Treston bed tænderne sammen ved synet af storebroren, der kom styrtende med en healer i hælene - healeren var et kærkomment syn, men Ersten...
    Han skulle netop til at åbne munden - bede Ersten om at træde til side; holde sig væk, så healeren kunne komme til - men han nåede det ikke, før broderen havde løftet jakken og derefter stirrede forfærdet på Treston.
    "Hvad laver hun her, Treston?! Hvad har du gjort?"
    Treston var gået ned på det ene knæ, så han kunne lægge Zirra til hvile på jorden - stadig pakket ind i hans svedne, sodede uniformsjakke. Han delte et hurtigt blik med healeren, og kiggede så op på Ersten med et løftet, provokeret øjenbryn. "Hvad jeg har gjort?" gentog han vantro og sendte et hurtigt blik fra stakkels Zirra og tilbage til Ersten igen. "Hvad zalan spørger du mig om, Ersten?"
    Ersten stod bare over dem - med tomme hænder og forfærdelsen malet ud over alle træk - og stirrede på healeren, på Treston. På Zirras blodige, mishandlede krop. Før han endelig svarede:
    "Hvad hun laver her, tror jeg. Hvorfor er hun ikke derhjemme? Hvorfor er hun ikke-"
    "Ersten," afbrød Treston og holdt sammenbidt sin storebrors blik. "Lige nu er virkelig ikke tidspunktet! Jeg fandt hende lige uden for Mørkets lejr - hængt op i et træ sådan her. Måske har én af deres spioner plukket hende fra Dianthos' gader - det er jo ikke ligefrem fordi, Far er diskret med vores efternavn. Måske har de troet, at hun ville vide noget, at Far havde delt Lysets planer med sine børn - at de kunne torturere informationer ud af hende, eller afpresse ham, måske. Hvad ved jeg! Jeg er da for helvede lige så chokeret over at finde min søster nøgen og blodig midt i en forbandet krigszone!"
    "Men-" 
    Treston rejste sig brat efter at have sikret sig, at healeren havde styr på Zirra - havde fat i hende, så hun ikke skulle ligge på jorden. Han vidste ikke, hvordan han skulle dække over Zirra - havde ikke en god nok historie klar - og derfor tænkte han, at en afledningsmanøvre måtte gøre det... "Men hvad, Ersten? Hvad vil du have, jeg skal fortælle dig? Skal vi ikke hellere koncentrere os om at hjælpe hende? hva'? Eller vil du måske hellere følge reglementet som en god soldat og trække hende igennem en afhøring? Lige nu?" Han kneb øjnene sammen og fnøs hånligt. "...Så må du fandeme igennem mig først!"

Zirra var vant til skænderier om spisebordet derhjemme, og derfor var det heller ikke et nyt syn, at Ersten straks gik i kødet på Treston - fuldkommen uprovokeret og så hensynsløst som man kunne forestille sig. Tænk at være så dum og snævertsynet. Zirra kunne ikke huske, om han altid havde været sådan, eller det var kommet efter de mange år i hæren. 
Men Treston holdt på den lette løsning og påråbte sig uvidenhed. Det fik hende til at ånde lettet en smule op, selvom hun hurtigt måtte vride sig i smerte igen, da healeren flyttede på hende for at tilse hendes skader. Uvidenhed var lettere at flette ind i en historie, og Treston vidste jo faktisk heller ikke, hvad hun lavede herude. Hvorfor hun var her, givet hendes funktion i tjenesten, men hendes egentlig opgave vidste han stadig intet om. Det havde altid været lettere for Zirra at lyve, når løgnene kun var halve.

Erstens ansigtsudtryk trak sig sammen til en stenhård grimasse. "Det er præcis det vi bør gøre, Treston Reynlest. Vi bør finde ud af, hvor meget fjenden ved. Vi slog hårdt ned på dem, men hvad hvis det bare var første bølge? Hun er ikke som os eller far. Måske aner hun ikke engang, hvilken information, hun har givet, der kan dødsdømme os!" Midt i sin talestrøm så Ersten ned på Zirra, der var begyndt at græde igen, og det bekræftede kun hans ilde fornemmelser - i den helt forkerte retning. "Vi bliver nødt  til at finde ud af, hvad hun har fortalt dem så hurtigt som muligt. Hun er bare en sekretær - hun har har fortalt dem, hvad de ville vide med det samme, og så har de leget med hende for resten - det kan enhver med øjne i hovedet se."
Han gjorde en afværgende bevægelse mod hende, men holdt blikket fastlåst på Treston. Noget i hans anstrengte positur fortalte også, at han vist ikke var helt komfortabel med hvor nøgen hans lillesøster var midt i hans egen lille soldater-verden. 
Zirra måtte tage blikket fra dem bare for ikke at se på Erstens nedadvrængende mundvige og den rynkede næse. Nu var hun ikke bare den uduelige lillesøster mere, nu var hun også besudlet af Mørket. Den eneste positive tanke, hun kunne finde frem, var at de i det mindste ikke havde leget med hende. Det havde de tre dæmoner, hun var blevet opdaget af, og den eneste grund til de ikke have leget hende til døde, var at Storm havde reddet hende. 
"De herrer," prøvede healeren forsigtigt, da han anede en pause i skænderiet. "Vi skal have hende til Dianthos. Jeg kan holde hende i live, men hun har brug for bedre hjælp, end vi kan give her."

