Fabians tunge og mund bevægede sig mesterligt omkring Aldamars lem, som hans egne øjne kiggede op, og sugede oplevelsen af Aldamars reaktioner til sig. Det kunne godt være at Aldamar havde oplevet det her før, Fabian vidste trods alt ikke mere end Aldamar havde fortalt, og hans mund havde i hvert fald fortalt at han havde noget erfaring, men Fabian havde igennem de sidste 10 år, ja faktisk mere end det, taget erfaringerne til sig. Selvom ingen mand tikkede på den samme måde, så var undersøgte han, og lyttede og kiggede på Aldamar, til præcist at vide hvad det var at han følte var godt.

Hans hånd gled ned, og som han havde i gang med skaftet, udforskede hans hænder i stedet for basen og det tilhørende.

Sådan blev han også ved i lidt tid, men han var ikke villig til at lade Aldamar komme. Nej ikke endnu, for han forventede ikke at Aldamar havde staminaen til at det ville blive til en hel nat sammen, så i stedet for gav han den et sidste slik, inden han tog hovedet væk. Nu med Aldamars herlighed glinsende af spyt.

Han lænede sig lidt ind, for et enkelt langt kys på Aldamars mund. Smagen af hinanden, var der stadig, bare svagt, og Fabian var næppe kræsen omkring det. 

Det var længe siden, men fornemmelsen af Fabian's hårdtarbejdende mund var mildest talt fantastisk. Han havde måske skubbet det så langt bagud at han helt havde glemt hvor dejligt det kunne være, da han bestemt mente at det her var et par gange mere intenst, end hvad han havde forventet - og huskede, for den sags skyld. Og egentlig havde han ikke tænkt at det skulle gå så hurtigt... 
Men der skulle ikke gå lang tid, førhen at det første lille støn af velbehag forlod adelsmandens læber, skarpt forfulgt af et til, idet at erfaringer lagde grobund for hvad Fabian samlede op på, og hvad han ikke gjorde. Enten var han nem at gennemskue, eller også var det bare indbildning at han følte sig som blødt smør i den blonde mands hænder. Ikke desto mindre var den kærlige behandling noget der fik det til at sitre i Aldamar's krop, der med hver enkel lille tilføjelse af initiativ, reagerede prompte. Hænderne, læberne, tungen. 
Selv blikket han i et svagt øjeblik mødte igennem halvåbne øjne, fik det til at løbe fantastisk ned af ryggen. 

Han knap nok ænsede at tid var gået da at Fabian stoppede - hvorfor stoppede han, og en næsten knurrende utilfredshed trak adelsmandens blå øjne op, inden at det heldigvis hurtigt forsvandt ved det kys han i stedet væk listede op til ham. 
Meget bedre, Aldamar var slet ikke færdig med ham, og trak ham i et ryk tættere så han rigtig kunne føle ham i kyssets længde. Under fingerspidserne føltes hans mørkere hud brændende, og hånden der ikke hvilede omkring mandens baghoved, nussede ham kærligt ned af ryggen. 

Og forsatte en anelse længere ned. Da Aldamar slap kysset var der noget spørgende i de næsten feberglinsende øjne, og selvom den blanke overflade næppe kom af sygdom så meget som den kom af lyst, så kunne man fristes til at sige, at han i hvert fald havde behov for et eller andet. Spørgsmålet var bare om Fabian skulle gøres klar, eller ikke. 

Følelsen af hånden der blot gik længere og længere ned af Fabians ryg, var behagelig, men også en klar indikation at Aldamar også godt vidste hvad han ville have, noget som Fabian var mere end villig til at give ham.
Fabian besvarede derfor blikket, med et smil, og lænede sig ind for et kort kys mere, før at han bakkede lidt bagud, så han kunne række om, og hive fat i natbordets skuffe. Når han vidste at der var sandsynlighed for at han ville blive på Svinet og hygge sig, så sørgerede han altid for at der var forberedt på forhånd, og han hev derfor en lille dåse frem, som han præsenterede for Aldamar. Det var ikke som om at han ikke kunne justere sin krop til en mere hård omgang, men der var ingen tvivl om at det bare var mere behageligt når man var gjort klar inden.

