Hunter fik samme udtryk som en udskældt hund, da Evlyn gentog hans ord om at hade ham, og da hun gav ham tid til selv at finde modet til at fortælle hende det, kunne han også lige så godt have logret og slikket hende i hovedet. I stedet smilede han forsigtigt til hende og bumpede sit knæ mod hendes.
"Tak, Evlyn," mumlede han genert, og slog straks blikket tilbage til hende, da hun spurgte til hans yndlingsfarve.

"Årh, den er nem," svarede han med et bredt grin. "Sort. Uden tvivl. Klassisk. Cool. Farlig." Det sidste ord blev sagt i en syngende tone, for at gøre lidt grin med sig selv, men det var sandt nok at han elskede farven af lige præcis de grunde. "Hvad er din?" Det var tydeligt at hendes emneskift havde hjulpet, for han sad pludselig lidt rankere, også selvom han var beruset, og hans smil strakte sig fra den ene ende af hans ansigt til den anden, uden forbehold.

Hun kunne ikke lade være med at grine, et højt ukontrolleret grin. Dem, som der kom helt nede fra maven, og ville fortælle alle og en værd at dette var et sand grin. Sort?
Hun rystede på hoved, og kunne ikke andet end at støde sit knæ mod hans igen. "Du er simpelthen skøn hvad det angår." mumlede hun, og tog en stor slurk af hendes øl. Skar lidt en grimasse, og rystede på hoved - nej, så hellere bruge lidt ekstra krystaller på mjøden på det halve svin.
"Du ved godt at sort teknisk set ikke er en farve ikke?" sagde hun, og kunne slet ikke holde det barnlige og moret smil tilbage. "Men okay, jeg kan godt se det for mig - sort er helt klart også din farve." hun blinkede med et ene øje, som hun lagde begge hænder omkring hendes krus "Du ved, klassisk, cool og en lille bitte smule farlig." hun fugtede læberne og tænkte lidt over spørgsmålet, som han havde sendt tilbage mod hende. Hvilken farve var hendes yndlings?
"Gul, eller måske mere orange? Den er så smuk og male med, især hvis man får den blandet helt perfekt, og kan genskabe den smukke solnedgang der gå hen over horisonten og kaster de flotte røde flammer hen over bygninger." hun sukkede lidt, og fik et næsten drømmende udtryk i hoved, som hun forestillede sig hvad hun lige havde beskrevet. 

Hunter nærmest strålede af stolthed ved Evlyns ros. Det gik slet ikke op for ham, at 'skøn' også kunne forstås som 'underlig', alt han gik op i var, at det ikke lød som andet end et kompliment når Evlyn sagde det til ham. 
"Næh," svarede han med et skuldertræk og et forlegent smil, da hun spurgte om han vidste, at sort ikke var en farve. Han forstod ikke teorien bag og desuden gav hun ham jo ret lige efter! 
"En lille bitte smule?!" gentog han måbende, med påstået, eller i det mindste overdrevet, fornærmelse, inden han heller ikke kunne holde et grin tilbage. Et grin, der sendte en smerte ned omkring hans brækkede ribben, men hvis smerte han smilede sig igennem.

"Maler du?" spurgte han fascineret. Han kunne nemt forestille sig hende i en solnedgang - hvordan de sidste af solens stråler ville oplyse hendes ansigt i et gyldent skær. "Jeg troede kun det var rige svin, der havde råd til at male." Der gik et øjeblik efter han havde sagt, før han så sig overrasket omkring, som så han sine omgivelser for første gang, inden han lænede sig ind mod hende og hviskede; "er du rig? Du kan fortælle mig det, hvis du er. Jeg tør ikke stjæle fra dig alligevel." 

Hendes latter rullede sammen med hans, som hun rystede på hoved. Hun var glad for, at det var lykkes hende at få ham til at varme så meget op til hende, at han faktisk sad her og nød hendes selskab. På en måde, hvor han ikke var bange for hvad han sagde, eller hvordan han agerede. Det for hende, var en helt klar sejer. Især efter hun havde set hvordan han havde kæmpet med den anden - og hvordan han havde nægtet at vise andre at han var skadet. 

Hun nikkede langsomt, og måtte le igen, som han kom med hans fordomme. Ikke at de var malplaceret, han havde trods alt ret, det plejede typisk kun at være kunster som var sponsoreret af folk med mange penge. Og da han lænede sig mod hende, kunne hun ikke holde sig tilbage fra at læne sig samme vej. Så hun kunne høre ham bedre, som han hviskede. 
“Hm, jeg tror alligevel med lidt tid, ville jeg se dig stikke fingrene lidt for langt ned i min kagekrukke. Men jeg vælger at stole på dig alligevel” hun brugtes sin pege finger på at indikere at han skulle komme tættere på hende. “Jeg er rig, fordi jeg har stjålet fra alle de rige” blinkede hun - “Og alt det man skal bruge til at male med, det har jeg også stjålet.” Og det var sandheden, jo hun var efterhånden i en placering hvor at Proteaus tjente rigtig mange penge - her var der ingen som gik rundt og lignede de sultet som de gjorde hos ulvens klan. Nej, hun havde kontrol over hælervarende der kom fra Rubinien, over dem som kom fra norden. Hun havde fragtskibe der kom fra de nært omliggende øer. Og lige så stille, kunne man mærke hvordan Proteaus næve begyndte at lukke sig om rigtig mange af velfungerende resurser for et tyve laug som hendes. 

