Blikket fulgte nøje druen, som den foretag den korte vej op mod Fielthenas læber. Han kunne ikke selv svare på hvorfor, men der var noget nærmest fortryllende over hende, noget som gjorde. at han fandt selv hendes mindste bevægelse fascinerende og betagende. Han ville egentlig have haft det fint med bare at stå og betragte hende spise, men der var trods alt vigtigere ting at tage sig af.

Det vr lige før, at et triumferende smil fandt vej til Declans ansigt. Så forudsigelig hun kunne være nogle gange.
"Hvor mange mord tror du, at jeg er nødt til at begå?" Alvoren var atter væk fra hans øjne, selvom hun uden tvivl godt kunne have svaret på en noget mere høflig måde, virkede det til, at hun havde forstået hans alvor.
"Desuden så har jeg rigeligt med folk, som kan og vil begå mord for mig" 
Endnu en bid blev taget af æblet, mens han ventede på hendes svar. Der var da sikkert mnge ting, som hun ville kunne hjælpe til med, men samtidig tvivlede han på, om hun ville have tålmodigheden, som hans arbejde så ofte krævede. For ikke at tale om, hvorvidt hun ville være i stand til at være samvittighedsløs nok. Og så var der måske også en lille bitte bekymring om, at hvis hun for alvor fik lov at opleve ham torturere og virkelig ødelægge folk, ville det så blive for meget for hende? Men det var en bekymring, som han selvfølgelig gjorde sit bedste for at ignorere, for selvfølgelig ville han kunne klare sig uden hende.. selvfølgelig.

Hvor mange hun troede han var nødt til at slå ihjel? Svaret lå i spørgsmålet, åbenlyst og lige til; man kunne ikke kræve gæld fra de døde. Skræmte folk derimod, deres lommer var sjældent særlig dybe og at dømme ud fra mængden af bøger var det en ganske givende forretningsmodel. Alligevel var der noget ved Declan's svar som ikke helt harmonerede. Troede hun at han løj? Nej, men han udelod noget. Noget essentielt.

Fielthena løftede det afskåret ostestykke til munden, men standsede midt i bevægelsen og skænkede hånden igen. "Jeg tror, at dine hunde er ment til at skræmme, snarer end til at slå ihjel for dig." Begyndte hun spekulativt og trådte nærmere indtil hun stod ved hans side. "Ikke fordi de er for inkompetente til at begå mord, men fordi jeg ikke tror du stoler nok på dem, til få jobbet gjort. Du har et for stort behov for at have alting under kontrol til at overlade den slags til andre." Antydningen af et bedervidende smil trak i den ene mundvig. "Fortæl mig at jeg tager fejl, Declan." Musede hun stærk i overbevisning om at hun have ret i sine antagelser, og lænede sig frem imod ham.

Et køligt lille smil dukkede op på Declans læber. Han vidste hvilket svar, hun gerne ville have. Hun havde nøjagtig lige så stor behov for kontrol som ham, derfor kunne de gennemskue hinanden så nemt.
"Men det er så meget sjovere at gøre det selv" svarede han blot, stadig med det samme smil. Der var så mange sider af ham, som Fielthena endnu ikke havde set. Jo, hun havde set ham myrde folk i koldt blod, men han kunne være så meget mere grusom, end hvad hun havde set. End hun nogensinde ville komme til at se, forhåbentlig.

Smilet forsvandt igen, han var trods alt ikke ude på at skræmme hende væk, selvom han jo godt vidste, at der skulle langt mere end det til.
"Hvorfor er du overhovedet så vild efter at hjælpe til?" Han lagde hovedet lidt på skrå, oprigtigt nysgerrig efter svaret. "Du har din egen forretning at passe på, og jeg har ikke tænkt mig at betale dig, selv hvis jeg lader dig hjælpe.." Han pausede et øjeblik, lod blikket glide ned over hende. "I hvert fald ikke i krystaller" Hun havde reageret så voldsomt på, at han stille og roligt skar af hendes gæld, så han tvivlede da på, at hun ville lade sig aflønne med lidt lagensjov for sin "hjælp". Hvis ikke det faktum, at han ville lade hende hjælpe, var en form for betaling for hendes ganske udemærkede selskab i sengen nærmere. 

"Naturligvis." Medstemte hun nonchalant og træk kort på skulderen. Var hun overbevist om at Declan faktisk kunne lide mere end hun slev gjorde at slå ihjel, ja. Det betød dog ikke at Fielthena selv gjorde det udelukkende for krystallernes skyld. En del af hende, katte trækkene der fulgte med hendes evne, nød jagten lige så meget som drabet.

Det køllige smil burde have været nok til at få hende til trække sig. Istedet for blev hun roligt stående og fugtede læberne. "Min iver er ikke større end at jeg acceptere et nej." En finger placerede sig under hans hage, da hans blik bevægede sig ned ad. Hentydningen klar, trods den mulige eksplosion den kunne give. "Men mellem os, så ved vi begge to jeg en den bedre morder, hvis du ikke ønsker et visit fra byvagten." Fingeren fjernet igen.

Meget mod sin  vilje måtte Declan indrømme, at han nød den lille leg de havde gang i, også selvom den pustede faretruende til hans temperament. Han burde afslutte det nu, inden hun fik skubbet ham derud, hvor han ikke kunne styre det.. igen. 
"Så hvis jeg siger nu, at det ikke kommer til at ske, så vil du uden videre brok acceptere min afvisning?" Han var skeptisk og han gjorde ikke noget for at sljule det.

Det var svært at acceptere fingeren som blev lagt under hagen, men for nu formåede han at tøjle sig, han havde allerede ladet sit temperament løbe af med sig alt for mange gange overfor Fielthena.
"Det er da gået ganske udemærket indtil videre. Desuden så er det, hvad korrupte byvagter er til for. Vil du virkelig tage deres ekstra indtjening fra dem bare fordi du er god til dit arbejde?" Det var sjældent, at Declan gjorde som i morsomheder. Faktisk skete det så godt som aldrig, så hun burde vide, at ordene som altid indeholdt en sandhed. Han havde flere byvagter på sin lønningsliste og havde haft det længe.