”Vil du?” spurgte Fabian lavmælt, håbefuldt. Det ville nok næsten gå hurtigere hvis han selv gjorde det, men han ville gerne have at Aldamar rørte ved ham. Det var mere intimt, mesn hvis Aldamar ikke følte sig klar på det, så var der heller ingen skam i det. Han havde allerede slået alle Fabians forventninger ned, med hvor sikker han var.

Han vidste ikke helt hvad han havde forventet, måske lidt et nej et eller andet sted, da han da så bestemt måtte have været i situationer hvor at det spørgsmål ikke blev stillet. Men ved præsentationen af en lille dåse gled et undrende udtryk igennem Aldamar's blå øjne, inden at forståelsen nåede ham ved det lavmælte lille spørgsmål. Om han ville? 
Der var noget håbefuldt i stemmen, som fik prinsen til at sluge det nej han selv havde haft klar på tungen, idet blikket landede på Fabian. Det var ikke hans... job, det var ikke noget han plejede at gøre for sin partner, hvilket nok kom fra et arrogant perspektiv af unødvendighed - de kunne jo sagtens gøre det selv. Og sikkert også bedre end ham, for at være ærlig. Men alligevel blev der spurgt, og selvom adelsmanden i nogle sekunder tøvede, var det en resolut hånd der til sidst greb om dåsen, og derefter Fabian om livet, for at trække ham ind i endnu et kys. En anelse hårdere den her gang, og med en rumlende utålmodighed over sig. 

Ikke at det ødelagde nogen form for stemning; utålmodigheden kom af iver, hvilket også var hvad der fik Aldamar til at bryde kysset og atter skubbe ham en anelse kommanderende ned imod madrassen - bliv der. På knæ fik han møvet sig en anelse over ham, inden at han åbnede dåsen, stak to fingre i munden, samlede noget af den mærkværdige smørrelse Fabian havde bragt med sig op på selvsamme fingre, og bukkede sig ned over ham. 
Med opmærksomme øjne rettet imod hans ansigt - det skulle jo helst ikke gøre ondt - fandt hånden fjerlet frem til hans åbning, imens den anden mere blidt en selve skubbet havde været, greb om hans lem. Det var ganske prøvende at Aldamar stak dem ind, og ligeså prøvende at han forsøgte at finde en rytme der gjorde ham i stand til, ikke så lang tid efter, at udvide en anelse. Og en anelse mere. 

Når så selvsikkerheden til sidst også fik sneget sig nærmere, var det et selvtilfreds, jah næsten flabet smil der også sneg sig over ham, ved de lyde der fulgte med. Han ville blive ved indtil at Fabian selv mente at han var klar, selvfølgelig. 

Fabian var ikke sikker på om Aldamar var for ophøjet til faktisk at gøre det mod ham, og selv hvis han var, så havde Fabian nok fundet sig i det. Det var næppe tidspunktet at blive sur på, selvom han nok stadig ikke helt ville have kunne slå skuffelsen hen.
Det kildede lidt i hans mave, da Aldamar greb dåsen, og han selv blev hevet tæt. Hans hænder fandt hurtigt Aldamars kæbe, som han gengældte kysset i ligeså stor hast og desperation som Aldamar.

Aldamar fik fuldstændig lov til at styre Fabian, og han lagde sig troligt ned og spredte benene, så Aldamar kunne komme til.

Det blev hurtigt tydeligt at Aldamar ikke var rutineret i denne her del af aktet, men det gjorde ikke ligefrem Fabian ked af det. Øvelse gjorde mester, og det havde sendt et gys af velbehag gennem ham, som fingrene gled ind i ham.
Muligvis heldigvis for Aldamar, havde Fabian ikke behov for alverden forberedelse. Han udvidede sig med lethed, men det betød stadig ikke at der ikke kom et par tilfredse lyde fra den ældre mand.

Endelig havde Fabian dog fået nok. Han ville have mere. ”Det er nok, Baldric. Jeg vil have dig,” hviskede Fabian og kiggede med stålfaste øjne op på Aldamar, til trods for at hans krop stadig lidt vred sig mod fingrene. 

