Han forstod virkelig at sige de forkerte ting på de forkerte tidspunkter. Sikkert ganske bevidst, men i aften havde Caitlin ikke greb nok om sig selv til at gøre andet end reagere. Hun hævede ansigtet fra hans bryst og trak sig et skridt baglæns, så hendes røde skørt kom ud, hvor månens klare lys kunne fremhæve den alt det mere. "Jamen så er der jo ingen grund til jeg stå så tæt!"

Det hjalp at få ham på afstand og kunne trække vejret frit uden den mindste fornemmelse af ham i luften. Hvor lidt personlig færd han havde, så var der nok mand i ham til at hun vidste afstand var bedst. Det klarede også hendes tanker en smule. Omkring flere ting endda og mange af dem ting hun hidtil denne aften ikke havde ville tænke klart omkring. Den kølige vind mod ansigt frit havde virkelig en god effekt.

Holdende hans blik tog hun skridt længere baglæns, udfordrende ham til at stoppe hende, før end hun blev helt synlig for manden i vinduet bag hende. "Så ganske fint. Altid dejligt at kunne tilbringe tid med folk der kan lide en. Fundet nogen af dem endnu?"

Pax himlede med øjnene og rakte ud efter Caitlin end ikke øjeblikket efter. Han hev hende tilbage i mørket, tilbage i sin egen nærhed, velvidende hvad det gjorde ved hende men også, at det ikke kunne være anderledes. Selvom Caitlin kunne være en mundfuld og selvom hun syntes at misforstå alt, hvad han sagde og gjorde overfor hende, var han heller ikke så koldhjertet, at han ville lade hende risikere at blive opdaget.

”Slap af”, mumlede Pax med et sigende blik, før han sukkede tungt og stak sin ene hånd ind under de mange lag af mørke klæder. Han fremdrog en talisman, der lignede en finpudset blå krystal, før han rakte ud og lod den dumpe ned i hendes kavalergang –

Med ét fortog hans skjold sig og duften han rigtig bar rundt på, den der unægtelig ville lade alle halvdyrsvæsner vide, hvad han var, blomstrede op med fornyet kraft; ikke længere skjult bag magi.

”Jeg kan lugte dine hormoner”, hviskede han, hvorefter han hævede begge sine øjenbryn, tilsyneladende dybt uimponeret. ”Jeg prøvede bare at gøre hele den her kedelige situation en smule mere overbærelig for dig.” Pax rakte sin hånd frem, ikke villig til at borer to fingre ned imellem kvindens barm for at finde frem til talismanen igen.

Grebet i hende kom hurtigere end Caitlin ventede og trak hende tilbage ind, hvor tanker var en besværlighed og instinkt en overvældende fjende at kæmpe imod. Alligevel trak hun vejret dybt ind og forsikrede sig om at det stadig var Pax. Ulogisk og uhjælpsomt, men umuligt ikke at gøre når han holdt hende fast og blev ved med at gøre det. Hun havde strittet let imod, men uden den store effekt og først ved hans ord fandt hun en rest af ro at tvinge over sig.
Måske på grund af hans blik.
Noget havde ændret sig deri, da hun fjernede sig, og forblev ændret, som han rodede under tøjet mellem dem efter noget. Skeptisk knep hun de blå øjne sammen, men spærrede dem så op, som al den færd han aldrig havde haft slog sammen om hende og overvældende den hun altid havde forbundet med ham. Den upersonlige af hvad han havde på og hvor han opholdt sig fik et dybere lag af hvad han var og hvad han nogengange var.

Langsomt lukkede hun øjnene helt, tog en dyb indånding og holdt den. Filtrede alle de nye indtryk, sorterede dem og lagrede dem. Så lod hun atter blikket møde hans, som et smil krusede hendes læber og hendes hormoner parkerede ham tilbage hvor han ellers altid været. Ikke for hende. "Og jeg din ulv. Bestemt noget værd at skjule."
Hun tog endnu en dyb indånding, før hun fulgte hans tavse opfordring og rakte ned efter hvad end han havde gemt i hendes udskæring. "Det lykkedes. Nu." Selvom han fjernede det der var ham fra hans færd igen, så huskede hun den klart nok til at holde sig klar. "Og kender hvad ellers jeg fik fra katten i familien." Kunne han lugte hendes hormoner ville han vide hvad de var også. Noget hun aldrig havde ladet nogen vide - end ikke hendes moster.

