Pax bed først mærke til den metalliske smag mellem gane og tunge, i det de begge fik kæmpet sig vej tilbage til tagryggen. Han bandede lavmælt og spyttede dernæst, så en kugle af let rødligt blod forlod ham i en fart, Zaladin selv ville misunde.
De stålgrå øjne slog lyn mod Caitlin, der igen travede over mod skorstenens beskyttende mur og i selv samme øjeblik, travede Pax resolut efter hende. Han mærkede en spæd og mild vrede sætte sig fast i hans tynde bryst, men endnu ikke forstod han, hvorfra den kom.

”Du glemte alt om din taske! Som en skide amatør!”, svarede han igen med sammentrukne øjenbryn. Med en beskidt hånd gestikulerede Pax mod hendes lædertaske, der synede tungere end hun gav udtryk for, når hun bevægede sig. ”Hvad skulle det til for? Hvad ved Zaladins lange nosser fik dig til at tænke, at det var en god ide?”, skyndte Pax sig dog at hvæse, forinden at han nogensinde lod Caitlin svare selv.

Caitlin placerede sig sikkert med ryggen mod skorstenens varme sten og anerkendte først derefter rigtig Pax igen. Hans grå øjne var ellers ikke ligefrem til at komme udenom, men han havde i det mindste endelig sluppet hende. Hun gned let distraheret det temmeligt ømme håndled, hvor han havde fastholdt hende og ladet hele hendes vægt trække armen halvt afled. Hvad i alverden var lige faret i ham der.

Tydeligvis noget der stadig var der for som han lod munden løbe var det ikke ligefrem det overlegne og arrogante mennesker der stod foran hende og skulede ned. Noget der kun fik hende til at flytte de undersøgende fingre til skulderen for at se om den var mere end øm nu rusen havde forladt hende. Et par tryk fik hende til at skære en grimasse. "Den havde ikke været et problem hvis du havde sluppet." Gentog hun stædigt og sammenbidt. I virkeligheden havde hun glemt alt om den og ikke taget den i betragtning. På den anden side havde hun aldrig troet han ville fastholde på den måde heller, så der var en del nyt at overveje.

Hendes blik lynede dog ikke mindre end hans som hun skød hagen op. "Bryder dig ikke om at få udfordret en bluf?" han havde bragt hende i en usikker situation for at kunne afpresse hende svar og hun havde ikke fundet sig i det. Bare en skam det kom til at koste lidt flere knubs end beregnet. Langsomt rejste hun sig og prikkede ham irriteret i brystet med en finger. "Vend dig til det."

Pax himlede med øjnene og fnøs vredt, i det han aflagde afstanden mellem dem for endnu engang. Han satte sig på hug foran Caitlins skikkelse og rystede på hovedet af hende.
”Den havde sendt dig ud af kurs”, lød det tvært hvorefter han prikkede til lædertasken. Den var hård som sten. ”Og du udfordrer ikke en skid, Cait. Jeg har ikke gang i noget mesterværk af et bluf.” Pax rejste sig dernæst og vendte ryggen til hende, efter hendes solbrune finger var kollideret med hans bryst.

”Jeg er nysgerrig på Evlyn, for da jeg foreslog, at du skulle med, var hendes øjne ved at falde ud af hovedet på hende. Hun vidste ikke, at du var tilbage i Dianthos”, begyndte Pax at fortælle, i det han skridtede hen langs tagryggen. ”Det har ikke noget at sige, i forhold til hvad jeg planlægger eller for den sags skyld, hvad Evlyn render og stikker sin heksenæse i”, fortsatte bandelederen nådesløst, og med kurs rettet mod et muligt nedstigningspunkt. Tilsyneladende var den gode leg forbi.

Det var en diskussion ingen af dem kunne vinde og ingen af dem ville tabe. Stædig var et ord hæftet på mange, men for nu var Caitlin nok mest af alt trodsig. Hun anså det stadig ikke som vanvittigt hvad hun havde gjort og heldigvis virkede det til han ingen ide havde om hvorfor hun havde handlet så forrygt. For ja, hun kunne godt indrømme overfor sig selv at det nok ikke havde været det smarteste træk uforberedt.
Så hun bed sammen og så bare trodsigt på ham til han fortsatte og fik hende til at fnyse morende. "Så hvorfor er du helt oppe og køre over en lille tur ned af taget?" De var to der kunne prikke og han virkede virkelig alt for oprørt over det lille fald.

