Hun begyndte at grine, da det var gået op for hende, hvad der lige var sket. Nemlig at hun var gået ind i døren - hvor dum kunne man i grunden være? 
"Ja det er du ikke den eneste der siger til mig jeg skal være" svarede hun stadig med en anelse af morskab i stemmen, som hun vendte sig mod ham - varmen fra hans hånd der nussede hende hen over armen. Minderne omkring deres kys, kom skyldende tilbage i hendes sind, og hun mærkede også hvordan varmen steg i hendes kind og helt op til ørespidserne. Ikke at det betød at hun ønskede det ikke var sket - tværtimod, ville hun næsten håbe på de gjorde det igen inden hun gik. Da han spurgte om hun var okay, rystede hun først lidt på hoved - før det gik op for hende, at det jo kunne misforstås, og hurtigt begyndte at nikke. "Ja! Ja - jeg er okay. Bare umådelig klodset." kom der som et forsøg på at få lukket den side af samtalen. Et stort smil spredte sig hen over hendes læber, som hun trådte frem og lagde armene omkring ham - "Jeg ville næsten ønske jeg ikke behøvede at gå, men jeg tror desværre for mange har spørgsmål om hvor jeg er henne, til jeg kan blive." hun fugtede læberne, som hun trådte væk - "Men vi ses igen snart - ikke?" om ikke andet, ville hun jo komme forbi med sin ugentlige kage næste onsdag. Så der ville de da forhåbentlig ses igen. 

Situationen var så uvant for Arion at han ikke helt vidste hvad ben han skulle stå på denne morgen. Hendes morskab i stemmen fik ham til at smile, men den akavede facon de gik rundt om hinanden gjorde ham oven i det også nervøs. Måske ikke så underligt, når han faktisk nærmest gik ud fra at hun fortrød at hun havde været her. At hun måske endda følte skam over at hun var, faldt i søvn hos ham. Men disse tanker passede ikke overens med hendes smil og den røde farve der steg op i hendes kinder, som han langsomt begyndte at matche.
Han nåede da også at blive bekymret og forvirret til hun rettede sin hovedrysten med ord. ”Det kender jeg godt” kom der med et forsigtigt grin fra ham. Klodset var noget han virkelig kunne tale med om.

Omfavnelsen var kærkommen og han trak hende med det samme ind til sig og lod sig indleve i øjeblikket. Han havde også svært ved at slippe hende igen som hun trådte væk. Han havde lyst til at bede hende om at blive. At hun ikke måtte gå igen. Men han forstod godt hvorfor. ”Selvfølgelig!” han kunne da ikke forestille sig ikke at skulle se hende igen!
”Er du sikker på at jeg ikke skal følge dig hjem?” det ville give ham lidt mere tid sammen med hende, trods han også godt vidste at han næppe fik lov til at kramme hende farvel igen udenfor hjemmet. Hun var adelig. Og der var forventninger til hende han end ikke forstod.
Han løftede en hånd for at ae hende hen over håret og kinden. Det var rigtig svært det her. Han forstod ikke hvorfor det var så svært – for han ville se hende igen. Måske frygtede han at det som var sket her, aldrig ville ske igen. At når hun gik ud ad den dør, var det slut. ”Jeg ville ønske du kunne blive” hviskede han med et blidt smil på læben og let sunken hoved. Bare lidt endnu.

Hun mærkede hvordan sommerfuglene fløj rundt i hendes mave. Følelsen af glæde og nervøsitet der blandede sig sammen, i den helt perfekte blanding. Det kriblede over det hele, summede i hendes fingre og hun følte sig næsten helt let i hoved. Forelskelse. 
Tatiana genkendte det med det samme, og kunne ikke lade være med at smile endnu større end hun havde gjort før, som hun mærkede hans fingre der gled igennem hendes hår, og til sidst hen over hendes kind. Et sug i maven så voldsomt, at hun næsten gispede rullede igennem kroppen. 
Hendes brune øjne kiggede op og ind i hans - et dybt suk forlod hendes læber. "Ja desværre, tror det ville bringe flere spørgsmål, end svar - hvis jeg dukker op i ledtog med en mand." grinede hun, og lod en tommelfinger glide hen over hans kind. "Selvom det ville være dejligt." hviskede hun hæst, som hendes øjne lagde sig på hans læber. 

Da han sagde at han ønskede hun ville blive, lod hun fingrene glide hen under hans hage og løftede det blidt op. Og lod derefter deres læber mødes, lige som de havde gjort aften forinden. Bare lidt endnu, før hun skulle afsted. 

