Sawyer havde stadig ikke helt fundet sig til rette med hendes selskab, men i det mindste kunne hun da umuligt smide flere klæder nu, uden det ville falde under en mere upassende gerning for en ung kvinde som hende. Hans blik fulgte hendes hænder, som de vandrede igennem hendes lokker for at fange de lokker, der var kommet på afveje. Fordybet i hendes bevægelse, måtte han let rømme sig og lod den store krus finde hans læber, inden han tømte dets indhold i et par hurtige slurke. Han kunne efterhånden godt mærke væskens påvirkning af ham, han følte sig knap så tilbageholden og distræt. "Lavet andet end at være smed?" gentog han dæmpet, i håbet om det ikke var det hun havde ment. Han ønskede ikke rigtigt at komme ind på sin fortid, for man vidste aldrig hvilke typer der kunne risikere at dukke op, selvom det var mange år siden han forlod Lysets hær, kunne der stadig være fjender derude som ønskede ham ondt, trods de ikke kunne tage mere fra ham end livet.

Han rejste sig fra skamlen, inden han satte kursen imod det store fad med den vidunderlige berusende væske, der fjernede alle former for fornuft hvis indtaget i rigelige mængder. Han skænkede endnu et krus op, men blev stående for en stund med ryggen imod hende. Han vidste ikke hvor længe hun havde i sinde at blive, eller hvordan han dog skulle kunne underholde hende i den tid, selvom det ikke burde bekymre ham, måske det var alkohollen der var begyndt at sætte sit præg, han vidste det ikke helt, men han kunne ikke stoppe nu hvor han var begyndt at drikke. Det var ikke unormalt han endte med at drikke sig selv i søvn, når humøret først havde ramt ham, og den unge kvinde prikkede til det humør som en måde at slippe ud af det akavede ved hendes selskab. Til sidst fik han sig selv drejet rundt igen, for at sætte kursen tilbage imod skamlen, hvor han før havde siddet, pinligt bevidst om at lade sit blik søge udenom kvinden.

Hun fulgte hans bevægelser med blikket, imens hun hørte hvad han sagde så dæmpet. For hende virkede det som et svagt håb, om det virkelig ikke var det hun havde spurgt om. Hun vidste jo godt det var lidt af et ømt punkt, det virkede det da i hvert fald til på ham. Men hun kunne altså kun gøre så meget for at styre sin nysgerrighed, det var der ikke meget at sige til, der var vel ikke noget i vejen med at være nysgerrig? Var der det? Hun kunne aldrig rigtig blive klog på mennesker, de var noget mærkelige nogle gange syntes hun. Hun vipper let hovedet på skrå, som hun nikker langsomt, som om hun ikke er helt sikker på det er det rigtige at gøre. "Mhm, har du det? Eller bare altid været smed?" Hummer hun lidt, hun vidste han sikkert kunne til enhver tid lyve for hende, men for hende manglede hun bare lidt et svar.

Klytië havde ingen anelse om hvad hun gjorde, som kunne gøre han virkede til at være utilpas ved hendes selvskab. Måden han vandrede lidt mere rundt på, samt måden hans blik altid søgte udenom hende. Hun var ikke helt sikker på om hun faktisk skulle være fornærmet over det, igen det var ikke så tit hun faktisk var i selskab med helt normale mennesker. Altså hvis det var fordi hun var så opmærksomhedskrævende, ja så kunne hun vel godt forstå det et sted, for nogle krævede hun tydeligvis meget med hendes væremåde at kræve opmærksomhed fra den hun snakkede med. Dette var heller ikke en undtagelse, for hun kunne fornemme det irriterede hende lidt, når hun ingen opmærksomhed nærmest fik. Hun rettede sig lidt mere op, som hun krydsede det ene ben over det andet, inden hun lænede sig lidt frem som hun havde kruset mellem hænderne. Det lange hår faldt frem med hendes bevægelser, endnu engang fuldstændig på afveje, men denne gang valgte hun dog at ignorer det. Hendes hoved tiltede lidt på skrå, "dit blik er lidt over det hele," siger hun med en svag hummen, mere nysgerrig på hvorfor hans blik var alle andre steder end på hende.

Sawyer stod længe og vippede vægten ganske svagt fra det ene ben til det andet, han vidste ikke om han skulle svare ærligt, eller om en lille fordrejning af sandheden ville kunne gå an, før i tiden havde han ikke kunnet drømme om at tale usandt, men nu efter så mange år alene, hvem var hun at komme her og spørge om den slags private ting. Han spændte op i kroppen, som var han på vej til at brøle sin vrede ud over hende, men i stedet trak han vejret dybt og behersket, inden hans blik gled over på kvinden ud af hans øjenkrog med en let skulen, det behagede ham ikke, men dybt indeni vidste han udmærket at han ikke kunne lyve. "Jeg har ikke altid været smed.." svarede han kort og brysk, uden at indlede sig på hvad han var førhen, omend der havde været en lille sandheden ved blot at have nikket, for smedefaget lærte han fra barns ben, det var den retning hans fader ønskede ham, men den noble mand han engang var ønskede mere, han ønskede at hjælpe og skabe fred i landet. Milevidt fra den mand han var blevet, der ønskede fred for sig selv og var mere lige glad med væsnerne i hans omgivelser. Så længe de holdt sig ude af hans forretninger, skulle han nok holde sig ude af deres gerninger, gode som dårlige. 

For en stund blev Sawyer dog helt perpleks ved hendes kommentar, inden han forstod hvad hun mente, trods hendes ord hentydede hun til den manglende opmærksomhed rettet imod hende, og lettere modvilligt vendte han da til sidst fronten imod hende, omend hans blik fortsat var meget vigende. Det var mange år siden han på denne måde havde integrereret med en kvinde, og han følte sig utilpas i situationen, selvom han ønskede af fremstå som den enlige huleboer der hadede alt og alle, var det ikke fordi han ønskede at være ubehagelig over for hende, det var lige som blot sådan han var endt ud med årene, indelukket, kort for hovedet og til tider grov. Den engang hjælpsomme, glæde, danselystne mand der omgav sig med andre menesker, var svundet ind til ingenting. Selv hans private hjem lå nærmest hen i ruiner, med rod der flød overalt, rengøring der bestemt ikke blev gjort meget i, men så længe han fremstod pæn og soigneret udenfor sit hjem tænkte han ikke over det, for ingen kom jo i hans private hjem, det måske lige bort set fra.... Farven drænede fra hans ansigt, som han vendte blikket imod kvinden. Hun havde vel et sted at overnatte, han behøvede ikke tilbyde hende en plads, burde han? 

Da han indså sin reaktion, rømmede han sig hastigt og vendte blikket væk, mens han genvandt fatningen over sine tanker, han behøvede ikke tilbyde hende noget som helst, slog han fast i forsøget på at overbevise sig selv om ridderlighed ikke fandtes i hans liv længere, han behøvede det ikke hvis han ikke ønskede det, og han bandede indvendigt af sig selv for overhovedet at tænke tanken. Hun måtte da kunne klare sig selv fint, eller..... Han skævede imod hende inden han resolut tømte sit krus for at fylde det igen, trods han mærkede varmen i kroppen fra alkohollen der begyndte at flyde i hans krop, hun gjorde ham så nervøs og bragte ham helt ud af sit element ved sit nærvær.