Hjertet slog et slag over da han atter nærmede sig, og en hvæsende snerren blev sendt imod ham, så tæt på at Vektor ville sværge på at han kunne mærke den varme og dårlige onde fra den anden mand imod sit skind... det andet væsen. Skulle han være ærlig, var han i tvivl om hvilket køn den var, men den hurtige afstikker-tanke blegnede da den forsatte med at tale. Og den var ikke glad, Vektor følte hvordan hjemlig benægtelse boblede på spidsen af hans tunge, som altid klar på at tale sig ud af en situation han havde tabt overtaget på. 
Men blev afbrudt, da 'Dianthos' i det næste nu, begyndte at lede efter et eller andet i hans lommer. Alle hans lommer. 

Drømmesælgeren stivnede instinktivt ved den befamlende hånd, og begyndte på en halvhjertet banden der blev efterfulgt af nogle skub med armene der forsøgte at skubbe ham af sig. Hvad end han ledte efter, agtede Vektor ikke at give ham frivilligt, og hans tanker faldt selvfølgelig på den mængde krystaller han havde fået skrabet sig sammen ved aftenens salg. Blev han ruppet for dem, ville det pludselig blive lidt af en gæld han skulle forklarer videre til Romolus - noget han bestemt ikke havde et behov for at gøre. 
Den modstridende banden stoppede dog momentært da væsnet kom lidt for tæt på basen i sin søgen - et ufrivilligt gisp over den kolde hånd i det hele taget var dernede, inden at det endelig virkede som om at han havde fundet hvad han ledte efter, og hev en af Nox flaskerne frem. Heldigvis. 
Vektor's blik gled kort nedover hans eget bryst, førhen at det ligesom 'Dianthos' faldt til fascineret ro omkring den sagte glød, og derefter gled tilbage imod de hvide øjne og det blege ansigt. Var det sådan en han ville have? 
"Er det bare Nox du vil have?" fulgte han lidt mere lavmælt og knap så fjendtligt op med, som så han en lille chance for at flasken kunne distrahere fiskemanden godt nok, til at han ville glemme deres lille uenighed. Grebet om hans arme løsnedes også en anelse. Han havde trods alt haft ret, det havde... i det store hele, været Vektor's plan, inden at han begyndte at kæmpe imod. 

Halvelverens isblå øjne gled vagtsomt over det blege ansigt over ham, altid ledende efter små detaljer der kunne gøre det nemmere at aflæse ham. Hans ansigt virkede til at vise mimik i ekstremerne, så da betagelse overtog hans ansigt, jah der så han jo næsten helt... mild ud. Nysgerrig, så man bort fra hvor skarpe og hvor mange tænderne i munden var. Men ligeså hurtig som det var kommet blev fortryllelsen brudt af halvelverens stemme, og hans hvide øjne blev smalle striber igen. 
Endnu en klump blev sank ned i halsen, og Vektor nikkede - han gjorde ikke meget af et forsøg på at få fat i den igen, men stillede sig tilfreds med at der var et vidst ejerskab over flasken nu. Noget for noget, han kunne kunne lægge ud for de to ravstykker, hvis det holdt monsteret fra at tage en bid af resten af ham. Og det var i den grad et forsøg værd, ikke at kæmpe imod lige nu. Det kunne han altid prøve igen senere.
"Drømme, Dianthos. Flydende drømme der tager dig derhen hvor du helst vil være" trods siutationen havde Vektor's stemme taget selvsamme kant til sig som når han snakkede med nye kunder; en anelse drømmende, en anelse indsmigrende. Underliggende kunne man dog høre at det var sagt en anelse åndeløst, og man ville mærke hvordan hjertet nægtede at falde til ro, nu hvor at han satte sig på ham i stedet. 
Satte sig. 

