Fabian nød opmærksomheden på sig, selvom den ikke var fremmede. Der var folk der opsøgte ham blot for at se evnen i spil, og den var da også mærkværdig, når han søgte at lave noget der ikke mindede så meget om ham selv. Det her var dog mere som hans egen krop end hvad Fabia normalvis var, og derfor følte han sig også mere bekvemt i den. Selvom man lærte at leve med det meste, når man var en flittig bruger af en formskiftningsevne.

Han kunne se fascinationen i Aldamars ansigt, og var også hurtig til at nikke bekræftende, da Aldamar ville mærke på ham. Den var trods alt anderledes end sidste gang de havde set hinanden, og det var nok lidt mere acceptabelt at røre en kvinde, end en mand i offentligheden. Fingrene var dog næsten drillende, som de blot rørte. Der var jo ikke meget chance for at det ville udvikle sig til meget mere end det her på nuværende punkt.
”Går det an, eller er der nogle ændringer du ønsker,” spurgte Fabian, lidt mere åndeløst end tidligere, som Aldamars hænder blev ved med at vandre. Hvis bare man måtte pille igen, så ville det ikke være så slemt, men for nu måtte han lade fyrstesønnen lege som han ville. 

Som mange andre mennesker, var Aldamar ingen undtagelse i at se bedst med sine fingre. Det var både mere tilfredsstillende end bare at stirre på ham, men det gav også mulighed for bedre forståelse, i mange tilfælde. Og når man ærlig talt kunne blive en anelse i tvivl om hvad Fabian nu var - når man blev i tvivl sådan som magien vaskede de mest markante dele af hans maskulinitet væk, kunne Aldamar godt tænke sig at forstå hvilke... dele af hans krop han helt præcis havde ændret. Og hvor drastisk, ikke mindst. 
Hænder der startede på skuldrene, og forsigtigt gled ned over den tidligere flade brystkasse. Hænder der kort stoppede op ved de småbløde tilføjelser af mindre bryster - meget mindre end tidligere, og derefter ned imod hans talje, et lidt fjollet smil om læberne. Bryster var sjove, det kunne han ikke helt benægte. Selvom de virkede ret så upraktiske i enorm størrelse. 

Dog stoppede Aldamar sin undersøgelse ved hans stemme, og blikket vendte atter tilbage til Fabian's blå-grønne. Med hænderne stadigvæk hvilende om siden af  hans talje, nussede tommelfingrene fraværende hans mave - dog udenpå tøjet selvfølgelig, imens at han overvejede det. 
"Nej, det går liiige an" kom det til sidst drillende fra adelsmanden, der sagtens kunne have sagt at det faktisk var ret.. spændende. Den der stod foran ham lige nu, var pr. smagssag ikke Aldamar's type - der manglede en del... volumen. Men det var lidt nemmere at se bort fra, når ansigtet stadigvæk var så genkendeligt. Dog gjorde han ikke mine til at bevæge hænderne andre steder for nu, da han ikke var blind overfor hvilken fantastisk - men ikke ønsket lige nu, glød det tændte i Fabian's blik. Han ville bare ikke være uretfærdig, og derfor burde han trække sig tilbage. Oh? 
En pludselig tanke fik Aldamar til at løfte et eftertænksomt øjenbryn, og han åbnede overvejende munden. "Eller, faktisk har jeg en..." et skævt smil i mundvigen, og Aldamar lænede hovedet en anelse tilbage. "Kan du blive en anelse lavere?" en forfængelig detalje som Aldamar sørgede for at levere så nonchalant som muligt, som om at det ikke betød noget. Men... dog noget han faktisk rigtig gerne ville se. Og opleve, for den sags skyld, da stort set alle - mænd og kvinder i næsten lige store dele, altid var højere end ham. 

For andre måtte deres position se interessant ud, som Aldamar stod og pillede ved kvinden der nu stod der. Fabian så dog ud til at nyde det mindst ligeså meget som Aldamar. Det var lidt en udforskning for dem hver især. Fabian fandt ud af hvor de sarte punkter var på den nye krop og Aldamar fandt ud af hvordan den nye krop var at røre ved. Han havde nok aldrig haft muligheden for at pille så meget ved en anden person som Fabian.

