Han havde ikke behøvet presse hende ned mod jorden igen, for lige så snart han begyndte at hive i hendes bukser, rykkede hun sig væk fra hans hænder. Noget hun ikke kunne lide så godt, da han rørte hende mellem benene, og hun holdt sig til kun at skære en grimasse ad ham for at vise sin tydelige trods. Han var ikke en, hun lige kunne slippe væk fra nu, og hun var kun kommet mere til skade, da hun havde forsøgt. 

"Jeg er rimelig glad for mine mavemuskler," svarede Zirra og bed sig i læben. Hun sagde det på dæmonisk, for om ikke andet kunne det være, manden gav hende noget info ad den grund. Ikke mange almindelige mennesker kunne det sære, gutturale sprog, og det kunne måske endda skaffe hende noget respekt fra ham. Ikke at hun regnede med, han ville lade hende være af den grund - det havde hun luret, han var lidt for meget en stodder til. 
Da skalpellen trak en lang, rød streg ned over hendes mave, udstødte hun et anstrengt støn og borede neglene ned i jorden. Det var svært ikke at rykke på sig, men heldigvis var skalpellen både ustyrlig skarp, og hun var efterhånden ikke helt fremmed til at blive skåret i. Det sidste burde hun måske tænke på som 'uheldigvis'. Var hun ikke i det erhverv, hun nu engang var, havde hendes nysgerrighed sikkert slet ikke drevet hende hertil - det var vist også noget af en uheldig arbejdsskade. 
Et par totter græs blev hevet i med hendes anden hånd, mens hun formåede at følge hans ordre om at holde sig i ro med nogenlunde perfektion. 

Tanken havde været kort, eller det havde Deavás troet, som han havde set Zirra gøre brug af sine mavemuskler for at undslippe hans greb i hendes klæder. Men den hang ved, som han blev mindet om, hvor ofte man rent faktisk gjorde brug af lige netop de muskler. Uden dem ville det være svært at rejse sig op, bære på noget og i det hele taget løbe og flygte. En underlig nysgerrig sult viste sig i hans blik, som han næsten ikke kunne lade vær med at overveje mulighederne med lige netop det eksperiment. Men var landskabet virkelig det rette sted at udføre et så kompliceret eksperiment. Operationen kunne blive voldsom under selv de mindste forstyrrelser. Det kriblede helt i fingrene efter at begynde, hendes ord kunne umuligt feje tankerne bort, selvom han havde spurgt hende, så overhørte han næsten svaret. Hvis altså hun ikke havde sagt det på dæmonisk og dermed straks løftede hans blik fra maven til hendes øjne.

”Du har tydeligvis flere tricks oppe i ærmet” lo han køligt, svaret blev givet på dæmonisk, et modersprog han sjældent gjorde brug af, medmindre han kun var i selskab af dæmoner. Men den slags hørte ofte fortiden til, alligevel lå det let på tungen. Kort efter vendte han dog blikket retur til skalpellen, som han havde sat ned i hendes bare hud. Maveskindet var blottet, som han dog brugte den modsatte hånd til at følge en linje under navlen, under mavemusklerne. Lige nu havde Deavás ikke de store planer om at beskadige hendes mavemuskler, han ville langt hellere se dem i aktion uden at være dække af hud og fedtvæv. Så lagde han et langt snit, næsten fra hofte til hofte under navlen for at åbne op.  ”Er du klar over, hvor meget vi bruger vores mavemuskler? ” spørgsmålet var retorisk, som han ikke længere henvendte sig direkte til hende, men mere mindede om én der tog noter i verbal forstand. Skalpellen blev lagt tilbage ovenpå bogen, som han brugte den anden hånd til at følge det snit han havde lavet.
Snitten var lagt korrekt, derfor valgte Deavás at føre en finger ind under huden..

