Lyden af de høje toner nærmede sig endnu mere,og før Dimitri havde tænkt sig at henvende sig og gå hen til mennesket blev han afbrudt. Uden at nåede at tænke klart, eller noget som helst var han blevet slået væk. Så hårdt at han endnu engang fløjbagover, og hvor var det dog belastende, og irriterende. Han endte med at ramme hårdt ind i træ, og nåede slet ikke se hvem eller hvad der havde slået ham. Hvorfor kunne en vampyr ikke nyde et godt måltid med et menneske uden nogen skulle afbryde. Han sukkede opgivende, og kiggede ned mod hans mave, overrasket over at se at en gren stak ud i midten af maveskinnet. Så det væsen, eller hvad det var havde slået ham så hårdt tilbage, at han var røget ind i et træ og igennem en af grenene på træet. Han smillede koldt, og kunne se hvordan blodet dryppede ned på jorden.

Han hostede lidt blod op,og trak sig langsomt ud, så hans mave ikke var pentreret af grenen. Det var godt nok uheldigt, og typisk. Dimitri lagde hovedet på skrå, og kiggede i retningen af mennesket. Han skulle måske vente til blodet var forsvundet lidt. Bare til det var helet en smule, men på en måde var han ligeglad han var nød til at undersøge, hvad det kunne være. Han gik langsomt hen til mennesket, og nåede lige hurtigt at dukke sig for en flyvende knytnæve.Hvad filan"Hmm så jeg er ikke det eneste monster her"sagde han kynisk, og lagde armene over kors. Der var kommet en anden vampyr herud, eller nej vent detvar en vampyr jæger. Interessant, og Dimitri tog nogle skridt tættere på for at studere jægeren nærmere. Så han var sikkert kommet for at dræbe ham, men det ville han ikke tillade. Han lod det kyniske smil brede sig, og var hurtig bagved jægeren, skulede kort hen til mennesket"Du tror vel ikke den flyvetur kunne dræbe mig, gjorde du"lød det næsten underholdende fra hans mund. 

Han kunne se at jægeren tog en bue og pil frem, og vendte sig lidt hen imod mennesket. Han fik et vredt ansigtsudtryk frem. Hoppede tilbage og sigtede med buen og pilen imod Dimitri. Vampyren stod bare og nød synet, for i hans øjne var jægeren tåbelig, og bare at han mente at han kunne redde mennesket"Det her skal nok blive sjovt"lød det fra Dimitri og han grinede hånligt, hvorefter han blinkede hen til mennesket der nok bare mest af alt ønskede at komme væk. 

Nianna blev en smule forskrækket, da hun pludselig så Dimitri ryge igennem luften imod et træ, hun gispede dæmpet da hun så den gren der stak ud igennem hans mave, han burde ikke kunne overleve en sådan skade, men han grinte blot? Hun kunne slet ikke se hvordan det kunne være morsomt, smerterne måtte være enorme? Hun trak sig forsigtigt op på benene, støttende imod et træ mens hun så til hvordan Dimitri ubesværet trak sig selv fri af træet, det burde ikke være muligt? Hun måtte se syner, han måtte have gjort noget ved hende, da han bed hende i halsen, der kunne ikke være rigtigt hvad hun så. Forvirret vendte hun sig rundt, med ryggen imod træets stamme mens hendes blik flakkede rundt efter årsagen til Dimitris flyvetur.

En skikkelse kom til syne i mørket, men hun kunne ikke se ansigtet tydeligt. Nianna mærkede tydeligt hvordan nervøsiteten og den kolde smerte, fik hendes hjerte til at dunke hårdt og hurtigt i hendes bryst, hvem var denne fremmede? Var han ude efter hende eller Dimitri, eller værst af alt dem begge? Hun var overbevist om hun ikke havde gjort noget forkert, udover det brød hun havde taget, men mødet med Dimitri følte hun næsten som værende straf nok i sig selv. Lyden af Dimitris stemme, fik hendes blik til at løsrive sig fra den fremmede mand, hendes blik søgte imod Dimitri chokeret over at se den store hul i hans mave. Det gav slet ikke nogen mening hvordan den slags skader ikke rørte ham, han var hurtigt henne ved den fremmede som fandt en bue og pil frem, hvilket burde have fået Nianna til at flygte, men hun følte sig afkræftet og udkørt af de mange fysiske udfoldelser, og det bid, hun havde svært ved at ryste kulden af sig selvom det blev bedre, men hun kunne stadig mærke den varme og klamme følelse på hendes hals, hvor et par dråber blod banede sig vej nedover hendes hals og skulder. 

Hun tog sig til halsen og tørrede blodet væk, intet gav mening for hende som hun stod lænet op af træet. Hendes blik gled ned på fingrene, der var ikke meget heldigvis men nok til hun fik det dårligt. Synet af blod havde aldrig været hendes stærke side, hele hendes mave vendte sig mens hun forsøgte at flytte sit fokus hen på Dimitri og den fremmede mand i stedet, de virkede så optaget af hinanden at hun burde flygte, men hvor langt ville hun kunne nå denne gang? Det virkede nytteløst at forsøge at flygte igen fra ham.

Vampyrjægeren som det tydeligt var kiggede skiftevis imellem Dimitri og mennesket, og virkede generelt til at være på hendes side frem for hans. Dimitri lagde hovedet på skrå, og kunne tydeligt dufte hendes blod, hvilket nærmest dragede ham hen til hende. Hurtigt stod han foran hende, og gav hende slet ikke chancen for at sige eller gøre noget. Han lænede sig ind imod hendes hals, og lod hans tunge glide hen over hullerne, hvor blodet var gledet ud ad. Hendes blod smagte fantastisk uden tvivl, det havde bestemt en god smag. Han kunne så høre vampyrjægeren nærmede sig dem, og skulle til at rakke ud efter Dimitri. Det gik dog ikke helt så godt, for den luskede vampyr fik vredet armen rundt på jægeren. Han lænede sig ind imod jægerens øre"Du har intet at lave her"sagde han bestemt, og gik lidt væk fra mennesket. 

Skulede dog lidt hen til hende. Der var stadigvæk så mange ting han kunne gøre ved hende. Nu havde han bidt hende, og det ville sikkert hele. Medmindre han skulle hjælpe hende, men om han ville det ja det var det store spørgsmål. Han lod hans gule øjne hvile sig på jægeren der virkede til at ømme sig en smule, men pludselig fik vredet sig fri. Dimitri sukkede over ham, og kiggede væk han lod hans blik falde hen på mennesket. Uden at have øjenkontakt med jægeren var Dimitri hurtig til at gribe fat i en gren, og kunne mærke blodet ved maven langsomt forsvandt. Gudskelov for at man var en vampyr, og da jægeren løb hen imod ham var vampyren hurtig. Jægeren ville aldrig have en chance, også selvom hvor gode chancerne havde set ud. 