Det gjorde dog som det skulle, da Aldamar pointerede at det liiiige gik an, godt nok drillende, selvom Fabian var ret sikker på at fyrstesønnen mente at det var ganske godt. Dog kom det bag på ham med den anden kommentar. Han havde aldrig rigtig tænkt over deres højdeforskel, ikke mere end hvor upraktisk visse positioner var, men han var tydeligvis den eneste. Han var selvfølgelig heller ikke den lave af dem.
”Oh?” kom det drillende, før han koncenterede sig, og kort efter stod den samme skikkelse, bare lidt proportioneret anderledes, men på højde med Aldamar. ”Så meget lavere?” spurgte han. Han kunne sagtens tårne over Aldamar, men hvis Aldamar ville være den store mand i dag, så kunne Fabian godt gå med til det, selvom det altid var mærkeligt at miste tæt på 20 cm i sin højde.

Det var en lidt uskyldig nysgerrighed der havde skubbet Aldamar's hænder søgende frem til at starte med, men alligevel efter kun få sekunder, måtte de overgive sig til en mere lyst-præget udforskning af den fine nye krop han præsenterede. Det var lidt svært at lade værd, når det blev ved med at være så nemt - og  nemt var hertil intet negativt ment hos fyrstesønnen. Han havde nok af 'ikke-nemme' folk og perioder i sit liv i forvejen, så dette her var næsten som om at han flød med en usynlig strøm der hvirvlede omkring dem begge. Flød med den i stedet for at wrestle den konstant! Nogle gange trak den hårdt, insisterende og presserende i adelsmandens opmærksomhed. Andre gange - som nu, var det meget roligt, meget blid.

Ikke længe skulle der dog gå, inden at den androgyne skikkelse lukkede sine øjne og skrumpede godt 20 centimeter, så han endte på højde med Aldamar selv. Ændringen betød var ikke meget når man bare spurgte en udefra, og så slet ikke hvis man spurgte en der ikke kendte Aldamar. Men fuldstændig overrasket over at se ham i øjenhøjde stod han for et øjeblik bare og nikkede. Tænkte, og følte.
Det ramte på en lidt anden måde, og hjertet bankede dertil lidt hurtigere. 

En anelse pinlig bevidst og faktisk også overrasket over hvor tilfredsstillende en følelse det spredte kroppen, det var han. Men ikke længe nok til at det betød noget, sådan som Fabian stod foran ham, og han nikkede, "Jah" Kort og godt; det var nemlig så fint.. 
Hænderne slap hans talje for at gribe hans - i hvert fald ene hånd, og vovet trak han ham en anelse nærmere. De skulle velsagtens stadigvæk ud på den tur - de var slet ikke kommet særlig langt væk fra Det Halve Svin... men han havde ikke travlt, givet hvor længe han havde nappet Fabian's selskab for i aften. 

Hvis der var en ting Fabian var når man spurgte folk, så var det nem. For den rette pris der gjorde han alting, og han var ikke kræsen. Sex og det fysiske var noget der faldt ham så nemt som at gå, og derfor gav han det gerne ud til sine kunder, alt efter hvad de ønskede. Aldamar havde dog ikke erfaret hvor ikke-nem Fabian virkelig kunne være, når det ikke blot handlede om de fysiske ting mere. Eller hvor stort et røvhul han virkelig kunne være, når han ikke var interesseret mere, eller hans følelser bare var blevet lidt for ramt. Deres sidste diskussion var kun toppen af isbjerget.

Det var en lidt anden fornemmelse nu når de var i øjenhøjde med hinanden. Fabian følte sig mindre, hvilket han jo også var, men måske var det også fordi de havde været sammen flere gange, og det her var første gang det var kommet på tale. De fleste andre kunder bad om det væsentlig tidligere.
”Du kunne have spurgt om det tidligere, hvis det var så vigtigt,” kom det drillende fra Fabian, selvom han glædeligt blev hevet hen til Aldamar. Det kom faktisk ikke så meget bag på Fabian at Aldamar gerne ville være den kontrollerede og dermed også den store af dem. Han virkede som en mand der foretrak komplet kontrol, selvom han vidst også havde en tendens til at opsøge folk der var lidt sværere at kontrollere. Fillipe virkede ikke som en der ville lade det ske heller. 