Pax fnøs lavmælt og skævede frem fra deres skjulested. Der var ikke længere nogen mand i vinduet og hans duftspor havde ligeledes fortaget sig, hvormed Pax, med en hvis lettelse, kunne konkludere, at han ikke længere befandt sig i det lille kontor. Det var også den vished, der fik Pax til at skubbe sig fri af den kæmpemæssige skorsten og sætte i skridt henover hustaget.

”Jeg kan lugte det, men ikke nødvendigvis forstå, hvad jeg opfanger”, svarede Pax, i grunden sandfærdigt nok, hvorefter han trak lidt på den ene skulder. ”Jeg er ikke interesseret i, hvad du går og skjuler. Det er din sag. Jeg skal ikke bruge det til noget.” Pax stak en tommelfinger i vejret og så på Caitlin henover skulderen, et hastigt, vurderende blik.

”Var det den øl eller hvad?”

Caitlin lod en dæmpet latter følge Paxs ord, som han slap hende og lod hende om letfodet at følge ham. "Selvfølgelig ikke..." For hende havde de forstærkede sanser og hvad hun opfangede om folk fra dem været forskellen på liv og død gennem hendes opvækst. Hun havde vidst mere om folk end de om hende og kunne bruge den viden til sin fordel. Det lidt hun havde været omkring andre.

Stoppende ved kanten af taget, så hun sig undersøgende tilbage, før end hun løb de næste skridt og faldt i trit tæt bag ham. "Den evige fordel ved at være ubetydelig." Hun ville aldrig glemme den fordel. Ingen søgte viden om hende og de der gjorde? Det var så langt sværere når ingen så grund til at samle den op i første omgang.
"Åh helt bestemt. Den slipper du ikke udenom." Hun blinkede til ham, før hun satte af og sprang ned på det næste tag. "Gerne et pakket og larmende sted..." Et sted de kunne forsvinde i mængden og ikke stikke ud. Et sted hun kunne drukne hans ikke-færd i alle de andre til hun var faldet ned endnu engang.

På tværs af bydelen og lige på kanten til den nedre lå Jernuglen. Et neutralt sted efter hvad hun vidste, der skænkede til alle og holdt et vågent øje på de fleste. Caitlin skubbede døren op og lod blikket glidende undersøgende over mængden, før end hun trådte ind og til siden, så Pax kunne passere hende. "Dit valg." Af plads at sidde.

Pax himlede med øjnene af Caitlins sarkastiske ord, hvorefter han fnøs moret. Jovist, han var ikke ude efter information på Caitlin, men at gå så langt som til, at han anså hende for ligegyldig, var alligevel et skridt over den usynlige grænse.
”Du husker vel, at jeg i sin tid forsøgte at få dig med på et kup, ikke?”, svarede han lavmælt, men næsten irettesættende tilbage. I Pax’s optik var Caitlin en af de absolut bedste og nu hvor han tænkte over det, havde han også forsøgt, at hverve hende til Flokken ved utallige lejligheder.

Pax fulgte tavst efter Caitlin indtil de nåede Jernuglen, hvor han med en tommelfinger i vejret indikerede, at han nok skulle finde et sted. ”Men jeg skal have te. Ikke øl husker du nok”, sagde han, tilpas højt til at Caitlin ville kunne høre det over larmen fra krostuen men også, så der ikke var nogen andre der måtte opfange, at de ikke nødvendigvis behøvede at hæve stemmerne.

Dernæst skridt Pax afsted og fandt et ledigt hjørne, hvor han slog sig ned, hans ryg dækket af den faldefærdige bygnings ene trævæg.

Caitlin skjulte hurtig den begyndelse til et smil, der krøb frem på hendes læber ved Paxs fnys. Hans handlinger og ord var ikke altid visende i samme retning, men så igen. Der var ubetydelig og så var der ubetydelig. Personligt kunne hun betyde noget for ham, men i den store sammenhæng? Næppe så meget.
"Åh jo - og forsøgte at smide mig af et tag. Hvordan gik det lige med det?" Hun holdt næsten sarkasmen ude af stemmen denne gang, men ikke helt. Evlyn havde været meget overbevisende på sin egen splittede måde om hvor lidt ønsket Caitlin havde været til det kup. Faktisk skulle hun slet ikke have hørt noget om det, hvis det havde stået til den ældre kvinde.