Hurtigt stak Dimitri grenen ind i brystet på jægeren, imens han kiggede skuffet ned over ham. Han skulede ned mod hans mave. Det var ret sjovt at dræbe en jæger, der enlig var trænet til at dræbe nogle som ham"Så hvor kom vi fra"lød det koldt fra vampyrens læber, før han var sikker på at jægeren var død. Han gik hen til mennesket, og hurtigt holdte hende presset op ad det nærmeste træ. Han lod sit ansigt nærme sig hendes, og betragtede kort hullerne. Han strøg en finger hen over dem, imens han fik et bredt og tilfreds smil frem på ansigtet. 

Nianna følte en vis splittelse, for hvordan kunne hun hjælpe den fremmede til at sejre? Hun var på ingen måde særlig kamp dygtig, hverken som hun havde det på tidspunktet eller normalt, men hvis han virkelig ønskede at hjælpe hende, omend for egen vindings skyld, hvorfor skulle hun så ikke forsøge at hjælpe ham? Hendes tanker blev dog bremset ganske brat da Dimitri kom helt hen til hende, hun stivnede i kroppen og pressede sig selv op imod træet for at komme væk fra hans nærvær. Den klamme følelse af hans tunge der igen tillod sig at glide over hendes hals fik hende til at dreje hovedet så langt væk hun kunne strække sig til, i forsøget på at slippe kontakten til ham. 

Da hun så Dimitri gribe efter grenen, kastede hun sig selv frem imod ham, gribende efter hans arm for at stoppe ham fra han spidde mandens brystkasse med den, men uden held. Den bratte opbremsning da grenen gik ind i manden og blev holdt stille, fik den anden ende til at ramme hende hårdt ind i maven, så hun mistede pusten. Forskrækket så hun til mens gløden i mandens øjne langsomt slukkedes, som livet forlod hans krop. Øm i hele maven, vaklede hun tilbage imod træet med en hånd hvilende hvor grenen havde ramt hende hårdt, og forhindrede hende i at trække vejret dybt, for bare smerter.

Da Dimitri nærmede sig, var frygten i hendes øjne blot tiltaget, hun ønskede ikke at lide den samme skæbne, men hvordan kunne hun dog slippe for det? Hun pressede sig selv op imod træet bag hende, inden hun trak benet op i en hurtig bevægelse, sigtende efter hans skridt i håbet om at sende ham ned til tælling, omend blot for en stund hvis hun formåede at ramme ham, hans fokus synede jo at være på hendes hals og de to huller han havde efterladt der efter sit bid.

I utrolig smerter og nærmest hurtig bukkede under for hendes spark imod hans skridt. Af ren instinkt tog han fat om de ædle dele med en hånd, og bukkede sig en smule forover. Dette menneske her var da godt nok irriterende, og nu takket været hende skulle han nærmest sidde halvt krøllet sammen pågrund af smerterne i den nedre region. Smerterne bredte sig hurtigere end, hvad han lige havde regnet med. Det var dog utroligt, ved zaladins mægtige, eller generelle ord og sætninger hvor havde han ondt. Han var nød til at sidde halvt krøllet sammen med en irriterende knurren. Han fjernede ikke hånden fra de nedre dele, hvor lige nu skulle smerten da godt nok forsvinde før han havde tænkt sig at rejse sig op. Hun var godt nok lusket det måtte han give hende, og han havde slet ikke regnet med det. 

Men det gjorde også tingene mere mere interessante, han var langt fra færdig med hende endnu. Han lod hans øjne hvile sig på jorden, og tog fat om en gren, før han rettede sig op. Trådte halvt foroverbøjet hen imod hende. Løftede grenen op til hendes hals, strammede grebet lidt"Grr... Ikke flere lege"loddet koldt og irriteret fra ham, som han fortsat prøvede at få styr på sine smerter. De var godt nok slemme, og det var ikke engang fordi det ville hele.. Eller vil det? han var faktisk meget usikker når det handlede om de nedre dele, samt hele den nedre region. Han kiggede på hende, og lænede sig lidt ind imod hende imens han med en fod fik adskilt hendes ben, så hun ikke kunne sparke ham. Så løftede han et knæ op imod hendes underliv. Han fik et lusket smil frem på ansigtet, og kiggede så på grenen han holdte foran hendes hals"Det ville være trist, hvis der skulle ske dig noget værre end hvad der allerede er sket"sagde han som han betragtede hende kort, før grebet om grenen der var holdt imod hendes hals blev løsnet. 

Dimitri havde da snart ikke mere tålmodighed tilbage, eller vent det var ikke sandt.. Han havde generelt ingen tålmodighed, hvis han overhovedet ejede det var det forsvundet for længst. Med hans knæ tættere på hendes underliv holdte han blikket imod hendes øjne, han ville se frygten i hendes blik, han ville mærke hendes had til ham"Hvad kan du gøre"lød det tænkende og flabet fra ham, imens han sendte hende et bredt smil.

En vis fryd afspejlede sig i hendes øjne, da hun mærkede det velplacerede knæ ramme ganske hårdt, og smilet bredte sig da også om hendes læber da han bukkede sammen foran hende med en hånd om sit skridt. “Måske det kunne lære dig, at opfører dig ordenligt!” Fnøs hun lettere irriteret efter ham, selvom hun ikke var overbevist om noget kunne trænge igennem til ham, og lærer ham nogle maner. Hendes blik vandrede over på den livløse fremmede, og selvom hun ikke var meget for at indrømme det overfor hverken sig selv eller Dimitri, kunne hun for frygte for sin egen skæbne, især med den sviende smerte hun følte i maven. Heldigvis var den værste kulde fortaget fra hendes krop, efter han havde bidt hende og hun var kun lykkelig for at have fået varmen en smule tilbage, da det hjalp hende til at holde facaden oppe for ham og sig selv.

