Fabian nikkede grinende til Mattis. Det var alligevel noget man kunne overskue at spille om, især uden at blive ruineret, selvom Fabian nok helst ville undgå at skulle undgå at smide nogle krystaller op på disken i dag. Forhåbentlig var de også nok til at Fabian ikke skulle risikere at være den der tabte... og så kom han i tanke om Aldamars evne. De fleste ville nok ikke lægge mærke til det, men som Fabian kiggede på Aldamar og han sendte bægeret tilbage, så ville Aldamar nok godt kunne komme i tanke om hvad Fabian var kommet i tanke om. Aldamars evne var perfekt til spil som disse.

Han blev dog kort efter distraheret af Karl, som var hurtig til at prøve at tilegne sig Fabians opmærksomhed igen. ”Det var nok nærmere mig der fandt ham,” sagde han grinende, og kiggede lidt mod Aldamar, et næsten mildt blik i hans øjne. Han skulle nok være lidt omhyggelig om hvordan han skulle forklare hvordan de kendte hinanden, men jo tættere på sandheden jo bedre. ”Vi mødtes til en fest nede sydpå,” tilbød han som information, uden rigtig at sige hvor de var fra, eller hvor festen var. Han var også højlydt nok til at Aldamar kunne protestere eller give informationer op selv. Desuden var det nok den nemmeste måde at få Karl lidt af færten, hvis han bare forsatte med at snakke om Aldamar. Det havde han jo ikke haft problemer med da han var sammen med Sif. 

Aldamar modtog med et lille smii bægret igen, men måtte atter sende det tilbage da den velkendte summen af snyderier afslørede den stakkels mand. Igen. Det var en lettere bandende tone der meldte sig på banen nu, men ikke noget Aldamar tog sig videre af; han kunne jo bare spille ærligt hvis han absolut skulle sende den videre til ham. 
Ud af øjenkrogen - eller, ørekrogen hørte han dog Fabian tale, og med fornemmelsen af øjne på sig, drejede han hovedet en anelse. Kort fornemmede han hvordan at Karl's ranglede skikkelse lænede sig en anelse ind over bordet, og med et lille klem på låret mere, kunne man se hvordan fyrstesønnens øjne næsten glimtede ved det minde han bragte op. 
"Det kan man roligt sige" grinede den forklædte prins, hvis øjne faldt nok så småbetaget tilbage på Fabian, nu en helt anden summen end den løgnagtige slags, i fingerspidserne. At han havde fundet ham var ikke helt forkert. Karl rykkede lidt på sig idet at Aldamar's hånd bevægede sig en anelse længere op i et flygtigt lille nus, men var tavs. 

"Han er utrolig god til at 'finde folk', og ufattelig god til at holde dem tæt derefter" En pause hvor at hagen vippedes en anelse op, som om at han lige så ham an "Du burde næsten tage ved lære" kom det drillende fra Aldamar, vis frie hånd nu greb kruset for at sætte det til læberne. En kommentar der fik den anden mand til mumlende at gemme ansigtet i koppen, og Aldamar begyndte at kunne fornemme hvorfor det nogle gange kunne være sjovt at drille ham selv. 
En bæger blev med en understregende mumlen om at det var en par 2 skubbet imod ham, og  han løftede det den her gang for at ryste det. 
Og sendte en par 3 videre til Fabian, trods at det var ikke var hvad der havde været på terningerne. 

Det var lidt morsomt, hvordan Aldamar blev ved med at sende den tilbage, som var han en ufattelig god menneskekender, for han havde hver gang ret i det. Nogle gange var det bedre bare at komme videre i spillet, i stedet for at ville forsøge at snyde sig igennem det. Til sidst gav han vidst også heldigvis også op.
Det meste af Fabians fokus var dog primært på Aldamar og Karl. En summen var begyndt at sprede sig fra Aldamars små berøringer, mens Karl tydeligvis stadig forsøgte at få hans opmærksomhed, på den ene eller anden måde. Ulempen ved at være uimodståelig.

”Jeg ved ikke om jeg skal tage det som et kompliment, eller en fornærmelse,” sagde Fabian, som han kiggede mindst ligeså betaget på Aldamar, og hans øjne kiggede kort ned på Aldamars læber, før de kiggede op igen. Han gjorde dog intet antræk til faktisk at kysse ham, selvom det var tydeligt, at hvis der ikke havde været folk omkring dem, så havde han nok gjort det.