- - - - - - - - - - - - - 

"Sidste sting.." lo han lystent, som han trak tråden igennem huden og valgte at lukke såret tæt, så det havde en chance for at gro sammen igen. Det havde været en lærerig oplevelse for ham, som han uden tvivl ville være nød til at udføre på et legeme derhjemme i mørkets hule. Det ville også være langt nemmere at arbejde med, når der ikke kom spjæt og spark hist og her. Klynk og ynk kunne han sagtens holde til, men Deavás gik meget op i sit arbejde, så han tog det derfor yderst seriøst for at fuldføre det til perfektion. Tråden bandt han en knude på, før at han knækkede den ved at holde fast i tråden med begge hænder.
Værktøjet blev lagt bort, som han betragtede de blodige hænder for en stund. Før at han løftede højre hånd op til sin mund og slikkede blodet af. Blodet var rendt ned af hendes mave imod jorden under hende, men en enkelt linje af blod var også gledet imellem hendes ben.. "Kan du sætte dig op?" kunne hun gøre brug af sine mavemuskler, efter han havde prikket til dem? Eller var hun låst til jorden nu?

Zirra var næsten besvimet under forløbet. Hun havde slået hovedet tidligere og nu også en del blod, og mens hun havde ligget stille efter bedste evne og ikke skreget alt for meget - i det mindste brugte dæmonen skarpe knive på hende - var det ved at blive for meget for hende. 
Derfor var hun ekstra tid om at opfatte, at han faktisk var færdig med hende, og bad hende sætte sig op. Det var i en tåge af smerte og svimmelhed, at hun fik vendt sig om på siden og støttende på albuen og derefter hånden, fik skubbet sig opad. Det stak og nev, men gjorde slet ikke lige så ondt som hun ville have forventet - eller som det lige havde gjort. 
"Gå af Zaladin til," mumlede hun og havde svært ved at holde sig oprejst. Synet af at han slikkede blodet af sine fingre var decideret klamt. 
Jorden gyngede under hende og hun ville bare gerne hjem. hendes ansigt og fingre var næsten helt sorte af skidt, og nu også bagsiden af hendes lår og op på ryggen, hvor han havde hevet tøjet af hende.
 
"Kan jeg gå nu?" spurgte hun og var egentlig ikke sikker på, hun kunne gå, før hun havde siddet her lidt. Imens rodede hun i sin ene lomme - ligeglad med om dæmonen så det eller ej. Den lille amulet, hun havde fået af Lyset lå for det meste hjemme i skabet, godt gemt væk, men i aften var hun ikke ude på opgave, og amuletten var blevet støbt en smule om, så den ikke lignede noget, Lyset havde udleveret, medmindre man kendte typen rigtig godt. 
Den var til for at give en smule helbredelse, og hun pressede den mod sin mave mens hun fandt sin sparsomme chakra frem. Hun var ikke god nok til at få den til at heale det hele, men mens lyset bredte sig over maven, blev de indre skader sat sammen og smerten fortog sig en smule. Et par lettede støn undslap hendes læber. Der var ikke mere chakra tilbage, da det var gjort, så snittene var stadig tydelige på hendes hud. Nu havde hun også selv blod på fingrene. 

Det kunne godt være, at hun ikke havde meldt sig frivilligt til hans lille eksperiment, men hun tog det nogenlunde pænt, og havde faktisk holdt sig i ro det meste af tiden. Måske hun endda skulle se sig selv som heldig, ikke at han ville bringe det på banen på den måde, men han var efterhånden rigtig god til anatomi og vidste udmærket hvordan de forskellige kroppe fungere og hvordan tingene skulle sættes sammen igen. Havde hun været udsat for en mindre erfaren psykopat, så ville hun næppe være i stand til at bevæge sig efterfølgende, men lige nu var hun i gang med at kæmpe sig på benene. Deavás så blot til uden rigtig at give hende en hånd. Han var jo langt fra færdig med at observerer sit arbejde, så han kunne se hvorvidt han havde lukket hende ordentligt. Selv hvis det gjorde ondt, så var det en succes, at hun kunne bevæge sig..
”En smule hidsig?” lo han køligt, som han lagde armene over kors og blot kiggede ned på hende, som hun forsøgte at blive stående. Men ærligt så forventede hun vel ikke at det ville slutte der? Deavás havde for længst sikret sig, at han ville blive ’informeret’ om hendes tilstedeværelse en anden gang, så det var kun et spørgsmål om tid, før at de tilfældigt ville støde på hinanden igen. Hvis hun fik lov til at gå.