At have nogenlunde kontrol var essentielt for Aldamar, der til tider kunne fremstå både opknappet og sippet i sin søgen efter at sætte orden i tingene, eller ridse de gængse rammer op igen. På mange punkter var Aldamar utrolig ulig sine flyvske søskende, og nogle gange - bare en gang imellem, jah så ville han ønske at de selv dyrkede struktur en smule mere. Det ville gøre tingene så meget nemmere for deres moder, i hvert fald. 
At det så også kom til syne sammen med Fabian, var slet ikke noget han havde tænkt over. Tværtimod, jah så følte han at Fabian så ham mere ved siden af sig selv, og samtidig en utrolig oprigtig side af ham selv, på samme tid. Hvis det da overhovedet var muligt. Ikke at det betød meget, når han velvilligt blev trukket nærmere, og fyrstesønnens læber sitrede i et småleende grin ved hans stemme. "Det kunne jeg vel..." ord der kom uden meget overvejelse bagved dem i deres leende enighed; han kunne sagtens have spurgt tidligere. Hvorfor han så lod være, betød vel at han først og fremmest foretrak Fabian, og bagefter alle hans fornemme udvidelser? Aldamar rystede lidt på hovedet af den prikkende tanke, smøgte en arm om livet på den nu lavere person ved siden af ham og hev dem ud af gadehjørnets skygger igen, og ud på den bredere vej. 
Og begyndte at gå, uden at vide hvor de skulle gå hen. 

"... vil du da gerne have at jeg sætter flere krav, eller spørger om mere?" et åbent spørgsmål der kunne betyde mange ting, Aldamar overvejede om han gerne ville høre ham sætte ord på flere ting han selv foretrak. Fordi det kunne han godt. Det havde bare ikke virket vigtigt, og for at være ærlig, langt mere perfektionistisk eller krævende, end han selv mente han var omkring andre mennesker. 

Fabian var nok bare mere vant til de mere løsslupne typer, og dermed var selv Aldamar i sin løse forstand, stadig langt mere afholden end alle de andre kunder Fabian var vant til. Selv de andre adelige, de mistede hurtigt barrikaderne omkring ham, for de havde trods alt betalt for at få noget sjov ud af det. På mange punkter var Aldamar anderledes end Fabians andre kunder, og for nu var det en god ting, men på den lange bane... hvem vidste?

Han lod sig hive med ud af skyggen, og lænede sig ind mod Aldamar. Det var nemmere når de var mere på højde, end de havde været før. Varmen ved hans side var behagelig mod aftenens kulde, selvom havde det blot været et par timer tidligere, så havde det næsten været for varmt, for at de kunne gå på denne her måde.

Hans øjne kiggede op mod Aldamars, som han blev spurgt om han ønskede at Aldamar skulle sætte flere krav. Et smil strakte sig hen over hans læber. ”Nej, jeg er bare ikke vant til at nogen ønsker så... lidt,” sagde han. Hvad Aldamar ønskede var mere hvad Fabian læste og derfor opsøgte, end at Aldamar spurgte om det. Det var underligt at være i den situation, når han var så vant til at andre folk bare tog og tog og tog. ”Du skal dog ikke holde dig tilbage, bare fordi du vil tage hensyn,” blev der dog tilføjet. Det var trods alt det sidste Fabian ønskede, uanset hvor behageligt det var. 