    Dét med afhøringen var primært noget Treston havde sagt for at provokere - for at starte et skænderi, så Ersten skulle glemme alt om at stille Zirra spørgsmål for en tid - men nu sendte broderens ord iskolde tråde af vrede. Vrede, foragt og en underlig, eksistentiel frygt - Ersten var lige så meget Zirras bror, som Treston var det. Hvordan kunne han sige sådan noget.
    Da storebroren tog et skridt frem imod Zirra, trådte Treston imellem - lagde fingrene imod Erstens bryst og gav ham et lille skub af den provokerende slags, der normalt havde hjemme i krostuer, når man ville starte et slagsmål.
    "Du nærer dig kraftedeme, Ersten!" knurrede Treston og stak en finger helt op foran ansigtet på sin bror. "Prøv at se på hende! Hun har da for Zaladin været nok igennem uden at du skal føje til strabadserne, synes du ikke?!"
    Erstens øjenbryn havde trukket sig advarende sammen i panden på ham, men han nåede ikke at komme med svar på tiltale, før healeren brød ind. Ersten lyttede og nikkede en enkelt gang, og Treston havde lige nået tøvende at slappe af i de anspændte skuldre og knyttede næver i forventningen om, at broderen endelig havde set fornuft, da Ersten smuttede forbi ham, og sank på hug ved siden af Zirra - lagde hånden om hendes skulder, trods healerens nervøse trækninger.
    "Jeg bliver nødt til at vide, hvad du har fortalt dem, Zirra," nåede han lige at sige, før Treston havde grebet ham i kraven og halet ham på benene med en arrig snerren. Han slap sin bror med en foragtelig bevægelse, så Ersten - ude af balance - måtte tage et overasket, vaklende skridt bagud, for ikke at trimle bagover. Han lignede en, der var blevet bidt af en hund, han ellers havde lagt så mange timer i at træne...
    "Treston- "
    "Hvad zalan, Ersten!" råbte Treston og fulgte op på det første skub med endnu ét, der tvang storebroren endnu et par skridt bagud - væk fra healeren og Zirra. Treston var rødglødende af raseri og havde pustet sig helt op, klar til at sætte broderen på plads én gang for alle. "Hvad zalan bilder du dig ind? Hun er din søster, for Gudernes skyld! Betyder nogle forpulede retningslinjer virkelig mere for dig? Hun skal af sted til Dianthos - nu! - og jeg lover dig; jeg pander dig kraftedeme ned, hvis du lægger dig imellem!"

Smerten strålede ned gennem hendes skulder, og hendes øjne rullede bagover, da Erstens hånd lagde sig på hendes skulder. Det var på ingen måde hårdt og der var næsten ingen vægt bag, men han rørte ved den skulder, der var trukket af led, og det var et lettet gisp, der kom fra hende, da Treston trak ham væk igen. 
Men et eller andet sted, forstod hun godt Erstens bekymring. Han var bange for, der var flere, og at de bare ventede på at overfalde dem, så snart de trak videre igennem skoven igen. Han var bange for, at ilden havde været en del af planen og at der stadig var noget han ikke vidste. Noget, der ville koste hans mænd livet. Måske hele byen. Til sammenligning betød Zirra ingenting. At han så ikke rigtig kunne finde det i sig at sige det på en pænere måde... Det var den del, Treston reagerede på. Deres stemmer steg i styrke. Hun kunne høre Treston var faretruende tæt på at fare i flæsket på Ersten - det var sket en del, da de var små - og den her gang kunne Zirra ikke fysisk stille sig imellem dem og råbe lidt fornuft ind i de tykpandede storebrødre. 
"Hold op!" råbte hun i stedet - men det var et lavt råb, hæst og opbrugt. "Ersten... Der er ikke flere. De vidste..." Ved Zaladin, hun havde været lige ved at sige, at Mørket havde vidst, de var i minen. Det var en god løgn - men sgu da ikke, når det ikke var meningen hun skulle vide noget om planen. Hun skulle være civil-Zirra, men hold nu kæft hvor var det svært at  koncentrere sig, når hun havde så ondt. "Noget om en mine. Sagde de ville-aaarh... Ville bruge mig som... Lokke-hnng-mad. Men skoven... Der gik ild i... skoven..."
Det var et bedre sted at tage den hen. Treston havde allerede bevæget sig ned ad den sti før, da han havde snakket om deres far, og den ville Ersten nok købe. Hvis hun kunne sige noget vagt om, at hun var blevet kidnappet i Dianthos, havde Victoria en chance for at køre med på historien og få alle enderne til at virke troværdige. 
Ersten havde bidt sit modsvar til sin nævenyttige lillebror i sig, da Zirra endelig fik tungen på gled. Han kneb øjnene lidt sammen og så på sin sammenbidte bror. 
"Se, det var ikke så svært, vel?" spurgte han køligt og vendte så om på hælen og skridtede tilbage til sine mænd, mens han råbte ordre til højre og venstre om at samle folk sammen og ordne det sidste, så de kunne få sendt en deling afsted med det samme mod Dianthos. Selvom Treston og ham var lige høje i rang, var han ældst - og det måtte betyde, han havde mest at skulle have sagt.
Zirra priste sig lykkelig for, at han havde været for optaget af Trestons vrede til at lægge mærke til, hvor fattet, hun havde forholdt sig og hvor tydelige ord, hun havde brugt. Sekretær-Zirra ville næppe være så upåvirket psykisk efter den her behandling. Hun så ham vende sig halvt om, da han var færdig med at råbe, og hun syntes at se noget andet end den hærdede riddertype i hans blik. Noget sagde hende, at han gerne ville give hende den omsorg, Treston prøvede at tvinge fra ham, men at hans lederinstinkt tvang ham til at holde hovedet koldt og tænke på de mange før de få. Hun havde arbejdet sammen med en del efterhånden, der blev nødt til at tage det valg, og kunne ikke helt få sig selv til at bebrejde ham for det. At han havde troet, Treston havde noget med hendes tilstand at gøre til gengæld... Var de nu også blevet uvenner?
"Tres," sagde hun spagt, mens healerens magi var nogenlunde det eneste, der holdt hende fra at besvime. "Tak."

