Omtale betød meget, og Aldamar ville gå ret langt for at gøre sin del af arbejdet så godt som muligt. Men det var svært at holde fokus, når der på en eller anden underlig måde var dukket - hvad end Fabian nu var, op til ballet i aften, og man kunne næsten ikke lade værd med at blive grebet lidt af stemningen. Lidt for tæt indrømmede han at de stod, men selvom en lille stemme irettesættende hviskede at han burde bakke, så tog Aldamar chancen, og satsede på at kunne snik-snakke sig ud af en god situation, skulle det ske at nogen kom væltende ind.
Som han observerede Fabian, gled der en kort kuldegysning over armene bagved ryggen, da der næsten hvilede en sulten energi over ham. Det var bare flygtigt - det havde nok været øjnene, men Aldamar bed mærke i det. Dog var det ikke noget han trak sig fra, og nikkede afmålt da han endelig forklarede hvor i Dianthos; det var trods alt en stor by at finde rundt i for en der ikke boede der.

Aldamar åbnede munden for at sige noget, men nåede ikke langt førhen at den rungende lyd af midnatsklokken pludselig slog til, og Aldamar slap øjenkontakten med Fabian til fordel for et vagtsomt blik på døren. Reflex var det vel, men han havde ikke rykket sig. Efter små 10 sekunder hvor man hørte snak og latter summer bagved døren - alle igang med den store finale, rettede han blikket tilbage på Fabian. "Så er der maskefald" kom det nonchalant fra ham, men med et tørt glimt af humor. Det var lidt for... det var som i en bog.  Og det vidste han heller ikke hvordan han helt skulle have det med, men kiggede næsten afventende på Fabian. Hans ansigt var trods alt lidt kendt i forvejen - ifølge ham selv i hvert fald, men det var hans ikke.

De stod nu så tæt, at man tydeligt kunne mærke kropsvarmen fra den anden, især med nattens lidt køligere luft. Det var næsten nok til Fabian helt glemte at der stod folk indenfor, men som klokken lød og gispene lød indenfra, måtte Fabian erkende at det her ikke var en lille privat stund, og den ekstra banken i hans hjerte, var nok blot fra klokketslaget.
Det betød vel også at mystikken endelig ville forsvinde. De ville se hinandens ansigter, måske Fabians ansigt var mere interssant, men selv havde han jo aldrig set prinsens ansigt.

Han bøjede hovedet lidt, ikke at det ville stoppe Aldamar for at kigge ham i øjnene, før han rakte sine hænder op bag i hovedet, og bandt den op, og ligeså stille kom den blå maske fri, som ellers havde dækket en betydelig del af hans ansigt. Han tog den i den ene hånd og kiggede så ind i Aldamars øjne igen. Man havde hele tiden kunne se dele af Fabians ansigt, men det var alligevel noget andet at se det som en hel del. Noget af det blonde hår faldt også lidt ned foran øret, nu når intet holdt det fast mere.
”Din tur, sagde han, med et drillende grin på læberne. Han glædede sig til at se Aldamar, men rekationen Aldamar havde til ham, den ville næsten være endnu sjovere.

Der var mange tidspunkter hvor at Aldamar følte sig lav omkring folk, men det her var et af de tydeligere. Hans kiggede decideret et godt knæk opad for at holde øjenkontakt med Fabian igennem det hele.... men hvis den følelse var noget der påvirkede ham, var det ikke noget han lod se af sig. Nej, mest af alt var der et fornøjet glimt over Aldamar, der med ligedele spænding og fascination endelig kunne sætte et fuldt ansigt på hvem han havde snakket med.
Og han blev overrasket. På trods af at masken ikke dækkede hele ens ansigt, var det alligevel ret så mange træk den formåede at skjule. Aldamars øjne studerede Fabian tavst, og til at starte med, ret så udtryksløs. Men det ændrede sig langsomt, og et lidt bredere smil trak i ham, da han skulle fjerne sin egen.