Det blev dog lidt stoppet, som Aldamar gav ham terningerne, og her kunne han nok godt have brugt at have nærstuderet Aldamar lidt mere, men hva Zalans. Hvis han tabte, så tabte han, og det var ikke verdens undergang endnu.
Han nikkede og accepterede at det var par 3 i bægeret, før han selv rystede den selv, og tjekkede. Der var en lille tøven, før at han sagde at det var par 3. Noget der mindede om en tydelig løgn, men Aldamar kunne nok høre at det var sandheden. Og så skubbede han bægeret hen til Karl, så han kunne få lov til at prøve at gætte sig frem til det. Fabian har også bare været heldig med sine terningkast der. 

Han havde aldrig hævdet at spillet var fair, og havde ikke de store kvaler med at gøre et indhug i Marcel's 'liv', sådan som han allerede havde mistet 2 af de 6 han havde. Blev han spurgt direkte om der var noget fifleri med, ville han dog ikke benægte at sandheden nok ville komme på bordet - han havde aldrig brudt sig om at undvige den hvis det kunne undgåes - men indtil nu, jah så fik han lov til at sole sig lidt i den forundring Mathias og Marcel bragte med sig. De havde nok ikke forventet meget af fyrstesønnen, hvilket han godt forstod. 
Bægret blev taget imod, og imens var Aldamar tavs i sin afventen på at han sendte det videre. Men så snart det var, kunne han ikke dy sig. 

Blå øjne glimtede drillende idet at han lige rykkede en lille my tættere på, kun noget der blev bemærket af de andre, fordi de fulgte ret så nysgerrige med i ordudvekslingen - nogle også en smule mere end andre. Men det var også svært at lade værd, når der ikke blev lagt meget låg på det, lige nu. "Hvad end der gør dig i bedst humør" smilede han da han, ret så sikker på at begge dele kunne fungerer i en smal vending, for Fabian.
Det var dog også her at fyrstesønnens måske ubevidste fugtning af læberne lige var en tand for meget for de andres tålmodighed - Mathias, der med en drillende latter smækkede en hånd i bordet. Hvilket både fik det til at gibbe i Aldamar, men også i Karl's småstirrende skikkelse ved siden af. Prikkede til opmærksomheden så den kom rundt. 
"Oi, send terningerne videre Karl" med fumlende hænder valgte manden at ryste bægeret, se på det og sende det videre med en mumlen om lillemeyer. 

Aldamar trak sig en anelse tilbage fra Fabian's sfære igen, og løftede kruset til læberne for at skjule sit ikke særligt undskyldende smil der lurede under. 

De ville nok først begynde at stille spørgsmålstegn, når Aldamar konsekvent gættede rigtig i et par runder mere, og indtil da, ja, så villle Fabian i hvert fald heller ikke sige noget om det. De andre kunne godt tåle at tabe på baggrund af det. Desuden betød det at de med alt sandsynlighed ville få en gratis øl.
Dog var øl noget af det der var længst væk fra Fabians tanker, som han lænede sig lidt ind mod Aldamar. Aldamar virkede næsten lidt vovet i dag, med de kommentarer, men Fabian slugte det op. Han vidste godt at Aldamar kunne have sådan en side, men ude blandt andre? Det var noget helt andet.

Han fugtede sine egne læber, og en hånd fandt vej op til Aldamars hals. Ikke for at holde ham der, men blot for at læne sig mod siden af hans hals, og nusse hårkanten. ”Jeg har ikke fundet ud af hvilket humør jeg er i i dag,” hviskede han, for Aldamar havde ret. Begge ting kunne fungere for ham, selvom den mere selvglade del af ham, naturligvis ville mene at et kompliment var bedre.

Selvom banket i bordet var hårdt, så så det ikke ud som om at det rigtig gibbede i Fabian, som hans øjne endelig forlod Aldamar og han kiggede mod Mathias, som prøvede at få opmærksomheden fra Karl. ”Vi distraherede vel ikke?” kom det næsten sødt fra Fabian, som han også gav slip på Aldamar og lænede sig lidt væk fra ham igen, til trods for hver en lille fiber af hans krop summede af energi, og en smule af lyst. 

Vovet kunne man vel godt sige at Aldamar var her i dag, der fandt det mere og mere komfortabelt at være her. Og selvom han havde haft en lille anelse om, at et så fremmed område med så fremmede folk sagtens kunne lokke fyrstesønnens mere åbne affektion frem, jah så havde han ikke forventet det gå hurtigt. Selskabet de havde fundet spillede velsagtens også en rolle i at gøre det rart at være her, og så var der også den behagelige hyggerus der sneg sig nærmere, ved de krus han langsomt tømte. Det var... befriende. Og en del af ham nød også de små glimt af overraskelse han af og til gik frembragte i de blå-grønne øjne. 