En rumlende latter steg fra Aldamar's bryst, idet at Fabian nævnte at han ønskede så lidt. Det var sjældent han hørte de ord omkring sig selv, normaltvis var Aldamar ikke en person man ville kalde ydmyg med sine ønsker, da han selv mente han fortjente en del ting - og en del andre også mente det samme. Men han kunne sagtens nikke små-genkendene til ordende, da de - som regel -  var på en banehalvdel, han ikke ligefrem dominerede. Desuden, så havde han sjældent behov for at udtrykke sine ønsker. Fabian lirkede dem ud af ham i tide og utide, men ikke til hans store fortrydelse. Overhovedet.
Da han lænede sig ind imod ham, bevægede tommelfingeren på taljen sig nussende op og ned, imens han overvejende kastede et blik ned på Fabian. "Så det skal jeg ikke?" ord der blev sagt med påtaget forbløffelse, og Aldamar løftede et falskt, overrasket øjenbryn. "Jeg ved nu ikke.. du virker lidt skrøbelig. Jeg ved ikke om du ville kunne holde til alt 'mig', når jeg ikke tager hensyn" fulgte han op med i sin ret så seriøse stemme, men med et drillende glimt i de havblå øjne. Det var en stor, fed, løgn. Om noget var det omvendt; han ville blive fuldstændig blæst bagover hvis Fabian ikke havde den selvkontrol som han havde. Især når han ikke selv havde den heller.

Ikke at han nogensinde ville sige det højt helt villigt, Aldamar vidste godt at han ikke fyldte meget i et rum - slet ikke ligeså meget som nogle af de mere flamboyante familiegrene fra Rubinien for eksempel, medmindre spotlightet decideret blev kastet på ham. Men det behøvede han heller ikke, og hvilede lidt i troen på at det 'nok ville komme en dag'. 

Det ar Fabians tur til at le, da Aldamar påstod noget så absurd at Fabian var skrøbelig. Det var nok det sidste ord Fabian nogensinde ville forvente at høre om sig selv. Både i sind og krop, der havde han nok klaret en del mere end hvad Aldamar kunne forstille sig, selvom han ikke nævnte det højt. Han vidste jo godt hvad Aldamars reaktion sidste gang havde været, og der var ikke nogen grund til at åbne for det.
”Det kan jeg godt se, vi kan jo helst ikke have at jeg bryder grædende sammen vel,” kom det drillende tilbage. Han kunne ikke engang huske hvornår han sidst havde grædt, men han følte også lidt, når han så ind i Aldamars øjne, at det vitterligt kun var for sjov. Hvilket var noget Fabian altid kunne være med på.

Deres skridt bar dem dog hurtig hen mod markedspladsen, hvilket var stedet hvor der oftest skete noget i nærheden. Fabians øjne gled rundt for at se om han kunne finde noget at lave. Han så dog primært fulde folk, der gik og faldt over dem selv, selvom en svag musik kunne høres fra et eller andet sted i nærheden. Han ville dog stadig lade Aldamar vælge vejen de gik, med mindre noget umiddelbart fangede hans øjne.

Da han ikke blev modsagt, jah så smilede Aldamar bare en anelse bredere idet at han nikkede, og kommenterede ikke på latteren. "Det ville da først se lidt mistænkeligt ud, i hvert fald" Bestemt, det ville jo ikke være godt hvis han brød grædende sammen! Og så slet ikke hvis det var på grund af Aldamar, selvom Aldamar nok var en af de sidste personer der kunne såre andre her i byen - hverken fysisk eller psykisk. 
Han gjorde sig så sjældent i bekendtskaber udenfor det nødvendige, at det simpelthen ikke skete særlig ofte at han i første omgang havde muligheden for det.
Og selv hvis han havde, skulle der en royal fejltagelse af stor kaliber, til at få Aldamar igang med en større indsats for at sårer andre.
Så bare hellere lade dem være. 

Deres ben ledte dem imod markedspladsen, som mest af alt var blevet et forsamlingsted for dem der ikke befandt sig på de lokale kroer - enten fordi de ikke måtte, eller fordi de ikke ville. Med armen slynget om Fabian, var det dog ikke fuldemands-selskab Aldamar var på udkig efter, og derfor gled de blå øjne videre fra hvad der umiddelbart trak opmærksomhed, imens at farten blev sænket en anelse. Aldamar lænede sig tættere på hans øre. 
"Jeg overvejede om Dianthos havde et bi-" en råbende stemme afbrød Aldamar's lavmælte ord, og overrasket trak han ansigtet til sig for at se hvor lyden kom fra, og om det var henvendt til dem. Det lød nemlig lidt sådan. "Oi, er det ikk' ham det' ene fra Svinet?" forsatte samme snøvlende stemme, og Aldamar drejede med tilbageholdt åndredrat hovedet. 
Og spottede de to fra kroen, som åbenbart havde fulgt efter dem. Aldamar's sorte hår var åbenbart genkendelig på de små 15 meter de befandt sig væk - nu 14 meter idet de kom nærmere, men han var i tvivl om de havde genkendt Fabian endnu. Zalans også. Aldamar følte hvordan grebet kortvarigt strammedes om Fabian ved deres... ucharmerende og dvaske skikkelser. 