Aldamar kendte ikke sig selv nok til at sige han havde en type... men hvis han havde, måtte han med en lille summen i maven indrømme at Fabian ramte meget godt ned i den. Men det kunne ligeså godt være hele hans flamboyante selvsikkerhed såvel som hans fine ansigt der talte til Aldamar der - begge dele var lige attraktivt men også fremmed.
Hans tur? Kortvarigt overvejede Aldamar at beholde sin egen på, bare for at se hvad han ville sige til den beslutning, men med et imødekommende smil fandt Aldamars hænder selv vej til maskens snore, bevidst om at han gerne ville have at Fabian skulle se ham. Og da især uden hans mors fixe maske på sig. Skjult imellem de sorte krøller bandt han knuden om, og trak forsigtigt den lidt mere ekstravagante sølvdekorerede maske af, dog uden at slippe øjenkontakten med Fabian undervejs.

"Lidt uslebne kanter var der trods alt..." kom det lavmælt men dog drillende fra Aldamar, der ikke helt vidste hvad han skulle forvente næste gang han så manden. Ansigtet og tøjet passede ikke sammen; Fabian havde for meget kant over sig, og kunne ikke sammenlignes med de nydelige ansigter der dansede rundt inde i paladset. Og det gjorde slet ikke noget.

Hvis Aldamar ikke havde været villig til at fjerne sin maske, så ville Fabian gerne have hjulpet ham med det, også selvom det måske var fuldstændig at bryde hvad Aldamar fandt komfortabelt. Dog virkede det som om at jo længere tid de stod herude, jo mere var Aldamar villig til.
Han nød blikket fra Aldamar, som om at han skulle tage en hver lille ting ind, inden Fabian uden tvivl ville forlade deres lille sammenkomst herude på balkonen. Fabian vidste også godt at før eller siden ville Liliana komme og hente ham, når hun fandt ham, og så ville han nok aldrig se prinsen igen. Han var måske god i sengen, men nok aldrig god nok til at få en så højadelig med ind i en.

Den summende følelse blev lidt større, som Aldamar langsomt fjernede masken. Var det spænding han følte? Nu havde han også stået og talt med den fremmede i så lang tid, så det var vel ikke underligt, at han var nysgerrig.
Hans øjne gled over Aldamar, nu når han selv kunne tage ansigtet ind. Hvor Fabian altid havde været lidt mere usleben, som Aldamar havde sagt, der var Aldamar nydelig. Næsten helt som en mand ikke burde være.
Et grin kom fra ham, da Aldamar nævnte at hans kanter var lidt uslebne. ”Dine kanter ser ud til at være slebne til gengæld,” sagde han drillende, med et glimt i øjet, og med hånden som han ikke holdt masken i, rakte han op, lidt forsigtigt, for at køre en hånd over skægget der lå langs Aldamars kæbe. Skæg plejede altid at være så sjusket, men det her var virkelig en mand der tog sig af sit udseende.

Aldamar var en mand af standarder.... og hvis han selv skulle sige det, var de ret høje. Joh, til hans venner og nærer satte han høje krav, men det var nu engang mest til ham selv, at kravene kunne stige ham over hovedet. Dog var udseendet noget man oftest kunne kontrollerer mange dele af, så Aldamar sørgede for at fremstå som en mand af sit blod og pengepung, ikke at forglemme.
Derfor var det noget han var bevidst om, og en rumlende latter gled over hans læber ved Fabians ord idet han let nikkede. slebet helt ind til benet og gerne blankpoleret! "Selvfølgelig er de det" brummede han. Den eneste 'fejl' over ansigtet var det smalle ar fra læberne og op af kinden. Aldamar skulle til at fyrer endnu en kommentar af, men stoppede sine ord idet han så Fabian bevæge hånden op imod hans ansigt. Øjne og ansigt vagtsomt anrettet, men ikke som sådan overrasket. Han havde selv haft samme idé lidt tidligere, men der havde tvivlen om hvorvidt det var en god idé vundet ind på ham.