Det var en underlig gysen der gled igennem hans krop da han var kommet så tæt på, men ikke noget han hverken prøvede eller sørgede for at stoppe, men havde derimod blot lænet sig en smule ind i det. Hviskende ord, og den selvsamme gysen kom igen, selvom et smil fulgte i kølvandet 

En mumlende brummen kom fra den brede Mathias, der med en opgivende rysten af hovedet tog imod kruset for at ryste det. "Distraherede? Heh, makker, det som du..." i selvsamme nu opdagede han sin fejl - han havde glemt at lytte og bare rystet på glasset - og sendte et overrasket blik hen på Karl's lidt for smilende ansigt. "Hva sagd' du?" og lidt for tilfreds, fik den bandende Mathias lov til at tabe et liv til en lillemeyer, da Marcel løftede bægret.
Da Aldamar fik bægret, var det en sølle 43 der var blevet slået, og han rystede det, tjekkede, og sendte en lille 63 imod Fabian med et muntert smil. 

"Jeg læste noget om en fægteskonkurrence" gled det spørgende over hans læber, og fyrstesønnen vendte sine øjne tilbage imod de andre mænd, omend hans hånd sneg sig hen på hans lår igen. Måske bare for at røre lidt ved ham, han følte sig en anelse elektrisk. Kort virkede de overraskede over ordet 'læste', inden at de med muntre smil forklarede at det fandt sted om en lille halv times tid. Og at det var sjovt. 
Aldamar's smil voksede en anelse ved selvsamme, og han skævede spørgende til Fabian's skikkelse, en anelse spørgende.  

Det kunne godt være at Fabian skulle begynde at holde øje med hvor meget Aldamar egentlig drak, men for nu var han egentlig ikke så bekymret. Han havde jo ikke set hvor meget Aldamar havde drukket sidste gang han havde været fuld, for han havde ikke været med fra starten, men tømmermændene havde været lede. Og lige dem så Fabian ikke frem til at opleve igen, hvis han kunne undgå det. Ikke at det lige var det han tænkte på i øjeblikket, som luften bare virkede... fuld af energi.

Lidt distraherende havde de dog nok været, som Fabian var hurtig til at grine sammen med de andre af Mathias, som tydeligvis havde mistet et af sine 'liv', og så forsætte bægeret endnu engang. Denne gang sendte Fabian det videre med løgnen om par 2, tiltro nok til at Aldamar ikke sad og løj... i hvert fald i øjeblikket.
Hans øjne fandt Aldamars, da han selv opsøgte dem, med et spøgende blik. ”Du slår dig bare løs, jeg har aldrig været god til kampkonkurrencer,” sagde han, selvom han havde et drillende blik i øjet, som var han ved at kommentere på hvor han normalvis tog sine kampe. ”Med mindre det er endnu en holdkonkurrence,” kom det så lidt mere tøvende over hans læber, som han kiggede på mændene foran dem. Hvis han skulle hjælpe Aldamar med at vinde, så kunne det godt blive lidt af et problem. Han var ikke nødvendigvis værre end mange af de andre her i byen, men han var på ingen måde god. 

Endnu et bæger blev sendt videre, og par 2 blev godtaget af den mørkhårede Karl. Atter var han også hurtig til at sende den afsted, men den her gang lyttede Mathias dog, og kunne med et smil løfte låget da han ikke helt troede på at det var en meyer - hvilket betød at han mistede to liv. På den måde kom den hurtigt igen frem til Aldamar, der imens havde rykket sit blik over på Mahias igen, fordi var det en holdkonkurrence? 
Et eller andet sted, så håbede han ikke. Han var ikke den bedste teamplayer, og et mere tilfreds smil strakte sig over ansigtet, da det blev bekræftet at det ikke forholdt sig sådan. "Perfekt" 
Han var ikke ligefrem fantastisk, men lidt øvelse havde han da på bagen, og vidste at de gamle manøvre og stillinger stod printet godt i hjernen på ham. Gamle vaner var svære at lægge af, og der havde trods alt været en gang hvor at utrolig meget vrede var blevet brugt på sværdfægtning, også. At støve det sæt evner af kunne være forfriskende. 

--------

Og før de vidste af det, havde de en officiel taber. Samme person havde tabt to gange i træk nu, og Aldamar kunne ikke lade værd med at læne sig en anelse selvtilfreds tilbage, sådan som det havde udviklet sig. Gratis ting var aldrig helt forfærdelige at sige 'ja tak' til, og der var efterhånden også gået lang nok tid til at konkurrencen ville starte om ikke så forfærdelig længe - nok små 10 minutter. 
Selvom han glædede sig indeni, var det dog ret nonchalant at han opførte sig. Han ville ikke glæde sig for meget, skulle det vise sig at det blev et pinligt, når han ikke vandt. 

