Royce var tydeligvis meget tilfreds med sig selv, for hans ego var under et kæmpe boost fra hendes side, som hun knap kunne formulere et ord, nærmere kun en lyd. Så hans hånd alene kunne få hende derud? Tilfredsstillelsen var ikke til at overse, som han placerede sig ved hendes side igen, denne gang lod han sin hånd glide undersøgende over hendes baller, mens han lod den lette pisk hvile hen over hendes lænd, så han kunne sørge for at holde hendes fokus, holde hende præcis der hvor han ønskede det. Hans blik var grundigt som han undersøgte og mærkede på hendes baller, han nægtede at risikere at lave nogle skader på hende, og først da han var helt tilfreds med synet og givet hende et enkelt sidste og yderst bestemt klask i røven med hånden, tog han pisken i den rette hånd og lod den glide pirrende ned over hendes bagdel, læderet var stadig køligt omend yderst blødt, en god kontrast til hende varme baller. 

Han trådte let tilbage på sit ene ben, for at skabe plads til at kunne lande hvert slag helt korrekt på hendes baller. Han var trænet i at bruge begge hænder, så han indstillede sig på blot at flytte sig selv lidt rundt så hendes baller fik samme kærlige behandling fra ham. Han trak armen tilbage inden han svang pisken imod hendes baller, den ramte perfekt med kun det yderste stykke af pisken til en start, han ville høre hende skrige, og var rimelig sikker på det også ville ske. Som slaget fik lov at synke ind hos hende, fandt han en mere stabil rytme med sine slag, svang dem behændigt hele tiden for at yde hende den maksimale nydelse, mens hans blik hele tiden skiftede mellem hendes baller og hendes ansigt for at læse hende, så han ikke kom til at gå over stregen, han var ikke interesseret i at knække hende, men han ville presse hende ud til grænsen, holde hende der for at se om han med tiden måske kunne skubbe til den, rykke hende i hvor meget hun kunne holde til. Han havde aldrig set en kvinde, så fuldkommen fantastisk før, men han vidste også at det betød han måske ikke kunne nyde hendes krop bagefter, det kom helt an på hvor hun endte hende sindsmæssigt.  

"Hnnng," Lynn kunne ikke lade være med at udstøde små længselslyde, og da han gik rigtig i gang med pisken, blev de hurtigt til høje, lyse udbrud. 
Smerten faldt i præcise linjer henover hendes bagdel og hendes krop reagerede med spjæt, vrid og hvin hver gang han ramte.
Et enkelt af slagene ramte uheldigt og fik svirpet til huden på en måde, hvor Lynns skrig ændrede karakter og hun i stedet for at synke ind i det, virkelig trak sig væk fra det. Hendes øjenbryn trak sig sammen i en misbehaget fure, men de slappede snart af igen, for hun kunne straks mærke på Royce, at han havde læst hendes signal og noteret sig grænsen. Han var god.
Det lod hende slappe af i de næste slag, der rigtig nok ikke gik længere, og snart var hun igen på vej ud over kanten.

Da han holdt en kort pause i sin behandling af hende, kunne hun ikke lade være med at svinge lidt hår til side fra sit ansigt og se sig over skulderen på ham med et drilsk grin henover det ellers afslappede og næsten fraværende ansigtsudtryk. 
"Jeg troede ikke du kunne lide at se mærker på mig," drillede hun med grødet stemme. 
Nogen ville mene, det ikke var smart at sige. Legen var helt sikkert sådan, at det ikke var smart at sige. Men Lynn ville have mere - smage de andre piske og føle sig lige så øm i kroppen som hun ville efter en hel dags kamp mod Mørket, men være fyldt af lyst og Royces safter. Smurt ind i sved og nydelse. Hun ville have det hele, og det fik hun ved at være præcis så nævenyttig, så han blev nødt til at være hårdere og mere krævende ved hende. 

