Nianna kunne ikke svare på hvorfor, men omkring Shinji følte hun sig sikker. At forlade hendes lille paradis derhjemme, fortrød hun allerede bitterligt, den store ukendte verden bød på farer alle vegne, farer hun ikke engang anede hun skulle vogte sig for, hun ønskede mest af alt bare at komme hjem, hjem i sikkerhed, væk fra alle mennesker og væsner. 

Hans stemme bragte en ro ned over hende, sammen med hans arme der skærmede hende imod verden omkring dem. Den anspændte krop løsnede sig let op, mens hendes hastige hjerteslag stille faldt til ro igen. Hendes hoved vrikkede ganske let fra side til side, i et forsøg på at komme helt tæt ind til ham. 

Freden blev var dog kortvarig, for hans næste ord, fik hende til at trække hovedet tilbage og stirre op på ham, med øjne så store som hestevogns hjul. Ville han gå fra hende? Men hvordan kom hun hjem, hvor skulle hun gå hen? Hvor var hjem henne og hvor var hun egentligt henne? “Nej!!!” Næsten hviske råbte hun, hendes greb omkring ham, strammede helt tæt. Han måtte ikke bare gå nu, hun vidste jo knap hvordan man skulle tale, hvor hun skulle hen, hvordan skulle hun dog kunne klare sig alene. 

Shinji havde absolut ikke spurgt, fordi han ønskede at forlade Nianna; han havde spurgt fordi, han ville være sikker på, han ikke forlod hende til sig selv, uden hun så vidste, hvad hun skulle gøre. Han kunne dog alligevel ikke lade være med at smile lidt over hendes nærmest paniske udråb. Det bekræftede det hele for ham, og han lod armene knuge hende lidt hårdere. "Rolig rolig, jeg går ingen steder" forsikrede han med en blød stemme. "Jeg spurgte kun for at være sikker" forklarede han så videre. Ikke på vilkår om han havde tænkt sig at forlade hende, hvis hun ikke følte sig tryg ved det. Der ville ikke være den store konsekvens ved at forlade skibet før tid alligevel. Det skete ofte, at en sømand hyggede sig lidt for godt i havn og missede mønstringen. Det betød dog også, at man blev efterladt til sig selv og selv måtte finde tilbage. Det var generelt ikke Shinjis problem, og selvom han ikke var kendt på denne egn, var han sikker på, han nok skulle finde frem til et sted, hvor han vidste, hvor han var.

"Men hvad så nu? Skal vi tage videre ud i verden? Vil du hjem?" spurgte han så, som han langsomt slap hende igen. Hun havde snakket om at se verden, men han var lidt nervøs for, han havde skræmt hende fra det igen. Måske hvis han tog med, ville hun være mere tilbøjelig til at fortsætte?

Der gik lidt, før ordene sivede ind hos Nianna, mens hun stod med blikket flakkende nervøst hen over hans ansigt. Han gik ikke? Hun sank nervøst, inden hun trak vejret dybt, lettet over han vidst ikke bare forlod hende. Hun knugede sig igen tæt ind til ham, med et lille smil trækkende i den ene mundvige. Det gjorde hende tydeligvis lettet at vide, han ikke bare ville gå, måske hun så alligevel kunne tage på sin rejse? Mens hun stod puttet helt tæt ind til ham, med sin ene kind hvilende imod hans brystkasse, lod hun blikket vandre frit rundt på deres omgivelser. 

Hun havde virkelig ingen ide om, hvor hun befandt sig henne, men hun havde lidt ting med i sin lille skindtaske, hvis bare der var frisk jord, kunne hun dyrke de fornødne ting, og med Shinjis hjælp kunne hun måske overvinde den værste frygt og komme afsted? Hun kunne se ting og sager, hun aldrig havde drømt om. Smilet trak let i hendes ene mundvige, det ville måske ikke blive så slemt som hun frygtede, måske havde hun endda været nervøs uden grund? Alle steder kunne da ikke være så farlige, som det havde vist sig at være på skibet. "Videre.... Sammen...!" hviskede hun helt stille, inden hun skævede op imod Shinji, lidt mere fortrøstningsfuldt end før.

Shinji behøvede ikke engang Niannas ord; hendes mindre overfald var i sig selv bekræftelse nok for ham, men han kunne alligevel ikke lade være med at sende hende et smil og et nik. "Jamen så gør vi da det" konkluderede han og kastede for første gang i lang tid et blik på panteren ved hans side, der indtil nu ikke havde gjort andet end at kigge på dem begge som om, de var stjernepsykopater. Shura brummede dog og vippede med hovedet, hvilket fortalte Shinji, at hun var med på idéen, omend hun alligevel sendte ham et bebrejdende blik for at misse mønstringen.