Både Aldamar og Fabian kunne ånde lettet op, som de fik at vide at det ikke var en holdkonkurrence. Fabian fordi det så betød at han ikke skulle forsøge at vinde for Aldamars skyld, og Aldamar, fordi han så ikke skulle finde et hold faktisk at kæmpe med, hvis det var mere end to per hold, som det havde været i støvlekastet.

Stemningen om dem havde også forholdt sig forholdsvis behagelig mellem dem, selvom Karl havde virket noget nedslukket over at have tabt to gange i træk. Det var hvad der skete, når det åbenbart handlede mere om Fabian, end om at fokusere på spillet. Fabian følte sig måske lidt for tilfreds omkring det, men som tiden gik, så var det også ved at være tid til konkurrencen, og Fabian kiggede mod Aldamar.
Hans hånd havde aldrig rigtig forladt Aldamars ben, og han gav det et lille klem for at få hans opmærksomhed. ”Jeg tror det er ved at være tid til at vi skal skrive dig op til det,” pointerede Fabian, for selvom Aldamar måske lod som om at han ikke var så interesseret, så tvivlede Fabian på at han havde taget det op, hvis det ikke havde været noget han faktisk gerne ville.

Han tog den sidste slurk af den øl han havde, før at han gav slip på Aldamar, for at rejse sig op, så de kunne komme videre. Fabian var også efterhånden ved at være lidt færdig med hvad end der var at få ud af de her bondeknægte. De var fine nok, og Fabian havde ingen grund til faktisk ikke at bryde sig om dem, men de mindede ham nok bare for meget om sin barndom i sidste ende, og han var bedre til bare at hoppe videre til den næste menneskemængde i stedet for at de skulle tro at der var noget der ikke var mellem dem. 

Aldamar betragtede mændende de havde siddet med en sidste gang, inden at han nikkede kort - det var det vidst, og fyrstesønnen tømte dermed det krus han havde tilbage, og lod et sidste blik falde på de 3 gutter de havde fundet. Spøjse eksistenser, ingen tvivl om det. Og nok nogle han aldrig ville se igen. Tanken gjorde ham dog intet, idet at  han med et lille smil løftede hånden i en afsked. 
"Farvel for nu" smilede han idet at han rejse sig, men ikke langt nåede de inden at der blev råbt efter dem. Øllene! Ret skulle være ret, og begge fik den fine gevinst af endnu et krus, som i hvert fald Aldamar glædeligt tog imod - så slap han for at betale næste gang. 

Ikke langt væk var det kommet, inden at Aldamar's blå øjne ikke holdt sig på det menneskefyldte området foran dem, og fandt vej til Fabian, som han med et drillende prik i siden prøvede at løfte armen for at snige sig ind under den. "Du har aldrig været god til kampkonkurrencer?" han havde ikke fået spurgt tilbage ved bordet, men havde af en eller anden årsag, ikke forestillet sig at det havde været de ord der kom ud af hans mund. 
Ikke fordi at Fabian som sådan lignede en slagsbror - næppe. Men fysikken fejlede intet, og den var alligevel halvdelen af hvad der betød noget i en kamp. Teknik kunne trods alt kun gøre op for så meget som det kunne, og... blikket gled kort over hans arme, selvom det nok  ikke var nødvendigt, da han alligevel kendte dem rimelig godt. Og Fabian's fysik fejlede intet. 

Fabian havde ikke haft behov for det ekstra krus, men han sagde næppe nej, som han tog i mod det, og sagde ordentlig farvel til dem, indens hans arm endnu engang lagde sig som Aldamar, da fyrstesønnen også selv lagde op til det, og han hev ham  så ind til sig. Han nød lidt hvordan det kun var de to af dem igen, på opdagelse i verden, i hvert fald for Aldamars vedkommende, som Fabian i hvert fald styrede dem hen hvor han var sikker på at de kunne skrive Aldamar op.

”Jeg har ikke teknikken til at være med på det,” indrømmede han og tog en tår af sin nye øl. ”Man kan kun komme så langt med brutal kraft i sidste ende, og jeg er sjældent den stærkeste til sådan nogle ting her,” sagde han, uden rigtig at lægge noget i det. Det var bare sådan det forholdt sig og han havde ikke ligefrem ondt af sig selv. Han havde ikke behov for en konkurrence til at styrke hans ego, selvom en medalje da næppe ville være dårlig. ”Vil du gerne have jeg deltager, så du kan jorde mig?” tilbød han så efterfølgende, med et grin på læberne. Han ville nok give Aldamar kamp til stregen, men hvis Aldamar ville se Fabian faktisk være med til en konkurrence, så kunne han godt. Hvis de overhoved ville skulle kæmpe mod hinanden. Desuden var fægte-konkurrence sikkert også en lidt løs betegnelse for hvad det egentlig var. Det ville de nok finde ud af når reglerne alligevel blev fortalt til dem. 