Uroligheden spredte sig dog i hendes krop, som Dimitri fik stablet sig selv på benene og greb om en gren. Hvad var der med den mand og så grene? Måske en form for fetish? Da hun mærkede hvordan grenen pressede sig imod hendes hals, forsøgte hun at vige tilbage men træet bag hende gav sig ikke en tomme. Den lettere overfladiske vejrtrækning tog en smule til som han kom hende nærmere, inderst inde var hun skrækslagen for ham, alt andet ville være dumt men hun ønskede ikke at vise ham præcis hvilket effekt han havde på hende. I stedet drejede hun ansigtet væk fra ham, og måtte et øjeblik lukke øjne for at kunne samle sig igen, men da hun mærkede hans fod der forsøgte at skille hendes ben ad, kæmpede hun indædt imod, prøvede at vride sine ben fri for ham, men forgæves, han var både større og stærkere end hende. Et højt gisp lød fra hende da hun mærkede hans ben imod hendes underliv, febrilsk forsøgte hun at vriste sig fri for at komme væk fra den berøring, men hendes bevægelser var skarpt begrænset af grenen der blev holdt imod hendes hals.

Da hun mærkede han slap den, vendte hun ansigtet imod ham. Foragten var tydeligst at læse i hendes øjne og hans ord pirrede kun den foragt, som hun besluttede sig for at spytte efter hans ansigt. Han var så tæt på at det næsten umuligt kunne misse ham, ingen hun forsøgte at slå ham væk i et lettere afkræftet og halvhjertet forsøg. Der var ikke meget modstand tilbage i hende, hun var for udmattet til at blive ved på den måde og smerten i hendes mave gjorde det ikke spor lettere for hende. “Gå dog din vej!” Hun forsøgte virkelig at mønstre det sidste af hendes styrke for ikke at lyde bange, selv at rejse sig på tæerne for at fjerne hans knæ fra hendes underliv blev forsøgt.

Da hun pludselig spyttede ham i ansigtet blev det irriterende udtryk på hans ansigt endnu mere tydeligt. Men det var som om lyden af hende nærmest skrige og råbe på at han skulle gå sin vej fik et bredt smil frem. Det lød som sød musik i hans ører, og han nød at se hvordan hun hadede ham mere og mere. Smerterne hun havde havde han en måde at hjælpe hende med, men spørgsmålet var bare om han overhovedet ville hjælpe hende. Han kastede grenen væk i samme øjeblik som han trådte tilbage og løftede en hånd op til hans ansigt for at tørre spyttet væk. Så lod han det brede smil blive siddende på ansigtet, og betragtede hende lidt. Armene lagde han over kors og lod så hans blik fjerne sig fra hende. 

Det virkede ikke til at der ville komme andre og forstyrre dem, men Dimitri var ikke helt sikker på det. Han havde en underlig fornemmelse med at der sikkert ville komme en eller anden, og det vidste han allerede nu at det ville han ikke bryde sig om. Ikke at han bare kunne dræbe dem som han havde gjort ved manden på pladsen, og jægeren her i dette område de var i. Så lod han hans blik falde tilbage på hende igen, og han sendte hende et flabet smil"Det er træls at have smerter, gad vide hvor der er en læge"sagde han så indbydende og afslørende som det overhovedet var muligt. Hvis han skulle hjælpe hende ville det ikke skade at høre det fra hende, enlig også høre hende bede om det. Han holdte det flabede smil på ansigtet, og lod også hans blik hvile sig på hendes ansigt. Han gik ikke tættere på hende lige nu, for han gad seriøst ikke blive sparket imellem benene igen, for hold da zaladin det gjorde ondt. Det havde slet ikke været til at holde ud. 

"Jeg er en fremragende læge, tro det eller ej og jeg kan hjælpe dig"sagde han tydeligt lusket og med et bredt smil der mere og mere udviste ondskab frem for alt muligt andet. Han bøjede sig lidt forover så han lod sit ansigt nærme sig en lille smule hende"Men jeg vil høre dig bede og tigge efter min hjælp, medmindre du vil have mere og mere ondt"sagde han næsten kynisk og ligeså flabet som før.  Han trak sig tilbage og drejede hovedet væk fra hende. 

Nianna kneb øjnene en smule sammen, det havde passet hende ganske glimrende at spytklatten havde ramt ham i ansigtet, og selvom smilet om hans læber virkede ganske umuligt at pille af ham, havde hun fået præcis det hun ønskede. Afstand til ham. Han havde trukket sig væk fra hende, så hun ikke længere behøvede mærke hans ben imod hendes underliv. For hendes skyld kunne han blive lige så irriteret og vred som han måtte ønske, det eneste hun havde energi til var at fokusere på smerterne i hendes mave.

Hun så sig lidt omkring efter den lille skindsæk, hun havde fået smidt da han væltede hende omkring tidligere. Hun skubbede sig let fra træet med en hånd støttende imod træstammen og den anden forsigtigt imod hendes mave. Ordet læge, fangede hun tydeligvis ikke, og selv hvis hun havde gjort det, ville hun aldrig tro ham over en dørtærskel. Hendes ben var en smule usikre under hende, som hun gik med korte skridt hen til den, med ryggen imod ham bukkede hun sig prøvede ned, og kunne kun lige akkurat med fingerspidserne nå den. "Jeg har ikke brug for din hjælp.." afviste hun med en dæmpet stemme hen over skulderen imod ham. 

Hun rodede en smule rundt i den lille skindsæk, til hun fandt en ganske lille knold fra en plante deri. Fordelen ved hun altid havde passet på sig selv, og var i et med naturen, var at hun kendte de mange planter som kunne hjælpe hende, og hvilke der var giftige. Et lille stykke af den lille knold, virkede præcis på samme måde som en farefuld situation ville gøre, den ville give energi til at kæmpe, til at udholde smerten i maven, den ville kunne hjælpe hende videre, men hun vidste at hendes krop allerede var presset, og flugt havde ikke virket tidligere. Hun lagde den tøvende tilbage, og tog istedet den lille metal dåse, hvori hun havde en creme der bedøvede det område hvorpå det blev smurt. Det havde taget hende lang tid at lave og samle planterne til det, men det var den bedste løsning for hende lige nu. 
Hun tog en smule op på fingrene, og mærkede straks den potente virkning da hendes fingerspidser begyndte at snurre let, inden hun førte hånden op under skindtrøjen, og smurte det imod det ømme maveskind. "Jeg kommer aldrig til at tigge!" Svarede hun surt, hvad bildte han sig ind at tro hun ville gå til ham for hjælp, han var jo årsagen til alle de dødsfald, til smerterne og hendes frygt.