Ved den hviskende stemme var Aldamar ikke sen til at trække fingrene til sig, og fraværende blev de tørret af et eller andet sted i madrassen. Han fulgte ikke så meget med i hvor, fuldstændig grebet af det stålfaste blik der blev sendt fra den liggende skikkelse. Og hvordan kunne han andet? Aldamar kravlede ind over ham, et knæ støttende ud fra den blonde mands hofte, og et betaget blik i de mørkeblå øjne, inden at han lukkede dem i da han fangede hans læber i endnu et kys. "Okay" hviskede han kortvarigt, forinden.

Armen foldedes ind under  hans ene skulder, hånden greb om hans hoved med et blidt tag, og støttende på albuen holdt Aldamar sig oppe, imens han grådigt, jah krævende prøvede at vise sin... sin hvad, taknemmelighed? Sin villighed? Noget prøvede prinsen i hvert fald at vise igennem de låste læber, og med et mentalt tilbageholdt åndredrat, var det, at hans egen hånd fandt det stadigvæk stive lem. Stadigvæk fugtig, heldigvis. 
Der var nemlig ingen intention fra Aldamar's side om at bryde kysset, idet at han placerede sig selv ordentligt, og langsomt trængte ind i ham. 
At han så blev nød til at gøre det da et støn af velbehag meldte sig på banen, se det var en helt anden ting, og efter et par sekunders stivnet overvældelse, begyndte han langsomt at bevæge sig. 

Fabian følte sig overvældet, og helt og aldeles omslugt af Aldamar, som han blev kysset, og mærkede Aldamar trænge ind i sig. Han elskede følelsen af at Aldamar på en måde kunne gøre med ham som han ville, at Aldamar holdt alt magten mellem dem. Han var også vokal om nydelsen Aldamar frembragte ham, og holdt intet tilbage, og da de endelig kom, så var der heller ingen tvivl om at Fabian havde nydt det, til trods for hvor mange han efterhånden måtte have været i seng med.

Åndedrættet var hurtigt, da Fabian endelig lagde sig til rette ned i sengen igen. Hans krop var smurt ind i begge deres kropsvæsker, men han så ud til at han intet problem havde i det, som han lænede sig over for at give Aldamar endnu et kys. ”Det var ret fantastisk,” sagde han efter det korte kys, og lagde hovedet mod madrassen igen, dog stadig med blikket mod Aldamar.
Han var ikke helt sikker på om Aldamar nu ville trække sig, efter at de havde fået deres opfyldning af hinandens kroppe, men Fabian håbede det ikke. Hans egen krop havde i hvert fald ikke lyst til at bevæge sig, og de havde dårligt nået at snakke i dag. Det var som om at deres kroppe havde haft mere behov end deres hoveder. 

Forpustet var Aldamar da han endelig lagde sig ned, men det var en god form for overfladisk vejrtrækning. Brystkassen hævede og sænkede sig taktfast, kroppen var uden tvivl svedig at røre ved, og stadigvæk i hans krop, kunne han mærke små kildende fornemmelser af tilfredshed - ren og sker tilfredshed - brede sig. Øjnene var halvt lukket i, men ud af det blå kom et kort kys, som han med en brummende latter tog imod -  Fabian havde ret. "Så bestemt" nikkede han, og lod en træt arm hvile på panden, imens at han samlede sig. 
Stadigvæk smilende lå han og kiggede en anelse op i loftet, inden at den prikkende fornemmelse af øjne meldte sig, og han drejede ansigtet. Han så... overvejende ud. Omkring hvad, vidste prinsen ikke, men overvejende og eftertænksom. 

Uden at vide hvad han skulle gøre ved det - det var en anelse underligt for Aldamar, at blive betragtet sådan, var det at han med et grynt hævede overkroppen fra madrassen, og svingede benene over sengekanten. 
Dog ikke for at gå, så slet ikke, men derimod for at bevæge sin nøgne krop over til stolen, hvor at frakken stadigvæk nidkært var foldet over. I lommerne fandt adelsmanden både pibe og tobak, som han med et sageligt smil bar med sig tilbage til sengen, og selskabet i den. 

Fabian følte sig ikke eftertænksom, men han var godt klar over at han betragtede den anden mand, måske mere intenst end hvad han ønskede oven på sådan en tur med hinanden. Han var bare aldrig rigtig sikker på hvor han havde Aldamar, for den anden mand handlede ikke udelukkende på lyster og følelser, som Fabian efterhånden havde erfaret. Derfor ville det ikke ligefrem være underligt hvis han mente at det var alt for i aften, eller at det var for meget.

