Cyreesai sendte Eyidivan et olmt blik. Et af de blikke, der normalt kunne få en spækhugger til at komme på bedre tanker end at spise havfolk til frokost. Bare navnet på den forfærdelige kvinde, han havde som mor, kunne få hende til at glemme alt om den ro, hans dræning lige havdeplantet i hende.
"Riyeena har sikkert fortalt dig lige præcis halvdelen af, hvad der foregår i distriktet, Eyidivan," svarede hun bittert. 
Hvordan hun havde ladet sig overtale til at fratræde rådspladsen var stadig Cyreesai en gåde. Eyidivan måtte virkelig have talt godt for sig, men han havde trods alt også haft de sidste tretten år til at forberede sig. 
"Hun nævnte nok ikke, at det også er Arkitekterne, der har stået for udvidelsen af jeres område mod øst," fortsatte hun. "De har givet jer lidt af deres område, fordi det var umuligt at udvide mod nord med de hydrotermiske væld."
Hun havde med garanti kun fokuseret på den del, hvor Arkitekterne havde krævet af opbygge deres nye område. Åh den....
Cyreesai fik lagt bånd på sig selv og slap sine næver, der havde knyttet sig dirrende sammen. Hun tog et par dybe indåndinger og prøvede at smide tankerne om Riyeena væk til fordel for Eyidivan. Synet af Eyidivan. 
Han er lige her, sagde hun til sig selv. Og han går ingen vegne.
"Kom herop ved daggry," sagde hun så, selvom knuden i hendes mave stadig fortalte, at noget ikke var helt, som det burde være. "Så tager jeg dagen fri til at give dig det helt store foredrag."

    Nej, dét havde hun ikke nævnt. Men nu havde hun og Eyid selvfølgelig også brugt dagene siden hans hjemkomst til at lobbye for Håndværkerne og puste til deres vrede over, at Arkitekterne fra det tilstødende Distrikt havde fået så mange af genopbygningsopgaverne efter borgerkrigen... Det var måske ikke lige dér man fortalte, at man havde modtaget tjenester fra selv samme Arkitekter under bordet...
    Riyeena, dit udspekulerede havuhyre...
    Han rejste sig med et lille, skævt smil og drev hen til hende på chaiselongen.
    "Jeg kan se, du bliver vred bare af at tale om hende," bemærkede han med en lille latter i stemmen. Eyid var ret tilfreds med sig selv lige nu - alt havde jo flasket sig. "Men det er slut nu - I behøver ikke stirre på hinandens sure fjæs tværs over Rådssalen. Nu bliver det dig og mig, Sai - næsten som det hele tiden har været meningen, det skulle være."
    Han rakte ned efter hendes hænder og klemte dem forsikrende - en enkelt gang. Kunne ikke lade være med at bemærke den tomme knivskede på hendes lår, hvilket sendte et stik af skam og irritation igennem ham - dræbte selvtilfredsheden lidt for effektivt. Han tvang dog smilet til at blive på ansigtet. 
    "Jeg er her i morgen ved daggry - og jeg ser frem til at vi kan bruge noget mere tid sammen på en lidt mere... afslappet måde." Hvor du ikke prøver at slå mig ihjel, og jeg ikke prøver at slå dig ihjel...
    Så slap han hendes hænder og fik tilfældigvis øje på dét skæl, han havde revet af - lille og grønligt, som det drev dovent rundt nede på gulvet. Han vidste, at han havde nogle ubehagelige timer med Netflænseren foran sig - at der skulle gøres bod for hele denne farce - men dét var underordnet lige nu.
    "Vi ses i morgen, Sai."

Så snart Eyidivan var ude af gemakkerne igen, lod Cyreesai sig falde baglæns ned på chaiselongen med et udmattet støn og armen henover ansigtet. Lysten til at gemme sig under et tungt tæppe i morgen og ikke stå op og drive rundt med ham, var enorm. Hvorfor var den så stor?
Frygtknuden i hendes mave fortalte, at det var hendes uregerlige temperament. De sidste mange år havde hun ikke skænket det en eneste tanke, at det ville være svært at få ham tilbage, men bare den korte, lille dræning havde husket hende på, hvad ro var. Ro, hun ikke havde følt, siden han var blevet revet væk fra hende.
Foran hende var et eller andet blevet hvirvlet op af hendes pludselige bevægelse ned i hynderne. I det svage lyd lignede det næsten en af Eyidivans glitrende, grønne skæl... Et stykke tang, måske, der fangede lyset på den rigtige måde? 
Hun rakte ud efter det og tog det i nærmere øjesyn - og blev ret hurtigt klar over, at det var præcis, hvad hun havde troet, det var. Et af Eyidivans små, fine, grønne, lysende skæl. De små næsten gule prikker langs kanten glimtede. Hun havde virkelig... Hun havde virkelig såret ham. Nok til at flå skæl af hans krop, uden dog selv at opdage det. Hvis hun ikke passede på, ville hun virkelig blive hans død, som han havde sagt. Tænk at hun havde skadet ham så meget uden selv at ænse det...
For en gangs skyld kunne hun ikke blive mere enig med Atha'ame: Hun blev nødt til at lære at styre sig.