Hun lagde den lille metal dåse tilbage i sækken, inden hun vendte sig imod ham. Cremen formåede kun at tage toppen af smerterne, men selv den mindste lindring var kærkommen, for hendes krop var træt og afkræftet i en sådan grad at den lille knold pludselig virkede så lokkende, for at sørge for hun ikke ville vælte omkuld, men det var farligt for så snart virkningen ville aftage, ville udmattelsen komme væltende som aldrig før, man kunne kun så længe holde ud at være under knoldens påvirkning, før det kunne have fatale følger.

(Virker som adrenalin)

Hans hoved blev lagt på skrå som han lod hans øjne følge hendes bevægelser. Så hun havde en måde at hjælpe sig selv på. Det undrede ham faktisk ikke, for han burde heller ikke have regnet med at hun ville takke ja til at lade ham hjælpe hende. Han stod og betragtede hende lidt, før han kiggede rundt. Måske skulle han slæbe hende med tilbage til pladsen, eller måske skulle han være ond og bide hende igen. Måske drikke lidt mere af hendes blod. Det virkede ikke til, at hun havde så mange kræfter at kunne bruge, hvilket kun var en fordel for ham. Før eller siden ville hun ikke have mulighed for at skade ham, eller få ramt på ham og det var kun godt. Der var intet værre i dette øjeblik end dette menneske som med alle hendes kræfter prøvede at få rystet ham af sig, og få ham til at bukke under. 

Hun var da ikke helt bange af sig, selvom han tydeligt kunne mærke hendes frygt. Han elskede det, elskede og nød at hun frygtede ham. Det var præcis sådan det skulle være, og selvom han ikke kunne få hende til at tigge eller bede betød det nu ikke så meget. Der var mange måder for ham til at få hende til at frygte ham endnu mere. Hans blik gled kort hen på jægeren der lå død på jorden, og han gav den døde krop et lille spark imens han sukkede"Måske jeg kan få dig til at tigge"lød det fra hans mund, selvom hun faktisk allerede havde hjulpet sig selv, så smerterne ved hendes mave ikke var så slemme mere. Havde dette menneske bare en løsning på alt, eller hvad skete der lige. Dimitri knurrede irriteret, og han var snart fristet til at yde endnu mere skade på hende. Han tøvede heller ikke med at nærme sig hende, og greb fat rundt om hendes hals i et ikke for hårdt tag men heller ikke et blidt tag. Det blev en mellemting, og han lod sit ansigt nærme sig hendes. Lod hans luskede smil brede sig, hvorefter han fik skilt hendes ben ad med et af hans ben"Ingen trusser på"fløj det i en legende og hviskende tone. Han var yderst fristet til mange ting lige nu.

Skulle han være grusom skulle han voldtage hende op ad træet, og han stod da også og overvejede at gøre det. Bare for at måske ødelægge hende en lille smule, men så igen der var stadigvæk noget interessant over hende. Dog var han ikke sikker på,hvad det netop var udover hendes duft og måden hun bare prøvede at kæmpe imod ham samt flygte fra ham. Dimitri lod hans ansigt nærme sig hendes hals, hvor han kiggede på hullerne, og som han strammede grebet om hendes hals en lille smule åbnede han munden, og uden at tøve bed han dybt ned i hullerne. Denne gang endnu dybere end før, for dette menneske skulle ikke tro hun kunne slippe fri fra hans kløer. Han drak lidt af hendes blod, og havde et kort øjeblik glemt hans fokus på hans hånd rundt om hendes hals, så han løsnede det lidt, og efter få minutter trak han sig tilbage. Lod blodet blive siddende ved hans mundvig"Du smager godt som altid"lød det kynisk og koldt fra ham og han grinede tilfredsstillende. 

Nianna skulle lige til at give ham svar på kommentar, at hun nægtede at tigge ham om noget, idet hun opdagede at han kom imod hende, men hendes krop var sløvet for meget af udmattelserne, til hun kunne nå at reagere før, hun mærkede hans hånd lukke sig om hendes hals, og et gisp slap over hendes læber. Benene vaklede let under hende, idet hun greb efter hans hånd og forsøgte at løsne hans greb, hvorfor skulle han være så ubegribelig stærk i forhold til hende? Hun vidste ikke hvor længe endnu, at hun kunne kæmpe imod før hendes krop ville give op, før hun ville miste enhver kampgejst og opgive, udmattelsen drænede hende mere end selv han nævenyttige selskab gjorde. Neglene borede hun ned i hans hånd og håndled mens hun kæmpede for at vriste sig fri. Han havde heldigvis ikke fået fat på en måde som lukkede af for hendes luftveje, men kun besværede hendes vejrtrækning. Nianna spærrede forskrækket øjne op og mærkede hendes krop stivne, da Dimitri tvang hendes ben fra hinanden og tillod sig at mærke efter på hende, hendes erfaringen i det område var begrænset til næsten ikke eksisterende, hun havde kun været sammen med Orcus. "Stop!" Hendes ord var ikke så meget en bøn, som det var en ordre, for viljen lå stærkt i hendes stemme som knyttede den ene hånd og sendte den imod hans ansigt så hårdt hun kunne.

Da hans ansigt kom nærmede, blev hendes bevægelser mere febrilske, hun kunne stadig tydeligt genkalde sig smerten efter hans sidste bid, og lysten til at opleve præcis det igen var ikke eksisterende. "Nej stop, du må ikke!" Den styrke der før havde hvilet i hendes stemme da hun sagde stop, var krakeleret ganske let, hun var for bange for hans bid til at hun kunne forholde sig så roligt det krævede. Og da smerten skød igennem hendes krop, skreg hun højt af smerte. Det sortnede et øjeblik for hendes øjne, hvilket fik hendes hænder til at slippe ham og falde ned langs hendes sider, men smerterne og kulden trak hende dog hurtigt tilbage igen. Små klynk lød fra hende, da hun mærkede han trak sig tilbage igen, men hun kunne ikke se ham i øjne, hendes blik var tvunget ud mod siden, men hun var stoppet med at kæmpe, så da han slap hende, lod hun sig falde ned på knæ på den hårde jord. Hun græd ikke, trods den isende smerte der skød igennem hendes hendes krop og nærmest brændte ind i hendes hals. Hun rettede en smule på sin nederdel inden hun lagde armene om sig selv med ansigtet drejet helt væk fra ham. 