Fabian ville aldrig frivilligt lade nogen have en sådan kraft over ham, at han ville græde over dem. Måske en tåre eller to kunne blive fældet på de nærmeste hvis de døde, men ikke fordi de var røvhuller. Hans tid var mere dyrebar end det.
Som det var lige nu, var han dog ret sikker på at Aldamar ikke ville kunne tvinge nogle tåre ud af ham, heldigvis.

Aldamar havde fuldstændig Fabians opmærksomhed, og han lænede sig interesseret ind for at høre hvad det var Aladmar ville sige. Lidt larm var der trods alt på markedspladsen, og så var det også den perfekte undskyldning. De blev dog hurtigt forstyrret, og Fabian kiggede sig lidt irriteret over skulderen. Hvem i alverden prøvede at råbe dem an.
Dog havde Fabian altid haft nemt ved at genkende ansigter, og de to mænd var bestemt nogle han vidste hvem var, og de forsøgte i den grad at komme tættere på dem. ”Jeg troede virkelig ikke at de var fulgt med herud,” hviskede Fabian, ikke bange, men dybt irriteret. De havde nok heller ikke fulgt dem med det samme, men i sidste ende havde de gjort det samme, og nu hang de på dem.
Der var et par muligheder for dem. De kunne prøve at skræmme dem væk, eller også kunne de bare flygte fra den ubehagelige situation, men uanset situationen irriterede det Fabian. De burde bare have et los i røven.

For første gang fik Aldamar et ordentligt blik på de to mænd der havde observeret dem på kroen, og det var ikke noget kønt syn. Lidt flommede, lidt vaklende i deres gang og med en flaske hver i deres hånd. De gik dog ret tæt, så da den ene formåede næsten at snuble, var den anden hurtig til at gribe fat om skulderen og trække ham op igen. Aldamar's næse rynkedes næsten af refleks, selvom han umuligt kunne lugte dem de nu 9 meter væk, de befandt sig.
Fabian virkede dybt irriteret, hvilket overraskede Aldamar en anelse. Han havde gået med nervøs, da det var hvad han følte selv. "Mmmh" kom det bekræftende fra ham - det havde han heller ikke. "Du kender dem?" fulgte han op med, et kort blik på Fabian inden at det hastigt fandt de to mænd igen.

"Oi, dig der! Hvor er ham du var samm-"
"Vent, Hubert - det er sku da Fabian!"
"Ahahah! Ey Fabian, lang tid siden!"

Et svar der næsten svarede sig selv, og Aldamar øjne blev smallere sprækker idet han med et fnys rynkede panden. "Giver det mening bare at gå?" fulgte han i stedet op med, da han ikke helt vidste hvad han ellers skulle gøre. De virkede så målrettede.
Umiddelbart faldt den første og mest fordomsfulde tanke ind hos Aldamar, der forventede at de ledte efter en eller anden form for slåskamp, eller at de måske endda ville røve dem! Men hvad vidste han for at være ærlig om Dianthos udskud, udover at de kun trak øjne til sig, af alle de forkerte grunde.

Det var nemmere at se dem herude, til trods for natten var faldet på, og dermed kunne Fabian også danne sig et ordentlig blik af deres ansigter. Han var stadig ikke helt sikker på hvem de var, men han var ret sikker på at han havde set dem før. Måske stamkunder på Svinet? Det ville i hvert fald give mening, hvorfor de i så fald mente at de kendte Fabian. Fabian var lidt af et kendt ansigt i den nedre del af Dianthos.
”Næppe, men de kender tydeligvis mig,” sagde han. ”Det var de samme to som fra kroen, som godtede sig lidt for godt over hvad vi havde gang i.” Klamme typer, og ikke noget Fabian havde tænkt sig at håndtere, når han følte sig så godt tilpas i Aldamars selskab. Der var altid noget der skulle ødelægge humøret mellem de to af dem.