Alligevel spredte skuffelsen sig alligevel, da Aldamar begyndte at rejse sig, men han sagde ikke noget, selvom et lille smil spredte sig, da det så ud som om at Aldamar blot hentede sin pibe. ”En mand af smag, kan jeg se,” sagde han, ikke ligefrem en skjult hentydning på at han da håbede at Aldamar forsatte med at være gavmild og dele lidt ud af tobakken. Det var ikke ofte Fabian fik lov til at ryge, mest fordi det ikke var det billigste eller nemmeste at få fat i, men han nød det når han kunne, især efter at være sammen med en anden.

Han strakte sig lidt på sengen, før at han satte sig lidt op. Sveden hang stadig fast i ham, og selvom lokalet var fugtigt og lummert, så ville det nok også blot være et spørgsmål om tid før det blev lidt køligere også. Heldigvis var et kroværelse også ofte udstyret med en dyne, selvom den for længst var røget langt væk fra de to af dem, som de havde rodet rundt i sengen. 

Sengen knirkede let idet at Aldamar fik sat sig, og med et skjult smil i mundvigen, drejede han blikket imod Fabian. Det var bestemt noget af en luksus, sådan at kunne hive tobak, pibe og alt imellem frem uden de store kvaler, og med et løftet øjenbryn var det at han først lige så ham an, inden at smilet brød helt frem, og han med et sigende nik gav ham ret. En mand af smag var han i hvert fald. Det var ikke med meget betænkning, at Aldamar's trænede fingre hjemmevandt stoppede den sirligt udskårede pibe, inden at han lagde den lille bøtte tobak fra sig på sengebordet ved siden af. 
Derefter møvede han sig det sidste stykke op til sengens ryglæn, og selvom han ikke ligefrem hintede at der var plads ved siden af ham, var det en magelig arm der blev hængt opad den vandrette stang. 

Den frie hånd tændte med en sirlig, magisk lille krystal en gnist i nærheden af piben, og ikke lang tid efter, spredte den krydrede duft sig i rummet. "Hmmm..." Aldamar bappede lidt på piben, inden at han atter lukkede øjnene, og lænede hovedet tilbage imod den kølige flade bagved ham. Ud af næsen snoede rester af røg sig, inden at han - uden at kigge vel og mærke - rakte piben frem foran sig. Det virkede lidt som en dele-pibe, og for at være ærlig... gjorde det ham intet. 
Det ville være spøjst hvis det gjorde, givet hvor meget andet han havde delt med den blonde skøge. 
"Det var jo næsten til at blive afhængig af" kom det med et drillende smil fra Aldamar, der dog var varsom med at puste egoet hos den blonde mand for meget. 

Fabian havde næppe behov for et tilbud for at tage hvad han i den grad mente var hans, eller som han selv opsøgte. Derfor var han også hurtig til at skubbe sig tilbage, til at læne sig op ved siden af Aldamar. Deres højdeforskel kunne dog også godt mærkes, som Aldamar nok ville have fortrukket at være den høje, men ærligtalt, så sad de bare ned, og hvis Aldamar var desperat efter at være den store, så kunne han spørge.
I stedet for nød Fabian nærværet de stadig havde, og da piben blev rakt hans vej, tog han den glædeligt. Han tog et hiv af piben, og lænede selv sit hoved lidt tilbage, inden han pustede ud. Helt gav han dog ikke slip på piben, men den hang sådan mellem dem, at hvis Aldamar ville have den tilbage, så kunne han tage den uden modstand fra Fabian.

Ved komplimenten, kunne Fabian dog ikke holde sine øjne helt væk fra Aldamar, især som et selvtilfredst smil spredte sig på hans læber. ”Det var vel også planen,” sagde han drillende, og hans frie hånd, som var den der var ved Aldamars side, lagde sig på Aldamars lår og strøg ham let. ”Jeg vil i hvert fald gerne... gentage forestillingen, så om sige.” Og det handlede næppe om de gode krystaller der altid fulgte med Aldamars selskab. Det var også noget så primitivt, at Fabian bare havde følt sig godt tilpas, og værdsat, hvor underligt det måtte være. 