Han ville for alt i verden nok aldrig komme til at indromme det, men der var noget rart ved fornemmelsen af lige at blive hevet det sidste stykke ind, og trods Aldamar ofte ønskede at han lige var en anelse højere, så kunne han godt finde sig tilpas under skulderen på den højere mand. Armen blev svinget om livet på ham, og den frie hånd med kruset, blev løftet til læberne. 
Ord der i og for sig gav mening, men stadigvæk noget der morede ham en anelse. 

Ikke så meget at Fabian ikke kunne være med, og heller ikke så meget at han ikke nødvendigvis var den bedste - et statement Aldamar stadigvæk havde sine tvivl til. Nej, selverkendelse var nu mere hvad der fik smilet frem på Aldamar's læber, der kun nød den ærlighed der blev lagt frem. Ikke mange kunne uden videre indrømme sådan noget om sig selv. 
Derfor var det også, at Aldamar - stadigvæk smilende - måtte ryste på hovedet. "Nej, hvordan kan du dog tro det" grinede han, velvidende at det kunne lyde ironisk. 
Han rystede dog afværgende på hovedet kort efter sine ord, da de faktisk havde været oprige, selvom det ikke med det samme havde lydt sådan. "Jeg ville have dig med, fordi du selv vil være med... men jeg siger da ikke nej til at få 'scenen' for mig selv" Aldamar's smil blev en anelse mere drillende, og han skævede op til ham. 

"Jeg skal nok jorde dig en anden god dag, stol du bare på det" hånden om siden klemte ham lidt mere. 

Det var de ting man alligevel ikke bekymrede sig om, som var nemmere at konkludere at man ikke var god til. Fabian kunne se intimiderende nok ud, hvis nogen ville forsøge noget med det, men han var altid den første til at undgå et slagsmål hvis han kunne, fordi han ikke gad. For ikke at nævne at selv hans formskiftningsevne kunne ikke gøre noget ved skader, og han hadede når hans rigtige form faktisk fik effekterne af de skader han nogle gange pådrog sig. Især fordi helbrederne ofte ikke fandt hans skader vigtige nok til at tage sig af på magisk vis.

Aldamars ord lød i den grad også  ironiske, så Fabian gjorde sine øjne lidt slamme som han kiggede på ham, selvom smilet ikke forsvandt fra hans læber. Og det var også lidt som om at Aldamar bare ville lægge op til noget, for Fabian var i hvert fald hurtig til at gribe chance for at sige noget mindre sobert. Han lænede sig lidt ned, så han nærmere kunne hviske det til Aldamar. ”Jeg håber kulisserne er lidt anderledes, når du har tænkt dig at jorde mig,” hviskede han, en lille smule kælent, og han nippede også blidt i Aldamars øre før at han trak hovedet til sig igen. Det var måske ikke lige tidspunkt at få Aldamar op og køre, når han skulle koncentrere sig om at fægte, men Fabian kunne bare ikke lade vær. 

Blikket i hans øjne skiftede næsten mærkbart, og det var ikke uden grund at han kort (og måske endda også ubevidst) lige holdt vejret da han lænede sig ned, ord der overraskende hurtigt fik varmen til at skyde op i ansigtet på ham. Det var efterhånden noget tid siden han havde følt det ske, jah han var måske begyndt at blive en anelse hærdet omkring den blonde mands kommentarere... og alligevel kunne han ikke undgå at føle den vante blanding af både forlegenhed og en gnist af lyst skylle igennem ham, ved den lille nippen der fulgte med. Spænding i øjeblikket såvel som en bevidsthed om at de slet ikke var alene. 
Aldamar's hånd strammede en anelse til idet at han atter løftede kruset til læberne, mest for at give sig selv en tænkepause så han ikke stod tom for ord. Men da slurkene trak ud, var det alligevel tydeligt at han ikke helt vidste hvad han skulle sige til det, da alt der ville komme ud nok kunne ville gøre hans ansigtsudtryk værre. Eller bedre, om man ville. 