Spørgsmålet blev hørt, som Deavás reagerede med at løfte det ene øjenbryn, samtidig med at han gik helt hen til hende igen. Han lod hende rode i lommerne, som han egentlig ikke var bekymret for at hun lige pludselig ville finde et våben frem, for det havde hun nu gjort brug af for længst for at komme væk fra ham. I stedet løftede han en blodig hånd imod hendes hage, som han slikkede sig om munden. Hvad der havde fået hende til at faktisk at spørge var ham en gåde. Lyset tiltrak dog hans opmærksomhed, som hun tilsyneladende var begyndt at heale sig selv. Så kunne han jo starte forfra. ”Nej” svarede han køligt og kort, som han trak ganske let på skulderen.
Deavás havde endnu ikke planer om at lade hende gå, og noget kunne tyde på at hun kun kunne komme væk, hvis han tillod det, for hun lod ikke til at være i stand til at løbe fra ham. Han lagde derefter en hånd imod hendes mave, som hun havde healet sit indre, men han kunne stadig mærke snittet, hun var sikkert stadig øm. ”Vi startede faktisk på noget helt andet” hviskede han lystigt, som han førte hånden ned imellem hendes ben.

Fra sin siddende position var det svært for Zirra at trække sig væk, selvom hun ønskede det, da han igen berørte maven og lod hånden glide nedad. Hun var ikke i tvivl om ud fra hans blik og attitude, at hun var heldig at være i live, men fortvivlelsen var også ved at snige sig ind på hende nu. Hun ville virkelig bare gerne hjem nu. Det hun havde fået næsen i denne gang, var helt sikkert ikke noget, hun burde have forfulgt. 
"Har du ikke gjort nok?" spurgte hun gennem sammenbidte tænder. 
Mest af alt, havde hun lyst til at slå ud efter ham. Kaste sig væk og løbe gennem skoven. Men efter hvad han havde gjort ved hendes krop, vidste hun, at hun næppe ville kunne løbe. Og så var der bukserne, der stadig hang om hendes ankler - bare at få dem på inden han rev hende ned på jorden, ville være en umulighed. 
Hun kunne dog ikke holde sin krop fra at vige fra ham, da hans hånd gled i blodet og spredte hende for sig. Det ene ben spjættede og rev i stoffet, der holdt hendes ankler samlede, og det tvang hende til at tage sig til den ømme mave, hvor musklerne ikke var glad for at blive sat på arbejde. Gennem en anstrengt grimasse stirrede hun så hidsigt op på ham, som hun overhovedet kunne mønstre.

Det var tæt på umuligt at tale til Deavás samvittighed, for det var ikke en gang sikkert, at han faktisk havde én. Egentlig gjorde han alt for sin egen skyld og tænkte aldrig over hvad modparten ville tænke i situationen. Nu havde Zirra jo også afbrudt et møde og pralt med at have opsnappet en del informationer, så han skulle jo sikre sig, at hun ikke kunne finde på at forfølge ham en anden gang. Selvfølgelig ville han vide besked med det samme næste gang, men det kunne hun jo umuligt vide. Men han forventede måske heller ikke, at hun ville være dum nok til at forsøge sig med ham igen en anden gang. Det var de færreste i hvert fald.

Spørgsmålet fik ham til at løfte det ene øjenbryn, som hun bestemt ikke lod til at være i humør til at han skulle indlede en ny form for leg. Han fnøs ganske køligt og trak på skulderne, som han førte hånden over sit eget underliv. Havde han nogensinde fået nok? ”Vil du hellere foretrække, at jeg finder dig, når du er i bedre humør?” spurgte han med et blik, der gav hende et løfte om, at han ville finde hende, hvis det kom til det.  Alligevel kunne han ikke helt holde fingrene for sig selv, han var opstemt over resultatet af deres fælles eksperiment, så det var tæt på umuligt for ham at ville lade hende gå. Men der var bestemt også noget spændende over at overfalde hende på et andet tidspunkt, hvor tankerne ikke allerede var forstyrret. Måske det ville være deres nye ’leg’? At hun kunne se sig over skulderen resten af sit liv og ikke vide, hvornår han ville dukke op og kræve hendes krop?