Fyrstesønnen smilede en anelse idet at han mærkede nogle hoppe op ved siden af ham, og varmen var velkommen. Da han åbnede øjnene, var det uden den store modstand at Fabian havde nuppet piben, og Aldamar lod ham sidde med den for en stund - det var nok ikke ligeså ofte, at han selv sad med sådan en. Og nu hvor at han havde den, måtte han gerne beholde den lidt. 
I stedet gledhånden over den der strøg ham på låret, og med en blanding imellem latter og sagelig, tilfredshed, lænede Aldamar sig op imod den højere skulder ved siden af ham. "Forestillingen.." mumlede han smilende, et sjovt ordvalg at bruge. Adelsmanden slap med to klap hånden, og kiggede sidelæns op på ham, da det bestemt ikke var en dårlig idé. 
Det var jo også at nyde ham, imens at han var her. 

Fordi en gentagelse krævede - hvis ikke i aften - tid og plads til det. To ting som Aldamar så glide ud af sine hvide hænder, desto tættere de kom på en 'officiel' dag. Og med de, mente han Adena og ham.
Et perfekt par udadtil, og fyrstesønnen fik et stik af dårlig samvittighed, da hun aldrig... det ville i hvert fald overraske ham - så nok aldrig - ville kunne måle sig med det her. Og det var bestemt ikke hendes skyld. 
Aldamar's sammentrukne bryn - noget man ikke helt kunne styre - glattedes med et næsten uhørligt suk ud, inden at han skubbede de træls tanker væk og lod et mere drillende smil trække op omkring læberne. 
"Er du sikker på, at du har billeter til den forestilling?" sneg det sig frem, og Aldamar luskede armen over gelænderet og i stedet ned omkring livet på ham. 

Det var et sjovt ordvalg, men det var hvad der lige havde faldet ham ind i øjeblikket, og han var ikke bleg for at smile over det, som han selv lænede sig lidt tættere ind på Aldamar, mens han hånd fraværende nussede ham over låret. Til trods for hvor nemt det ville være for ham at gøre det langt mindre sobert, som de sad der, så var han dog stadig meget bevidst om ikke at gå for langt op af benet med sin hånd.

Udtrykket der kom over Aldamar, overraskede dog Fabian, som tænkte han meget dybt om noget, der ikke helt var så behageligt. Et udtryk som Fabian helst ikke så på sine kunder, især ikke efter selve akten. Det forsvandt dog igen, og Fabian kunne næsten tro at han havde forstillet sig det, men også kun næsten.
”Hvem siger at jeg er en af tilskuerne,” kom det drillende tilbage fra Fabian, og han bappede lidt mere på piben, inden han ordentlig rakte den tilbage mod Aldamar. Hvis han skulle have mere, ja, så ville han blot tage den tilbage igen. Det hjalp ham heldigvis også lidt at dulme lidt den uro der var kommet over ham, over at se Aldamars uro. Hvad var grunden? En del af Fabian ønskede at spørge, men det var ikke ligefrem hans sted, og slet ikke, når det ikke var et behageligt emne. For ikke at nævne at Aldamar nok ikke ville snakke om det. 

Hovedet faldt til ved hans skulder, så da Fabian lænede sig tættere på ham, jah der kunne han føle vægten på toppen af sit hoved. Det, og den svage nussen omkring låret var... rart. Det fik ham kort til at lukke øjnene en anelse i - det var en underlig bølge af tryghed at sidde så tæt på ham, og Aldamar kunne sagtens se sig selv falde til ro sådan her. Men ikke endnu, hans ord fik et lille 'hah' ud af ham, og han rettede sig en anelse mere op, og drejede blikket imod ham. "Hvem siger du ikke er?" Aldamar's øjne blev drilskt en anelse smallere, og han strakte den anden arm. Inden at han kunne nå at svare, løftede han den op foran munden på ham i et 'shh'. 
"Og man kan ikke sige sig selv" tilføjede han med et smørret smil, men slap der også fingeren for hans mund, for en anelse kærligt at lade den hvile lidt omkring brystpartiet på den blonde mand. 