Energi - en lettere rastløst form for energi der strakte sig igennem kroppen, som tydeligvis var sprunget fra den fornemmelse der altid fulgte med omkring Fabian, Aldamar's tommelfingre gled nussende over hans side imens de gik, dog uden at gøre mere - selvom en god del af ham insisterede på at fjerne det nok selvtilfredse smil der hvilede over den blonde mand - han havde ikke kigget op. 
De var her alligevel nu, og Aldamar prøvede så vidt som muligt at samle sig for at få skrevet sig op hos den flinke unge knægt, der stod og holdt styr på de deltagere der meldte sig på banen. Det lykkedes da også at fjerne det værste af den rødlige farve, selvom der i kølvandet på hans ord var kommet et glimt i øjnene, der afslørede en lille del af rovdyret der lurede under den polerede overflade hos fyrstesønnen; selvsamme væsen der gerne ville vinde den her fægtekamp. Ikke længere kun for at vinde, men ligeså meget for at få brugt noget af den mindre spændingsenergi der lå under hans hud nu. 
"Bare stil jer derover" Aldamar vendte i et ryk blikket imod Fabian. "Det kommer jo an på hvordan du opfører dig" en noget forsinket respons, men ikke desto mindre sagt med et drillende lille smil. Hvorvidt han kunne følge op på det var noget helt andet, men han ville  ikke lade ham få det sidste ord så nemt. 

Fabian havde ikke højere standarder end at han sagtens kunne have fundet en lille sidegade til dem, hvis behovet meldte sig, men han var også godt klar over at Aldamar alligevel havde højere standarder end det, så det var ikke engang et forslag han tilbød, især som Aldamar jo skulle til at dyste.
Han kunne dog også se at han havde haft en mærkbar effekt på Aldamar, som forholdt sig rigtig stille, og han havde nu ret over at det var et selvtilfreds smil der var på Fabians læber. For Fabian kunne ikke lade vær med at nyde, når prinsen ikke havde noget at sige tilbage til ham.

En tilfreds nynnen kom fra Fabian, da han endelig fik et svar fra Aldamar, og inden han lod ham helt gå hen for at stille sig klar, så havde Fabian da lige et ord eller to at få indført. ”Det kunne være at jeg kunne vise dig det, hvis du vinder,” sagde han drillende tilbage, men der var også lidt seriøsitet i det. Hvis Aldamar havde lyst til det, så ville Fabian det mere end gerne. ”Og hvis det ikke frister, så er jeg sikker på at jeg kan komme op med en anden pris for at vinde.” Hans øjne glimtede i lyst, mens det var et mere drillende smil på hans læber. Det var dog også med de ord, hans greb på Aldamar løsnede, så han kunne komme fri og komme over og gøre sig klar, især nu når Fabian faktisk ikke selv skulle være med. 

Lige som han skulle til at vriste sig fri fra armen der hvilede omkring hans skuldre, blev han stoppet. De mørkeblå øjne gled fra rækken af mænd - og faktisk også enkelte kvinder - og så tilbage på Fabian, hvis tone og blik fik Aldamar til at ryste en anelse på hovedet igen. Ikke i en afvisning, det var så slet ikke tæt på at være noget der mindede om en afvisning, det smil der trak hans læber en anelse bredere fra hinanden, men derimod en indvendig lille hjertebanken der selvfølgelig ikke måtte komme ud over den pæne facade. 
Var det fordi at han faktisk deltog i en konkurrence nu? Han kunne ikke helt greje om det var det der fik pupillerne til at udvide sig i de blå-grønne øjne, eller om det var hans almindelige og næsten altid underliggende gnist der bare trådte tydeligere frem i det her øjeblik. Lige meget hvad, var det en motivation der sitrede i hans egen krop, og han lænede sig ind imod hånden om hans skulder, og kyssede den kort. "For dig, skal gøre mit bedste". Hvorvidt det ville lykkedes, det måtte tiden vise. 

Man kom dog ikke udenom at Aldamar nok undervurderede dem en smule. 
Førhen at han stillede sig hen ved den mindre gruppe af mennesker, gled de mørkeblå øjne analyserende over menneskemængden, imens at han søgte at pege de modstandere ud han måske skulle være en anelse påpasselige overfor. Man kunne se det i øjnene, man kunne se det i måden de stod på. Og selvom det nok var noget tid siden han selv havde været ude og decideret finpudse sine evner, kunne han mærke hvordan at selvsamme evner og instinkter trængte sig på, ved vægten af kæppen i hans hånd. De første der skulle på banen fik ikke samme luksus ved at lige kunne varme en anelse op, og Aldamar rullede i sine håndled til lyden af klokken der indikerede stilhed, og regler der blev læst højt. 

