesyge, hun ikke vidste hvor kom fra, men som fik hjertet til at slå lige lidt hårdere og lige lidt hurtigere. Det måtte bare betyde, at kroppen vidste, hun skulle til at løbe, og uden yderligere, vendte hun rundt og satte i et langlemmet løb i det bløde sand, mens behagelige tanker fra aftnen før genspillede sig selv i hendes indre.

    Det gav Eyid kvalme bare at se på hende morgenfriskhed - måden hun rejste sig, som om hele verden ikke tippede. Måden hun sågar slog med nakken, som om hun ikke havde én eneste bekymring i verden... 
    Det var jo sygt...
    Han viftede halvhjertet af hende med den ene hånd. "Gør hvad du skal..." mumlede han lidende, og fik med meget besvær vippet sig selv op på hænder og knæ. 
    Først, da lyden af hendes løbende skridt i sandet havde fortonet sig, gav han sig til at slæbe sig ned imod vandkanten. Stadig på hænder og knæ, naturligvis - han var ikke dum nok til at rejse sig. Det tog lang tid, og det var langt fra elegant, men det var det hele værd, da han endelig kunne lade hænderne synke ned i havvandet. Selvom de havde drukket rigeligt med væske, følte han  sig underligt dehydreret, og det var decideret himmelsk at lægge sig i vandkanten og lade bølgerne skvulpe ind over sig.
    "Morgen-løbetur!" fnøs han for sig selv. "Kriger-tosse... ved ikke, hvad der er bedst for hende..."
    Mindet om hendes hud imod hans - måden hun havde lænet sig ind over ham på, med den enorme stjernehimmel bag sig - spøgte for hans indre blik, da han lukkede øjnene. Fik et lille smil til at spille om hans læber. Måske det alligevel havde været denne morgens strabadser værd...