Hun lyttede dog som han trak sig og smed nogle interessante kort på bordet. Stille hægtede hun skuldertaskens sider fast til hendes bælte som den burde have været og rejste sig. Den sad bedre nu for fri bevægelighed. "Så du havde foreslået mig, før du overhoved var sikker på om jeg var i spil eller ej?" Lusket Pax. Spørgsmålet var hvad Evlyn havde svaret. Næppe en godtagelse med den måde han havde forsøgt at hverve hende på. Det her blev mere og mere speget.

Hun betragtede ham gå væk fra hende, vurderede afstanden og lavede så en vejrmølle hen af tagryggen landende ved ham. Tasken flippede som den altid havde gjort, men på den velkendte måde og uden at trække uvant i hende. "Selvfølgelig ikke." Et muntert smil gled over hendes læber, som hun fulgte ham mod nedstigningspunktet hvorfra hun ikke selv var kommet op. "Gad vist hvornår hun så vil have en ... snak med mig."

Pax himlede med øjnene og snurrede rundt, så hans kofte blev taget af den ivrige nordvind. For blot et øjeblik gjorde han ikke andet end at betragte Caitlin, for –

Jeg ved det ikke, okay? Måske fordi alting blev ødelagt – den gode stemning, det ubesværede – og jeg får det ikke igen!

”Jeg vil bare så nødig dø i dag”, lød det i en hvæsen, til trods for de andre ord, der i grunden rumsterede ganske dominerende i Pax’s tanker. Dernæst vendte bandelederen atter rundt og fortsatte mod nedstigningsstedet. Der ville han trods alt heller ikke brække sin sarte nakke, og måske deres møde også måtte tage sit endelige nu.

”Selvfølgelig gjorde jeg det!”, affærdigede Pax mumlende, som var det i grunden ikke synderligt overraskende, hvorefter han viftede med den ene hånd. ”Jeg vidste, at du var tilbage i byen og du er hurtigere og bedre, end jeg selv er. Desuden –”, tilføjede den gråhårede unge mand, hvorefter han skævede hen over sin tynde skulder, ”så er det bedre, at din røv bliver ristet end min egen. Du sagde det jo selv – Eve er… uforbederlig.”

Caitlin mødte hans grå øjne lige på og en del roligere end hun nok burde. Trodsen var der, men også noget andet. Pax hang ikke længere sammen i hvad han sagde og gjorde. Bandelederen var normalt altid i kontrol. Over dem selv, alle andre og hvad der... åh.
Hun fnyste let og vippede ansigtet lidt på skrå sendende ham et nu morende blik. "Så skulle du jo have sluppet mig." Der var helt bestemt noget her, men aldrig noget han ville sige. Lektion var dog lært og hun holdt sig udenfor rækkevidde og gjorde ikke flere forsøg på de lette berøringer hun ellers altid havde været så fri med.

Hans sidste ord og hele evne til at ignorere alt hun sagde fik hende langt om længe til at stoppe op på tagryggen og bare se på ham. "En skam hun ikke var af den samme mening." Hendes blå øjne hvilede let på ham, før hun så ned af taget og rystede let på hovedet. "Pas på hvor du ligger din tillid med hende. Der er et mørke der under overfladen og et temperament til at tage hende steder."

Hun sendte ham et sidste uudgrundeligt blik, før hun let og smidigt trådte væk fra tagryggen og lod tagets fald tage hende nedefter til kanten hvor hun sprang og landede rullende på taget på bygningen ved siden af. Et spring taget med farten skabt ned af taget og en lille smule ekstra fra hendes andet jeg.
So hun rejste sig så hun tilbage op på ham, før hun satte afsted væk. Hun ville sikkert se ham eller hans flok igen, men der ville gå noget tid. Endnu engang havde hun ødelagt noget uden helt at vide hvorfor eller hvordan, men hun havde kunne se på ham at noget var sket.