Royce havde tydeligt hæftet sig ved det slag der ramte forkert, han vidste hvor til han kunne træde med pisken nu, men kendte også til vigtigheden i at få hende tilbage på rette kurs, at efterlade hende der, med smerten bidende på en ubehagelig måde, kunne ødelægge ethvert forsøg på nogensinde at svinge en pisk over hendes krop, eller tage hende som hans. Han kunne slet ikke finde ord for hvor meget hendes klynk og bevægelser, ja selv hendes skrig der rungede så lystfulde i hele kahytten, hvor meget det tændte ham, han kunne ikke få nok og frygtede at han aldrig ville.  

I stedet tillod han, at hun kunne få en lille pause, hvor han lagde pisken fra sig hvor han havde taget den. Det før så kølige læder var nu varmet godt op, af slagene imod hendes baller. Kælent strøg han sin ene hånd over de varme baller, nogle enkle steder var der ganske vidst lidt misfarvning på vej, hun kunne altså danne mærker. Det var ham der havde mærket hende, og han skulle sørge for hun ikke kunne sidde i flere dage uden at tænke på ham, men hendes ord ramte hans øre og han vendte blikket imod hende. Hvor nogen ville have været utilfredse med hendes kommentar, gled der blot en umiskendelig mine over hans ansigt, han tog udfordringen op, han skulle nok få hende til at rette ind! "Dette er MINE mærker der skal sørge for du tænker på mig hver gang du bevæger dig, hver gang stoffet i dit tøj glider imod dine baller, hver gang du sætter dig, lægger dig eller hviler imod noget..." Hans stemme var dyb og fuld af løfter alt imens han med sin hånd på ballen klemte sammen til hun gav sig af smerten, før han greb om den midterste pisk, han vidste han kunne lægger en masse kræfter i denne, at han kunne svinge den helt omme fra nakken af, og det gjorde han, præcis som han trådte et skridt tilbage for at have den rette afstand trak han pisken helt op til skulderen og lod den falde ned på hendes baller med dens fulde længde så den smældede kraftfuldt imod hendes nøgne røv. 

Hendes røv, trods dens lille lækre størrelse dansede under tyngden af pisken, før han trak den op og blev ved. Gentagende gange lod hans slagene ramme hende hårdt og kontant, han skulle sørge for hun kunne mærke hver en fiber og muskel i hendes røv inden han var omme og de kommende uger. 

Lynn gav hurtigt efter for smerten i hans greb om hendes balle, og hun vred sig klynkende i det og trykkede sig ned mod skrivebordet som et overmandet dyr. Hendes bryster pressede mod det køligere træ og flyttede hændernes greb, da hendes fingre var begyndt at blive stive af at holde så godt fast. Hun holdt sin bagdel i bevægelse for at lindre smerterne en smule og samtidig føle dem mere... Og også for at lokke Royce til at fortsætte. Gøre mere ved hende.

Hun holdt vejret, da han tog den anden pisk - den meget tungere - op og helt indtil det første slag faldt. Det indespærrede åndedræt fløj ud af hende i et dybt, rungende skrig og hun strakte overkroppen og lod hovedet falde bagover. Sikken følelse!
Han blev ved. På ingen tid blev hun trukket ned under overfladen igen, og hele hendes verden flød sammen i smerte og nydelse. Hendes egne støn og skrig virkede fjerne. Hun gav sig helt til ham og det, han kunne give hende. Al smerten, al lysten, al vreden. Alle følelserne, hun havde ophobet, blev sat fri i hans slag og tvunget ud af hendes mund. 
Lysten, slagene bragte frem i hende, dryppede ud fra hende og flød ned ad hendes inderlår. Hendes ben rystede af at spændes konstant mod slagene og samtidig holde hende oppe. Det var heldigt det meste af vægten lå henover bordet, men instinktet i hende blev ved med at prøve at samle benene - og hun kæmpede aktivt imod trangen, for hun ønskede, han skulle se, præcis hvor meget han tændte hende.

