Arya ville aldrig kigge ned på Meena for at have en præference for udseendet, også selvom hun selv aldrig ville kunne forstå det. Hun prøvede til tider bare at oversætte det til bøger, selvom hun sjældent valgte en bog fra pga. omslaget, men hun var mere tiltrukket af dem der var lidt pænere. Måske ikke det mest sigende, men man jo gøre hvad man kunne for at forstå hvad ens veninde også gik igennem.

Et guld bur beskrev det dog ret godt. Det var ikke fordi Arya forbandede sin skæbne langt væk, men hun var godt klar over hvilke veje hun havde mulighed for at gå, og det ikke mange, uanset hvor meget hendes moder gjorde for hende.
Hun ville dog ikke dvæle ved det triste, for hun elskede trods alt sit liv, og ar klar på hvad der skulle ske i hendes liv, om end hun ikke var parat til børn endnu. Men en dag ville det nok komme. ”Heldigvis,” sagde hun og med et lettet smil. ”Det ville være fjollet at gifte mig væk, inden hun er sikker på at Aldamar har både hustru og børn. Slægten skal jo stå.” Slægten frem for alt. Uanset hvor lidt Arya gad det politiske spil, så forstod hun det nu godt hvorfor tingene var som de var, især i en familie som hendes, som havde oplevet Mørkets regeringstid hårdere end de fleste af fyrstefamilierne. Forhåbentlig ville hun dog ikke miste sine storebrødre.
”Men selvom vi bliver gift, og lever vores liv anderledes, så har vi stadig hinanden.” Aryas blå øjne prøvede at fange Meeans mørke, og hun greb ud efter den anden prinsesses hænder. ”Vi vidste jo det ville ske en dag, men vores bånd er så meget dybere end det med vores mænd, og jeg vil gøre alt i min magt, for at de i hvert fald ikke skal komme mellem os.” Hendes øjne funklede, og der var ingen tvivl om at den yngre af de to mente hvert et ord hun sagde. 

Meena lod Arya tage hendes hænder i sine. Smilende drejede hun sig mod veninden, et smil der voksede sig større og stærkere. Ordene var varme, men ikke desto mindre sande af den grund. De ville i sandhed altid have hinanden, uanset hvor lang afstanden måtte blive mellem deres hjem eller hvilken mand de måtte stå overfor den dag det var deres tur til at modtage Isari's velsignelse. 

Efter et blidt klem om Arya's hænder, hvorefter hun trak sine hænder fri og sank på hug foran den unge blondine. Blikket søgte mod den klynge af lange græsstrå, der voksede op ad den ene hegnspæl. Ubesværet trak hun et af strående efter at have presset neglen imod den grønne stilk. Øvede fingre, der havde flettet nok blomsterkranse for et helt jordliv, snoede strået til det udgjorde en spartansk ring. 
"Ingen mand, eller kvinde, vil nogensinde komme mellem os." lovede ørkenløven med ringen hold op mod Arya, efter at have rejst sig på ny. Løftet blev afgivet med alvor i blikket og et stedfæstende nik. Hun ville kæmpe med alt kraft imod en hver fysisk person, der var tåbelig nok til at forsøge at holde dem adskilt.
"Uanset hvad der sker, så vil vi altid finde en måde for vores venskab at blomstre på. Du vil altid være min tætteste allierede, Arya.".

Arya havde aldrig haft så tæt en veninde som Meena, og for mange var det svært at se hvorfor de to prinsesser havde faldt i hinandens smag. Der var ikke meget der indikerede at de ville kunne komme godt ud af det med hinanden, men de havde bare givet noget liv til den anden, som de havde haft behov for. Den dag Arya ikke havde Meena mere, var ikke en dag Arya ønskede at se i øjnene. Dramatisk som det var, så kunne hun bare ikke forstille sig en verden uden hende.