Hans hånd kom dog rundt om Aldamars liv, og så... begyndte han bare at gå i en vilkårlig retning, i et godt tempo. ”Hvis vi er heldige snubler de over nogle andre fulde mænd, som er mere tilbøjelig til en god slåskamp, og ellers må vi tage det til den tid de kommer op til os,” sagde han, og skævede hen over skulderen på mændene, som stadig virkede til at ville gå deres retning. Problemet var lidt at Fabian ikke havde en plan for hvordan de slap af med mændene, uden at gå ned af de mindre befolkede gader, hvilket bare tiltrak andre typer.

Aldamar nikkede en anelse tavst ved Fabian's ord, selvom en irriteret trækning gled over hans ansigt. Godtede sig ligefrem? Tanken om deres øjne var ubehagelig, og som en person der sjældent var udsat for øjne med de tanker i mente, jah så kunne Aldamar ikke andet end at føle fordømmende afsky vælde op i ham, og det smagte lidt hen ad galde. For at være ærlig, kunne de måske godt trænge til en god opsamling af manerer!
En tanke Aldamar ikke nåede at dele, førhen at Fabian's hånd sneg sig om livet på ham, og tempoet pludselig blev startet igen - og nu faktisk hurtigere end førhen. Hvor var de på vej hen, tilgengæld? "Men kan vi ikke bare... eh, sige de skal gå deres vej?" når han sagde det højt på den måde, jah så kunne Aldamar ikke andet end at føle det lød dumt, jah faktisk en anelse barnligt, selvom det nok var den mest voksne beslutning at tage. Han faldt heldigvis nemt i trit med Fabian, nu hvor hans ben ikke havde den ekstra rækkevidde. "De følger efter os" konstaterede han kort tid efter, som om at det var endnu en grund til at stoppe op; han forventede vel ikke at de skulle decideret... flygte fra dem, skulle de?

På det punkt mente Aldamar velsagtens at en sober samtale var vejen frem, og ville da også mene at han var ret erfaren i at forhandle sig frem til et godt resultat. Hvis ikke med sine fornemme ord, så i hvert fald af sin rang. Og det var lige i dét øjeblik, at gik op for Aldamar, at han jo var i forklædning af en grund.
En samtale virkede som en modstridened ting at opsøge, og Aldamar satte uden et ord, tempoet en anelse mere op.

Det samme gjorde dem bagved dem.

Det lød ikke kun en anelse barnligt for Aldamar, men også Fabian. Han havde lært at de færreste ville gå bare fordi man bad dem om det. Især typer som de her ville nok bare blive fornærmet og vrede på dem, og så ville de slet ikke slippe af med dem igen. Hvad værre var, så var Fabian ikke ligefrem optimistisk om at det ikke kunne udvikle sig til en hel scene, med vold. Det gad han ikke, og han tænkte ikke at Aldamar ønskede alt den opmærksomhed det indebar.
Det virkede også til at Aldamar bestemte sig for at det var en dårlig idé, som Fabian også kunne mærke at han begyndte at gå hurtigere væk fra dem. Det hjalp dog ikke, som Fabian så sig over skulderen.

”Vi kunne løbe,” pointerede Fabian. Nogle gange var den bedste måde at løbe fra problemerne, og det kunne da ikke være rigtig at de to fulde mænd virkelig kunne holde deres balance godt nok til at løbe. Hvis de løb, så havde Fabian det også en smule bedre med at bruge sidegaderne til at slippe væk, selvom man aldrig rigtig vidste hvad man ville støde på dernede. Aladmar ville dog nok ikke værdsætte hvad der skete dernede på denne her tid af døgnet. 

En misfornøjet grimasse strakte sig over Aldamar's ansigt ved forslaget, og den mørkhårede adelsmand rystede på hovedet. Løbe? Han havde ikke haft grund til at læbe længe, og desuden, så var der ikke meget ærefuldt i at løbe fra to skikkelse af den kaliber. Joeh, havde de haft våben og vold på hjernen, se så kunne det måske nærmere komme på tale. Men lige nu var de jo 'bare' træls at håndtere. I hvert fald fra hans synspunkt...
Og det var en super dobbeltmoralsk ting at tænke, fordi kom det til stykket, jah så ville Aldamar nok sætte i løb mere naturligt end han selv gik og troede.