Caitlin nikkede let forstående og rystede så opgivende på hovedet. "Hver sin smag..." Hun drak da selv te og ganske ofte, men ikke på en aften som denne.
Som hans skridt tog ham til et bord, fandt hendes vejen til baren. Kvinden bag den satte et krus foran en mand og drævede så. "Hvad skal du ha'?" Så imødekommende som det kunne forventes. Caitlin smilede muntert til hende. "Et krus øl - ikke fortyndet - og et krus the." Svaret kom øjeblikket i form af et hævet øjenbryn. "Det er den tid på måneden og han insisterede på vi skulle ud..." Hendes smil var nu halvt opgivende og halvt indforstået. Kvinden nikkede let, tog imod krystallerne og indikerede hun ville komme ned med krusene.

Spottende Pax i det næstmørkeste hjørne forlod Caitlin baren og med pænt svaj i bevægelserne, fulgte den slingrede kurs mellem bordene derned. Tilfreds tog hun stolen mod den anden væg og åbnede frakken. "Det er på vej og så havde du en historie at fortælle?"

”Hold nu kæft med det tag. Du hoppede fandeme selv”, havde Pax gnavent bidt igen, forinden at deres veje skiltes.
Den rynke ordene havde forårsaget, var da heller ikke svundet ind i det, at Caitlin ikke mange øjeblikke efter kom gående imod ham med svingende hofter. Et faktum der så absolut ikke gik Pax’s næse forbi – selv i den overfyldte krostue, der stand af sved og anden råddenskab. Det var næsten som om, at Caitlin gjorde det med vilje.

Et af de brede og askegrå øjenbryn hævede sig en anelse i samme øjeblik, at Pax lænede sig henover bordet. ”Jeg bliver nødt til at skaffe dig en af de amuletter, jeg render rundt med”, mumlede han, lige dele spøgefuldt og alvorligt. ”Jeg kan stadig lugte dig, også selvom det ikke er rettet mod mig længere. Er det sådan en – altså, jeg har bidt mærke i det før, så det kommer igen fra tid til anden ikke?” Pax så på hende, hans ene øjes blik umiddelbart. Kunne Pax udsætte hans historie lidt endnu, tilkøbte han sig gerne tid igennem et upassende spørgsmål…

Caitlin lod blikket glide tilbage den vej hun var kommet og så til sin tilfreds ingen blikket vendt interesseret i deres retning. Havde hun virket andet end udtalt kvindelig i sine bevægelser kunne nysgerrighed have fulgt de nyeste tilkomne. Især nogen der så tydeligt valgte et mørkt hjørne. Nu var de blot et ungt par der ønskede fred. Lige så vildledt som hun helst så dem opfattet.

"Hvorfor?" Spørgsmålet kom prompte og forundret fra hende, før et skævt smil voksede frem. Hun holdt dog svaret tilbage som deres drikkevarer ankom. Et krus te foran Caitlin og et med øl foran Pax. Det sidste sammen med et lettere vast blik, der fik Caitlin til at bide sammen om lysten til at le.
Som kvinden vendte sig og gik, byttede hun om på de to krus. "Selvfølgelig kan du det. Det er dog ved at falde ned." Hun kunne mærke roen falde over sig samtidig med at fornuften vendte tilbage. Hans ord havde drejet snakken meget elegant væk fra hendes spørgsmål. "Hver anden måned siden jeg var fjorten. Jeg er imponeret over du har bemærket det før. Jeg mindes ellers altid at have holdt mig på god afstand af alle bekendte de nætter...?" Det var den sidste kontrol hun havde. Hvor hun søgte hen for at finde tilfredsstillelse.

Instinktivt rakte også Pax frem for at bytte deres drikkevarer rundt, men Caitlin kom ham i forkøbet. At dømme efter tjenestepigens tvære udtryk, måtte hun havde spundet en ganske farverig historie men udover moret nysgerrighed, var Pax ligeglad.

”Hvorfor det? Synes du ikke, at jeg er lækker mere?”, udbrød han, påtaget fornærmet, hvorefter Pax hævede et enkelt øjenbryn i en sigende grimasse. Pax vidste godt, at det aldrig havde været tilfældet og at Caitlin, for så vidt det var hende muligt, sørgede for at undgå ham som pesten. Alligevel kunne han dog ikke lade den gyldne mulighed undslippe ham, hvormed han lænede sig tilbage, afventende.