Der var naturligvis noget over at Aldamar skulle være med i en konkurrence, men det var nok mere bare at det var en fantastisk undskyldning, for at tilbyde Aldamar noget, som han allerede godt kunne bede om, hvis det virkelig var. Og måske bare lidt spændingen for at se om Aldamar ville klare sig bedre eller værre med muligheden for en lille præmie bagefter.
Selvom Fabian havde startet det her, så var han dog ikke forberedt på at blive overrumplet af Aldamar, eller nærmere de følelser det bragte med sig. Kysset var sødt, men ordene fik et hav af sommerfugle til at vælte i hans mave, og så derfor var det alligevel ham der stod tilbage, ude af stand til rigtig at vide hvad han skulle gøre af sig selv.
Han havde kunne lide den måde Aldamar havde sagt det på, som om at han faktisk gjorde det for hans skyld. En tanke der ikke havde været mulig hos Fabian for blot et par måneder siden.
Selvom Fabian prøvede hårdnakket at påstå at intet var hændt siden Aldamar var kommet ind i hans liv, og han også fast gjorde det lige nu, så vidste han også godt i baghovedet, at han tydeligvis prøvede at narre sig selv forgivet.

Han ville dog ikke lade de turmulte tanker overmande ham, så i stedet for sendte han et smil i Aldamars retning, og prøvede at finde et sted hvor han ville have godt overblik over duellerne, mens han lidt prøvede at drukne de værste af hans følelser i øllen han heldigvis stadig havde.
Hans øjne var dog ikke til at pille væk fra Aldamar, selv mens han blot stod og varmede op. 

Aldamar vippede imellem tæerne og hælen, rystede benene og armene, imens at han prøvede at få en anelse gang i blodomløbet. Ikke fordi at han skulle være decideret varm, han havde ikke tænkt sig at tage en lille løbetur som den eneste her, selvom det nok ville være det smarteste. Men han vidste bedre end at gå ind i arenaen med en krop der ikke var gjort klar til det; det kunne gøre så forfærdelig ondt, skulle det ske at de faktisk fik nogle gode slag ind på ham. 
Modsat når han havde trænet på pladsen ved Ædelborg, jah så var der ingen polstring eller forstærkede handsker her. Blot en kæp med en simpel læderomvikling  - ikke engang en parrerstang var tilføjet, til hans store ærgelse. Et slag over nallerne ville gøre ondt. Fordi han fandt snart ud af, at reglerne var... ikke som de plejede. 
Slag i skridt og hovedet var frabedt, men det var vel også det.... eneste? 3 slag på kroppen, eller et enkelt godt så de ikke kunne eller ville forsætte. Pause imellem hvert slag der var gået igennem. De mørkeblå øjne fulgte de første deltagere, og ved lyden af det hårde 'klak' af træ imod træ, skulle han snart se at det heller ikke bare var markerings slag der blev delt ud. Nej, så slet ikke. Aldamar krympede sig næsten instinktivt da en af deltagerne lod sin højre side stå åben, og kæppen med en ubehageligt dunk fik ham væltet omkuld, en lavmelt jamren til følge. Åh ved Isari. 

6 mennesker skulle igennem førhen at det blev hans tur. Og i den overraskende korte tid, jah så var der gledet en koncentreret rynke over Aldamar's pande, hvis fokus lå i et lære de mønstre at kende, som modstanderne benyttede sig af. Hvad der tilgengæld ikke var overraskende, var at det var ret simple teknikker, og meget gearet på at få kampen overstået så hurtigt som muligt - hurtige udfald afgjorde det tit, og parering var så godt som et fremmed ord for de her mennesker. 
Men det burde være til at overkomme... det var nok mere røget over i ikke at komme til skade end at vinde nu, men de to ting kom vel ud på et. Fyrstesønnen strammede grebet om sin kæp, trådt ind i den mindre ring der var dannet og lod vurderende sine øjne tage hans noget bredere og noget højere skikkelse ind. Han var et brød, ingen tvivl om det. Selvom at de fleste var højere end Aldamar, skulle han alligevel løfte hovedet en anelse for at se ham ordenligt. 
Og så gik de igang. Det udfald manden med en næsten hånende latter lagde ud med var ret forventet, og rap på fødderne trådte Aldamar til side for at undgå det. Han løftede kæppen for at lade den falde ned over hans fremstrakte arm... 