En lav snerren kom fra Zirras strube. Hun hadede alt ved den her situation. Hun fik et valg, men vidste på hans tonefald og glimtet i øjnene, at hun ikke rigtig havde et valg. Omend hun ikke forstod hvordan han kunne finde hende igen - om det var med kontakter eller magi - var hun ikke et sekund i tvivl om, at han ville gøre det. Efterhånden var hun ved at være ret sikker på, at han var væsentligt ældre, end hun lige først havde antaget.
"Ved du hvad, ja," sagde hun. "Det kan endda være, jeg så vil prøve at nyde det. Men kun hvis jeg kan vide mig sikker på, du ikke skærer mere i mig. Hold dine knive fra mig - ellers vil jeg hellere bare have det overstået nu og aldrig se dig igen."
Hun var frustreret og ked af det helt ud til kanten af hvad hun kunne tage på én aften. Tanken om at han ville finde hende igen var kvalmefremkaldende, men valget om ikke at skulle mere igennem lige nu var så tiltalende, at hun tog imod forhandlingen - ikke at det her på nogen måde var en rigtig forhandling. Det var ret så tydeligt, hvem af dem, der havde bukserne på i den her syge leg.

Der var noget ganske fantastisk over at være modparten overlegen på denne facon. Deavás havde ikke meget at frygte, Zirra var bestemt heller ikke en skikkelse, han kunne drømme om at frygte. Der var ikke tale om et farligt møde, selvom det kunne have været farligt at vide, hvad hun vidste, for så var hun nok ikke sluppet godt fra noget. Lige nu havde hun blot et snit hist og her, det var ingenting sammenlignet, hvad han havde gjort imod andre. Andre der måske bare havde forsøgt at bestjæle ham. Men det skyldes også, at han var i godt humør efter muligheden for at eksperimentere med en levende forsøgskanin. Så måske hun var heldig at kunne undslippe. Men lysten var der stadig og den var måske svær at håndtere, som han lyttede til hendes ord, men egentlig ikke registrerede dem, før de blev rigtig interessante.

Langsomt førte han hånden op langs med hendes mave, hen over ribbenene og under trøjen til hendes bryst. Han trak dog langsomt hånden ud, som han i stedet kiggede på hende uden et ord. Var hun i gang med at indlede en forhandling med ham? Havde hun overhovedet noget at forhandle med? ”Så hvis jeg lader dig gå nu, så lover du mig at nyde det næste gang, vi ses?” spurgte han direkte, blot for at være sikker på, at han havde forstået hendes tilbud, det ville i hvert fald være svært at trække det tilbage nu. Derpå valgte han dog at rejse sig for at træde væk fra hende. Han fjernede blodet på håndfladen ved at køre hænderne igennem det mørke tøj. ”Aftalen holder ikke, hvis du skuffer næste gang” tilføjede han, som han bestemt ikke havde tænkt sig at holde knivene væk, hvis hun blot var en kludedukke og lod det ske. Han kunne sagtens finde nydelse i det, men nu var de jo i gang med at forhandle..

Zirra bed sig i læben, mens han gramsede på hende. Hendes krop spændte instinktivt op, og det fik kun smerterne til at rulle igennem hende. Det hjalp ikke, at hun måtte bruge en gevaldig mængde selvkontrol på ikke at stikke ham en på siden af hovedet. Sådan en handling ville kun gøre det værre nu, det var hun sikker på. 
Da han flyttede sig fra hende, var hun ikke sen til at begynde at trække bukserne op igen. De blev fyldt med jordklumper og græsstumper, men hun var ligeglad nu. Blodet var begyndt at størkne på hendes hud, og nattekulden bed, hvor hun var blottet. Hun måtte vende sig om på knæ for at få al tøjet sat ordentligt og dækkende til igen, inden hun kom på benene - svimmel ad zalan til. 
"Jeg kan ikke love, at jeg nyder det," svarede hun med en bitter smag i munden og hævede sit blik til hans, da hun endelig havde rejst sig helt op. "Men jeg er en god skuespiller, så jeg kan som minimum lade som om."
Hun ville nok komme til at hade hvert øjeblik af det, men hvis det reddede hende fra knivene og måske også at dø midt ude i ingenting, virkede det ikke som en helt dårlig handel. Hvad der var en rigtig dårlig handel, var at han ville bestemme, hvornår hun skulle smide, alt hun havde i hænderne og prøve at nyde at dele seng med ham. Det var bare ikke lige et punkt, hun følte hun havde nogen chance for at forhandle om lige nu. At slippe for en fuldt realiseret voldtægt - og måske flere snitsnår - lige nu var allerede mere, end hun kunne have håbet på.