Han slikkede det resterende blod væk fra hans mund, og lod hans blik falde ned på hende. Synet af hende sidde og holde rundt om sig selv kunne han godt lide, og det var endnu mere fristende at gøre et eller andet ved hende. Men måske det var bedst at lade hende hvile et eller andet sted end her, for der ville sikkert komme en eller anden som ville prøve at dræbe ham. Det var slet ikke noget han var i humør til, ikke lige nu. Så bukkede han lidt ned så han kiggede nærmere på hende, og han lagde en hånd ved hendes hals, lod fingrene stryge hen over hullerne på halsen som han havde lavet"Trist der sikkert går lang tid før de er væk"sagde han og kunne slet ikke lade være med at smile for ham selv.

Det var meget tydeligt for ham at se, at denne pige her ikke havde så mange kræfter tilbage. Så det var blot endnu mere perfekt. Det ville kun være en stor fordel for ham i sidste ende, og han rakte så ud efter hende, løftede hende op over den ene skulder. Så kiggede han rundt, måske han skulle tage hende med hen til den nærmeste kro. Så kunne hun hvile sig, og selvfølgelig fortsat være hans underholdning. Lige nu behøvede han ikke mere blod, han havde fået nok til at holde sig kørende. Så forsvandt han hurtig væk fra det sted, hvor de stod. Hans blik flakkede lidt rundt og han havde besluttet sig for at tage hen til kroen, for det var næsten alt for kedeligt at de forsat skulle være her hvor de var. Hvorend det så lige var, for han var stadigvæk ikke helt sikker.

Efter at have løbet hurtigt hen imod kroen med hende over skulderen havde han et lusket smil på ansigtet. Tydeligt at han havde planer, og tanker. Men det var ikke fordi han gad afsløre dem for hende, og hvis hun endelig skulle være nysgerrig ville hun blot finde ud af det med hendes egne øjne. Da de så stod henne foran kroen smillede Dimitri lidt mere. Han vidste godt, at der var nogle tomme værelser,så han havde ikke tænkt sig at gå ind på kroen. Nej med dette menneske over skulderen hoppede han op imod det tætteste vindue, hvor han var sikker på værelset ville være tomt. Han skulede hen til hende"En hurtig genvej skader ingen"sagde han og grinede lidt over sig selv, før han slog hånden hårdt ind imod glasset, så vinduet gik i stykker. Så stod han inde på værelset med hende over skulderen. Hurtigt smed han hende ned i sengen, og lænede sig lidt ind over hende. Det gik ikke at hun slap fri, så måske han var nød til at gøre et eller andet. Han var hurtig til at nå ud på badeværelset, hvor han fik fat i et håndklæde. Gik så ud til hende igen, lod hans øjne glide ned over hende. Så fik han skåret nogle strimler ud ad håndklædet. Han nærmede sig hende, og lod hans ansigt nærme sig hendes hals. Han lod hans tunge glide hen over hullerne, og smillede bredt. Så begyndte han at binde hendes ene hånd fast til sengen"Vi kan ikke have at du slipper fri, eller prøver på noget"sagde han med tydelige lumske undertoner

Nianna var nået det punkt, hvor hun mest af alt havde lyst til bare at græde, følelsen af håbløshed havde ramt hende hårdt, da intet virkede til at kunne hjælpe hende væk fra Dimitri, uanset hvad hun gjorde eller forsøgte på, var han der blot med det samme igen som en frygteligt mareridt der ikke var til at slippe ud af. Hun slog affærdigende ud efter ham med håndryggen, da han bukkede sig ned imod hende, og hun mærkede hans fingre stryge over hendes ømme hals, hvor han havde bidt hende. Hendes krop veg en smule sammen under hans berøringer, for smerten var ikke til at holde ud og kulden han havde bragt ind i hendes igen, fik hendes spinkle krop til at dirre ganske svagt. Dimitri derimod så tydeligvis ganske stolt ud, over den måde han havde forvoldt hende skade endnu en gang, men hun sagde intet, for hvad skulle det hjælpe? Han nægtede at lade hende være, trods hendes ønske om præcis dette.

Hun forsøgte at stritte imod, da han samlede hende op og smed hende over skulderen, som var en blot en sæk med kartofler der skulle fragtes videre. Hun kæmpede en smule for ikke at hvile på maven, for trods cremens ellers gode virkning, var hun stadig meget øm i maven, ja faktisk hele kroppen. Der var ikke den muskel som ikke beklagede sig til hende. "Sæt mig ned, jeg vil ikke mere!" Hendes stemme havde ikke den samme stærke undertone længere, og hun frygtede inderst inde om han måske havde formået at knække hende en smule, hun håbede dog inderligt at det blot var udmattelsen der talte, at når hun først kom til kræfterne igen, at hun ville kunne gå fra dette møde med oprejst pande. Hendes kamp for at slippe fri og komme ned fra ham, var umulig, hans greb om hende var for stramt som han satte i bevægelse væk fra det område de havde befundet sig i, mens han søgte tilbage imod byen, hvor han stoppede foran en bygning. Hun havde set sådan et sted før hjemme i Azurien, men vidste ikke helt hvad det blev kaldt. 

Hun gispede overrasket, da han valgte ikke at bruge døren, men derimod hoppe op til et af vinduerne og lyden af glas der knuses, fik hende til at sprælle igen. Hun var ligeglad med chancen for at falde til jorden, hun ville bare ikke derind, og slet ikke med ham! Men hun fik ikke meget valg, for før hun vidste af det, blev hun kastet ned på en seng hvorefter han lænede sig ned over hende. Niannas blik fløj rundt i det lille rum, der var en dør! Måske hun skulle forsøge at nå den, måske hvis hun kom ned blandt alle de andre at hun ville kunne slippe fra ham der? Hun skulle lige til at tage chancen da Dimitri forlod hende på sengen, men hun nåede kun lige at komme op og sidde i sengen, med benene ude over kanten, da han var tilbage og i fuld gang med at binde hendes ene hånd fast. "Stop så!" skreg hun højlydt af ham. Hun fik sig vendt rundt så hun ikke længere sad på sengen, men i stedet var kommet op og stå, mens hun sled i den hånd der var blevet bundet fast.

Da hun bad ham stoppede grinede han hånligt, og lod bare hans øjne følge hendes bevægelser. Troede hun virkelig at hun ville slippe fri, det var ganske morsomt. Dimitri kiggede på rebet hun var ved at komme fri af, og det havde været med vilje at han havde bundet hendes ene hånd. Dog havde han selvfølgelig overvejet at binde begge hendes hænder, men lige nu blev det kun til den ene hånd. Så tog han et skridt tættere på hende, og stod pludselig foran hende. Det så ud til at hun nok godt kunne komme fri fra rebet, så måske han ikke havde strammet grebet ret godt. Et suk kom fra hans mund, og han puffede så til hende, så hun kom ned at ligge igen. Han var hurtig til at stoppe hende fra at binde rebet op, så han begyndte at binde hendes hånd igen. Men han stoppede ikke der nej han kravlede hen over hende med et ben på hver side af hende. 