Som en arbejdsskade der ikke ville forlade ham, kunne Vektor mærke hvordan at positionen og presset væsnet nu lagde over hans krop, og hele... jah, det hele der havde ledt op til det her, fik ham en mindre del af halvelveren til at reagere og han fnyste over det absurde, i hvordan han ikke virkede til at kunne få kontrol over situationen - lige meget hvad han gjorde meldte der sig et nyt 'problem' på banen. Han skulle bare have efterladt den mørkøjede mand ved baren. Eller endnu bedre, slet ikke have inviteret ham med videre til at starte med. 
Hænderne - nu ikke presset imod jorden længere - greb om låret på den anden. Mest af alt for at se om han kunne få ham til at løfte sig selv bare en smule, inden at det blev akavet. 

Ikke mange protester nåede at komme over Vektor's tunge, da han for sent opdagede at Dianthos ikke tog imod drikken. Han havde ellers håbet på det - et bedøvet monster var et monster der var til at håndtere, og han kunne passende lige få sparket hans bedøvede krop en anelse rundt i gyden, som nærig hævn for den her... ydmygende situation. Men således skulle det ikke foregå. Overraskelsen malede elverens blå øjne store, og han pressede læberne imod hinanden så de blev en anelse hvidlige i alt det solbrune og vejbidte - hænderne greb fastere om hans lår - gled op imod hans overkrop for at skubbe ham af sig... 
... kun for at føle de forræderisk stærke fingre vriste hans kæbe op og få hældt indholdet i ham. Vektor hostede og hakkede, men med en hånd for munden, kom han ikke langt med at få det ud af sit. 

Åh for zalan da også. Hovedet der havde løftet sig i modstand, faldt tilbage imod jorden med et indebrændt suk, og han kiggede en anelse op bagved 'Dianthos', kroppen nu afslappet igen - der var ikke meget nytte i at prøve at skubbe ham af sig, når han vidste at det nok ikke ville lykkedes. "Som du dog kan få din vilje" mumlede han da hånden endelig fjernedes fra hans mund, og kunne ikke lade værd med lige at prøve at vippe ham af en sidste gang, trods alt - måske? Det virkede ikke. 
Det var ikke første gang han prøvede Nox, og nok heller ikke sidste gang. Men han holdt sig generelt fra sine egne produkter, fordi fristelsen i at gøre det igen, var altid... til stede, især i ugerne efter. Og han blev ikke engang slemt ramt, så han kunne kun forestille sig det for sine 'venner' aka. faste kunder. 
Nej, Vektor blev mest af alt... utrolig afslappet, lettere flydende og ufattelig kontaktsøgende. Nox fremhævede de mest prominente træk i elverens personlighed, og fjernede den lille rest af ansvarsbevidsthed der holdt ham... nogenlunde tilbage. 
"Tyran?" der ville gå nogle minutter inden det blev optaget i hans system, og Vektor's lyseblå øjne ville - når det skete - blive sorte af pupillens størrelse. "Hvorfor tyran?" kunne han ikke lade værd med at spørge en anelse dumt. 

Et eller andet sted i baggrunden hørte halvelveren hvordan flasken ringlede imod den hårde stenjorde, og det hærdede glas formåede heldigvis ikke at splintres, trods man nok forventede det. Han burde samle den op, den flaske - en tanke der forekom utrolig svær at følge da han knap nok kunne... nej, måtte rykke hovedet for at følge den med blikket. Så det blev mest af alt en strøtanke imellem mange, imens at den solbrune mand ventede på den genkendelige rus der ville melde sig. 
Der var trods alt ikke så meget at gøre, og Vektor skulle ikke forværrer sin egen situation, når han vidste at den ikke kunne undgåes; dum var han ikke, selvom det nemt kunne virke sådan lige nu. 