Det var næsten for meget for Royce at se nydelsen sådan udspille sig foran ham. De skønne safter der flød fra hendes skød, der skreg på hans opmærksomhed. Han kunne vel godt holde en lille pause, blot en ganske lille en, for han havde en fornemmelse af hvor henne hun var i sin lyst, og det var langt ude balancerende på kanten, måske med et lille puf, eller et kælent strøg kunne hjælpe hende på vej, inden han genoptog piskens mange slag der endnu manglede at hagle ned over hendes balle. 

Han lod pisken glide fra hendes balle op over hendes lænd, op til hendes skuldre, hvor den fik lov at hvile for en kort stund, inden han trådte frem til hendes struttende bagdel og lagde pisken fra sig på bordet. Hans hånd fandt vej til hendes våde indre, lod fingrene bade i hendes safter, hun kunne nærmest ikke være mere klar til ham, selv stod hans egen rejsning og dunkede voldsomt. Klar til at mærke hendes indre igen. Han greb om hendes hår og trak hendes hoved tilbage imod sig, han lod sin våde fingre, fugtet af deres safter stryge over hendes læber afventende, som han trak sig let tilbage, klar til at støde dybt op i hende. Bordkanten skulle nok holde hende på plads, og uden megen varsel, stødte han til imod hendes varme baller, med hånden i hendes hår, og den anden imod hendes læber og hage, havde han et godt holdepunkt i hende. At være blid ved hende var det sidste han havde i tankerne, han ville tage hende med magt, presse hver en fiber i sin egen krop, så hun kunne mærke ham de næste par dage. 

De våde klask gav genlyd i hele kahytten, når hans lår slog imod hendes baller og lår. Hans eneste mål var at holde længe nok til at presse hende ud over kanten selvom han frygtede om det var muligt, så tændt hun gjorde ham.

Lynns støn var dybtfølte og høje, både da han trak hende tilbage i håret og da han trængte op i hende. Hendes bløde indre gav efter for hans hårde lem. Hendes varme omsluttede hans. Det våde blev stoppet i at glide ned ad hendes ben og satte i stedet aftryk på ham. 
Så snart hans fingre rørte hendes læber, rakte hun ud med tungen som et sultent dyr mod dem. Slikkede op ad dem og guidede dem ind i hendes mund, så hun kunne sutte på dem. Hendes støn blev mumlet henover hans fingre og gjort hæse og hvæsende i den bagoverbøjede hals. Hendes hænder lå fladt på skrivebordet med spredte fingre. Brysterne hoppede ved hvert stød, nu løftet fra bordets overflade. 

Stønnene tog til som nydelsen bølgede gennem hende. Hun var så klar. Hans lem i hende fik hele hendes krop til at skrige efter nydelsens klimaks, og hun bød det velkommen. Lod det bølge over sig, lod sig skrige det hæst ud. Mærke hvordan hendes indre klemte om hans i krampetrækninger og hvordan mere væske sprøjtede ud omkring ham. Hendes øjne rullede bagover til der næsten kun var hvidt tilbage, og hele hendes krop rystede som sendte orgasmen elektrisk chok ud gennem hende. 

Royce mærkede hvordan hendes mund sultent slikkede på hans fingre, og suttede enhver dråbe af deres safter i sig. Han nød at have den magt over hendes krop, men endnu mere at se hendes lyst i fuld flor, det var noget han havde ventet på siden han første gang lagde blikket på hende og vidste at hun nok skulle blive hans, han havde dog ikke ventet at hun kunne holde sig væk så længe, men i sidste ende fik han ret, hvilket var det eneste som betød noget for ham, hun lå der foran ham nu, med en rød røv, suttede på hans fingre, stønnede ud i luften, mens hans store lem fyldte hende ud, pressede safterne ud af hendes skød, så deres lår klaskede imod hinanden med en højt lyd. 

At han havde fat i hendes hår og omkring hendes kæbe og mund, gav ham kontrollen til at finde en hurtig rytme, han gav hende alt hvad han havde af sig, pressede til hendes indre ikke kunne rumme mere, til han kunne mærke hvordan orgasmen fik fat i hende, hendes skrig var som sød musik i hans øjne, og den måde hendes underliv krampagtigt begyndte at malke hans lem, han kom med nogle høje støn, for nydelse var for meget, hendes underliv alt for krævende. Han holdt hårdt fat i hende, som han gav de sidste dybe stød hurtigt, inden han fyldte hende med enhver dråbe hun kunne malke ham for med et højt støn. 