Så længe at Zirra kunne opføre sig nogenlunde lydigt i hans selskab, så kunne Deavás vist ikke beklage sig over hvordan aftenen havde udviklet sig. Han var i hvert fald noget så tilfreds med sig selv, som han lod hænderne strejfe den bare hud én sidste gang, før at han lod hende slippe for nu. Men hun havde ret, hvis hun først valgte at slå ud efter ham, så ville han med sikkerhed skifte mening på et øjeblik og tage hende nu. Men så længe hun kunne holde sig tilbage fra den slags aggressive handlinger, så var hun næsten så godt som sluppet ud af hans kløer. For nu.
Deavás kastede et sidste blik ned imellem hendes ben, som hun straks valgte at trække bukserne på plads og skubbe jord og skidt ind under stoffet. Så løftede han blikket for at møde hendes blik, til hendes ord kunne han ikke andet end at ryste bare en smule på hovedet. Havde hun ikke hørt hans advarsel, hvis hun skuffede, så ville der slet ikke være nogen aftale imellem dem? Så måtte han jo bare minde hende om det næste gang. ”Skuespil tæller ikke.. ” svarede han køligt, som han trak let på smilebåndet. Hun skulle nok finde ud af, hvad det betød næste gang, men lige nu kunne hun få lov til at dvæle ved hans ord indtil de mødte hinanden igen.
Selvom de havde en aftale og han, nogle forventinger til det, så regnede han faktisk ikke med at han ville være i stand til at få dem opfyldt, så det var lidt af en tabt sag på forhånd. Men det behøvede hun jo ikke vide. Måske hun overraskede? Det krævede jo blot at han fandt hende på det rette tidspunkt, hvor hun måske ikke længere kunne tænke klart eller kunne huske ham..

Deavás bukkede ligeså stillede hovedet, som en respektfuld hilsen, selvom det virkede en smule malplaceret. Han valgte efterfølgende at bukke sig ned for at samle bogen op med redskaberne. Læderstroppen blev omhyggeligt bundet omkring bogen, før at han lagde den ind i inderlommen og vendte ryggen til hende. Deavás løftede den ene hånd, som en sidste farvel, før at han begav sig ind i aftenens skygger og forlod hende til mørket i naturen.

Zirra blev stående, indtil mørket havde opslugt hans skikkelse. Så satte hun sig ned på en sten i nærheden og gemte ansigtet i hænderne noget tid. Først derefter var hun klar til at begive sig hjemad igen. Langsomt og haltende. Havde hun nok krystaller til et smut forbi helbrederhuset? Der var hun begyndt at være lidt for meget på det seneste.

Hans ord rungede i hendes indre hele vejen hjem. Han forventede at hun nød det og godtog ikke skuespil som en ordentlig tilfredsstillende udførelse af... af akten. Det var ikke nyt for hende at forføre mænd og lade som om hun  nød det hele - i Lysets navn og alt det der, men hun skulle da være godt fuld for at kunne nyde noget sammen med dén dæmon efter hvad han havde gjort. Dertil kom hans tilsyneladende sygelige fascination af blodet... Dén del ville hun helst holde langt, langt væk fra lagener og pudeleg. 
I det mindste havde han næsten bekræftet over for hende, at han var dæmon. De levede længe og havde en tendens til at miste tidsfornemmelsen. Måske ville han først huske hende, når hun var gammel og grå og kunne påskønne et knald med en ung, flot fyr, eller også ville han finde hendes grav alt, alt for sent.