Stadigvæk låst fast imellem monsterets hænder og ansigt dinglende over sig, stirrede de lysblå øjne op i de hvidlige og blege over ham. Noget hårde ord blev ytret, og selvom de ikke gjorde noget ved den solbrune halvelvers fine følelser, var det alligevel en påtaget forargelse der burde komme over ham. En ting var at kritiserer hans ansigt, en helt anden ting var at beskylde ham for at snyde sine kunder. Det var bare svært at koble sig til de følelser lige nu - blodet brusede og hjerterytmen steg - og Vektor vidste at han følte sig afkoblet fra den vrede der burde komme, fordi at Nox var begyndt at virke. 
Berusende varme gjorde sit indtog på ham, og Vektor's hænder greb fat om hans arme, trods grebet ikke var stærkt. Øjnene glimtede en anelse feberblankt i den svage belysning, idet at mundvigerne smørret og humoeristisk trak sig en anelse op "Dem alle sammen?" Alle skældsordene? han vidste ikke engang hvor at det spørgsmål kom fra, men havde velsagtens altid kædet sin nysgerrighed sammen med sin selvsikkerhed - og han kunne ikke lade værd med at føle sig selvsikker, til trods for at han ikke burde det lige nu. 
Yderligere ude af trit med situationsfornemmelse, hævede Vektor ansigtet fra jorden for at komme tættere på monsteret, nok grebet af den rus der i det næste nu udvidede hans pupiller til dybe, sorte huller. "Hvis mit pis havde den her evne, ville jeg ikke være så gavmild med hvem jeg pisser af" klukkede han.

Som Vektor lænede sig frem, lænede havvæsnet sig synkront tilbage, og bevægelsen forekom langsom for Vektor's duggede øjne, trods det nok ikke var sådan i virkeligheden. I realiteten - i hans realitet - jah så var alt en anelse langsomt lige nu, og det fik halv-elveren selv til at føle sig som noget af det hurtigste, noget af det mest brilliante i den sløvede virkelighed. Og så var der selvfølgelig lyset... 
Det vage lys fra natten begyndte i det næste nu at strække sig ind over himlen - det fangede hans natsorte pupiller, og pulserede i udkanten af hans øjne, som var det et levende væsen der trak vejret i lysets farvespil. Dianthos' egen krop tog også en glødende bleghed til sig, og i den underlige skønhed, gik det op for Vektor at han også havde nærmet sig - at han også rørte ved ham - for at skabe samhørighed i hvad han vidste væsnet over ham var, og hvad han så lige nu. Fingrene borede sig en anelse ind i den skællede hud, men ikke for at skade. Køligheden var bare fremmed, og til dels også dragende. 

Først da et hvislende spørgsmål brød hans fascinerede og momentære betagelse af hvordan væsnet så ud igennem Nox' tågeslør, lod han hovedet med et dæmpet bump falde tilbage imod jorden. Fingrene løsnede deres greb, hænderne søgte at glide op over hovedet og krydses idet at drømmesælgeren med et frydefuldt lille gys strakte sig, så ryggen svajede. Hvad der skete med ham? Så naiv var der simpelthen ingen der var. 

Øjnene var blevet halvlukkede, mørke men morende smalle sprækker, og han sukkede af det fjollede spørgsmål. "Åhh, nu ikke spil uskyldig, Dianthos. Var det ikke det her du ville se, hmm?" spandt han, og lod ryggen ramme det fantastiske kølige underlag igen. Hans egen krop, føltes alt for varm til natten omkring ham. Øjnene åbnedes igen, og Vektor flettede sine fingre ind imellem hinanden, og rykkede dem langsomt under hovedet til nakkestøtte. "Du tvang det trods alt ned, du ville gerne... 'se hvad det gjorde', eh?" smilede han, og lod kortvarigt blikket følge farver der snoede sig ind imellem det måneblege lys, bagved det hvide hoved. Han troede ikke på, at havvæsnet ikke vidste hvad Nox gjorde. Det var en forskruet form for nydelse, sådan som han sad på ham, sådan som han observerde ham - og det ville ikke være første gang han mødte typen. Problemet var bare, at sølvelveren ikke kæmpede imod det, og lod et fornøjet glimt tændes i øjnene, i stedet. Låret bagved ham løftedes en anelse, for blidt at skubbe ham nærmere. 
"Så observer" mumlede han, et løftet øjenbryn sammen med den bizarre, interesserede udstråling. 

