Samtidig med Aldamar rejste Astrid sig, dog uden en lyd. Et lille smil plantede sig på Astrids læber og en lav klukken forlod hende, som han nævnte festen manglede sine hovedattraktioner. Ja selvfølgelig kunne hun da godt se at to gifteklare arvinger snildt kunne være hovedattraktionerne. De adelige afkom havde Astrid i hvert fald lagt mærke til sværmede sig omkring dem som fluer. Hver og en prøvede de at imponere og tale for sig af gode muligheder og politiske årsager.

Astrid begyndte så, om Aldamar var klar eller ej, at bevæge sig indenfor. Ind gennem den store dør og ind i varmen. Et lavt nydende suk undslap hende, som hun nød varmen omfavne hendes bare arme. ”De skal vel også se til nogle andre gæster?” spurgte hun og så over mod den lave arving. Astrid var overbevist om at hun selv hurtigt ville blive optaget af en anden der ville snakke med hende, så snart Aldamar gik fra hendes side. Hun tillod sig endda at lade sit blik glide over de dansende. Hun spottede endda sin broder, som hun ikke rigtig havde snakket med i mange år.

Den lave mand fulgte med hende ind, hvor at varmen slog imod dem med et larmende pust af mennesker der stadigvæk var i fuld gang med hver deres lille ting. Nogle dansede, nogle var begyndt at kigge lidt dybere i glassene og de mørkeblå øjne gled over menneskemængden tydeligvis søgende efter nogle. Derfor nikkede han med et lille grin, inden at han svarede. "Selvfølgelig" han ledte efter sine søskende - de havde hver haft lidt deres egen lille rolle at spille her til aften, og noget sagde ham, at det var lykkedes med... varierende succes. 
Norianna havde virket en anelse vaklende, hvilket var tidligt, for ikke at tale om Arya's kornblonde skikkelse, som han knap nok havde fået set endnu. 

Blikket gled tilbage på Astrid, inden at han nikkede igen, den her gang i et farvel. "En fornøjelse, Astrid af Isenwald. Mon ikke vi ses igen, inden alt for længe" ord han regnede med at være sande i mere eller mindre alle aspekter, hvilket mest af alt gjorde det her til en høflighedsfrase - han klokken var heller ikke nok til at Astrid's familie ville trække sig endnu, så det ville ikke overraske ham at se hende allerede igen efter få timer - han skulle trods alt også finde hendes bror  for at sige hej! 

Ikke længe efter afskeden, forsvandt Aldamar ind imellem velklædte mennesker, hånden på jagt efter et glas vin og øjnene ledende efter den næste at underholde - eller blive underholdt af - her til aften. 

Med blikket på arvingen så hun hans nik, inden hun så ud efter sin broder. Så uskyldigt som han bevægede sig rundt. Hun stod et øjeblik og nåede at undre sig over hvordan hendes bror mon havde det, og om han var kommet over sin frygt for hende.

Hendes blik blev dog hurtigt vendt mod Aldamar der nikkede til hende. Hun trak minimalt på sit smilebånd, før hun svarede: ”Fornøjelsen var helt på min side, Aldamar af Arys. Vi ses nok inden længe,” om det var et anerkendende nik gennem salen, et møde, eller bare næste adelige arrangement, så var det inden længe. Det var nok lige tydeligt for dem begge, at deres afsked mest var af høflighed. Så snart Aldamar var på vej væk, trak hun en dyb vejrtrækning. Hun nåede da også kun at gøre dette, før hun endnu engang blev budt op på dans af en junker, som hun med det samme takkede nej til for efterfølgende at søge ned mod det bord hun var blevet hentet fra. Forhåbentlig var hendes hofdamer stadig at finde der.