... men måtte med et hvæs træde blind tilbage, idet at han sparkede en mindre støvsky op i øjnene på ham, i den tørre jord. Støv?! Det var fejt, og Aldamar følte et kvikt slag over hans lår, som var den første markering. Og den gjorde ondt. 
Et råb lød, de trådte væk fra hinanden og hans frie hånd gned hektisk øjnene for at kunne se noget igen. I baggrunden hørte han manden gnække et eller andet ret så nedværdigende... Og hvad bildte han sig ind... det var måske lidt af en æresfølelse der kom i klemme her, ved de tanker der meldte sig. Men da han endelig fik synet tilbage var den forsvundet - sammen med forargelsen over at han kunne finde på sådan noget - og Aldamar's øjne glimtede irritabelt over at han overhovedet havde fået lov til det slag Fordi hvis han kunne spille beskidt, kunne Aldamar også. 

Hvilket også var derfor at han nu gik efter de benede punkter, primært i en sølle hævn. Ligeså snart runde 2 gik igang var manden i bevægelse, atter undveg Aldamar, kæppene mødtes med et 'klak' mere... og Aldamar lod med fuldt overlæg kæppen glide hurtigt ned af hans, for at smække ham over fingrene så han slap sit 'våben' med en bandende jamren. Det burde ikke føles godt, men det gjorde det. 
Selvsamme gentog sig igen med hans anden hånd, og så var det lidt som om at styrken var røget ud af hans fingre, hvilket gjorde det svært at styre våbnet ordentligt. 

Fabian burde måske have advaret Aldamar om muligheden for at komme til skade, men hvad regnede han egentlig med? Fabian havde i hvert fald fuldt ud forventet at nogen ville komme til skade, og Aldamar selv ville ikke kommet meget udenom det, uanset hvor meget han ville.
Det stoppede dog ikke Fabian råbe op da der blev kastet med sand, selvom han godt vidste at det var helt indenfor reglerne, og så et hav af ”Aldamar du kan gøre det.” Men i bund og grund var der ikke noget han rigtig kunne gøre, andet end at stå og vente, og håbe på at Aldamar kom igennem det.

Heldigvis så det da også ud som om at han også kunne være kreativ i kampen, og han fik hurtigt gjort at kæmpen foran ham dårligt kunne holde på sin kæp, og derfor var det også et lidt selvtilfredst smil der spredte sig på Fabians læber, da Aldamar i hvert fald vandt første runde. Om han kunne vinde det hele, ville tiden kun vise.

Det var en form for glæde der spredte sig i Fabians krop, som han kiggede mod Aldamar, og måske stolthed? Det føltes mærkeligt, og ikke lige hvad han havde forventet, men smilet forblev på hans læber, selv som han drak det sidste af sin øl. 

Med så feje kneb tilladt, var det en lidt anden form for kamp man deltog i. Aldamar havde ikke forventet at sådan noget helt var tilladt, men desto flere kampe han deltog i, desto mere gik det op for ham hvor meget det egentlig var okay, og det tilføjede et helt nyt lag over kampene. 
Havde det været 'fair' regler, ville det måske ikke have været ligeså nemt at have med at gøre. Men når man næsten kunne forvente deres træk før at de gjorde det - når man kunne lade en side stå åben med vilje, og se dem gå i fælden uden meget ekstra tanke... jah så var det svært ikke at udnytte det. 
Så det gjorde han. Her og der formåede han at få øjenkontakt med Fabian, og et smil strakte sig på hans læber ved den varme fornemmelse der fulgte med - den gav ham blot endnu mere  lyst til at vinde det her. 

Han formåede da også at komme i finalen. Kampene havde udfoldet sig ret godt - og måske også spændende givet de tilråb der kom, men helt fra starten kunne fyrstesønnen fornemme at hans modstander var... bare en tand bedre end de andre. De mørkeblå øjne fulgte manden foran ham studerende i hans glidende bevægelser - måske havde han været væbner i lysets hær? Han kunne i hvert fald holde på sin kæp, det var helt sikkert. 
Hans primære styrke, havde været at afslutte kampene hurtigt. Han hverken havde eller hævdede at have udholdenheden til at trække en kamp i langdrag... så da godt 2 minutter passerede, uden at han havde fået et slag ind på manden... var det en lille bekymring der begyndte at melde sig. 
I sidste ende var det mere held en forstand der fik Aldamar's tredje slag ind, og Chance var måske på hans gode side da hans modstander snublede over en sten i jorden og væltede pladask på røven. 

Men det føltes stadigvæk godt. En latter spredte sig i gruppen på den måske noget antiklimaks afslutning på deres lille fægtescene, et ding lød fra klokken og selvom Aldamar ikke var sen til at hæve armen i et sejrrigt lille 'yes', kunne han ikke lade værd med at slippe kæppen og hjælpe den anden op og stå med et grin. "Ikke dårligt" smilede han, og trak den lidt yngre modstander op. "Heh, I lige måde!"