"Det virker som en drastisk ting at gøre" kom det med et flakkende blik tilbage, for at se om de holdt det samme tempo som de havde gjort indtil nu. Til hans ærgelse, holdt de satme trit; vaklende og alt det der fulgte med, ovenikøbet.
Aldamar knurrede en anelse frustreret, fordi han havde ikke en bedre plan.
Et eller andet sted, jah så handlede det måske også mere om adelsmandens knap så fine fysiske form. Han ville aldrig benægte at han nød de fordele et liv i luksus bragte med sig, men det betød som regel også, at man kunne se selvsamme luksus i hans fysik og fremtoning. Det var mere af forfængelighed at Aldamar trænede. 
Ikke at han ikke ville kunne løbe fra dem - han tvivlede på at formen var så ringe. Men han ville i hvert fald ikke se elegant ud efter, og gruede svedpletterne, det fedtede hår og det rødlige ansigt som ville overtage hans ellers raffinerede udseende.

Selvfølgelig var prinsen misfornøjet over at skulle lave noget så ynkeligt som at løbe fra en problem. Fabian var ikke for fin til det selvom det lød som om at Aldamar var det. Lidt frustrerende når det kunne have løst deres problem. ”Så vil du hellere tale os ud af denne her situation, for det må du hjertens gerne,” kom det lidt skarpt og med en tydelig mængde ironi. Han ville ikke med sine gode vilje lade dem stoppe op, og dermed holdt han også tempoet.

Fabian havde dog slet ikke overvejet grundene til hvorfor Aldamar ikke var interesseret i at løbe. Alle på gaden kunne i en eller anden forstand løbe fra problemerne hvis det endelig var, og det gjaldt også Fabian. Han kunne løbe til behovet, og han tænkte sjældent over at han blev rød eller fik svedpletter.
Han ville måske også grine af Aldamar, hvis han vidste at han var i dårlig form, men lige nu kunne Fabian dog ikke lade vær med at forsætte med at se sig over skulderen.

”Jeg modtager stadig forslag til hvordan vi ellers undgår den ubehagelige situation.” tilføjede han.

Den ironiske stemme var ikke velkommen hos Aldamar, der følte hvordan blikket blev en anelse smallere idet at han så åbentlyst kastede hans tidligere ord tilbage til ham. Sikke en holdning. Jah, det var måske ikke en bedre løsning, men der var ingen grund til at være så flabet! Alene dét at der ikke skulle mere til, førhen at Aldamar blev irriteret på den flyvske skikkelse af den blonde skøge, var faktisk overraskende - hans line og tålmodighed var ret så lang, når det gjaldt andre mennesker. Men den blonde mands ord prikkede altid en smule mere insisterende end han brød sig om, til hans store irritation. "Nå så det må jeg simpelthen?" gentog han med en stemme ligeså tyk af ironi. "Fantastisk at du vil give mig tilladelse til det" mumlede han, dog den her gang mere for sig selv imens at han i stedet for at kigge på Fabian, holdt blikket ret fremfor sig.

Han burde lidt være det bedre menneske her, og en god del af hans erfaring bad ham om bare at føje Fabian og dermed være det store, fine eksempel på en fantastisk adelig og dertil også en voksen mand. Men... men nej. Han ville sagtens have kunne være det, hvis hans flab ikke striglede ham så meget imod hårene som det gjorde.
Aldamar snøftede derfor en anelse flabet selv. "Du kunne jo starte med dig selv, da det tydeligvis er dig de genkender" vrissede han.  Han vidste selvfølgelig ikke hvem de var - om de var stamkunder på Svinet, om de var tidligere kunder af Fabian eller bare havde set hans kønne ansigt på afstand og nu håbede at han var fri. Det fantastiske ved fordomme var at de ikke behøvedes at være bekræftede, før man spyttede dem ud. "Man undgår ubehagelige situationer ved ikke at være så forbandet opmærksomheds-sulten. Du har sikkert sendt dem et eller andet signal" var opfølgningen på de ord, og Aldamar rystede en anelse opgivende på hovedet, inden at han med et plusdeligt spjæt hørte dem råbe efter dem - hvad bildte de sig ind, og med brændende øre satte tempoet endnu mere op. 