Shinji havde stadig ikke helt styr på, hvor de præcist var henne, men hvis hans beregninger ikke var helt ved siden af - hvilket bestemt var en mulighed - så befandt de sig ikke så langt fra Lazura i Azurien. Derfra ville han igen kunne finde vej. "Først skal vi dog have fundet et sted, jeg genkender, så jeg rent faktisk ved, hvor vi er" indrømmede han, som hans brune kinder blev en anelse mere lilla, da farven steg ham til hovedet over indrømmelsen.

Hun så overrasket op på ham, med hovedet vippet ganske let på skrå, mens hendes øjne studerede hvert eneste lille træk ved ham, og hans blussende kinder. Smilet dansede lidt på hendes læber, fra et lille til et stort grin, inden hun løftede hænderne op og lagde dem på hver kind. De føltes varmere, men hvorfor? Shinji var trods alt et af de allerførste mennesker, hun rent faktisk snakkede med, og denne reaktion havde hun aldrig set før. En klukkende latter lød fra hende, inden hun flyttede hænderne til sine egne kinder for at mærke, men de var ikke nær så varme. Hans ord i sig selv, virkede det til at hun ikke helt forstod, eller også fløj de blot over hovedet på hende, da hendes eneste reaktion til dem, var et par enkle nik imellem hendes fornøjede grin. 

Hun lagde hænderne tilbage på hans kinder, der stadig var dejlig varme og blussede. "Varme.. Hvorfor?" spurgte hun med hovedet let på skrå, mens hendes blik gled over hver en lille detalje ved hans ansigt. Der var i sandhed mange ting, hun skulle lære ved at omgåes andre mennesker og væsner, især takt og tone var der en hel del at lære. Hun lod blikket glide ned på en store prægtige panter, hun havde stadig stor respekt for dyret, men var dog væsentligt mere fortrolig med hendes tilstedeværelse, end da hun første gang havde set det store dyr. 

Shinji blev igen overrasket over Niannas fokus. Det var ganske tydeligt, at hun ikke tænkte på samme måde som så mange andre. Ikke at det som sådan gjorde ham noget, men det var temmelig uvant for ham. Hvor andre ville have fokuseret på hans ord, virkede hun til at være mere betaget af, at han rødmede. Det at hun påpegede det fik ham dog kun til at rødme mere, men han kunne alligevel ikke lade være med at sende hende et smil. "Det sker, når folk rødmer" forklarede han. "Det kan der være flere grunde til, men lige i det her tilfælde er det fordi, jeg blev flov - hedder det - over, at jeg ikke helt præcist ved, hvor vi er."

Shinji gjorde absolut intet for at fjerne Niannas hænder. For hans skyld, måtte hun undersøge så tosset, hun havde lyst til. Han havde på ingen måde travlt, og så længe hun følte sig tryg, så han ingen grund til at skynde sig videre.

Rødmen i hans kinder blev kun kraftigere, da hun kommenterede på det og mærkede på hans kinder, men hvorfor? Han havde jo netop forklaret årsagen. Hendes blik gled hurtigt frem og tilbage, mellem hans dybe brune øjne og de rød blussende kinder. Blidt lagde hun hænderne på kinderne igen, og ganske rigtigt føltes de endnu varmere. En mild fnisen lød fra hende, inden hun lagde hovedet på skrå uden at slippe hans kinder. “Varmere...” Hun havde det næsten som om, hun havde opdaget noget ingen anden kendte til, det var den glæde som strålede ud af hendes øjne. Hun virkede ubekymret over det faktum, at det begge var lettere fortabte i det ukendte område. 

Til sidst tog hun dog hænderne til sig, inden hun vendte omkring og lod blikket suge alle de nye indtryk til sig, med Shinji lige bag sig, følte hun sig næsten uovervindelig. Hun trådte det lille skridt baglæns, som holdt deres kroppe adskilt. Hun anede vitterligt ikke hvor de var, eller hvor hen de skulle, men hun vendte blikket hen over skulderen og lod blikket søge op til hans. Hun var klar til det eventyr, hvis han også var.

Shinji kunne ikke lade være med at grine over Niannas fascination. Han lod hende ovenikøbet undersøge færdig, men han afholdt sig fra at forklare mere. Det ville lidt tage det sjove ud af det, og så længe hun så ud til at være godt tilpas, så han ingen grund til at ødelægge det. Han så dog en kende overrasket ud, da hun "bumpede" ind i ham, men han gjorde intet for at forhindre det. I stedet lagde han blot en hånd på hendes skulder og sendte hende et varmt smil, da hun drejede hovedet for at kigge på ham.

