Det var igennem en kraftanstrengelse, at Pax omsider fulgte efter Juno, hans hånd knugende om hans. Da de nåede ind i det lille, smalle kammer, skubbede Pax døren i og lod sine stålgrå øjne vænne sig til mørket før, at han aflagde afstanden mellem dem. Dernæst lænede han sig frem og lod sin pande hvile mod Junos', hans åndedrag tungt og overfladisk.
"Juno", hørte han sig selv hviske åndeløst og som hans fingre begyndte, at arbejde med hans bukser fortsatte Pax med at gentage den blonde mands navn bag sin ligblege pande.
Juno.
Det er Juno.
Juno.
Juno.
Pax's krop havde mistet sin elegance, den selvsikre, effektive tilgang der udsprang af hans tid på bordellet; som havde al hans lærdom i det intime forladt ham; hans fingre og hænder dirrede, og kæmpede med at finde fæstne om bæltet, dernæst buksekanten, og da det omsider lykkes, sank Pax på knæ foran Juno - tog ham ind med øjnene, kiggede på hans skridt, undersøgende men til stadighed med ulæselige øjne.
De arrede hænder fandt vej til Junos lem, og da mærkede Pax, at kroppen tog over. Bevægelserne blev lige dele effektive og elegante igen, fordi Pax vidste nu, hvad der var krævet af ham. Hvad han skulle gøre, og i hans erindringer, om Esmaraldas undervisning, vendte alt tilbage, ligeså klart som var det sket dagen før.
Juno.
Juno.
Hånden fortsatte sin kærtegn nær den bløde pung i det, at Pax lænede sig frem og lod sin mund omslutte Junos lem. Det var gået alt for hurtigt, han skulle havde kærtegnet ham i længere tid - han vidste det. Og han vidste, hvad der nu ville ske og han så for sit indre blik, den rødhårede kvinde kom løbende med bæltet.
"Du skal kæle for den, Carl! Hvad tror du, de betaler mig, var?! Tror du, at du kan springe over, hvor gæret er lavest på den måde?!"
Krystallandet