Et sitrende stød af energi skød igennem hans trænede krop, idet at væsnet fik en form for overbalance, og væltede ned over ham. Bryst ramte bryst, ansigtet var et lille sekund utrolig tæt på hans, og sølvelveren's øjne blev om muligt lige en tand større, idet at han gispede uhørligt. Ikke fordi at han blev forskrækket, men fordi at han blev begejstret, smilet blev kun mere prominent som han strengt blev beordret til at stoppe. Han levede for den fysiske kontakt der kunne deles imellem væsner, blot når at han var sig selv. Værende sig selv, men på Nox? Jah så var enhver kontakt som en udladning af energi, og han forbandede et eller andet fjernt sted i sine tanker, hvordan at Dianthos' påklædning ikke var ligeså lemfeldig eller åben som hans egen kunne være. Mere. 
Vektor undlod at svare, indtil at han følte den fulde opmærksomhed på sig igen. 

Han havde bevæget sig så hurtigt væk, at ekkoet af mere stadigvæk hang omkring de bedøvede tanker, og i rusens, flydende fornemmelse, var det svært for ham at holde hænderne under baghovedet. Fordi havmanden betragtede ham stadigvæk nok så intens, og det med et blik der kunne føles på hele kroppen; øjnene han besad var en så skærrende kontrast til hans egne (ligenu) dybsorte, at drømmesælgeren følte at han kunne sluge dem, til trods for at han ikke ligefrem befandt sig i den højnede position. Han glødede, hele hans ansigt, hans hud - alt tog samme gnist som månens mystik, og dér var det at han ikke længere kunne lade værd, selvom en for længst druknet fornuft mindede ham om faren ved den anden person.
Med et frydefuldt lille gys lirkede han hænderne fri. 

Vektor lod dem glide over sin nakke, ned over skuldrene, over kravebenene og nedover hans eget bryst, kærtegnede det en anelse som en belønning til sig selv - hans egen hud var sjov at røre ved, men det var ikke den han ledte efter, idet at hænderne greb fat om Dianthos' kølige, skællede fingre. Den kulde. "Nej" spandt han som et forsinket, forsinket, forsinket svar, og sank en enkelt gang. Hvor at Dianthos' knurrede, var det at Vektor kurrede. "Du får ikke lov til at være sådan, når du har gjort det her" klukkede han derefter. "Det er ikke fair, eh?" Hænderne gled endnu engang op af armene, førhen at den ene løsnede sig for at gribe om noget af det blæksorte, lange hår, og cirkle det om 3 fingre. Han fik ikke lov til at diktere hvordan drømmesælgeren skulle reagere, når det var ham selv der havde hældt Nox i svælget på ham. Vektor's små kærtegn var fascinerede, jah nysgerrige på den fremmede form for hud, en anelse undersøgende i deres berøring, og fuldkommen strippet for sociale hæmninger og frygt. Bizart nok, følte han sig overordentligt meget i kontrol af situationen, nok fordi at den snigende usikkerhed han sansede var håndgribelig for sølvelveren. Og den behøvede ikke at være der. 
Om han fik lov, ville hånden omkring armen glide op venstre side af brystet, en lille trækken i håret for at få ham ham til ikke at holde så meget afstand imellem dem. 

Det sorte hår blev flået ud af hans greb, og halv-elveren kunne blot følge det længselsfuldt med blikket, idet at det blev kastet over nakken. Ikke at det gjorde så meget, den glatte tekstur tvang det endnu engang til at glide ned over selvsamme sted han lige havde prøvet at få det gemt væk, men det var nu ikke sådan, at Vektor fik mulighed for at få fat i det igen. Nej, Dianthos var ikke gavmild med at give drømmesælgeren tid til at undersøge den mand der havde tvunget ham ned og ligge, og de svømmende øjne måtte i det næste nu, uhærdigt prøve at fokusere på den amulet han hev frem igen. Ah, amuletten... 