Hun kiggede undrende på Meenas skikkelse, som hun trak sig væk, for blot at søge ned på græsset, og ligeså stille fik Arya øje på græsstråene der blev flettet ligeså fint til en ring.
Det tog lidt vejret fra hende, og selvom smilet ikke forsvandt fra de lyse læber, så var den samme seriøsitet der fandt sin vej ind i de blå øjne, mixet med en del følelser der var ved at flyde over.
Hun tog en lidt usikker vejrtrækning, med et nik, inden hun også fik åbnet munden. ”Og du min. Hvis der er en ting her i livet jeg ikke kan undvære, og som jeg ikke har lyst til at gå på kompromis med, så er det dig, og vores venskab,” sagde hun blidt. ”Du er min hjerteveninde, nu og for altid, Meena.” Hun ville kæmpe med næb og klør for at intet kom i vejen. Hun kunne give op på sine egne drømme for slægtens skyld, og gøre alt hvad hendes mor ønskede, men Meena. Meena var hendes lille ene undtagelse, og heldigt for dem var der ikke meget grund i at hive dem fra hinanden. 

Ikke overraskende var enkelte af de sved trænende soldater stoppet op, ved det noget kontroversielt syn, da den mørkhåret af prinsesserne var faldet på knæ foran foran den blonde prinsesse i noget det mindede om et frieri. "Lige meget hvad verden har at byde os, så vil vi altid have hinanden." Stemte hun i, skænkede hverken soldaterne den mindste tanke eller så meget som et blik. Hun rakte op og tog den ene Arya's lysere hænder i sin, for at placere ringen på den slanke ringfinger. Ringen var alt for stor, men det betød intet det var symbolikken i den som betød noget. Med det snoet græsstrå på venindes finger, så bandt ørkenløven dem kosmisk til hinanden.

Da Meena rejste sig var det med et solstråle smil, der fik øjnene til at slå gnister af lykke. "Du vil altid for altid være min søster, måske ikke af blod men så bestemt af valg og jeg ville ikke ønske det anderledes." Med ordene trak hun Arya ind i et tæt, varmt kram "Ved alle Lysets guder, hvor har jeg savnet dig.". Det havde været så tæt på, at krammet aldrig havde kunnet lade sig gøre og selvom de havde skrevet oseaner af breve til hinanden, så var det bare ikke det samme som at være hinanden nær.

Arya havde kun øje for hendes bedste veninde lige nu. Hun var ligeglad med at folk kiggede, eller rygterne ville gå ude i byen, om et tættere end normalt forhold mellem de to prinsesser. De var ikke de første der fandt trøst i en af samme køn, og der var trods alt intet seksuelt mellem dem. Ikke at Arya vidste om det var en normal ting blandt adelen. Der havde hun været mere en skånet, både for rygterne, men også for at nogen havde lagt op til det. Hendes manglende interesse for romantik for hende selv lagde nok en dæmper på det, inden de fleste kom så langt i deres overvejelser.

Men Meena ville altid have en special plads i hendes hjerte, og hun kunne mærke varmen sprede sig, som Meena placerede ringen på hendes finger. Den ville ikke leve i lang tid, og den passede slet ikke til Aryas slanke fingre, men den var perfekt i Aryas øjne.
”I lige måde,” hviskede hun, som hun blev trukket ind i krammet, og hendes spinkle arme krammede den anden prinssese så hårdt hun kunne. Meena’s duft havde ændret sig over årerne, noget som Arya kun rigtig kunne værdsætte når de stod så tæt, men hun duftede stadig af hvad Arya ville forvente solen duftede af.
”Jeg har talt dagene til vi endnu engang kunne ses, for selv da jeg lå syg, der nægtede jeg at vi ikke ville ses igen.” Selvom hendes helbred var blevet væsentlig bedre, så var hun godt klar over at hun nok stadig ville være syg i de flestes øjne hvis de så hende. Men hun havde ikke tænkt sig at give op på sig selv, og slet ikke når det stadig havde været årevis siden hun sidst så Meena. ”Du må overtale din far til at komme til Dianthos… i hvert fald lidt oftere.” Der var desværre ikke meget grund til at sende Arys-prinsessen ned til Rubinien i de fleste tilfælde. For det første så var det slemt nok når solen stod højt i Dianthos, og derudover, så var Arya ret sikker på at hendes mor ikke ønskede at gifte hende til en ørkenjunker.