"Så... når vi engang har fundet ud af, hvor vi er... hvor går turen så hen?" spurgte Shinji opmuntrende. Det var ganske tydeligt, at han ikke længere var mærket af situationen med ikke at vide, hvor de var. Det vigtige for ham lige nu var trods alt, at Nianna følte sig tryg. Alt det andet kunne komme senere.

Nianna mærkede hans hånd, der lagde sig på hendes skulder, men hun gjorde intet for at slippe væk fra den, tvært imod lod hun blikket glide over hans hånd, op til hans ansigt hvor et varmt smil mødte hendes blik. Dette kunne umuligt ende galt, ikke med Shinji i nærheden, det var hvert fald den følelse hun stod tilbage med i kroppen, nu hvor de værste nerver havde lagt sig efter flugten fra skibet. “Ikke flere skibe...” svarede hun med et glimt i øjne, det var alt hun var sikker på, hendes tid med sådanne faretøjer var glædeligt overstået, hendes nerver holdt ikke til en tur mere, selvom den sikkert aldrig ville blive nær så nervepirrende. 

Hun lagde sin ene hånd op på skulderen, hvor hans hånd lå, mens hun tog omgivelserne ind. Hvordan hun lige helt præcis skulle svare ham vidste hun ikke, hun var jo helt ny i dette land eller var det samme land men bare nyt sted? Hun rynkede eftertænksomt i panden og brummede svagt for sig selv, mens hun vippede hoved og krop let, tydeligvis meget ubeslutsom om hvad der skulle ske. Men hendes blik fangede dog til sidst noget, noget der trak i hende, noget hun måtte se. “Kom... kom Shinji!” Udbrød hun leende da hun satte i løb mod en lille forretning som netop havde slået døren op, duften af brød væltede ud og den var den som havde lokket hende. Der var fuld af små forretninger og telte med alt muligt, fisk, kød, skind, sten, alt muligt. Hun tænkte slet ikke over hvor skumle nogle af menneskerne så ud.

Shinji kunne ikke lade være med at småklukke over Niannas ord. Han kunne ikke ligefrem bebrejde hende, at hun ikke havde lyst til flere skibe. Måske han kunne have sagt det på en pænere måde? Det var ikke rigtigt til at sige. I det mindste var det da overstået.
"Aftale. Ikke flere skibe" svarede han med tydelig munterhed i sin stemme, som han gav hendes skulder et blidt klem. Shura slap en brummen fra sidelinjen, hvilket igen fik Shinji til at grine.
"Shura er åbenbart ikke helt så enig. Hun kan godt lide at sejle" forklarede han. Det var ikke hver dag, han sådan skulle oversætte panterens sprog, så det var en kende uvant for ham.

Så tog Zaladin ved Nianna, som hun satte i løb, og Shinji var hurtig til at følge efter. Han ønskede ikke ligefrem, der skulle ske hende noget, så han fulgte hurtigt trop. Han selv bemærkede hvordan nogle af personerne virkede temmelig skumle, men han sagde ikke noget til det. Der var ingen grund til at gøre Nianna nervøs, men han var skarpt opmærksom på, at han skulle holde lidt øje. Han ønskede ikke ligefrem, at der skete hende noget heller.

Nianna havde egentligt godt hørt Shinji, men alle duftene, lydende og de mange fremmede indtryk trak mere i hende, som hun snoede sig imellem de mennesker der begyndte at stimle sammen i gaderne. Hun stoppede foran den nyåbnede butik, og trak vejret helt dybt. Duften af brød var himmelsk, den overdøvede fuldkommen den ellers uhumske stank, der hvilede nogle steder. Hendes blik gled rundt på de mange forskellige slags bagværker, inden Shinji og Shura fik indhentet hende.

Hun vendte sig imod det mørke dyr og satte sig ned på hug foran hende. "Dufter godt, ikke.." lo hun fornøjet mens hun kløede det prægtige dyr mellem ørene. Selvom de ikke var enige om søfarten hende og Shura, så var hun alligevel blevet ganske fortrolig med det ellers farlige dyr. Hun skævede op til Shinji med de største dådyr øjne hun kunne præstere, så uskyldigheden for alvor lyste ud af hende, inden hun rejste sig op igen. 

//Jeg undskylder for at lukke tråden. En lidt dybere forklaring findes her: https://krystallandet.dk/viewtopic.php?t=14059&currentpage=1#618234