Sølvelveren hørte hvad væsnet sagde, men kunne ikke grave dybt nok til at finde anger eller fortrydelse. I stedet blev det overraskede udtryk - et udtryk der mest af alt var kommet af den afvisning med håret han ikke måtte lege med - erstattet af flabet grin, og Vektor's sorte øjne glimtede. Han åbnede munden for at svare, men ingen ord kom ud, da havvæsnet i stedet førte en hånd til struben, og strammede en anelse til det. Oh. 
Han gjorde dog intet for at stoppe ham - ingen hænder blev ført op til halsen for at vriste den hvide, kolde hånd åben, selvom han kunne mærke at der var en hvis idesvarslende styrke i det greb, og først da der blev påpeget at han stadigvæk var en anelse brugbar, fandt han endelig plads til at tale igen. Og han havde sit at sige, til den kære havmand der i sandhed enten var fuldkommen ude af sit element, eller godt på vej til at finde tilbage til det. "Hold nu ooop, dit liv er så langt fra ødelagt" hviskede han, og lod i rusens mod, sine egne hænder endelig gribe fat om havvæsnets strubetag, og klemte selv en anelse til i et lille sekund. Næsen udfordrende, han kunne ikke lade værd. "Og du er heller ikke ødelagt, du er fornærmet. Såret, måske endda stødt, eh?" fordi tomme trusler var kun hvad de var, og han fandt det helt absurd at havmanden ønskede at skade ham. Det var jo ham, og han gav alt dét her lige nu. Så albuerne stødtes derefter imod jorden, og han prøvede, i hvert fald, at få sat sig op i en pludselig, rykvis bevægelse. Det var svært at koble sig på den modvilje han burde føle, overfor Dianthos' lige nu.... og natten forsatte med at pulserer så fantastisk levende omkring dem; drømmesælgerens villighed til at komme videre, til at hjælpe ham videre, var ikke forsvundet trods hans hvæsende vrede.
Men det krævede at han kom op. 

Øjnene fulgte i sekunderne før han fik rejst sig, til det sted hvor at Dianthos pegede. Lige ved brystet, et eller andet sted inde i ham selv... han ville ikke være den første der i skuffelse havde opdaget at drømmesælgeren på ingen måde var nogen drømmeprins, og ville dertil nok heller ikke være den sidste. Men han kunne ikke gøre for, hvad havmanden følte. Vektor's selviske tankegang ville altid sætte sig selv først, og det var kun på meget få punkter, at han kunne være en gavmild mand. Men det ville den måneblege skikkelse tidsnok opdage. 

Fordi lige nu, virkede det til at han endelig fik lov til at komme op og stå, og for ham, var det mest af alt med et helt specifikt endemål i sinde. At stikke af? Nej. At hjælpe ham? Kun til dels. 
Nej, Vektor vidste at så snart han kom op og stå, ville rusens bølge på ny skylle ned over hans muskuløse krop. Så selvom det kære havvæsen forventede at han kunne beskytte ham imod noget som helst, ville han blive grumt overraske - fordi det var hverken i hans primære interesse eller ønske. Alt aggresivitet var forsvundet og havde efterladt en munter, flydende, intens og betaget mand tilbage. Drømmesælgeren var ligeså udsat som Dianthos selv, det fysiske handicap som måske den eneste undtagelse. 
De pupilsorte øjne glimtede dertil fornøjet - fuldkommen ude af trit med den frygt han burde have omkring sig, især ved den underliggende trussel og han smilede i stedet en anelse mageligt. "Han synes jeg har et skønt ansigt" mumlede han for sig selv, og kom vaklende op og stå. Og dér var... følelsen. Som stoffet nåede dets højdepunkt, sukkede sølvelveren frydefuldt og lod ansigtet vendes imod himlen, så det hvide hår i en kaskade kunne falde ned imod ryggen. Hans krop summede, hans tanker kørte i ring og hans fingre sitrede, særligt da han endelig kunne vende opmærksomheden tilbage til havmanden... 

... som havde taget sine sko af. Selvsamme mangel på frygt, der ikke kunne skabe en sammenkobling imellem at få bidt et ansigt itu, og det der med at dø, gjorde at han med et halvkvalt fnis fik øje på de enorme fødder. I en doven bevægelse gik han derover - greb fat om skulderen på Dianthos for at hjælpe ham op, og lænede sig samtidig ret så tæt ind til ham, han føltes så glat at røre ved. "... frøfod..." klukkede han halvdrømmende for sig selv. 

Frøfod, kælenavnet lirkede sig ind i de flydende tanker, og beskrev meget godt den måneblege havmand han lænede sig ind til, som med et fast greb nu lagde en arm omkring ham, han skulle vidst ingen steder hen. Humorforladt var han ovenikøbet, og fandt de flade, larmende og flappende fødder ikke ligeså morsomme som Sølvelveren tydeligvis selv gjorde, og kommanderede ham i stedet afsted med sin hvislende stemme; endnu engang tilbage imod havnen, men i end noget anden tilstand og konstruktion end den de forlod den i. 