Hunter havde aldrig hørt nogle smukkere end frøken Cranes varme latter, og det skulle ikke undre ham, hvis han kom til at jagte den samme lyd resten af sit liv.
"Så må du straffe mig, når den tid kommer," svarede han udfordrende og med et bredt smil, da hun påstod, at han nok skulle forsøge at stjæle fra hende alligevel. Med enhver anden, ville han ikke have været i tvivl, man måtte jo tage hvor man kunne, og da han havde oplevet at Asad var forsvundet fra byen, havde han jo også selv hapset alt af værdi han kunne finde i fyrens lejlighed, uden nogen form for skam. 
Havde Asad opdaget ham, havde han fået bank, til han ikke kunne gå længere. Men hvis frøken Crane opdagede ham... Han ville i hvert fald gerne se, hvad der ville komme ud af det, så meget vidste han.

Han kom også straks tættere på, da hun indikere til ham at han skulle. "Åh, fuck, lær mig hvordan man gør dét!" Ubrød han med et grin, da hun fortalte ham, at hun stjal fra de rige. Det var bare nemmere at stjæle fra dem, der ikke havde så meget i forvejen - de havde heller ikke råd til at beskytte den smule de havde.

Der kom en fin lille rynke hen over hendes næse ryg, som hun lænede sig tilbage og lagde armene over kors. Han ville lære fra hende? Men var han ikke en del af Pax's klan, det var vel ikke hendes opgave at lære ham op. Men så igen, hendes blik vandrede ud på de væsner og mennesker der gik rundt og snakkede med hinanden. Hvordan at tingene blev afleveret over hos hælerbutikken og handler blev lavet. Nogen stod og kiggede på et kort og grinede, mens de aftalte hvad for et kup der skulle være det næste. Også lagde hun sine øjne på ham - "Du vil hellere være med i finesse spillet?" spurgte hun kækt, og skyllede resten af øllen ned. "Nuvel, kom med mig." sagde hun kækt, og sprang elegant ned fra stolen og begyndte at gå - lod hendes hoved glide hen over skulderen og løftede det ene bryn og gav ham et indbydende smil. "Med mindre du hellere vi blive her og drikke?" sagde hun indbydende, næsten som hun prøvede at lokke ham. Måske gjorde hun? Måske var der bare sket for meget skidt omkring hende, og hun havde bare brug for noget - godt noget enkelt. Noget som ikke handlede om at finde sig selv, og sit hjerte - også var de gamle vaner så nemme at glide tilbage til. Den selvsikre og sensuelle Evy, der ville springe fra så snart de troede de kunne tage det for gode vare. 

Finesse spillet. Det vidste Hunter ikke om han ville kalde det, eller om det var dét han ville. Alt han vidste var, at han ville være sammen med Evlyn, lære alt hvad Evlyn havde at lære ham, imponere hende og hjælpe hende. Hun var selvfølgelig alt for ung til at være hans mor, men han havde allerede en brændende fornemmelse af, at det var sådan det føltes at have én. Sammen med hende følte han sig beskyttet - som kunne han gøre hvad som helst uden konsekvenser, så længe hun var der til at våge over ham.

"Nej, jeg vil med," røg det ud af ham, hans ord slørede af alkoholen, men hans intention klar. Han røg også op af stolen og stillede sig ret, som for at overbevise dem begge om at han var ædru nok til at tage med hende og også lære af det. 

Hun grinede af ham, som han rejste sig for stolen. Der var altid et punkt hos folk, når de havde fået tilpas nok at drikke. Man var lige i stadiet hvor man godt vidste man var fuld, men overbevist om at man kunne skjule det fra omverden. Og det var der hvor det gik galt, for det kunne man ikke. 
Evlyn rystede på hoved og gik rundt om ham, til den side som ikke var beskadiget af hans hovedkuldse kampe i arenaen. 
“Her, så lader vi som om vi begge ikke er fulde” grinede hun igen, og førte ham ned af gangen. Hendes arm fast omkring hans krop, man skulle ikke tro at denne kvinde havde så meget styrke. Men musklerne i armen, bevidste tydeligvis hun ikke var en kvinde man skulle løbe om hjørner med. De gik forbi hvor at han havde mødt deres healer, og kom derefter til en dør, hvor hun slap grebet om Hunter igen og åbnede den. 
“Kom med, hvis du tør” som hun sagde det, drejede hun rundt om sig selv og blinkede til ham. Inden hun begyndte at kravle op af stien som var det eneste der var i rummet. To år var umådelig lang tid til at lave tunneler der alle sammen hørte sammen. Rummet de ville komme ind i, ville igennem en hemmelige dør føre dem ud til det lille hus i skoven vest for Dianthos. Og den anden hemmelige dør, førte dem ned til tunneler der ville føre dem hen hvor Ulve klan var. 
Rummet var ovalt, med en stor seng i den ene hjørne af rummet, ved siden af et monstrum af et guld badekar, som der havde rør der førte igennem væggen og op til søen. Lavet af en gnome, som der havde sørget for der altid var varmt vand og hente. Et stort ovalt bord i midten, der var fyldt med falske krystaller. Kort over mulige kup, og planer om hvad de skulle som det næste. Men hvad hun ville vise ham, var hendes mange forfalskninger. 
Lige fra billeder, men også til rubinbesatte knive, guldmasker - ja alt et grådigt hjerte for rigdom kunne begære. “Velkommen til hvad jeg laver.” Hviskede hun, som hun hjalp ham op af faldelemmen.