Med skeen i hånden, og munden der gumlede løs, pegede hun på ham med skeen. Så han mente de ville få et problem? Måske, men det kunne ikke være hendes problem. Hun skulle tit gennem hans territorium, fordi hendes skjulested var så tæt på deres. Men det behøvede han ikke at vide.
“Hvad nu hvis jeg bare gerne ville se dig, ville det så være okay jeg dukkede op i tide og urtiden?” Spurgte hun med glimtende øjne, og et sarkastisk smil der bredte sig hen over hendes læber.
Igen begyndte hun dog at spise, og tog nogle dybe indåndinger.
Duften af regn ramte hendes næse, og ganske rigtigt, da blikket rettet sig ud af glasvinduerne, kunne hun se hvordan at dråber begyndte at hamre mod dem.
Fantastisk, der var intet bedre en regn. Det som skyllede alt det gamle væk, så nyt kunne få lov til at tage dens plads. Hvis det dog bare var lige så nemt for mennesker.
Krystallandet