Benene dirrede under ham, han kunne slet ikke være i følelsen med hendes underliv der blev ved med at kræve mere, men hvis han skulle have en chance for at færdiggøre sit arbejde, trak han sig langsomt ud fra hende, tråde af deres safter hang imellem dem til de bristede. Royce slap langsomt hendes hår, fjernede fingrene fra hende mund inden han bukkede sig ned og plantede en række af ryg fra hendes skulderblade ned imod hendes lænd, inden han rettede sig op. Kanden med mjød satte han grådigt for munden og tog et par store slurke for at slukke tørsten i hans hals, han havde ikke tid til at hente kruset, det var trods alt også hans mjød og ikke noget han delte med besætningen. "Få lidt at drik min kære, for jeg er ikke færdig med din røv endnu...." kom det dæmpet fra ham, med et grumt smil om læberne, som han gav hendes ene balle et hårdt klem igen. 

Lynn kunne absolut ikke brokke sig over, at Royce ikke var færdig med hende. Selvom ordene først rigtig fandt vej helt ind i hendes sind, da han greb om hendes baller og et lille hvin af smerte brød hendes læber. Klimakset havde kastet hende udover en højere klippe, end hun havde kunnet forestille sig, og hun havde ramt bølgerne i en voldsom maveplasker. Stakåndet, rystende og mumlende små støn blandet med hans navn, lagde hun sig ind over skrivebordet igen, ventende på hans næste træk. 

Det var som om små stød gik igennem hendes hud, der trak sig sammen flere steder. Uanmeldt spjættede det i hendes muskler, og hun svajede med hoften, stadig med følelsen af ham inden i sig. Tankerne snurrede lige så hurtigt rundt som en monsun. Følelsen af at falde var overvældende - men hun vidste, Royce ville gribe hende lige der i nydelsen. 
Hun stolede på det. Vanvittigt - at stole på en pirat.

Hun var så følsom, reagerede på alt han gjorde ved hende, det slog ham næsten bagover hvordan hun kunne give sig hen til ham, så bekymrings frit. Der var intet som bremsede hende, ingen tanker eller fortrydelse, de delte kun de rene og rå begær efter hinanden. Hans blik gled ned over hendes baller, som han mærkede sig vej, vurderede hvor meget mere hun kunne klare. Han burde uden tvivl havde ventet med at tage hende, men synet havde været for godt. Og hvis han skulle sætte sit mærke på hende var det nu eller aldrig. Det var hvert fald sådan han følte det, for sæt han skulle vente i flere måneder på hende igen hvis hun var væk sammen med solopgangen.

Han tog en sidste slurk af kanden, mens hans blik gled over hende. Et par enkle slag med den tunge pisk for at varme det sidste op igen, inden hans bullwhip, den som skulle efterlade de lange violette striber ovenpå mærkerne fra den tunge, for de var allerede begyndte at tegne sig på hendes baller. Han lod den glide over hendes ryg, lod hende mærke pisken glide ned over de varme røde og blå baller. Hans hånd gled en sidste gang, hen over hendes baller, før han startede ganske stille ud, han kunne ikke bare slå til med det samme, han måtte give hende tid til at følge med, så hun kunne nyde det i stedet for at skrige i smerte, trods han vidste hvor meget han krævede af hendes krop lige nu, det var næsten uretfærdigt. 