Rakte ud efter et stof stykke, og bandt hendes anden hånd. Nu kunne hun ikke bruge hendes hænder, så han skulle kun koncentrere sig om hendes ben og fødder. Men han gad ikke binde dem, for han havde fået en anden idé. Hvor god den ville være for hende, var han sikker på at den ikke ville være. Han blinkede til hende, og lod lusket hans tunge glide hen over hans læber. Han nåede hen til vinduet, kiggede ned og kunne se glaskårene fra det knuste vindue. Heldigt det var det jo, at han havde valgt at ødelægge vinduet, så de kunne komme herind. Han bukkede sig lidt ned og samlede et stort stykke glasskår op i hånden. Drejede hen imod mennesket, og var hurtig henne ved hende. Han stod afslappet ved siden af sengen med en hånd i bukselommen, og lagde hovedet på skrå"Sikke en frygtelige pine du er havnet i"lød det koldt fra ham hvorefter han grinede lusket.

Så kravlede han hen over hende igen, og endnu engang med et ben på hver side af hende. Han løftede glasskåret op foran hendes ansigt. Han tog hånden op ad bukselommen, og lod nogle fingre stryge hen over hendes kraven. Han begyndte så at lade glasskåret glide langsomt ned over hendes kind, han skar ikke hårdt men hun ville sikkert kunne mærke det alligevel. Det var meningen at han prøvede at få hende til at tigge efter at lade hende gå. Ligemeget hvor grusom og ond han var, ville han høre hende bede ham og tigge ham om at stoppe. Bare at få den magt ville gøre ham endnu mere glad end han allerede var, ja glad for at påføre hende smerte og en smule ødelæggelse. Men var det ikke ganske normalt når en vampyr som ham havde fået fingrene i et uskyldigt menneske"Tig eller bed mig om at lade dig gå"lød det fra ham imens han fortsatte med at lade glaskåret glide ned over hendes kind. 

Ville det overhovedet kunne hjælpe hende at tigge? Ville han så blot lade hende gå, hvis hun gjorde det med det samme? Nianna anede ikke om det ville gå hende så let, hun tvivlede stærkt på at han havde den intention, selv hvis hun gav ham præcis hvad han ønskede. Hun gav dog ikke op, hun hev og sled i stoffet om hendes hånd, selv efter han havde bundet det en gang til, først da hun blev skubbet ned på sengen igen og han bandt hendes anden hånd fast, frøs hun et øjeblik og lod blikket følge ham igennem rummet. Tydeligt påvirket af hele situationen og udmattelsen, lød der et gisp fra hende, som hans samlede det store glasskår op, den mand havde nogle seriøse brister i hovedet. Hun vred sig og skubbede med benene for at kunne komme op og sidde og komme fri, men han var for hurtigt henne ved hende, og holdt hendes nede imod sengen med sin krop. "Hjæææælp!" Skreg hun højt, i håbet om der måtte være nogen i kroen der kunne høre hende.

Tårerne begyndte at samle sig i hendes øjne, da hun så hvordan han førte glasskåret op imod hendes ansigt, der fik hende til at skære en let grimasse, da hun mærkede den prikke imod hendes hud. "Stop Dimitri...." Hun havde så svært ved at give efter, for hun var sikker på at uanset hvor meget hun tiggede ham om at stoppe, ville han ikke stoppe. For hvorfor skulle han? Hvis først hun gav ham den magt, det ville være mærkeligt, hvis det var nok til at stoppe ham. Hun forsøgte at sparke ham af sig, ved at vride i kroppen og spjætte med benene, kun hendes ansigt var helt roligt, som hun kunne mærke glasskåret stryge ned over hendes kind, den efterlod en ganske fin revne, helt tynd og kun overfladisk, men det kunne mærkes, det sved i hendes kind og fik tårerne der før havde samlet sig i hendes øjne, til at trille ned over hendes kinder. Hun kunne ikke mere, hun ville hjem til sit lille paradis, hvor hun kunne skjule sig igen, verden var ikke et godt sted at komme ud. "Dimitri..... Vil du ikke nok stoppe?" Hendes stemme tydeligt påvirket af hele situationen, som hun gav efter og faktisk bønfaldt ham om det, selv hendes spjæt og vrid, stoppede langsomt. Der var ingen grund til at kæmpe imod, og spilde alle de kræfter, hun måtte spare de sidste kræfter, til at komme igennem resten af mødet. 

Da hendes ord om at han skulle stoppe kom ud ad hendes mund smillede han ganske tilfreds. Men han gad ikke stoppe, så han lod glasskåret fortsat glide ned over hendes kind. Det kunne have været meget værre for han kunne have skåret hende dybt med glasskåret, eller andet grusomt. Men eftersom hun stadigvæk var bundet for hænderne havde hun vel ikke mulighed for at stoppe ham, udover hendes ord. De ord som gjorde ham ganske tilfreds, for han nød virkelig at høre hende tigge og bede ham om at slippe hende fri. Så lod han glasskåret glide lidt længere ned til stykket rørte hendes kraveben. Et lusket smil bredte sig på hans ansigt, og han kiggede på hende. Det var utrolig tydeligt, hvor meget hun faktisk gerne ville fri fra hans greb. Dimitri lod hans øjne hvile sig på glasskåret i hans hånd, og han lod det glide lidt hen over hendes kraveben. 

"Jeg nyder virkelig at høre dig tigge og bede"sagde han og greb fat rundt om hendes kæbe med den frie hånd. Han lagde hovedet på skrå og begyndte igen at høre fodtrin, så de folk inde i kroen var måske begyndt at nærme sig mere og mere. Han grinede hånligt, hvad skulle de folk kunne gøre. Døren var desuden også låst, så de kunne nok ikke gøre noget som helst. Han morede sig meget over det, og kiggede endnu engang på glasskåret. Han løftede det op til hendes kind og sendte hende et lusket smil"Kan du mærke hvordan glasset skærer igennem din bløde og fine hud"hviskede han lokkende imod hendes ansigt, og lod glasskåret skære hende hårdt ned ad kinden. Det var først da blodet kom frem at han blinkede til hende, og rettede sig op dog sad han fortsat med et ben på hver side af hende. Han lod en hånd finde vej ned ad hendes krop til den nåede hendes underliv. Hans fokus lå på blodet men så kynisk han var slikkede han det ikke væk"Dine skrig lyder som sød musik i mine ører"sagde han og smillede bredt.