Zalans tage hans krop og den overraskelse - det ubehag, den havde udtrykt over hvor tæt på stemmerne havde været. 

Ligeså snart deres samtaler ikke handlede om sex, så var det som om at der kom andre sider frem af dem, og en af dem var at de havde nemt ved at irritere hinanden. De trykkede på ubevidste knapper, og det lå nok mere i at de var fra så forskellige baggrunde. Det gjorde det i hvert fald svært at se øje til øje med rigtig mange ting. Desuden var Fabian også bare god til at pisse de forkerte folk af, når humøret slog ham.
”Er det virkelig tiden til at være fornærmet,” var Fabian derfor også hurtig til at bide tilbage med, selvom ingen af dem stoppede op for faktisk at tage diskussionen, selvom Fabian lige var ved det, da Aldamar forsatte med at snakke og ikke på nogen god måde.

”Det er mit job at sende signaler til folk, deriblandt dig, eller har du glemt det?” hvæsede Fabian tilbage, og hans arm trak sig langsomt væk fra Aldamars lænd. ”For min skyld kan vi sagtens stå og give dem et show, men her prøver jeg at tage hensyn til dig, Aldamar. Måske jeg også kunne gøre noget ved det, hvis det ikke var fordi det er lidt tydeligt når jeg formskifter på åben gade!” De kunne godt stoppe op, men så ville mændene indhente dem og de ville blive opdaget. Hvis de løb lidt væk, og kom i lå af gadernes skygger, så kunne han også skifte, og dermed måske faktisk få dem til at overse dem, men som det var lige nu, så var Aldamar ikke behjælpelig. Dermed var Fabian også lidt træt af det sippede prinse akt han havde kørende lige nu. 

De første ord lod han gå forbi - det var måske ikke helt det rigtige tidspunkt for hans fine fornemmelser at blive stødt på, og det var heller ikke særlig hensigtsmæssigt at lægge skylden for hans fornærmelse overpå Fabian - Aldamar var om nogen bevidst om hans egen selvkritik var en primær drivkraft til mere negative sider af ham. Men... men det var svært ikke at blive fornærmet, når Fabian's ord et eller andet sted betød nok, til at tage dem til sig. Nok til at blive forarget over dem. Han brød sig ikke om hans irritation over ham selv, den fik en sur smag til at vælde op i munden på adelsmanden. Men han brød sig endnu mindre om at blive set ned på, eller rettet på - og så af en skøge af alle mennesker.
Hvilket betød at til hans andre ord, jah der gled en afvisende fnysen ud af hans næsebor, og Aldamar rystede på hovedet i benægtelse. "Sku da ikke når du er sammen med mi-" mere nåede han ikke at sige, inden at Fabian forsatte sin tæt på hvæsende ordstrøm. 

Ord der pustede til Aldamar's forsat stigende irritation, og han lod ham uden meget forsøg på at stoppe ham, trække armen mere til sig. "Hensyn til mig?" gentog han i et spidst tonefald, og de blå øjne glimtede i - hvad der måske set fra Fabian's vinkel af - var sippet irritation. Han skulle ikke passe på ham, som om at han var et eller andet skrøbeligt tilbehør. Hvor meget undervurderede Fabian ham lige? Dobbeltmoralsk tænkt, givet at den blonde mand havde ret - han havde ikke lyst til at mødes med de mænd der insisterende fulgte efter dem. Men han havde aldrig bedt Fabian om at tage hensyn.  
"Så det er på grund af mig, at vi nu bliver halvejs forfulgt igennem Dianthos gader?" et spørgsmål der blev stillet, bare for at være helt sikker på, at det her var hvad han troede det her var. Fordi så havde han nogle nyheder til den blonde mand - det var ikke Aldamar de ville have fat i her. Ikke fordi det var hvad diskussionen havde startet med at handle om, men diskurser trak den foruroligende hastigt i den retning.