Aldamar's vejrtrækning blev en anelse forstyrret over hans vovethed og overvejelserne kæmpede om at få ret i de blå øjne... men han endte ud i at overgive sig et par sekunder. Bare lige smage, selvisk som han nu engang var. Den flygtige berøring fik ikke lov til at vare i mere end de 2 sekunder han havde sat for sig selv, inden at Aldamar med et ryk greb fat om hans overraskende ru hånd, og trak den lidt væk fra hans ansigt. Dog slap han den ikke med det samme, og Aldamars ansigt lignede et der gerne ville sige noget, men ikke helt kunne få det udover sine stolte læber, og endte med at slippe hans hånd i tavshed i stedet. 

Aldamar rømmede sig let, og slap endelig den intense øjenkontakt han var blevet næsten varmet under her de sidste par minutter. "Du må have-" Aldamar afbrød med en forskrækket grimasse sig selv, og rettede ind. "De! De må have mig undskyldt... jeg har nogle gæster at tage mig af" kom det fra ham, dog ikke særlig ivrigt. Det var ret hyggeligt, selvom Aldamar følte han hele tiden blev prøvet lidt af, desto længere tid han havde stået herude.

Det var overraskende at mærke noget skæg der ikke føltes helt så ru, som hvad Fabian var vant til. Det føltes velplejet, og hvis Aldamar ikke havde stoppet ham, havde en ting nok udviklet sig til en anden. Det var let for Fabian at rive sig selv med, for det var sjældent han lod sig selv gøre noget så intimt, når pengene ikke var involveret. Det var vel bare fordi han kedede sig og Aldamar var der. Det ville han i hvert fald fortælle sig selv, i stedet for at give ind i at han fra starten af at have følt sig tiltrukket af den anden mand.

Forskellen på deres hænder var også markant. Fabian havde lavet hårdt arbejde over årerne, men Aldamars var bløde. Det var ikke underligt at han ikke havde haft hårdt arbejde som prins, men Fabian var ikke vant til det. Det var næsten som en kvindes hænder.
Han lod sin hånd falde ned langs sin side, som Aldamar gav slip på den. En anelse skuffet over at det så hurtigt forsvandt, men Aldamar havde aldrig haft svært ved at skabe underholdning til Fabian. Denne gang blev Aldamar helt forfjamsket, og han kunne mærke hvordan det drillende smil igen fandt vej til læberne.

”De? Er vi nu gået tilbage til det?” spurgte han, drillende, og prøvede at fange Aldamars øjne igen, mens han ikke ligefrem flyttede sig fra sit sted. Han havde det fint med at se stod så tæt sammen, selvom hans hænder kriblede efter de lette berøringer. Han var så tæt, og han var tydeligvis ikke en modstander til det. ”Men jeg skal ikke holde dig hen.” han lagde tryk på at han ikke havde tænkt sig at skifte tiltale form til prinsen. Nu var de jo lige blevet så gode venner.

Atter fandt et drillende smil vej til Fabian's ansigt, og Aldamar vidste at det kom på grund af ham. Han var ikke van til at folk fandt ham decideret morsom; det var de færreste der gjorde sig i at sætte ham i forlegenhed - han var jo en prins trods alt! Og når de endelig gjorde, var det som regel på andre måder og af andre grunde end det Fabian gjorde. Selv nu hvor at aftenen var ved at gå på hæld og gæsterne ikke længere primært befandt sig hvor man vidste de var... hvordan han kunne være så afslappet og åben, det forstod Aldamar ikke.... han virkede så ligeglad. Men selvom han ikke forstod det, var han betaget af det. Det smagte af frihed.
Aldamar mødte hans drillende øjne med et enkelt løftet - jah næsten skuffet øjenbryn, men lo skjult i sit stille sind over hvor frygtløs han var, hvilket ikke kunne ses på hans neutrale ansigt udadtil. Dog lod han tavsheden være svar nok, og så måtte han tage det som han nu engang gjorde.