Han holdt sin hånd på hendes lænd, ikke for at holde hende nede, men for at mærke hende, mærke alle hendes små træk i kroppen, så han kunne justere sine slag efter dem. Han ville ikke fejle igen, ikke nu det var alt for vigtigt. Efter en del slag hvor han langsomt havde øget styrken bag slagene, og han havde fornemmelsen af hun var helt med, lod han 5 tunge slag falde så hårdt han kunne lige i rap uden at give hende plads til at sunde sig. Inden han holdt sin hånd over hendes baller for at berolige dem, mens han skiftede pisken ud. "Tæl for mig, du skal nå 5!" Ordren lå tydelig i hans stemme, som han trådte tilbage. Han lod pisken svirpe en enkelt gang i luften, så der lød et ordenligt knæk fra den da den svirpede. Han så til mens hun gjorde sig klar. Han svang pisken med stor præsession, ramte med kun den yderste helt smalle stykke, det var ikke andet end en lille flettet snor, men med kraften bag efterlod den altid mærker. Tålmodigt ventede han til hun havde sagt 1, før næste slag faldt med det samme før hen gentog processen med at se efter, mærke efter og lytte til hende. Han vidste at hun kunne rumme de 5 slag hvis hun virkelig ville. 

Da de nåede til 5 slag, lod han det falde, inden han stod helt stille, afventende på at hendes stemme skulle fortælle at de havde nået 5. slag. Han stod klar til at smide pisken og gribe i hende i sine arme, for at pleje hende og drage omsorg for hendes krop og sind. 

"Åh!"
Det første slag faldt hårdt over den allerede ømme bagdel. Straks blev huden ildrød i en streg henover den allerede lyserøde hud. Det ville helt klart blive blålilla inden natten var omme.
"1!"

"Åh!"
Det næste slag føltes nærmest hårdere og mere insisterende end det første. Som om han skubbede til hendes sjæl med hvert slag.
"2!"

"Ih!"
Her var Lynn ved at give op. Skulle hun give fortabt? Sige hun ikke kunne mere og bede ham op at stoppe? Nej... Lynn var ikke typen der gav op.
"3."

"Åh!"
En til, bare en til. Han ville have alt, hun kunne give, og hun gav ham alt. 
"4.."

"Aah!"
"5..." 
Det sidste blev pevet ud fra en brugt, smerteramt, lystfuld krop. Lynn kunne ikke holde fast mere, og hun lod sig glide til siden, hvor Royce rigtig nok var der til at gribe hende, holde om hende og bære hende over i sengen. 

Det tog noget tid i hans arme at finde overfladen igen. Hun var kommet helt ned til dybhavet, og han var det svage måneskær ovenover. Hun kom op igen langsomt og stødt, og priste sig lykkelig for at kunne trække vejret under vand. Et saligt smil prydede hende læber, mens blikket stadig var en smule fjernt og blankt. På en eller anden måde fik hun viftet af ham til at hjælpe hende med at få noget at drikke. 
"Er du..." spurgte hun grødet. "Altid så god ved dine damer?"

Han kunne ikke have været mere stolt af hende, hun klarede alle 5 slag som han forventede af hende, og ganske rigtigt da hun fik sagt 5, kunne hendes krop ikke mere. Han smed pisken fra sig, og var med det samme ved hendes side. Han greb om hendes ryg og nede under hendes knæhaser, inden han løftede hende op i sin favn. Ømheden og stoltheden var ikke til at overse i hans blik, som han betragtede den brugte kvinde i hans favn, ganske blidt placerede han et kys på hendes pande. "Jeg er så stolt af dig, min lille furie..." hviskede han dæmpet imod hendes kind, inden han satte sig ned på sengen med hende stadig hvilende i sin favn. 

Han spredte benene let så hun ikke hvilede ned på sin bagdel men mere lænden og lårene, det frigav hans hånd under hendes lår, sådan at han langsomt kunne sidde og stryge hende hen over håret, bare holde hende helt tæt og være der, indtil hun begyndte at komme til sig selv, han kunne ikke slippe hende før hun gav tegn fra sig, han ville blive værne hende imod alt, holde hende, kærtegne hendes krop og lade hende vide hvor stolt hun havde gjort ham.