”Ah, ja” Det havde han faktisk ikke tænkt over. Han kunne havde slået sig selv i nakken over at han ikke havde tænkt over det på den måde. Det var klart der ville blive stilt spørgsmål, og garanteret endnu flere hvis han gik med. Spørgsmål han personligt nok heller ikke helt var klar til at besvare eller holde sig rolig omkring. Men ville hun havde haft det, havde han fulgt hende hjem. For det betød de fik mere tid sammen, og det var, som hun hviskede, dejligt.

Han lod hende løfte sit hoved, smilede og mærkede igen den nye og dejlige følelse glide igennem ham. Han følte sig stadig nervøs, men der var en større sikkerhed som han trak hende tættere på sig. Han havde ikke lyst til at slippe, og han havde ikke lyst til at stoppe. Det føltes rigtigt.
Arion lod sin finger kærtegne hendes kind og slap langsomt hendes læber igen. ”Du gør det ikke nemmere” hviskede han med sin pande hvilende mod hendes. Han havde ikke lyst til at lade hende gå før, og nu føltes det umuligt.
Selvom han vidste det var nødvendigt.

Hun kunne mærke kuldegysningerne der gled igennem hende, dem der gjorde det summede helt fantastisk helt ud i hendes fingertipper. 
At han kunne frembringe den følelse, bare ved så uskyldigt et lille kys. Hun var næsten bange for hvordan hendes hjerte ville reagere, skulle det blive dybere - mere passioneret? Bare tanken om det, gjorde allerede noget ved hende, som bestemt ikke var anstændigt. 
Da deres læber slap hinandens igen, og han lagde panden mod hendes - der kunne hun hellere ikke andet end at smile, et lille grin forlod da også hendes læber over hans kommentar. 
Han havde dog ret - hun gjorde det hverken nemmere for ham, men bestemt hellere ikke for sig selv. Et dybt suk forlod hende, som hun trak sig væk fra ham. 
Hun måtte tage skridtet, det vidste hun pludselig instinktivt. Han ville ikke være i stand til at lade hende gå ud af døren, han havde jo allerede prøvet at spørger om han ikke kunne følge hende hjem.
"Okay... okay.." mumlede hun, og lod sine fingre glide hen over hans kind. "Nu bliver jeg altså nød til at gå, selvom jeg også ville ønske jeg kunne blive her." hun tog en dyb indånding og nikkede, mest af alt for sig selv.
Så vente hun sig rundt og tog håndtaget - "Jeg kommer tilbage med dit tøj i morgen- får det lige vasket og sådan.." mest af alt fordi  så havde hun en grund til at komme tilbage senere. Eller i morgen, men det var stadigvæk en god undskyldning.
"Til vi ses igen - tak for - alt." hun blinkede til ham, inden hun gik ud af døren - tog hendes eget tøj, og begyndte gåturen hjem til huset. 

Det var svært at tænke på andet end hende og denne situation. Det var nærmest umuligt. Medmindre man talte den langsomt udviklende fantasi med som havde udformet sig som deres læber havde mødt hinanden igen. Hvordan kysset kunne udvikle sig, og inden han fik set sig om, kom farven igen frem på hans øre, selvom han ikke så forlegen ud denne gang.
Det var svært at lade hende trække sig, men han vidste det godt. Vidste godt det var nødvendigt.
”Vi ses, og selv.. selv tak” kom der fra ham med et bredt skævt smil på læben og så hende forsvinde ud ad døren. Hvis blot han havde evnen til at forhindre hende i at gå, eller rettere forhindre at folk skulle omtale det som noget der kom dem ved, og de derfor kunne få lov til at være sammen i fred.

Med et dybt suk, der ikke på nogen måde fjernede smilet fra hans læber, faldte han tilbage ned i sengen og stirrede op i loftet uden overhovedet at se brædderne.
Hans tanker begyndte at strejfe, og de indeholdte alle sammen hende. Det var først som solstrålen igen irriterede hans blik, at han for op. ”Pokkers!” han skulle havde været til morgentræning! Han blev lavet om til en nålepude for det her!
Kluntet af sit eget stress niveau, fik han sine sko på, en jakke over kroppen og styrtede derefter ud ad døren og ned af trappen i faretruende højt tempo.
Men hele dagen før og morgenen stod klart i hans sind og han ville på ingen måde bytte de minder ud for at slippe for et par ekstra disciplinære slag over armene. Specielt taget i betragtning af at han slet ikke kunne holde op med at smile.