Pax trak lidt på den ene skulder, selvom hans svar i grunden straks lå på tungen. ”Duftspor forsvinder jo ikke ud af ingen ting. Ikke engang i hovedstaden. De bliver bare sværere at skille fra hinanden men… når man vader ind i en mur af – sådanne hormoner og man tilmed genkender… ja, det glemmer man ikke lige sådan.” Pax lod et smørret smil glide henover hans læber, ikke i stand til at standse det i at vokse. Hvad kunne han sige? Han var jo også bare en ung mand.

Caitlin lod en dæmpet, varm latter følge Paxs ord. "Lækkerhed har intet med det at gøre..." Så hun rakte ud, klappede ham let beroligende på låret, men med et tydeligt morende glimt i de blå øjne. "Så usikker på dig selv, du har brug for lidt bekræftelse?" Han havde selv vippet det i den retning i stedet for at tage hendes spørgsmål alvorligt. Hans valg. Svarende blev trods alt derefter. Desuden var han nu mere end nogensinde før på aldrig nogensinde listen. En ting der gjorde det så meget nemmere at ignorere det svage trak der stadig var i hende.

"Ahh... Du må have været tæt forbi engang." Hun løftede kruset, snusede ind af vane og tog så den første slurk. Ufortyndet som ønsket og dejlig stærk. "Utroligt du så fuldstændigt missede katten i den blanding, men det var måske manden der havde føringen?" Var hans lugtesans bare halv så god som hendes mosters, så ville hendes anden natur aldrig havde været misset. Det kunne selvfølgelig være den virkede tynd nok til at kunne være en tilfældighed eller bortforklaret med hendes omgang med katte, men stadig.
"Flere spørgsmål til mine tilbagevendende udfordringer eller er du klar til at give den lovede historie?" Katten var jo ude af sækken, så havde han spørgsmål var det aftenen for dem. Ingen sagde hun ville være interesseret i at dele hemmeligheder en anden gang.

Pax sendte Caitlin et charmerende smil og blinkede dernæst til hende, velvidende at hun ville se igennem den så kække attitude. Det var trods alt ikke hverdagskost, at Ulven sad og gjorde sig i en så kåd adfærd, men det gjorde nu ikke fornøjelsen mindre. I Caitlins selskab huskede Pax sommetider, at han var… mere. Mere af noget, han ikke vidste, hvad var, men som han brød sig om.
”Måske kan jeg bare godt lide at høre, at du faktisk synes, jeg er dejlig”, svarede han prompte, hvorefter en arret fingerspids lagde sig under hans øje og trak ned i en hånende grimasse. Kunne Caitlin gøre sig i det nedværdigende, var Pax jo nødt til også at gøre det…

”Det må det have været. Det dufter – stærkt”, lød det dernæst, hvorefter Pax lo lavmælt, hæst og klukkende. I sandhed vidste han ikke hvorfor, at han ikke havde kædet hendes duft sammen med dyret i hende. Andet havde dog ikke været tilfældet og der var ingen grund til at forsøge, at lyve sig ud af det faktum.

”Er du sikker på du tør høre den? Jeg troede, at alle rygterne allerede var kommet din vej…”

En varm latter gled dæmpet fra Caitlin, som Pax svarede hende med attitude frem for ord. Det passede hende fint. Ingen alvorlighed var i klemme imellem dem nu, skønt flere hemmeligheder var blevet delt end nogen af dem nok helt satte pris på. Det havde så fjernet lidt af en gammel spænding, der havde været så alt-nærværende når de mødtes, men også erstattet den med en ny. En hun ikke ønskede at tænke over i aften.
I stedet tog hun en tør af øllen og lod dens flydende afslappethed glide over sig.
Det fik hende også til at læne sig hen mod ham, fange hans blik og holde det med al den beundring hun kunne mønstre at fremstille. "Du er den dejligste..." Så ødelagde han det selv og fik hende atter til at le, som hun trak sig tilbage.

Caitlin nikkede let. "Yeah - heldigt det også fjerner fornuft for dem der fange den." Hun blinkede let til ham. Naturen havde sine veje til at sikre hvad den mente skulle til. Om de involverede var enige eller ej.

Det lette smil blev på hendes læber, som hun drejede kruset en hånden. "Ingen faktisk - hvilket jeg begynder at fornemme er det mindste foruroligende her...? Men ja, jeg vil gerne høre hvad der sket, som fratog Ulven mere end mælet så permanent..." Hendes nysgerrighed var vækket, men også hendes forsigtighed. Det var næppe en af de gode historier hun skulle til at høre.