Som hun begyndte at vågne op, spredte hans smil sig bag det store fuldskæg. Han hvilede sin frie hånd imod hendes kind, strøg hende helt blidt og kærligt, men da hun gjorde tegn til hun behøvede vand, gjorde han blot et lille nik, han rakte over imod det krus hun havde sat fra sig tidligere, og holdt det blidt ud for hendes læber så hun ikke selv skulle bruge kræfter på det. Han lod hende drikke det vand hun havde brug for, inden han satte kruset over igen. Han lagde igen sin arm omkring hende og knugede hende ind imod sig. "Du forbløffer mig altid kære.." brummede han kærligt til hende. 

Lynn kunne ikke lade være med at klukke lavt. Det var en glad latter, fyldt med nydelse, men også en træt en, for hun var udkørt nu. Helt ind til marv og ben, værre end en storm. Eller ligesom en storm? Hun huskede da hun først havde set Royces skib i horisonten, forfulgt af stormen bag dem. Nu vidste hun, at stormen ikke havde været naturlig. Royce var stormen. Hendes storm. 

"Vi har stadig kendt hinanden i under et døgn, Royce," svarede hun og kunne ikke gemme det drilske smil. "Vi er næppe færdige med overraskelserne."
Hun vidste med sig selv, hun ville blive her natten over. Hvis han ikke havde planer om at besætningen kom tilbage på skibet i morgen, ville hun også blive. På et tidspunkt skulle hun finde vej tilbage til Dianthos og sine forpligtelser  -  men lige nu... Lige nu var Royce hele verden. Hele verden i én lille kaptajnskahyt, og hun ville ikke bytte med noget som helst.

Et fornøjet hmfh slap over hans læber, for han var helt sikker på at hun havde ret. Overraskelserne ville der sikkert komme mange flere af, og værst af alt var at der nok ventede dem sammenstød også ude i fremtiden. Det kunne han ikke tage sig af nu, hans eneste prioritet lige nu var hende, og hendes velbefindende. "Du var min allerede første gang jeg så dig kære, tiden betyder intet..." Hans stemme bar tydelige præg af hans behov for at gøre krav på hver en fiber af hende. Han ville slagte enhver der forsøgte at komme imellem dem. 

Han rejste sig ganske forsigtigt op, uden at slippe hende fra sin favn, han holdt hende tæt og nød hvordan hendes duft omsluttede ham, inden han vendte sig om så han havde fronten imod sengen. Han satte det ene knæ i madrassen, og lænede sig lettere besværet ind over sengen hvor han lagde hende fra sig. "Jeg fylder lige dit krus, så kommer jeg tilbage.." lød det dæmpet fra ham, inden han rettede sig op og greb hendes krus, han var hurtigt henne for at fylde det op, inden han søgte tilbage til hende. Han satte det fra sig, inden han lagde sig op ved siden af hende, ned på sin side så han havde fronten imod hende. Han trak hendes lille krop ind til sig og begravede ansigtet ved hendes skulder. "Bliv så længe du kan.. Jeg skal nok sende besætningen i land hvis de kommer.." bad han dæmpet, inden han begyndte at kærtegne hendes mave i ganske små cirkelende bevægelser. 

"Husk lidt vand i," mindede hun ham om, da han gik efter mere vand. Hvor kunne det være kønt at få en ustoppelig hikke nu med en så træt og øm krop. 
Lynn smilede, mens han gik rundt i lokalet. Hun  nød synet af hans krop, og hvordan hans bevægelser heller ikke var lige så energiske som de havde været, lige da hun kom ind til ham. Da han igen indtog pladsen med hende i sengen, nynnede hun svagt og kærtegnede også hans krop så meget hendes trætte, tunge arme tillod. 

"Tænk hvor kedeligt alting havde været, hvis jeg havde slået dig ihjel første gang," sagde hun med et smil. "Jeg har ikke travlt de næste par dage. Vi skal ud mod Mørket igen, men de kørte os lidt for hårdt, så jeg er i land så jeg ikke får slået mig selv ihjel derude," hun nuldrede hans brystbehøring og prikkede ham i brystet med en doven finger. "Tro ikke det betyder, I kan få havene for jer selv og lave ulykker. Vi skal nok slå ned på jeres smugleri bagefter. Lige for det her besøg vil jeg dog gøre en undtagelse og ikke gå ned i dit lastrum."