Hans hånd gled lidt videre men den stoppede automatisk da den nåede til hendes underliv. Han betragtede hende lidt, og nød hvordan der slet ikke var nogen der kunne hjælpe hende. Det var fantastisk, hun var fanget i hans greb.

Dianthos var normalt ikke forbundet med drama eller vold. Der var for mange byvagter til at nogen var dumme nok til at kaste sig ud i direkte vold og pinsler. Men der var alligevel noget, som fortalte Orcus, at han var nød til at gøre noget, da han hørte det første skrig. Det var svagt, da han endnu befandt sig udenfor kroen og blot havde overvejet at gå derind for at få noget at spise. Han løb nærmest imod døren, som han flåede den op, blot for at se de mange blikke vendt imod trappen, der ledte op imod værelserne. Var folk sky overfor den konflikt, de kunne rende ind i eller hvad foregik der? Orcus var endnu ikke klar over at det var Nianna, der var i fare, for så havde han nok ikke spildt tiden i krostuen.

Råbet om hjælp fik hans krop til sitre, som det rendte ned over ryggen på ham. Noget over skriget virkede bekendt, men han var langt fra sikker. Det var ikke det skrig, han havde hørt ofte før. Men noget fortalte ham, at han måtte tættere på for at være sikker på, at det ikke var en ven, der var i fare. Var der tale om en fjende, så ville han nok hurtigt gå sin vej igen. Orcus havde taget de første skridt op ad trappen, som han skævede over skulderen og så hvordan enkelte mænd, havde rejst sig i foragt. "Tilkald byvagterne!" råbte han frustreret, som han bestemt ikke ville være med til det her. De trak let på skulderne, men han ventede ikke på svar, før at han strøg op af trapperne imod skriget.

Som han nærmede sig døren, kunne han høre en velkendt stemme inde fra rummet. Nianna! Hvordan i al verden var hun havnet der og hvad foregik der og så midt i Dianthos? Han måtte kæmpe for ikke at vise sit raseri. Men metallet i hans lomme svævede allerede omkring hans krop. Metalsømmene i gulvet og væggene var også begyndt at rasle, som han trådte nærmere døren. Låsen var ingen hindring, som den knækkede af og nærmest fløj imod Dimitri, som han skubbede døren op og vendte de lynende øjne imod den fremmede. "Slip hende!" skreg han truende, som metallet omkring hans hoved havde omdannet sig til spyd. Den første blev sendt direkte imod Dimitris skulder for at få ham til at slippe glasskåret. Vingerne lignede ikke sig selv mere.. Metallet havde forstørret vingerne og gjort dem skarpe, hvis nogen eller noget kom for tæt på. "Nianna!" råbte han, som han strøg imod sengen og forsøgte at hive hende væk fra mandens rækkevidde. Døren bag dem blev omdannet til tremmer, som metallet forhindrede folk i at komme ind, men også vampyren i at stikke af. Det samme blev gjort for vinduet, der underligt nok var knust.

Tårerne væltede ned over hendes kinder, hendes værste frygt var blevet til virkelighed, hun havde givet ham præcis det han ønskede, givet afkald på sin sidste værdighed, tryglet ham om at stoppe men han fortsatte blot med ar skære hende, dybere end før så blodet langsomt begyndte at pible frem fra den revne glasskåret efterlod, sammen med hans hånd der fandt vej ned over hendes krop imod hendes underliv, det sted kun en person havde rørt, hun gav sig til at vride sig endnu mere for at få hans hånd væk fra hendes underliv. “Stop! Stop, vil du ikke nok stoppe!” Græd hun højlydt, lige glad med hvor meget hun tiggede ham, men hun kunne ikke få det sted ødelagt, det rummede alt for mange minder hun ikke ville ødelægge eller kunne bære han tog fra hende. 

Det tog hende længe at indse døren fløj af, igennem tårerne og udmattelsen kunne hendes hoved slet ikke rumme mere, smerten var ikke til at holde ud, men en stemme skar igennem til hende, var det hendes navn? Uagtet glasstykket der skar i hendes hud vendte hun det tårervældede blik imod den manglende dør, det lignede Orcus men hun måtte se syner, det måtte være hendes krop der var ved at give op men er fjernt smil bredte sig dog om hendes læber, hvis hun skulle herfra var det vel ikke et værst syn at skulle herfra med. Hendes krop stoppede helt med at kæmpe imod, trods smerten der rev i hele hendes krop. “Orcus....”Hendes stemme var lettere svævende og blød, trods tårerne der ikke ville stoppe, med at løbe.

Før Dimitri overhovedet nåede at se, hvem eller hvad der lige skete var han skubbet tilbage imod væggen ved vinduet. Ikke nok med at hans hurtige reflekser slet ikke nåede at reagere på det, så var der kommet en person. Hvem filan var det? Han løftede et øjenbryn og før han nåede at svare personen blev hans skulder spiddet med et metal spyd. Det begyndte hurtigt at bløde, og det fik ham til at bøje lidt ned i knæene. Han løftede en hånd op til den blødende skulder, og lod blodet glide igennem fingrene. Det dryppede på gulvet, og i stedenfor at sige av, eller give udtryk for smerte grinede han bare. Et næsten underholdende og kynisk grin. Så rettede han sig op, og knækkede nakken og lod hans gule næsten blege øjne falde hen på personen der var kommet. Han reddede mennesket, og det fik ham til at sukke irriteret. Hvorfor skulle han blande sig i Dimitri s forsøg på at underholde sig selv. 

Han drejede hovedet hen imod hans skulder, og han tog fat i spydet og han trak det ud hvorefter han smillede bredt"Charmerende"lød det kort fra ham, og han studerede metal spyddet lidt før han hurtigt forsvandt fra hans ståplads. Han havde ikke glasskåret i hånden, men havde været lusket og puttet det ned i bukselommen. For måske han ville få brug for det senere, og som prinsen på den hvide hest var kommet for at redde mennesket rullede Dimitri med øjnene. At blive afbrudt var da noget så belastende, og han var bestemt ikke tilfreds med det. Han studerede personen som hvis navn lød til at være Orcus, og Dimitri løftede hånden op, og kastede spyddet hurtigt hen imod ham"Jeg burde vel ikke byde dig velkommen"sagde han og lagde armene over kors som han havde kastet spyddet. Denne person her var en dæmon, så måske han faktisk burde passe lidt på. For selvom han ikke ville indrømme det, så var Dimitri ikke stærkere end denne dæmon her, og det vidste han godt. Men nu havde denne mystiske nyankomne person fingrene i hans legetøj, og det brød han ikke særlig meget om.