    "Se, det var ikke så svært, vel?"
    Erstens kølige ord fik Treston til at løfte et provokeret øjenbryn, og han havde netop åbnet munden for at tage diskussionen op - og sandsynligvis starte dét slagsmål, han sådan higede efter - da storebroren snurrede om på hælen og forlod dem. Treston fulgte hans ryg med et vredt, brændende blik, da Ersten gav til at råbe ordre og forberede deres afgang.
    "Du har ikke noget at takke for, Zirra," mumlede han tonløst - stadig med øjnene fæstnet på deres bror. "Det burde være forbandet instinkt at man lader folks velbefindende komme før alt andet." Han fnøs for sig selv og kiggede ned på sine hærdede, arrede hænder - han havde helt glemt i postyret, at den ene var blevet temmelig forbrændt. "Men det er præcis dét hæren gør ved folk - vi bliver fandeme alle sammen dårligere mennesker..."
    Han rev sig ud af sine dystre tanker, inden hans hjerne nåede at fodre ham med gode undskyldninger og grunde til, hvorfor Ersten opførte sig, som han gjorde - Treston gad ikke høre på det. Han ville være vred på sin bror og familien og hæren og verden generelt - mindre kunne ligesom ikke rigtig gøre det lige nu...
    "Jeg ser, om det ikke er til at skaffe en kærre fra én af landsbyboerne - så arrangerer vi jer to," han sendte Zirra og healeren et blik, "på den, og så er jeg pisseligeglad med, hvad Ersten vil have eller ikke have - vi tre sætter kursen hurtigst muligt imod Dianthos, så Zirra kan få noget ordentlig hjælp!"
    Med de ord snurrede han om på hælen og begav sig ind imellem de sodede landsbyboere og deres sværtede, tilrøgede huse, for at finde en måde at transportere sin lillesøster hjem på.

Den bumlende kærre hjem var næsten værre en selve torturen havde været. Hvert ryk i vognen mindede hende om de mange sår, og nogle af dem, der gjorde mest ondt, var dem healeren ikke kunne fikse uden hjælp. Især skulderen var slem til at få hende til at gispe efter vejret. 
Ersten havde selvfølgelig ikke ladet dem gå kun de tre. Han kunne se, hvor medtaget Treston var efter kampen mod Mørke og ild, og havde insisteret på at finde fem mand, der kunne følge dem sikkert tilbage. Der var så mange sårede i Birkelunde, at han selv og resten måtte vente med at tage afsted til det i hvert fald var blevet morgen. De havde brug for at samle sig selv, fangerne, og mødes med nogen af de folk, de stadig havde på den anden side af brændpunktet.
Turen blev foretaget primært i stilhed. Det var Zirras klagelyde, der hold mest gang i samtalerne, når hun ikke fik lov til at besvime af healeren - han ville helst have hende vågen, så han kunne få vand i hende og sikre sig, hun ikke var ved at kradse af - og det efterlod hende med alt for mange tanker.
Treston havde virkelig oparbejdet et had til hæren og dens virke, og det gjorde helt ondt på hende at se. Hun havde altid forestillet sig, at de ville få mere til fælles, hvis han vidste, hun også var en del af hæren. 
Hun havde brug for at snakke med ham om, hvad der var sket. Hvad de gjorde nu. Være sikker på, han ikke fortalte noget til familien. Måske... Måske fortælle ham lidt om, hvad hun havde lavet alle de år. Rode bod på løgnene. Men hun måtte vente til de var alene og til hun kunne holde en sammenhængende tankerække uden at forsvinde i smerten. 
I det mindste var hun i live.