Hendes lille påmindelse om vandet, havde fået smilet frem på hans læber, for han havde ikke glemt det, tvært imod forsøgte han at memorere alle detaljer omkring hende, han ønskede aldrig at glemme noget, der var magt i viden, en ting han altid gjorde mest muligt i. Han havde øjne og øre alle steder, han kendte til sine konkurrenter, deres handler og hvor de befandt sig henne, han fulgte nøje med i både lyset og mørket, for der var krystaller i den slags. Alt i hans verden handlede om viden, magt og krystaller. 

Som hun lå i hans arme, holdt han kruset blidt ved hendes læber, hjalp hende til at slukke den tørst der måtte brænde i hendes svælg, og først da hun gav tegn fra sig satte han den fra sig. Han lod sig selv synke ned i hendes nærvær, hendes varme og duft. Gav sig hen til følelsen af hendes hud imod hans, som han trak hende tættere ind til sig, og lod deres kroppe smelte sammen i omfavnelsen. Hans ene hård gled rundt i små blide cirkler mens den anden støttede hendes krop imod ham. Han kunne dog ikke lade være med at smile, som hun begyndte at tale, han havde aldrig forventet at dette gav ham frihed til at gøre som han ønskede, han kunne ikke forlange den slags af hende, det ville være en dødsdom for hende, hvis Lyset troede hun arbejdede for ham eller lod ham slippe afsted med ting, de måtte passe på, deres liv kunne aldrig blive en lykkelig kærligheds historie hvis han  fortsatte sit liv på denne måde. "Jeg forventede ikke andet, hvis jeg nogensinde møder din flåde til søs får du kamp til stregen hvis nødvendigt.." svarede han roligt, selvom han nok ville søge at slippe væk i stedet for at møde dem i direkte kamp igen. 

Lynn puttede sig ind til ham. Hans omfavnelse var tryg og velduftende, blandet som den var med den tunge, fugtige duft af delte kropsvæsker. Et par rystelser gik igennem hende, som hun begyndte at slappe rigtigt af. Det ene ben truede med at gå i krampe, men hun fik strukket det ud lige inden det skete. Åndedrættet var et dovent, langtrukkent et, og hun følte sig helt forpustet over den formaning, hun lige havde givet ham.
"Hendes køl trænger til tjære," hviskede hun fraværende, mens hun stadig nussede Royces bare bryst. 
Hun møvede sig tættere på, så hele hendes ansigt kunne ligge mellem hans brystmuskler og hendes hår spredte sig ud som et hvidt tæppe bag hende. Et lille gib gik igennem hende, da hendes blå og ømme baller ramte kanten af tæppet og en sviende fornemmelse opstod. Hun ville være øm i dagevis, når hun tog herfra, det var der ingen tvivl om. 

"Din storm passer ikke så godt på skibet, gør den?" fortsatte hun i en doven og træthedspræget stemme. 
Om han fulgte hendes tankespor, bekymrede hun sig ikke om. Under svømmeturen ud til skibet havde hun set undersiden af det flotte monstrum, og dermed også i hvor efterhånden trængende stand, plankerne var i. Det lignede han havde holdt dem på land længere end godt var, men hun tænkte ikke så langt som at han faktisk havde gjort netop det, og det også var grunden til, at besætningen var smidt i land for en længere periode. Hun var vant til at få skibet ordnet, hver gang de endte i Dianthos' havn - en af goderne ved at arbejde for noget større.