Han havde ikke lagt mærke til, at det ikke var gået Fabian forbi. Og det var heller ikke noget han ville bebyrde ham med, da - igen - det egentlig ikke var en ting han skulle vide, selvom prinsen et eller andet sted, følte at han burde vide det. 
Spørgsmålet var måske ikke om, men hvornår han fik det af vide, hvis den her følelse blev hængende i ham. 

Fabian smil blev kun større, da Aldamar ville have en forklaring hvordan han ikke var en af tilskuerne, og han lænede sig ind, og kysse ham drillende på halsen. Lidt længere tid end han ville have gjort det, inden han løftede hovedet og hviskede ind i Aldamars øre, nu når de alligevel var så tæt. ”Hvis du plejer at gøre dig i at inddrage tilskuerne, så har du måske en pointe, men det håber jeg da ikke at du gør.” Hvis Aldamar rent faktisk var sammen med flere folk, så var det ikke ligefrem fordi at Fabian ville føle sig ramt, selvom han nu godt havde kunne lide følelsen om at han havde været speciel. Han ville dog finde det underligt, hvordan Aldamar alligevel kom til ham og købte selskabet. En del af ham havde formodet at Aldamar havde savnet den intimitet der kunne være om en anden mand, som han ikke fik andre steder. Det ville dog heller ikke være første gang han var helt galt på den.

Selvom han sad og drillede Aldamar, og prøvede at trykke lidt på hvilke som helst knapper der i ham, så var han dog også blevet langt mere opmærksom på Aldmars humør. Han kunne ikke helt finde ud af hvad der havde gjort det, og hvis han kunne undgå det fremadrettet så ville han det.

Så tæt på som han sad, kunne han ikke lade værd med at fnyse en anelse drillende da den varme ånde kildede ham i øret. Blikket - trods han ikke kunne se ham fuldstændig var stadigvæk vendt imod ham, og den unge fyrstesøn måtte lade en forarget mine glide over sit smilende ansigt, da han nævnte at han ikke håbede han inddrog andre tilskuere, så at sige. 
Aldamar fangede hans ene hånd, og klemte den drillende. "Nå så det gør du ikke?" gled det leende over hans læber, og fyrstesønnen greb bedre fat om livet på ham, bevidst om at alt 'det der', det var et forsøg på at få en reaktion. Tingen var bare, at det virkede. Øjnene funklede en anelse i den svage bekysning, idet at han vagt rystede på hovedet. "Mmmh, ikke vær' bekymret. Det er sjældent jeg overhovedet taler med tilskuerne" forsatte han, og lod et enkelt arrogant øjenbryn finde vej til hans pande, selvom det ikke kunne holdes der længe, da han næsten med det samme smilede igen. 

Dertil var det at prinsen prøvende trak i hånden, prøvende prøvede at svinge ham tættere på og overfor sig, og kunne ikke stoppe den anden arm - stadigvæk bagved ryggen på ham - i nussende at lade håndens tommelfinger stryge ham over siden, ved ribbenene. 

Et lille gys gik igennem Fabian, som Aldamar nævnte at det var sjældent han talte med tilskuerne. Det fik ham i hvert fald til at føle sig lidt special, og det summede helt i hans krop, hvor han normalvis var vant til at det mere var en doven energi der lå over ham, som hans lyster endelig var blevet tilfredsstillet.
”Jeg må have gjort et godt indtryk på dig så,” svarede Fabian hurtigt tilbage, men der gik ikke lang tid fra at han havde sagt det, til at han følte Aldamar hive ham op mod sig. Oh.

Det skulle ikke ligefrem gøres to gange, og selvom Fabian kort var ved bare at falde oven på Aldamar, fik han genvandt nok balance, til at han kunne svinge den ene ben over Aldamar ben, så han sad med et ben på hver sin side af Aldamar, og deres fugtige hud endnu engang lå op ad hinanden. Piben var stadig i hans hånd, og han lagde derfor den frie arm over Aldamars skulder. Hans øjne fandt Aldamars, og med et lidt kækt smil, lænede han sig ind for at tage endnu et kys fra Aldamar. Positionen var trods alt blevet langt bedre... indtil Aldamar selv ville have nok af at have en fuldvoksen mand på skødet. Fabian vejede trods alt ikke lidt. 