Det var til gengæld en vej som Vektor kunne i søvne, og derfor var det heldigt at det lige var der Dianthos ønskede at komme hen - det var trods alt et ønske han kunne efterkomme. Han havde - trods de gentagende trusler der var blevet ytret siden han var tvunget ned på jorden - ingen decideret modvilje imod havvæsnet (lige nu), og ønskede derfor ligeså meget at hjælpe ham, som han ønskede blot... at være til. Fordi lige nu, var verden fantastisk, og livet, dét var godt. 
Hvor at Olu så verden i en deprimeret tågemasse, rippet for alt lys, varme eller sikkerhed, så Vektor den i et væld af farver, dybt påvirket af drømme essensens vidunderlige filter. Som de kom ud på den øde, fugtige gade, dansede lanternernes varme lys nu ind imellem det kolde der kom fra himlen, og hånden om havvæsnets liv, klemte en anelse drilskt til, hvorom at blikket med et frydefuldt suk gled imod himlen, og han lo hæst. "Ved du hvad der aldrig gør ondt?" stemmen var melodisk trods dens hæshed, og drømmesælgerens frie hånd, straktes op imod himlen med fingrene spredt; han ville så gerne trække en stjerne ned, for at stikke den i lommen. 

Og der ville ikke gå forfærdelig lang tid, før at havmanden ville kunne lugte og høre det brusende nattehav, såvel som fornemme den salte vind, og den kulde det sted bragte med sig. Fordi de var overraskende tæt på, givet at sølvelveren altid havde en tendens til at holde sig tæt på havet, trods hans umiddelbare modvilje imod at komme langt ud på det. 

Det var farligt, sådan ikke at være forbundet til de instinkter der burde holde en i live, og holde en væk fra uheldige situationer som den der nemt kunne udfolde sig om ikke så forfærdeligt længe. Vektor havde altid prydet sig med sit overlevelsesinstinkt, fordi nok havde han levet - og levede stadigvæk - et liv i den højere risikozone, men han havde hovedet skruet rigtigt på og gode mavefornemmelser omkring folk han ikke kendte. Han var hærdet, han var god til at få de få midler han havde, til at fungere godt. Men med indtagelsen af så kraftigt et stof som Nox, jah så var det som om at alt relativ vigtig viden...
... forsvandt ud i natten, og efterlod hans hjerne tom for andet end de umiddelbare behov der meldte sig. Føl det her, smag det her. Gør det her. Instinkter blev til behov, og behov tænkte ikke på halv-elverens egen sikkerhed i deres selviske fremmarch imod den stimulering der kunne tilfredstille dem. 

Derfor var der ingen alarmklokker der ringede, da grebet omkring ham blev en anelse strammere. Nej, elveren kiggede med spæd interesse fra sin stjernehimmel til sin månemand, og følte hvordan at hans smidige krop bukkede sig en anelse ned imens de vadede afsted. Selv blev Vektor's greb også en anelse mere fast, men det var mest af alt for at holde ham oprejst, da han med en lille, rumlende latter lænede sig ind imod Dianthos' igen. Hvorfor var det lige at han gik her med ham? 
Ah jah, havet. 
Havet var skræmmende, mørkt og dystert. Havet var en anelse beskidt ved havnen, og forekom uendeligt og dybt længere ude.... sølvelveren respekterede havet, men frygtede det noget så grusomt, når man kom længere ud end havnemolen. 
Hånden der havde været strukket frem imod stjernerne, faldt ned for at gnubbe ham på panden, inden at den i stedet fandt den hånd havmanden holdt omkring ham med, og prøvede at møve - flette - sig ind imellem de lange, kolde fingre. "Drømme, Dianthos'. Dine drømme er bearbejdende, ikke bebrejdende..." mumlede han ind imod ham, og snublede næsten kortvarigt, idet at brosten ændrede sig til træplanker.