Royce lyttede til hendes ord, og rynkede ganske svagt i panden, som hun først gav sig til at forklare, nogle kunne måske tro hun var på vej ind i drømmende, men han vidste bedre, der var mening bag hendes ord. Skibet trængte til en kærlig hånd, og han burde snart få den helt i havn så det kunne blive renset ned og få nyt tjære på. Han sukkede svagt, men kunne alligevel ikke lade være med at smile lidt for sig selv over hvor årvågen hun, hun lagde mærke til detaljer de fleste glippede, men det gav mening for ham nu hvorfor hun havde været så våd da hun kom ombord på skibet, hun var svømmet derud, men det måtte have taget hende lang tid, men hun havde ikke virket forpustet og udmattet på det tidspunkt, hun måtte skjule noget han ikke havde opdaget endnu, en evne eller måske en anden ting. Hans blik gled hen over hendes ansigt, eller rettere det han kunne se af hendes ansigt, den smule der ikke var begravet i hans brystkasse og hårene derpå. 

Han strøg den ene hånd hen over hendes blonde hår der kunne skifte farve, smerten havde mindet ham om en hidsig brændmand, eller han måtte nærmere sige den røde farve, den blå dulmede og bedøvede, en sær følelse, men det gav måske et hint til hvad hun skjulte, hvad hun var. Han havde haft sine hænder overalt på hendes krop, og den glatte hud var heller ikke gået hans opmærksomhed forbi, hendes tilknytning til vandet virkede mere og mere logisk men hvordan, hvorfor? Han sænkede hovedet let ned imod hende og placerede et kys imod hendes hår, men lod ansigtet hvile der for en stund og blot tog duften af hende til sig. "Jeg skal nok få gjort noget ved det..." lød det dæmpet fra ham imod hendes hår, han havde fået ro i sit sind nu, trods han vidste at han ville mangle hende hver dag i sin favn, at sengen ville føles tom uden hende, men det ville blot give ham mere blod på tanden for at fange hende igen en anden gang. 

Lynn brugte noget tid på at forsvinde i hans duft og nydeskibets rolige vuggen, lige her i hans favn. Bare det at kunne dele havets stilhed sammen efter den intime leg og forløsningen på deres følelser var en vidunderlig kontrast til alle andre mænd, hun havde været sammen med. Royce havde indtaget hende på en helt ny måde og fået plads i hendes tanker som ingen anden før ham. 

De var et umage par, der aldrig kunne finde plads til hinanden i deres liv. Altid på flugt eller jaget, og måske fra nu af søgende at undgå konfrontationen. De ville mødes i skyggerne, på afveje og mellem alt det, der ellers fyldte i hverdagen. Aldrig ville de kunne fylde nok i hinandens liv - aldrig helt nok til at de ville blive tilfredsstillede. 
Han kunne ikke refomeres, og hun kunne ikke korrumperes. De var et umuligt selskab, hvor de kun i deres fyrrigste humør lod sig fortære af hinandens ild. 
Hun vidste det, og alligevel ville hun ikke være det foruden.

Lynn løftede en tung, modvillig arm og lagde sin hvidlige hånd mod hans solbrændte kind. 
"Du er min storm," sagde hun med et smil og lod sig fortabe i hans blik. 

Det Royce delte med Lynn var noget magiske og helt specielt, de havde et bånd til hinanden som han ville værne om, men det kunne aldrig blive til andet end stjålne øjeblikke. At nyde nuet, havde aldrig været vigtigere for ham, end efter han så Lynn på sit skib og vidste at han måtte have hende, besidde hendes krop og sjæl. Og nu lå hun i hans favn, i hans store seng blandt alle de varme fyldige skind. Hans hånd strøg sig over hendes krop i små cirkler, mens han lyttede til hendes vejrtrækning og mærkede hendes hjerteslag imod hans nøgne krop. 

Det var først da hun rørte på sig at hans blik blev helt nærværende igen. Det fulgte hendes hånd indtil han mærkede den lægge sig imod hans kind. Et øjeblik lukkede han øjne og bare tillod sig selv at nyde følelsen, før han åbne dem igen og fandt hendes blik. En skønhed ingen lige nogensinde havde eksisteret. Hendes storm. “Og du er min sikre havn...” svarer han dæmpet, for det var i sandhed i hendes nærvær han fandt ro, hvor han kunne tøjle sig selv og sin vrede. Hun gav ham ro.