Idet at han gled ned over hans lår, følte Aldamar med et lille grin hvordan at han kortvarigt var ved at tabe balancen, men fangede heldigvis sig selv inden at han faldt. Det havde ellers været et kønt syn, sådan at snuble over ham. Aldamar smilede en anelse bredere som han møvede sig til rette, og foldede langsomt benene en anelse op, for at skubbe ham tættere på. Ikke at det var nødvendigt; Fabian lænede sig selv frem og Aldamar fangede hurtigt læberne i et dybere kys end før. 

Selvom han ikke ligefrem vejede lidt, gjorde det intet. Den ene hånd fandt vej til lænden, den anden fandt vej til baghovedet, og med langsomme bevægelser gled tommelfingrene over den lyse hud, imens hvad der kunne minde om en lille blanding af en nynnen såvel som en tilfreds, indespærret stønnen, kom fra fyrstesønnen. Smagen af røg gjorde ham trods alt intet, og var et velkomment 'krydderi' for den mørkhårede mand, der ikke ænsede at piben faktisk ikke var blevet givet videre. 
Aldamar skubbede ham om muligt endnu tættere på sig selv, inden at han til sidst måtte bryde kysset for luft. Det betød dog ikke at han rykkede sig selv - eller Fabian - ud af flækken, og læberne gled ned forbi hans ansigt og imod hans ører. 
"Du gjorde i hvert fald et indtryk. Et lidt uretfærdigt et, men det er til at overkomme" hviskede han med et lille grin, ikke særlig ked af det over 'uretfærdigheden' i at finde ham tiltrækkende og sjov, på samme tid. 

En lyd af tilfredshed undslap Fabian ind i kysset, som han gled lidt tættere på Aladmar, og fik sat sig ordentlig til rette. Der skulle ikke mere bevægelse til, for at de to af dem rigtig kom i gang igen, men det var ikke det det handlede om lige nu. Lige nu var det bare om at nyde hinandens selskab, og hvis det fandt sted mens de stadig var nøgne, så brokke Fabian sig ikke. Han havde i forvejen været en større fortaler for det fysiske aspekt af deres 'forhold' end Aldamar, selvom han næppe lignede en der hadede det.

Hans hånd over Aldamars skulder, fandt vej op til Aldamars hår, for at nusse ham der, ganske blidt, mens han kunne mærke Aldamars hvisken mod hans øre.
”Uretfærdigt?” kom det leende fra Fabian, selvom han havde en god idé hvordan Aldamar egentlig mente det. ”Jeg er sikker på at med et par møder mere på... bagen...” smilet strakte sig lidt mere. ”... Så føles det ikke helt så uretfærdigt mere.” Med mindre at Aldamar ville finde en anden mandelig elsker, så kunne der godt opstå problemer. I hvert fald hvis han forventede at de var ligeså rutineret som Fabian var. 

Ved den blide nussen i håret, lænedes hovedet sig langsomt mere og mere tilbage imod hånden, og et nydende smil strakte sig over de buede læber. Ordende var dog ikke gået ham forbi, og fyrstesønnen åbnede sine halvlukkede øjne en anelse mere, blot for at se et bredere grin strække sig over den blonde mands ansigt - et smil der fik det til at gibbe lidt i ham. Efter et par møder mere? Aldamar kunne ikke lade værd med at ryste en anelse på hovedet over hvor fandens selvsikker han altid skulle lyde, men vidste dog også, at han havde ret i det meste af hvad han sagde. På det punkt kunne Fabian læse ham ret så godt. Eller, i hvert fald læse hans krop. 
Det var da også ganske uanstændigt hvordan at Aldamar havde opgivet at gøre noget ved det, og ved den overgivelse, var det som om at han ikke helt kunne få nok af at være omkring ham, være tæt på ham. Det var nemt at give Fabian ret, selvom han sjældent gjorde det verbalt.

Et drillende glimt gled over de mørkeblå øjne, og Aldamar's hænder dansede legesygt over hans side, inden at de lagde sig ved brystet. "Du er så sikker på mange ting. Men... måske har du ret. Et par 'møder' mere" Aldamar fjernede med et lumsk ryg benene, så der ikke længere var nogle rygstøtte for den blonde mand at være omkring.