Det var alligevel en vovet dumdristighed han tiltalte ham med, og af mange grunde gjorde Fabians arrogance ham kun mere tiltrækkende - en tanke der hurtigt blev undskyldt med at stemningen til ballet også spillede ind her. Om et par dage ville han så vide at det var løgn, men lige nu, lod han forklaringen på alt den tavse kemi imellem dem, falde på mystikken der lå i et maskebal.
"Nej. Det skal de vel ikke..." gav Aldamar ham - måske en anelse drillende -  ret i, dog mere stædig på sin front og vedblev med den finere version. Nu havde han trods alt rettet sig selv en gang. Dog sukkede Aldamar kort efter næsten umærkeligt men tungt, og med et tvetydigt smil rankede adelsmanden ryggen, og tog endelig det længe omtænkte skridt tilbage og væk. "Det har været en fornøjelse Fabian... " begyndte han med et mere oprigtigt smil end han egentlig havde tænkt sig at dele ud af, men lagde ikke selv mærke til det. "Jeg håber de nyder resten af aftenen med Fru Reiner, og giv hende min hilsen når i støder på hindanden" forsatte han, og nikkede derpå afmålt til Fabian, en nok så høflig energi omkring sig idet han forberedte sig på atter at gå ind i salen. 


Farvel blev sagt, men inden Aldamar skulle til at åbne døren og forlade Fabian alene på balkonen, stoppede han kortvarigt op, en enkelt hånd på døren. Han vendte sig ikke om, men følte de blå-grønne øjne på hans ryg, og smilede skjult. "Til vi ses igen, Fabian Silva" kom det ret formelt fra ham, men dog med et løfte i underkanten sin stemme - han var trods alt en mand af sit ord, og skulle til Dianthos indenfor den næste måneds tid alligevel. 
Det skulle nok blive lidt spændende. 

Det havde været vovet for Fabian. Fra det øjeblik han fandt ud af det anden mand var en prins, men nogle gange skulle man bare lige presse grænser, og Aldamar havde ladet ham. Det havde næsten føltes som om at de vare ligeværdige, selvom Fabian godt vidste at det var de ikke. Det var blot fordi de havde et privat øjeblik hos hinanden.

Fabian grinede lidt opgivende, som Aldamar forsatte med sin brug af 'de'. Man kunne ikke have forventet meget andet, men følelserne om at blive tiltalt som de blev hurtig forsvundet, som Aldamar sagde at det havde været en fornøjelse, og så det smil. Aldamar havde virket tilbageholdende hele aftenen, men det her var noget andet. Det gav et sug i Fabians mave, som han så det passende smil på Aldamard læber.
”I lige måde, Aldamar,” sagde han, og kunne selv ikke rigtig få smilet væk. ”Det skal jeg nok gøre.”

Fabians øjne borede sig ind i Aldamar, som han forlod balkonen, dog ikke uden en lille gave. Fabian var ikke vant til at have sit navn brugt mod sig på den måde, og en del af ham håbede at prinsen ville overholde sine ord og faktisk komme og se ham igen. Barnligt.

Han lænede sig med ryggen op af gelænderet på balkonen for en stund, og bare stod, som han bearbejdede alle indtrykkene fra turen herinde. Endelig fik han dog skubbet sig selv igen og smuttede selv ind i balsalen igen, hvor han hurtigt fandt Liliana, som åbenbart havde ledt efter ham i et lille stykke.
”Undskyld, jeg var lige ude og trække luft,” undskyldte han og bøjede sig ned og placerede et uskyldigt kys på hendes kind, før hans øjne kort spejdede efter Aldamar i salen. Den lavere mand var allerede fuldstændig væk, men den summende følelse blev siddende i Fabian flere timer efter.