Hurtigt stod han pludselig foran ham og mennesket. Han lænede sig lidt ind imod dem begge to, og fokuserede på dæmonen. Så meget han kunne nærme sig sendte han ham et flabet smil, og lod blodet fra skulderen fortsat dryppe ned på gulvet. Var det ikke blevet tid til nogle flabede kommentarer, og spydige ord? Jo det var det helt bestemt, og hvad så hvis det ville ende med de begge to ville dræbe ham og hade ham. Hvem hadede ham ikke, og havde lyst til at dræbe ham. Han havde slet ikke tal på det, men det gjorde ikke ham noget. Tværtimod kunne han godt lide det, det var ganske underholdende. Han kiggede på mennesket, og lagde mærke til hun græd. Ynkeligt, ganske ynkeligt og han flyttede blikket hen til dæmonen igen"Eftersom du er kommet for at tydeligvis redde hende må jeg nok hellere sige, at hun smager godt"sagde han flabet og slikkede noget blod af fingrene før han trak sig tilbage. Han havde jo bidt hende og smagt på hends blod, så han syntes kun det var ganske fair at fyre de ord ud ad hans mund. 

Det tårefyldte ansigt forbavsede ham fuldkommen, han gik helt i stå, da han så hvor ilde tilredt Nianna faktisk var. Hvorfor havde han ikke hørt hende noget før? Skyldfølelsen strømmede ind over ham, men han nåede ikke rigtig at reagere på det, som han straks vendte blikket imod vampyren, der atter kom på benene. Han fnøs lettere køligt, dyrisk, som han lagde armene over kors og lod metallet arbejde for ham. Ordet gav genlyd i hans sind, som vampyren lige pludselig forsvandt og fik Orcus til at rykke sig væk fra døren. Han skulle være sikker på, at han ikke ville blive forhindret i at nå hende, derfor havde han også kursen imod Nianna. Spyddet der lige pludselig blev kastet imod ham gik i opløsning, som en stor røgsky, da pulveret opløste sig selv og i stedet svævede rundt i luften over ham. "Virkelig?" fnøs han hånligt, som vampyren da måtte være dum at bruge hans eget våben imod ham. Havde vampyren ikke opdaget, at Orcus faktisk kontrollere metallet, ikke bare hans eget, men også de søm, der befandt sig inde i rummet. Det hele rystede..

Det sidste stykke hen til Nianna var ikke langt, men han formåede kun lige at gribe ud efter hende, da han fornemmede vampyren tæt på igen. Han bad virkelig om skrammer lige nu. De brune øjne var knap så fredelige mere, som han vendte blikket imod Dimitri og hvæste frustreret af ham. Med skulderen forsøgte han at skubbe ham væk, men vampyren insisterede tydeligvis på at være tæt på og som situationen var lige nu, så havde Orcus ikke tænkt sig at hive Nianna ind i det. Derfor trådte han også væk for at håndtere vampyren først. Så slog det lige pludselig klik for Orcus, da Dimitri lod til at prale med, at han havde smagt på hende. Han havde godt bemærket sårene på Nianna, men ikke ønsket at tænke tanken. Med ét havde han sluppet en hver hæmning, som han spredte vingerne ud i en hurtig bevægelse, så de mange metalfjer fik fart på, som de søgte imod Dimitris krop. Orcus fulgte med, som han greb ud efter hans krave med den ene hånd og borede en finger ned i såret i hans skulder. "Hvad har du?!" råbte han truende, som han forsøgte at presse Dimitri imod den nærmeste væg, hvor sømmene også havde arbejdet sig ud, så han ville blive ramt af hvad der ville føltes som flere nåle i ryggen.

Scenariet der udspillede sig foran hendes øjne, havde svært ved at trænge igennem til hende, alt gik for hurtigt til hun kunne følge med som om verden bevægede sig meget hurtigere og hun selv pludselig meget langsommere, enhver tanke og følelse var forsinkede hos hende selv og kunne Orcus også virkelig være der? Det måtte være en drøm, et puds hendes udpinte hjerne spillede hende, men måske det var for at hun ikke skulle give op? Intet gav mening for hende, men det fik hende til at vende blikket imod den ene hånd, hun havde næsten fået hånden vristet fri selvom den var blevet helt mørkerød og blålig i forsøget, til sidst lykkedes det hende at få hånden fri med et lille støn, inden hun trak sig om på siden for at kunne befri hendes anden hånd. 

Hun lukkede øjnene en smule, det omkring hende skete jo ikke, Orcus kunne ikke være der, hvor meget hendes hjerte end savnede ham måtte det være indbildning, men Dimitri han havde jo ikke forhindret hende i at komme fri, faktisk havde han ikke rørt hende mere siden Orcus dukkede op. Kunne han virkelig være der? Hun tvang øjne op selvom de mest af alt havde lyst til at forblive lukkede, for hun var så træt, så øm. Der var ingen specifikke steder hun længere havde ondt, enhver lille nerveende skreg af smerte indeni hende, da kulden fra hans sidste bid ikke var til at ryste af, det var som om hun lå i en frossen sø og kun kunne bevæge øjne. 

Lyden af Orcus der skreg, fik hendes øjne op, det kunne ikke være indbildning han måtte være der. Hun turde ikke tænke på hvor herrens hun så ud, men hun kæmpede sig op fra sengen på vaklende ben, al balance var væk så hun måtte støtte sig til sengen inden hun vendte blikket imod dem, chokeret over at se Orcus’ vrede på den måde. Hun kunne ikke lade ham dræbe Dimitri, hvor frygtelig en person han end var, hvis hun tillod det ville hun være værre end ham. Hun var et menneske, uden barmhjertighed og godhed i sig, ville verden bare blive så ond som hun denne dag havde følt, det måtte Dimitri ikke også tage fra hende. “Orcus....” Hendes stemme var næsten ikke til at høre, helt svag og hæs. Hun prøvede at tage et skridt men kunne ikke løfte fødderne fra gulvet, istedet måtte hun skubbe den over gulvet mens hun knugede hænderne om sengen.